Første Kongebog
1
1. Da Kong David var gammel og til års, kunne han ikke blive varm,
skønt man dækkede ham til med Tæpper.
2. Da sagde hans Folk til ham: "Det er bedst, man søger efter en
ung Jomfru til min Herre Kongen, for at hun kan være om Kongen
og pleje ham; når hun ligger i din Favn, bliver min Herre Kongen
varm!"
3. Så søgte de efter en smuk ung Pige i hele Israels Land og fandt
Abisjag fra Sjunem og bragte hende til Kongen.
4. Hun var en såre smuk Pige: og hun plejede kongen og gik ham til
Hånde; men Kongen havde ikke Omgang med hende.
5. Adonija, Haggits Søn, dristede sig til at sige: "Jeg vil være
Konge!" Og han skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve
Mænd til at løbe foran sig.
6. Hans Fader havde ingen Sinde irettesat ham og sagt: "Hvorfor
bærer du dig således ad?" Han havde et såre smukt Ydre og var
den ældste efter Absalom.
7. Han underhandlede med Joab, Zerujas Søn, og Præsten Ebjatar; de
tog Adonijas Parti og støttede ham,
8. mens Præsten Zadok, Jojadas Søn Benaja, Profeten Natan, Sjim i
og Re'i og Davids Kærnetropper ikke sluttede sig til Adonija.
9. Adonija lod nu slagte Små kvæg, Hornkvæg og Fedekvæg ved
Slangestenen, der står ved Rogelkilden, og indbød alle sine
Brødre, Kongesønnerne, og alle de judæiske Mænd, der stod i
Kongens Tjeneste;
10. men Profeten Natan, Benaja, Kærnetropperne og sin Broder Salomo
indbød han ikke.
11. Da sagde Natan til Batseba, Salomos Moder: "Du har vel hørt, at
Adonija, Haggits Søn, har opkastet sig til Konge uden vor Herre
Davids Vidende?
12. Lad mig nu give dig et Råd, for at du kan redde dit eget og din
søn Salomos Liv:
13. Du skal gå ind til Kong David og sige til ham: Herre konge, du
har jo tilsvoret din Trælkvinde: Din Søn Salomo skal være Konge
efter mig og sidde på min Trone! Hvorfor har da Adonija opkastet
sig til Konge?
14. Og medens du endnu står og taler med Kongen, kommer jeg til og
bekræfter dine Ord!"
15. Da gik Batseba ind til kongen i hans Værelse - Kongen var meget
gammel, og Abisjag fra Sjunem gik ham til Hånde -
16. og Batseba bøjede sig og kastede sig til Jorden for Kongen. Da
sagde Kongen: "Hvad ønsker du?"
17. Hun svarede: "Herre, du har jo tilsvoret din Trælkvinde ved
HERREN din Gud: Din Søn Salomo skal være konge efter mig og
sidde på min Trone!
18. Men se, nu har Adonija opkastet sig til Konge uden dit Vidende,
Herre Konge!
19. Han har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og
indbudt alle Kongesønnerne, Præsten Ebjatar og Hærføreren Joab,
men din Træl Salomo har han ikke indbudt.
20. På dig, Herre Konge, er hele Israels Øjne rettet, for at du skal
give dem til Kende, hvem der skal være din Efterfølger og sidde
på min Herre Kongens Trone.
21. Ellers gælder det mit og min Søn Salomos Liv, når min Herre
Kongen har lagt sig til Hvile hos sine Fædre!"
22. Medens hun endnu talte med Kongen, kom Profeten Natan,
23. og det blev meldt Kongen: "Profeten Natan er her!" Så trådte han
frem for Kongen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham.
24. Derpå sagde Natan: "Herre konge, du har vel sagt, at Adonija
skal være Konge efter dig og sidde på din Trone?
25. Thi han er i Dag draget ned og har ladet slagte Hornkvæg,
Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne,
Hærførerne og Præsten Ebjatar, og nu spiser og drikker de sammen
med ham og råber: Leve Kong Adonija!
26. Men han har hverken indbudt mig, din Træl, eller Præsten Zadok
eller Benaja, Jojadas Søn, eller din Træl Salomo!
27. Er det virkelig sket efter min Herre Kongens Befaling, uden at
du har ladet dine Trælle vide, hvem der skal sidde på min Herre
Kongens Trone efter dig?"
28. Da svarede Kong David: "Kald mig Batseba hid!" Og hun trådte
frem for Kongen og stillede sig foran ham.
29. Da svor Kongen og sagde: "Så sandt HERREN, der udløste mig af al
min Nød, lever:
30. Som jeg tilsvor dig ved HERREN, Israels Gud, at din Søn Salomo
skulde være Konge efter mig og sidde på min Trone i mit Sted,
således vil jeg handle i Dag!"
31. Da bøjede Batseba sig med sit Ansigt til Jorden og faldt ned for
Kongen og sagde: "Måtte min Herre, Kong David, leve evindelig!"
32. Derpå sagde Kong David: "Kald mig Præsten Zadok, Profeten Natan
og Benaja, Jojadas Søn, hid!" Og de trådte frem for Kongen.
33. Da sagde Kongen til dem: "Tag eders Herres Folk med eder, sæt
min Søn Salomo på mit eget Muldyr og før ham ned til Gihon.
34. Der skal Præsten Zadok og Profeten Natan salve ham til Konge
over Israel, og I skal støde i Hornet og råbe: Leve Kong Salomo!
35. Så skal I følge ham herop, og han skal gå hen og sætte sig på
min Trone og være Konge i mit Sted; thi det er ham, jeg har
udset til Fyrste over Israel og Juda!"
36. Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen: "Det ske! Måtte HERREN,
min Herre Kongens Gud, gøre således!
37. Måtte HERREN være med Salomo, som han har været med min Herre
Kongen, og gøre hans Trone endnu mægtigere end min Herre kong
Davids!"
38. Derpå drog Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn,
og Kreterne og Pleterne ned og satte Salomo på Kong Davids
Muldyr og førte ham til Gihon;
39. og Præsten Zadok tog Oliehornet fra Teltet og salvede Salomo; de
stødte i Hornet, og hele Folket råbte: "Leve Kong Salomo!"
40. Så fulgte hele Folket ham op og Folket spillede på Fløjter og
jublede højt, så at Jorden var ved at revne af deres Råb.
41. Det hørte Adonija og alle hans Gæster, netop som de var færdige
med Måltidet, og da Joab hørte Hornets klang, sagde han:
"Hvorfor er der så stort Røre i Byen?"
42. Endnu medens han talte, kom Jonatan, Præsten Ebjatars
Søn. Adonija sagde: "Kom herhen, thi du er en brav Mand og
bringer godt nyt!"
43. Men Jonatan svarede og sagde til Adonija: "Tværtimod; vor Herre
Kong David har gjort Salomo til Konge!
44. Kongen sendte Præsten Zadok, Profeten Natan, Benaja, Jojadas
Søn, og Kreterne og Pleterne med ham, og de satte ham på Kongens
Muldyr;
45. og Præsten Zadok og Profeten Natan salvede ham til Konge ved
Gihon; derefter drog de under Jubel op derfra, og der blev Røre
i Byen; det var den Larm, I hørte.
46. Salomo satte sig også på Kongetronen;
47. tilmed kom Kongens Folk og lykønskede vor Herre Kong David med
de Ord: Måtte din Gud gøre Salomos Navn endnu herligere end dit
og hans Trone mægtigere end din! Og Kongen tilbad på sit Leje;
48. ydermere sagde han: Lovet være HERREN, Israels Gud, som i Dag
har ladet en Mand sætte sig på min Trone, endnu medens jeg selv
kan se det!"
49. Da blev alle Adonijas Gæster skrækslagne og brød op og gik hver
sin Vej;
50. men Adonija frygtede for Salomo og ilede hen og greb fat om
Alterets Horn.
51. Og man meldte Salomo: "Se, Adonija frygter for Kong Salomo, og
se, han har grebet fat om Alterets Horn og siger: Kong Salomo
skal først sværge mig til, at han ikke vil lade sin Træl slå
ihjel med Sværd!"
52. Da sagde Salomo: "Dersom han opfører sig som en brav Mand, skal
der ikke krummes et Hår på hans Hoved; men gribes han i noget
ondt, skal han dø!"
53. Derpå sendte Kong Salomo Bud og lod ham hente ned fra Alteret;
og han kom og kastede sig ned for Kong Salomo. Da sagde Salomo
til ham: "Gå til dit Hjem!"
2
1. Da det nu lakkede ad Enden med Davids Liv, gav han sin Søn
Salomo disse Befalinger:
2. "Jeg går nu al Kødets Gang; så vær nu frimodig og vis dig som en
Mand!
3. Og hold HERREN din Guds Forskrifter, så du vandrer på hans Veje
og, holder hans Anordninger, Bud, Bestemmelser og Vidnesbyrd,
således som skrevet står i Mose Lov, for at du må have Lykken
med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for,
4. for at HERREN kan opfylde den Forjættelse, han gav mig, da han
sagde: Hvis dine Sønner vogter på deres Vej, så de vandrer i
Trofasthed for mit Åsyn af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl,
skal der aldrig fattes dig en Efterfølger på Israels Trone!
5. Du ved jo også, hvad Joab, Zerujas Søn, har voldet mig,
hvorledes han handlede mod Israels to Hærførere, Abner, Ners
Søn, og Amasa, Jeters Søn, hvorledes han slog dem ihjel og
således i Fredstid hævnede Blod, der var udgydt i Krig, og
besudlede Bæltet om min Lænd og Skoene på mine Fødder med
uskyldigt Blod;
6. gør derfor, som din Klogskab tilsiger dig, og lad ikke hans grå
Hår stige ned i Dødsriget med Fred.
7. Men mod Gileaditen Barzillajs Sønner skal du vise Godhed, og de
skal have Plads mellem dem, der spiser ved dit Bord, thi på den
Måde kom de mig i Møde, da jeg måtte flygte for din Broder
Absalom.
8. Og se, så har du hos dig Benjaminiten Simeon, Geras Søn, fra
Bahurim, ham, som udslyngede en grufuld Forbandelse imod mig,
dengang jeg drog til Mahanajim. Da han senere kom mig i Møde ved
Jordan, tilsvor jeg ham ved HERREN: Jeg vil ikke slå dig ihjel
med Sværd!
9. Men du skal ikke lade ham ustraffet, thi du er en klog Mand og
vil vide, hvorledes du skal handle med ham, og bringe hans grå
Hår blodige ned i Dødsriget."
10. Så lagde David sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
Davidsbyen.
11. Tiden, han havde været Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År;
i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År.
12. Derpå satte Salomo sig på sin Fader Davids Trone, og hans
Herredømme blev såre stærkt.
13. Men Adonija, Haggits Søn, kom til Batseba, Salomos Moder. Hun
spurgte da: "Kommer du for det gode?" Han svarede: "Ja, jeg
gør!"
14. Og han fortsatte: "Jeg har en Sag at tale med dig om." Hun
svarede: "Så tal!"
15. Da sagde han: "Du ved at Kongeværdigheden tilkom mig, og at hele
Israel havde Blikket rettet på mig som den, der skulde være
Konge; dog gik Kongeværdigbeden over til min Broder, thi HERREN
lod det tilfalde ham.
16. Men nu har jeg een eneste Bøn til dig; du må ikke afvise mig!"
Hun svarede: "Så tal!"
17. Da sagde han: "Sig til Kong Salomo - dig vil han jo ikke afvise
- at han skal give mig Abisj fra Sjunem til Ægte!"
18. Og Batseba svarede: "Vel, jeg skal tale din Sag hos Kongen!"
19. Derpå begav Batseba sig til Kong Salomo for at tale Adonijas
Sag; og Kongen rejste sig, gik hende i Møde og bøjede sig for
hende; derpå satte han sig på sin Trone og lod også en Trone
sætte frem til Kongemoderen, og hun satte sig ved hans højre
Side.
20. Så sagde hun: "Jeg har en eneste ringe Bøn til dig; du må ikke
afvise mig!" Kongen svarede: "Kom med din Bøn, Moder, jeg vil
ikke afvise dig!"
21. Da sagde hun: "Lad din Broder Adonija få Abisjag fra Sjunem til
Hustru!"
22. Men Kong Salomo svarede sin Moder: "Hvorfor beder du om Abisjag
fra Sjunem til Adonija? Du skulde hellere bede om
Kongeværdigheden til ham; han er jo min ældre Broder, og Præsten
Ebjatar og Joab, Zerujas Søn, står på hans Side!"
23. Og Kong Salomo svor ved HERREN: "Gud ramme mig både med det ene
og det andt, om ikke det Ord skal koste Adonija Livet!
24. Så sandt HERREN lever, som indsatte mig og gav mig Plads på min
Fader Davids Trone og byggede mig et Hus, som han lovede: Endnu
i Dag skal Adonija miste Livet!"
25. Derpå gav Kong Salomo Benaja, Jojadas Søn, Ordre til at hugge
ham ned; således døde han.
26. Men til Præsten Ebjatar sagde Kongen: "Begiv dig til din
Landejendom i Anatot, thi du har forbrudt dit Liv; og når jeg
ikke dræber dig i Dag, er det, fordi du bar den Herre HERRENs
Ark foran min Fader David og delte alle min Faders Lidelser!"
27. Derpå afsatte Salomo Ebjatar fra hans Stilling som HERRENs Præst
for at opfylde det Ord, HERREN havde talet mod Elis Hus i Silo.
28. Da Rygtet, herom nåede Joab - Joab havde jo sluttet sig til
Adonijas Parti, medens han ikke havde sluttet sig til Absaloms -
søgte han Tilflugt i HERRENs Telt og greb fat om Alterets Horn,
29. og det meldtes Kong Salomo, at Joab havde søgt Tilflugt i
HERRENs Telt og stod ved Alteret. Da sendte Salomo Benaja,
Jojadas Søn, derhen og sagde: "Gå hen og hug ham ned!"
30. Og da Benaja kom til HERRENs Telt, sagde han til ham: "Således
siger Kongen: Kom herud!" Men han svarede: "Nej, her vil jeg
dø!" Benaja meldte da tilbage til Kongen, hvad Joab havde sagt
og svaret ham.
31. Men Kongen sagde til ham: "Så gør, som han siger, hug ham ned og
jord ham og fri mig og min Faders Hus for det uskyldige Blod,
Joab har udgydt;
32. HERREN vil lade hans Blodskyld komme over hans eget Hoved, at
han huggede to Mænd ned, der var retfærdigere og bedre end han
selv, og slog dem ihjel med Sværdet uden min Fader Davids
Vidende, Abner, Ners Søn, Israels Hærfører, og Amasa, Jeters
Søn, Judas Hærfører;
33. så kommer deres Blod over Joabs og hans, Slægts Hoved evindelig,
medens HERREN giver David og hans Slægt, hans Hus og hans Trone
Fred til evig Tid!"
