Anden Krønikebog
1
1. Salomo, Davids Søn, fik sikret sig Magten, og HERREN hans Gud
var med ham og gjorde ham overmåde mægtig.
2. Da tilsagde Salomo hele Israel, Tusind- og Hundredførerne,
Dommerne og alle Israels Øverster, Fædrenehusenes Overhoveder,
3. og ledsaget af hele Forsamlingen drog han til Offerhøjen i
Gibeon. Der stod Guds Åbenbaringstelt, som HERRENs Tjener Moses
havde rejst i Ørkenen,
4. men Guds Ark havde David bragt op fra Kijat-Jearim til det Sted,
han havde beredt den, idet han havde ladet rejse et Telt til den
i Jerusalem.
5. Men Kobberalteret, som Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, havde
lavet, stod der foran HERRENs Bolig, og der søgte Salomo og
Forsamlingen ham.
6. Og Salomo ofrede der på Åbenbaringsteltets Kobberalter, som stod
foran HERRENs Åsyn, han ofrede 1000 Brændofre derpå.
7. Samme Nat lod Gud sig til Syne for Salomo og sagde til ham:
"Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!"
8. Da sagde Salomo til Gud: "Du viste stor Miskundhed mod min Fader
David, og du har gjort mig til Konge i hans Sted.
9. Så lad da, Gud HERRE, din Forjæftelse til min Fader David gå i
Opfyldelse, thi du har gjort mig til Konge over et Folk, der er
talrigt som Jordens Støv.
10. Giv mig derfor Visdom og Indsigt, så jeg kan færdes ret over for
dette Folk, thi hvem kan dømme dette dit store Folk?"
11. Da sagde Gud til Salomo: "Fordi din Hu står til dette, og du
ikke bad om Rigdom, Gods og Ære eller om dine Avindsmænds Liv,
ej heller om et langt Liv, men om Visdom og Indsigt til at dømme
mit Folk, som jeg gjorde dig til Konge over,
12. så skal du få Visdom og Indsigt; men jeg giver dig også Rigdom,
Gods og Ære, så at ingen Konge før dig har haft Mage dertil. og
ingen efter dig skal have det."
13. Derpå begav Salomo sig fra Offerhøjen i Gibeon, fra Pladsen
foran Åbenbaringsteltet, til Jerusalem; og han herskede som
Konge over Israel.
14. Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1400
Vogne og l2000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels
hos sig i Jerusalem.
15. Kongen bragte det dertil, af Sølv og Guld i Jerusalem var lige
så almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som
Morbærfigentræ i Lavlandet.
16. Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens
Handelsfolk købte dem i Kove.
17. De udførte en Vogn fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for
150. Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkenes Hjælp til alle
Hetiternes og Arams Konger.
2
1. Salomo fik i Sinde at bygge et Hus for HERRENs Navn og et
kongeligt Palads.
2. Salomo lod derfor udskrive 70.000 Mand til Lastdragere og 80.000
Mand til Stenhuggere i Bjergene og 3600 til at føre Tilsyn med
dem.
3. Og Salomo sendte Kong Huram af Tyrus følgende Bud: "Vær mod mig
som mod min Fader David, hvem du sendte Cedertræ, for at han
kunde bygge sig et Palads at bo i.
4. Se, jeg er ved at bygge HERREN min Guds Navn et Hus; det skal
helliges ham, for at man kan brænde vellugtende Røgelse for hans
Åsyn, altid have Skuebrødene fremme og ofre Brændofre hver
Morgen og Aften, på Sabbaterne, Nymånedagene og HERREN vor Guds
Højtider, som det til evig Tid påhviler Israel.
5. Huset, jeg vil bygge, skal være stort; thi vor Gud er større end
alle Guder.
6. Hvem magter at bygge ham et Hus, når dog Himmelen og Himlenes
Himle ikke kan rumme ham? Og hvem erjeg, at jeg skulde bygge ham
et Hus, når det ikke var for at tænde Offerild for hans Åsyn!
7. Så send mig da en Mand, der har Forstand på at arbejde i
Guld. Sølv, Kobber, Jern, rødt Purpur, Karmoisin og violet
Purpur og forstår sig på Billedskærerarbejde, til at arbejde
sammen med mine egne Mestre her i Juda og Jerusalem, dem, som
min Fader antog;
8. og send mig Ceder- Cypres- og Algummimtræ fra Libanon, thi jeg
ved at dine Folk forstår at fælde Libanons Træer; og mine Folk
skal hjælpe dine;
9. men Træ må jeg have i Mængde, thi Huset, jeg vil bygge, skal
være stort, det skal være et Underværk.
10. For Tømrerne, som fælder Træerne, vil jeg til Underhold for dine
Folk give 20.000 Kor Hvede, 20.000 Kor Byg, 20.000 Bat Vin og
20.000 Bat Olie."
11. Kong Huram af Tyrus svarede i et Brev, som han sendte Salomo:
"Fordi HERREN elsker sit Folk, har han gjort dig til Konge over
dem!"
12. Og Huram føjede til: "Lovet være HERREN, Israels Gud, som har
skabt Himmelen og Jorden, at han har givet Kong David en viis
Søn, der har Forstand og Indsigt til at bygge et Hus for HERREN
og et kongeligt Palads.
13. Her sender jeg dig en kyndig og indsigtsfuld Mand, Huram-Abi;
14. han er Søn af en Kvinde fra Dan, men hans Fader er en Tyrier;
han forstår at arbejde i Guld. Sølv, Kobber, Jern, Stem, Træ,
rødt og violet Purpur, fint Linned og karmoisinfarvet Stof,
forstår sig på al Slags Billedskærerarbejde og kan udtænke alle
de Kunstværker, han sættes til; han skal arbejde sammen med dine
og med min Herres, din Fader Davids, Mestre.
15. Min Herre skal derfor sende sine Trælle Hveden, Byggen, Vinen og
Olien, han talte om;
16. så vil vi fælde så mange Træer på Libanon, som du har Brug for,
og sende dig dem i Tømmerflåder på Havet til Jafo; men du må
selv få dem op til Jerusalem."
17. Salomo lod da alle fremmede Mænd, der boede i Israels Land,
tælle - allerede tidligere havde hans fader David ladet dem
tælle - og de fandtes at udgøre 153.600.
18. Af dem gjorde han 70.000 til Lastdragere, 80.000 til Stenhuggere
i Bjergene og 3.600 til Opsynsmænd til at lede Folkenes Arbejde.
3
1. Derpå tog Salomo fat på at bygge HERRENs Hus i Jerusalem på
Morija Bjerg, hvor HERREN havde ladet sig til Syne for hans
Fader David, på det Sted, David havde beredt, på Jebusiten
Ornans Tærskeplads.
2. Han tog fat på Byggearbejdet i den anden Måned i sit fjerde
Regeringsår.
3. Målene på Grunden, som Salomo lagde ved Opførelsen af Guds Hus,
var følgende: Længden var tresindstyve Alen efter gammelt Mål,
Bredden tyve.
4. Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen lang, svarende
til Templets Bredde, og tyve Alen høj; og han overtrak den
indvendig med purt Guld.
5. Den store Hal dækkede han med Cyprestræ og overtrak den desuden
med ægte Guld og prydede den med Palmer og Kranse.
6. Han smykkede Hallen med Ædelsten; og Guldet var Parvajimguld;
7. han overtrak Templet, Bjælkerne, Dørtærsklerne, Væggene og
Dørfløjene med Guld og lod indgravere Keruber på Væggene.
8. Han byggede fremdeles det Allerhelligste; dets Længde på tværs
af Templet var tyve Alen, dets Bredde tyve; og han overtrak det
med ægte Guld til en Vægt af 600 Talenter.
9. Naglerne havde en Vægt af halvtredsindstyve Guldsekel; og
Rummene på Taget overtrak han med Guld.
10. I det Allerhelligste satte han to Keruber i Billedskærerarbejde,
og han overtrak dem med Guld.
11. Kerubernes Vinger målte tilsammen tyve Alen i Længden; den enes
ene Vinge, fem Alen lang, rørte Hallens ene Væg, medens den
anden, fem Alen lang, rørte den andens Vinge;
12. og den anden Kerubs ene Vinge, fem Alen lang, rørte Hallens
modsatte Væg, medens den anden, fem Alen lang, nåede til den
førsfe Kerubs Vinge.
13. Disse Kerubers Vinger mnålte i deres fulde Udstrækning tyve Alen
og de stod oprejst med Ansigtet indad.
14. Tillige lavede han Forhænget af violet og rødt Purpur,
karmoisinfarvet Stof og fint Linned og prvdede det med Keruber.
15. Foran Templet lavede han to Søjler. De var fem og tredive Alen
høje, og Søjlehovedet oven på dem var fem Alen.
16. Så lavede han Kranse som en Halskæde og anbragte dem øverst på
Søjlerne, og fremdeles lavede han l00 Granatæbler og satte dem
på Kransene.
17. Disse Søjler rejste han foran Helligdommen, en til højre og en
til venstre: den højre kaldte han Jakin, den venstre Boaz.
4
1. Fremdeles lavede han et Kobberalter, tyve Alen bredt og ti Alen
højt.
2. Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til
Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i
Omkreds.
3. Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende
Prydelser, der omsluttede Havet helt rundt, tredive Alen; i to
Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed.
4. Det stod på tolv Okser, således at tre vendte mod Nord, tre mod
Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven på dem; de
vendte alle Bagkroppen indad.
5. Det var en Håndsbred tykt, og Randen var formet som Randen på et
Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 3000 Bat.
6. Fremdeles lavede han ti Bækkener og satte fem til højre og fem
til venstre, til Tvætning; i dem skyllede man, hvad der brugtes
ved Brændofrene, medens Præsterne brugte Havet til at tvætle sig
i.
7. Fremdeles lavede han de ti Guldlysestager, som de skulde væte,
og satte dem i Helligdommen, fem til højre og fem til venstre.
8. Fremdeles lavede han ti Borde og satte dem i Helligdommen, fem
til højre og fem til venstre; fillige lavede han 100 Skåle af
Guld.
9. Fremdeles indrettede han Præsternes Forgård og den store Gård og
Porte til Gården; Portfløjene overtrak han med Kobber.
10. Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det sydøstre
Hjørne.
11. Fremdeles lavede Huram Karrene, Skovlene og Skålene. Dermed var
Huram færdig med sit Arbejde for Kong Salomo ved Guds Hus:
12. De to Søjler og de to kugleformede Søjlehoveder ovenpå, de to
Fletværker til at dække de to, kugleformede Søjlehoveder på
Søjlerne,
13. de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler
til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder
på de to Søjler,
14. de ti Stel med de ti Bækkener på,
15. Havet med de tolv Okser under.
16. Karrene, Skovlene og Skålene og alle de Ting, som hørte til,
lavede Huram-Abi af blankt Kobber for Kong Salomo til HERRENs
Hus.
17. I Jordandalen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem
Sukkot og Zereda.
18. Salomo lod alle disse Ting lave i stor Mængde, thi Kobberet blev
ikke vejet.
19. Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til Guds Hus, lave:
Guldalteret, Bordene, som Skuebrødene lå på,
20. Lysestagerne med Lamperne, der skulde tændes på den foreskrevne
Måde, foran Inderhallen, af purt Guld,
21. med Blomsterbægrene, Lamperne og Lysesaksene af Guld, ja af det
allerbedste Guld,
22. Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af fint Guld og
Dørhængslerne til Templet, til Inderdørene for det
Allerltelligste og til Dørene for det Hellige, af Guld.
5
1. Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved HERRENs Hus, var
færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og
Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i Guds Hus.
2. Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes
Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen i
Jerusalem for at føre HERRENs Pagts Ark op fra Davidsbyen, det
er Zion.
3. Så samledes alle Israels Mænd hos Kongen på Højtiden i Etanim
Måned, det er den syvende Måned.
4. Og alle Israels Ældste kom, og Leviterne har Arken.
5. Og de bragte Arken op tillige med Åbenbaringsteltett og alle de
hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne bragte
dem op:
6. Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde
givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så
meget, at det ikke var til at tælle eller overse.
7. Så førte Præsterne HERRENs Pagts Ark ind på dens Plads i
Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under
Kerubernes Vinger;
8. og Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken
stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens
Bærestænger.
9. Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det
Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og
de er der den Dag i Dag.
10. Der var ikke andet i Arken end de to Tavler, Moses havde lagt
ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde sluttet
med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten.
11. Da Præsteme derpå gik ud af Helligdommen - alle de Præster, der
var til Stede, havde nemlig helliget sig uden Hensyn til
Skifterne;
12. og alle de levitiske Sangere, Asaf, Heman og Jedutun tillige med
deres Sønner og Brødre stod østen for Alteret i Klæder af fint
Linned med Cymbler, Harper og Citre, og sammen med dem stod 120
Præster, der blæste i Trompeter -
13. i samme Øjeblik som Trompetblæserne og Sangerne på een Gang
stemte i for at love og prise HERREN og lod Trompeterne,
Cymblerne og Musikinstrumenterne klinge og lovede HERREN med
Ordene "thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!" -
fyldte Skyen HERRENs Hus,
14. så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres
Tjeneste, thi HERRENs Herlighed fyldte Guds Hus.
6
1. Ved den Lejlighed sang Salomo: "HERREN har sagt, han vil bo i
Mulmet!"
2. Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt
kan dvæle.
3. Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels
Forsamling, der imens stod op;
4. og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Hånd har
fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han
sagde:
5. Fra den Dag jeg førte mit Folk ud af Ægypten, har jeg ikke
udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer, hvor man skulde
bygge et Hus til Bolig for mit Navn, og jeg har ikke udvalgt
nogen Mand til at være Hersker over mit Folk Israel;
6. men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David
udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel.
7. Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds,
Navn et Hus;
8. men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge
mit Navn et Hus, er ret af dig;
9. dog skal ikke du bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din
Lænd, skal bygge mit Navn det Hus.
10. Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min
Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som HERREN sagde,
og jeg har bygget HERRENs, Israels Guds, Navn Huset;
11. og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN
sluttede med Israeliterne."
12. Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs Alfer lige over for hele
Israels Forsamling og udbredte Hænderne.
13. Salomo havde nemlig ladet lave en fem Alen lang, fem Alen bred
og tre Alen høj Talerstol af Hobber og stillet den op midt i
Gården; på den trådte han op og kastede sig på Knæ foran hele
Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen
14. og sagde: "HERRE, Israels Gud, der er ingen Gud som du i
Himmelen og på Jorden, du, som holder fast ved din Pagt og din
Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer
for dit Åsyn,
15. du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David,
og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund.
16. Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener,
min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes
dig for mit Åsyn til at sidde på Israels Trone, når kun dine
Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre i min Lov, som du
har vandret for mit Åsyn!
17. Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde
din Tjener David!
18. Men kao Gud da virkelig bo blandt Menneskene på Jorden? Nej
visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt
mindre dette Hus, som jeg har bygget!
19. Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så
du hører det Råb og den Bøn, din Tjener opsender for dit Åsyn;
20. lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Dag og Nat, over det
Sted, hvor du har sagt, du vilde stedfæste dit Navn, så du hører
den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted!
21. Og hør den Bøn, dinjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod
dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og
tilgive!
22. Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader
ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette
Hus,
23. så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere
imellem, så du gengælder den skyldige og lader hans Gerning
komme overhans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham
efter hans Uskyld.
24. Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de
synder imod dig, og de så omvender sig og bekender dit Navn og
opsender Bønner og Begæringer for dit Åsyn i dette Hus,
25. så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og
føre dem tilbage til det Land, du gav dem og deres Fædre.
26. Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod
dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn
og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem,
27. så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk
Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og
lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje.
28. Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der
kommer Hornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden
belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot
indtræffer
29. enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit
Folk Israel, når de føler deres Plage og Smerte og udbreder
Hænderne mod dette Hus,
30. den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive, idet du
gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du
alene kender Menneskebørnenes Hjerter,
31. for at de må frygte dig og følge dine Veje, al den Tid de lever
på den Jord, du gav vore Fædre.
32. Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men
kommer fra et fjernt Land for dit store Navns, din stærke Hånds
og din udstrakte Arms Skyld, når de kommer og beder, vendt mod
dette Hus,
33. da børe du det i Himmelen, der. hvor du bor, og da gøre du efter
alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens
Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit
Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus,
som jeg har bygget.
34. Når dit Folk drager i Krig mod sine Fjender, hvor du end sender
dem hen, og de beder til dig, vendt mod den By, du har udvalgt,
og det Hus, jeg har bygget dit Navn,
35. så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres
Ret.
36. Når de synder imod dig - thi der er intet Menneske, som ikke
synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og
Sejrherrerne fører dem fangne til et andet Land, det være sig
fjernt eller nær,
37. og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og
omvender sig og råber til dig i deres Landflygtigheds Land og
siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige!
