3.Mosebog
1
1. HERREN kaldte på Moses og talede til ham fra Åbenbaringsteltet
og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen af eder vil
bringe HERREN en Offergave af Kvæget, da skal Offergaven, I vil
bringe, tages at Hornkvæget eller Småkvæget.
3. Skal hans Offergave af Hornkvæget være et Brændoffer, så skal
det være et lydefrit Handyr, han bringer; til Åbenbaringsteltets
Indgang skal han bringe det for at vinde HERRENs Velbehag.
4. Så skal han lægge sin Hånd på Brændofferdyrets Hoved, for at det
kan vinde ham HERRENs Velbehag, idet det skaffer ham Soning.
5. Derpå skal han slagte den unge Okse for HERRENs Åsyn, og Arons
Sønner, Præsterne, skal frembære Blodet, og de skal sprænge
Blodet rundt om på Alteret, som står ved Indgangen til
Åbenbaringsteltet.
6. Så skal han flå Huden af Brændofferdyret og skære det i Stykker,
7. og Arons Sønner, Præsterne, skal gøre Ild på Alteret og lægge
Brænde på Ilden;
8. og Arons Sønner, Præsterne, skal lægge Stykkerne tillige med
Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret.
9. Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand, og
Præsten skal bringe det hele som Røgoffer på Alteret; det er et
Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
10. Hvis hans Offergave, der skal bruges som Brændoffer, tages at
Småkvæget, af Fårene eller Gederne, så skal det være et lydefrit
Handyr, han bringer.
11. Han skal slagte det for HERRENs Åsyn ved Alterets Nordside, og
Arons Sønner, Præsterne skal sprænge Blodet deraf rundt om på
Alteret.
12. Så skal han skære det i Stykker, og Præsten skal lægge Stykkerne
tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på
Alteret.
13. Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand. Så skal
Præsten frembære det hele og bringe det som Røgoffer på Alteret;
det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
14. Er hans Offergave til HERREN et Brændoffer af Fuglene, da skal
Offergaven, han vil bringe, tages af Turtelduerne eller
Dueungerne;
15. Præsten skal frembære den til Alteret og knække Halsen på den og
bringe Hovedet som Røgoffer på Alteret, og dens Blod skal
udpresses mod Alterets Side.
16. Så skal han udtage Kroen med dens Indhold og kaste den på
Askedyngen ved Alterets Østside.
17. Derpå skal han rive Vingerne løs på den uden dog at skille dem
fra Kroppen. Så skal Præsten bringe den som Røgoffer på Alteret
på Brændet over Ilden; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en
liflig Duft for HERREN.
2
1. Når nogen vil frembære et Afgrødeoffer som Offergave for HERREN,
skal hans Offergave bestå af fint Hvedemel, og han skal hælde
Olie derover og komme Røgelse derpå.
2. Og han skal bringe det til Arons Sønner, Præsterne; og Præsten
skal tage en Håndfuld af Melet og Olien og al Røgelsen, det, som
skal ofres af Afgrødeofferet, og bringe det som Røgoffer på
Alteret, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN;
3. men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner
som en højhellig Del af HERRENs Ildofre.
4. Men når du som Offergave vil bringe et Afgrødeoffer af Bagværk
fra Bagerovnen, skal det bestå af fint Hvedemel, usyrede Kager,
rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie.
5. Er derimod din Offergave et Afgrødeoffer, bagt på Plade, så skal
det bestå af usyret fint Hvedemel, rørt i Olie;
6. du skal bryde det i Stykker og hælde Olie derover. Det er et
Afgrødeoffer.
7. Men er din Offergave et Afgrødeoffer, bagt i Pande, skal det
tilberedes af fint Hvedemel med Olie.
8. Det Afgrødeoffer, der tilberedes af disse Ting, skal du bringe
HERREN; man skal bringe det til Præsten, og han skal bære det
hen til Alteret;
9. og Præsten skal af Afgrødeofferet udtage det, som skal ofres
deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer til en
liflig Duft for HERREN.
10. Men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner
som en højhellig Del af HERRENs Ofre.
11. Intet Afgrødeoffer, som I bringer HERREN, må tilberedes syret;
thi Surdejg eller Honning må I aldrig bringe som Røgoffer, som
Ildoffer for HERREN.
12. Kun som Offergave af Førstegrøde må I frembære disse Ting for
HERREN, men de må ikke komme på Alteret til en liflig Duft.
13. Og du skal komme Salt i enhver Afgrødeoffergave, du frembærer,
du må ikke undlade at komme din Guds Pagts Salt i dit
Afgrødeoffer, men du skal frembære Salt med enhver af dine
Offergaver.
14. Dersom du vil frembære HERREN et Afgrødeoffer af Førstegrøden,
skal det, du frembærer som Afgrødeoffer af din Førstegrøde, være
friske Aks, ristede over Ilden, knuste, af nyhøstet Korn;
15. og du skal hælde Olie derover og komme Røgelse derpå. Det er et
Afgrødeoffer,
16. Al Røgelsen og det, som skal ofres af de knuste Aks og Olien,
skal Præsten bringe som Røgoffer, et Ildoffer for HERREN.
3
1. Men er hans Offergave et Takoffer, så skal det, hvis han bringer
det af Hornkvæget, være et lydefrit Han eller Hundyr, han
bringer HERREN.
2. Han skal lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret
ved Indgangen til Åbenbaringsteltet; og Arons Sønner, Præsterne,
skal sprænge Blodet rundt om på Alteret.
3. Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære
Fedtet, der dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
4. begge Nyrerne med det Fedt. som sidder på dem ved
Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
Nyrerne.
5. Og Arons Sønner skal bringe det som Røgoffer på Alteret oven på
Brændofferet på Brændet, der ligger på Ilden, et Ildoffer til en
liflig Duft for HERREN.
6. Men hvis hans Offergave, der bringes som Takoffer til HERREN.
tages af Småkvæget, skal det være et lydefrit Han eller Hundyr,
han bringer.
7. Er den Offergave, han vil bringe. et Lam, skal han bringe det
hen for HERRENs Åsyn
8. og lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret foran
Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet deraf
rundt om på Alteret.
9. Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære
Fedtet, hele Fedthalen, skilt fra Rygraden, Fedtet, som dækker
Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
10. begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
Nyrerne.
11. Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret,
Ildofferspise for HERREN.
12. Men hvis hans Offergave er en Ged, skal han bringe den hen for
HERRENs Åsyn
13. og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den foran
Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet rundt om
på Alteret.
14. Så skal han deraf frembære som sin Offergave, som et Ildoffer
for HERREN, Fedtet, det dækker Indvoldene, og alt Fedtet på
Indvoldene,
15. begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
Nyrerne.
16. Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret,
Ildofferspise til en liflig Duft. Alt Fedt skal være HERRENs.
17. En evig Anordning skal det være for eder fra Slægt til Slægt,
hvor I end bor: Intet Fedt og intet Blod må I nyde!
4
1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af Vanvare forsynder sig
mod noget af HERRENs Forbud og overtræder et af dem, da skal
følgende iagttages:
3. Er det den salvede Præst, der forsynder sig, så der pådrages
Folket Skyld, skal han for den Synd, han har begået, bringe
HERREN en lydefri ung Tyr som Syndoffer.
4. Han skal føre Tyren hen til Åbenbaringsteltets Indgang for
HERRENs Åsyn og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den for
HERRENs Åsyn,
5. og den salvede Præst skal tage noget af Tyrens Blod og bringe
det ind i Åbenbaringsteltet,
6. og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv
Gange for HERRENs Åsyn foran Helligdommens Forhæng;
7. og Præsten skal stryge noget af Blodet på Røgelsealterets Horn
for HERRENs Åsyn, det, som står i Åbenbaringsteltet; Resten af
Tyrens Blod skal han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som
står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
8. Men alt Syndoffertyrens Fedt skal han tage ud Fedtet, som dækker
Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
9. begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
Nyrerne,
10. på samme Måde som det udtages af Takofferoksen. Og Præsten skal
bringe det som Røgoffer på Brændofferalteret.
11. Men Tyrens Hud og alt dens Kød tillige med dens Hoved,
Skinneben, Indvolde og Skarn,
12. hele Tyren skal han bringe uden for Lejren til et urent Sted,
til Askedyngen, og brænde den på et Bål af Brænde; oven på Aske;
dyngen skal den brændes.
13. Men hvis det et hele Israels Menighed, der forser sig, uden at
Forsamlingen ved af det, og de har overtrådt et af HERRENs
Forbud og derved pådraget sig Skyld,
14. da skal Forsamlingen, når den Synd, de har begået mod Forbudet,
bliver kendt, bringe en ung, lydefri Tyr som Syndoffer; de skal
føre den hen foran Åbenbaringsteltet,
15. og Menighedens Ældste skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved
for HERRENs Åsyn, og man skal slagte den for HERRENs Åsyn.
16. Derpå skal den salvede Præst bringe noget af Tyrens Blod ind i
Åbenbaringsteltet,
17. og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv
Gange for HERRENs Åsyn foran Forhænget;
18. og han skal stryge noget af Blodet på Hornene af Alteret, som
står for HERRENs Åsyn i Åbenbaringsteltet; Resten af Blodet skal
han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som står ved
Indgangen til Åbenbaringsteltet,
19. Men alt, Fedtet skal han tage ud og bringe det som Røgoffer på
Alteret.
20. Derpå skal han gøre med Tyren på samme Måde som med den før
nævnte Syndoffertyr. Da skal Præsten skaffe dem Soning, så de
finder Tilgivelse.
21. Så skal Tyren bringes uden for Lejren og brændes på samme Måde
som den før nævnte Tyr. Det er Menighedens Syndoffer.
22. Men hvis det er en Øverste. der forsynder sig og af Vanvare
overtræder et af HERRENs Forbud og derved på drager sig Skyld,
23. og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal den
Offergave, han bringer, være en lydefri Gedebuk.
24. Han skal lægge sin Hånd på Bukkens Hoved og slagte den der, hvor
Brændofferet slagtes for HERRENs Åsyn. Det er et Syndoffer.
25. Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og
stryge det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal
han udgyde ved Brændofferalterets Fod.
26. Og alt dets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret ligesom
Fedtet fra Takofferet. Da skal Præsten skaffe ham Soning for
hans Synd, så han finder Tilgivelse.
27. Men hvis det er en af Almuen, der af Vanvare forsynder sig ved
at overtræde et af HERRENs Forbud og derved pådrager sig Skyld,
28. og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal
Offergaven, han bringer for den Synd, han har begået, være en
lydefri Ged.
29. Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte
Syndofferet der, hvor Brændofferet slagtes.
30. Præsten skal tage noget af Gedens Blod på sin Finger og stryge
det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal han
udgyde ved Alterets Fod.
31. Og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som Fedtet tages
ud af Takofferet, og Præsten skal bringe det som Røgoffer på
Alteret til en liflig Duft for HERREN. Da skal Præsten skaffe
ham Soning, så han finder Tilgivelse.
32. Men hvis den Offergave, han vil bringe som Syndoffer, er et Lam,
da skal det være et lydefrit Hundyr, han bringer.
33. Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte det som
Syndoffer der, hvor Brændofferet slagtes.
34. Og Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og
stryge det på Brændofferalterets Horn, men Resten af Blodet skal
han udgyde ved Alterets fod,
35. og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som
Takofferlammets Fedt tages ud, og Præsten skal bringe det som
Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Da skal Præsten
skaffe ham Soning for den Synd, han har begået, så han finder
Tilgivelse.
5
1. Hvis nogen, når han hører en Forbandelse udtale, synder ved at
undlade at vidne, skønt han var Øjenvidne eller på anden Måde
kender Sagen, og således pådrager sig Skyld,
2. eller hvis nogen, uden at det er ham vitterligt, rører ved noget
urent, hvad enten det nu er et Ådsel af et urent vildt Dyr eller
af urent Kvæg eller urent Kryb, og han opdager det og bliver sig
sin Skyld bevidst,
3. eller når han, uden at det er ham vitterligt, rører ved Urenhed
hos et Menneske, Urenhed af en hvilken som helst Art, hvorved
man bliver uren, og han opdager det og bliver sig sin Skyld
bevidst,
4. eller når nogen, uden at det er ham vitterligt, med sine Læber
aflægger en uoverlagt Ed på at ville gøre noget, godt eller
ondt, hvad nu et Menneske kan aflægge en uoverlagt Ed på, og han
opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse
Tilfælde,
5. så skal han, når han bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse
Tilfælde, bekende det, han har forsyndet sig med,
6. og til Bod for den Synd, han har begået, bringe HERREN et Hundyr
af Småkvæget, et Får eller en Ged, som Syndoffer; da skal
Præsten skaffe ham Soning for hans Synd.
7. Men hvis han ikke evner at give et Stykke Småkvæg, skal han til
Bod for sin Synd bringe HERREN to Turtelduer eller Dueunger, en
som Syndoffer og en som Brændoffer.
8. Han skal bringe dem til Præsten, og Præsten skal først frembære
den, der skal bruges til Syndoffer; han skal knække Halsen på
den ved Nakken uden at rive Hovedet helt af
9. og stænke noget af Syndofferets Blod på Alterets Side, medens
Resten af Blodet skal udpresses ved Alterets Fod. Det er et
Syndoffer.
10. Men den anden skal han ofre som Brændoffer på den foreskrevne
Måde; da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har
begået, så han finder Tilgivelse.
11. Men hvis han ej heller evner at give to Turtelduer eller
Dueunger, skal han som Offergave for sin Synd bringe en
Tiendedel Efa fint Hvedemel til Syndoffer, men han må ikke hælde
Olie derover eller komme Røgelse derpå, thi det er et Syndoffer.
12. Han skal bringe det til Præsten, og Præsten skal tage en
Håndfuld deraf, det, som skal ofres deraf, og bringe det som
Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Det er et
Syndoffer.
13. Da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begået
på en af de nævnte Måder, så han finder Tilgivelse. Resten skal
tilfalde Præsten på samme Måde som Afgrødeofferet.
14. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
15. Når nogen gør sig skyldig i Svig og af Vanvare forsynder sig mod
HERRENs Helliggaver, skal han til Bod derfor som Skyldoffer
bringe HERREN en lydefri Væder af Småkvæget, der er vurderet til
mindst to Sølvsekel efter hellig Vægt;
16. og han skal give Erstatning for, hvad han har forsyndet sig med
over for det hellige, med Tillæg af en Femtedel af Værdien. Han
skal give Præsten det, og Præsten skal skaffe ham Soning ved
Skyldoffervæderen, så han finder Tilgivelse.
17. Når nogen, uden at det er ham vitterligt, synder ved at
overtræde et af HERRENs Forbud, så han bliver skyldig og
pådrager sig Skyld,
18. da skal han af Småkvæget bringe en lydefri Væder, der er taget
god, som Skyldoffer til Præsten, og Præsten skal skaffe ham
Soning for den uforsætlige Synd, han har begået, uden at den var
ham vitterlig, så han finder Tilgivelse.
19. Det er et Skyldoffer; han har pådraget sig Skyld over for
HERREN.
20. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
21. Når nogen forsynder sig og gør sig skyldig i Svig mod HERREN,
idet han frakender sin Næste Retten til noget, der var ham
betroet, et Håndpant eller noget, han har røvet, eller han
aftvinger sin Næste noget,
22. eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han
aflægger falsk Ed angående en af alle de Ting, som Mennesket
forsynder sig ved at gøre,
23. så skal han, når han har forsyndet sig og føler sig skyldig,
tilbagegive det, han har røvet, eller det, han har aftvunget,
eller det, som var ham betroet, eller det tabte, som han har
fundet,
24. eller alt det, hvorom han har aflagt falsk Ed; han skal erstatte
det med dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel. Han skal
give den retmæssige Ejer det, den Dag han gør Bod.