34. Da gik Benaja, Jojadas Søn, hen og huggede ham ned og dræbte
ham; og han blev jordet i sit Hus i Ørkenen.
35. Og Kongen satte Benaja Jojadas Søn, over Hæren i hans Sted,
medens han gav Præsten Zadok Ebjatars Stilling.
36. Derpå lod Kongen Simei kalde og sagde til ham: "Byg dig et Hus i
Jerusalem, bliv der og drag ikke bort, hvorhen det end er;
37. thi den Dag du drager bort og overskrider Kedrons Dal, må du
vide, du er dødsens; da kommer dit Blod over dit Hoved!"
38. Og Simei svarede Kongen: "Godt! Som min Herre Kongen siger,
således vil din Træl gøre!" Simei blev nu en Tid lang i
Jerusalem.
39. Men efter tre Års Forløb flygtede to af Simeis Trælle til
Ma'akas Søn, Kong Akisj af Gat, og da Simei fik at vide, at hans
Trælle var i Gat,
40. brød han op, sadlede sit Æsel og drog til Akisj i Gat for at
hente sine Trælle; Simei drog altså af Sted og fik sine Trælle
med hjem fra Gat.
41. Men da Salomo fik af vide, at Simei var rejst fra Jerusalem til
Gat og kommet tilbage igen,
42. lod Kongen ham kalde og sagde til ham: "Tog jeg dig ikke i Ed
ved HERREN, og advarede jeg dig ikke: Den Dag du drager bort og
begiver dig andetsteds hen, hvor det end er, må du vide, du er
dødsens! Og svarede du mig ikke: Godt! Jeg har hørt det?
43. Hvorfor holdt du da ikke den Ed, du svor ved HERREN, og den
Befaling, jeg gav dig?"
44. Endvidere sagde Kongen til Simei: "Du ved selv, og dit Hjerte er
sig det bevidst, alt det onde, du gjorde min Fader David; nu
lader HERREN din Ondskab komme over dit eget Hoved;
45. men Kong Salomo skal være velsignet, og Davids Trone skal stå
urokkelig fast for HERRENs Åsyn til evig Tid!"
46. Derpå gav Kongen Ordre til Benaja, Jojadas Søn, og han gik hen
og huggede ham ned; således døde han.
3
1. Da nu Salomo havde fået Kongedømmet sikkert i hænde besvogrede
han sig med Farao, Ægypterkongen, idet han ægtede Faraos Datter;
og han førte hende ind i Davidsbyen, til han fik sit eget Hus,
HERRENs Hus og Muren om Jerusalem bygget færdig.
2. Kun ofrede Folket på Offerhøjene, thi hidindtil var der ikke
bygget HERRENs Navn et Hus.
3. Salomo elskede HERREN, så at han vandrede efter sin Fader Davids
Anordninger; kun ofrede han på Højene og tændte Offerild der.
4. Og Kongen begav sig til Gibeon for at ofre der; thi det var den
store Offerhøj; tusind Brændofre ofrede Salomo på Alteret der.
5. I Gibeon lod HERREN sig til Syne for Salomo i en Drøm om
Natten. Og Gud sagde: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!"
6. Da sagde Salomo: "Du viste stor Miskundhed mod din Tjener, min
Fader David, der jo også vandrede for dit Åsyn i Troskab,
Retfærdighed og Hjertets Oprigtighed; og du lod denne store
Miskundhed blive over ham og gav ham en Søn, der nu sidder på
hans Trone.
7. Ja, nu har du, HERRE min Gud, gjort din Tjener til Konge i min
Fader Davids Sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes
jeg skal færdes ret;
8. og din Tjener står midt i det Folk, du udvalgte, et stort Folk,
som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de.
9. Giv derfor din Tjener et lydhørt Hjerte, så han kan dømme dit
Folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit
store Folk!"
10. Det vakte HERRENs Velbehag, at Salomo bad derom;
11. og Gud sagde til ham: "Fordi du bad om dette og ikke om et langt
Liv, ej heller om Rigdom eller om dine Fjenders Liv, men om
Forstand til at skønne, hvad ret er,
12. se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et
viist og forstandigt Hjerte, så at din Lige aldrig før har
været, ej heller siden skal fremstå;
13. men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både Rigdom og Ære,
så at du ikke skal have din Lige blandt Konger, så længe du
lever.
14. Og hvis du vandrer på mine Veje, så du holder mine Anordninger
og Bud, således som din Fader David gjorde, vil jeg give dig et
langt Liv."
15. Da vågnede Salomo, og se, det var en Drøm. Derpå begav han sig
til Jerusalem og stillede sig foran HERRENs Pagts Ark og ofrede
Brændofre, bragte Takofre og gjorde et Gæstebud for alle sine
Folk.
16. På den Tid kom to Skøger til Kongen og trådte frem for ham.
17. Den ene Kvinde sagde: "Hør mig, Herre! Jeg og den Kvinde der bor
i Hus sammen. Hjemme i vort Hus fødte jeg i hendes Nærværelse et
Barn,
18. og tre Dage efter min Nedkomst fødte også hun et Barn. Vi var
sammen; der var ingen andre hos os i Huset, vi to var ene i
Huset.
19. Så døde hendes Dreng om Natten, fordi hun kom til at ligge på
ham;
20. men midt om Natten, medens din Trælkvinde sov, stod hun op og
tog min Dreng fra min Side og lagde ham ved sit Bryst; men sin
døde Dreng lagde hun ved mit Bryst.
21. Da jeg så om Morgenen rejste mig for at give min Dreng at die,
se, da var han død; men da jeg så nøje på ham om Morgenen, se,
da var det ikke min Dreng, ham, som jeg havde født!"
22. Men den anden Kvinde sagde: "Det er ikke sandt; den levende er
min Dreng, og den døde er din!" Og den første sagde: "Nej, den
døde er din Dreng, og den levende er min!" Således mundhuggedes
de foran Kongen.
23. Da sagde Kongen: "Den ene siger: Han her, den levende, er min
Dreng, den døde er din! Og den anden siger: Nej, den døde er din
Dreng, den levende min!"
24. Derpå sagde Kongen: "Hent mig et Sværd!" Og de bragte Kongen et.
25. Da sagde Kongen: "Hug det levende Barn over og giv hver af dem
det halve!"
26. Da rørte Kærligheden til Barnet sig heftigt i den Kvinde, som
var Moder til det levende Barn, og hun sagde til Kongen: "Hør
mig, Herre! Giv hende det levende Barn; dræb det endelig ikke!"
Men den anden sagde: "Det skal hverken tilhøre mig eller dig,
hug det kun over!"
27. Da tog Kongen til Orde og sagde: "Giv hende der det levende Barn
og dræb det ikke; thi hun er Moderen!"
28. Og da Israel hørte om den Dom, Kongen havde fældet, fyldtes de
alle af Ærefrygt for Kongen; thi de så, at han sad inde med Guds
Visdom til at skifte Ret.
4
1. Kong Salomo var Konge over hele Israel
2. Hans øverste Embedsmænd var følgende: Azarja, Zadoks Søn, var
Ypperstepræst;
3. Elihoref og Ahija, Sjisjas Sønner, var Statsskrivere; Josjafat,
Ahiluds Søn, var Kansler;
4. Benaja, Jojadas Søn, stod i Spidsen for Hæren; Zadok og Ebjatar
var Præster;
5. Azarja, Natans Søn, var Overfoged; Præsten Zabud, Natans Søn,
var Kongens Ven;
6. Ahisjar var Slotshøvedsmand; Adoniram, Abdas Søn, havde Tilsyn
med Hoveriarbejdet.
7. Fremdeles havde Salomno tolv Fogeder over hele Israel, som
skulde sørge for Kongens og Hoffets Underhold, hver af dem en
Måned om Året.
8. Deres Navne var: Hurs Søn i Efraims Bjerge;
9. Dekers Søn i Makaz-Sja'albim, Bet-Sjemesj og Elon indtil
Bet-Hanan;
10. Heseds Søn i Arubbot; han havde Soko og hele Hefers Land;
11. Abinadabs Søn havde hele Dors Højland; han var gift med Salomos
Datter Tafat;
12. Ba'ana, Ahiluds Søn, havde Ta'anak, Megiddo og hele Bet- Sjean
op til Zaretan, neden for Jizre'el fra Bet-Sjean til Abel-Mehola
ud over Jokmeam;
13. Gebers Søn i Ramot i Gilead; han havde Manasses Søn Ja'irs
Teltbyer i Gilead, og han havde Argoblandet i Basan,
tresindstyve store Byer med Mure og Kobberportstænger;
14. Ahinadab, Iddos Søn, havde Mahanajim;
15. Ahima'az i Naftali; han var ligeledes gift med en Datter af
Salomo, Basemat;
16. Ba'ana, Husjajs Søn, i Aser og Bealot;
17. Josjafat, Paruas Søn, i Issakar;
18. Sjim'i, Elas Søn, i Benjamin;
19. Geber, Uris Søn, i Gads Land, det Land, der havde tilhørt
Amoriiterkongen Sihon og Kong Og af Basan; der var kun een Foged
i det Land.
20. Juda og Israel var talrige, så talrige som Sandet ved Havet, og
de spiste og drak og var glade.
21. Og Salomo herskede over alle Rigerne fra Floden til Filisternes
Land og Ægyptens Grænse og de bragte Gaver og tjente Salomo, så
længe han levede.
22. Salomos daglige Bebov af Levnedsmidler var tredive Kor fint
Hvedemel og tresindstyve Kor almindeligt Mel,
23. ti Stykker Fedekvæg, tyve Stykker Græskvæg og hundrede Stykker
Småkvæg foruden Hjorte, Gazeller, Antiloper og fede Gæs.
24. Thi han herskede over hele Landet hinsides Floden, fra Tifsa til
Gaza, over alle Kongerne hinsides Floden, og han håvde Fred
rundt om til alle Sider;
25. og Juda og Israel boede trygt, så længe Salomo levede, hver Mand
under sin Vinstok og sit Figentræ, fra ban til Be'ersjeba.
26. Og Salomo havde 40 000 Spand Heste til sit Vognhold og 12 000
Ryttere.
27. Og de nævnte Fogeder sørgede for Underhold til Kong Salomo og
alle, der havde Adgang til hans Bord, hver i sin Måned, og de
lod det ikke skorte på noget;
28. og Byggen og Strået til Hestene og Forspandene bragte de til det
Sted, hvor han var, efter som Turen kom til hver enkelt.
29. Gud skænkede Salomo Visdom og Kløgt i såre rigt Mål og en
omfattende Forstand, som Sandet ved Havets Bred,
30. så at Salomos Visdom var større end alle Østerlændingenes og
alle Ægypternes Visdom.
31. Han var visere end alle andre, ja visere end Ezraiten Etan og
visere end Heman, Kalkol og Darda, Mabols Sønner, og hans Ry
nåede ud til alle Folkeslag rundt om.
32. Han fremsagde 3000 Tanke sprog, og Tallet på hans Sange var 1
005"
33. Han talte om Træerne lige fra Cederen på Libanon til Ysopen, der
vokser frem af Muren; og han talte om Dyrene, Fuglene,
Krybdyrene og Fiskene.
34. Fra alle Folkeslag kom man for at lytte til Salomos Visdom, fra
alle Jordens Konger, der hørte om hans Visdom.
5
1. Da Kong Hiram af Tyrus hørte, at Salomo var salvet til Konge i
stedet for sin Fader, sendte han nogle af sine Folk til ham; thi
Hiram havde altid været Davids Ven.
2. Og Salomo sendte Hiram følgende Bud:
3. "Du ved, at min Fader David ikke kunde bygge HERREN sin Guds
Navn et Hus for de Kriges Skyld, man fra alle Sider påførte ham,
indtil HERREN lagde hans Fjender under hans Fødder.
4. Men nu har HERREN min Gud skaffet mig Ro til alle Sider; der
findes ingen Modstandere, og der er ingen Fare på Færde.
5. Se, derfor har jeg i Sinde at bygge HERREN min Guds Navn et Hus
efter HERRENs Ord til min Fader David: Din Søn, som jeg sætter
på din Trone i dit Sted, han skal bygge Huset for mit Navn.
6. Giv derfor Ordre til, at der fældes Cedre til mig på
Libanon. Mine Folk skal arbejde sammen med dine, og jeg vil give
dineFolk den Løn, du kræver; thi du ved jo, at der ikke findes
nogen hos os, der kan fælde Træer som Zidonierne!"
7. Da Hiram modtog dette Bud fra Salomo, glædede det ham meget, og
han sagde: "Lovet være HERREN i dag, fordi han har givet David
en viis Søn til at herske over dette store Folk!"
8. Og Hiram sendte Salomo følgende Svar: "Jeg har modtaget det Bud,
du sendte mig, og jeg skal opfylde alt, hvad du ønsker med
Hensyn til Ceder- og Cyprestræer;
9. mine Folk skal bringe dem fra Libanon ned til Havet, og så skal
jeg lade dem samle til Tømmerflåder på Havet og sende dem til
det Sted, du anviser mig; der skal jeg lade dem skille ad, så at
du kan lade dem hente. Men du vil da også opfylde mit Ønske og
sende Fødevarer til mit Hof!"
10. Så sendte Hiram Salomo alt, hvad han ønskede af Ceder- og
Cyprestræer;
11. og Salomo sendte Hiram 20 000 Kor Hvede til Underhold for hans
Hof og 20 Kor Olie af knuste Oliven. Så meget sendte Salomo
Hiram År efter År.
12. Og HERREN gav Salomo Visdom, som han havde lovet ham; og der var
Fred mellem Hiram og Salomo, og de sluttede Pagt med hinanden.
13. Kong Salomo udskrev nu Hoveriarbejdere overalt i Israel, og
Hoveriarbejderne udgjorde 30 000 Mand.
14. Dem sendte han så til Libanon, et Hold på 10 000 om Måneden,
således at de var en Måned på Libanon og to Måneder
hjemme. Adoniram havd Tilsyn med Hoveriarbejderne.
15. Salomo havde 70 000 Lastdragere og 80 000 Stenhuggere i Bjergene
16. foruden Overfogeder, der ledede Arbejdet, 3 300 Mand, som havde
Opsyn med Folkene, der arbejdede.
17. På Kongens Bud brød de store Stenblokke, kostbare Sten til
Templets Grundvold, Kvadersten;
18. og Salomos og Hiroms Bygmestre og Folkene fra Gebal huggede dem
til, og de gjorde Træstammerne og Stenene i Stand til Templets
Opførelse.
6
1. 480 År efter at Israeliterne var vandret ud af Ægypten, i Ziv
Måned, det er den anden Måned, i det fjerde År Salomo herskede i
Israel, begyndte han at bygge HERREN Templet.
2. Templet, som Kong Salomo byggede HERREN, var tresindstyve Alen
langt, tyve Alen bredt og tredive Alen højt.
3. Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen lang, svarende
til Templets Bredde, og ti Alen bred.