38. når de omvender sig til dig al hele deres Hjerte og af hele
deres Sjæl i Sejrherrernes Land, som de bortførtes til, og de
beder, vendt mod deres Land, som du gav deres Fædre, mod den By,
du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn -
39. så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring
og skaffe dem deres Ret, og du tilgive dit Folk, hvad de syndede
imod dig!
40. Så lad da, min Gud, dine Øjne være åbne og dine Ører lytte til
Bønnen, der bedes på dette Sted,
41. bryd op da, Gud HERRE, til dit Hvilested, du selv og din Vældes
Ark! Dine Præster, Gud HERRE, være iklædt Frelse, dine fromme
glæde sig ved dine Goder!
42. Gud HERRE, afvis ikke din Salvede, kom Nåden mod din Tjener
David i Hu!"
7
1. Da Salomo havde endt sin Bøn, for Ild ned fra Himmelen og
fortærede Brændofferet og Slagtofrene, og HERRENs Herlighed
fyldte Templet,
2. og Præsterne kunde ikke gå ind i HERRENs Hus, fordi HERRENs
Herlighed fyldte det.
3. Og da alle Israeliterne så Ilden og HERRENs Herlighed fare ned
over Templet, kastede de sig på Knæ på Stenbroen med Ansigtet
mod Jorden og filbad og lovede HERREN med Ordene "thi han er
god, og hans Miskundhed varer evindelig!"
4. Kongen ofrede nu sammen med alt Folket Slagtofre for HEERRENs
Åsyn.
5. Til Slagtofferet tog Kong Salomo 22.000 Stykker Hornkvæg og
120.000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og alt Folket
Guds Hus.
6. Og Præsterne stod på deres Pladser, og Leviterne stød med
HERRENs Musikinstrumenter, som Kong David havde ladet lave, for
at love HERREN med Davids Lovsangs Ord "thi hans Miskundhed
varer evindelig!" og Præsterne stod lige over for dem og blæste
i trompeter, og hele Israel stod op:
7. Og Salomo helligede den mellemste Del af Forgården foran HERRENs
Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene og Fedtstykkerne af
Takofrene, da Kobberalteret, som Salomo havde ladet lave, ikke
kunde rumme Brændofferet, Afgrødeoffret og Fedtstykkerne.
8. Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden sammen med hele
Israel, en vældig Forsamling lige fra Egnen ved Hamat og til
Ægyptens Bæk.
9. Ottendedagen holdt man festlig Samling, thi de fejrede Alterets
Indvielse i syv Dage og Højtiden i syv.
10. Og på den tre og tyvende Dag i den syvende Måned lod han Folket
gå hver til sit, glade og vel til Mode over den Godhed, HERREN
havde vist sin Tjenet David og Salomo og sit Folk Israel.
11. Salomo var nu færdig med at opføre HERRENs Hus og Kongens
Palads; og alt, hvad Salomo havde sat sig for at udføre ved
HERRENs Hus og sit Palads, havde han lykkeligt ført igennem.
12. Da lod HERREN sig til Syne for Salomo om Natten og sagde til
ham: "Jeg har hørt din Bøn og udvalgt mig dette Sted til
Offersted.
13. Dersom jeg tillukker Himmelen, så Regnen udebliver, eller jeg
opbyder Græshopperne til at æde Landet op, eller jeg sender Pest
i mit Folk,
14. og mit Folk, som mit Navn nævnes over, da ydmyger sig, beder og
søger mit Åsyn og vender om fra deres onde Veje, så vil jeg høre
det i Himmelen og tilgive deres Synd og læge deres Land,
15. Nu skal mine Øjne være åbne og mine Ører lytte til Bønnen, der
bedes på dette Sted.
16. Og nu har jeg udvalgt og billiget dette Hus, for at mit Navn kan
bo der til evig Tid, og mine Øjne og mit Hjerte skal være der
alle Dage.
17. Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David, så du gør
alt, hvad.jeg har pålagt dig, og, holder mine Anordninger og
Lovbud,
18. så vil jeg opretholde din Kongetrone, som jeg tilsagde din Fader
David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til
at herske over Israel.
19. Men hvis I vender eder bort og forlader mine Anordninger og Bud,
som jeg har forelagt eder, og går hen og dyrker fremmede Guder
og tilbeder dem,
20. så vil jeg rykke eder op fra mit Land, som jeg gav eder; og
dette Hus, som jeg har belliget for mit Navn, vil jeg forkaste
fra mit Åsyn og gøre det til Spot og Spe blandt alle Folk,
21. og dette Hus, som var så ophøjet, over det skal enhver, som
kommer der forbi, blive slået af Rædsel. Og når man siger:
Hvorfor har HERREN handlet således mod dette Land og dette Hus?
22. skal der svares: Fordi de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som
førte dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad og
dyrkede dem; derfor har HERREN bragt al denne Elendighed over
dem!"
8
1. Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på HERRENs
Hus og sit Palads -
2. også de Byer, Huram afstod til Salomo, befæstede Salomo og lod
Israeliterne bosætte sig i dem -
3. drog Salomo til Hamat-Zoba og indtog det.
4. Han befæstede også Tadmor i Ørkenen og alle de Forrådsbyer, han
byggede i Hamat;
5. ligeledes genopbyggedehan Øvre og Nedre-Bet-Horon, så de blev
Fæstninger med Mure, Porte og Portslåer,
6. ligeledes Ba'alat og alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og
Rytterbyerne, og alt andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i
Jerusalem, i Libanon og i hele sit Rige.
7. Alt, hvad der var tilbage af Hetiterne, Amoriterne,
Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til
Israeliterne,
8. deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som
Israeliterne ikke havde tilintetgjort. dem udskrev Salomo til
Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag.
9. Af Israeliterne derimod gjorde Salomo ingen til Arbejdstrælle
for sig, men de var Krigsfolk, Hærførere og Vognkæmpere hos ham
og Førere for hans Stridsvogne og Rytteri.
10. Tallet på Kong Salomos Overfogeder var 250; de havde Tilsyn med
Folkene.
11. Faraos Datter flyttede Salomo fra Davidsbyen ind i det Hus, han
havde bygget til hende; thi han tænkte: "Jeg vil ikke have en
Kvinde boende i Kong David af Israels Palads, thi bellige er de
Steder, hvor HERRENs Ark kommer."
12. Nu ofrede Salomo Brændofre til HERREN på HERRENs Alter, som han
Havde bygget foran Forhallen,
13. idet han ofrede, som det efter Moses's Bud hørte sig til hver
enkelt Dag, på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne tre Gange
om Året, de usyrede Brøds Højtid, Ugernes Højtid og Løvhytternes
Højtid.
14. Og efter den Ordning, hans Fader David havde truffet, satte han
Præsternes Skifter til deres Arbejde og Leviterne til deres
Tjeneste, til at synge Lovsangen og gå Præsterne til Hånde efter
hver Dags Behov, ligeledes Dørvogterne efter deres Skifter til
at holde Vagt ved de enkelte Porte; thi således var den Guds
Mand Davids Bud.
15. Og man fraveg ikke i mindste Måde Kongens Bud vedrørende
Præsterne og Leviterne og Skatkamrene.
16. Således fuldendtes hele Salomos Værk, fra den Dag Grundvolden
lagdes til HERRENs Hus, til Salomo var færdig med HERRENs Hus.
17. Ved den Tid drog Salomo til Ezjongeber og Elot ved Edoms Kyst;
18. og Huram sendte ham Folk med Skibe og befarne Søfolk, der sammen
med Salomos Folk sejlede til Ofir, hvor de hentede 450 Talenter
Guld, som de bragte Kong Salomo.
9
1. Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun, for at prøve
ham med Gåder, til Jerusalem med et såre stort Følge og med
Kameler, der har Røgelse, Guld i Mængde og Ædelsten. Og da hun
var kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der lå
hende på Hjerte.
2. Men Salomo svarede på alle hendes Spørgsmål, og intet som helst
var skjult for Salomo, han gav hende Svar på alt.
3. Og da Dronningen at Saba så Salomos Visdom, Huset, han havde
bygget,
4. Maden på hans Bord, hans Folks Boliger, hans Tjeneres Optræden
og deres Klæder, hans Mundskænke og deres Klæder og Brændofrene,
han ofrede i HERRENs Hus, var hun ude af sig selv;
5. og hun sagde til Kongen: "Sandt var, hvad jeg i mit Land hørte
sige om dig og din Visdom!
6. Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne
Øjne; og se, ikke engang det halve af din store Visdom er mig
fortalt, thi du overgår, hvad Rygtet sagde mig om dig!
7. Lykkelige dine Mænd, lykkelige dine Folk, som altid er om dig og
hører din Visdom!
8. Lovet være HERREN din Gud, som fandt Behag i dig og satte dig på
sin Trone som Konge for HERREN din Gud. Fordi din Gud elsker
Israel og for at opretholde det evindeligt, satte han dig til
Konge over dem, til at øve Ret og Retfærdighed!"
9. Derpå gav hun Kongen l20 Guldtalenter, Røgelse i store Mængder
og Ædelsten; og aldrig har der siden været så megen Røgelse i
Landet som den, Dronningen af Saba gav Kong Salomo.
10. Desuden bragte Hurams og Salomos Folk, som hentede Guld i Ofir,
Algummimtræ og Ædelsten;
11. og af Algummimtræet lod Kongen lave Rækværk til HERRENs Hus og
Kongens Palads, desuden Citre og Harper til Sangerne; og Mage
dertil var ikke tidligere set i Judas Land.
12. Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og
bad om, langt ud over hvad hun bragte til Kongen. Derpå vendte
hun med sit Følge tilbage til sit Land.
13. Vægten af det Guld, som i eet År indførtes af Salomo, udgjorde
666 Guldtalenter,
14. deri ikke medregnet hvad der indkom i Afgift fra de undertvungne
Folk og ved Købmændenes Handel og fra alle Arabiens Konger og
Landets Statholdere, som bragte Salomo Guld og Sølv.
15. Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert på 600 Sekel Guld,
16. og 300 mindre Guldskjolde, hvert på 300 Sekel Guld; dem lod
Kongen henlægge i Libanonskovhuset.
17. Fremdeles lod Kongen lave en stor, Elfenbenstrone, overtrukket
mned lutret Guld.
18. Tronen havde seks Trin, og på dens Ryg var der et Latn af Guld;
på begge Sider af Sædet var der Arme, og ved Armene stod der to
Løver;
19. tillige stod der tolv Løver på de seks Trin, seks på hver
Side. Der er ikke lavet Mage til Trone i noget andet Rige.
20. Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle Redskaber i
Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv regnedes ikke for noget i
Kong Salomos Dage.
21. Kongen havde nemlig Skibe, det sejlede på Tarsis med Hurams
Folk; og een Gang hverttredje År kom Tarsisskibene, ladet med
Guld, Sølv, Elfenben, Aber og Påfugle.
22. Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom og Visdom.
23. Alle Jordens Konger søgte hen til Salomo for at høre den Visdom,
Gud havde lagt i hans Hjerte;
24. og alle bragte de Gaver med: Sølv- og Guldsager, Klæder, Våben,
Røgelse, Heste og Muldyr; således gik det År efter År. Salomo
havde 4000 Spand Heste og Vogne og l2000 Ryttere; dem lagde han
dels i Vognbyerne, dels hos sig i Jerusalem.
26. Han herskede over alle Konger fra Floden til Filisternes Land og
Ægyptens Grænse.
27. Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem var lige så
almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som
Morbærfigentræ i Lavlandet.
28. Der indførtes Heste til Salomo fra Mizrajim og fra alle Lande.
29. Salomos øvrige Historie fra først til sidst findes optegnet i
Profeten Natans Krønike, Siloniten Ahijas Profeti og Seeren
Jedos Syn om Jeroboam, Nebats Søn.
30. Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel i fyrretyve År.
31. Derpå lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans
Sted.
10
1. Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel stævnet
for at hylde ham som Konge.
2. Men da Jeroboam, Nebats Søn, der opholdt sig i Ægypten, hvorhen
han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys derom, vendte han hjem
fra Ægypten.
3. Man sendte da Bud og lod ham kalde. Og Jeroboam kom. Da sagde
hele Israel til Rehabeam:
4. "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde
Arbejde for os, som din Fader krævede, og det tunge Åg, han
lagde på os, så vil vi tjene dig!"
5. Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!"
Så gik Folket.
6. Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i
hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem:
"Hvad råder I mig til at svare dette Folk?"
7. De svarede: "Hvis du i Dag vil være venlig mod dette Folk og
føje dem og give dem gode Ord, så vil de blive dine Tjenere for
bestandig!"
8. Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte
han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i
hans Tjeneste,
9. og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som
kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på
dem?"
10. De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham:
"Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader
lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du
svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter!
11. Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget
tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte
eder med Skorpioner!"
12. Da Jeroboam og alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som
Kongen havde sagt,
13. gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles
Råd
14. sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et
tungt Åg på eder, vil jeg gøre det tungere; har min Fader tugtet
eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"
15. Kongen hørte ikke på Folket, thi Gud føjede det således for at
opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til
Jerøboam, Nebats Søn.
16. Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav
Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen
Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit
eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte.
17. Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam
Konge.
18. Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med
Hoveriarbejdet, ud til dem, men Israeliterne stenede ham til
Døde. Da steg Kong Rehabeam i største Hast op på sin Stridsvogn
og flygtede til Jerusalem.
19. Så brød Israel med Davids Hus, og således er det den Dag i Dag.
11
1. Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas og
Benjamins Hus, 180.000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at føre
Krig med Israel og vinde Kongedømmet tilbage til Rehabeam.
2. Men da kom HERRENs Ord til den Guds Mand Sjemaja således:
3. "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Israel i
Juda og Benjamin:
4. Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre;
vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har jeg
tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage og drog
ikke mod Jeroboam.
5. Rehabeam boede så i Jerusalem, og han befæstede flere Byer i
Juda.
6. Således befæstede han Betlehem, Etam, Tekoa, Bet-Zur, Soko,
Adullam,
8. Gat, Maresj a, Zif,
9. Adorajim, Lakisj, Azeka,
10. Zor'a, Ajjalon og Hebron, alle i Juda og Benjamin;
11. og han gjorde Fæstningerne stærke, indsatte Befalingsmænd i dem
og forsynede dem med Forråd af Levnedsmidler, Olie og Vin
12. og hver enkelt By med Skjolde og Spyd og gjorde dem således
meget stærke. Ham tilhørte Juda og Benjamin.
13. Præsterne og Leviterne i hele Israel kom alle Vegne fra, hvor de
boede, og stillede sig til hans Tjeneste;
14. thi Leviterne forlod deres Græsmarker og Ejendom og begav sig
til Juda og Jerusalem, fordi Jeroboam og hans Sønner afsatte dem
fra Stillingen som HERRENs Præster,
15. idet han indsatte sig Præster for Offerhøjene og Bukketroldene
og Tyrekalvene, som han, havde ladet lave.
16. Og i Følge med Leviterne kom fra alle Israels Stammer de, hvis
Hjerte var vendt til at søge HERREN, Israels Gud, til Jerusalem
for at ofre til HERREN, deres Fædres Gud;
17. og de styrkede Juda Rige og hævdede Rehabeams, Salomos Søns,
Magt i et Tidsrum af tre År. Thi i tre År fulgte han Davids og
Salomos Veje.
18. Rehabeam ægtede Mahalat; en Datter af Davids Søn Jerimot og
Abihajil, en Datter af Eliab, Isajs Søn.
19. Hun fødte ham Sønnerne Je'usj, Sjemarja og Zaham.
20. Senere ægtede han Absaloms Datter Ma'aka, som fødte ham Abija,
Attaj, Ziza og Sjelomit.
21. Rehabeam elskede Absaloms Datter Ma'aka højere end sine andre
Hustruer og Medhustruer; han havde nemlig atten Hustruer og
tresindstyve Medhustruer og avlede otte og tyve Sønner og
tresindstyve Døtre.
22. Og Rehabeam satte Ma'akas Søn Abija til Overhoved, til Fyrste
blandt hans Brødre; thi han havde i Sinde at gøre, ham til
Konge;
23. og han fordelte klogelig alle sine Sønner rundt i alle Judas og
Benjamins Landsdele og i alle de befæstede Byer og gav dem
rigeligt Underhold og skaffede dem Hustruer.
12
1. Men da Rehabeams Kongedømme var grundfæstet og hans Magt
styrket, forlod han tillige med hele Israel HERRENs Lov.
2. Da drog i Kong Rehabeams femte Regeringsår Ægypterkongen Sjisjak
op imod Jerusalem, fordi de havde været troløse mod HERREN,
3. med 1200 Stridsvogne og 60.000 Ryttere, og der var ikke Tal på
Krigerne, der drog med ham fra Ægypten, Libyere, Sukkijiter og
Ætiopere;
4. og efter at have indtaget Fæstningerne i Juda drog han mod
Jerusalem.