25. Og til Bod skal han af Småkvæget bringe HERREN en lydefri Væder,
der er taget god; som Skyldoffer skal han bringe den til
Præsten.
26. Da skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn, så han
finder Tilgivelse for enhver Ting, hvorved man pådrager sig
Skyld.
6
1. HERREN taled fremdeles til Moses og sagde:
2. Giv Aron og hans Sønner dette Bud: Dette er Loven om
Brændofferet. Brændofferet skal blive liggende på sit Bål på
Alteret Natten over til næste Morgen, og Alterilden skal holdes
ved lige dermed.
3. Så skal Præsten iføre sig sin Linnedklædning, og Linnedbenklæder
skal han iføre sig over sin Blusel, og han skal borttage Asken,
som bliver tilbage, når Ilden fortærer Brændofferet på Alteret,
og lægge den ved Siden af Alteret.
4. Derefter skal han afføre sig sine Klæder og tage andre Klæder på
og bringe Asken uden for Lejren til et urent Sted.
5. Ilden på Alteret skal holdes ved lige dermed, den må ikke gå ud:
og Præsten skal hver Morgen tænde ny Brændestykker på Alteret og
lægge Brændofferet til Rette derpå og så bringe Takofrenes
Fedtdele som Røgoffer derpå.
6. En stadig Ild skal holdes ved lige på Alteret, den må ikke gå
ud.
7. Dette er Loven om Afgrødeofferet: Arons Sønner skal frembære det
for HERRENs Åsyn, hen til Alteret.
8. Så skal han tage en Håndfuld af Afgrødeofferets Mel og Olie og
al Røgelsen, der følger med Afgrødeofferet, det, der skal ofres
deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret til en liflig Duft
for HERREN.
9. Men Resten deraf skal Aron og hans Sønner spise; usyret skal det
spises på et helligt Sted; i Åbenbaringsteltets Forgård skal de
spise det.
10. Det må ikke bages syret. Jeg har givet dem det som deres Del af
mine Ildofre; det er højhelligt ligesom Syndofferet og
Skyldofferet.
11. Alle af Mandkøn blandt Arons Sønner må spise det; denne Del af
HERRENs Ildofre skal være en evig gyldig Rettighed, de har Krav
på fra Slægt til Slægt. Enhver, som rører derved, bliver hellig.
12. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
13. Dette er den Offergave, Aron og hans Sønner skal frembære for
HERREN: En Tiendedel Efa fint Hvedemel, et dagligt Afgrødeoffer,
Halvdelen om Morgenen og Halvdelen om Aftenen.
14. Det skal tilberedes på Plade med Olie, og du skal frembære det
godt æltet, og du skal bryde det i Stykker; et Afgrødeoffer, som
er brudt i Stykker, skal du frembære til en liflig Duft for
HERREN.
15. Den Præst iblandt hans Sønner, der salves i hans Sted, skal ofre
det; det skal være en evig gyldig Rettighed for HERREN, og som
Heloffer skal det ofres.
16. Ethvert Afgrødeoffer fra en Præst skal være et Heloffer; det må
ikke spises.
17. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
18. Tal til Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om
Syndofferet. Der, hvor Brændofferet slagtes. skal Syndofferet
slagtes for HERRENs Åsyn; det er højhelligt.
19. Den Præst, der frembærer Syndofferet, skal spise det; det skal
spises på et helligt Sted, i Åbenbaringsteltets Forgård.
20. Enhver, som rører ved Kødet deraf, bliver hellig. Hvis noget af
dets Blod stænkes på en Klædning, skal det Stykke, Blodet er
stænket på, tvættes på et helligt Sted.
21. Det Lerkar, det koges i, skal slås i Stykker; og hvis det er
kogt i et Kobberkar, skal dette skures og skylles med Vand.
22. Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; det er
højhelligt.
23. Men intet Syndoffer må spises, når noget af dets Blod bringes
ind i Åbenbaringsteltet for at skaffe Soning i Helligdommen; det
skal opbrændes.
7
1. Dette er Loven om Skyldofferet. Det er højhelligt
2. Der, hvor Brændofferet slagtes, skal Skyldofferet slagtes. Dets
Blod skal sprænges rundt om på Alteret,
3. og alt dets Fedt skal frembæres. Fedthalen, Fedtet, der dækker
Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
4. begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
Lændemusklerne, og Leverlappen, som skal skilles fra ved
Nyrerne.
5. Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer
for HERREN. Det er et Skyldoffer.
6. Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; på et helligt
Sted skal det spises; det er højhelligt.
7. Det er med Skyldofferet som med Syndofferet, en og samme Lov
gælder for dem: Det tilfalder den Præst, der skaffer Soning ved
det.
8. Den Præst, som frembærer nogens Brændoffer, ham skal Huden af
det Brændoffer, han frembærer, tilfalde.
9. Ethvert Afgrødeoffer, der bages i Ovnen, eller som er tilberedt
i Pande eller på Plade, tilfalder den Præst, der frembærer det;
10. men ethvert Afgrødeoffer, der er rørt i Olie eller tørt,
tilfalder alle Arons Sønner, den ene lige så vel som den anden.
11. Dette er Loven om Takofferet, som bringes HERREN.
12. Hvis det bringes som Lovprisningsoffer, skal han sammen med
Slagtofferet, der hører til hans Lovprisningsoffer, frembære
usyrede Kager, rørte i Olie, usyrede Fladbrød, smurte med Olie,
og fint Hvedemel, æltet til Kager, rørte i Olie;
13. sammen med syrede Brødkager skal han frembære sin Offergave som
sit Lovprisningstakoffer.
14. Han skal deraf frembære een Kage af hver Offergave som en
Offerydelse til HERREN; den tilfalder den Præst, der sprænger
Blodet af Takofferet på Alteret.
15. Kødet af hans Lovprisningstakoffer skal spises på selve
Offerdagen, intet de1af må gemmes til næste Morgen.
16. Er hans Offergaver derimod et Løfteoffer eller et
Frivilligoffer, skal det vel spises på selve Offerdagen, men
hvad der levnes, må spises Dagen efter;
17. men hvad der så er tilbage af Offerkødet, skal opbrændes på den
tredje Dag;
18. og hvis der spises noget af hans Takoffers Kød på den tredje
Dag, så vil den, som bringer Offeret, ikke kunne finde Guds
Velbehag, det skal ikke tilregnes ham, men regnes for urent Kød,
og den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde.
19. Det Kød, der kommer i Berøring med noget som helst urent, må
ikke spises, det skal opbrændes. I øvrigt må enhver, der er ren,
spise Kødet;
20. men enhver, som i uren Tilstand spiser Kød af HERRENs Takoffer,
skal udryddes af sin Slægt;
21. og når nogen rører ved noget urent, enten menneskelig Urenhed
eller urent Kvæg eller nogen Slags urent Kryb, og så spiser Kød
af HERRENs Takoffer, skal han udryddes af sin Slægt.
22. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
23. Tal til Israeliterne og sig: I må ikke spise noget som helst
Fedt af Okser, Får eller Geder.
24. Fedt af selvdøde og sønderrevne Dyr må bruges til alt, men I må
under ingen Omstændigheder spise det.
25. Thi enhver, der spiser Fedtet af det Kvæg, hvoraf der bringes
HERREN Ildofre, den, der spiser noget deraf, skal udryddes af
sit Folk.
26. Og I må heller ikke nyde noget som helst Blod af Fugle eller
Kvæg, hvor I end opholder eder;
27. enhver, der nyder noget som helst Blod, skal udryddes af sin
Slægt.
28. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
29. Tal til Israeliterne og sig: Den, der bringer HERREN sit
Takoffer, skal af sit Takoffer frembære for HERREN den ham
tilkommende Offergave;
30. med egne Hænder skal han frembære HERRENs Ildofre. Han skal
frembære Fedtet tillige med Brystet; Brystet, for at Svingningen
kan udføres dermed for HERRENs Åsyn;
31. og Præsten skal bringe Fedtet som Røgoffer på Alteret, men
Brystet skal tilfalde Aron og hans Sønner.
32. Desuden skal I give Præsten højre Kølle som Offerydelse af eders
Takofre.
33. Den af Arons Sønner, der frembærer Takofferets Blod og Fedtet,
ham tilfalder højre Kølle som hans Del.
34. Thi Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen tager jeg fra
Israeliterne af deres Takofre og giver dem til Præsten Aron og
hans Sønner, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på hos
Israeliterne.
35. Det er Arons og hans Sønners Del af HERRENs Ildofre, den, som
blev givet dem, den dag han lod dem træde frem for at gøre
Præstetjeneste for HERREN,
36. den, som HERREN, den Dag han salvede dem, bød Israeliterne at
give dem, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på fra Slægt
til Slægt.
37. Det er Loven om Brændofferet, Afgrødeofferet, Syndofferet,
Skyldofferet, Indsættelsesofferet og Takofferet,
38. som HERREN pålagde Moses på Sinaj Bjerg, den Dag han bød
Israeliterne at bringe HERREN deres Offergaver i Sinaj Ørken.
8
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. "Tag Aron og hans Sønner sammen med ham, Klæderne, Salveolien,
Syndoffertyren, de to Vædre og Kurven med de usyrede Brød
3. og kald hele Menigheden sammen ved indgangen til
Åbenbaringsteltet!"
4. Moses gjorde som HERREN bød ham, og Menigheden forsamlede sig
ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
5. Og Moses sagde til Menigheden: "Dette har HERREN påbudt at
gøre."
6. Da lod Moses Aron og hans Sønner træde frem og tvættede dem med
Vand.
7. Og han gav ham Kjortelen på, omgjordede ham med Bæltet, iførte
ham Kåben, gav ham Efoden på, omgjordede ham med Efodens Bælte
og bandt dermed Efoden fast på ham;
8. så anbragte han Brystskjoldet på ham, lagde Urim og Tummim i
Brystskjoldet,
9. lagde Hovedklædet om hans Hoved og fæstede Guldpladen, det
hellige Diadem, på Forsiden af Hovedklædet, som HERREN havde
pålagt Moses.
10. Derpå tog Moses Salveolien og salvede Boligen og alle Tingene
deri og helligede dem;
11. så bestænkede han Alteret syv Gange dermed og salvede Alteret og
alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke for at
hellige dem;
12. derpå udgød han. noget af Salveolien over Arons Hoved og salvede
ham for at hellige ham.
13. Derefter lod Moses Arons Sønner træde frem, iførte dem Kjortler,
omgjordede dem med Bælter og bandt Huer på deres Hoveder, som
HERREN havde pålagt Moses.
14. Så førte han Syndoffertyren frem, og Aron og hans Sønner lagde
deres Hænder lå Syndoffertyrens Hoved.
15. Derefter slagtede Moses den, tog Blodet og strøg med sin Finger
noget deraf rundt om på Alterets Horn og rensede Alteret for
Synd; men Resten af Blodet udgød han ved Alterets Fod; således
helligede han det ved at skaffe Soning for det.
16. Så tog Moses alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge
Nyrerne med Fedtet på dem og bragte det som Røgoffer på Alteret.
17. Men Tyren, dens Hud, Kød og Skarn, brændte han uden for Lejren,
som HERREN havde pålagt Moses.
18. Derpå førte han Brændoffervæderen frem, og Aron og hans Sønner
lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
19. Så slagtede Moses den og sprængte Blodet rundt om på Alteret;
20. og Moses skar Væderen i Stykker og bragte Hovedet, Stykkerne og
Fedtet som Røgoffer,
21. men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand; og så
bragte Moses hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det var et
Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN, som
HERREN havde pålagt Moses.
22. Derpå førte han den anden Væder, Indsættelsesvæderen, frem, og
Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
23. Så slagtede Moses den, tog noget af dens Blod og strøg det på
Arons højre Øreflip og på hans højre Tommelfinger og højre
Tommeltå.
24. Derpå lod Moses Arons Sønner træde frem og strøg noget af Blodet
på deres højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og højre
Tommeltå, Men Resten af Blodet sprængte han rundt om på Alteret.
25. Derpå tog han Fedtet, Fedthalen, alt Fedtet på Indvoldene,
Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og den højre
Kølle:
26. Og af Kurven med de usyrede Brød, som stod for HERRENs Åsyn, tog
han en usyret Kage, en Oliebrødkage og et Fladbrød og lagde dem
oven på Fedtstykkerne og den højre Kølle,
27. lagde det så alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lod
dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
28. Derpå tog Moses det igen fra dem og bragte det som Røgoffer på
Alteret oven på Brændofferet. Det var et Indsættelsesoffer til
en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
29. Så tog Moses Brystet og udførte Svingningen dermed for HERRENs
Åsyn; det tilfaldt Moses som hans Del af Indsættelsesvæderen,
som HERREN havde pålagt Moses.
30. Derefter tog Moses noget af Salveolien og af Blodet på Alteret
og stænkede det på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner
og deres Klæder, og helligede således Aron og hans Klæder og
ligeledes hans Sønner og deres Klæder.
31. Og Moses sagde til Aron og hans Sønner: "Kog Kødet ved indgangen
til Åbenbaringsteltet og spis det der tillige med Brødet, som er
i Indsættelseskurven, således som Budet lød til mig: Aron og
hans Sønner skal spise det!
32. Men hvad der levnes af Kødet og Brødet skal I opbrænde.
33. I syv bage må I ikke vige fra Indgangen til Åbenbaringsteltet,
indtil eders Indsættelsesdage er omme; thi syv Dage varer eders
Indsættelse.
34. Ligesom i Dag har HERREN påbudt eder at gøre også de følgende
Dage for at skaffe eder Soning.
35. Ved Indgangen til Åbenbaringsteltet skal I opholde eder Dag og
Nat i syv Dage og holde eder HERRENs Forskrift efterrettelig,
for at I ikke skal dø; thi således lød hans Bud til mig!"
36. Og Aron og hans Sønner gjorde alt, hvad HERREN havde påbudt ved
Moses.
9
1. Den ottende Dag kaldte Moses Aron og hans Sønner og Israels
Ældste til sig
2. og sagde til Aron: "Tag dig en Kalv til Syndoffer og en Væder
til Brændoffer, begge uden Lyde, og før dem frem for HERRENs
Åsyn.
3. Og tal således til Israeliterne: Tag eder en Gedebuk til
Syndoffer, en Kalv og et Lam, begge årgamle og uden Lyde, til
Brændoffer
4. og en Okse og en Væder til Takoffer for at ofre dem for HERRENs
Åsyn og desuden et Afgrødeoffer, rørt i Olie; thi i Dag vil
HERREN vise sig for eder!"
5. Da tog de, hvad Moses havde pålagt dem, og bragte det hen foran
Åbenbaringsteltet; og hele Menigheden trådte frem og stillede
sig for HERRENs Åsyn.
6. Og Moses sagde: "Det er dette, HERREN har pålagt eder at gøre,
for at HERRENs Herlighed kan vise sig for eder."
7. Så sagde Moses til Aron: "Træd hen til Alteret og bring dit
Syndoffer og dit Brændoffer for at skaffe dig og dit Hus Soning
og bring så Folkets Offergave for at skaffe det Soning, således
som HERREN har påbudt!"
8. Da trådte Aron hen til Alteret og slagtede sin Syndofferkalv;
9. og Arons Sønner bragte ham Blodet, og han dyppede sin Finger i
Blodet og strøg det på Alterets Horn; men Resten af Blodet
hældte han ud ved Alterets Fod.