4. Han forsynede Templet med Gittervinduer i Bjælkerammer,
5. og op til Tempelmuren byggede han en Tilbygning rundt om
Templets Mure, rundt om det Hellige og inderhallen, og
indrettede Siderum rundt om.
6. Det nederste Rum var fem Alen bredt, det mellemste seks og det
tredje syv, thi han byggede Fremspring i Templets Ydermur rundt
om, for at man ikke skulde være nødt til at lade Bjælkerne gribe
ind i Templets Mure.
7. Ved Templets Opførelsebyggede man med Sten, der var gjort
færdige i Stenbrudet, derfor hørtes hverken Lyd af Hamre,
Mejsler eller andet Jernværktøj, medens Templet byggedes.
8. Indgangen til det nederste Rum var på Templets Sydside, og
derfra førte Vindeltrapper op til det mellemste og derfra igen
op til det tredje Rum.
9. Således byggede han Templet færdigt, og han lagde Taget med
Bjælker og Planker af Cedertræ.
10. Han byggede Tilbygningen rundt om hele Templet, hvert Stokværk
fem Alen højt, og den blev forbundet med Templet med
Cederbjælker.
11. Da kom HERRENs Ord til Salomo således:
12. "Dette Hus, som du er ved at bygge - dersom du vandrer efter
mine Anordninger og gør efter mine Lovbud og omhyggeligt vandrer
efter alle mine Bud, vil jeg på dig stadfæste det Ord, jeg
talede til din Fader David, -
13. og tage Bolig blandt Israeliterne og ikke forlade mit Folk
Israel."
14. Således byggede Salomo Templet færdigt.
15. Templets Vægge dækkede han indvendig med Cederbrædder; fra
Bygningens Gulv til Loftsbjælkerne dækkede han dem indvendig med
Træ; og over Templets Gulv lagde han Cypresbrædder.
16. Han dækkede de tyve bageste Alen af Templet med Cederbrædder fra
Gulv til Bjælker og indrettede sig Rummet derinde til en
Inderhal, det Allerhelligste.
17. Fyrretyve Alen målte det Hellige foran Inderhallen.
18. Templet var indvendig dækket med Cedertræ, udskåret Arbejde i
Form af Agurker og Blomsterkranse; alt var af Cedertræ, ikke en
Sten var at se.
19. Han indrettede inderhallen inde i Templet for der at opstille
HERRENs Pagts Ark.
20. Inderhallen var tyve Alen lang, tyve Alen bred og tyve Alen høj,
og han overtrak den med fint Guld. Fremdeles lavede han et Alter
af Cedertræ
21. foran Inderhallen og overtrak det med Guld. Og Salomo overtrak
Templet indvendig med fint Guld og trak for med Guldkæder.
22. Hele Templet overtrak han med Guld, hele Templet fra den ene
Ende til den anden; også hele Alteret foran inderhallen overtrak
han med Guld.
23. I Inderhallen satte han to Keruber af vildt Oliventræ, ti Alen
høje;
24. den ene Kerubs Vinger var hver fem Alen, der var ti Alen fra den
ene Vingespids til den anden;
25. ti Alen målte også den anden Kerub; begge keruber havde samme
Mål og Skikkelse;
26. begge Keruber var ti Alen høje.
27. Og han opstillede Keruberne midt i den inderste Del af Templet,
og de udbredte deres Vinger således, at den enes ene Vinge rørte
den ene Væg og den andens ene Vinge den modsatte Væg, medens de
to andre Vinger rørte hinanden midt i Templet.
28. Keruberne overtrak han med Guld.
29. Rundt på alle Vægge i Templet anbragte han udskåret Arbejde,
Keruber, Palmer og Blomsterkranse, både i den inderste og den
yderste Hal,
30. og Templets Gulv overtrak han med Guld, både i den inderste og
den yderste Hal.
31. Til Inderhallens Indgang lod han lave to Dørfløje af vildt
Oliventræ; Overliggeren og Dørposterne dannede en Femkant.
32. Og på de to Oliventræsfløje lod han udskære Keruber, Palmer og
Blomsterkranse og overtrak dem med Guld, idet han lod Guldet
trykke ned i de udskårne Keruber og Palmer.
33. Ligeledes lod han til indgangen til det Hellige lave Dørstolper
af vildt Oliventræ, firkantede Dørstolper,
34. og to Dørfløje af Cyprestræ, således at hver af de to Dørfløje
bestod af to bevægelige Dørflader;
35. og han lod udskære Keruber, Palmer og Blomsterkranse i dem og
overtrak dem med Guld, der lå i et tyndt Lag over de udskårne
Figurer.
36. Ligeledes indrettede han den indre Forgård ved at bygge tre Lag
Kvadersten og et Lag Cederbjælker.
37. I det fjerde År lagdes Grunden til HERRENs Hus i Ziv Måned;
38. og i det ellevte År i Bul Måned, det er den ottende Måned,
fuldførtes Templet i alle dets Dele og Stykker; han byggede på
det i syv År.
7
1. På sit Palads byggede Salomo i tretten År; så fik han hele sit
Palads færdigt.
2. Han byggede Libanonskovhuset, hundrede Alen langt,
halvtredsindstyve Alen bredt og tredive Alen højt, hvilende på
tre Rækker Cedersøjler med Skråstøtter af Cedertræ.
3. Det var oven over Rummene tækket med Cederbjælker, der hvilede
på fem og fyrretyve Søjler, femten i hver Række.
4. Der var tre Lag Bjælker, og Lysåbning sad over for Lysåbning tre
Gange.
5. Alle Døre og Lysåbninger havde firkantede Bjælkerammer, og
Lysåbning sad over for Lysåbning tre Gange.
6. Fremdeles opførte han Søjlehallen, halvtredsindstyve Alen lang
og tredive Alen bred, med en Hal, Søjler og Trappe foran.
7. Fremdeles opførte han Tronhallen, hvor han holdt Rettergang,
Domhallen; den var dækket med Cedertræ fra Gulv til Loft,
8. Hans eget Hus, det, han boede i, i den anden Forgård inden for
Hallen, var bygget på samme Måde. Og til Faraos Datter, som
Salomo havde ægtet, opførte han et Hus i Lighed med denne Hal.
9. Det hele var af kostbare Sten, tilhugget efter Mål, tilsavet
både indvendig og udvendig, lige fra Grunden til Murkanten,
hvilket også gjaldt den store Forgård uden om Templets Forgård.
10. Grunden blev lagt med kostbare, store Sten, nogle på ti, andre
på otte Alen.
11. Ovenpå lagdes kostbare Sten, tilhugget efter Mål, og
Cederbjælker.
12. Den store Forgård var hele Vejen rundt omgivet af tre Lag
tilhugne Sten og et Lag Cederbjælker, ligeledes HERRENs Huss
Forgård, den indre, og Forgården om Paladsets Forhal.
13. Kong Salomo sendte Bud til Tyrus efter Hiram.
14. Han var Søn af en Enke fra Naftalis Stamme, men hans Fader var
en Kobbersmed fra Tyrus. Han sad inde med Visdom, Forstand og
Indsigt i at udføre alskens Kobberarbejde; og han kom til Kong
Salomo og udførte alt det Arbejde, han skulde have udført.
15. Han støbte de to kobbersøjler foran Forhallen. Den ene var atten
Alen høj; den målte tolv Alen i Omkreds; den var hul, og
Kobberet var fire Fingerbredder tykt. Ligeså den anden Søjle.
16. Og han lavede to Søjlehoveder til at sidde oven på Søjlerne,
støbt af Kobber, hvert Søjlehoved fem Alen højt.
17. Og han lavede to Fletværker, flettet Arbejde, Snore, kædeformet
Arbejde, til at dække Søjlehovederne oven på Søjlerne, et
Fletværk fil hvert Søjleboved;
18. og han lavede Granatæblerne, to Rækker rundt om det ene
Fletværk; der var 200 Granatæbler i Rækker rundt om det ene
Søjlehoved; på samme Måde gjorde han også ved det andet.
19. Søjlehovedeme på de to Søjler var liljeformet Arbejde.
20. Søjlehovederne sad på de to Søjler.
21. Derpå opstillede han Søjlerne ved Templets Forhal; den Søjle,
han opstillede til højre, kaldte han Jakin, og den, han
opstillede til venstre, kaldte han Boaz.
22. Øverst på Søjlerne var der liljeformet Arbejde. Således blev
Arbejdet med Søjlerne færdigt.
23. Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til
Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i
Omkreds.
24. Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende
Prydelser, der nåede helt omkring Havet, tredive Alen; i to
Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed.
25. Det stod på tolv Okser, således at tre vendte mod Nord, tre mod
Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven på dem; de
vendte alle Bagkroppen indad.
26. Det var en Håndsbred tykt, og Randen var formet som Randen på et
Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 2000 Bat.
27. Fremdeles lavede han de ti Vognstel af Kobber; hvert Stel var
fire Alen langt, fire Alen bredt og tre Alen højt.
28. Og Stellene var indrettet så ledes: De havde Mellemstykker, og
Mellemstykkerne sad mellem Rammestykkerne.
29. På Mellemstykkerne mellem Rammestykkerne var der Løver, Okser og
Keruber, ligeledes på Rammestykkerne. Over og under Løverne og
Okserne var der Kranse, lavet således, at de hang ned.
30. Hvert Stel havde fire Kobber hjul og Kobberaksler. De fire
Hjørner havde Bærearme; under Bækkenet var Bærearmene faststøbt,
og midt for hver af dem var der Kranse.
31. Dets Rand var inden for Bærearmene, een Alen høj, og den var
rund: også på Randen var der udskåret Arbejde. Mellemstykkerne
var firkantede, ikke runde.
32. De fire Hjul sad under Mellemstykkerne, og Hjulenes Akselholdere
sad på Stellet; hvert Hjul var halvanden Alen højt.
33. Hjulene var indrettet som Vognhjul, og deres Akselholdere,
Fælge, Eger og Nav var alle støbt.
34. Der var en Bæream på hvert Stels fire Hjørner, og Bærearmene var
i eet med Stellet;
35. og oven på Stellet var der en Slags Fatning, en halv Alen høj og
helt rund; og Akselholdere og Mellemstykker sad fast på Stellet.
36. På Fladerne indgraverede han Keruber, Løver og Palmer, efter som
der var Plads til, omgivet af Kranse.
37. Således lavede han de ti Stel; de var alle støbt på samme Måde,
med samme Mål og af samme Form.
38. Tillige lavede han ti Kobberbækkener; fyrretyve Bat tog hvert
Bækken, og hvert Bækken målte fire Alen, et Bækken til hvert af
de ti Stel.
39. Og han satte fem af Stellene ved Templets Sydside, fem ved
Nordsiden; og Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det
sydøstre Hjørne.
40. Fremdeles lavede Hirom Karrene, Skovlene og Skålene. Der med var
Hiram færdig med alt sit Arbejde for Kong Salomo til HERRENs
Hus:
41. De to Søjler, og de to kuglefornede Søjlehoveder ovenpå, de to
Fletværker til at dække de to kugleformede Søjlehoveder på
Søjlerne,
42. de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler
til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder
på de to Søjler,
43. de ti Stel med de ti Bækkener på,
44. Havet med de tolv Okser under,
45. Karrene, Skovlene og Skålene. Alle disse Ting, som Hiram lavede
for Kong Salomo til HERRENs Hus, var af blankt Kobber.
46. I Jordanegnen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem
Sukkot og Zaretan.
47. Salomo lod alle Tingene uvejet på Grund af deres såre store
Mængde, Kobberet blev ikke vejet.
48. Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til HERRENs Hus, lave:
Guldalteret, Guldbordet, som Skuebrødene lå på,
49. Lysestagerne, fem til højre og fem til venstre, foran
Inderhallen, af purt Guld, med Blomsterbægrene, Lamperne og
Lysesaksene af Guld,
50. Fadene, Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af fint Guld,
Hængslerne til Dørene for den inderste Hal, det Allerhelligste,
og til Dørene for den yderste Hal, det Hellige, af Guld.
51. Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved HERRENs Hus, var
færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og
Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i HERRENs
Hus.
8
1. Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes
Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen hos sig
i Jerusalem for at føre HERRENs Pagts Ark op fra Davidsbyen, det
er Zion.
2. Så samledes alle Israels Mænd hos Kong Salomo på Højtiden i
Etanim Måned, det er den syvende Måned.
3. Og alle Israels Ældste kom, og Præsterne bar Arken.
4. Og de bragte HERRENs Ark op tillige med Åbenbaringsteltet og
alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne
bragte dem op.
5. Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde
givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så
meget, at det ikke var til at tælle eller overse.
6. Så førte Præsterne HERRENs Pagts Ark ind på dens Plads i
Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under
Kerubernes Vinger;
7. thi Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken
stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens
Bærestænger.
8. Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det
Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og
de er der den Dag i Dag.
9. Der var ikke andet i Arken end de to Stentavler, Moses havde
lagt ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde
sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten.
10. Da Præsterne derpå gik ud af Helligdommen, fyldte Skyen HERRENs
Hus,
11. så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres
Tjeneste; thi HERRENs Herlighed fyldte HERRENs Hus.
12. Ved den Lejlighed sang Salomo: HERREN satte Solen på Himlen, men
selv, har han sagt, vil han bo i Mulmet.
13. Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt
kan dvæle. Det står jo optegnet i Sangenes Bog.
14. Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels
Forsamling, der imens stod op;
15. og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Hånd har
fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han
sagde:
16. Fra den Dag jeg førte mit Folk Israel ud af Ægypten, har jeg
ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer for der at
bygge et Hus til Bolig for mit Navn; men Jerusalem udvalgte jeg
til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over
mit Folk Israel.
17. Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds,
Navn et Hus;
18. men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge
mit Navn et Hus, er ret af dig;
19. dog skal du ikke bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din
Lænd; skal bygge mit Navn det Hus.
20. Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min
Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som HERREN sagde,
og jeg har bygget HERRENs, Israels Guds, Navn Huset;
21. og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN
sluttede med vore Fædre, da han førte dem bort fra Ægypten."
22. Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs Alter lige over for hele
Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen
23. og sagde: "HERRE Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen
oventil og på Jorden nedentil, du, som holder fast ved din Pagt
og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte
vandrer for dit Åsyn,
24. du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David,
og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund.
25. Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener,
min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes
dig til at sidde på Israels Trone for mit Åsyn, når kun dine
Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre for mit Åsyn, som du
har gjort.
26. Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde
din Tjener, min Fader David!
27. Men kan Gud da virkelig bo på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja
Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som
jeg har bygget!
28. Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så
du hører det Råb og den Bøn, din Tjener i Dag opsender for dit
Åsyn;
29. lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Nat og Dag, over det
Sted, hvor du har sagt, dit Navn skal bo, så du hører den Bøn,
din Tjener opsender, vendt mod dette Sted!
30. Og hør den Bøn, din Tjener og dit Folk Israel opsender, vendt
mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du
høre og tilgive!
31. Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader
ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette
Hus,
32. så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere
imellem, så du kender den skyldige skyldig og lader hans Gerning
komme over hans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham
efter hans Uskyld!
33. Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de
synder imod dig, og de så omvender sig til dig og bekender dit
Navn og opsender Bønner og Begæringer til dig i dette Hus,
34. så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og
føre dem tilbage til det Land, du gav deres Fædre!
35. Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod
dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn
og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem,
36. så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk
Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og
lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje!
37. Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der
kommer Kornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden
belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot
indtræffer -
38. enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit
Folk Israel, når de føler sig truffet i deres Samvittighed og
udbreder Hænderne mod dette Hus,
39. den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive og gøre
det, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans
Hjerte, thi du alene kender alle Menneskebørnenes Hjerter,
40. for at de må frygte dig, al den Tid de lever på den Jord, du gav
vore Fædre.
41. Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men
kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, -
42. thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Hånd og din
udstrakte Arm - når han kommer og beder, vendt mod dette Hus,
43. da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter
alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens
Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit
Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus,
som jeg har bygget.
44. Når dit Folk drager i Krig mod sin Fjende, hvor du end sender
dem hen, og de beder til HERREN, vendt mod den By, du har
udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn,
45. så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres
Ret!
46. Når de synder imod dig thi der er intet Menneske, som ikke
synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og
Sejrherrerne fører dem fangne til Fjendens Land, det være sig
fjernt eller nær,
47. og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og
omvender sig og råber til dig i Sejrherrernes Land og siger: Vi
har syndet, handlet ilde og været ugudelige!
48. når de omvender sig til dig af hele deres Hjerte og af hele
deres Sjæl i deres Fjenders Land, som de bortførtes til, og de
beder til dig, vendt mod deres Land, som du gav deres fædre, mod
den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn
49. så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring
og skaffe dem deres Ret,
50. og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig, alle de
Overtrædelser, hvori de gjorde sig skyldige imod dig, og lade
dem finde Barmhjertighed hos Sejrherrerne, så de forbarmer sig
over dem;
51. de er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud af Ægypten, af
Smelteovnen.
52. Lad dine Øjne være åbne for din Tjeners og dit Folk Israels
Begæring, så du hører dem, hver Gang de råber til dig.
53. Thi du har udskilt dem fra alle Jordens Folkeslag til at være
din Ejendom, som du lovede ved din Tjener Moses, da du førte
vore Fædre bort fra Ægypten, Herre, HERRE!"
54. Da Salomo var færdig med hele denne Bøn og Begæring til HERREN
rejste han sig fra Pladsen foran HERRENs Alter, hvor han havde
ligget på Knæ med Hænderne udbredt mod Himmelen.
55. Derpå trådte han frem og velsignede med høj Røst hele Israels
Forsamling, idet han sagde:
56. "Lovet være HERREN, der har givet sit Folk Israel Hvile, ganske
som han talede, uden at et eneste Ord er faldet til Jorden af
alle de herlige Forjættelser, han udtalte ved sin Tjener Moses.
57. HERREN vor Gud være med os, som han var med vore Fædre, han
forlade og forstøde os ikke,
58. at vort Hjerte må drages til ham, så vi vandrer på alle hans
Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, som han pålagde
vøre Fædre!
59. Måtte disse Bønner, som jeg har opsendt for HERRENs Åsyn, være
nærværende for HERREN vor Gud både Nat og Dag, så han skaffer
sin Tjener og sit Folk Israel Ret efter hver Dags Behov,
60. for at alle Jordens Folk må kende, at HERREN og ingen anden er
Gud.
61. Og måtte eders Hjerte være helt med HERREN vor Gud, så I følger
hans Anordninger og holder hans Bud som i Dag!"
62. Kongen ofrede nu sammen med hele Israel Slagtofre for HERRENs
Åsyn.
63. Til de Takofre, Salomo ofrede til HERREN, tog han 22 000 Stykker
Hornkvæg og 12 000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og
alle Israeliterne HERRNs Hus.
64. Samme Dag helligede Kongen den mellemste Del af Forgården foran
HERRENs Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene, Afgrødeofrene
og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret foran HERRENs
Åsyn var for lille til at rumme Ofrene.
65. Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden for HERREN vor Guds
Åsyn sammen med hele Israel, en vældig Forsamling (lige fra
Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk).
66. Ottendedagen lod han Folket gå, og de velsignede Kongen og drog
hver til sit, glade og vel til Mode over al den Godhed, HERREN
havde vist sin Tjener David og sit Folk Israel.
9
1. Men da Salomo var færdig med at opføre HERRENs Hus og Kongens
Palads og alt, hvad han havde fået Lyst til og sat sig for at
udføre,
2. lod HERREN sig anden Gang til Syne for ham, som han havde ladet
sig til Syne for ham i Gibeon;
3. og HERREN sagde til ham: "Jeg har hørt den Bøn og Begæring, du
opsendte for mit Åsyn. Jeg har helliget dette Hus, som du har
bygget, for der at stedfæste mit Navn til evig Tid, og mine Øjne
og mit Hjerte skal være der alle Dage.
4. Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David i Hjertets
Uskyld og i Upriglighed, så du gør alt, hvad jeg har pålagt dig,
og holder mine Anordninger og Lovbud,
5. så vil jeg opretholde din Kongetrone i Israel evindelig, som jeg
lovede din Fader David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig
fattes dig på Israels Trone.
6. Men hvis I eller eders Børn vender eder bort fra mig og ikke
holder mine Bud, mine Annordninger, som jeg har forelagt eder,
men går hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem
7. så vil jeg udrydde Israel fra det Land, jeg gav dem; og det Hus,
jeg har helliget for mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Åsyn, og
Israel skal blive til Spot og Spe blandt alle Folk,
8. og dette Hus skal blive en Ruindynge, og enhver, som går der
forbi, skal blive slået af Rædsel og give sig til at
hånfløjte. Og når man siger: Hvorfor har HERREN handlet således
mod dette Land og dette Hus?
9. skal der svares: Fordi de forlod HERREN deres Gud, som førte
deres Fædre ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad
og dyrkede dem; derfor har HERREN bragt al denne Elendighed over
dem!"
10. Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på de to
Bygninger, HERRENs Hus og Kongens Palads -
11. Kong Hiram af Tyrus havde sendt Salomo Cedertræ, Cyprestræ og
Guld, så meget han ønskede da gav Kong Salomo Hiram tyve Byer i
Landskabet Galilæa.
12. Men da Hiram kom fra Tyrus for at se de Byer, Salomo havde givet
ham, syntes han ikke om dem;
13. og han sagde: "Hvad er det for Byer, du har givet mig, Broder?"
Derfor kaldte man den Habullandet, som det hedder den Dag i Dag
14. Men Hiram sendte Kongen l20 Guldtalenter.
15. På følgende Måde hang det sammen med de Hoveriarbejdere, Kong
Salomo udskrev til at opføre HERRENs Hus, hans eget Palads,
Millo Jerusalems Mur, Hazor, Megiddo og Gezer
16. Farao, Ægypterkongen, var draget op, havde indtaget Gezer og
stukket det i Brand; alle Kanånæere, der boede i Byen, havde han
ladet dræbe og derpå givet sin Datter, Salomos Hustru den i
Medgift.
17. Nu genopbyggede Salomo Gezer, Nedre-Bet-Horon,
18. Bålat, Tamar i Ørkenen i Juda Land,
19. alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og Rytterbyerne, og alt
andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i Jerusalem, i Libanon
og i hele sit Rige:
20. Alt, hvad der var tilbage af Amoriterne, Hetiterne,
Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til
Israeliterne,
21. deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som
Israeliterne ikke havde været i Stand til at lægge Band på, dem
udskrev Salomo til Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag.
22. Af Israeliterne derimod satte Salomo ingen til Arbejde,men de
var Krigsfolk og Hoffolk, Hærførere og Høvedsmænd hos, ham og
Førere for hans Stridsvogne og Rytteri. -
23. Tallet på Overfogederne, der ledede Arbejdet for Salomo, var
550; de havde Tilsyn med Folkene, der arbejdede.
24. Faraos Datter var lige flyttet fra Davidsbyen ind i det Hus, han
havde bygget til hende, da tog han fat på at opføre Millo.
25. Tre Gange om Året ofrede Salomo Brændofre og Takofre på det
Alter, han bavde bygget HERREN, og tændte Offerild for HERRENs
Åsyn; og han fuldførte Templet.
26. Kong Salomo byggede også Skibe i Ezjongeber, der ligger ved Elat
ved det røde Havs Kyst i Edom;
27. og Hiram sendte sine Folk, befarne Søfolk, om Bord på Skibene
sammen med Salomos Folk.
28. De sejlede til Ofir, hvor de hen tede 420 Talenter Guld, som de
bragte Kong Salomo.
10
1. Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun for at prøve ham
med Gåder.
2. Hun kom til Jerusalem med et såre stort Følge og med Kameler,
der bar Røgelse, Guld i store Mængder og Ædelsten. Og da hun var
kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der lå hende
på Hjerte.
3. Men Salomo svarede på alle hendes Spørgsmål, og intet som helst
var skjult for Kongen, han gav hende Svar på alt.
4. Og da Dronningen af Saba så al Salomos Visdom, Huset han havde
bygget,
5. Maden på hans Bord, hans Folks Boliger, han træden og deres
Klæder, hans Mundskænke og Brændofrene, han ofrede i HERRENs
Hus, var hun ude af sig selv;
6. og hun sagde til Kongen: "Sandt var, hvad jeg i mit Land hørte
sige om dig og din Visdom!
7. Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne
Øjne; og se, ikke engang det halve er mig fortalt, thi din
Visdom og Herlighed overgår, hvad rygte sagde.
8. Lykkelige dine Hustruer, lykkelige dine Folk, som altid er om
dig og hører din Visdom!
9. Lovet være HERREN din Gud, som fandt behag i dig og satte dig på
Israels Trone! Fordi HERREN elsker Israel evindelig, satte han
dig til Konge, til at øve ret og Retfærdighed."
10. Derpå gav hun Kongen 120 Guldtalenter, Røgelse i store Mængder
og Ædelsten; og aldrig er der siden kommet så megen Røgelse til
Landet som den, Dronningen af Saba gav Kong Salomo.
11. Desuden bragte Hirams Skibe, som hentede Guld i Ofir, Almug
gumtræ i store Mængder og Ædel sten fra Ofir,
12. og af Almuggimtræet lod Kongen lave Rækværk til HERRENs Hus og
Kongens Palads, desuden Citre og Harper til Sangerne. Så meget
Almuggimtræ er hidtil ikke set eller kommet til Landet.
13. Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og
bad om, foruden hvad han af sig selv kongeligen skænkede
hende. Derpå begav hun sig med sit Følge hjem til sit Land.
14. Vægten af det Guld, som i et År indførtes af Salomo, udgjorde
666 Guldtalenter,
15. de ikke medregnet, hvad der indkom i Afgift fra de undertvungne
Folk og ved Købmændenes Handel og fra alle Arabiens Konger og
Landets Statholdere.
16. Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert på 600 Sekel Guld,
17. og 300 mindre Guldskjolde, hvert på tre Miner Guld; dem lod
Kongen henlægge i Libanonskovhuset.
18. Fremdeles lod Kongen lave en stor Elfenbenstrone, overtrukket
med lutret Guld.
19. Tronen havde seks Trin, og på dens Ryg var der Tyrehoveder; på
begge Sider af Sædet var der Arme, og ved Armene stod der to
Løver;
20. tillige stod der tolv Løver påde seks Trin, seks på hver
Side. Der er ikke lavet Mage til Trone i noget andet Rige.
21. Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle Redskaber i
Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv regnedes ikke for noget i
Kong Salomos Dage.
22. Kongen havde nemlig Tarsisskibe i Søen sammen med Hirams Skibe;
og en Gang hvert tredje År kom Tarsisskibene, ladet med Guld,
Sølv, Elfenben, Aber og Påfugle.
23. Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom og Visdom.
24. Fra alle Jordens Egne søgte man hen til Salomo for at høre den
Visdom, Gud havde lagt i hans Hjerte;
25. og alle bragte de Gaver med: Sølv og Guldsager, Klæder, Våben,
Røgelse, Heste og Muldyr; således gik det År efter År.
26. Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1.400
Vogne og l2.000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels
hos sig i Jerusalem.
27. Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem var lige så
almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som
Morbærfigentræ i Lavlandet. -
28. Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens
Handelsfolk købte dem i Kove.
29. En Vogn udførtes fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for
150. Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkene fil alle
Hetiternes og Arams Konger.
11
1. Kong Salomo elskede foruden Faraos Datter mange fremmede
Kvinder, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidoniske og
hetitiske Kvinder,
2. Kvinder fra de Folkeslag, HERREN havde sagt om til Israeliterne:
"I må ikke have med dem at gøre og de ikke med eder, ellers
drager de eders Hjerte til deres Guder!" Ved dem hang Salomo i
Kærlighed.
3. Han havde 700 fyrsfelige Hustruer og 3OO Medhustruer, og hans
Hustruer drog hans Hjerte bort fra Herren.
4. Da Salomo blev gammel, drog hans Hustruer hans Hjerte til
fremmede Guder, og hans Hjerte var ikke mere helt med HERREN
hans Gud som hans fader Davids.
5. Salomo holdt sig da til Astarte, Zidoniernes Gudinde, og til
Milkom, Ammoniternes væmmelige Gud.
6. Således gjorde Salomo, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og
viste ikke HERREN fuld Lydighed som hans Fader David.
7. Ved den Tid byggede Salomo en Offerhøj for Kemosj, Moabs
væmmelige Gud, på Bjerget østen for Jerusalem, og for Milkom,
Ammoniternes væmmelige Gud;
8. og samme Hensyn viste han alle sine fremmede Hustruer, som
tændte Offerild for deres Guder og ofrede til dem.
9. Da vrededes HERREN på Salomo, fordi han vendte sit Hjerte bort
fra HERREN, Israels Gud, der dog to Gange havde ladet sig til
Syne for ham
10. og udtrykkelig havde påbudt ham ikke at holde sig til fremmede
Guder; men han holdt ikke, hvad HERREN havde påbudt ham.
11. Derfor sagde HERREN til Salomo: "Fordi det står således til med
dig, og fordi du ikke har holdt min Pagt og mine Anordninger,
som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive Riget fra dig og give
din Træl det.
12. Dog vil jeg ikke gøre det i din Levetid for din Fader Davids
Skyld men jeg vil rive det ud af din Søns Hånd.
13. Kun vil jeg ikke rive hele Riget fra ham, men give din Søn en
Stamme deraf for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems
Skyld, den By, jeg udvalgte.
14. HERREN gav Salomo en Modstander i Edomiten Hadad af Kongeslægten
i Edom.