5. Da kom Profeten Sjemaja til Rehabeam og Judas Øverster, som var
tyet sammen i Jerusalem for Sjisjak, og sagde til dem: "Så siger
HERREN: I har forladt mig, derfor har jeg også forladt eder og
givet eder i Sjisjaks Hånd!"
6. Da ydmygede Israels Øverster og Kongen sig og sagde: "HERREN er
retfærdig!"
7. Og da HERREN så, at de havde ydmyget sig, kom HERRENs Ord til
Sjemaja således: "De har ydmyget sig; derfor vil jeg ikke
tilintetgøre dem, men frelse dem om ikke længe, og min Vrede
skal ikke udgydes over Jerusalem ved Sjisjak;
8. men de skal komme til at stå under ham og lære at kende
Forskellen mellem at tjene mig og at tjene Hedningemagterne!"
9. Så drog Sjisjak op mod Jerusalem og tog Skattene i HERRENs Hus
og i Kongens Palads; alt tog han, også de Guldskjolde, Salomo
havde ladet lave.
10. Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i
Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved
Indgangen til Kongens Palads;
11. og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus, kom Livvagten og
hentede dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen.
12. Men da han havde ydmyget sig, vendfe HERRENs Vrede sig fra ham,
så han ikke helt tilintetgjorde ham; også i Juda var Forholdene
gode.
13. Således styrkede Kong Rehabeam sin Magt i Jerusalem og blev ved
at herske; thi Rehabeam var een og fyrretyve År gammel, da han
blev Konge, og han herskede sytten År i Jerusalem, den By,
HERREN havde udvalgt af alle Israels Stammer for der at
stedfæste sit Navn. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn
Na'ama.
14. Han gjorde, hvad der var ondt, thi hans Hjerte var ikke vendt
til at søge HERREN.
15. Rehabeams Historie fra først til sidst står jo optegnet i
Profeten Sjemajas og Seeren tddos Krønike. Rehabeam og Jeroboam
lå i Krig med hinanden hele Tiden.
16. Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
Davidsbyen. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.
13
1. I Kong Jerobeams attende Regeringsår blev Abija Konge over Juda.
2. Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Mikaja og var
Datter af Uriel fra Gibea. Abija og Jeroboam lå i Krig med
hinanden.
3. Abija åbnede Krigen med en krigsdygtig Hær, 400.000 udsøgte
Mænd, og Jeroboam mødte ham med 800.000 udsøgte Mænd, dygtige
Krigere,
4. Da stillede Abija sig på Bjerget Zemarajim, der hører til
Efraims Bjerge, og sagde: "Hør mig, Jeroboam og hele Israel!
5. Burde I ikke vide, at HERREN, Israels Gud, har givet David og
hans Efterkommere Kongemagten over Israel til evig Tid ved en
Saltpagt?
6. Men Jeroboam, Nebats Søn, Davids Søn Salomos Træl, rejste sig og
gjorde Oprør mod sin Herre,
7. og dårlige Folk, Niddinger, samlede sig om ham og bød Rehabeam,
Salomos Søn, Trods; og Rebabeam var ung og veg og kunde ikke
hævde sig over for dem.
8. Og nu mener I at kunne hævde eder over for HERRENs Kongedømme i
Davids Efterkommeres Hånd, fordi I er en stor Hob og på eders
Side har de Guldkalve, Jeroboam lod lave eder til Guder!
9. Har I ikke drevet HERRENs Præster, Arons Sønner, og Leviterne
bort og skaffet eder Præster på samme Måde som Hedningefolkene?
Enhver, der kommer med en ung Tyr og syv Vædre for at indsættes,
bliver Præst for Guder, der ikke er Guder!
10. Men vor Gud er HERREN, og vi har ikke forladt ham; de Præster,
der tjener HERREN, er Arons Sønner og Leviterne udfører den
øvrige Tjeneste;
11. de antænder hver Morgen og Aften Brændofre til HERREN og
vellugtende Røgelse, lægger Skuebrødene til Rette på Guldbordet
og tænder Guldlysestagen og dens Lamper Aften efter Aften, thi
vi holder HERREN vor Guds Forskrifter, men l har forladt ham!
12. Se, med os, i Spidsen for os er Gud og hans Præster og
Alarmtrompeterne, med hvilke der skal blæses til Kamp imod eder!
Israeliter, indlad eder ikke i Kamp med HERREN, eders Fædres
Gud, thi I får ikke Lykken med eder!"
13. Jeroboam lod imidlertid Bagholdet gøre en omgående Bevægelse for
at komme i Ryggen på dem, og således havde Judæerne Hæren foran
sig og Bagholdet i Ryggen.
14. Da Judæerne vendte sig om og så, at Angreb truede dem både
forfra og bagfra, råbte de til HERREN, medens Præsterne blæste i
Trompeterne.
15. Så udstødte Judæerne Krigsskriget, og da Judæerne udstødte
Krigsskriget, slog Gud Jeroboam og hele Israel foran Abija og
Juda.
16. Israeliterne flygtede for Judæerne, og Gud gav dem i deres Hånd;
17. og Abija og hans Folk tilføjede dem et stort Nederlag, så der af
Israeliterne faldt 500.000 udsøgte Krigere.
18. Således ydmygedes Israeliterne den Gang, men Judæerne styrkedes,
fordi de støttede sig til HERREN, deres Fædres Gud.
19. Og Abija forfulgte Jeroboam og fratog ham flere Byer, Betel med
Småbyer, Jesjana med Småbyer og Efrajin med Småbyer.
20. Jeroboam kom ikke til Kræfter mere, så længe Abija levede; og
HERREN slog ham, så han døde.
21. Men Abijas Magt voksede. Han ægtede fjorten Hustruer og avlede
to og tyve Sønner og seksten Døtre.
22. Hvad der ellers er at fortælle om Abija, hans Færd og Ord, står
jo optegnet i Profeten Iddos Udlægning".
14
1. Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted. På hans
Tid havde Landet Fred i ti År.
2. Asa gjorde, hvad der var godt og ret i HERREN hans Guds Øjne.
3. Han fjernede de fremmede Altre og Offerhøjene, sønderbrød
Stenstøtterne og omhuggede Asjerastøtterne
4. og bød Judæerne søge HERREN, deres Fædres Gud, og holde Loven og
Budet,
5. og han fjernede Offerhøjene og Solstøtterne fra alle Judas Byer,
og Landet havde Fred, så længe han levede.
6. Han byggede Fæstninger i Juda, thi Landet havde Fred, og han
havde ingen Krig i de År, thi HERREN lod ham have Ro.
7. Han sagde da til Judæerne: "Lad os befæste disse Byer og omgive
dem med Mure og Tårne, Porte og Portslåer, medens vi endnu har
Landet i vor Magt, thi vi har søgt HERREN vor Gud; vi har søgt
ham, og han har ladet os have Ro til alle Sider!" Så byggede de,
og Lykken stod dem bi.
8. Asa havde en Hær, af Juda 300.000 væbnet med Skjold og Spyd, og
af Benjamin 280.000, der har Småskjolde og spændte Buer, alle
sammen dygtige Krigere.
9. Men Kusjiten Zera drog ud imod dem med en Hær på 1.000.000 Mand
og 300 Stridsvogne. Da han havde nået Maresja,
10. rykkede Asa ud imod ham, og de stillede sig op til Kamp i
Zefatadalen ved Maresja.
11. Da råbte Asa til HERREN sin Gud: "HERRE, hos dig er der ingen
Forskel på at hjælpe den, der har megen Kraft, og den, der ingen
har; hjælp os, HERRE vor Gud, thi til dig støtter vi os, og i
dit Navn er vi draget mod denne Menneskemængde, HERRE, du er vor
Gud, mod dig kan intet Menneske holde Stand."
12. Da slog HERREN Kusjiterne foran Asa og Judæerne, og Kusjiterne
tog Flugten.
13. Asa og hans Folk forfulgte dem til Gerar, og alle Kusjiterne
faldt, ingen reddede Livet, thi de knustes foran HERREN og hans
Hær. Judæerne gjorde et umådeligt Bytte
14. og indtog alle Byerne i Omegnen af Gerar, thi en HERRENs Rædsel
var kommet over dem, og de plyndrede alle Byerne, thi der var et
stort Bytte i dem;
15. også indtog de Teltene til Kvæget og slæbte en Mængde Småkvæg og
Kameler med sig; så vendte de tilbage til Jerusalem.
15
1. Guds Ånd kom over Azarja, Odeds Søn,
2. og han trådte frem for Asa og sagde til ham: "Hør mig, Asa og
hele Juda og Benjamin! HERREN er med eder, når I er med ham; og
hvis I søger ham, lader han sig finde af eder, men forlader I
ham, forlader han også eder!
3. I lange Tider var Israel uden sand Gud, uden Præster til at
vejlede og uden Lov,
4. men i sin Trængsel omvendte det sig til HERREN, Israels Gud, og
søgte ham, og han lod sig finde at dem.
5. I de Tider kunde ingen gå ud og ind i Fred, thi der var vild
Rædsel over alle Landes Indbyggere;
6. Folk knustes mod Folk, By mod By, thi Gud bragte dem i vild
Rædsel med alle mulige Trængsler.
7. Men I, vær frimodige og lad ikke Hænderne synke, thi der er Løn
for eders Gerning."
8. Da Asa hørte de Ord og den Profeti, tog han Mod til sig og
fjernede de væmmelige Guder fra hele Judas og Benjamins Land og
fra de Byer, han havde indtaget i Efraims Bjerge; oghan byggede
påny HERRENs Alter foran HERRENs Forhal.
9. Så samlede han hele Juda og Benjamin og de Folk fra Efraim,
Manasse og Simeon, der boede som fremmede hos dem; thi en Mængde
Israeliter var gået over til ham, da de så, at HERREN hans Gud
var med ham.
10. De samledes i Jerusalem i den tredje Måned i Asas femtende
Regeringsår
11. og ofrede den Dag HERREN Ofre af Byttet, de havde medbragt, 700
Stykker Hornkvæg og 7000 Stykker Småkvæg.
12. Derpå sluttede de en Pagt om at søge HERREN, deres Fædres Gud,
af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl;
13. og enhver, der ikke søgte HERREN, Israels Gud, skulde lide
Døden, være sig lille eller stor, Mand eller Kvinde.
14. Det tilsvor de HERREN med høj Røst under Jubel og til Trompeters
og Horns Klang,
15. Og hele Juda glædede sig over den Ed, thi de svor af hele deres
Hjerte og søgte ham af hele deres Vilje; og han lod sig finde af
dem og lod dem få Ro til alle Sider.
16. Kong Asa fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som
Herskerinde, fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til
Ære for Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde,
sønderknuse og brænde i Kedrons Dal.
17. Vel forsvandt Offerhøjene ikke af Israel, men alligevel var Asas
Hjerte helt med HERREN, så længe han levede.
18. Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i Guds
Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar.
16
19. Der var ikke Krige føer efter Asas fem og tredivte Regeringsår.
1. Men i Asas seks og tredivte Regeringsår drog Kong Ba'sja af
Israel op imod Juda og befæstede Rama for at hindre, at nogen af
Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.
2. Da tog Asa Sølv og Guld ud af Skatkamrene i HERRENs Hus og i
Kongens Palads og sendte det til Kong Benhadad af Aram, som
boede i Darmaskus, idet han lod sige:
3. "Der består en Pagt mellem mig og dig og mellem min Fader og din
Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor
din Pagt med Kong Ba'sja af Israel, så at han nødes til at drage
bort fra mig!"
4. Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere
mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Majim og
Forrådshusene i Naftalis Byer.
5. Da Ba'sja hørte det, opgav han at befæste Rama og standsede
Arbejdet.
6. Men Kong Asa tog hele Juda til at føre Stenene og Træværket, som
Ba'sja havde brugt ved Befæstningen af Rama, bort, og han
befæstede dermed Geba og Mizpa.
7. På den Tid kom Seeren Hanani til Kong Asa af Juda og sagde til
ham: "Fordi du søgte Støtte hos Aramæerkongen og ikke hos HERREN
din Gud, skal Aramæerkongens Hær slippe dig af Hænde!
8. Var ikke Kusjiterne og Libyerne en vældig Hær med en vældig
Mængde Vogne og Ryttere? Men da du søgte Støtte hos HERREN, gav
han dem i din Hånd!
9. Thi HERRENs Øjne skuer omkring på hele Jorden, og han viser sig
stærk til at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham. I denne
Sag har du handlet som en Dåre; thi fra nu af skal du altid
ligge i Krig!"
10. Men Asa blev fortørnet på Seeren og satte ham i Huset med
Blokken, thi han var blevet vred på ham derfor. Asa for også
hårdt frem mod nogle af Folket på den Tid.
11. Asas Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om
Judas og Israels Konger.
12. I sit ni og tredivte Regeringsår fik Asa en Sygdom i Fødderne,
og Sygdommen blev meget alvorlig. Heller ikke under sin Sygdom
søgte han dog HERREN, men Lægerne.
13. Så lagde Asa sig til Hvile bos sine Fædre og døde i sit een og
fyrretyvende Regerings,år.
14. Man jordede ham i en Grav, han havde ladet sig udhugge i
Davidsbyen, og lagde ham på et Leje, som man havde fyldt med
vellugtende Urter og Stoffer, tillavet som Salve, og tændte et
vældigt Bål til hans Ære.
17
1. Hans Søn Josafat blev Konge i hans Sted. Han styrkede sin
Stilling over for Israel
2. ved at lægge Besætning i alle Judas befæstede Byer og indsætte
Fogeder i Judas Land og de efraimitiske Byer, hans Fader Asa
havde indtaget.
3. Og HERREN var med Josafat, thi han vandrede de Veje, hans Fader
David til at begynde med havde vandret, og søgte ikke hen til
Ba'alerne,
4. men til sin Faders Gud og fulgte hans Bud og gjorde ikke som
Israel.
5. Derfor grundfæstede HERREN Kongedømmet i hans Hånd; og hele Juda
bragte Josafat Gaver, så han vandt stor Rigdom og Ære.
6. Da voksede hans Mod til at vandre på HERRENs Veje, så han også
udryddede Offerhøjene og Asjerastøtterne i Juda.
7. I sit tredje Regeringsår sendte han sine Øverster Benhajil,
Obadja, Zekarja, Netan'el og Mika ud for at undevise i Judas
Byer,
8. ledsaget af Leviterne Sjemaja, Netanja, Zebadja, Asa'el,
Sjemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, Leviterne,
og præsterne Elisjama og Joram.
9. De havde HERRENs Lovbog med sig og undeviste i Juda, og de drog
rundt i alle Judas Byer og underviste Folket.
10. En HERRENs Rædsel kom over alle Lande og Riger rundt om Juda, så
de ikke indlod sig i Krig med Josafat.
11. Fra Filisterne kom der Folk, som bragte Josafat Gaver og svarede
Sølv i Skat; også Araberne bragte ham Småkvæg, 7700 Vædre og
7700 Bukke.
12. Således gik det stadig fremad for Josafat, så han til sidst fik
meget stor Magt; og han byggede Borge og Forrådsbyer i Juda,
13. og han havde store Forråd i Judas Byer og Krigsfolk, dygtige
Krigere i Jerusalem.
14. Her følger en Fortegnelse over dem efter deres Fædrenehuse. Til
Juda hørte følgende Tusindførere: Øversten Adna med 300.000
dygtige Krigere;
15. ved Siden af ham Øversten Johanan med 280.000 Mand;
16. ved Siden af ham Amasja, Zikris Søn, der frivilligt gav sig i
HERRENs Tjeneste, med 200.000 dygtige Krigere;
17. fra Benjamin var Eljada, en dygtig Koger, med 200.000 Mand,
væbnet med Bue og Skjold;
18. ved Siden af ham Jozabad med 80.000 vel rustede Mand.
19. Disse stod i Kongens Tjeneste, og dertil kom de, som Kongen
havde lagt i de befæstede Byer hele Juda over.
18
1. Da Josafat havde vundet stor Rigdom og Hæder, besvogrede han sig
med Akab.
2. Efter nogle Års Forløb drog han ned til Akab i Samaria, og Akab
lod slagte en Mængde Småkvæg og Hornkvæg til ham og Folkene, han
havde med sig; og så overtalte han ham til at drage op mod Ramot
i Gilead.
3. Kong Akab af Israel sagde nemlig til Kong Josafat af Juda: "Vil
du drage med mig mod Ramot i Gilead?" Han svarede ham: "Jeg som
du, mit Folk som dit, jeg går med i Krigen."
4. Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om,
hvad HERREN siger!"
5. Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, 400 Mand, og
spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller
skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så vil Gud give
det i Kongens Hånd!"
6. Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu en af HERRENs Profeter,
vi kan spørge?"
7. Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan
rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig
godt, men altid ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat
sagde: "Således må Kongen ikke tale!"
8. Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtigt
Mika, Jimlas Søn!"
9. Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført
deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle
Profeterne spåede foran dem.
10. Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så
siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er
tilintetgjot!"
11. Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot
i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i
Kongens Hånd!"
12. Men Budet der var gået efter Mika, sagde til ham: "Se,
Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du
nu som de og giv gunstigt Svar!"
13. Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad min Gud siger,
det vil jeg tale!"
14. Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i
Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede
han: "Drag derop, så skal Lykken følge eder, og de skal gives i
eders Hånd!"
15. Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besværge
dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?"
16. Da sagde han: "Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en
Hjord uden Hyrde; og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad
dem vende tilbage i Fred, hver til sit!"
17. Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han
aldrig spår mig godt, men kun ondt!"
18. Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på
sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for
ham;
19. og HERREN sagde: Hvem vil dåre Kong Akab af Israel, så han
drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu et, en anden
et andet;
20. men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og Sagde:
Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?
21. Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans
Profeters Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og
gør det!
22. Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i disse dine
Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"
23. Da trådte Zidkija, Kena'anas Søn, frem og slog Mika på Kinden og
sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for
at tale til dig?"
24. Men Mika sagde: "Det skal du få at see, den Dag du flygter fra
Kammer til Kammer for at skjule dig!"
25. Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham til Amon, Byens
Øverste, og Kongesønnen Joasj
26. og sig: Således siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt
ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt
tilbage!"
27. Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke
talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag"l!"
28. Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i
Gilead.
29. Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før
jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels
Konge forklædte sig, og så drog de i Kampen.
30. Men Arams Konge havde ffivet sine Vognstyrere den Befaling: "I
må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels
Konge alene."
31. Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er
sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham fra
alle Sider. Da gav Josafat sig til at, råbe, og HERREN frelste
ham, idet Gud lokkede dem bort fra ham;
32. og da Vognstyrerne opdagede, at det ikke var Israels Konge, trak
de sig bort fra ham.
33. Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte
Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin
Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"
34. Men kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Israels Konge
holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften; men
da Solen gik ned, døde han.
19
1. Kong Josafat af Juda derimod vendte uskadt hjem igen til sit
Palads i Jerusalem.
2. Da trådte Seeren Jehu, Hananis Søn, frem for ham, og han sagde
til Kong Josafat: "Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem,
der hader HERREN? For den Sags Skyld er HERRENs Vrede over dig!
3. Noget godt er der dog hos dig, thi du har udryddet Asjererne af
Landet, og du har vendt dit Hjerte til at søge Gud."
4. Josafat blev nu i Jerusalem, Så drog han atter ud blandt Folket
fra Be'ersjeba til Efraims Bjerge og førte dem tilbage til
HERREN, deres Fædres Gud.
5. Og han indsatte Dommere i Landet i hver enkelt af de befæsfede
Byer i Juda.
6. Og han sagde til Dommerne: "Se til, hvad I gør, thi det er ikke
for Mennesker, men for HERREN, I fælder Dom, og han er hos eder,
når I afsiger Hendelser.
7. Derfor være HERRENs Frygt over eder! Vær varsomme med, hvad I
foretager eder, thi hos HERREN vor Gud er der hverken Uret eller
Personsanseelse, ej heller tager han imod Bestikkelse!"
8. Også i Jerusalem indsatte Josafat nogle af Leviterne, Præsterne
og Overhovederne for Israels Fædrenehuse til at dømme i HERRENs
Sager og i Stridigheder mellem Jerusalems Indbyggere.
9. Og han bød dem: "Således skal I gøre i HERRENs Frygt, i
Sanddruhed og med redeligt Hjerte:
10. Hver Gang der forelægges eder en Retssag af eders Brødre, der
bor i deres Byer, hvad enten det drejer sig om Blodskyld eller
om Love, Anordninger og Lovbud, skal I hjælpe dem til Rette, at
de ikke skal pådrage sig Skyld forHERREN, så der kommer Vrede
over eder og eders Brødre; gør således for ikke at pådrage eder
Skyld.
11. I alle HERRENs Sager skal Ypperstepræsten Amarja være eders
foresatte, i alle Kongens Sager Zebadja, Jisjmaels Søn, Fyrsten
i Judas Hus; og Leviterne står eder til Tjeneste som
Retsskrivere. Gå nu frimodigt til Værket, HERREN vil være med
enhver, der gør sin Pligt."
20
1. Siden hændte det sig, at Moabiterne og ammoniterne sammen med
Folk fra Maon drog i Krig mod Josafat.
2. Og man kom og bragte Josafat den Efterretning: "En vældig
Menneskemængde rykker frem imod dig fra Egnene binsides Havet),
fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar (det er En-Gedi)!"
3. Da grebes Josafat af Frygt, og han vendte sig til HERREN og
søgte ham og lod en Faste udråbe i bele Juda.
4. Så samledes Judæerne for at søge Hjælp hos HERREN; også fra alle
Judas Byer kom de for at søge HERREN.
5. Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems Forsamling i
HERRENs Hus foran den nye Forgård
6. og sagde: "HERRE, vore Fædres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er
det ikke dig, der hersker over alle Hedningerigerne? I din Hånd
er Kraft og Styrke, og mod dig kan ingen holde Stand!
7. Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette Lands Indbyggere bort
foran dit Folk Israel og gav din Ven Abrahams Efterkommere det
for evigt?
8. Og de bosatte sig der og byggede dig der en Helligdom for dit
Navn, idet de sagde:
9. Hvis Ulykke rammer os, Sværd, Straffedom, Pest eller Hungersnød,
vil vi træde frem foran dette Hus og for dit Åsyn, thi dit Navn
bor i dette Hus, og råbe til dig om Hjælp i vor Nød, og du vil
høre det og frelse os!
10. Se nu, hvorledes Ammoniterne og Moabiterne og de fra Se'irs
Bjerge, hvem du ikke tillod Israeliterne at angribe, da de kom
fra Ægypten, tværtimod holdt de sig tilbage fra dem og
tilintetgjorde dem ikke,
11. se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive
os bort fra din Ejendom, som du gav os i Eje!
12. Vor Gud, vil du ikke holde Dom over dem? Thi vi er afmægtige
over for denne vældige Menneskemængde, som kommer over os; vi
ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore Øjne er vendt til dig!"
13. Medens nu alle Judæerne stod for HERRENs Åsyn med deres
Familier, Kvinder og Børn,
14. kom HERRENs Ånd midt i Forsamlingen over Leviten Jahaziel, en
Søn af Zekarja, en Søn af Benaja, en Søn af Je'iel, en Søn af
Mattanja, af Asafs Sønner,
15. og han sagde: "Lyt til, alle I Judæere, Jerusalems Indbyggere og
Kong Josafat! Så siger HERREN til eder: Frygt ikke og forfærdes
ikke for denne vældige Menneskemængde, thi Kampen er ikke eders,
men Guds!
16. Drag i Morgen ned imod dem; se, de er ved at stige op ad Vejen
ved Hazziz, og l vil træffe dem ved Enden af Dalen østen for
Jeruels Ørken.
17. Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv
stående, så skal I se, hvorledes HERREN frelser eder, I Judæere
og Jerusalems Indbyggere! Frygt ikke og forfærdes ikke, men
drag i Morgen imod dem, og HERREN vil være med eder!"
18. Da bøjede Josafat sig med Ansigtet til Jorden, og alle Judæerne
og Jerusalems Indbyggere faldt ned for HERREN og tilbad ham;
19. men Leviterne af Keh'atiternes og Koraiternes Sønner stod op for
at lovprise HERREN, Israels Gud, med vældig Røst.
20. Tidligt næste Morgen drog de ud til Tekoas Ørken; og medens de
drog ud, stod Josafat og sagde: "Hør mig, I Judæere og
Jerusalems Indbyggere! Tro på HERREN eders Gud, og l skal blive
boende, tro på hans Profeter, og Lykken skal følge eder!"
21. Og efter at have rådført sig med Folket opstillede han Sangere
til med Ordene "lov HERREN, thi hans Miskundhed varer
evindelig!" at lovprise HERREN i helligt Skrud, medens de drog
frem foran de væbnede.
22. Og i samme Stund de begyndte med Jubelråb og Lovsang, lod HERREN
et Baghold komme over Ammoniterne, Moabiterne og dem fra Se'irs
Bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået.
23. Ammoniterne og Moabiterne angreb dem, der boede i Se'irs Bjerge,
og lagde Band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige
med dem fra Se'ir, gav de sig til at udrydde hverandre.
24. Da så Judæerne kom op på Varden, hvorfra man ser ud over
Ørkenen, og vendte Blikket mod Menneskemængden, se, da lå deres
døde Kroppe på Jorden, ingen var undsluppet.
25. Så kom Josafat og hans Folk hen for at udplyndre dem, og de
fandt en Mængde Kvæg, Gods, Klæder og kostbare Ting. De røvede
så meget, at de ikke kunde slæbe det bort, og brugte tre Dage
til at plyndre; så meget var der.
26. Den fjerde Dag samledes de i Berakadalen, thi der lovpriste de
HERREN, og derfor kaldte man Stedet Berakadalen, som det hedder
den Dag i Dag.
27. Derpå vendte alle Folkene fra Juda og Jerusalem med Josafat i
Spidsen om og drog tilbage til Jerusalem med Glæde, thi HERREN
havde bragt dem Glæde over deres Fjender;
28. og med Harper, Citre og Trompeter kom de lil Jerusalem, til
HERRENs Hus.
29. Men en Guds Rædsel kom over alle Lande og Riger, da de hørte, at
HERREN havde kæmpet mod Israels Fjender.
30. Således fik Josafats Rige Fred, og hans Gud skaffede ham Ro til
alle Sider.
31. Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge over
Juda, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed
Azuba og var Datter af Sjilhi.
32. Han vandrede i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han
gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
33. Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket vendte endnu ikke
Hjertet til deres Fædres Gud.
34. Hvad der ellers er at fortælle om Josafaf fra først til sidst,
står jo optegnet i Jehus, Hananis Søns, Krønike, som er optaget
i Bogen om Israels Konger.
35. Senere slog Kong Josafat af Juda sig sammen med Kong Ahazja af
Israel, der var ugudelig i al sin Færd;
36. han slog sig sammen med ham om at bygge Skibe, der skulde sejle
til Tarsis. De byggede Skibe i Ezjongeber.
37. Men Eliezer, Dodavahus Søn, fra Maresja profeterede mod Josafat
og sagde: "Fordi du har slået dig sammen med Ahazja, vil HERREN
gøre dit Værk til intet!" Og Skibene gik under og nåede ikke
Tarsis.
21
1. Så lagde Josafat sig nu til Hvile hos sine Fædre og blev jordet
hos sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Joram blev Konge i hans
Sted.
2. Han havde nogle Brødre, Sønner af Josafat: Azarja, Jehiel,
Zekarja, Azarjahu, Mikael og Sjefatja, alle Sønner af Kong
Josatat af Juda.
3. Deres Fader havde givet dem store Gaver, Sølv, Guld og
Kostbarheder tillige med betæstede Byer i Juda, men Joram havde
han givet Kongedømmet, fordi han var den førstefødte.
4. Men da Joram havde overtaget sin Faders Rige og styrket sin
Magt, lod han alle sine Brødre dræbe med Sværd tillige med nogle
af Israels Øverster.
5. Joram var fo og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
herskede otte År i Jerusalem.
6. Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs Hus, thi han
havde en Datter af Akab til Hustru, og han gjorde, hvad der var
ondt i HERRENs Øjne.
7. Dog vilde HERREN ikke tilintetgøre Davids Slægt for den Pagts
Skyld, han havde sluttet med David, og efter det Løfte, han
havde givet, at han altid skulde have en Lampe for hans Åsyn.
8. I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas Overherredømme og
valgte sig en Konge.
9. Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne. Og han
stod op om Natten, og sammen med Vognstyrerne slog han sig
igennem Edoms Rækker, der havde omringet ham.
10. Således rev Edom sig løs fra Judas Overherredømme, og således er
det den Dag i Dag. På samme Tid rev også Libna sig løs fra hans
Overherredømme, fordi han forlod HERREN, sine Fædres Gud.
11. Også han rejste Offerhøje i Judas Byer og forledte Jerusalems
Indbyggere til at bole og Juda til at falde fra.
12. Da kom der et Brev fra Profeten Elias til ham, og deri stod: "Så
siger HERREN, din Fader Davids Gud: Fordi du ikke har vandret i
din Fader Josafats og Kong Asa af Judas Spor,
13. men i Israels Kongers Spor og forledt Juda og Jerusalems
Indbyggere til at bole, ligesom Akabs Hus gjorde, og tilmed
dræbt dine Brødre, din Faders Hus, der var bedre end du selv,
14. se, derfor vil HERREN nu ramme dit Folk, dine Sønner, dine
Hustruer og alt, hvad du ejer, med et tungt Slag.
15. Og selv skal du falde i en hård Sygdom og blive syg i dine
Indvolde, så at Indvoldene nogen Tid efter skal træde ud som
Følge af Sygdommen!"
16. Så æggede HERREN Filisterne og Araberne, der var Naboer til
Kusjiterne, imod Joram,
17. og de drog opmod Juda trængte ind og røvede alle Kongens
Ejendele, som fandtes i hans Palads, også hans Sønner og
Hustruer, så der ikke levnedes ham nogen Søn undtagen Joahaz,
den yngste af hans Sønner.
18. Og efter alt dette slog HERREN ham med en uhelbredelig Sygdom i
hans Indvolde.
19. Nogen Tid efter, da to År var gået, trådte Indvoldene ud som
Følge af Sygdommen, og han døde under hårde Lidelser. Hans Folk
tændte intet Bål til Ære for ham som for hans Fædre.
20. Han var to og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
herskede otte År i Jerusalem. Han gik bort uden at savnes. Man
jordede ham i Davidsbyen, dog ikke i Kongegravene.
22
1. Derpå gjorde Jerusalems Indbyggere hans yngste Søn Ahazja til
Konge i hans Sted, thi de ældre var dræbt af Røverskaren, der
brød ind i Lejren sammen med Araberne. Således blev Ahazja,
Jorams Søn, Konge i Juda.
2. Ahazja var to og fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede eet År i Jerusalem. Hans Moder hed Atalja og var Datter
af Omri.
3. Også han vandrede i Akabs Hus's Spor, thi hans Moder forledte
ham til Ugudelighed ved sine Råd.
4. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom Akabs Hus,
thi efter Faderens Død blev de hans Rådgivere, og det blev hans
Fordærv.
5. Det var også efter deres Råd, han sammen med Akabs Søn, Kong
Joram af Israel, drog i Krig mod Kong Hazael af Aram ved Ramot i
Gilead. Men Aramæerne sårede Joram.
6. Så vendte Joram tilbage for i Jizre'el at søge Helbredelse for
de Sår, man havde tilføjet ham ved Rama, da han kæmpede med Kong
Hazael af Aram; og Jorams Søn, Kong Ahazja af Juda, drog ned for
at se til Joram, Akabs Søn, i Jizre'el, fordi han lå syg.
7. Men til Ahazjas Undergang var det tilskikket af Gud, at han
skulde komme til Joram; thi da han var kommet derhen, gik han
med Joram ud til Jehu, Nimsjis Søn, som HERREN havde salvet til
at udrydde Akabs Hus.
8. Og da Jehu fuldbyrdede Dommen over Akabs Hus, traf han på Judas
Øverster og Ahazjas Brodersønner, der var i Ahazjas Tjeneste, og
dræbte dem;
9. derpå lod han Ahazja eftersøge, og man fangede ham, medens han
holdt sig skjult i Samaria, ogbragte ham til Jehu, der lod ham
dræbe. Så jordede de ham, thi de sagde: "Han var dog en Søn af
Josafat, der søgte HERREN af hele sit Hjerte." Men af Ahazjas
Hus var ingen stærk nok til at tage Magten.
10. Da Atalja, Ahazjas Moder, fik at vide, at hendes Søn var død,
tog hun sig for at udrydde hele den kongelige Slægt af Judas
Hus.
11. Men Kongens Datter Josjab'at tog Ahazjas Søn Joas og fik ham
hemmeligt af Vejen, så han ikke var imellem Kongesønnerne, der
blev dræbt, og hun gemte ham og hans Amme i
Sengekammeret. Således holdt Josjab'at, Kong Jorams Datter,
Præsten Jojadas Hustru, der jo var Søster til Ahazja, ham skjult
for Atalja, så hun ikke fik ham dræbt;
12. og han var i seks År skjult hos dem i HERRENs Hus, medens Atalja
herskede i Landet.