10. Derpå bragte han Syndofferets Fedt, Nyrer og Leverlap som
Røgoffer på Alteret, således som HERREN havde pålagt Moses;
11. men Kødet og Huden opbrændte han uden for Lejren.
12. Derefter slagtede han Brændofferet, og Arons Sønner rakte ham
Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret.
13. Så rakte de ham Brændofferet, Stykke for Stykke, tillige med
Hovedet, og han bragte det som Røgoffer på Alteret.
14. Men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand og bragte
det derpå som Røgoffer oven på Brændofferet på Alteret.
15. Derefter frembar han Folkets Offergave. Først tog han Folkets
Syndofferbuk, slagtede den og ofrede den som Syndoffer på samme
Måde som den før nævnte;
16. så frembar han Brændofferet og ofrede det på den foreskrevne
Måde;
17. derefter frembar han Afgrødeofferet, tog en Håndfuld deraf og
bragte det som Røgoffer på Alteret foruden det daglige
Morgenbrændoffer;
18. så slagtede han Oksen og Væderen som Takoffer fra Folket. Og
Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på
Alteret.
19. Men Fedtstykkerne af Oksen og Væderen, Fedthalen, Fedtet på
Indvoldene, Nyrerne og Leverlappen,
20. disse Fedtdele lagde de oven på Bryststykkerne, og Fedtstykkerne
bragte han som Røgoffer på Alteret,
21. men med Bryststykkerne og højre Kølle udførte Aron Svingningen
for HERRENs Åsyn, som Moses havde påbudt.
22. Derefter løftede Aron sine Hænder over Folket og velsignede dem
og steg så ned efter at have bragt Syndofferet, Brændofferet og
Takofferet.
23. Moses og Aron gik derpå ind i Åbenbaringsteltet, og da de kom ud
derfra, velsignede de Folket. Da viste HERRENs Herlighed sig for
alt Folket;
24. og Ild for ud fra HERRENs Åsyn og fortærede Brændofferet og
Fedtstykkerne på Alteret. Og alt Folket så det, og de jublede og
faldt ned på deres Ansigt.
10
1. Men Arons Sønner Nadab og Abihu tog hver sin Pande, kom Ild i
dem og lagde Røgelse derpå og frembar for HERRENs Åsyn fremmed
Ild, som han ikke havde pålagt dem.
2. Da for Ild ud fra HERRENs Åsyn og fortærede dem, så de døde for
HERRENs Åsyn.
3. Moses sagde da til Aron: "Det er det, HERREN talede om, da han
sagde: Jeg viser min Hellighed på dem, der står mig nær, og min
Herlighed for alt Folkets Øjne!" Og Aron tav.
4. Da kaldte Moses Misjael og Elzafan, Arons Farbroder, Uzziels
Sønner, til sig og sagde til dem: "Kom og bær eders Frænder bort
fra Helligdommen uden for Lejren!"
5. Og de kom og bar dem uden for Lejren i deres Kjortler, som Moses
havde sagt.
6. Men Moses sagde til Aron og hans Sønner Eleazar og Itamar: "I må
hverken lade eders Hår vokse frit eller sønderrive eders Klæder,
ellers skal I dø og Vrede komme over hele Menigheden; lad eders
Brødre, hele Israels Hus, begræde den Brand, HERREN har antændt;
7. og vig ikke fra Åbenbaringsteltets indgang, ellers skal I dø,
thi HERRENs Salveolie er på eder!" Og de gjorde som Moses sagde.
8. Og HERREN talede til Aron og sagde:
9. Vin og stærk Drik må hverken du eller dine Sønner drikke, når I
gået ind i Åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal
være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt,
10. for at I kan gøre Skel mellem det hellige og det, der ikke er
helligt, og mellem det urene og det rene,
11. og for at I kan vejlede Israeliterne i alle de Love, HERREN har
kundgjort dem ved Moses.
12. Og Moses sagde til Aron og hans tilbageblevne Sønner Eleazar og
Itamar: "Tag Afgrødeofferet, der er levnet fra HERRENs Ildoffer,
og spis det usyret ved Siden af Alteret, thi det er højhelligt;
13. I skal spise det på et helligt Sted; det er jo din og dine
Sønners retmæssige Del af HERRENs Ildofre; thi således er det
mig påbudt.
14. Og Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen skal I spise på et
rent Sted, du, dine Sønner og Døtre, thi de er givet dig tillige
med dine Sønner som en retmæssig Del af Israeliternes Takofre;
15. Offerydelseskøllen og Svingningsbrystet skal man frembære sammen
med de til Ildofre bestemte Fedtdele, for at Svingningen kan
udføres for HERRENs Åsyn, og de skal tilfalde dig og dine Sønner
tillige med dig som en evig gyldig Rettighed, således som HERREN
har påbudt!"
16. Og Moses spurgte efter Syndofferbukken, men se, den var
opbrændt. Da blev han fortørnet på Eleazar og Itamar, Arons
tilbageblevne Sønner, og sagde:
17. "Hvorfor har I ikke spist Syndofferet på det hellige Sted? Det
er jo dog højhelligt, og han har givet eder det. for at I skal
borttage Menighedens Skyld og således skaffe dem Soning for
HERRENs Åsyn.
18. Se, Blodet deraf er ikke blevet bragt ind i Helligdommens Indre,
derfor havde det været eders Pligt at spise det på det hellige
Sted, således som jeg har påbudt!"
19. Men Aron svarede Moses: "Se, de har i Dag frembåret deres
Syndoffer og Brændoffer for HERRENs Åsyn, og en sådan
Tilskikkelse har ramt mig! Om jeg i Dag havde spist
Syndofferkød, vilde HERREN da have billiget det?"
20. Da Mose's hørte dette, billigede han det.
11
1. HERREN talede til Moses og Aron og sagde til dem:
2. Tal til Israeliterne og sig: Af alle Dyr på Jorden må du spise
følgende:
3. Alle Dyr, der har Klove, helt spaltede Klove, og tygger Drøv, må
I spise.
4. Men følgende må I ikke spise af dem der tygger Drøv, og af dem,
der har Klove: Kamelen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke
Klove; den skal være eder uren;
5. Klippegrævlingen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove:
den skal være eder uren;
6. Haren, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove; den skal
være eder uren;
7. Svinet, thi det har vel Klove, helt spaltede Klove, men tygger
ikke Drøv; det skal være eder urent.
8. Deres Kød må I ikke spise, og ved Åslerne af dem må I ikke røre;
de skal være eder urene.
9. Af alt, hvad der lever i Vandet, må I spise følgende: Alt i
Vandet, både i Havet og i Floderne, som har Finner og Skæl, må I
spise;
10. men af alt, hvad der rører sig i Vandet, af alle levende Væsener
i Vandet, skal det, som ikke har Finner eller Skæl, hvad enten
det er i Havet eller Floderne, være eder en Vederstyggelighed.
11. De skal være eder en Vederstyggelighed, deres Kød må I ikke
spise, og Ådslerne af dem skal I regne for en Vederstyggelighed.
12. Alt i Vandet, som ikke har Finner eller Skæl, skal være eder en
Vederstyggelighed.
13. Følgende er de Fugle, I skal regne for en Vederstyggelighed, de
må ikke spises, de er en Vederstyggelighed: Ørnen, Lammegribben,
Havørnen,
14. Glenten, de forskellige Arter af Falke,
15. alle de forskellige Arter af Ravne,
16. Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge,
17. Uglen, Fiskepelikanen, Hornuglen,
18. Tinsjemetfuglen,Pelikanen, Ådselgribben,
19. Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og
Flagermusen.
20. Alt vinget Kryb der går på fire, skal være eder en
Vederstyggelighed.
21. Af alt det vingede Kryb, som går på fire, må I dog spise
følgende: Dem, der har Skinneben oven over Fødderne til at hoppe
med på Jorden.
22. Af dem må I spise følgende: De forskellige Arter af Græshopper,
Solamgræshopper, Hargolgræshopper og Hagabgræshopper.
23. Men alt andet vinget Kryb, der går på fire, skal være eder en
Vederstyggelighed.
24. Ved følgende Dyr bliver I urene, enhver, der rører ved Ådslerne
af dem, bliver uren til Aften,
25. og enhver, der bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
være uren til Aften:
26. Alle Dyr, der har Klove, men ikke helt spaltede, og som ikke
tygger Drøv, skal være urene; enhver, der rører ved dem, bliver
uren.
27. Alle firføddede Dyr, der går på Poter, skal være eder urene;
enhver der rører ved et Ådsel af dem, bliver uren til Aften,
28. og den, som bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
være uren til Aften; de skal være eder urene.
29. Af Krybet, der kryber på Jorden, skal følgende være eder urene:
Væselen, Musen, de forskellige Arter af Firben,
30. Anakaen, Koadyret, Letåen, Homedyret og Tinsjemetdyret.
31. Det er dem, som skal være eder urene af alt Krybet. Enhver, der
rører ved dem, når de er døde, skal være uren til Aften;
32. alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent,
alle Træting, Klæder, Skind, Sække, overhovedet alt, hvad der
bruges ved et eller andet Arbejde; det skal lægges i Vand og
være urent til Aften; derpå skal det være rent.
33. Og falder et af den Slags ned i et Lerkar, så bliver alt, hvad
der er deri, urent, og ethvert sådant Kar skal I slå i Stykker;
34. alt spiseligt, som man kommer Vand på, og alt flydende, der
tjener til Drikke, bliver urent i et sådant Kar.
35. Alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent;
Ovne og Ildsteder skal nedbrydes, de er urene, og urene skal de
være eder.
36. Dog bliver Kilder og Cisterner, Steder, hvor der samler sig
Vand, ved at være rene; men den, der rører ved Ådslerne deri,
bliver uren.
37. Falder et dødt Dyr af den Slags ned på nogen som helst Slags
Sæd, der bruges til Udsæd, bliver denne ved at være ren;
38. men kommes der Vand på Sæden, og der så falder et dødt Dyr af
den Slags ned på den, skal den være eder uren.
39. Når noget af det Kvæg, der tjener eder til Føde, dør, skal den,
der rører ved den døde Krop, være uren til Aften.
40. Den, der spiser noget af den døde Krop, skal tvætte sine Klædet
og være uren til Aften, og den, der bærer den døde Krop, skal
tvætte sine Klæder og være uren til Aften.
41. Alt Kryb, der kryber på Jorden, er en Vederstyggelighed, det må
ikke spises;
42. intet af det, der kryber på Bugen, og intet af det, der går på
fire, så lidt som det, der har mange Ben, intet af Krybet, der
kryber på Jorden, må I spise thi det er en Vederstyggelighed.
43. Gør ikke eder selv til en Vederstyggelighed ved noget som helst
krybende Kryb, gør eder ikke urene derved, så I bliver urene
deraf:
44. thi jeg er HERREN eders Gud, og I skal hellige eder og være
hellige, thi jeg er hellig. Gør eder ikke urene ved noget som
helst Kryb, der rører sig på Jorden;
45. thi jeg er HERREN, der førte eder op fra Ægypten for at være
eders Gud; I skal være hellige, thi jeg er hellig!
46. Det er Loven om Dyr og Fugle og alle levende Væsener, der
bevæger sig i Vandet, og alle levende Væsener, der kryber på
Jorden,
47. til Skel mellem det urene og det rene, mellem de Dyr, der må
spises, og dem, der ikke må spises.
12
1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig: Når en Kvinde bliver frugtsommelig
og føder en Dreng, skal hun være uren i syv Dage; ligesom i den
Tid hun har sin månedlige Urenhed, skal hun være uren.
3. På den ottende Dag skal Drengen omskæres på sin Forhud.
4. Derefter skal hun holde sig hjemme i tre og tredive Dage, medens
hun har sit Renselsesblod; hun må ikke røre ved noget helligt
eller komme til Helligdommen, før hendes Renselsestid er omme.
5. Føder hun derimod et Pigebarn, skal hun være uren i to Uger
ligesom under sin månedlige Urenhed; og derpå skal hun holde sig
hjemme i seks og tresindstyve Dage, medens hun har sit
Renselsesblod.
6. Når hendes Renselsestid er omme, skal hun, både efter et
Drengebarn og et Pigebarn, bringe et årgammelt Lam som
Brændoffer og en Dueunge eller Turteldue som Syndoffer til
Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang;
7. og han skal frembære det for HERRENs Åsyn og skaffe hende
Soning, så hun bliver ren efter sit Blodtab. Det er Loven om en
Kvinde. der føder, hvad enten det er en Dreng eller en Pige.
8. Men hvis hun ikke evner at give et Lam, skal hun tage to
Turtelduer eller Dueunger, en til Brændoffer og en til
Syndoffer, og Præsten skal skaffe hende Soning, så hun bliver
ren.
13
1. Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
2. Når der på et Menneskes Hud viser sig en Hævelse eller Udslæt
eller en lys Plet, som kan blive til Spedalskhed på hans Hud,
skal han føres hen til Præsten Aron eller en af hans Sønner,
Præsterne.
3. Præsten skal da syne det syge Sted på Huden, og når Hårene på
det syge Sted er blevet hvide og Stedet ser ud til at ligge
dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, og så skal
Præsten efter at have synet ham erklære ham for uren.
4. Men hvis det er en hvid Plet på Huden og den ikke ser ud til at
ligge dybere end Huden udenom og Hårene ikke er blevet hvide.
så skal Præsten lukke den angrebne inde i syv Dage;
5. og på den syvende Dag skal Præsten syne ham. Viser det sig da,
at Ondet ikke har skiftet Udseende eller bredt sig på Huden,
skal Præsten igen lukke ham inde i syv Dage;
6. og på den syvende Dag skal Præsten atter syne ham. Hvis det da
viser sig, at Ondet er ved at svinde, og at det ikke har bredt
sig på Huden, skal Præsten erklære ham for ren; da er det
almindeligt Udslæt på Huden; han skal da tvætte sine Klæder og
være ren.
7. Men hvis Udslættet breder sig på Huden, efter at han har ladet
Præsten syne sig for at blive erklæret for ren, og hvis Præsten,
når han anden Gang lader sig syne af ham,
8. ser, at Udslættet har bredt sig på Huden, så skal Præsten
erklære ham for uren; det er Spedalskhed.
9. Når et Menneske angribes af Spedalskhed, skal han føres hen til
Præsten,
10. og Præsten skal syne ham; og når der da viser sig at være en
hvid Hævelse på Huden og Hårene derpå er blevet hvide og der
vokser vildt Kød i Hævelsen,
11. så er det gammel Spedalskhed på hans Hud, og da skal Præsten
erklære ham for uren; han behøver ikke at lukke ham inde, thi
han er uren.
12. Men hvis Spedalskheden bryder ud på Huden og Spedalskheden
bedækker hele den angrebnes Hud fra Top til Tå, så vidt Præsten
kan se,
13. og Præsten ser, at Spedalskheden bedækker hele hans Legeme, så
skal han erklære den angrebne for ren; han er blevet helt hvid,
han er ren.
14. Men så snart der viser sig vildt Kød på ham, er han uren;
15. og når Præsten ser det vilde Kød, skal han erklære ham for uren;
det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed.
16. Hvis derimod det vilde Kød forsvinder og han bliver hvid, skal
han gå til Præsten;
17. og hvis det, når Præsten syner ham, viser sig, at den angrebne
er blevet hvid, skal Præsten erklære den angrebne for ren; han
er ren.
18. Når nogen på sin Hud har haft en Betændelse, som er lægt,
19. og der så på det Sted, som var betændt, kommer en hvid Hævelse
eller en rødlighvid Plet, skal han lad sig syne af Præsten;
20. og hvis Præsten finder, at Stedet ser ud til at ligge dybere end
Huden udenom og Hårene derpå er blevet hvide, skal Præsten
erklære ham for uren; det er Spedalskhed, der er brudt frem
efter Betændelsen.