15. Thi dengang David lod Edomiterne hugge ned, da Hærføreren Joab
drog op for at jorde de faldne og hugge alle af Mandkøn ned i
Edom -
16. Joab og hele Israel blev der i seks Måneder, til han havde
udryddet alle af Mandkøn i Edom -
17. da var Adad med nogle edomitiske Mænd af hans Faders Folk
flygtet ad Ægypten til. Dengang var Hadad endnu en lille Dreng.
18. De brød op fra Midjan og nåede Paran; og efter at have taget
nogle Mænd fra Paran med sig drog de til Ægypten, hvor Farao,
Ægypterkongen, overlod ham et Hus, tilsagde ham daglig Føde og
gav ham Land.
19. Og da Farao fattede særlig Godhed for Hadad, gav han ham sin
Svigerinde, en Søster til Dronning Takpenes, til Ægte.
20. Takpeness Søster fødte ham Sønnen Genubat; og da Takpenes havde
vænnet Barnet fra i Faraos Hus, blev Genubat i Faraos Hus blandt
Faraos egne Børn.
21. Da nu Hadad i Ægypten hørte, at David havde lagt sig til Hvile
hos sine Fædre, og at Hærføreren Joab var død, sagde han til
Farao: "Lad mig drage til mit Land!"
22. Farao sagde til ham: "Hvad savner du her hos mig, siden du
ønsker at drage til dit Land?" Men han svarede: "Å jo, lad mig
nu rejse!" Så vendte Hadad tilbage til sit Land. Det var den
ulykke, Hadad voldte: Han bragte Trængsel over Israel og blev
Konge over Edom. -
23. Fremdeles gav Gud ham en Modstander i Rezon, Eljadas Søn, der
var flygtet fra sin Herre, Kong Hadadezer af Zoba.
24. Han samlede en Del Mænd om sig og blev Høvding for en
Friskare. Han indtog Damaskus, satte sig fast der og blev Konge
i Damaskus.
25. Han var Israels Modstander, så længe Salomo levede.
26. Endvidere var der Efraimiten Jeroboam, Nebats Søn, fra Zereda,
som stod i Salomos Tjeneste, og hvis Moder hed Zerua og var
Enke; han løftede Hånd mod Kongen.
27. Hermed gik det således til Salomo byggede på Millo; han lukkede
Hullet i sin Fader Davids By.
28. Nu var Jeroboam et dygtigt Menneske, og da Salomo så, hvorledes
den unge Mand udførte Arbejdet, gav han ham Opsyn med hele
Arbejdsstyrken af Josefs Hus.
29. På den Tid hændte det sig, engang Jeroboam var rejst fra
Jerusalem, at Profeten Ahija fra Silo traf ham på Vejen. Ahija
var iført en ny Kappe, og de to var ene på Marken.
30. Da greb Ahija fat i den ny Kappe, han havde på, rev den i tolv
Stykker
31. og sagde til Jeroboam: "Tag dig de ti Stykker, thi så siger
HERREN, Israels Gud: Se, jeg river Riget ud af Salomos Hånd og
giver dig de ti Stammer.
32. Den ene Stamme skal han beholde for min Tjener Davids Skyld og
for Jerusalems Skyld, den By, jeg udvalgte af alle Israels
Stammer;
33. det vil jeg gøre, fordi han har forladt mig og tilbedt Astarte,
Zidoniernes Gudinde, Kemosj, Moabs Gud, og Milkom, Ammoniternes
Gud, og ikke vandret på mine Veje og gjort, hvad der er ret i
mine Øjne, eller holdt mine Anordninger og Lovbud som hans Fader
David.
34. Fra ham vil jeg dog ikke tage Riget, men lade ham være Fyrste,
så længe han lever, for min Tjener Davids Skyld, som jeg
udvalgte, og som holdt mine Bud og Anordninger.
35. Men jeg vil tage Riget fra hans Søn og give dig det, de ti
Stammer;
36. og hans Søn vil jeg give en Stamme, for at min Tjener David
altid kan have en Lampe for mit Åsyn i Jerusalem, den By, jeg
udvalgte for der at stedfæste mit Navn.
37. Men dig vil jeg tage og sætte til Hersker over alt, hvad du
attrår, og du skal være Konge over Israel.
38. Dersom du da er lydig i alt hvad jeg byder dig, vandrer på mine
Veje og gør, hvad der er ret i mine Øjne, så du holder mine
Anordnioger og Bud, som min Tjener David gjorde, vil jeg være
med dig og bygge dig et varigt Hus, som jeg gjorde det for
David. Dig giver jeg Israel;
39. men jeg ydmyger Davids Slægt for den Sags Skyld, dog ikke for
stedse!"
40. Da nu Salomo stod Jeroboam efter Livet, flygtede han til
Ægypten, til Ægypterkoogen Sjisjak; og han blev i Ægypten, til
Salomo døde.
41. Hvad der ellers er at fortælle om Salomo, alt, hvad han gjorde,
og hans Visdom, står jo optegnet i Salomos Krønike.
42. Den Tid, Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel, udgjorde
fyrretyve År.
43. Så lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans
Sted.
12
2. Da Jeroboam, Nebats Søn, der endnu opholdt sig i Ægypten,
hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys om, at Salomo
var død, vendte han hjem fra Ægypten.
1. Men Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel
stævnet for at hylde ham som Konge.
3. Og de sagde til Rehabeam:
4. "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde
Arbejde, din Fader krævede, og det tunge Åg han lagde på os, så
vil vi tjene dig!"
5. Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!"
Så gik Folket.
6. Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i
hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem:
"Hvad råder I mig til at svare dette Folk?"
7. De svarede: "Hvis du i Dag vil være dette Folk til Tjeneste,
være dem til Behag, svare dem vel og give dem gode Ord, så vil
de blive dine Tjenere for bestandig!"
8. Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte
han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i
hans Tjeneste,
9. og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som
kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på
dem?"
10. De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham:
"Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader
lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du
svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter!
11. Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget
tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte
eder med Skorpioner!"
12. Da alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde
sagt,
13. gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles
Råd
14. sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et
tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader
tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"
15. Kongen hørte ikke på Folket, thi HERREN føjede det således for
at opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til
Jeroboam, Nebats Søn.
16. Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav
Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen
Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit
eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte.
17. Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam
Konge.
18. Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med
Hoveriarbejdet, ud til dem, men hele Israel stenede ham til
Døde. Da steg Kong Rebabeam i største Hast op på sin Stridsvogn
og flygtede til Jerusalem.
19. Således brød Israel med Davids Hus, og det er Stillingen den Dag
i Dag.
20. Men da hele Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, lod de
ham hente til Forsamlingen og hyldede ham som Konge over hele
Israel. Der var ingen, som holdt fast ved Davids Hus undtagen
Judas Stamme.
21. Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas Hus
og Benjamins Stamme, 180 000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at
føre Krig med Israels Hus og vinde Riget tilbage til Rehabeam,
Salomos Søn.
22. Men da kom Guds Ord til den Guds Mand Sjemaja således:
23. "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Judas og
Benjamins Hus og det øvrige Folk:
24. Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre
Israeliterne; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har
jeg tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage.
25. Jeroboam befæstede Sikem i Efraims Bjerge og tog Bolig der;
senere drog han derfra og befæstede Penuel.
26. Men Jeroboam tænkte ved sig selv: "Som det nu går, vil Riget
atter tilfalde Davids Hus;
27. når Folket her drager op for at ofre i HERRENs Hus i Jerusalem,
vil dets Hu atter vende sig til dets Herre, Kong Rehabeam af
Juda; så slår de mig ihjel og vender tilbage til Kong Rehabeam
af Juda!"
28. Og da Kongen havde overvejet Sagen, lod han lave to Guldkalve og
sagde til Folket "Det er for meget for eder med de Rejser til
Jerusalem! Se, Israel, her er dine Guder, som førte dig ud af
Ægypten!"
29. Den ene lod han opstille i Betel, den anden i Dan.
30. Det blev Israel til Synd. Og Folket ledsagede i Optog den ene
til Dan.
31. Tillige indrettede han Offerhuse på Højene og indsatte til
Præster alle Slags Folk, der ikke hørte til Leviterne.
32. Og Jeroboam lod fejre en Fest på den femtende Dagi den ottende
Måned i Lighed med den Fest, man havde i Juda; og han steg op på
Alteret, han havde ladet lave i Betel, for at ofre til de
Tyrekalve han havde ladet lave; og han lod de Præster, han havde
indsat på Højene, gøre Tjeneste i Betel.
33. Han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, på den
femtende Dag i den ottende Måned, den Måned, han egenmægtig hade
udtænkt, og lod Israeliteme fejre en Fest; han steg op på
Alteret for at tænde Offerild.
13
1. Og se, på HERRENs Bud kom en Guds Mand fra Juda til Betel, netop
som Jeroboam stod på Alteret for at tænde Offerild.
2. Og han råbte med HERRENs Ord imod Alteret: "Alter, Alter! Så
siger HERREN: Der skal fødes Davids Hus en Søn ved Navn Josias,
og på dig skal han ofre Højenes Præster, som tænder Offerild på
dig, og han skal brænde Menneskeknogler på dig!"
3. Og samtidig kundgjorde han et Tegn, idet han sagde: "Dette er
Tegnet på, at HERREN har talet: Se, Alteret skal revne, så Asken
derpå vælter ud!"
4. Da nu Kongen hørte de Ord, den Guds Mand råbte mod Alteret i
Betel, rakte Jeroboam sin Hånd ud fra Alteret og sagde: "Grib
ham!" Men Hånden, han rakte ud imod ham, visnede, og han kunde
ikke tage den til sig igen;
5. og Alteret revnede, så Asken væltede ud fra Alteret - det Tegn,
den Guds Mand havde kundgjort med HERRENs Ord.
6. Da tog Kongen til Orde og sagde til den Guds Mand: "Bed dog
HERREN din Gud om Nåde og gå i Forbøn for mig, at jeg kan tage
Hånden til mig igen!" Og den Guds Mand bad HERREN om Nåde, og
Kongen kunde tage Hånden til sig igen, og den var som før.
7. Derpå sagde Kongen til den Guds Mand: "Følg med mig hjem og
vederkvæg dig, så vil jeg give dig en Gave!"
8. Men den Guds Mand svarede Kongen: "Om du så giver mig Halvdelen
af dit Hus, vil jeg ikke følge med dig, og jeg vil hverken spise
eller drikke på dette Sted;
9. thi det Bud har jeg fået med HERRENs Ord: Du må hverken spise
eller drikke, og du må ikke vende hjem ad den Vej, du kom!"
10. Derpå drog han bort ad en anden Vej og vendte ikke hjem ad den
Vej, han var kommet til Betel.
11. Nu boede der i Betel en gammel Profet; hans Sønner kom og
fortalte ham om alt, hvad den Guds Mand den Dag havde gjort i
Betel, og om de Ord, han havde talt til Kongen. Men da de havde
fortalt deres Fader det,
12. spurgte han dem: "Hvilken Vej gik han?" Og hans Sønner viste
ham, hvilken Vej den Guds Mand, der var kommet fra Juda, var
gået.
13. Da sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og da
de havde sadlet Æselet, satte han sig op,
14. red efter den Guds Mand og traf ham siddende under Egetræet. Han
spurgte ham da: "Er du den Guds Mand, der kom fra Juda?" Han
svarede: "Ja!"
15. Så sagde han til ham: "Kom med mig hjem og få noget at spise!"
16. Men han svarede: "Jeg kan ikke vende om og følge med dig, og jeg
kan hverken spise eller drikke sammen med dig på dette Sted,
17. thi der er sagt mig med HERRENs Ord: Du må hverken spise eller
drikke der, og du må ikke vende tilbage ad den Vej, du kom!"
18. Da sagde han til ham: "Også jeg er Profet som du, og en Engel
har med HERRENs Ord sagt til mig: Tag ham med dig hjem, for at
han kan få noget at spise og drikke!" Men han løj for ham.
19. Så vendte han tilbage med ham og spiste og drak i hans Hus.
20. Men medens de sad til Bords, kom HERRENs Ord til Profeten, der
havde fået ham tilbage,
21. og han råbte til den Guds Mand, der var kommet fra Juda: "Så
siger HERREN: Fordi du har været genstridig mod HERRENs Ord og
ikke holdt det Bud, HERREN din Gud pålagde dig,
22. men vendte tilbage og spiste og drak på det Sted, hvor han
sagde, du ikke måtte spise og drikke, derfor skal dit Lig ikke
komme i dine Fædres Grav!"
23. Efter at han havde spist og drukket, sadlede han Æselet til ham,
og han gav sig på Hjemvjen.
24. Men en Løve kom imod ham på Vejen og dræbte ham. Og hans Lig lå
henslængt på Vejen, og Æselet stod ved Siden af; også Løven stod
ved Siden af Liget.
25. Og se, nogle Mænd kom der forbi og så Liget ligge henslængt på
Vejen, og Løven stå ved Siden af, og de kom og fortalte det i
Byen, hvor den gamle Profet boede;
26. og da Profeten, der havde fået ham til at vende om, hørte det,
sagde han: "Det er den Guds Mand, som var genstridig mod HERRENs
Ord; derfor har HERREN givet ham i Løvens Vold, og den har
sønderrevet ham og dræbt ham efter det Ord, HERREN talede til
ham!"
27. Derpå sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og
da de havde gjort det,
28. red han hen og fandt hans Lig liggende henslængt på vejen og
Æselet og Løven stående ved Siden af, uden at Løven havde ædt
Liget eller sønderrevet Æselet.
29. Da løftede Profeten den Guds Mands Lig op, lagde ham på Æselet
og førte ham tilbage til Byen for at holde Dødeklage og jorde
ham;
30. og da han havde lagt Liget i sin egen Grav, holdt de Dødeklage
over ham og sagde: "Ak ve min Broder!"
31. Og efter at have jordet ham sagde han til sine Sønner: "Når jeg
dør, skal I lægge mig i samme Grav, som den Guds Mand ligger i;
ved Siden af hans Ben skal I lægge mig, for at mine Ben kan
blive skånet sammen md hans;
32. thi det Ord skal gå i Opfyldelse, som han med HERRENs Ord råbte
mod Alteret i Betel og alle Offerhusene på Højene i Samarias
Byer!"
33. Heller ikke efter denne Begivenhed opgav Jeroboam sin onde Færd,
men gjorde på ny alle Slags Folk til Præster på Højene, idet han
indsatte enhver, der havde Lyst, til Præst på Højene.
34. Og det blev Jeroboams Hus til Synd og førte til, at det blev
tilintetgjort og udryddet af Jorden.
14
1. Ved den Tid blev Jeroboams Søn Abija syg.
2. Da sagde Jeroboam til sin Hustru: "Tag og forklæd dig, så man
ikke kan kende, at du er Jeroboams Hustru, og begiv dig til
Silo, thi der bor Profeten Ahija, som kundgjorde mig, at jeg
skulde blive Konge over dette Folk;
3. tag ti Brød, noget Bagværk og en Krukke Honning med og henvend
dig til ham, så vil han sige dig, hvorledes det skal gå
Drengen!"