23
1. Men i det syvende År tog Jojada Mod til sig og indgik Pagt med
Hundredførerne Azarja, Jerhams Søn, Jisjmael, Johanans Søn,
Azarja, Obeds Søn, Ma'aseja, Adajas Søn, og Elisjafat, Zikris
Søn.
2. De drog Juda rundt og samlede Leviterne fra alle Judas Byer og
Overhovederne for Israels Fædrenehuse, og de kom så til
Jerusalem.
3. Så sluttede hele Forsamlingen i Guds Hus en Pagt med Kongen. Og
Jojada sagde til dem: "Se, Kongesønnen skal være Konge efter det
Løfte, HERREN har givet om Davids Sønner!
4. Og således skal I gøre: Den Tredjedel af eder Præster og
Leviter, der rykker ind om Sabbaten, skal tjene som Dørvogtere;
5. den anden Tredjedel skal besætte Kongens Palads og den tredje
Jesodporten, medens alt Folket skal besætte Forgården etiI
HERRENs Hus.
6. Men ingen må betræde HERRENs Hus undtagen Præsterne og de
Leviter, der gør Tjeneste; de må gå derind, thi de er hellige;
men hele Folket skal holde sig HERRENs Forskrift efterrettelig.
7. Så skal Leviterne, alle med Våben i Hånd, slutte Kreds om
Kongen, og enhver, der nærmer sig Templet, skal dræbes. Således
skal I være om Kongen, når han går ind, og når han går ud."
8. Leviterne og alle Judæerne gjorde alt, hvad Præsten Jojada havde
påbudt, idet de tog hver sine Folk, både dem, der rykkede ud, og
dem, der rykkede ind om Sabbaten, thi Præsten Jojada gav ikke
Skifterne Orlov.
9. Og Præsten Jojada gav Hundredførerne Spydene og de små og store
Skjolde, som havde tilhørt Kong David og var i Guds Hus.
10. Derpå opstillede han alt Folket, alle med Spyd i Hånd, fra
Templets Sydside til Nordsiden, hen til Alteret og derfra igen
hen til Templet, rundt om Kongen.
11. Så førte de Kongesønnen ud, satte Kronen og Vidnesbyrdet på ham;
derefter udråbte de ham til Konge, og Jojada og hans Sønner
salvede ham og råbte: "Kongen leve!"
12. Da Atalja hørte Larmen af Folket, som løb og jublede for Kongen,
gik hun hen til Folket i HERRENs Hus,
13. og der så hun Kongen stå på sin Plads ved Indgangen og
Øversterne og Trompetblæserne ved Siden af, medens alt Folket
fra Landet jublede og blæste i Trompeterne, og Sangerne med
deres Instrumenter ledede Lovsangen. Da sønderrev Atalja sine
Klæder og råbte: "Forræderi, Forræderi!"
14. Men Præsten Jojada bød Hundredførerne, Hærens Befalingsmænd:
"Før hende uden for Forgårdene og hug enhver ned, der følger
hende, thi - sagde Præsten - I må ikke dræbe hende i HERRENs
Hus!"
15. Så greb de hende, og da hun ad Hesteporten var kommet til
Kongens Palads, dræbte de hende der.
16. Men Jojada sluttede Pagt mellem sig og hele Folket og Kongen om,
at de skulde være HERRENS folk.
17. Og alt Folket begav sig til Ba'als Hus og nedbrød det; Altrene
og Billederne huggede de i Stykker, og Ba'als Præst Mattan
dræbte deforan Altrene.
18. Derpå satte Jojada Vagtposter ved HERRENs Hus under Ledelse af
Præsterne og Leviterne, som David havde tildelt HERRENs Hus, for
at de skulde bringe HERREN Brændofre, som det er foreskrevet i
Mose Lov, under Jubel og Sang efter Davids Anordning;
19. og han opstillede Dørvogterne ved HERRENs Hus's Porte, for at
ingen, der i nogen Måde var uren, skulde gå derind;
20. og han tog Hundredførerne og Stormændene og Folkets overordnede
og alt Folket fra Landet og førte Kongen ned fra HERRENs Hus; de
gik igennem Øvreporten til Kongens Palads og satte Kongen på
Kongetronen.
21. Da glædede alt Folket fra Landet sig, og Byen holdt sig
rolig. Men Atalja huggede de ned.
24
1. Joas var syv År gammel da han blev konge og han herskede i
fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra
Be'ersjeba.
2. Joas gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, så længe Præsten
Jojada levede.
3. Jojada tog ham to Hustruer, og han avlede Sønner og Døtre.
4. Siden kom Joas i Tanker om at udbedre HERRENs Hus.
5. Han samlede derfor Præsterne og Leviterne og sagde til dem:
"Drag ud til Judas Byer og saml Penge ind i hele Israel til at
istandsætte eders Guds Hus År efter År; men I må skynde eder!"
Leviterne skyndte sig dog ikke.
6. Så lod Kongen Ypperstepræsten Jojada kalde og sagde til ham:
"Hvorfor har du ikke holdt Øje med, at Leviterne i Juda og
Jerusalem indsamler den Afgift, HERRENs Tjener Moses pålagde
Israels Forsamling til Vidnesbyrdets Telt?
7. Thi den ugudelige Atalja og hendes Sønner har ødelagt Guds Hus
og oven i Købet brugt Helliggaverne i HERRENs Hus til
Ba'alerne."
8. På Kongens Bud lavede man så en Kiste og satte den uden for
Porten til HERRENs Hus;
9. og det kundgjordes i Juda ogJerusalem, at den Afgift, Moses
havde pålagt Israeliterne i Ørkenen, skulde udredes til HERREN.
10. Alle Øversterne og hele Folket bragte da Afgiften med Glæde og
lagde den i Kisten, til den var fuld;
11. og hver Gang kisten af Leviterne blev bragt til de kongelige
Tilsynsmænd, når de så, at der var mange Penge, kom Kongens
Skriver og Ypperstepræstens Tilsynsmand og tømte Kisten; og så
tog de og satte den på Plads igen. Således gjorde de Gang på
Gang, og de samlede en Mængde Penge.
12. Og Kongen og Jojada gav Pengene til dem, der stod for Arbejdet
ved HERRENs Hus, og de lejede Stenhuggere og Tømmermænd til at
udbedre HERRENs Hus og derhos Jern og Kobbersmede til at
istandsætte HERRENs Hus.
13. Og de, der stod for Arbejdet, tog fat, og
Istandsættelsesarbejdet skred frem under deres Hænder, og de
bygggede Guds Hus op efter de opgivne Mål og satte det i god
Stand.
14. Da de var færdige, bragte de Resten af Pengene til Kongen og
Jojada, og for dem lod han lave Redskaber til HERRENs Hus,
Redskaber til Tjenesten og Ofrene, Kander og Kar af Guld og
Sølv. Og de ufrede stadig Brændofre i HERRENs Hus, så længe
Jojada levede.
15. Men Jojada blev gammel og mæt af Dage og døde; han var ved sin
Død 130 År gammel.
16. Man jordede ham i Davidsbyen hos Kongerne, fordi han havde gjort
sig fortjent af Israel og over for Gud og hans Hus.
17. Men efter Jojadas Død kom Judas Øverster og kastede sig ned for
Kongen. Da hørte Kongen dem villig,
18. Og de forlod HERREN, deres Fædres Guds Hus og dyrkede Asjererne
og Gudebillederne. Og der kom Vrede over Juda og Jerusalem for
denne deres Synds Skyld.
19. Så sendte han Profeter iblandt dem for at omvende dem til
HERREN, og de advarede dem, men de hørte ikke.
20. Men Guds Ånd iførte sig Zekarja, Præsten Jojadas Søn, og han
trådte frem for Folket og sagde til dem: "Så siger Gud: Hvorfor
overtræder I HERRENs Bud så Lykken viger fra eder? Fordi I har
forladt HERREN, har han forladt eder!"
21. Men de sammensvor sig imod ham og stenede ham på Kongens Bud i
Forgården til HERRENs Hus;
22. Kong Joas kom ikke den Kærlighed i Hu, hans Fader Jojada havde
vist ham, men lod Sønnen dræbe, Men da han døde, råbte han:
"HERREN ser og straffer!"
23. Ved Jævndøgnstide drog Aramæernes Hær imod Kongen, og de trængte
ind i Juda og Jerusalem og udryddede alle Øverster af Folket og
sendte alt Byttet, de tog fra dem. til Kongen af Darmaskus.
24. Skønt Aramæernes Hær kom i et ringe Tal, gav HERREN en såre stor
Hær i deres Hånd, fordi de havde forladt HERREN, deres Fædres
Gud; således fuldbyrdede de Dommen over Joas.
25. Og da de drog bortfra ham - de forlod ham nemlig i hårde
Lidelser - stiftede hans Folk en Sammensærgelse imod ham til
Straf for Mordet på Præsten Jojadas Søn og dræbte ham i hans
Seng. Således døde han, og man jordede ham i Davidsbyen, dog
ikke i Kongegravene.
26. De sammensvorne var Zakar, en Søn af Ammoniterkvinden
Sjim'at. og Jozahad, en Søn af Moabiterkvinden Sjimrit.
27. Hans Sønners Navne, de mange profetiske Udsagn imod ham og hans
grundige Udbedring af Guds, Hus står jo optegnet i Udlægningen
til Kongernes Bog. Hans Søn Amazja blev Konge i hans Sted.
25
1. Amazja var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jehoaddan og
var fra Jerusalem.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, dog ikke med et
helt Hjerte.
3. Da han havde sikret sig Magten, lod han dem af sine Folk dræbe,
der havde dræbt hans Fader Kongen,
4. men deres Børn lod han ikke ihjelslå, i Henhold til hvad der
står skrevet i Moses's Lovbog, hvor HERREN påbyder: "Fædre skal
ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden
for Fædres Skyld. Men enhver skal lide Døden for sin egen Synd."
5. Amazja samlede Judæerne og opstillede dem efter Fædrenehuse
under Tusind- og Hundredførerne, hele Juda og Benjamin, og da
han mnønstrede dem fra Tyveårsalderen og opefter, fandt han, at
de udgjorde 300.000 udvalgte Folk, øvede Krigere, der har Skjold
og Spyd.
6. Dertil lejede han i Israel 100.000 dygtige Krigere for 100
Sølvtalenter.
7. Men en Guds Mand kom til ham og sagde: "Israels Hær må ikke
følge dig, Konge, thi HERREN er ikke med Israel, ikke med nogen
af Efraimiterne;
8. og hvis du mener, at du kan vinde Styrke på den Måde, vil Gud
bringe dig til Fald for Fjenden, thi hos Gud er der Kraft til at
hjælpe og til at bringe til Fald!"
9. Amazja spurgte den Guds Mand: "Hvad så med de 100 Sølvtalenter,
jeg gav de israelitiske Krigsfolk?" Og den Guds Mand svarede:
"HERREN kan give dig langt mere end det!"
10. Da udskilte Amazja de Krigsfolk, der var kommet til ham fra
Efraim, og lod dem drage hjem; men deres Vrede blussede heftigt
op mod Juda, og de vendte hjem i fnysende Vrede.
11. Amazja tog nu Mod til sig og førte sine Krigere til Saltdalen og
nedhuggede 10.000 af Se'iriterne;
12. desuden tog Judæerne 10.000 levende til Fange; dem førte de op
på Klippens Top og styrtede dem ned derfra, så de alle knustes.
13. Men de Krigsfolk, Amazja havde sendt hjem, så de ikke kom til at
følge ham i Krigen, faldt ind i Judas Byer fra Samaria til
Bet-Horon, huggede 3.000 af Indbyggerne ned og gjorde stort
Bytte.
14. Da Amazja kom hjem fra Sejren over Edomiterne, havde han
Se'iriternes Guder med, og han opstillede dem som sine Guder,
tilbad dem og tændte Offerild for dem.
15. Da blussede HERRENs Vrede op mod Amazja, og han sendte en Profet
til ham, og denne sagde til ham: "Hvorfor søger du dette Folks
Guder, som ikke kunde frelse deres Folk af din Hånd?"
16. Men da han talte således, sagde Kongen til ham: "Har man gjort
dig til Kongens Rådgiver? Hold inde, ellers bliver du slået
ihjel!" Da holdt Profeten inde og sagde: "Jeg indser, at Gud har
i Sinde at ødelægge dig, siden du bærer dig således ad og ikke
hører mit Råd!"
17. Efter at have overtænkt Sagen sendte Kong Amazja af Juda Bud til
Jehus Søn Joahaz's Søn, Kong Joas af Israel, og lod sige: "Kom,
lad os se hinanden under Øjne!"
18. Men Kong Joas af Israel sendte Kong Amazja, af Juda det Svar:
"Tidselen på Libanon sendte engang det Bud til Cederen på
Libanon: Giv min Søn din Datter til Ægte! Men Libanons vilde Dyr
løb hen over Tidselen og trampede den ned!
19. Du tænker: Se, jeg har slået Edom! Og det har gjort dig
overmodig, så du vil vinde mere Ære. Bliv, hvor du er! Hvorfor
vil du udfordre Ulykken og udsætte både dig selv og Juda for
Fald?"
20. Men Amazja vilde intet høre, thi Gud føjede det såledesfor at
give dem til Pris, fordi de søgte Edoms Guder.
21. Så drog Kong Joas af Israel ud, og han og Kong Amazja af Juda så
hinanden under Øjne ved Bet-Sjemesj i Juda;
22. Juda blev slået af Israel, og de flygtede hver til sit.
23. Men Kong Joas af Israel tog Joahaz's Søn Joas's Søn, Kong Amazja
af Juda, tifange ved Bet-Sjemesj og førte ham til
Jerusalem. Derpå nedrev han Jerusalems Mur på en Strækning af
400 Alen, fra Efraimsporten til Hjørneporten;
24. og han tog alt det Guld og Sølv og alle de Kar, der fandtes i
Guds Hus hos Obed-Edom og i Skatkammeret i Kongens Palads;
desuden tog han Gidsler og vendte så tilbage til Samaria.
25. Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, levede endnu femten År, efter
at Joahaz's Søn, Kong Joas at Israel, var død.
26. Hvad der ellers er at fortælle om Amazja fra først til sidst,
står optegnet i Bogen om Judas og Israels Konger.
27. Men ved den Tid Amazja faldt fra HERREN, stiftedes der en
Sammensværgelse mod ham i Jerusalem, og han flygtede til Lakisj,
men der blev sendt Folk efter ham til Lakisj, og de dræbte ham
der.
28. Så løftede man ham op på Heste og jordede ham hos hans Fædre i
Davidsbyen.
26
1. Alt Folket i Juda tog så Uzzija, der da var seksten År gammel,
og gjorde ham til Konge i hans Fader Amazjas Sted.
2. Det var ham, der befæstede Elot og atter forenede det med Juda
efter at Kongen havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre.
3. Uzzija var seksten År gammel da han blev Konge, og han herskede
to og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jekolja
og var fra Jerusalem.
4. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fader Amazja;
5. og han blev ved med at søge Gud, så længe Zekarja, der havde
undervist ham i Gudsfrygt, levede. Og så længe han søgte HERREN,
gav Gud ham Lykke.
6. Han gjorde et Krigstog mod Filisterne og nedrev Bymurene i Gat,
Jabne og Asdod og byggede Byer i Asdods Område og
Filisterlandet.
7. Gud hjalp ham mod Filisterne og Araberne, der boede i Gur-Ba'al
og mod Me'uniterne.
8. Atnmoniterne svarede Uzzija Skat, og hans Ry nåede til Ægypten,
thi han blev overmåde mægtig.
9. Og Uzzija byggede Tårne i Jerusalem ved Hjørneporten, Dalporten
og Murhjørnet og befæstede
10. Fremdeles byggede han Tårne i Ørkenen og lod mange Cisterner
udhugge, thi han havde store Hjorde både i Lavlandet og på
Højsletten, der hos Agerdyrkere og Vingårdsmænd på Bjergene og i
Frugtlandet, thi han var ivrig Landmand.
11. Og Uzzija havde en øvet Krigshær, der drog i Krig Deling for
Deling i det Tal, der fremgik af Mønstringen, som Statsskriveren
Je'uel og Retsskriveren Ma'aseja foretog under Tilsyn af
Hananja, en at Kongens Øverster.
12. Det fulde Tal på de dygtige Krigere, som var Overhoveder for
Fædrenehusene, var 2600.
13. Under deres Befaling stod en Hærstyrke på 307500 krigsvante Folk
i deres fulde Kraft til at hjælpe Kongen mod Fjenden.
14. Uzzija udrustede hele Hæren med Skjolde, Spyd, Hjelme, Brynjer,
Buer og Slyngesten.