21. Men hvis der, når Præsten syner det, ikke viser sig at være
hvide Hår derpå og det ikke ligger dybere end Huden udenom, men
er ved at svinde, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage;
22. og når det da breder sig på Huden, skal Præsten erklære ham for
uren; det er Spedalskhed.
23. Men hvis den hvide Plet bliver, som den er, uden at brede sig,
da er det et Ar efter Betændelsen, og Præsten skal erklære ham
for ren.
24. Eller når nogen får et Brandsår på Huden, og det Kød, der vokser
i Brandsåret, frembyder en rødlighvid eller hvid Plet,
25. så skal Præsten syne ham, og hvis det da viser sig, at Hårene på
Pletten er blevet hvide og den ser ud til at ligge dybere end
Huden udenom, så er det Spedalskhed, der er brudt frem i
Brandsåret; og da skal Præsten erklære ham for uren; det er
Spedalskhed.
26. Men hvis det, når Præsten synet ham, viser sig, at der ingen
hvide Hår er på den lyse Plet, og at en ikke ligger dybere end
Huden udenom, men at den er ved at svinde, så skal Præsten lukke
ham inde i syv Dage;
27. og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og når den da har
bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er
Spedalskhed.
28. Men hvis den lyse Plet bliver, som den er, uden at brede sig på
Huden, og er ved at svinde, så er det en Hævelse efter
Brandsåret, og da skal Præsten erklære ham for ren; thi det er
et Ar efter Brandsåret.
29. Når en Mand eller Kvinde angribes i Hoved eller Skæg,
30. skal Præsten syne det syge Sted, og hvis det da ser ud til at
ligge dybere end Huden udenom og der er guldgule, tynde Hår
derpå, så skal Præsten erklære ham for uren; det er Skurv,
Spedalskhed i Hoved eller Skæg.
31. Men hvis det skurvede Sted, når Præsten syner det, ikke ser ud
til at ligge dybere end Huden udenom, uden at dog Hårene derpå
er sorte, da skal Præsten lukke den skurvede inde i syv dage;
32. og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og hvis da Skurven
ikke har bredt sig og der ikke er kommet guldgule Hår derpå og
Skurven ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom,
33. da skal den angrebne lade sig rage uden dog at lade det skurvede
Sted rage; så skal Præsten igen lukke den skurvede inde i syv
Dage.
34. På den syvende Dag skal Præsten syne Skurven, og hvis det da
viser sig, at Skurven ikke har bredt sig på Huden, og at den
ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så skal
Præsten erklære ham for ren; da skal han tvætte sine Klæder og
være ren.
35. Men hvis Skurven breder sig på Huden, efter at han er erklæret
for ren,
36. da skal Præsten syne ham; og hvis det så viser sig, at Skurven
har bredt sig, behøver Præsten ikke at undersøge, om der er
guldgule Hår; han er uren.
37. Men hvis Skurven ikke har skiftet Udseende og der er vokset
sorte Hår frem derpå, da er Skurven lægt; han er ren, og Præsten
skal erklære ham for ren.
38. Når en Mand eller Kvinde får lyse Pletter, hvide Pletter på
Huden,
39. skal Præsten syne dem; og hvis der da på deres Hud viser sig
hvide Pletter, det er ved at svinde, er det Blegner, der er
brudt ud på Huden; han er ren.
40. Når nogen bliver skaldet på Baghovedet, så er han kun
isseskaldet; han er ren.
41. Og hvis han bliver skaldet ved Panden og Tindingerne, så er han
kun pandeskaldet; han er ren.
42. Men kommer der på hans skaldede isse eller Pande et rødlighvidt
Sted, er det Spedalskhed. der bryder frem på hans skaldede Isse
eller Pande.
43. Så skal Præsten syne ham, og viser det sig da, at Hævelsen på
det syge Sted på hans skaldede Isse eller Pande er rødlighvid,
af samme Udseende som Spedalskhed på Huden,
44. så er han spedalsk; han er uren, og Præsten skal erklære ham for
uren; på sit Hoved er han angrebet.
45. Den, der er spedalsk, den, som lider af Sygdommen, skal gå med
sønder1evne Klæder, hans Hår skal vokse frit, han skal tilhylle
sit Skæg, og: "uren, uren!" skal han råbe.
46. Så længe han er angrebet, skal han være uren; uren er han, for
sig selv skal han bo, uden for Lejren skal hans Opholdsted være.
47. Når der kommer Spedalskhed på en Klædning enten af Uld eller
Lærred
48. eller på vævet eller knyttet Stof af Lærred eller Uld eller på
Læder eller Læderting af enhver Art
49. og det angrebne Sted på Klædningen, Læderet, det vævede eller
knyttede Stof eller Lædertingene viser sig at være grønligt
eller rødligt, så er det Spedalskhed og skal synes af Præsten.
50. Og når Præsten har synet Skaden, skal han lukke den angrebne
Ting inde i syv Dage.
51. På den syvende Dag skal han syne den angrebne Ting, og dersom
Skaden har bredt sig på Klædningen, det vævede eller knyttede
Stof eller Læderet, de forskellige Læderting, så er Skaden
ondartet Spedalskhed, det er urent.
52. Da skal han brænde Klædningen eller det af Uld eller Lærred
vævede eller knyttede Stof eller alle de Læderting, som er
angrebet; thi det er ondartet Spedalskhed, det skal opbrændes.
53. Men hvis Præsten finder, at Skaden ikke har bredt sig på
Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller på de
forskellige Slags Læderting,
54. så skal Præsten påbyde, at den angrebne Ting skal tvættes, og
derpå igen lukke den inde i syv Dage.
55. Præsten skal da syne den angrebne Ting, efter at den er tvættet,
og viser det sig da, at Skaden ikke har skiftet Udseende, så er
den uren, selv om Skaden ikke har bredt sig; du skal opbrænde
den; det er ædende Udslæt på Retten eller Vrangen.
56. Men hvis det, når Præsten syner det, viser sig, at Skaden er ved
at svinde efter Tvætningen, så skal han rive det angrebne Sted
af Klædningen eller Læderet eller det vævede eller knyttede
Stof.
57. Viser det sig da igen på Klædningen eller det vævede eller
knyttede Stof eller de forskellige Læderling, da er det
Spedalskhed, der er ved at bryde ud; du skal opbrænde de
angrebne Ting.
58. Men den Klædning eller det vævede eller knyttede Stof eller de
forskellige Læderting, hvis Skade svinder efter Tvætningen, skal
tvættes på ny; så er det rent.
59. Det er Loven om Spedalskhed på Klæder af Uld eller Lærred eller
på vævet eller knyttet Stof eller på alskens Læderting; efter
den skal de erklæres for rene eller urene.
14
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Dette er Loven om, hvorledes man skal forholde sig med Renselsen
af en spedalsk: Han skal fremstilles for Præsten,
3. og Præsten skal gå uden for Lejren og syne ham, og viser det sig
da, at Spedalskheden er helbredt hos den spedalske,
4. skal Præsten give Ordre til at tage to levende, rene Fugle,
Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist til den, der skal
renses.
5. Og Præsten skal give Ordre til at slagte den ene Fugl over et
Lerkar med rindende Vand.
6. Så skal han tage den levende Fugl, Cedertræet, det kamoisinrøde
Garn og Ysopkvisten og dyppe dem tillige med den levende Fugl i
Blodet af den Fugl, der er slagtet over det rindende Vand,
7. og syv Gange foretage Bestænkning på den, der skal renses for
Spedalskhed, og således rense ham; derpå skal han lade den
levende Fugl flyve ud over Marken.
8. Men den, der skal renses, skal tvætte sine Klæder, afrage alt
sit Hår og bade sig i Vand; så er han ren. Derefter må han gå
ind i Lejren, men han skal syv Dage opholde sig uden for sit
Telt.
9. På den syvende Dag skal han afrage alt sit Hår, sit Hovedhår,
sit Skæg, sine Øjenbryn, alt sit Hår skal han afrage, og han
skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand; så er han
ren.
10. Men den ottende dag skal han tage to lydefri Væderlam og et
lydefrit, årgammelt Hunlam, desuden tre Tiendedele Efa fint
Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie.
11. Så skal den Præst, der foretager Renselsen, stille den, der skal
renses, tillige med disse Offergaver frem for HERRENs Åsyn ved
Åbenbaringsteltets Indgang.
12. Og Præsten skal tage det ene Væderlam og frembære det som
Skyldoffer tillige med den Log Olie, som hører dertil, og udføre
Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
13. Og han skal slagte Lammet der, hvor Syndofferet og Brændofferet
slagtes, på det hellige Sted, thi ligesom Syndofferet tilfalder
Skyldofferet Præsten; det er højhelligt.
14. Derpå skal Præsten tage noget af Skyldofferets Blod, og Præsten
skal stryge det på højre Øreflip af den, der skal renses, og på
hans højre Tomme1finger og højre Tommeltå;
15. og Præsten skal tage noget af den Log Olie, som hører dertil, og
hælde det i sin venstre Hånd,
16. og Præsten skal dyppe sin højre Pegefinger i den Olie, han har i
sin venstre Hånd, og med sin Finger stænke Olien syv Gange foran
HERRENs Åsyn.
17. Og af den Olie, han har tilbage i sin Hånd, skal Præsten stryge
noget på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre
Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
18. Og Præsten skal hælde det, der er tilbage af Olien i hans Hånd,
på Hovedet af den, der skal renses, og således skal Præsten
skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn.
19. Derpå skal Præsten ofre Syndofferet og skaffe den, der skal
renses, Soning for hans Urenhed.
20. Og Præsten skal ofre Brændofferet og Afgrødeofferet på Alteret
og således skaffe ham Soning; så er han ren.
21. Men hvis han er fattig og ikke evner at give så meget, skal han
tage et enkelt Lam til Skyldoffer. til at udføre Svingningen
med, for at der kan skaffes ham Soning. desuden en Tiendedel Efa
fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie
22. og to Turtelduer eller Dueunger, hvad han nu evner at give, den
ene skal være til Syndoffer, den anden til Brændoffer.
23. Dem skal han den ottende Dag efter sin Renselse bringe til
Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang for HERRENs Åsyn.
24. Så skal Præsten tage Skyldofferlammet med den Log Olie, som
hører dertil, og Præsten skal udføre Svingningen dermed for
HERRENs Åsyn.
25. Og han skal slagte Skyldofferlammet, og Præsten skal tage noget
af Skyldofferets Blod og stryge det på højre Øreflip af den, der
skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå.
26. Og af Olien skal Præsten hælde noget i sin venstre Hånd,
27. og Præsten skal med sin højre Pegefinger syv Gangestænke noget
af Olien, som er i hans venstre Hånd, for HERRENs Åsyn.
28. Og af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten stryge noget på
højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre
Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
29. Og Resten af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten hælde på
Hovedet af den, der skal renses, for at skaffe ham Soning for
HERRENs Åsyn.
30. Derpå skal han ofre den ene Turteldue eller Dueunge, hvad han nu
har evnet at give,
31. den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffet, sammen med
Afgrødeofferet; og Præsten skal skaffe den, der skal renses,
Soning for HERRENs Åsyn.
32. Det er Loven om den, der har været angrebet af Spedalskhed og
ikke evner at bringe det almindelige Offer ved sin Renselse.
33. Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
34. Når I kommer til Kanåns Land, som jeg vil give eder i Eje, og
jeg lader Spedalskhed komme frem på et Hus i eders Ejendomsland,
35. så skal Husets Ejer gå hen og melde det til Præsten og sige:
"Der har i mit Hus vist sig noget, der ligner Spedalskhed!"
36. Da skal Præsten give Ordre til at flytte alt ud af Huset, inden
han kommer for at syne Pletten, for at ikke noget af, hvad der
er i Huset, skal blive urent; derpå skal Præsten komme for at
syne Huset.
37. Viser det sig da, når han syner Pletten, at Pletten på Husets
Vægge frembyder grønlige eller rødlige Fordybninger, der ser ud
til at ligge dybere end Væggen udenom,
38. skal Præsten gå ud af Huset til Husets Dør og holde Huset lukket
i syv Dage.
39. På den syvende Dag skal Præsten komme igen og syne det, og hvis
det da viser sig, at Pletten har bredt sig på Husets Vægge,
40. skal Præsten give Ordre til at udtage de angrebne Sten og kaste
dem hen på et urent Sted uden for Byen
41. og til at skrabe Lerpudset af Husets indvendige Vægge og hælde
det fjernede Puds ud på et urent Sted uden for Byen.
42. Derefter skal man tage andre Sten og sætte dem ind i Stedet for
de gamle og ligeledes tage nyt Puds og pudse Huset dermed.
43. Hvis Pletten så atter bryder frem i Huset, efter at Stenene er
taget ud, Pudset skrabet af og Huset pudset på ny,
44. skal Præsten komme og syne Huset, og viser det sig da, at
Pletten har bredt sig på Huset, så er det ondartet Spedalskhed,
der er på Huset; det er urent.
45. Da skal man rive Huset ned, Sten, Træværk og alt Pudset på
Huset, og bringe det til et urent Sted uden for Byen.
46. Den, som går ind i Huset, så længe det er lukket, skal være uren
til Aften;
47. den, der sover deri skal tvætte sine Klæder, og den der spiser
deri, skal tvætte sine Klæder.
48. Men hvis det, når Præsten kommer og syner Huset, viser sig, at
Pletten ikke har bredt sig på det, efter at det er pudset på ny,
skal Præsten erklære Huset for rent, thi Pletten er helbredt.
49. Da skal han for at rense Huset for Synd tage to Fugle, Cedertræ,
karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist.
50. Den ene Fugl skal han slagte over et Lerkar med rindende Vand,
51. og han skal tage Cedertræet, Ysopkvisten, det karmoisinrøde Garn
og den levende Fugl og dyppe dem i Blodet af den slagtede Fugl
og det rindende Vand og syv Gange foretage Bestænkning på Huset
52. og således rense det for Synd med Fuglens Blod, det rindende
Vand, den levende Fugl, Cedertræet, Ysopkvisten og det
karmoisinrøde Garn.
53. Og den levende Fugl skal han lade flyve ud af Byen hen over
Marken og således skaffe Huset Soning; så er det rent.
54. Det er Loven om al Slags Spedalskhed og Skurv,
55. om Spedalskhed på Klæder og Huse
56. og om Hævelser, Udslæt og lyse Pletter,
57. til Belæring om, når noget er urent, og når det er rent. Det er
Loven om Spedalskhed.
15
1. HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand får Flåd fra
sin Blusel, da er dette hans Flåd urent.
3. Og således skal man forholde sig med den ved hans Flåd opståede
Urenhed: Hvad enten hans Blusel flyder eller holder sit Flåd
tilbage, er der Urenhed hos ham.
4. Ethvert Leje, som den, der lider af Flåd, ligger på, skal være
urent, og ethvert Sæde, han sidder på, skal være urent.
5. Den der rører ved hans Leje, skal tvætte sine Klæder og bade sig
i Vand og være uren til Aften;
6. den, der sidder på et Sæde, som den, der lider af Flåd, har
siddet på, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være
uren til Aften;
7. den, der rører ved en. der lider af Flåd, skal tvætte sine
Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
8. Hvis den, der lider af Flåd, spytter på en, som er uren, skal
denne tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til
Aften.
9. Ethvert Befordringsmiddel, som bruges af den, der lider af Flåd,
skal være urent.