4. Jeroboams Hustru gjorde nu således; hun begav sig til Silo og
gik ind i Ahijas Hus. Ahija kunde ikke se, da hans Øjne var
sløve af Alderdom;
5. men HERREN havde sagt til Ahija: "Se, Jeroboams Hustru kommer
til dig for at høre sig for hos dig angående sin Søn, da han er
syg; det og det skal du svare hende; men når hun kommer, er hun
forklædt."
6. Da nu Ahija hørte Lyden af hendes Trin, som hun gik ind ad
Døren, sagde han: "Kom kun ind, Jeroboams Hustru! Hvorfor er du
forklædt? Mig er det pålagt at bringe dig en tung Tidende.
7. Gå hen og sig til Jeroboam: Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg
ophøjede dig af Folkets Midte og gjorde dig til Fyrste over mit
Folk Israel
8. og rev Riget fra Davids Hus og gav dig det; dog har du ikke
været som min Tjener David, der holdt mine Bud og fulgte mig af
hele sit Hjerte og kun gjorde, hvad der er ret i mine Øjne,
9. men du har handlet værre end alle dine Forgængere; du gik hen og
krænkede mig og gjorde dig andre Guder og støbte Billeder, men
mig kastede du bag din Ryg;
10. se, derfor vil jeg bringe Ulykke over Jeroboams Hus og udrydde
hvert mandligt Væsen, hver og en af Jeroboams Slægt i Israel, og
jeg vil feje Jeroboams Hus bort, som man fejer Skarn bort, til
der ikke er Spor tilbage!
11. Den af Jeroboams Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og
den, som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde, thi det er
HERREN, der har talet!
12. Men gå nu hjem! Når din Fod betræder Byen, skal Barnet dø;
13. og hele Israel skal holde Dødeklage over ham og jorde ham, thi
han er den eneste af Jeroboams Slægt, der skal komme i en Grav;
thi hos ham fandtes dog noget, der vandt HERREN Israels Guds
Behag inden for Jeroboams Slægt.
14. Men HERREN vil oprejse sig en Konge over Israel, der skal
udrydde Jeroboams Hus på den Dag.
15. Men også siden vil HERREN slå Israel, så at de svajer hid og did
som Sivet i Vandet, og rykke Israel op fra dette herlige Land,
som han gav deres Fædre, og sprede dem hinsides Floden, fordi de
har lavet sig Asjerastøtter og krænket HERREN;
16. og han vil give Israel til Pris for de Synders Skyld, Jeroboam
har begået og forledt Israel til."
17. Da gav Jeroboams Hustru sig på Vej og kom til Tirza; og da hun
betrådte Husets Tærskel, døde Drengen;
18. og man jordede ham, og hele Israel holdt Dødeklage over ham
efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener, Profeten
Ahija.
19. Hvad der ellers er at fortælle om Jeroboam, hvorledes han førte
Krig, og hvorledes han herskede står jo optegnet i Israels
kongers Krønike.
20. Jeroboams Regeringstid udgjorde to og tyve År. Så lagde han sig
til Hvile hos sine Fædre, og hans Søn Nadab blev Konge i hans
Sted.
21. Rehabeam, Salomos Søn, blev Kongei Juda. Rehabeam var een og
fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede sytten
År i Jerusalem, den By, HERREN havde udvalgt af alle Israels
Stammer for der at stedfæste sit Navn. Hans Moder var en
ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama.
22. Og Juda gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og med de
Synder, de begik, vakte de hans Nidkærhed, mere end deres Fædre
havde gjort.
23. Også de byggede sig Offerhøje, Stenstøtter og Asjerastøtter på
alle høje Steder og under alle grønne Træer;
24. ja, der var endog Mandsskøger i Landet. De øvede alle de
Vederstyggeligheder, som var begået af de Folk, HERREN havde
drevet bort foran Israeliterne.
25. Men i Kong Rebabeams femte Regeringsår drog Ægypterkongen
Sjisjak op imod Jerusalem
26. og tog Skattene i HERRENs Hus og i Kongens Palads; alt tog han,
også de Guldskjolde, Salomo havde ladet lave.
27. Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i
Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved
Indgangen til Kongens Palads;
28. og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus, bentede Livvagten
dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen.
29. Hvad der ellers er at fortælle om Rehabeam, alt, hvad han
gjorde, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
30. Rehabeam og Jeroboam lå i Krig med hinanden hele Tiden.
31. Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet
hos sine Fædre i Davidsbyen. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde
ved Navn Na'ama. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.
15
1. I Kong Jeroboams, Nebats Søns, attende Regeringsår blev Abija
Konge over Juda.
2. Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Ma'aka og var en
datter af Absalom.
3. Han vandrede i alle de Synder, hans Fader havde begået før ham,
og hans Hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud som hans Fader
Davids.
4. Men for Davids Skyld lod HERREN hans Gud ham få en Lampe i
Jerusalem, idet han ophøjede hans Sønner efter ham og lod
Jerusalem bestå,
5. fordi David havde gjort, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og
ikke, så længe han levede, var veget fra noget af, hvad han
havde pålagt ham, undtagen over for Hetiten Urias.
6. (Rehabeam lå i Krig med Jeroboam, så længe han levede).
7. Hvad der ellers er at fortælle om Abija, alt, hvad han gjorde,
står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. Abija og Jeroboam lå i
Krig med hinanden.
8. Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted.
9. I Kong Jeroboam af Israels tyvende Regeringsår blev Asa Konge
over Juda,
10. og han herskede een og fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed
Ma'aka og var en Datter af Absalom.
11. Asa gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader
David;
12. han jog Mandsskøgerne ud af Landet og fjernede alle
Afgudsbillederne, som hans Fædre havde ladet lave.
13. Han fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som Herskerinde,
fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til Ære for
Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde og brænde i
Kedrons Dal.
14. Vel forsvandt Offerhøjene ikke, men alligevel var Asas Hjerte
helt med HERREN, så længe han levede.
15. Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i HERRENs
Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar.
16. Asa og Kong Basja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe de
levede.
17. Kong Basja af Israel drog op imod Juda og befæstede Rama for at
hindre, at nogen af Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.
18. Da tog Asa alt det Sølv og Guld, der var tilbage i Skatkamrene i
HERRENs Hus og i Kongens Palads, overgav det til sine Folk og
sendte dem til Kong Benhadad af Aram, en Søn af Hezjons Søn
Tabrimmon, som boede i Damaskus, idet han lod sige:
19. "Der består en Pagt mellem mig og dig, mellem min Fader og din
Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor
din Pagt med Kong Basja af Israel, så at han nødes til at drage
bort fra mig!"
20. Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere
mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Ma'aka og hele
Kinnerot tillige med hele Naftalis Land.
21. Da Basja hørte det, opgav han at befæste Rama og vendte tilbage
til Tirza.
22. Men Kong Asa stævnede hver eneste Mand i hele Juda sammen, og de
førte Stenene og Træværket bort, som Basja havde brugt ved
Befæstningen af Rama; dermed befæstede Kong Asa så Geba i
Benjamin og Mizpa.
23. Hvad der ellers er at fortælle om Asa, alle hans Heltegerninger,
alt, hvad han gjorde, og de Byer, han befæstede, står jo
optegnet i Judas Kongers Krønike. I øvrig led han i sin Alderdom
af en Sygdom i Fødderne.
24. Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
sine Fædre i sin Fader Davids By; og hans Søn Josafat blev Konge
i hans Sted.
25. Nadab, Jeroboams Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas
andet Regeringsår, og han herskede to År over Israel.
26. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
Faders Spor og i de Synder, han havde forledt Israel til.
27. Da stiftede Basja, Ahijas Søn af Issakars Hus, en
Sammensværgelse imod ham, og Basja huggede ham ned ved Gibbeton,
der tilhørte Filisterne, medens Nadab og hele Israel belejrede
Byen.
28. Basja dræbte ham i Kong Asa af Judas tredje Regeringsår og blev
Konge i hans Sted;
29. nu da han var blevet Konge, lod han hele Jeroboams Hus nedhugge,
idet han ikke skånede en eneste Sjæl af Jeroboams Slægt, men
udryddede dem efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener
Ahija fra Silo,
30. for de Synders Skyld, Jeroboam havde begået og forledt Israel
til, for den Krænkelse, han havde tilføjet HERREN, Israels Gud.
31. Hvad der ellers er at fortælle om Nadab, alt, hvad han gjorde,
står jo optegnet i Israels Kongers Krønike
32. ( Asa og kong Ba'sja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe
de levede.)
33. I Kong Asa af Judas tredje Regeringsår blev Basja, Ahijas Søn,
Konge over hele Israel, og han herskede tre og tyve År i Tirza.
34. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i
Jeroboams Spor og de Synder, han havde forledt Israel til.
16
1. Men til Jehu, Hananis Søn, kom HERRENs ord mod Ba'sja således:
2. "Jeg ophøjede dig af Støvet og gjorde dig til Fyrste over mit
Folk Israel, dog har du vandret i Jeroboams Spor og forledt mit
Folk Israel til Synd, så de krænker mig ved deres Synder;
3. se, derfor vil jeg nu feje Basja og hans Hus bort og gøre det
samme ved dit Hus, som jeg gjorde ved Jeroboams, Nebats Søns,
Hus;
4. den af Basjas Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og den,
som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"
5. Hvad der ellers er at fortælle om Ba'sja, hvad han gjorde, og
hans Heltegerninger, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
6. Så lagde Ba'sja sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
Tirza; og hans Søn Ela blev Konge i hans Sted.
7. Desuden kom HERRENs Ord ved Profeten Jehu, Hananis Søn, mod
Ba'sja og hans Hus både på Grund af alt det, han havde gjort,
som var ondt i HERRENs Øjne, idet han krænkede ham ved sine
Hænders Værk og efterlignede Jeroboams Hus, og tillige fordi han
lod dette nedhugge.
8. I Kong Asa af Judas seks og tyvende Regeringsår blev Ela,
Ba'sjas Søn, Konge over Israel, og han herskede to År i Tirza.
9. Så stiftede en af hans Mænd, Zimri, der var Fører for den ene
Halvdel af Stridsvognene, en Sammensværgelse imod ham; og
engang, da han i Tirza var beruset ved et Drikkelag i sin
Paladsøverste Arzas Hus,
10. trængte Zimri ind og slog ham ihjel - i Kong Asa af Judas syv og
tyvende Regeringsår - og blev Konge i hans Sted.
11. Da han var blevet Konge og havde besteget Tronen, lod han hele
Basjas Hus dræbe uden at levne et mandligt Væsen og tillige hans
nærmeste Slægtninge og Venner;
12. således udryddede Zimri hele Ba'sjas Hus efter det Ord, HERREN
havde talet til Basja ved Profeten Jehu,
13. for alle de Synders Skyld, som Ba'sja og hans Søn Ela havde
begået og forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, Israels
Gud, ved deres Afguder.
14. Hvad der ellers er af fortælle om Ela, alt, hvad han gjorde,
står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
15. I Kong Asa af Judas syv og tyvende Regeringsår blev Zimri Konge,
og han herskede syv Dage i Tirza. Hæren var på det Tidspunkt ved
at belejre Gibbeton, som tilhørte Filisterne;
16. og da nu Hæren under Belejringen hørte, at Zimri havde sfiftet
en Sammensværgelse mod Kongen og endda dræbt ham, udråbte hele
Israel samme Dag i Lejren Omri, Israels Hærfører, til Konge.
17. Derpå hrød Omri op med hele Israel fra Gibbeton og begyndte at
belejre Tirza;
18. og da Zimri så at Byen var taget, begav han sig ind i Kongens
Palads og stak det i Brand over sig; således døde han
19. for de Synders Skyld, han havde begået, idet han gjorde, hvad
der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i Jeroboams Spor og i
de Synder, han havde begået, da han forledte Israel til at
synde.
20. Hvad der ellers er at fortælle om Zimri og den Sammensværgelse,
han stiftede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
21. Ved den Tid delte Israels Folk sig, idet den ene Halvdel
slutfede sig fil Tibni, Ginats Søn, og udråbte ham til Konge,
medens den anden sluttede sig til Omri.
22. Men den Del af Folket, der sluttede sig til Omri, fik Overtaget
over dem, der sluttede sig til Tibni, Ginats Søn, og da Tibni
døde ved den Tid, blev Omri Konge.
23. I Kong Asa af Judas een og tredivte Regeringsår blev Omri Konge
over Israel, og han herskede tolv År. Først herskede han seks År
i Tirza;
24. men siden købte han Samarias Bjerg af Semer for to Talenter Sølv
og byggede på Bjerget en By, som han efter Semer, Bjergets Ejer,
kaldte Samaria.
25. Omri gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og handlede endnu
værre end alle hans Forgængere;
26. han vandrede helt i Jeroboams, Nebats Søns, Spor og i de Synder,
han havde forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, Israels
Gud, ved deres Afguder.
27. Hvad der ellers er at fortælle om Omri, alt, hvad han gjorde, og
de Heltegerninger, han udførte, står jo optegnet i Israels
Kongers Krønike.
28. Så lagde Omri sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
Samaria; og hans Søn Akab blev Konge i hans Sted.
29. Akab, Omris Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas otte
og tredivte Regeringsår, og Akab, Omris Søn, herskede to og tyve
År over Israel i Samaria.
30. Akab, Omris Søn, gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, i
højere Grad end alle hans Forgængere.
31. Og som om det ikke var nok med, at han vandrede i Jeroboams,
Nebats Søns, Synder, ægtede han oven i Købet Jesabel, en Datter
af Zidoniemes Konge Etba'al, og gik hen og dyrkede Ba'al og
tilbad ham.
32. Han rejste Ba'al et Alter i Ba'alstemplet, som han lod bygge i
Samaria.
33. Og Akab lavede Asjerastøtten og gjorde endnu flere Ting, hvorved
han krænkede HERREN, Israels Gud, værre end de Konger, der havde
hersket før ham i Israel. -
34. I hans Dage genopbyggede Beteliten Hiel Jeriko; efter det Ord,
HERREN havde taleted Josua, Nuns Søn, kostede det ham hans
førstefødte Abiram at lægge Grunden og hans yngste Søn Seguh at
sætte dens Portfløje ind.
17
1. Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: "Så sandt
HERREN, Israels Gud, lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i de
kommende År skal der ikke falde dug eller Regn uden på mit
udtrykkelige Bud!"
2. Derpå kom HERRENs Ord til ham således:
3. "Gå bort herfra og begiv dig østerpå og hold dig skjult ved
Bækken Krit østen for Jordan;
4. du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg pålagt at sørge for
Føde til dig der."
5. Da gik han og gjorde efter HERRENs Ord, han gik hen og tog Bolig
ved Bækken Krit østen for Jordan;
6. og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og kød om Aftenen, og han
drak af Bækken.
7. Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regn
faldt i Landet.
8. Da kom HERRENs Ord til ham således:
9. "Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der;
se, jeg har pålagt en Enke der at sørge for Føde til dig."
10. Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik
han Øje på en Enke, som var ved at sanke Brænde, og råbte til
hende: "Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!"
11. Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: "Tag
også et Stykke Brød med til mig!"
12. Men hun svarede: "Så sandt HERREN din Gud lever, jeg ejer ikke
Brød, men kun en Håndfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken;
jeg var nettop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gå hjem
og tillave det til mig og min Søn; og når vi har spist det, må
vi dø!"
13. Da sagde Elias til hende: "Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du
siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig
det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn!
14. Thi så siger HERREN, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive
tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag HERREN
sender Regn over Jorden!"
15. Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han og
hendes Søn havde noget at spise en Tid lang.
16. Melkrukken blev ikke tom, og olien i Dunken slap ikke op, efter
det Ord HERREN havde talet ved Elias.
17. Men nogen Tid efter blev Kvindens, Husets Ejerindes, Søn syg, og
hans Sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var Liv
i ham.
18. Da sagde hun til Elias: "Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds
Mand! Er du kommet for at bringe min Synd i Erindring og volde
min Søns Død?"
19. Men han svarede hende: "Lad mig få din Søn!" Og han tog ham fra
hendes Skød og bar ham op i Stuen på Taget, hvor han boede, og
lagde ham på sin Seng.
20. Så råbte han til HERREN: "HERRE min Gud, vil du virkelig handle
så ilde mod den Enke; i hvis Hus jeg er Gæst, at du lader hendes
Søn dø?"
21. Derpå strakfe han sig tre Gange hen over Drengen og råbte til
HERREN: "HERRE min Gud, lad dog Drengens Sjæl vende tilbage!"
22. Og HERREN hørte Eliass Røst; Drengens Sjæl vendte tilbage, så
han blev levende.
23. Så tog Elias Drengen og bragte ham fra Stuen på Taget ned i
Huset og gav hans Moder ham, idet han sagde: "Se, din Søn
lever!"
24. Da sagde Kvinden til Elias: "Nu ved jeg vist, at du er en Guds
Mand, og at HERRENs Ord i din Mund er Sandhed."
18
1. Lang Tid efter, i det tredie År, kom HERRENs ord således: "Gå
hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende Regn over Jorden!"
2. Da gav Elias sig på Vej for at træde frem for Akab. Da
Hungersnøden blev trykkende i Samaria,
3. kaldte Akab Paladsøversten Obadja til sig. Obadja var en Mand,
der alvorligt frygtede HERREN,
4. og dengang Jesabel lod HERRENs Profeter udrydde, tog han og
skjulte hundrede Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og
halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til
dem.
5. Akab sagde nu til Obadja: "Kom, lad os drage rundt i Landet til
alle Vandkilder og Bække, om vi mulig kan finde så meget Græs,
at vi kan holde Liv i Hestene og Muldyrene og slippe for at
dræbe noget af Dyrene!"
6. Så delte de Landet, som de skulde gennemvandre, mellem sig,
således at Akab og Obadja drog hver sin Vej.
7. Medens nu Obadja var undervejs, se, da trådte Elias ham i Møde;
Obadja genkendte ham og faldt på sit Ansigt og sagde: "Er det
dig, min Herre Elias?"
8. Han svarede: "Ja, det er mig! Gå hen og sig til din Herre, at
Elias er her!"
9. Men han sagde: "Hvormed har jeg dog syndet, siden du vil give
din Træl i Akabs Hånd, for at han kan slå mig ihjel?
10. Så sandt HERREN din Gud lever, der er ikke et Folk eller Rige,
min Herre ikke har sendt Bud til for at lede efter dig; og blev
der sagt, at du ikke var der, tog han Riget og Folket i Ed på,
at de ikke havde fundet dig.
11. Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til min Herre, at
Elias er her!
12. Hvis nu HERRENs Ånd, når jeg har forladt dig, fører dig bort til
et Sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og melder det til Akab,
og han ikke finder dig, lader han mig dræbe. Og din Træl har dog
frygtet HERREN fra Ungdommen af!
13. Er det ikke kommet min Herre for Øre, hvad jeg gjorde, da
Jesabel lod HERRENs Profeter dræbe, hvorledes jeg skjulte
hundrede af HERRENs Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og
halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til
dem?
14. Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til din Herre, at
Elias er her - han lader mig dræbe!"
15. Da sagde Elias: "Så sandt Hærskarers HERRE lever, han, for hvis
Åsyn jeg står, i Dag vil jeg træde frem for ham."
16. Obadja gik da Akab i Møde og meldte ham det, og Akab gik Elias i
Møde.
17. Da Akab fik Øje på Elias, sagde han til ham: "Er det dig, du,
som bringer Ulykke over Israel!"
18. Men han svarede: "Det er ikke mig, der har bragt Ulykke over
Israel, men dig og din Faders Hus, fordi I har forladt HERREN og
holder eder til Ba'alerne!
19. Men send nu Bud og kald hele Israel sammen til mig på Karmels
Bjerg og tillige de 450 Ba'alsprofeter og de 400 Asjeraprofeter,
som spiser ved Jesabels Bord!"
20. Da sendte Akab Bud rundt til alle Israeliterne og samlede
Profeterne på Karmels Bjerg.
21. Elias trådte så frem for alt Folket og sagde: "Hvor længe vil I
blive ved at halte til begge Sider? Er HERREN Gud, så hold eder
til ham, og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!" Men Folket
svarede ham ikke et Ord.
22. Da sagde Elias til Folket: "Jeg er den eneste af HERRENs
Profeter, der er tilbage, og Ba'als Profeter er 450 Mand;
23. lad os nu få to unge Tyre; så skal de vælge den ene Tyr og hugge
den i Stykker og lægge den på Brændet, men Ild må de ikke lægge
til; den anden vil jeg lave til og lægge på Brændet, men uden at
tænde Ild.
24. Så skal I påkalde eders Guds Navn, og jeg vil påkalde HERRENs
Navn; den Gud, der svarer med Ild, han er Gud!" Alt Folket
sagde: "Det Forslag er godt!"
25. Derpå sagde Elias til Ba'als Profefer: "Vælg eder den ene Tyr og
lav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders Guds
Navn, men I må ikke tænde Ild!"
26. Så tog de Tyren og lavede den til og påkaldte Ba'als Navn fra
Morgen til Middag, idet de råbte: "Hør os, Ba'al!" Men ikke en
Lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende
omkring det Alter, de havde opført.
27. Men da det var blevet Middag, hånede Elias dem og sagde: "I må
råbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tanker
eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvn
og må først vågne!"
28. Da råbte de højt, og som de havde for Skik, sårede de deres
Legemer med Sværd og Spyd, til Blodet flød ned ad dem.
29. Og da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varede
lige til hen imod Afgrødeofferets Tid, men ikke en Lyd hørtes,
ingen svarede, og ingen agtede derpå.
30. Da sagde Elias til alt Folket: "Kom hen til mig!" Og da alt
Folket var kommet hen til ham, satte han HERRENs nedbrudte Alter
i Stand.
31. Elias tog tolv Sten, svarende til Tallet på Jakobs Sønners
Stammer, han, til hvem HERRENs Ord lød: "Israel skal dit Navn!"
32. Og af disse Sten byggede han et Alter i HERRENs Navn og gravede
rundt om Alteret en Rende på omtrent to Sea Land.
33. Derpå lagde han Brændet tilrette, huggede Tyren i Stykker og
lagde den på Brændet.
34. Så sagde han: "Fyld fire Krukker med Vand og hæld det ud over
Brændofferet og Brændet!" Og da de havde gjort det, sagde han:
"Een Gang til!" Og da de havde gjort det anden Gang, sagde han:
"Een Gang til!" Og de gjorde det endnu en Gang.
35. Det drev af Vand rundt om Alteret, også Renden fik han fyldt med
Vand.
36. Men ved Afgrødeofferets Tid trådte Profeten Elias frem og sagde:
"HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i Dag, at
dut er Gud i Israel og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt
dette på dit Ord!
37. Hør mig, HERRE, hør mig, for at dette Folk må kende, at du HERRE
er Gud, og at du atter drager deres Hjerte til dig"
38. Da for HERRENs Ild ned og fortærede Brændofferet og Brændet og
Stenene og Jorden; endog Vandet i Renden slikkede den bort.
39. Da alt Folket så det, faldt de på deres Ansigt og råbte: "HERREN
er Gud, HERREN er Gud!"
40. Men Elias sagde til dem: "Grib Ba'als Profeter, lad ingen af dem
slippe bort!" Og de greb dem, og Elias førte dem ned til
Kisjonbækken og dræbte dem der.
41. Derpå sagde Elias til Akab: "Gå op og spis og drik, thi der
høres Susen af Regn."
42. Da gik Akab op for at spise og drikke; men Elias gik op på
Karmels Top og bøjede sig til Jorden med Ansigtet mellem Knæene.
43. Så sagde han til sin Tjener: "Gå op og se ud over Havet!" Og han
gik op og så ud, men sagde: "Der er intet!" Syv Gange sagde han
til ham: "Gå derop igen!" Og syv Gange vendte Tjeneren tilbage.
44. Men syvende Gang sagde han: "Nu stiger der en lille Sky op af
Havet, så stor som en Mands Hånd!" Da sagde Elias: "Gå hen og
sig til Akab: Spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive
opholdt af Regnen!"
45. Et Øjeblik efter var Himmelen sort af Stormskyer, og der faldt
en voldsom Regn. Akab steg til Vogns og kørte til Jizre'el;
46. men HERRENs Hånd kom over Elias, så han omgjordede sine Lænder
og løb foran Akab lige til Jizre'el.
19
1. Akab fortalte nu Jesabel alt, hvad Elias havde gjort, og
hvorledes han havde ihjelslået alle Profeterne med Sværd,
2. og Jesabel sendte et Sendebud til Elias og lod sige: "Guderne
ramme mig både med det ene og det andet, om jeg ikke i Morgen
ved denne Tid handler med dit Liv, som der er handlet med
deres!"
3. Da blev han bange, stod op og drog bort for at redde sit
Liv. Han kom da til Be'ersjeba i Juda. Der lod han sin Tjener
blive
4. og vandrede selv en Dagsrejse ud i Ørkenen og satte sig under en
Gyvelbusk og ønskede sig Døden, idet han sagde: "Nu er det nok,
HERRE; tag mit Liv, thi jeg er ikke bedre end mine Fædre!"
5. Så lagde han sig til at sove under en Gyvelbusk. Og se, en Engel
rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis!"
6. Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans Hoved havde
hvilet, et ristet Brød, og der stod en Krukke Vand; og han
spiste og drak og lagde sig igen.
7. Men HERRENs Engel kom atter og rørte ved ham og sagde: "Stå op
og spis, ellers bliver Vejen dig for lang!"
8. Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette Måltid
vandrede han i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter lige til Guds
Bjerg Horeb.
9. Der gik han ind i en Hule og overnattede. Da lød HERRENs Ord til
ham: "Hvad er du her efter, Elias?"
10. Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN,
Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine
Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med
Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"
11. Da sagde han: "Gå ud og stil dig på Bjerget for HERRENs Åsyn!"
Og se, HERREN gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, der
sønderrev Bjerge og sprængte Klipper, gik foran HERREN, men
HERREN var ikke i Vejret. Efter Vejret kom der et Jordskælv, men
HERREN var ikke i Jordskælvet.
12. Efter Jordskælvet kom der Ild, men HERREN var ikke i Ilden. Men
efter Ilden kom der en stille, sagte Susen,
13. og da Elias hørte den, hyllede han sit Hoved i sin Kappe og gik
ud og stillede sig ved Indgangen til Hulen; og se, en Røst lød
til ham: "Hvad er du her efter Elias?"
14. Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN,
Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine
Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med
Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"
15. Da sagde HERREN til ham: "Vend tilbage ad den Vej, du kom, og gå
til Ørkenen ved Damaskus; gå så hen og salv Hazael til Konge
over Aram,
16. salv Jehu, Nimsjis Søn, til Konge over Israel og salv Elisa,
Sjafats Søn, fra Abel Mehola til Profet i dit Sted!
17. Den, der undslipper Hazaels Sværd, skal Jehu dræbe, og den, der
undslipper Jehus Sværd, skal Elisa dræbe.
18. Jeg vil lade syv Tusinde blive tilbage i Israel, hvert Knæ, der
ikke har bøjet sig for Ba'al, og hver Mund, der ikke har kysset
ham."
19. Så gik han derfra; og han traf Elisa, Sjafats Søn, i Færd med at
pløje; tolv Spand Okser havde han foran sig, og selv var han ved
det tolvte. Da nu Elias gik forbi ham, kastede han sin Kappe
over ham.
20. Så forlod han Okserne og løb efter Elias og sagde: "Lad mig
først kysse min Fader og min Moder, så vil jeg følge dig!" Han
svarede: "Gå kun tilbage, thi hvad er det ikke, jeg har gjort
ved dig!"
21. Da forlod han ham og vendte tilbage; så tog han og slagtede
Oksespandet, kogte Okserne ved Stavtøjet og gav Folkene dem at
spise; derpå brød han op og fulgte Elias og gik ham til Hånde.
20
1. Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær, og to og tredive
Konger fulgte ham med Heste og Stridsvogne; og han drog op og
indesluttede Samaria og belejrede det.
2. Han sendte nu Sendebud ind i Byen til Kong Akab af Israel
3. og lod sige til ham: "Således siger Benhadad: Dit Sølv og Guld
er mit, men dine Hustruer og børn kan du beholde!"
4. Israels Konge lod svare: "Som du byder, Herre Konge! Jeg og alt,
hvad mit er, tilhører dig."
5. Men Sendebudene vendte tilbage og sagde: "Således siger Benha
dad: Jeg sendte Bud til dig og lod sige: Dit Sølv og Guld og
dine Hustruer og Børn skal du give mig!
6. Så sender jeg da i Morgen ved denne Tid mine Folk til dig, og de
skal gennemsøge dit Hus og dine Folks Huse og tilvende sig og
tage alt, hvad de lyster!"
7. Da lod Israels Konge alle Landets Ældste kalde og sagde: "Der
ser I, at Manden har ondt i Sinde, thi nu sender han Bud til mig
om mine Hustruer og Børn, og mit Sølv og Guld havde jeg ikke
nægtet ham!"
8. Alle de Ældste og alt Folket svarede ham: "Hør ham ikke; du må
ikke give efter!"
9. Da sagde han til Benhadads Sendebud: "Sig til min Herre Kongen:
Alt, hvad du første Gang krævede af din Træl, vil jeg gøre, men
dette Krav kan jeg ikke opfylde!" Med det Svar vendte
Sendebudene tilbage.