15. Ligeledes lod han i Jerusalem lave snildt udtænkte
Krigsmaskiner, der opstilledes på Tårnene og Murtinderne til at
udslynge Pile og store Sten. Og hans Ry nåede viden om, thi på
underfuld Måde blev han hjulpet til stor Magt.
16. Men da han var blevet mægtig, blev hans Hjerte overmodigt, så
han gjorde, hvad fordærveligt var; han handlede troløst mod
HERREN sin Gud, idet han gik ind i HERRENs Helligdom for at
brænde Røgelse på Røgelsealteret.
17. Præsten Azarja fulgte efter ham, ledsaget af firsindstyve af
HERRENs Præster, modige Mænd;
18. og de trådte frem for Kong Uzzija og sagde til ham: "At ofre
HERREN Røgelse tilkommer ikke dig, Uzzija, men Arons Sønner,
Præsterne, som er helliget til at ofre Røgelse; gå ud af
Helligdommen, thi du har handlet troløst, og det tjener dig ikke
til Ære for HERREN din Gud!"
19. Uzzija, der holdt Røgelsekarret i Hånden for at brænde Røgelse,
blev rasende; men som han rasede mod Præsterne, slog Spedalskhed
ud på hans Pande, medens han stod der over for Præsterne foran
Røgelsealteret i HERRENs Hus;
20. og da Ypperstepræsten Azarja og alle Præsterne vendte sig imod
ham, se, da var han spedalsk i Panden. Så førte de ham hastigt
bort derfra, og selv fik han travlt med at komme ud, fordi
HERREN havde ramt ham.
21. Så var Kong Uzzija spedalsk til sin Dødedag; og skønt spedalsk
fik han Lov at blive boende i sit Hus, men var udelukket fra
HERRENs Hus, medens hans Søn Jotam rådede i Kongens Palads og
dømte Folket i Landet.
22. Hvad der ellers er at fortælle om Uzzija fra først til sidst,
har Profeten Esajas, Amoz's Søn, optegnet.
23. Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
hos hans Fædre på den Mark, hor Kongegravene var, under Hensyn
til at han havde været spedalsk; og hans Søn Jotam blev Konge i
hans Sted.
27
1. Jotam var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede seksten År i Jerusalem. Hans Moder hed Jerusja og var
Datter af Zadok.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fader Uzzija havde gjort, men han gik ikke ind i HERRENs
Helligdom. Men Folket gjorde fremdeles, hvad fordærveligt var.
3. Det var ham, der opførte Øvreporten i HERRENs Hus, og desuden
byggede han meget på Ofels Mur.
4. Han opførte Byer i Judas Bjerge og Borge og Tårne i Skovene.
5. Han førte Krig med Ammoniternes Konge og overvandt dem, så
Ammoniterne det År måtte svare ham 100 Talenter Sølv, 10.000 Kor
Hvede og 10.000 Kor Byg i Skat; og lige så meget svarede
Ammoniterne ham det andet og tredje År.
6. Således blev Jotam stærk, fordi han vandrede troligt for HERREN
sin Guds Åsyn.
7. Hvad der ellers er at fortælle om Jotam, alle hans Krige og
Foretagender, står jo optegnet i Bogen om Israels og Judas
Konger.
8. Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede seksten År i Jerusalem.
9. Så lagde Jotam sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
i Davidsbyen; oghans Søn Akazblev Konge i hans Sted.
28
1. Akaza var tyve År gammel da han blev Konge, og han herskede
seksten År i Jerusalem. Han gjorde ikke, hvad der var ret i
HERRENs Øjne, som hans Fader David,
2. men vandrede i Israels Kongers Spor Ja, han lod lave støbte
Billeder til Ba'alerne;
3. han tændte selv Offerild i Hinnoms Søns Dal og lod sine Sønner
gå igennem Ilden efter de Folks vederstyggelige Skik, som HERREN
havde drevet bort foran Israeliterne.
4. Han ofrede og tændte Offerild på Offerhøjene og de høje Steder
og under alle grønne Træer.
5. Derfor gav HERREN hans Gud ham i Arams Konges Hånd, og de slog
ham og tog mange af hans Folk til Fange og førte dem til
Darmaskus. Ligeledes blev han givet i Israels Konges Hånd, og
denne tilføjede ham et stort Nederlag.
6. Peka, Remaljas Søn, dræbte i Juda 120.000 Mennesker på een Dag,
lutter dygtige Krigsfolk, fordi de havde forladt HERREN, deres
Fædres Gud.
7. Den efraimitiske Helt Zikri dræbte Kongesønnen Ma'aseja,
Paladsøversten Azrikam og Elkana, den ypperste næst Kongen.
8. Israeliterne bortførte fra deres Brødre 200.000 Hustruer, Sønner
og Døtre som Fanger og fratog dem et stort Bytte, som de førte
til Samaria.
9. Her boede en HERRENs Profet ved Navn Oded; han gik Hæren i Møde,
da den kom til Samaria, og sagde til dem: "Fordi HERREN, eders
Fædres Gud, var vred på Juda, gav han dem i eders Hånd; men I
har anrettet et Blodbad iblandt dem med et Raseri, der når til
Himmelen!
10. Og nu tænker I på at få Magten over Folkene fra Juda og
Jerusalem og gøre dem til eders Trælle og Trælkvinder! Har l da
ikke også selv nok på Samvittigheden over for HERREN eders Gud!
11. Lyd derfor mig og send de Fanger tilbage, som I har gjort blandt
eders Brødre, thi HERRENs glødende Vrede er over eder!"
12. Da trådte nogle af Efraimiternes Overhoveder, Azarja, Johanans
Søn, Berekja, Mesjillemots Søn, Hizkija, Sjallums Søn, og Amasa,
Hadlajs Søn, frem for de hjemvendte Krigere
13. og sagde til dem: "I må ikke bringe Fangerne herhen! Thi I har i
Sinde at øge vote Synder og vor Skyld ud over den Skyld, vi har
over for HERREN; thi stor er vor Skyld, og glødende Vrede er
over Israel!"
14. Da gav de væbnede Slip på Fangerne og Byttet i Øversternes og
hele Forsamlingens Påsyn;
15. og de ovenfor nævnte Mænd stod op og tog sig af Fangerne, gav
alle de nøgne iblandt dem Klæder af Byttet, forsynede dem med
Klæder og Sko, gav dem Mad og Drikke, salvede dem, lod dem, der
ikke kunde gå, ride på Æsler og bragte dem til Jeriko,
Palmestaden, hen i Nærheden af deres Brødre; derpå vendte de
tilbage til Samaria.
16. På den Tid sendte Kong Akaz Assyrerkongen Bud om Hjælp.
17. Tilmed trængte Edomiterne ind og slog Judæerne og slæbte
Krigsfanger bort.
18. Og Filisterne faldt ind i Lavlandets Byer og den judæiske Del af
Sydlandet og indtog Bet-Sjemesj, Ajjalon, Gederot, Soko med
Småbyer, Timna med Småbyer og Gimzo med Småbyer og bosatte sig
der.
19. Thi HERREN ydmygede Juda for Kong Akaz af Judas Skyld, fordi han
havde ladet Tøjlesløshed opkomme i Juda og været troløs mod
HERREN.
20. Men Assyrerkongen Tillegat-Pilneser drog imod ham og bragte ham
i Nød i Stedet for at hjælpe ham;
21. thi Akaz plyndrede HERRENs Hus, og Kongens Palads og Øversternes
Palads og gav det til Assyrerkongen, men det hjalp ham intet.
22. Og selv da Assyrerkongen bragte ham i Nød, var Kong Akaz på ny
troløs mod HERREN;
23. han ofrede til Darmaskus's Guder, som havde slået ham, idet han
sagde: "Aramæerkongernes Guder har jo hjulpet dem; til dem vil
jeg ofre, at de også må hjælpe mig!" Men de blev ham og hele
Israel til Fald.
24. Også samlede Akaz Karrene i Guds Hus og slog dem i Stykker; og
han lukkede HERRENs Hus's Porte og lavede sig Altre ved hvert et
Hjørne i Jerusalem;
25. og i hver eneste By i Juda indrettede han Offerhøje for at tænde
Offerild for fremmede Guder; således krænkede han HERREN, sine
Fædres Gud.
26. Hvad der ellers er at fortælle om ham og hele hans Færd fra
først til sidst, står jo optegnet i Bogen om Judas og Israels
Konger.
27. Så lagde Akaz sig til Hvile bos sine Fædre, og man jordede ham i
Jerusalem, inde i Byen, thi man vilde ikke jorde ham i Israels
Kongegrave; og hans Søn Ezekias blev Konge i hans Sted.
29
1. Ezekias var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Abija og var
en Datter af Zekarja.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fader David.
3. I sit første Regeringsårs første Måned lod han HERRENs Hus's
Porte åbne og sætte i Stand.
4. Derpå lod han Præsterne og Leviterne komme, samlede dem på den
åbne Plads mod Øst
5. og sagde til dem: "Hør mig, Leviter! Helliger nu eder selv og
helliger HERRENs, eders Fædres Guds, Hus og få det urene ud af
Helligdommen.
6. Thi vore Fædre var troløse og gjorde, hvad der var ondt i HERREN
vor Guds Øjne, de forlod ham, idet de vendte Ansigtet bort fra
HERRENs Bolig og vendte den Ryggen;
7. de lukkede endog Forhallens Porte, slukkede Lamperne, brændte
ikke Røgelse og bragte ikke Israels Gud Brændofre i
Helligdommen.
8. Derfor kom HERRENs Vrede over Juda og Jerusalem, og han gjorde
dem til Rædsel, Forfærdelse og Skændsel, som I kan se med egne
Øjne.
9. Se, vore Fædre er faldet for Sværdet, vore Sønner, Døtre og
Hustruer ført i Fangenskab for den Sags Skyld.
10. Men nu har jeg i Sinde at slutte en Pagt med HERREN, Israels
Gud, for at hans glødende Vrede må vende sig fra os.
11. Så lad det nu, mine Sønner, ikke skorte på Iver, thi eder har
HERREN udvalgt til at stå for hans Åsyn og tjene ham og til at
være hans Tjenere og tænde Offerild for ham!"
12. Da rejste følgende Leviter sig: Mahat, Amasajs Søn, og Joel,
Azarjas Søn, af Kehatiternes Sønner; af Merariterne Kisj, Abdis
Søn, og Azarja, Jehallel'els Søn; af Gersoniterne Joa, Zimmas
Søn, og Eden, Joas Søn;
13. af Elizafans Sønner Sjimri og Je'uel; af Asafs Sønner Zekarja og
Mattanja;
14. af Hemans Sønner Jehiel og Sjim'i; og af Jedutuns Sønner Sjemaja
og Uzziel;
15. og de samlede deres Brødre, og de helligede sig og skred så
efter Kongens Befaling til at rense HERRENs Hus i Henhold til
HERRENs Forskrifter.
16. Og Præsterne gik ind i det indre af HERRENS Hus for at rense
det, og alt det urene, de fandt i HERRENs Tempel, bragte de ud i
HERRENs Hus's Forgård, hvor Leviterne tog imod det for at bringe
det ud i Kedrons Dal.
17. På den første Dag i den første Måned begyndte de at hellige, og
på den ottende Dag i Måneden var de kommet til HERRENs Forhal;
så helligede de HERRENs Hus i otte Dage, og på den sekstende Dag
i den første Måned var de færdige.
18. Derpå gik de ind til Kong Ezekias og sagde: "Vi har nu renset
hele HERRENs Hus, Brændofferalteret med alt, hvad der hører
dertil, og Skuebrødsbordet med alt, hvad der hører dertil;
19. og alle de Kar, som Kong Akaz i sin Troløshed vanhelligede, da
han var Konge, dem har vi bragt på Plads og helliget; se, de
står nu foran HERRENs Alter!"
20. Næste Morgen tidlig samlede Kong Ezekias Byens Øverster og gik
op til HERRENs Hus.
21. Derpå bragte man syv Tyre, syv Vædre, syv Lam og syv Gedebukke
til Syndoffer for Riget, Helligdommen og Juda; og han bød Arons
Sønner Præsterne ofre dem på HERRENs Alter.
22. De slagtede så Tyrene, og Præsterne tog imod Blodet og sprængte
det på Alteret; så slagtede de Vædrene og sprængte Blodet på
Alteret; så slagtede de Lammene og sprængte Blodet på Alteret;
23. endelig bragte de Syndofferbukkene frem for Kongen og
Forsamlingen, og de lagde Hænderne på dem;
24. så slagtede Præsterne dem og bragte Blodet på Alteret som
Syndoffer for at skaffe hele Israel Soning; thi Kongen havde
sagt, at Brændofferet og Syndofferet skulde være for hele
Israel.
25. Og han opstillede Leviterne ved HERRENs Hus med Cymbler, Harper
og Citre efter Davids, Kongens Seer Gads og Profeten Natans Bud,
thi Budet var givet af HERREN gennem hans Profeter.
26. Og Leviterne stod med Davids Instrumenter og Præsterne med
Trompeterne.
27. Derpå bød Ezekias, at Brændofferet skulde ofres på Alteret, og
samtidig med Ofringen begyndte også HERRENs Sang og Trompeterne,
ledsaget af Kong David af Israels Instrumenter.
28. Da kastede hele Forsamlingen sig til Jorden, medens Sangen lød
og Trompeterne klang, og alt dette varede, til man var færdig
med Brændofferet.
29. Så snart man var færdig med Brændofferet, knælede Kongen og
alle, der var hos ham, ned og tilbad.
30. Derpå bød Kong Ezekias og Øversterne Leviterne at lovsynge
HERREN med Davids og Seeren Asafs Ord; og de sang Lovsangen med
Jubel og bøjede sig og tilbad.
31. Ezekias tog da til Orde og sagde: "I har nu indviet eder til
HERREN; så træd da frem og bring Slagtofre og Lovprisningsofre
til HERRENs Hus!" Så bragte Forsamlingen Slagtofre og
Lovprisningsofre, og enhver, hvis Hje1te tilskyndede ham dertil,
bragte Brændofre.
32. De Brændofre, Forsamlingen bragte, udgjorde 70 Stykker Hornkvæg,
100 Vædre og 200 Lam, alt som Brændofre til HERREN;
33. og Helligofrene udgjorde 600 Stykker Hornkvæg og 3000 Stykker
Småkvæg.
34. Dog var Præsterne for få til at flå Huden af alle Brændofrene,
derfor hjalp deres Brødre Leviterne dem, indtil Arbejdet var
fuldført og Præsterne havde helliget sig; thi Leviterne viste
redeligere Vilje til at hellige sig end Præsterne.
35. Desuden var der en Mængde Brændofre, hvortil kom Fedtstykkerne
af Takofrene og Drikofrene til Brændofrene. Således bragtes
Tjenesten i HERRENs Hus i Orden.
36. Og Ezekias og alt Folket glædede sig over, hvad Gud havde beredt
Folkel, thi det hele var sket så hurtigt.
30
1. Derpå sendte Ezekias Bud til hele Israel og Juda og skrev
desuden Breve til Efraim og Manasse om at komme til HERRENs Hus
i Jerusalem for at fejre Påsken for HERREN, Israels Gud.
2. Og Kongen, hans Øverster og hele Forsamlingen i Jerusalem
rådslog om at fejre Påsken i den anden Måned;
3. thi de kunde ikke fejre den med det samme, da Præsterne ikke
havde helliget sig i tilstrækkeligt Tal, og Folket ikke var
samlet i Jerusalem.
4. Kongen og hele Forsamlingen fandt det rigtigt;
5. derfor vedtog de at lade et Opråb udgå i hele Israel fra
Be'ersjeba til Dan om at komme og fejre Påsken i Jerusalem for
HERREN, Israels Gud, thi man havde ikke fejret den så
fuldtalligt som foreskrevet.
6. Så gik Ilbudene ud i hele Israel og Juda med Breve fra Kongens
og hans Øversters Hånd og sagde efter Kongens Befaling:
"Israeliter! Vend tilbage til HERREN, Abrahams, Isaks og Israels
Gud, at han må vende sig til den Levnin: af eder, der er
undsluppet Assyrerkongernes Hånd.
7. Vær ikke som eders Fædre og Brødre, der var troløse mod HERREN,
deres Fædres Gud, hvorfor han gjorde dem til Rædsel, som I selv
kan se.
8. Vær nu ikke halsstarrige som eders Fædre, men ræk HERREN Hånden
og kom til hans Helligdom, som han har helliget til evig Tid, og
tjen HERREN eders Gud, at hans glødende Vrede må vende sig fra
eder.
9. Thi når I omvender eder til HERREN, skal eders Brødre og Sønner
finde Barmhjertighed hos dem, der førte dem bort, og vende
tilbage til dette Land. Thi HERREN eders Gud er nådig og
barmhjertig og vil ikke vende sit Åsyn fra eder, når l omvender
eder til ham!"