10. Den, der rører ved noget, han har ligget eller siddet på, skal
være uren til Aften; den, der bærer noget sådant, skal tvætte
sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
11. Enhver, som den, der lider af Flåd, rører ved uden at have
skyllet sine Hænder i Vand, skal tvætte sine Klæder og bade sig
i Vand og være uren til Aften.
12. Lerkar, som den, der lider af Flåd, rører ved, skal slås itu, og
alle Trækar skal skylles i Vand.
13. Men når den, der lider af Flåd, bliver ren for sit Flåd, skal
han tælle syv bage frem, fra den Dag han bliver ren, og så
tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i rindende Vand; så er han
ren.
14. Og den ottende dag skal han tage sig to Turtelduer eller
Dueunger og komme hen for HERRENs Åsyn ved Åbenbaringsteltets
indgang og give Præsten dem.
15. Så skal Præsten bringe dem som Offer, den ene som Syndoffer, den
anden som Brændoffer, og således skal Præsten skaffe ham Soning
for HERRENs Åsyn for hans Flåd.
16. Når der går Sæd fra en Mand, skal han bade hele sit Legeme i
Vand og være uren til Aften.
17. Enhver Klædning og alt Læder, der er kommet Sæd på, skal tvættes
i Vand og være urent til Aften.
18. Og når en Mand har Samleje med en Kvinde, skal de bade sig i
Vand og være urene til Aften.
19. Når en Kvinde har Flåd, idet der flyder Blod fra hendes Blusel,
da skal hendes Urenhed vare syv Dage. Enhver, der rører ved
hende, skal være uren til Aften.
20. Alt, hvad hun ligger på under sin månedlige Urenhed, skal være
urent, og alt, hvad hun sidder på, skal være urent.
21. Enhver, der rører ved hendes Leje, skal tvætte sine Klæder og
bade sig i Vand og være uren til Aften;
22. og enhver, der rører ved et Sæde, hun har siddet på, skal tvætte
sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
23. Og hvis nogen rører ved noget, der har ligget på Lejet eller
Sædet, hun har siddet på, skal han være uren til Aften.
24. Dersom en Mand ligger ved Siden af hende og hendes Urenhed
kommer på ham, skal han være uren i syv Dage, og ethvert Leje,
han ligger på, skal være urent.
25. Men når en Kvinde har Blodflåd i længere Tid, uden for den Tid
hun har sin månedlige Urenhed, eller når Flåddet varer længere
end sædvanligt ved hendes månedlige Urenhed, så skal hun, i al
den Tid hendes urene Flåd varer, være stillet, som i de Dage hun
har sin månedlige Urenhed; hun skal være uren;
26. ethvert Leje, hun ligger på, så længe hendes Flåd varer, skal
være som hendes Leje under hendes månedlige Urenhed, og et hvert
Sæde, hun sidder på, skal være urent som under hendes månedlige
Urenhed;
27. enhver, der rører derved, bliver uren og skal tvætte sine Klæder
og bade sig i Vand og være uren til Aften.
28. Men når hun bliver ren for sit Flåd, skal hun tælle syv Dage
frem og så være ren.
29. På den ottende Dag skal hun tage sig to Turtelduer eller
Dueunger og bringe dem til Præsten ved Åbenbaringsteltets
Indgang.
30. Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer, den anden som
Brændoffer, og således skal Præsten skaffe hende Soning for
HERRENs Åsyn for hendes Urenheds Flåd.
31. I skal advare Israeliterne for deres Urenhed, for at de ikke
skal dø i deres Urenhed, når de gør min Bolig, som er i deres
Midte, uren.
32. Det er Loven om Mænd, der lider af Flåd, og fra hvem der går
Sæd, så de bliver urene derved,
33. og om Kvinder, der lider af deres månedlige Urenhed, om Mænd og
Kvinder, der har Flåd, og om Mænd, der ligger ved Siden af urene
Kvinder.
16
1. HERREN talede til Moses, efter at Døden havde ramt Arons to
Sønner, da de trådte frem for HERRENs Åsyn og døde,
2. og HERREN sagde til Moses: Sig til din Broder Aron, at han ikke
til enhver Tid må gå ind i Helligdommen inden for Forhænget
foran Sonedækket på Arken, ellers skal han dø, thi jeg kommer
til Syne i Skyen over Sonedækket.
3. Kun således må Aron komme ind i Helligdommen: Med en ung Tyr til
Syndoffer og en Væder til Brændoffer;
4. han skal iføre sig en hellig Linnedkjortel, bære Linnedbenklæder
over sin Blusel, omgjorde sig med et Linnedbælte og binde et
Linned Hovedklæde om sit Hoved; det er hellige Klæder; og han
skal bade sit Legeme i Vand, før han ifører sig dem.
5. Af Israeliternes Menighed skal han tage to Gedebukke til
Syndoffer og en Væder til Brændoffer.
6. Så skal Aron ofre sin egen Syndoffertyr og skaffe sig og sit Hus
Soning.
7. Derefter skal han tage de to Bukke og stille dem frem for
HERRENs Åsyn ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
8. Og Aron skal kaste Lod om de to Bukke, et Lod for HERREN og et
for Azazel;
9. og den Buk, der ved Loddet tilfalder HERREN, skal Aron føre frem
og ofre som Syndoffer;
10. men den Buk, der ved Loddet tilfalder Azazel, skal fremstilles
levende for HERRENs Åsyn, for at man kan fuldbyrde Soningen over
den og sende den ud i Ørkenen til Azazel.
11. Aron skal da føre sin egen Syndoffertyr frem og skaffe sig og
sit Hus Soning og slagte sin egen Syndoffertyr.
12. Derpå skal han tage en Pandefuld Gløder fra Alteret for HERRENs
Åsyn og to Håndfulde stødt, vellugtende Røgelse og bære det
inden for Forhænget.
13. Og han skal komme Røgelse på Ilden for HERRENs Åsyn, så at
Røgelsesskyen skjuler Sonedækket oven over Vidnesbyrdet, for at
han ikke skal dø.
14. Så skal han tage noget af Tyrens Blod og stænke det med sin
Finger fortil på Sonedækket, og foran Sonedækket skal han syv
Gange stænke noget af Blodet med sin Finger.
15. Derefter skal han slagte Folkets Syndofferbuk, bære dens Blod
inden for Forhænget og gøre med det som med Tyrens Blod, stænke
det på Sonedækket og foran Sonedækket.
16. Således skal han skaffe Helligdommen Soning for Israeliternes
Urenhed og deres Overtrædelser, alle deres Synder, og på samme
Måde skal han gøre med Åbenbaringsteltet, der har sin Plads hos
dem midt i deres,Urenhed.
17. Intet Menneske må komme i Åbenbaringsteltet, når han går ind for
at skaffe Soning i Helligdommen, før han går ud igen. Således
skal han skaffe sig selv, sit Hus og hele Israels Forsamling
Soning.
18. Så skal han gå ud til Alteret, som står for HERRENs Åsyn, og
skaffe det Soning; han skal tage noget af Tyrens og Bukkens Blod
og stryge det rundt om på Alterets Horn,
19. og han skal syv Gange stænke noget af Blodet derpå med sin
Finger og således rense det og hellige det for Israeliternes
Urenheder.
20. Når han så er færdig med at skaffe Helligdommen,
Åbenbaringsteltet og Alteret Soning, skal han føre den levende
Buk frem.
21. Aron skal lægge begge sine Hænder på Hovedet af den levende Buk
og over den bekende alle Israeliternes Misgerninger og alle
deres Overtrædelser, alle deres Synder, og lægge dem på Bukkens
Hoved og så sende den ud i Ørkenen ved en Mand, der holdes rede
dertil.
22. Bukken skal da bære alle deres Misgerninger til et øde Land, og
så skal han slippe Bukken løs i Ørkenen.
23. Derpå skal Aron gå ind i Åbenbaringsteltet, afføre sig
Linnedklæderne, som han tog på, da han gik ind i Helligdommen,
og lægge dem der;
24. så skal han bade sit Legeme i Vand på et helligt Sted, iføre sig
sine sædvanlige Klæder og gå ud og ofre sit eget Brændoffer og
Folkets Brændoffer og således skaffe sig og Folket Soning.
25. Og Syndofferets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret.
26. Men den, som fører Bukken ud til Azazel, skal tvætte sine Klæder
og bade sit Legeme i Vand; derefter må han komme ind i Lejren.
27. Men Syndoffertyren og Syndofferbukken, hvis Blod blev båret ind
for at skaffe Soning i Helligdommen, skal man bringe uden for
Lejren, og man skal brænde deres Hud og deres Kød og Skarn.
28. Og den, der brænder dem, skal tvætte sine Klæder og bade sit
Legeme; derefter må han komme ind i Lejren.
29. Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den tiende Dag i
den syvende Måned skal I faste og afholde eder fra alt Arbejde,
både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder.
30. Thi den Dag skaffes der eder Soning til eders Renselse; fra alle
eders Synder renses I for HERRENs Åsyn.
31. Det skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste: det
skal være en evig gyldig Anordning.
32. Præsten, som salves og indsættes til at gøre Præstetjeneste
i. Stedet for sin Fader, skal skaffe Soning, han skal iføre sig
Linnedklæderne, de hellige Klæder,
33. og han skal skaffe det Allerhelligste Soning; og
Åbenbaringsteltet og Alteret skal han skaffe Soning; og
Præsterne og alt Folkets Forsamling skal han skaffe Soning.
34. Det skal være eder en evig gyldig Anordning, for at der kan
skaffes Israeliterne Soning for alle deres Synder een Gang om
Året. Og Aron gjorde som HERREN bød Moses.
17
1. HERREN talede til Moses og sagde:
2. Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem:
Dette har HERREN påbudt:
3. Om nogen af Israels Hus slagter et Stykke Hornkvæg, et Får eller
en Ged i Lejren, eller han slagter dem uden for Lejren,
4. uden at bringe dem hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at
bringe HERREN en Offergave foran HERRENs Bolig, da skal dette
tillegnes den Mand som Blodskyld; han har udgydt Blod, og den
Mand skal udryddes af sit Folk.
5. Dette er anordnet, for at Israeliterne skal bringe deres
Slagtofre, som de slagter ude på Marken, til HERREN, til
Åbenbaringsteltets Indgang, til Præsten, og ofre dem som Takofre
til HERREN.
6. Præsten skal da sprænge Blodet på HERRENs Alter ved Indgangen
til Åbenbaringsteltet og bringe Fedtet som Røgoffer, en liflig
Duft for HERREN.
7. Og de må ikke mere ofre deres Slagtofre til Bukketroldene, som
de boler med. Det skal være en evig gyldig Anordning for dem fra
Slægt til Slægt!
8. Og du skal sige til dem: Om nogen af Israels Hus eller de
fremmede, der bor iblandt eder, ofrer et Brændoffer eller
Slagtoffer
9. og ikke bringer det hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at
ofre det til HERREN, da skal den Mand udryddes af sin Slægt.
10. Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede, der bor iblandt
dem, nyder noget Blod, så vender jeg mit Åsyn mod den, der nyder
Blodet, og udrydde1 ham af hans Folk.
11. Thi Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det til Brug
på Alteret til at skaffe eders Sjæle Soning; thi det er Blodet,
som skaffer Soning, fordi det er Sjælen.
12. Derfor har jeg sagt til Israeliterne: Ingen af eder må nyde
Blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt eder, må nyde
Blod.
13. Om nogen af Israeliterne eller af de fremmede, der bor iblandt
dem, nedlægger et Stykke Vildt eller en Fugl af den Slags, der
må spises, da skal han lade Blodet løbe ud og dække det med
Jord.
14. Thi om alt Køds Sjæl gælder det, at dets Blod er dets Sjæl;
derfor har jeg sagt til Israeliterne: I må ikke nyde Blodet af
noget som helst Kød, thi alt Køds Sjæl er dets Blod; enhver, der
nyder det, skal udryddes.
15. Enhver, der spiser seldøde eller sønderrevne Dyr, det være sig
en indfødt eller en fremmed, skal tvætte sine Klæder og bade sig
i Vand og være uren til Aften; så er han ren.
16. Men hvis han ikke tvætter sine Klæder og bader sig, skal han
undgælde for sin Brøde.
18
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Jeg er HERREN eders Gud!
3. Som de handler i Ægypten, hvor I opholdt eder, må I ikke handle,
og som de handler i Kana'ans Land, hvor jeg fører eder hen, må I
ikke handle; I må ikke vandre efter deres Anordninger.
4. Efter mine Lovbud skal I handle. og mine Anordninger skal I
holde, så I vandrer efter dem; jeg er HERREN eders Gud!
5. I skal holde mine Anordninger og Lovbud; det Menneske, der
handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er HERREN!
6. Ingen af eder må komme sine kødelige Slægtninge nær, så han
blotter deres Blusel. Jeg er HERREN!
7. Din Faders og din Moders Blusel må du ikke blotte; hun er din
Moder, du må ikke blotte hendes Blusel!
8. Din Faders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Faders
Blusel.
9. Din Søsters Blusel, hvad enten hun er din Faders eller din
Moders Datter, hvad enten hun er født i eller uden for Hjemmet,
hendes Blusel må du ikke blotte.
10. Din Sønnedatters eller Datterdatters Blusel må du ikke blotte,
det er din egen Blusel.
11. En Datter, din Faders Hustru har med din Fader hun er din Søster
hendes Blusel må du ikke blotte.
12. Din Fasters Blusel må du ikke blotte, hun er din Faders kødelige
Slægtning.
13. Din Mosters Blusel må du ikke blotte, hun er din Moders kødelige
Slægtning.
14. Din Farbroders Blusel må du ikke blotte, du må ikke komme hans
Hustru nær, hun er din Faster.
15. Din Sønnekones Blusel må du ikke blotte, hun er din Søns Hustru,
du må ikke blotte hendes Blusel.
16. Din Broders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Broders
Blusel.
17. En Kvindes og hendes Datters Blusel må du ikke blotte, heller
ikke må du ægte hendes Sønnedatter eller Datterdatter, så at du
blotter hendes Blusel; de er hendes kødelige Slægtninge; det er
grov Utugt.
18. Søster må du ikke tage til Søsters Medhustru, så længe Søsteren
lever, så du blotter både den enes og den andens Blusel.
19. Du må ikke komme en Kvinde nær under hendes månedlige Urenhed,
så du blotter hendes Blusel.
20. Med din Næstes Hustru må du ikke have Samleje, så du bliver uren
ved hende.
21. Dit Afkom må du ikke give hen til at ofres til Molok; du må ikke
vanhellige din Guds Navn. Jeg er HERREN!
22. Hos en Mand må du ikke ligge, som man ligger hos en Kvinde; det
er en Vederstyggelighed.
23. Med intet som helst Dyr må du have Omgang, så du bliver uren
derved; en Kvinde må ikke stille sig hen for et dyr til kønslig
Omgang; det er en Skændsel.
24. Gør eder ikke urene med noget sådant, thi med alt sådant har de
Folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene.
25. Derved blev Landet urent, og jeg straffede det for dets Brøde,
og Landet udspyede sine Indbyggere.
26. Hold derfor mine Anordninger og Lovbud og øv ikke nogen af disse
Vederstyggeligheder, det gælder både den indfødte og den
fremmede, der bor iblandt eder
27. thi alle disse Vederstyggeligheder øvede Indbyggerne, som var
der før eder, og Landet blev urent
28. for at ikke Landet skal udspy eder, når I gør det urent, ligesom
det udspyede det Folk, som var der før eder.
29. Thi enhver, som øver nogen af alle disse Vederstyggeligheder,
de, der øver dem, skal udryddes af deres Folk.