10. Da sendte Benhadad Bud til ham og lod sige: "Guderne ramme mig
både med det ene og det andet, om Støvet i Samaria forslår til
at fylde Hænderne på alle de Krigere, der følger mig!"
11. Men Israels Konge lod svare: "Sig således: Den, der spænder
Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!"
12. Benhadad modtog Svaret, just som han sad og drak sammen med
Kongerne i Løvhytterne; da sagde han til sine Folk: "Til Storm!"
Og de gjorde sig rede til at storme Byen.
13. Men en Profet trådte hen til Kong Akab af Israel og sagde: "Så
siger HERREN: Ser du hele den vældige Menneskemængde der? Se,
jeg giver den i Dag i din Hånd, og du skal kende, at jeg er
HERREN!"
14. Akab spurgte: "Ved hvem?" Han svarede: "Så siger HERREN: Ved
Fogedernes Folk!" Derpå spurgte han: "Hvem skal åbne Kampen?"
Han svarede: "Du!"
15. Så mønstrede han Fogedernes Folk, og de var 232; derefter
mønstrede han hele Hæren, alle Israeliterne, 7000 Mand.
16. Og ved Middagstid gjorde de et Udfald, just som Benhadad og de
to og tredive Konger, der fulgte ham, sad og drak i Løvhytterne.
17. Først rykkede Fogedernes Folk ud. Man sendte da Bud til Benhadad
og meldte: "Der rykker Mænd ud fra Samaria!"
18. Da sagde han: "Hvad enten de rykker ud for at få Fred eller for
at kæmpe, så grib dem levende!"
19. Da Fogedernes Folk og Hæren, som fulgte efter, var rykket ud fra
Byen,
20. huggede de ned for Fode, så at Aramæerne tog Flugten; og
Israeliterne satte efter dem. Men Kong Benhadad af Aram undslap
til Hest sammen med nogle Ryttere.
21. Da rykkede Israels Konge ud og gjorde Hestene og Vognene til
Bytte, og han tilføjede Aramæerne et stort Nederlag.
22. Men Profeten trådte hen til Israels Konge og sagde til ham: "Tag
dig sammen og se vel til, hvad du vil gøre, thi næste År drager
Arams Konge op imod dig igen!"
23. Men Aramæerkongens Folk sagde til ham: "Deres Gud er en
Bjerggud, derfor blev de os for stærke; men lad os se, om vi
ikke kan blive de stærkeste, når vi angriber dem på
Slettelandet!
24. Således skal du gøre: Afsæt alle Kongerne, sæt Statholdere i
deres Sted
25. og stil lige så stor en Hær på Benene som den, du mistede, og
lige så mange Heste og Vogne som før! Når vi så kæmper med dem
på Slettelandet, sandelig, om vi ikke bliver de stærkeste!" Og
han fulgte deres Råd og handlede derefter.
26. Næste År mønstrede Benha dad Aramæeme og drog op til Atek for at
kæmpe med Israel.
27. Også Israeliterne blev mønstret og forsynede sig med
Levnedsmidler, hvorefter de rykkede dem i Møde og lejrede sig
lige over for dem som to små Gedehjorde, medens Aramæerne
oversvømmede Landet.
28. Da trådte en Guds Mand hen til Israels Konge og sagde: "Så siger
HERREN: Fordi Aramæerne siger: HERREN er en Bjerggud og ikke en
Dalgud! vil jeg give hele den vældige Menneskemængde der i din
Hånd, og I skal kende, at jeg er HERREN!"
29. De lå nu lejret over for hinanden i syv Dage, men Syvendedagen
kom det til Kamp, og Israeliterne huggede Aramæerne ned, 100.000
Mand Fodfolk på een Dag.
30. De, der blev tilovers, flygtede til Byen Afek, men Muren
styrtede ned over dem, der var tilbage, 27000 Mand. Benhadad
flygtede ind i Byen, hvor han løb fra Kammer til Kammer.
31. Da sagde hans Folk til ham: Vi har hørt, at Kongerne over
Israels Hus er nådige Konger; lad os binde Sæk om Lænderne og
Reb om Hovederne og gå ud til Israels Konge, måske han da vil
skåne dit Liv!"
32. Så bandt de Sæk om Lændeme og Reb om Hovederne og kom til
Israels Konge og sagde: "Din Træl Benhadad siger: Lad mig leve!"
Han svarede: "Er han endnu i Live? Han er min Broder!"
33. Det tog Mændene for et godt Varsel. og de tog ham straks på
Ordet, idet de sagde: "Benhadad er din Broder!" Da sagde han:
"Gå hen og hent ham!" Så gik Benhadad ud til ham, og han tog ham
op i Vognen til sig.
34. Benhadad sagde nu til ham: "De Byer, min Fader fratog din Fader,
vil jeg give tilbage, og du må bygge dig Gader i Damaskus, lige
som min Fader gjorde i Samaria! På disse Vilkår give du mig
fri!" Og han sluttede Pagt med ham og lod ham gå.
35. Men en af Profetsønnerne sagde med HERRENs Ord til sin Fælle:
"Slå mig!" Men han vægrede sig derved.
36. Da sagde han til ham: "Fordi du ikke har adlydt HERRENs
Ord. skal en Løve dræbe dig, når du går bort fra mig!" Og da han
gik bort fra ham, traf en Løve på ham og dræbte ham.
37. Så traf Profetsønnen en anden og sagde til ham: "Slå mig!" Og
den anden slog ham og sårede ham.
38. Så gik Profeten hen og stillede sig på den Vej, Kongen kom, og
gjorde sig ukendelig med et Bind for Øjnene.
39. Da Kongen kom forbi, råbte han til ham: "Din Træl var draget med
i Kampen; da kom en hen til mig med en Mand og sagde: Vogt den
Mand vel! Slipper han bort, skal du svare for hans Liv med dit
eget Liv eller bøde en Talent Sølv!
40. Men din Træl var optaget snart her, snart der, og borte var
han." Da sagde Israels Konge til ham: "Det er din Dom, du har
selv fældet den!"
41. Så tog han hurtig Bindet fra Øjnene, og Israels Konge genkendte
ham som en af Ptofeterne.
42. Og han sagde til ham: "Så siger HERREN: Fordi du gav Slip på den
Mand, der var hjemfaldet til mit Band, skal du svare for hans
Liv med dit eget Liv og for hans Folk med dit eget Folk!"
43. Da drog Israels Konge hjem, misfornøjet og ilde til Mode, og han
kom til Samaria.
21
1. Derefter hændte følgende. Jizrae'eliten Nabot havde en Vingård i
Jizre'el lige ved Kong Akab af Samarias Palads.
2. Akab sagde til Nabot: "Overlad mig din Vingård, for at jeg kan
få den til Køkkenhave; den ligger jo lige ved mit Palads; jeg
vil give dig en bedre Vingård i Bytte eller betale dig, hvad den
er værd, i rede Penge, om du foretrækker det."
3. Men Nabot svarede Akab: "HERREN bevare mig fra at overlade dig
mine Fædres Arvelod!"
4. Så gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til Mode over det Svar,
Jizre'eliten Nabot havde givet ham: "Jeg vil ikke overlade dig
mine Fædres Arvelod!" Og han lagde sig til Sengs, vendte sit
Ansigt bort og spiste ikke.
5. Da kom hans Hustru Jesabel ind og sagde til ham: "Hvorfor er du
så misfornøjet, og hvorfor spiser du ikke?"
6. Han svarede hende: "Jo, jeg sagde til Jizreeliten Nabot: Overlad
mig din Vingård for rede Penge, eller mod at jeg giver dig en
anden Vingård i Bytte, om du hellere vil det! Men han svarede:
Jeg vil ikke overlade dig min Vingård!"
7. Da sagde hans Hustru Jesabel til ham: "Er det dig, der for Tiden
er Konge i Israel? Stå op, spis og vær ved godt Mod, jeg skal
skaffe dig Jizre'eliten Nabots Vingård!"
8. Derpå skrev hun et Brev i Akabs Navn, satte hans Segl under og
sendte det til de Ældste og de fornemme i Nabots By, dem, han
boede imellem.
9. I Brevet havde hun skrevet: "Udråb en Fastedag og sæt Nabot
øverst blandt Folket
10. og lige over for ham to Niddinger, som kan vidne imod ham og
sige: Du har forbandet Gud og Kongen! Og før ham så ud og sten
ham til Døde!"
11. Hans Bysbørn, de Ældste og de fornemme, som boede i hans By,
gjorde nu, som Jesabel havde sendt Bud til dem om, således som
der stod i Brevet, hun havde sendt dem;
12. de udråbte en Fastedag og satte Nabot øverst blandt Folket;
13. og de to Niddinger kom og satte sig lige over for ham og vidnede
imod ham i Folkets Påhør og sagde: "Nabot har forbandet Gud og
Kongen!" Og derpå førte de ham uden for Byen og stenede ham til
Døde.
14. Så sendte de Jesabel det Bud: "Nabot er stenet til Døde!"
15. Og da Jesabel hørte, at Nabot var stenet til Døde, sagde hun til
Akab: "Stå op og tag Jizre'eliten Nabots Vingård, som han
vægrede sig ved at sælge dig, i Besiddelse, thi Nabot lever ikke
mere, han er død!"
16. Så snart Akab hørte, at Nabot var død, rejste han sig og gik ned
til Jizre'eliten Nabots Vingård for at tage den i Besiddelse.
17. Men HERRENs Ord kom til Tisjbiten Elias således:
18. "Stå op, gå Akab, Israels Konge i Samaria, i Møde; han er just i
Nabots Vingård, som han er gået ned at tage i Besiddelse.
19. Og tal således til ham: Så siger HERREN: Har du myrdet og
allerede tiltrådt Arven? Sig fremdeles til ham: Så siger HERREN:
På samme Sted, Hundene slikkede Nabots Blod, skal de også slikke
dit!"
20. Da sagde Akab til Elias: "Har du fundet mig, min Fjende?" Og han
svarede: "Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv
til at gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne,
21. se, derfor vil jeg bringe Ulykke over dig og feje dig bort og
udrydde hvert mandligt Væsen, store og små, af Akabs Slægt, i
Israel;
22. jeg vil handle med dit Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, Hus
og Basjas, Abijas Søns, Hus for den Krænkelse, du har øvet, og
fordi du har forledt Israel til Synd.
23. Men også om Jesabel har HERREN talet og sagt: Hundene skal æde
Jesabel på Jizre'els Mark!
24. Den af Akabs Slægt, der dør i Byen, skal Hundene æde, og den,
der dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"
25. Aldrig har der været nogen der som Akab solgte sig selv til at
gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne, fordi hans Hustru Jesabel
forledte ham dertil;
26. han handlede såre vederstyggeligt, idet han boldt sig til
Afgudsbillederne ganske som Amoriterne, dem, HERREN drev bort
foran Israeliterne.
27. Da Akab hørte de Ord, sønderrev han sine Klæder og bandt Sæk om
sin bare Krop og fastede, og han sov i Sæk og gik sagtelig om.
28. Da kom HERRENs Ord til Tisjbiten Elias således:.
29. "Har du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi han
ydmyger sig for mig, vil jeg ikke lade Ulykken komme i hans
Dage; i hans Søns Dage vil jeg lade Ulykken komme over hans
Hus!"
22
1. De holdt sig nu rolige i tre År, der var ikke Krig mellem Aram
og Israel.
2. Og i det tredje År drog Kong Josafat af Juda ned til Israels
Konge.
3. Da sagde Israels Konge til sine Folk: "I ved jo, at Ramot i
Gilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fra
Arams Konge!"
4. Og han sagde til Josafat: "Vil du drage med i Krig mod Ramot i
Gilead?" Josafat svarede Israels Konge: "Jeg som du, mit Folk
som dit, mine Heste som dine!"
5. Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om,
hvad HERREN siger!"
6. Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand,
og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller
skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så skal HERREN
give det i Kongens Hånd!"
7. Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu een af HERRENs Profe
ter, vi kan spørge?
8. Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan
rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig
godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde:
Således må Kongen ikke tale!"
9. Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtig
Mika, Jimlas Søn!"
10. Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført
deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle
Profeterne spåede foran dem.
11. Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så
siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er
tilintetgjort!
12. Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot
i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i
Kongens Hånd!"
13. Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se,
Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du
nu som de og giv gunstigt Svar!
14. Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad HERREN siger mig,
det vil jeg tale!
15. Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i
Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede
han: "Drag derop, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give
det i Kongens Hånd!"
16. Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besvære
dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?"
17. Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord
uden Hyrd: og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem
vende tilbage i Fred, hver til sit!
18. Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han
aldrig spår mig godt, kun ondt!
19. Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på
sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for
ham;
20. og HERREN sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder
ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet;
21. men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og sagde:
Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?
22. Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans
Profefers Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og
gør det!
23. Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine
Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"
24. Da trådte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika på kinden og,
sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for
at tale til dig?"
25. Men Mika sagde: "Det skal du få at se, den Dag du flygter fra
Kammer til Kammer for at skjule dig!"
26. Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham tilbage til Amon,
Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj
27. og sig: Såleds siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt
ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt
tilbage!"
28. Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke
talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag!"
29. Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i
Gilead.
30. Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før
jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels
Konge forklædte sig og drog så i Kampen.
31. Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den
Befaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden
Israels Konge alene!"
32. Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er
sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham. Da
gav Josafat sig til at råbe;
33. og da Vognstyrene opdagede, at det ikke var Israels konge, trak
de sig bort fra ham.
34. Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte
Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin
Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"
35. Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sig
oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet
fra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han.
36. Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: "Enhver drage hjem
til sin By og sit Land,
37. thi Kongen er død!" Så kom de til Samaria, og de jordede Kongen
der.
38. Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene
hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, HERREN
havde talet.
39. Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde,
Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede,
står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
40. Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja
blev Konge i hans Sted.
41. Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israels
fjerde Regeringsår.
42. Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var
en Datter af Sjilhi.
43. Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet
han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
44. Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre og
tænde Offerild på Højene.
45. Og Josafat havde Fred med Israels Konge.
46. Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger,
han udførte, og de Krige, han førte, står jo optegnet i Judas
Kongers Krønike.
47. De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader Asas
Tid, udryddede han af Landet.
48. På den Tid var der ingen Konge i Edom.
49. Kong Josafats Statholder byggede et Tarsisskib til Fart på Ofir
efter Guld; men der kom intet ud af det, da Skibet gik under ved
Ezjongeber.
50. Da foreslog Ahazja, Akabs Søn, Josafat at lade sine Folk sejle
med hans; men Josafat afslog det.
51. Så lagde Josafat sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
sine Fædre i sin Fader Davids By og hans Søn Joram blev Konge i
hans Sted.
52. Ahazja, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong
Josafat af Judas syttende Regeringsår, og han herskede to År
over Israel.
53. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
Faders og sin Moders Spor og i Jeroboams, Nebats Søns, Spor,
han, som forledte Israel til at synde.
54. Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og krænkede HERREN, Israels Gud,
nøjagtigt som hans Fader havde gjort.
|