10. Og Ilbudene gik fra By til By i Efraims og Manasses Land og lige
til Zebulon, men man lo dem ud og hånede dem.
11. Dog var der nogle i Aser, Manasse og Zebulon, der ydmygede sig
og kom til Jerusalem;
12. også i Juda virkede Guds Hånd, så at han gav dem et endrægtigt
Hjerte til at udføre, hvad Kongen og Øversterne havde påbudt i
Kraft af HERRENs Ord.
13. Så samlede der sig i Jerusalem en Mængde Mennesker for at fejre
de usyrede Brøds Højtid i den anden Måned, en vældig Forsamling.
14. De gav sig til at fjerne de Altre, der var i Jerusalem;
ligeledes fjernede de alle Røgelsekarrene og kastede dem ned i
Kedrons Dal.
15. Derpå slagtede de Påskelammet på den fjortende Dag i den anden
Måned. Præsterne og Leviterne skammede sig og helligede sig og
bragte Brændofre til HERRENs Hus;
16. og de stillede sig på deres Plads, som deres Pligt var efter den
Guds Mand Moses's Lov; Præsterne sprængte Blodet, som de modtog
af Leviterne.
17. Thi mange i Forsamlingen havde ikke helliget sig; derfor
slagtede Leviterne Påskelammene for alle dem, der ikke var rene,
for således at hellige HERREN dem.
18. Thi de flesfe af Folket, især mange fra Efraim, Manasse, Issakar
og Zebulon, havde ikke renset sig, men spiste Påskelammet
anderledes end foreskrevet. Men Ezekias giki Forbøn for dem og
sagde: "HERREN, den gode, tilgive
19. enhver, som har vendt sit Hjerte til at søge Gud HERREN, hans
Fædres Gud, selv om han ikke er ren, som Helligdommen kræver
det!"
20. Og HERREN bønhørte Ezekias og lod Folket uskadt.
21. Så fejrede de Israeliter, der var til Stede i Jerusalem, de
usyrede Brøds Højtid med stor Glæde i syv Dage; og Leviterne og
Præsterne sang af alle Kræfter dagligt Lovsange for HERREN.
22. Og Ezekias talte venlige Ord til alle de Leviter, der havde
udvist særlig Dygtighed i HERRENs Tjeneste; og de fejrede
Højtiden til Ende de syv Dage, idet de ofrede Takofre og
lovpriste HERREN, deres Pædres Gud.
23. Men derefter vedtog hele Forsamlingen at holde Højtid syv Dage
til, og det gjorde de så med Glæde,
24. thi Kong Ezekias af Juda gav Forsamlingen en Ydelse af 1.000
Tyre og 7.000 Stykker Småkvæg, og Øversterne gav Forsamlingen
1.000 Tyre og 10.000 Stykker Småkvæg; og en Mængde Præster
helligede sig.
25. Da frydede hele Judas Forsamling sig, ligeledes Præsterne og
Leviterne og hele den Forsamling, der var kommet fra Israel, og
de fremmede, der var kommet fra Israels Land eller boede i Juda;
26. og der var stor Glæde i Jerusalem, thi siden Davids Søns, Kong
Salomo af Israels, Dage var sligt ikke sket i Jerusalem;
27. og Præsterne og Leviterne stod op og velsignede Folket, og deres
Røst hørtes, og deres Bøn nåede Himmelen, hans hellige Bolig.
31
1. Da alt det var til ende, drog alle de Israeliter, som var til
stede, ud til Judas Byer, og de sønderbrød Stenstøtterne,
omhuggede Asjerastøtterne og nedrev Offerhøjene og Altrene i
hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse, så der ikke blev
Spor tilhage; så vendte alle Israeliterne hjem, hver til sin
Ejendom i deres Byer.
2. Så ordnede Ezekias Præsternes og Leviternes Skifter, Skifte for
Skifte, så at hver enkelt Præst og Levit fik sin særlige Gerning
med at ofre Brændofre og Takofre og med af gøre Tjeneste og love
og prise i HERRENs Lejrs Porte.
3. Hvad Kongen gav af sit Gods, var til Brændofrene, Morgen- og
Aftenbrændofrene og Brændofrene på Sabbaterne, Nymånerne og
Højtiderne, som det er foreskrevet i HERRENs Lov.
4. Og han bød Folket, dem, der boede i Jerusalem, at afgive, hvad
der tilkom Præsterne og Leviterne, for at de kunde holde fast
ved HERRENs Lov.
5. Så snart det Bud kom ud, bragte Israeliterne i rigelig Mængde
Førstegrøde af Korn, Most, Olie og Honning og al Markens
Afgrøde, og de gav Tiende af alt i rigeligt Mål;
6. også de Israeliter, der boede i Judas Byer, gav Tiende af
Hornkvæg og Småkvæg, og de bragte Helliggaverne, der var
belliget HERREN deres Gud, og lagde dem Bunke for Bunke.
7. I den tredje Måned begyndte de at ophobe Bunkerne, og i den
syvende Måned var de færdige.
8. Ezekias og Øversterne kom så og synede Bunkerne, og de priste
HERREN og hans Folk Israel.
9. Da Ezekias spurgfe sig for hos Præsterne og Leviterne om
Bunkerne,
10. svarede Ypperstepræsten Azarja af Zadoks Hus: "Siden man
begyndte at bringe Offerydelsen til HERRENs Hus, har vi spist os
mætte og fået rigelig tilovers, thi HERREN har velsignet sit
Folk, så at vi har fået al den Rigdom her tilovers!"
11. Ezekias gav da Befaling til at indrette Kamre i HERRENs Hus; og
det gjorde man.
12. Så bragte man samvittighedsfuldt Offerydelsen, Tienden og
Helliggaverne derind. Den øverste Opsynsmand derover var Leviten
Konanja, den næstøverste hans Broder Sjim'i;
13. og Jehiel, Azarja, Nahat, Asa'el Jerimot, Jazabad, Eliel,
Jismakjahu, Mahat og Benaja var Opsynsmænd underKonanja oghans
Broder Sjim'i efter den Ordning, som var truffet af Ezekias og
Azarja, Øversten i Guds Hus.
14. Leviten Kore, Jimnas Søn, der var Dørvogter på Østsiden, havde
Tilsyn med de frivillige Gaver til Gud og skulde uddele HERRENs
Offerydelse og de højhellige Gaver;
15. under ham sattes Eden, Minjamin, Jesua, Sjemaja, Amarja og
Sjekanja i Præstebyerne til samvittighedsfuldt attorestå
Uddelingen til deres Brødre i Skitterne, både store og små,
16. dem af Mandkøn, der var indført i Fortegnelserne fra
Treårsalderen og opefter. Undtaget var alle, der kom til HERRENs
Hus for efter de enkelte Dages Krav at udføre deres
Embedsgerning efter deres Skifter.
17. Præsterne indførtes i Fortegnelserne efter deres Fædrenehuse,
Leviterne fra Tyveårsalderen og opefter efter deres
Embedspligter, efter deres Skifter,
18. Og de indførtes i Fortegnelserne med hele deres Familie, deres
Hustruer, Sønner og Døtre, hele Standen, thi de tog sig
samvittighedsfuldt af det hellige.
19. Arons Sønner, Præsterne, som boede på Græsmarkerne omkring deres
Byer, havde i hver By nogle navngivne Mænd til at uddele, hvad
der tilkom alle af Mandkøn blandt Præsterne og de i
Fortegnelserne indførte Leviter.
20. Således gik Ezekias frem i hele Juda, og han gjorde, hvad der
var godt, ret og sandt for HERREN hans Guds Åsyn.
21. Alt, hvad han tog fat på vedrørende Tjenesten i Guds Hus eller
Loven eller Budet for således at søge sin Gud, det gjorde han af
hele sit Hjerte, og det lykkedes for ham.
32
1. Efter disse Tildragelser og disse Vidnesbyrd om Troskab kom
Assyrerkongen Sankerib og rykkede ind i Juda og belejrede de
befæstede Byer i det Øjemed at bemægtige sig dem.
2. Da Ezekias så, at Sankerib kom, og at han havde i Sinde at
angribe Jerusalem,
3. rådførte han sig med sine Hærførere og tapre Folk om at stoppe
for Vandet i Kilderne uden for Byen, og de tilsagde ham deres
Hjælp.
4. Så samledes en Mængde Folk, og de stoppede for alle Kilderne og
for Bækken, som løber midt igennem Landet, idet man sagde:
"Hvorfor skulde Assyrerkongerne finde rigeligt Vand, når de
kommer?"
5. Derpå tog han Mod til sig og byggede Muren op, overalt hvor den
var brudt ned, og byggede Tårne på den, og han byggede den anden
Mur udenfor og befæstede Millo i Davidsbyen og lod lave en
Mængde Kastevåben og Skjolde.
6. Tillige indsatte han Hærtørere over Krigsfolket, samlede dem om
sig på den åbne Plads ved Byporten og talte opmuntrende Ord til
dem og sagde:
7. "Vær frimodige og slærke; frygt ikke og forfærdes ikke for
Assyrerkongen og hele den Menneskemængde, han har med sig; thi
en større er med os end med ham!
8. Med ham er en Arm at Kød, men med os er HERREN vor Gud, der vil
hjælpe os og føre vore Krige!" Og Folket satte sin Lid til Kong
Ezekias af Judas Ord.
9. Derefter sendte Assyrerkongen Sankerib, der selv med hele sin
Krigsmagt lå foran Lakisj, sine. Tjenere til Kong Ezekias af
Juda og alle Judæerne i Jerusalem og lod sige:
10. "Således siger Assyrerkongen Sankerib: Hvad er det, I fortrøster
eder til, nu I sidder indesluttet i Jerusalem?
11. Mon ikke Ezekias lokker eder til at dø af Hunger og Tørst, når
han siger: HERREN vor Gud vil frelse os af Assyrerkongens Hånd!
12. Har ikke samme Ezekias skaffet hans Offerhøje og Altre bort og
sagt til Juda og Jerusalem: Kun foran et eneste Alter må I
tilbede, og på det skal I tænde Offerild!
13. Ved I ikke, hvad jeg og mine Fædre har gjort ved alle Landenes
Folkeslag? Mon Landenes Folks Guder kunde frelse deres Land af
min Hånd?
14. Hvilken af alle de Guder, som dyrkedes af disse Folk, på hvilke
mine Fædre lagde Band, har kunnet frelse sit Folk af min Hånd?
Og så skutlde eders Gud kunne frelse eder af min Hånd!
15. Lad derfor ikke Ezekias vildlede eder og lokke eder på den Måde!
Tro ham ikke, thi ikke et eneste Folks eller Riges Gud har
kunnet frelse sit Folk af min Hånd eller af mine Fædres Hånd;
hvor meget mindre kan da eders Gud frelse eder af min Hånd!"
16. Og hans Tjenere talte endnu flere Ord mod Gud HERREN og mod hans
Tjener Ezekias.
17. Han skrev også et Brev for at smæde HERREN, Israels Gud, og tale
imod ham; heri stod der: "Så lidt som Landenes Folks Guder har
frelst deres Folk af min Hånd, skal Ezekias's Gud frelse sit
Folk af min Hånd!"
18. Og de råbte med høj Røst på Judæisk til Folkene i Jerusalem, som
stod på Muren, for at indjage dem Angst og Skræk, i Håb om at
kunne tage Byen.
19. Og de talte om Jerusalems Gud på samme Måde som om Jordens
Folkeslags Guder, der er Værker af Menneskehænder!
24. Derfor bad Kong Ezekias og Profeten Esajas, Amoz's Søn, og råbte
til Himmelen.
21. Og HERREN sendte en Engel, der tilintetgjorde alle Krigere,
Høvedsmænd og Hærførere i Assyrerkongens Lejr, så han med Spot
og Spe måtte vende hjem til sit Land. Og da han gik ind i sin
Guds Hus, fældede nogle af hans kødelige Frænder ham der med
Sværdet.
22. Således frelste HERREN Ezekias og Jerusalems Indbyggere af
Assyrerkongen Sankeribs Hånd og at alle andres og skaffede dem
Ro på alle Kanter.
23. Og mange bragte Gaver til Jerusalem til HERREN og kostbare Ting
til Kong Ezekias af Juda, så han siden blev højt anset blandt
alle Hedningefolk.
24. Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da bad han til HERREN, og han
svarede ham og gav ham et Tegn.
25. Men Ezekias gengældte ikke den Velgerning, der var vist ham;
hans Hjerte blev hovmodigt, og derfor kom der Vrede over ham og
over Juda og Jerusalem.
26. Men da Ezekias ydmygede sig og vendte om fra sit Hovmod sammen
med Jerusalems Indbyggere, kom HERRENs Vrede ikke over dem i
Ezekias's Dage.
27. Ezekias var overmåde rig og æret. Han byggede sig Skatkamre til
Sølv, Guld, Ædelsten, Høgelsestoffer, Skjolde og alle Hånde
kostelige Ting
28. og Forrådskamre til Afgrøden af Horn, Most og Olie, Stalde til
alle Slags Kvæg og Folde til Hjordene;
29. Byer byggede han sig også, og han havde Hjorde i Mængde af
Hornkvæg og Småkvæg, thi Gud gav ham såre meget Gods.
30. Samme Ezekias tilstoppede Gihons øvre Kilde og ledede Vandet mod
Vest nedad til Davidsbyen. Alt, hvad Ezekias tog sig for,
lykkedes for ham.
31. Derfor var det også, at Gud gav ham til Pris for Sendebudene,
der var sendt til ham fra Babels Fyrster for at høre om det
Under, der var sket i Landet; det var for at sætte ham på Prøve
og således få Kendskab til alt, hvad der var i hans Hjerte.
32. Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans fromme
Gerninger, står jo optegnet i Profeten Esajas's, Amoz's Søns,
Åbenbaring og i Bogen om Judas og Israels Konger.
33. Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede
ham på Skråningen op til Davids Efterkommeres Grave; og hele
Juda og Jerusalems Indbyggere viste ham stor Ære ved hans Død;
og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.
33
1. Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede
fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og efterlignede de
Folkeslags Vederstyggeligheder, som HERREN havde drevet bort
foran Israeliterne.
3. Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde
nedrevet, rejste Altre for Ba'alerne, lavede Asjerastøtter og
tilbad hele Himmelens Hær og dyrkede dem.
4. Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket HERREN havde
sagt: "I Jerusalem skal mit Navn være til evig Tid."
5. Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge HERRENs
Hus's Forgårde.
6. Han lod sine Sønner gå igennem Ilden i Hinnoms Søns Dal, drev
Trolddom og tog Varsler, drev hemmelige Kunster og ansatte
Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i
HERRENs Øjne, og krænkede ham.
7. Det Gudebillede, han lod lave, opstillede han i Guds Hus, om
hvilket Gud havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette
Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer,
vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid;
8. og jeg vil ikke mere fjerne Israels Fod fra det Land, jeg gav
deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt overholder
alt, hvad jeg har pålagt dem, hele Loven, Anordningerne og
Lovbudene, som de fik ved Moses,"
9. Men Manasse forførte Juda og Jerusalems Indbyggere til at handle
værre end de Folkeslag, HERREN havde udryddet for Israeliterne.
10. Da talede HERREN Manasse og hans Folk til, men de ænsede det
ikke.
11. Så førte HERREN Assyrerkongens Hærførere mod dem, og de fangede
Manasse med Kroge, lagde ham i Kobberlænker og førte ham til
Babel.
12. Men da han var i Nød, bad han HERREN sin Gud om Nåde og ydmygede
sig dybt for sine Fædres Gud.
13. Og da han bad til ham, bønhørte han ham; han hørte hans Bøn og
bragte ham tilbage til Jerusalem til hans Kongedømme; da indså
Manasse, at HERREN er Gud.
14. Senere byggede han en ydre Mur ved Davidsbyen vesten for Gihon i
Dalen og hen imod Fiskeporten, så at den omsluttede Ofel; og han
byggede den meget høj. I alle de befæstede Byer i Juda ansatte
han Hærførere.
15. Han fjernede de fremmede Guder og Gudebilledet fra HERRENs Hus
og alle de Altre, han havde bygget på Tempelbjerget og i
Jerusalem, og kastede dem uden for Byen.
16. Og han istandsatte HERRENs Alter og ofrede Tak- og
Lovprisningsofre derpå; og han bød Juda at dyrke HERREN, Israels
Gud.
17. Men Folket vedblev at ofre på Offerhøjene, dog kun til HERREN
deres Gutd.