30. Så hold mine Forskrifter, så I ikke øver nogen af de
vederstyggelige Skikke, som øvedes før eders Tid, at I ikke skal
gøre eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!
19
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Tal til hele Israeliternes Menighed og sig til dem: I skal være
hellige, thi jeg HERREN eders Gud er hellig!
3. I skal frygte hver sin Moder og sin Fader, og mine Sabbater skal
I holde. Jeg er HERREN eders Gud!
4. Vend eder ikke til Afguderne og gør eder ikke støbte
Gudebilleder! Jeg er HERREN eders Gud !
5. Når I ofrer Takoffer til HERREN, skal I ofre det således, at I
kan vinde Guds Velbehag.
6. Den Dag, I ofrer det, og Dagen efter må det spises, men hvad der
levnes til den tredje Dag, skal opbrændes;
7. spises det den tredje Dag, er det at regne for råddent Kød og
vinder ikke Guds Velbehag;
8. den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde, thi han
vanhelliger det, som var helliget HERREN, og det Menneske skal
udryddes af sin Slægt.
9. Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til
Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din
Høst.
10. Heller ikke må du bolde Efterhøst eller sanke de nedfaldne Bær i
din Vingård; til den fattige og den fremmede skal du lade det
blive tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!
11. I må ikke stjæle, I må ikke lyve, I må ikke bedrage hverandre.
12. I må ikke sværge falsk ved mit Navn, så du vanhelliger din Guds
Navn. Jeg er HERREN!
13. Du må intet aftvinge din Næste, du må intet røve; Daglejerens
Løn må ikke blive hos dig Natten over.
14. Du må ikke forbande den døve eller lægge Stød for den blindes
Fod, du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN!
15. I må ikke øve Uret, når I holder Rettergang; du må ikke
begunstige den ringe, ej heller tage Parti for den store, men du
skal dømme din Næste med Retfærdighed.
16. Du må ikke gå rundt og bagvaske din Landsmand eller stå din
Næste efter Livet. Jeg er HERREN!
17. Du må ikke bære Nag til din Broder i dit Hjerte, men du skal
tale din Næste til Rette, at du ikke skal pådrage dig Synd for
hans Skyld.
18. Du må ikke hævne dig eller gemme på Vrede mod dit Folks Børn, du
skal elske din Næste som dig selv. Jeg er HERREN!
19. Hold mine Anordninger! Du må ikke lade to Slags Kvæg parre sig
med hinanden; du må ikke så to Slags Sæd i din Mark; og du må
ikke bære Klæder, der er vævede af to Slags Garn.
20. Når en Mand har Samleje med en Kvinde, og det er en Trælkvinde,
en anden Mands Medhustru, som ikke er løskøbt eller frigivet, så
skal Afstraffelse finde Sted; dog skal de ikke lide Døden, thi
hun var ikke frigivet.
21. Og han skal bringe sit Skyldoffer for HERREN til
Åbenbaringsteltets Indgang, en Skyldoffervæder,
22. og Præsten skal med Skyldoffervæderen skaffe ham Soning for
HERRENs Åsyn for den Synd, han har begået, så han finder
Tilgivelse for den Synd, han har begået.
23. Når I kommer ind i Landet og planter alskens Frugttræer, skal I
lade deres Forhud, den første Frugt, urørt; i tre År skal de
være eder uomskårne og må ikke spises;
24. det fjerde År skal al deres Frugt under Høstjubel helliges
HERREN;
25. først det femte År må I spise deres Frugt, for at I kan få så
meget større Udbytte deraf. Jeg er HERREN eders Gud!
26. I må ikke spise noget med Blodet i. I må ikke give eder af med
at tage Varsler og øve Trolddom.
27. I må ikke runde Håret på Tindingerne; og du må ikke studse dit
Skæg;
28. I må ikke gøre Indsnit i eders Legeme for de dødes Skyld eller
indridse Tegn på eder. Jeg er HERREN!
29. Du må ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Hor,
for at ikke Landet skal forfalde til Horeri og fyldes med Utugt.
30. Mine Sabbater skal I bolde, og min Helligdom skal I frygte. Jeg
er HERREN!
31. Henvend eder ikke til Genfærd og Sandsigerånder; søg dem ikke,
så I gør eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!
32. Du skal rejse dig for de grå Hår og ære Oldingen, og du skal
frygte din Gud. Jeg er HERREN!
33. Når en fremmed bor hos dig i eders Land, må I ikke lade ham lide
Overlast;
34. som en af eders egne skal I regne den fremmede, der bor hos
eder, og du1 skal elske ham som dig selv, thi I var selv
fremmede i Ægypten. Jeg et HERREN eders Guld!
35. Når I holder Rettergang, må I ikke øve Uret ved Længdemål, Vægt
eller Rummål;
36. Vægtskåle, der vejer rigtigt, Lodder, der holder Vægt, Efa og
Hin, der holder Mål, skal I have. Jeg er HERREN eders Gud, som
førte eder ud af Ægypten!
37. Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem. Jeg er
HERREN!
20
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Sig til Israeliterne: Om nogen af Israeliterne eller de
fremmede, der bor hos Israel, giver sit Afkom hen til Molok, da
skal han lide Døden; Landets Indbyggere skal stene ham,
3. og jeg vender selv mit Åsyn imod den Mand og udrydder ham af
hans Folk, fordi han gav sit Afkom hen til Molok for at gøre min
Helligdom uren og vanhellige mit hellige Navn;
4. og ser end Landets Indbyggere igennem Fingre med den Mand, når
han giver sit Afkom hen til Molok, og undlader at dræbe ham,
5. så vender jeg dog selv mit Åsyn imod den Mand og hans Slægt og
udrydder ham og alle dem, der følger i hans Spor og boler med
Molok, af deres Folk.
6. Det Menneske, som henvender sig til Genfærd eller Sandsigerånder
og boler med dem, mod det Menneske vil jeg vende mit Åsyn og
udrydde ham af hans Folk.
7. Helliger eder og vær hellige; thi jeg er HERREN eders Gud!
8. Hold mine Anordninger og gør efter dem. Jeg er HERREN, som
helliger eder!
9. Thi enhver, som forbander sin Fader og sin Moder, skal lide
Døden; han har forbandet sin Fader og sin Moder, derfor hviler
der Blodskyld på ham.
10. Om nogen bedriver Hor med en anden Mands Hustru, om nogen
bedriver Hor med sin Næstes Hustru, da skal de lide Døden,
Horkarlen såvel som Horkvinden.
11. Om nogen har Samleje med sin Faders Hustru, har han blottet sin
Faders Blusel; de skal begge lide Døden, der hviler Blodskyld på
dem.
12. Om nogen har Samleje med sin Sønnekone, skal de begge lide
Døden; de har øvet Skændselsdåd, der hviler Blodskyld på dem.
13. Om nogen ligger hos en Mand, på samme Måde som man ligger hos en
Kvinde, da har de begge øvet en Vederstyggelighed; de skal lide
Døden, der hviler Blodskyld på dem.
14. Om nogen ægter en Kvinde og hendes Moder, er det grov Utugt: man
skal brænde både ham og begge Kvinderne; der må ikke findes grov
Utugt iblandt eder.
15. Om nogen har Omgang med et Dyr, skal han lide Døden, og Dyret
skal I slå ihjel.
16. Om en Kvinde kommer noget Dyr nær for at have kønslig Omgang med
det, da skal du ihjelslå både Kvinden og Dyret; de skal lide
Døden, der hviler Blodskyld på dem.
17. Om en Mand tager sin Søster, sin Faders eller sin Moders Datter,
til Ægte, så han ser hendes Blusel, og hun hans, da er det en
skammelig Gerning; de skal udryddes i deres Landsmænds Påsyn;
han har blottet sin Søsters Blusel, han skal undgælde for sin
Brøde.
18. Om en Mand har Samleje med en Kvinde under hendes månedlige
Svaghed og blotter hendes Blusel, idet han afdækker hendes
Kilde, og hun afdækker sit Blods Kilde, da skal de begge
udryddes af deres Folk.
19. Du må ikke blotte din Mosters og din Fasters Blusel, thi den,
der gør det, afdækker sin kødelige Slægtnings Blusel; de skal
undgælde for deres Brøde.
20. 0m nogen har Samleje med sin Farbroders Hustru, da har han
blottet sin Farbroders Blusel, de skal undgælde for deres Synd
og dø barnløse.
21. Om nogen tager sin Broders Hustru til Ægte, da er det en uren
Gerning; han har blottet sin Broders Blusel; de skal blive
barnløse.
22. Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem, at ikke
Landet, jeg føler eder ind at bo i, skal udspy eder.
23. Følg ikke det Folks Skikke, som jeg driver bort foran eder, thi
de har øvet alt dette; derfor væmmedes jeg ved dem
24. og sagde til eder: I skal få deres Land i Eje; jeg giver eder
det i Eje, et Land, der flyder med Mælk og Honning. Jeg er
HERREN eders Gud, som har udskilt eder fra alle andre Folkeslag.
25. I skal skelne mellem rene og urene Dyr og mellem urene og rene
Fugle for ikke at gøre eder selv til en Vederstyggelighed ved de
Dyr og de Fugle og alt, hvad der rører sig på Jorden, alt, hvad
jeg har udskilt for eder og erklæret for urent.
26. Og I skal være mig hellige, thi jeg HERREN er hellig, og jeg har
udskilt eder fra alle andre Folkeslag til at høre mig til.
27. Når der i en Mand eller Kvinde er en Genfærdsånd eller en
Sandsigerånd, skal de lide Døden; de skal stenes, der hviler
Blodskyld på dem.
21
1. Og HERREN sagde til Moses: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og
sig til dem: Præsten må ikke gøre sig uren ved Lig blandt sin
Slægt,
2. medmindre det er hans nærmeste kødelige Slægtninge, hans Moder
eller Fader, hans Søn eller Datter, hans Broder
3. eller Søster, for så vidt hun var Jomfru og endnu hørte til hans
Familie og ikke var gift; i så Fald må han gøre sig uren ved
hende;
4. men han må ikke gøre sig uren ved hende, når hun var gift med en
Mand af hans Slægt, og således pådrage sig Vanhelligelse.
5. De må ikke klippe sig en skaldet Plet på deres Hoved, ikke
studse deres Skæg eller gøre Indsnit i deres Legeme.
6. Hellige skal de være for deres Gud og må ikke vanhellige deres
Guds Navn, thi de frembærer HERRENs Ildofre, deres Guds Spise;
derfor skal de være hellige.
7. En Horkvinde og en skændet Kvinde må de ikke ægte; heller ikke
en Kvinde, der er forstødt af sin Mand, må de ægte; thi han er
helliget sin Gud.
8. Du skal regne ham for hellig, thi han frembærer din Guds Spise;
han skal være dig hellig, thi hellig er jeg HERREN, som helliger
dem.
9. Når en Præstedatter vanhelliger sig ved at bedrive Hor, da
vanhelliger hun sin Fader; hun skal brændes på Bål,
10. Den Præst, der er den ypperste blandt sine Brødre, han, over
hvis Hoved Salveolien udgydes, og som indsættes ved at iføres
Klæderne, må hverken lade sit Hovedhår vokse frit eller
sønderrive sine Klæder.
11. Han må ikke gå hen til noget som helst Lig, end ikke ved sin
Fader eller Moder må han gøre sig uren.
12. Han må ikke forlade Helligdommen for ikke at vanhellige sin Guds
Helligdom, thi hans Guds Salveolies Vielse er på ham; jeg er
HERREN!
13. Han skal ægte en Kvinde, der er Jomfru;
14. en Enke, en forstødt, en skændet, en Horkvinde må han ikke ægte,
kun en Jomfru af sin Slægt må han tage til Hustru,
15. for at han ikke skal vanhellige sit Afkom blandt sin Slægt; thi
jeg er HERREN, som helliger ham.
16. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
17. Tal til Aron og sig: Ingen af dit Afkom i de kommende Slægter,
som har en Legemsfejl, må træde frem for at frembære sin Guds
Spise,
18. det må ingen, som har en Legemsfejl, hverken en blind eller en
halt eller en med vansiret Ansigt eller for lang en Legemsdel
19. eller med Brud på Ben eller Arm
20. eller en pukkelrygget eller en med Tæring eller en, der har
Pletter i Øjnene eller lider af Skab eller Ringorm eller har
svulne Testikler.
21. Af Præsten Arons Efterkommere må ingen, som har en Legemsfejl,
nærme sig for at frembære HERRENs Ildofre; han har en
Legemsfejl, han må ikke nærme sig for at frembære sin Guds
Spise.
22. Han må vel spise sin Guds Spise, både det, som er højhelligt, og
det, som er helligt,
23. men til Forhænget må han ikke komme, og Alteret må han ikke
nærme sig, thi han har en Legemsfejl og må ikke vanhellige mine
hellige Ting; thi jeg er HERREN, som helliger dem.
24. Og Moses talte således til Aron og hans Sønner og alle
Israeliterne.
22
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Sig til Aron og hans Sønner, at de skal behandle Israeliternes
Helliggaver, som de helliger mig, med Erefrygt, for at de ikke
skal vanhellige mit hellige Navn. Jeg er HERREN!
3. Sig til dem: Enhver af alle eders Efterkommere, som i de
kommende Slægter i uren Tilstand kommer de Helliggaver nær,
Israeliterne helliger HERREN, det Menneske skal udryddes fra mit
Åsyn. Jeg er HERREN!
4. Ingen af Arons Efterkommere, der er spedalsk eller lider af
Flåd, må spise noget af Helliggaverne, før han bliver ren; den,
der rører ved en, som er uren ved Lig, eller den, fra hvem der
går Sæd,
5. eller den, der rører ved noget Slags Kryb, ved hvilket man
bliver uren, eller ved et Menneske, ved hvem man bliver uren, af
hvad Art hans Urenhed være kan,
6. enhver, der rører ved noget sådant, skal være uren til Aften og
må ikke spise af Helliggaverne, før han har badet sit Legeme i
Vand.
7. Når Solen går ned, er han ren, og derefter må han spise af
Helliggaverne, thi de er hans Mad.
8. Selvdøde og sønderrevne Dyr må han ikke spise for ikke at gøre
sig uren derved. Jeg er HERREN!
9. De skal overholde mine Forskrifter, at de ikke skal pådrage sig
Synd og dø derfor, fordi de vanhelliger det. Jeg er HERREN, som
helliger dem.
10. Ingen Lægmand må spise af det hellige; hverken den indvandrede
hos Præsten eller hans Daglejer må spise af det hellige.
11. Men når en Præst for sine Penge køber sig en Træl, da må denne
spise deraf, og ligeledes må hans hjemmefødte Trælle spise af
hans Mad.
12. Når en Præstedatter ægter en Lægmand, må hun ikke spise af de
ydede Helliggaver;
13. men når en Præstedatter bliver Enke eller forstødes uden at have
Børn og vender tilbage til sin Faders Hus og er der som i sine
unge År, da må hun spise af sin Faders Mad. Men ingen Lægmand må
spise deraf.
14. Når nogen af Vanvare kommer til at spise af det hellige, skal
han erstatte Præsten det hellige med Tillæg af en Femtedel.
15. Præsterne må ikke vanhellige de Helliggaver, Israeliterne yder
HERREN,
16. og således bringe Brøde og Skyld over dem, når de spiser deres
Helliggaver; thi jeg er HERREN, som helliger dem.
17. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
18. Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem:
Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede i Israel bringer
sin Offergave, hvad enten det er deres Løfteoffer eller
Frivilligoffer, de bringer HERREN som Brændoffer,
19. så skal I bringe dem således, at I kan vinde Guds Velbehag, et
lydefrit Handyr af Hornkvæget, Fårene eller Gederne;
20. I må ikke ofre noget Dyr, der har en Legemsfejl, thi derved
vinder I ikke eders Guds Velbehag.
21. Når nogen bringer HERREN et Takoffer af Hornkvæget eller
Småkvæget enten for at indfri et Løfte eller som Frivilligoffer,
da skal det være et lydefrit Dyr, for at det kan vinde Guds
Velbehag; det må ingen som helst Legemsfejl have;
22. et blindt Dyr eller et Dyr med Brud på Lemmerne eller et såret
Dyr eller et Dyr, der lider af Bylder, Skab eller Ringorm,
sådanne Dyr må I ikke bringe HERREN, og I må ikke lægge noget
Ildoffer af den Slags på Alteret for HERREN.
23. Et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg med en for lang eller
forkrøblet Legemsdel kan du bruge som Frivillig offer, men som
Løfteoffer vinder det ikke Guds Velbehag.
24. Dyr med udklemte, knuste, afrevne eller bortskårne Testikler må
I ikke bringe HERREN; således må I ikke bære eder ad i eders
Land.
25. Heller ikke må I af en Udlænding købe den Slags Dyr og ofre dem
som eders Guds Spise, thi de har en Lyde, de har en Legemsfejl;
ved dem vinder I ikke Guds Velbehag.
26. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
27. Når der fødes et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged, skal de
blive syv Dage hos Moderen; men fra den ottende Dag er de
skikkede til at vinde HERRENs Velbehag som Ildoffergave til
HERREN.
28. I må ikke slagte et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg samme Dag som
dets Afkom.
29. Når I ofrer et Lovprisningsoffer til HERREN, skal I ofre det
således, at det kan vinde eder Guds Velbehag.
30. Det skal spises samme Dag, I må intet levne deraf til næste
Morgen. Jeg er HERREN!
31. I skal holde mine Bud og handle efter dem. Jeg er HERREN!
32. I må ikke vanhellige mit hellige Navn, for at jeg må blive
helliget blandt Israeliterne. Jeg er HERREN, som helliger eder,
33. som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er
HERREN!
23
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Hvad angår HERRENs
Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtidsstævner, da er mine
Festtider følgende:
3. I seks Dage skal der arbejdes, men den syvende Dag skal være en
fuldkommen Hviledag med Højtidsstævne; I må intet Arbejde gøre,
det er Sabbat for HERREN, overalt hvor I bor.
4. Følgende er HERRENs Festtider med Højtidsstævner, som I skal
udråbe, hver til sin Tid:
5. På den fjortende Dag i den første Måned ved Aftenstid er det
Påske for HERREN.
6. På den femtende Dag i samme Måned er det de usyrede Brøds Højtid
for HERREN; i syv Dage skal I spise usyret Brød.
7. På den første Dag skal I bolde Højtidsstævne, I må intet Arbejde
gøre.
8. I skal bringe HERREN Ildoffer i syv Dage. På den syvende Dag
skal der holdes Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre.
9. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
10. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
jeg vil give eder, og høster dets Høst, skal I bringe Præsten
Førstegrødeneget af eders Høst.
11. Han skal udføre Svingningen med Neget for HERRENs Åsyn for at
vinde eder Guds Velbehag; Dagen efter Sabbaten skal Præsten
udføre Svingningen dermed.
12. Og på den Dag I udfører Svingningen med Neget, skal I ofre et
lydefrit, årgammelt Lam som Brændoffer til HERREN,
13. og der skal høre to Tiendedele Eta fint Hvedemel, rørt i Olie,
dertil som Afgrødeoffer, et Ildoffer for HERREN til en liflig
Duft, og ligeledes en Fjerdedel Hin Vin som Drikoffer.
14. Brød, ristede Aks eller nyhøstet Horn må I ikke spise før denne
Dag, før I har frembåret eders Guds Offergave. Det skal være
eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt, overalt hvor
I bor.
15. Så skal I fra Dagen efter Sabbaten, fra den dag I bringer
Svingningsneget, tælle syv Uger frem - det skal være hele Uger -
16. til Dagen efter den syvende Sabbat, I skal tælle halvtredsinds
tyve bage frem; da skal I frembære et nyt Afgrødeoffer for
HERREN.
17. Fra eders Boliger skal I bringe Svingningsbrød, to Brød, som
skal laves af to Tiendedele Efa fint Hvedemel og bages syrede,
en Førstegrødegave til HERREN.
18. Og foruden Brødet skal I bringe syv lydefri, årgamle Lam, en ung
Tyr og to Vædre, de skal være til Brændoffer for HERREN med
tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer, et Ildoffer for HERREN til
en liflig Duft.
19. Og I skal ofre en Gedebuk som Syndoffer og to årgamle Lam som
Takoffer.
20. Og Præsten skal udføre Svingningen med dem, med de to Lam, for
HERRENs Åsyn sammen med Førstegrødebrødet, de skal være HERREN
helligede og tilfalde Præsten.
21. På denne Dag skal I udråbe og holde et Højtidsstævne; I må intet
Arbejde gøre. Det skal være eder en evig gyldig Anordning,
overalt hvor I bor, fra Slægt til Slægt.
22. Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til
Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din
Høst; til den fattige og den fremmede skal du lade det blive
tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!
23. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
24. Tal til Israeliterne og sig: Den første dag i den syvende Måned
skal I holde Hviledag med Hornblæsning til Ihukommelse og med
Højtidsstævne;
25. I må intet Arbejde gøre, og I skal bringe HERREN Ildofre.
26. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
27. På den tiende Dag i samme syvende Måned falder Forsoningsdagen;
da skal I holde Højtidsstævne, faste og bringe HERREN Ildofre;
28. I må intet Arbejde gøre på denne Dag, thi det er
Forsoningsdagen, den skal skaffe eder Soning for HERREN eders
Guds Åsyn.
29. Thi enhver, som ikke faster på denne Dag, skal udryddes af sin
Slægt;
30. og enhver, der gør noget som helst Arbejde på denne Dag, det
Menneske vil jeg udslette af hans Folk.
31. I må intet Arbejde gøre. Det skal være eder en evig Anordning
fra Slægt til Slægt, overalt hvor I bor.
32. Den skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste; på
den niende Dag i Måneden om Aftenen, fra denne Aften til næste
Aften skal I holde eders Hviledag.
33. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
34. Tal til Israeliterne og sig: Den femtende Dag i samme syvende
Måned skal Løvhyttefesten fejres, den skal fejres i syv Dage for
HERREN.
35. På den første Dag skal der holdes Højtidsstævne, I må intet
Arbejde gøre.
36. Syv dage skal I bringe HERREN Ildofre; og på den ottende Dag
skal I holde Højtidsstævne og bringe HERREN Ildofre; det er
festlig Samling, I må intet Arbejde gøre.
37. Det er HERRENs Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtids
stævner, ved hvilke der skal bringes HERREN Ildofre, Brændofre
og Afgrødeofre, Slagtofre og drikofre, hver Dag de for den
bestemte Ofre,
38. foruden HERRENs Sabbater og foruden eders Gaver og alle eders
Løfteofre og alle eders Frivilligofre, som I giver HERREN.
39. Men den femtende Dag i den syvende Måned, når I har indsamlet
Landets Afgrøde, skal I fejre HERRENs Højtid, og den skal fejres
i syv Dage. På den første Dag skal der holdes Hviledag, og på
den ottende dag skal der holdes Hviledag.
40. Den første Dag skal I tage eder smukke Træfrugter, Palmegrene og
Kviste af Løvtræer og Vidjer fra Bækkene og i syv Dage være
glade for HERREN eders Guds Åsyn.
41. I skal fejre den som en Højtid for HERREN syv Dage om Året; det
skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt; i
den syvende Måned skal I fejre den.
42. I skal bo i Løvhytter i syv Dage, alle indfødte i Israel skal bo
i Løvhytter,
43. for at eders Efterkommere kan vide, at jeg lod Israeliterne bo i
Løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders
Gud!
44. Og Moses kundgjorde Israeliterne HERRENs Festtider.
24
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Byd Israeliterne at skaffe dig ren Olivenolie af knuste Frugter
til Lysestagen, så Lamperne daglig kan sættes på.
3. I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget foran Vidnesbyrdet skal
Aron gøre den i Stand, så den bestandig kan brænde fra Aften til
Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være eder en evig gyldig
Anordning fra Slægt til Slægt;
4. på Guldlysestagen skal han holde Lamperne i Orden for HERRENs
Åsyn, så de kan brænde bestandig.
5. Du skal tage fint Hvedemel og bage tolv Kager, to Tiendedele Efa
til hver Kage,
6. og lægge dem i to Rækker, seks i hver Række, på Guldbordet for
HERRENs Åsyn;
7. på hver Række skal du lægge ren Røgelse, og den skal være
Brødenes Offerdel, et Ildoffer for HERREN.
8. Han skal bestandig hver Sabbatsdag lægge dem frem for HERRENs
Åsyn; det skal være Israeliterne en evig Pagtspligt.
9. De skal tilfalde Aron og hans Sønner, som skal spise dem på et
helligt Sted, thi de er højhellige; ham tilfalder de som en
evig, retmæssig Del af HERRENs Ildofre.
10. En israelitisk Kvindes Søn, hvis Fader var Ægypter, gik ud
blandt Israeliterne. Da opstod der Strid i Lejren mellem den
israelitiske Kvindes Søn og en Israelit,
11. og den israelitiske Kvindes Søn forbandede Navnet og bespottede
det. Da førte man ham til Moses. Hans Moder hed Sjelomit, en
Datter af Dibri af Dans Stamme.
12. Og de satte ham i Varetægt for at få en Kendelse af HERRENs
Mund.
13. Og HERREN talede til Moses og sagde:
14. Før Spotteren uden for Lejren. og alle de, der hørte det, skal
lægge deres Hænder på hans Hoved, og derefter skal hele
Menigheden stene ham.
15. Og du skal tale til Israeliterne og sige: Når nogen bespotter
sin Gud, skal han undgælde for sin Synd;
16. og den, der forbander HERRENs Navn, skal lide Døden; hele
Menigheden skal stene ham; en fremmed såvel som en indfødt skal
lide Døden når han forbander Navnet.
17. Når nogen slår et Menneske ihjel, skal han lide Døden.
18. Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det et levende
Dyr for et levende Dyr.
19. Når nogen tilføjer sin Næste Legemsskade, skal der handles med
ham, som han har handlet,
20. Brud for Brud, Øje for Øje, Tand for Tand; samme Skade, han
tilføjer en anden, skal tilføjes ham selv.
21. Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det; men den,
der slår et Menneske ihjel, skal lide Døden.
22. En og samme Ret skal gælde for eder; for den fremmede såvel som
for den indfødte; thi jeg er HERREN eders Gud!
23. Og Moses sagde det til Israeliterne, og de førte Spotteren uden
for Lejren og stenede ham; Israeliterne gjorde som HERREN havde
pålagt Moses.
25
1. Og HERREN talede til Moses på Sinaj Bjerg og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
jeg vil give eder, skal Landet holde Sabbatshvile for. HERREN.
3. Seks År skal du beså din Mark, og seks År skal du beskære din
Vingård og indsamle Landets Afgrøde;
4. men i det syvende År skal Landet have en fuldkommen
Sabbatshvile, en Sabbat for HERREN; din Mark må du ikke beså, og
din Vingård må du ikke beskære.
5. Det selvgroede efter din Høst må du ikke høste, og Druerne på de
ubeskårne Vinstokke må du ikke plukke; det skal være et
Sabbatsår for Landet.
6. Hvad der gror af sig selv, medens Landet holder Sabbat, skal
tjene eder til Føde, dig selv, din Træl og din Trælkvinde, din
Daglejer og den indvandrede hos dig, dem, der bor som fremmede
hos dig;
7. dit Kvæg og de vilde Dyr i dit Land skal hele Afgrøden tjene til
Føde.
8. Og du skal tælle dig syv Årsabbater frem, syv Gange syv År, så
de syv Årsabbater udgør et Tidsrum af ni og fyrretyve År.
9. Så skal du lade Alarmhornet lyde rundt om på den tiende Dag i
den syvende Måned; på Forsoningsdagen skal I lade Hornet lyde
rundt om i hele eders Land.
10. Og I skal hellige det halvtredsindstyvende År og udråbe
Frigivelse i Landet for alle Indbyggerne; et Jubelår skal det
være eder; enhver af eder skal vende tilbage til sin Ejendom, og
enhver af eder skal vende tilbage til sin Slægt;
11. et Jubelår skal dette År, det halvtredsindstyvende, være eder; I
må ikke så og ikke høste, hvad der gror af sig selv i det, eller
plukke Druer af de ubeskårne Vinstokke;
12. thi det er et Jubelår, helligt skal det være eder; I skal spise,
hvad Marken bærer af sig selv.
13. I Jubelåret skal enhver af eder vende tilbage til sin Ejendom.
14. Når du sælger din Næste noget eller køber noget af ham, må I
ikke forurette hinanden.
15. Når du køber noget af din Næste, skal der regnes med Årene siden
sidste Jubelår; når han sælger dig noget, skal der regnes med
Afgrøderne indtil næste Jubelår.
16. Jo flere År der er tilbage, des højere må du sætte Prisen, jo
færre, des lavere, thi hvad han sælger dig, er et vist Antal
Afgrøder.
17. Ingen af eder må forurette sin Næste; du skal frygte din Gud,
thi jeg er HERREN din Gud!
18. I skal gøre efter mine Anordninger og holde mine Lovbud, så I
gør efter dem; så skal I bo trygt i Landet,
19. og Landet skal give sin Frugt, så I kan spise eder mætte og bo
trygt deri.
20. Men når I siger: "Hvad skal vi da spise i det syvende År, når vi
hverken sår eller indsamler vor Afgrøde?"
21. så vil jeg opbyde min Velsignelse til Bedste for eder i det
sjette År, så det bærer Afgrøde for de tre År;
22. i det ottende År skal I så, men I skal leve af gammelt Korn af
den sidste Afgrøde indtil det niende År; indtil dets Afgrøde
kommer, skal I leve af gammelt Korn.
23. Jorden i Landet må I ikke sælge uigenkaldeligt; thi mig tilhører
Landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig;
24. overalt i det Land, I får i Eje, skal I sørge for, at Jorden kan
indløses.
25. Når din Broder kommer i Trang, så han må sælge noget af sin
Ejendom, skal hans nærmeste Slægtning melde sig som Løser for
ham og indløse, hvad hans Broder har solgt.
26. Hvis en ingen Løser har, men selv bliver i Stand til at skaffe
den fornødne Løsesum,
27. skal han udregne, hvor mange År der er gået siden Salget, og kun
tilbagebetale Manden der købte det, for den Tid, der er tilbage,
og derpå igen overtage sin Ejendom.
28. Er han derimod ikke i Stand til at skaffe den fornødne Sum til
Tilbagebetalingen, så skal det, han har solgt, blive i Køberens
Eje til Jubelåret; men i Jubelåret bliver det frit, så han atter
kan overtage sin Ejendom.
29. Når en Mand sælger et Beboelseshus i en By med Mure om, gælder
hans Indløsningsret kun et fuldt År efter Salget; hans
Indløsningsret gælder et År.
30. Hvis derfor Indløsning ikke har fundet Sted, før et fuldt År er
omme, går Huset i Byen med Mure om uigenkaldeligt over i
Køberens og hans Efterkommeres Eje; det bliver ikke frit i
Jubelåret.
31. Derimod henregnes Huse i Landsbyer, der ikke er omgivne af Mure,
til Marklandet;for dem gælder Indløsningsretten, og i Jubelåret
bliver de fri.