18. Hvad der ellers er at fortælle om Manasse, hans Bøn til sin Gud
og de Seeres Ord, som talte til ham i HERRENs, Israels Guds,
Navn, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike;
19. hans Bøn og Bønhørelse, al hans Synd og Troløshed og de Steder,
hvor han opførte Offerhøje og opstillede Asjerastøtter og
Gudebilleder, før han ydmygede sig, står jo optegnet i Seernes
Krønike.
20. Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede
ham i Haven ved hans Hus; og hans Søn Amon blev Konge i hans
Sted.
21. Amon var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
hersltede to År i Jerusalem.
22. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader
Manasse, og Amon ofrede til alle de Gudebilleder, hans Fader
Manasse havde ladet lave, og dyrkede dem.
23. Han ydmygede sig ikke for HERRENs Åsyn, som hans Fader Manasse
havde gjort, men Amon dyngede Skyld på Skyld.
24. Hans Tjenere sammensvor sig imod ham og dræbte ham i hans Hus;
25. men Folket fra Landet dræbte alle dem, der havde sammensvoret
sig imod Kong Amon, og gjorde hans Søn Josias til Konge i hans
Sted.
34
1. Josias var otte År gammel, da han blev Konge, og han herskede en
og tredive År i Jerusalem.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
lader Davids Spor uden al vige til højre eller venstre.
3. I sit ottende Regeringsår, endnu ganske ung, begyndte han at
søge sin Fader Davids Gud, og i det tolvte År begyndte han at
rense Juda og Jerusalem for Offerhøjene, Asjerastøtterne og de
udskårne og støbte Billeder.
4. I hans Påsyn nedrev man Ba'alernes Altre; Solstøtterne, der stod
oven på dem, huggede han om, og Asjerastøtterne og de udskårne
og støbte Billeder lod han sønderhugge og knuse og strø ud på
deres Grave, som havde ofret til dem;
5. Benene af Præsterne lod han brænde på deres Altre. Således
rensede han Juda og Jerusalem.
6. Men også i Byerne i Manasse, Efraim og Simeon og lige til
Naftali, rundt om i deres Ruinhobe,
7. lod han Altrene nedbryde, Asjerastøtterne og Gudebillederne
sønderslå og knuse og alle Solstøtterne omhugge i hele Israels
Land; så vendte han tilbage til Jerusalem.
8. I sit attende Regeringsår gav han sig til at rense Landet og
Templet; han sendte Sjafan, Azaljas Søn, Byens Øverste Ma'aseja
og Kansleren Joa, Joahaz's Søn, hen for at istandsætte HERREN
hans Guds Hus.
9. Da de kom til Ypperstepræsten Hilkija, afleverede de Pengene,
der var kommet ind til Guds Hus, dem, som Leviterne, der holdt
Vagt ved Tærskelen, havde samlet hos Manasse og Efraim og det
øvrige Israel og hos hele Juda og Benjamin og Jerusalems
Indbyggere;
10. de overgav Pengene til dem, der stod for Arbejdet, dem, der
havde Tilsyn med HERRENs Hus; og de, der stod for Arbejdet på
HERRENs Hus, brugte dem til at udbedre og istandsætte Templet,
11. idet de overgav dem til Tømrerne og Bygningsmændene til Indkøb
af tilhugne Sten og Tømmer til Tværbjælker og til Bjælker i de
Bygninger, Judas Konger havde ødelagt.
12. Folkene udførte Arbejdet samvittighedsfuldt; og Tilsynet med dem
var overdraget Leviterne Jahat og Obadja af Merariterne og
Zekarja og Mesjullam af Kehatiternes Sønner, for at de skulde
lede dem.
13. Og Leviterne havde Tilsyn med Lastdragerne og ledede alle dem,
der havde med de forskellige Arbejder at gøre. Og af Leviterne
var nogle Skrivere, Fogeder og Dørvogtere.
14. Men da de tog Pengene frem, der var kommet ind til HERRENs Hus,
fandt Præsten Hilkija Bogen med HERRENs Lov, som var givet ved
Moses;
15. og Hilkija tog til Orde og sagde til Statsskriveren Sjafan: "Jeg
har fundet Lovbogen i HERRENs Hus!" Og Hilkija gav Sjafan Bogen,
16. og Sjafan bragte Bogen til Kongen og aflagde der hos Beretning
for ham, idet han sagde: "Alt, hvad dine Trælle er sat til,
udfører de;
17. de har taget de Penge frem, der fandtes i HERRENs Hus, og givet
dem til Tilsynsmændene og dem, der står for Arbejdet."
18. Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den Meddelelse: "Præsten
Hilkija gav mig en Bog." Og Sjafan læste op af den for Kongen.
19. Men da Kongen hørte, hvad der stod i Loven, sønderrev han sine
Klæder;
20. og Kongen bød Hilkija, Ahikam. Sjafans Søn, Abdon, Mikas Søn,
Statsskriveren Sjafan og Kongens Tjener Asaja:
21. "Gå hen og rådspørg HERREN på mine Vegne og på deres, som er
blevet tilovers i Israel og Juda, om Indholdet af denne Bog, der
er fundet; thi stor er Vreden, der er blusset op hos HERREN imod
os, fordi vore Fædre ikke adlød HERRENs Ord og handlede nøje
efter. hvad der står skrevet i denne Bog!"
22. Hilkija og de andre, Kongen sendte af Sted, gik da hen og talte
derom med Profetinden Hulda, som var gift med Sjallum,
Opsynsmanden over Tøjet, en Søn af Hasras Søn Tokhat, og som
boede i Jerusalem i den nye Bydel.
23. Hun sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Sig til den
Mand, der sendte eder til mig:
24. Så siger HERREN: Se, jeg vil bringe Ulykke over dette Sted og
dets Indbyggere, alle de Forbandelser, der er optegnet i den
Bog. som er læst op for Judas Konge,
25. til Straf for at de har forladt mig og tændt Offerild for andre
Guder, så de krænkede mig med alt deres Hænders Værk, og min
Vrede vil blusse op mod dette Sted uden at slukkes!
26. Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge
HERREN,skal I sige således: Så siger HERREN. Israels Gud: De
Ord, du har hørt, står fast;
27. men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for Gud. da
du hørte hans Ord mod dette Sted og dets Indbyggere, og efterdi
du ydmygede dig for mit Åsyn og sønderrev, dine Klæder og græd
for mit Åsyn, så har også jeg hørt dig, lyder det fra HERREN!
28. Så vil jeg da lade dig samles til dine Fædre, og du skal samles
til dem i Fred i din Grav, uden at dine Øjne får al den Ulykke
at se, som jeg vil bringe over dette Sted og dets Beboere!" Det
Svar hragte de til Kongen.
29. Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste
kalde sammen.
30. Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt af alle Judas Mænd og
Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Leviterne og alt Folket, store
og små, og han forelæste dem alt, hvad der stod i Pagtsbogen,
som var fundet i HERRENs Hus.
31. Derpå stillede Kongen sig på sin Plads og sluttede Pagt for
HERRENs Åsyn om, at de skulde holde sig til HERREN og holde hans
Bud, Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele
deres Sjæl, for at han kunde opfylde Pagtens Ord, dem, der var
skrevet i denne Bog.
32. Og han lod alle dem, der var til Stede i Jerusalem, indgå
Pagten; og Jerusalems Indbyggere haodlede efter Guds, deres
Fædres Guds, Pagt.
33. Derpå fjernede Josias alle Vederstyggelighederne fra alle de
Landsdele, der tilhørte Iraeliterne, og sørgede for, at enhver i
Israel dyrkede HERREN deres Gud. Så længe han levede, veg de
ikke fra HERREN, deres Fædres Gud.
35
1. Derpå fejrede Josias Påske for HERREN i Jerusalem, og de
slagtede Påskelammet den fjortende Dag i den første Måned.
2. Han satte Præsterne til det, de havde at varetage, og opmuntrede
dem til Tjenesten i HERRENs Hus;
3. og til Leviterne, som underviste hele Israel og var helliget
HERREN, sagde han: "Sæt den hellige Ark i Templet, som Davids
Søn, Kong Salomo af Israel, byggede; I skal ikke mere bære den
på Skuldrene. Tjen nu HERREN eders Gud og hans Folk Israel!
4. Gør eder rede Fædrenehus for Fædrenehus, Skifte for Skifte,
efter Kong David af Israels Forskrift og hans Søn Salomos
Anvisning,
5. og stil eder op i Helligdommen, således at der bliver et Skifte
af et levitisk Fædrenehus for hver Afdeling af eders Brødres,
Almuens, Fædrenehuse,
6. og slagt så Påskeofferdyrene, helliger eder og tillav dem til
eders Brødre for at handle efter HERRENs Ord ved Moses."
7. Josias gav frivilligt Almuen, alle dem, der var til Stede, en
Ydelse af Småkvæg, Lam og Gedekid, alt sammen til Påskeofferdyr,
30.000 Stykker i Tal, og 3.000 Stykker Hornkvæg, alt af Kongens
Ejendom;
8. og hans Øverster gav frivilligt Folket, Præslerne og Leviterne
en Ydelse; Hilkija, Zekarja og Jehiel, Guds Hus's Øverster, gav
Præsterne til Påskeofferdyr 2.600 Stykker Småkvæg og 300 Stykker
Hornkvæg.
9. Leviternes Øverster Konanja og hans Brød1e Sjemaja og Netan'el,
Hasjabja, Je'iel og Jozabad ydede Leviterne til Påskeofferdyr
5.000 Stykker Småkvæg og 500 Stykker Hornkvæg.
10. Således ordnedes Tjenesten, og Præsterne stod på deres Plads,
ligeledes Leviterne, Skifte for Skifte efter Kongens Bud.
11. De slagtede Påskedyrene, og Præsterne sprængte Blodet, som de
rakte dem, medens Leviterne flåede Huden af.
12. Derpå gjorde de Brændofrene tede for at give dem til de enkelte
Afdelinger af Almuens Fædrenehuse, så at de kunde frembæres for
HERREN, som det er foreskrevet i Moses's Bog, og på samme Måde
gjorde de med Hornkvæget.
13. Påskedyrene stegte de over Ilden på den foreskrevne Måde, men de
hellige Stykker kogte de i Gryder, Kedler og Skåle og bragte dem
skyndsomt til Almuen.
14. Derefter gjorde de Påskedyr rede til sig selv og Præsterne, thi
Præsterne, Arons Sønner, var sysselsatte med at ofre 81ændofrene
og Fedtstykkerne lige til Nattens Frembrud; derfor gjorde
Leviterne Ofre rede både for sig selv og Præsterne, Arons
Sønner.
15. Sangerne, Asafs Sønner, var på deres Plads efterDavids, Asafs,
Hemans og Kongens Seer Jedutuns Bud, og Dørvogterne ved de
forskellige Porte; de måtte ikke forlade deres Plads, men deres
Brødre Leviterne gjorde Påskedyr rede for dem.
16. Således ordnedes hele HERRENs Tjeneste den Dag, idet man fejrede
Påsken og bragte Brændofre på HERRENs Alter efter Kong Josias's
Bud;
17. og Israeliterne, som var til Stede, fejrede dengang Påsken og de
usyrede Brøds Højtid i syv Dage.
18. En Påske som den var ikke blevet fejret i Israel siden Profeten
Samuels Dage, og ingen af Israels Konger havde fejret en Påske
som den, Josias, Præsterne og Leviterne og alle de Judæere og
Israeliter, som var til Stede, og Jerusalems Indbyggere fejrede.
19. I Josias's attende Regeringsår blev denne Påsk fejret.
20. Efter alt dette, da Josias havde sat Templet i Stand, drog
Ægypterkongen Neko op til Kamp ved Karkemisj, der ligger ved
Eufrat. Josias drog imod ham;
21. men han sendte Sendebud til ham og lod sige: "Hvad er der mig og
dig imellem, Judas Konge? Det er ikke dig, det nu gælder, men
det Kongehus, jeg ligget i Krig med; og Gud har sagt, at jeg
skulde haste. Gå ikke imod den Gud, der er med mig, at han ikke
skal ødelægge dig!"
22. Josias vendte dog ikke om, men vovede at indlade sig i Hamp med
ham; han tog ikke Hensyn til Nekos Ord, der dog kom fra Guds
Mund, men drog ud til Kamp på Megiddos Slette.
23. Da ramte Bueskytterne Kong Josias; og Kongen sagde til sine
Folk: "Før mig bort, thi jeg er hårdt såret!"
24. Hans Folk bragte ham da bort fra Vognen og satte ham på hans
anden Vogn og førte ham til Jerusalem, hvor han døde. De jordede
ham i hans Fædres Grave, og hele Juda og Jerusalem sørgede over
Josias.
25. Jeremias sang en Klagesang over Josias, og alle Sangerne og
Sangerinderne talte i deres Klagesange om ham, som de gør den
Dag i Dag; man gjorde dette til en stående Skik i Israel, og
Sangene står optegnet blandt Klagesangene.
26. Hvad der ellers er at fortælle om Josias og hans fromme
Gerninger, der sfemte med, hvad der er foreskrevet i HERRENs
Lov,
27. hans Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om
Israels og Judas Konger.
36
1. Folket fra Landet tog nu Josias's Søn Joahaz og hyldede ham til
Konge i Jerusalem i hans Faders Sted.
2. Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede tre Måneder i Jerusalem.
3. Men Ægypterkongen afsatte ham fra Regeringen i Jerusalem og
lagde en Skat af hundrede Talenter Sølv og ti Talenter Guld på
Landet.
4. Derpå gjorde Ægypterkongen hans Broder Eljakim til Konge over
Juda og Jerusalem, og han ændrede hans Navn til Jojakim; hans
Broder Joahaz derimod tog Neko med til Ægypten.
5. Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede elleve År i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i
HERREN hans Guds Øjne.
6. Kong Nebukadnezer af Babel drog op imod ham og lagde ham i
Kobberlænker for at føre ham til Babel;
7. og Nebukadnezar lod en Del af HERRENs Hus's Kar bringe til Babel
og opstillede dem i sin Borg i Babel.
8. Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim og de
Vederstyggeligheder, han øvede, hvad der er at sige om ham, står
optegnet i Bogen om Israels og Judas Konger. Og hans Søn Jojakin
blev Konge i hans Sted.
9. Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge, og han herskede
tre Måneder og ti Dage i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var
ondt i HERRENs Øjne.
10. Næste År sendfe Kong Nebukadnezar Folk og lod ham bringe til
Babel tillige med HERRENs Hus's kostelige Kar; og han gjorde
hans Broder Zedekias til Konge over Juda og Jerusalem.
11. Zedekias var een og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede i elleve År i Jerusalem.
12. Han gjorde, hvad der var ondt i HERREN hans Guds Øjne. Han
ydmygede sig ikke under de Ord, Profeten Jeremias talte fra
HERRENs Mund.
13. Desuden faldt han fra Kong Nebudkanezar, der havde taget ham i
Ed ved Gud; og han var halsstarrig og forhærdede sit Hjerte, så
han ikke omvendte sig til HERREN, Israels Gud.
14. Ligeledes gjorde alle Judas Øverster og Præsterne og Folket sig
skyldige i megen Troløshed ved at efterligne alle
Hedningefolkenes Vederstyggeligheder, og de besmittede HERRENs
Hus, som han havde helliget i Jerusalem.
15. HERREN, deres Fædres Gud, sendte tidlig og silde manende Ord til
dem ved sine Sendebud, fordi han ynkedes oer sit Folk og sin
Bolig;
16. men de spottede Guds Sendebud, lod hånt om hans Ord og gjorde
sig lystige over hans Profeter, indtil HERRENs Vrede mod hans
Folk tog til i den Grad, at der ikke mere var Lægedom.
17. Han førte Kaldæernes Konge imod dem, og han dræbte deres unge
Mandskab med Sværdet i deres hellige Tempel og ynkedes ikke over
Yngling eller Jomfru, gammel eller Olding - alt overgav han i
hans Hånd.
18. Alle Karrene i Guds Hus, store og små, HERRENs Hus's Skatte og
Kongens og hans Øverstes Skatte lod han alt sammen bringe til
Babel.
19. De stak Ild på Guds Hus, nedrev Jerusalems Mur, opbrændte alle
dets Borge og ødelagde alle kostelige Ting deri.
20. Dem, Sværdet levnede, førte han som Fanger til Babel, hvor de
blev Trælle for ham og hans Sønner, indtil Perserriget fik
Magten,
21. for at HERRENs Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, indtil
Landet fik sine Sabbater godtgjort; så længe Ødelæggelsen
varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve År.
22. Men i Perserkongen Kyros's første Regeringsår vakte HERREN, for
at hans Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, Perserkongen
Kyros's Ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit Rige og
desuden kundgøre ved en Skrivelse:
23. "Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle Jordens Riger har
HERREN, Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge
ham et Hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til
hans Folk, med ham være HERREN hans Gud, og han drage derop!"
|