32. Men med Hensyn til Leviternes Byer, Husene i de Byer, der
tilhører dem, da gælder der en ubegrænset Indløsningsret for
Leviterne;
33. og når en af Leviterne ikke gør sin Indløsningsret gældende,
bliver Huset, han solgte, i de Byer, der tilhører dem, frit i
Jubelåret, thi Husene i Leviternes Byer er deres Ejendom blandt
Israeliterne.
34. Heller ikke må Græsmarkerne, der hører til deres Byer, sælges,
thi de tilhører dem som evigt Eje.
35. Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og ikke kan bjærge
Livet, skal du holde ham oppe; som fremmed og indvandret skal
han leve hos dig.
36. Du må ikke tage Rente eller Opgæld af ham, men du skal frygte
din Gud og lade din Broder leve hos dig;
37. du må ikke låne ham Penge mod Renter eller give ham af din Føde
mod Opgæld.
38. Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at
give eder Kana'ans Land, for at være eders Gud.
39. Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og han må sælge sig
selv til dig, må du ikke lade ham arbejde som Træl,
40. men han skal være hos dig som Daglejer eller indvandret; han
skal arbejde hos dig til Jubelåret.
41. Da skal han gives fri sammen med sine Børn og vende tilbage til
sin Slægt og sine Fædres Ejendom,
42. thi mine Trælle er de, som jeg førte ud af Ægypten; de må ikke
sælges, som man sælger Trælle.
43. Du må ikke bruge din Magt over ham med Hårdhed; du skal flygte
din Gud.
44. Men har du Brug for Trælle og Trælkvinder, skal du købe dem af
de Folkeslag, der bor rundt om eder;
45. også af Børnene efter de indvandrede, der bor som fremmede hos
eder, må I købe og af deres Familier, som er hos eder, og som de
har avlet i eders Land; de må blive eders Ejendom,
46. og dem må I lade gå i Arv og Eje til eders Børn efter eder; dem
må I bruge som Trælle på Livstid; men over Israeliterne, eders
Brødre, må du ikke bruge din Magt med Hårdhed, Broder over
Broder.
47. Når en fremmed eller en indvandret hos dig kommer til Velstand,
og en af dine Brødre i hans Nabolag kommer i Trang, og han må
sælge sig til den fremmede eller den indvandrede hos dig eller
til en Efterkommer af en fremmeds Slægt,
48. så gælder Indløsningsretten for ham efter Salget; en af hans
Brødre må indløse ham,
49. eller også må hans Farbroder eller Fætter eller en anden kødelig
Slægtning af hans Familie indløse ham; han må også indløse sig
selv, hvis han får Evne dertil.
50. Da skal han sammen med den, der købte ham, udregne Tiden fra det
År, han solgte sig til ham, til Jubelåret, og Købesummen skal
svare til det Åremål; hans Arbejdstid hos ham skal regnes som en
Daglejers.
51. Er der endnu mange År tilbage, skal han i Løsesum udrede den
tilsvarende Del af Købesummen.
52. Og er der kun få År tilbage til Jubelåret, skal han regne dermed
og udrede sin Løsesum i Forhold til de År, han har tilbage.
53. Som en År for År lejet Daglejer skal han være hos ham; du må
ikke roligt se på, at Køberen bruger sin Magt over ham med
Hårdhed.
54. Men indløses han ikke på en af disse Måder, skal han frigives i
Jubelåret, både han selv og hans Børn.
55. Thi mig tilhører Israeliterne som Trælle; mine Trælle er de, thi
jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders Gud!
26
1. I må ikke gøre eder Afguder; udskårne Billeder og Stenstøtter må
I ikke rejse eder, ej heller må I opstille nogen Sten med
Billedværk i eders Land for at tilbede den; thi jeg er HERREN
eders Gud!
2. Mine Sabbater skal I holde, og min Helligdom skal I frygte. Jeg
er HERREN!
3. Hvis I følger mine Anordninger og holder mine Bud og handler
efter dem,
4. vil jeg give eder den Regn, I behøver, til sin Tid, Landet skal
give sin Afgrøde, og Markens Træer skal give deres Frugt.
5. Tærskning skal hos eder vare til Vinhøst, og Vinhøst skal vare
til Såtid. I skal spise eder mætte i eders Brød og bo trygt i
eders Land.
6. Jeg vil give Fred i Landet, så I kan lægge eder til Hvile, uden
at nogen skræmmer eder op; jeg vil udrydde de vilde Dyr af
Landet, og intet Sværd skal hærge eders Land.
7. I skal forfølge eders Fjender, og de skal falde for Sværdet
foran eder.
8. Fem af eder skal forfølge hundrede, og hundrede af eder skal
forfølge ti Tusinde, og eders, Fjender skal falde for Sværdet
foran eder.
9. Jeg vil vende mig til eder, jeg vil gøre eder frugtbare og
mangfoldige, og jeg vil stadfæste min Pagt med eder.
10. I skal spise gammelt Korn, til I for det nye Korns Skyld må
tømme Laderne for det gamle.
11. Jeg vil opslå min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke
væmmes ved eder.
12. Jeg vil vandre iblandt eder og være eders Gud, og I skal være
mit Folk.
13. Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten, for at I
ikke mere skulde være deres Trælle; jeg sønderbrød eders
Ågstænger og lod eder vandre med rank Nakke.
14. Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse Bud,
15. hvis I lader hånt om mine Anordninger og væmmes ved mine Lovbud,
så I ikke handler efter alle mine Bud, men bryder min Pagt,
16. så vil også jeg gøre lige for lige imod eder og hjemsøge eder
med skrækkelige Ulykker: Svindsot og Feberglød, så Øjnene sløves
og Sjælen vansmægter. Til ingen Nytte sår I eders Sæd, thi eders
Fjender skal fortære den.
17. Jeg vender mit Åsyn imod eder, så I bliver slået på Flugt for
eders Fjender; eders Avindsmænd skal underkue eder, og I skal
flygte, selv om ingen forfølger eder.
18. Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, så vil jeg tugte eder
endnu mere, ja syvfold, for eders Synder.
19. Jeg vil bryde eders hovmodige Trods, jeg vil gøre eders Himmel
som Jern og eders Jord som Kobber.
20. Til ingen Nytte skal I slide eders Kræfter op, thi eders Jord
skal ikke give sin Afgrøde, og Landets Træer skal ikke give
deres Frugt.
21. Og hvis I alligevel handler genstridigt imod mig og ikke adlyder
mig, så vil jeg slå eder endnu mere, ja syvfold, for eders
Synder.
22. Jeg vil sende Markens vilde Dyr imod eder, for at de skal røve
eders Børn fra eder, udrydde eders Kvæg og mindske eders Tal, så
eders Veje bliver øde.
23. Og hvis I alligevel ikke tager mod min Tugt, men handler
genstridigt imod mig,
24. så vil også jeg handle genstridigt imod eder og slå eder syvfold
for eders Synder.
25. Jeg vil bringe et Hævnens Sværd over eder til Hævn for den
brudte Pagt; og søger I Tilflugt i eders Byer, vil jeg sende
Pest iblandt eder, så I må overgive eder i Fjendens Hånd.
26. Når jeg bryder Brødets Støttestav for eder, skal ti Kvinder bage
eders Brød i een Bagerovn og give eder Brødet tilbage efter
Vægt, så I ikke han spise eder mætte.
27. Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, men handler genstridigt
mod mig,
28. så vil også jeg i Vrede handle genstridigt mod eder og tugte
eder syvfold for eders Synder.
29. I skal fortære eders Sønners Kød, og eders Døtres Kød skal I
fortære.
30. Jeg vil lægge eders Offerhøje øde og tilintetgøre eders
Solsøjler; jeg vil dynge eders Lig oven på Ligene af eders
Afgudsbilleder, og min Sjæl skal væmmes ved eder.
31. Jeg vil lægge eders Byer i Ruiner og ødelægge eders Helligdomme
og ikke indånde eders liflige Offerduft.
32. Jeg vil lægge eders Land øde, så eders Fjender, der bor deri,
skal blive målløse derover;
33. og eder selv vil jeg sprede blandt Folkeslagene, og jeg vil gå
bag efter eder med draget Sværd. Eders Land skal blive en Ørken,
og eders Byer skal lægges i Ruiner.
34. Da skal Landet, medens det ligger øde, og I er i eders Fjenders
Land, få sine Sabbater godtgjort, da skal Landet hvile og få
sine Sabbater godtgjort;
35. medens det ligger øde, skal det få den Hvile, det ikke fik på
eders Sabbater, dengang I boede deri.
36. Men dem, der bliver tilbage af eder, over deres Hjerter bringer
jeg Modløshed i deres Fjenders Lande, så at Lyden af et raslende
Blad kan drive dem på Flugt, så de flygter, som man flygter for
Sværdet, og falder, skønt ingen forfølger dem;
37. de skal falde over hverandre, som om Sværdet var efter dem,
skønt ingen forfølger dem; og I skal ikke holde Stand over for
eders Fjender.
38. I skal gå til Grunde blandt Folkeslagene, eders Fjenders Land
skal fortære eder.
39. De, der bliver tilbage af eder, skal sygne hen for deres
Misgernings Skyld i eders Fjenders Lande, også for deres Fædres
Misgerninger skal de sygne hen ligesom de.
40. Da skal de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning,
den Troløshed, de begik imod mig. Også skal de bekende, at fordi
de handlede genstridigt mod mig,
41. måtte også jeg handle genstridigt mod dem og føre dem bort til
deres Fjenders Land; ja, da skal deres uomskårne Hjerter
ydmyges, og de skal undgælde for deres Skyld.
42. Da vil jeg komme min Pagt med Jakob i Hu, også min Pagt med
Isak, også min Pagt med Abraham vil jeg komme i Hu, og Landet
vil jeg komme i Hu.
43. Men først må Landet forlades af dem og have sine Sabbater
godtgjort, medens det ligger øde og forladt af dem, og de skal
undgælde for deres Skyld, fordi, ja, fordi de lod hånt om mine
Lovbud og væmmedes ved mine Anordninger.
44. Men selv da, når de er i deres Fjenders Land, vil jeg ikke lade
hånt om dem og ikke væmmes ved dem til deres fuldkomne
Undergang, så jeg skulde bryde min Pagt med dem; thi jeg er
HERREN deres Gud!
45. Jeg vil til deres Bedste ihukomme Pagten med Fædrene, som jeg
førte ud af Ægypten for Folkeslagenes Øjne for at være deres
Gud. Jeg er HERREN!
46. Det er de Anordninger, Lovbud og Love, HERREN fastsatte mellem
sig og Israeliterne på Sinaj Bjerg ved Moses.
27
1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen vil indfri et
Løfte til HERREN med et Pengebeløb, et Løfte, der gælder
Mennesker,
3. så skal Vurderingssummen for Mænd fra det tyvende til det
tresindstyvende År være halvtredsindstyve Sekel Sølv efter
hellig Vægt;
4. men for en Kvinde skal Vurderingssummen være tredive Sekel.
5. Fra det femte til det tyvende År skal Vurderingssummen for
Mandspersoner være tyve Sekel, for Kvinder ti.
6. Fra den første Måned til det femte År skal Vurderingssummen for
et Drengebarn være fem Sekel Sølv, for et Pigebarn tre.
7. Fra det tresindstyvende År og opefter skal Vurderingssummen være
femten Sekel, hvis det er en Mand, men ti, hvis det er en
Kvinde.
8. Men hvis Vedkommende er for fattig til at udrede
Vurderingssummen, skal man stille ham frem for Præsten, og
Præsten skal foretage en Vurdering af ham; Præsten skal foretage
Vurderingen således, at han tager Hensyn til, hvad den, der har
aflagt Løftet evner.
9. Hvis det drejer sig om Kvæg. hvoraf man kan bringe HERREN
Offergave, så skal alt, hvad man giver HERREN, være helligt;
10. man må ikke erstatte eller ombytte det, hverken et bedre med et
ringere eller et ringere med et bedre; men hvis man dog ombytter
et Dyr med et andet, da skal ikke blot det, men også det, som
det ombyttes med, være helligt.
11. Men er det et urent Dyr, af den Slags man ikke kan bringe HERREN
som Offergave, skal man fremstille Dyret for Præsten,
12. og Præsten skal vurdere det, alt efter som det er godt eller
dårligt; den Vurderingssum, Præsten fastsætter, skal gælde.
13. Men vil man selv indløse det, skal man foruden Vurderingssummen
yderligere udrede en Femtedel.
14. Når nogen helliger HERREN sit Hus som Helliggave, skal Præsten
vurdere det, alt efter som det er godt eller dårligt, og det
skal da stå til den Værdi, Præsten fastsætter.
15. Men vil den, der har helliget Huset, selv indløse det, skal han
betale Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så skal det
være hans.
16. Hvis nogen helliger HERREN noget af sin Arvejord, skal
Vurderingssummen rette sig efter Udsæden: en Udsæd på en Homer
Byg skal regnes til halvtredsindstyve Sølvsekel.
17. Helliger han sin Jord fra Jubelåret af, skal den stå til den
fulde Vurderingssum;
18. helliger han den derimod i Tiden efter Jubelåret, skal Præsten
beregne ham Summen i Forhold til de År, der er tilbage til næste
Jubelår, så der sker Fradrag i Vurderingssummen.
19. Vil da han, der har helliget Jorden, indløse den, skal han
udrede Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så går den
over i hans Eje.
20. Men hvis han ikke indløser Jorden og alligevel sælger den til en
anden, kan den ikke mereindløses;
21. da skal den, når den i Jubelåret bliver fri, være HERREN
helliget på samme Måde som en Mark, der er lagt Band på, og
tilfalde Præsten som Ejendom.
22. Hvis nogen helliger HERREN Jord, han har købt, og som ikke hører
til hans Arvejord,
23. skal Præsten udregne ham Vurderingssummen til næste Jubelår, og
han skal da straks erlægge Vurderingssummen som Helliggave til
HERREN;
24. i Jubelåret går Jorden så tilbage til den Mand, han købte den
af, hvis Arvejord den var.
25. Enhver Vurdering skal ske efter hellig Vægt, tyve Gera på en
Sekel.
26. Ingen må hellige HERREN noget af det førstefødte af Kvæget, da
det som førstefødt allerede tilhører ham. Hvad enten det er et
Stykke Hornkvæg eller Småkvæg, tilhører det HERREN.
27. Hører det derimod til de urene Dyr, kan man løskøbe det efter
Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; indløses det ikke,
skal det sælges for Vurderingssummen.
28. Intet, der er lagt Band på, intet af, hvad nogen af sin Ejendom
helliger HERREN ved at lægge Band derpå, være sig Mennesker,
Kvæg eller Arvejord, må sælges eller indløses; alt, hvad der er
lagt Band på, er højhelligt, det tilhører HERREN.
29. Intet Menneske, der er lagt Band på, må løskøbes, det skal lide
Døden.
30. Al Tiende af Landet, både af Landets Sæd og Træernes Frugt,
tilhører HERREN, det er helliget HERREN.
31. Hvis nogen vil indløse noget af sin Tiende, skal han yderligere
udrede en Femtedel.
32. Hvad angår al Tiende af Hornkvæg og Småkvæg, alt hvad der går
under Staven, da skal hvert tiende dyr være helliget HERREN.
33. Der må ikke skelnes imellem gode og dårlige Dyr, og ingen
Ombytning må finde Sted; hvis nogen ombytter et Dyr, skal ikke
blot det, men også det, som det ombyttes med, være helligt; det
må ikke indløses.
34. Det er de Bud, HERREN gav Moses til Israeliterne på Sinaj Bjerg.
|