Aabenbaringen
1
1. Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine
Tjenere, hvad der skal ske snart, og han sendte Bud ved sin
Engel og fremstillede det i Billeder for sin Tjener Johannes,
2. som har vidnet om Guds Ord og Jesu Kristi Vidnesbyrd: Alt, hvad
han har set.
3. Salig er den, som oplæser, og de, som høre Profetiens Ord og
bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær.
4. Johannes til de syv Menigheder i Asien: Nåde være med eder og
Fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv
Ånder, som ere foran hans Trone,
5. og fra Jesus Kristus, det troværdige Vidne, den førstefødte af
de døde og Jordens Kongers Fyrste. Ham, som elsker os og har
udløst os af vore Synder med sit Blod
6. og har gjort os til et Kongerige, til Præster for sin Gud og
Fader: Ham være Æren og Magten i Evighedernes Evigheder! Amen.
7. Se, han kommer med Skyerne, og hvert Øje skal se ham, også de,
som have gennemstunget ham, og alle Jordens Stammer skulle jamre
ved hans Komme. Ja, Amen!
8. Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han, som er, og som var,
og som kommer, den Almægtige.
9. Jeg Johannes, eders Broder og meddelagtig i Trængselen og Riget
og Udholdenheden i Jesus, var på den Ø, som kaldes Patmos, for
Guds Ords og for Jesu Vidnesbyrds Skyld.
10. Jeg henryktes i Ånden på Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en
høj Røst som af en Basun, der sagde:
11. Hvad du ser, skriv det i en Bog, og send det til de syv
Menigheder, til Efesus og til Smyrna og til Pergamus og til
Thyatira og til Sardes og til Filidelfia og til Laodikea.
12. Og jeg vendte mig for at se Røsten, som talte med mig; og da jeg
vendte mig, så jeg syv Guldlysestager
13. og midt imellem de syv Lysestager en, lig en Menneskesøn, iført
en fodsid Kjortel og omgjordet om Brystet med et Guldbælte.
14. Men hans Hoved og Hår var hvidt som hvid Uld, som Sne; og hans
Øjne som Ildslue;
15. og hans Fødder lignede skinnende Malm, når det gløder i Ovnen;
og hans Røst var som mange Vandes Lyd;
16. og i sin højre Hånd havde han syv Stjerner; og af hans Mund
udgik der et tveægget, skarpt Sværd, og hans Udseende var som
Solen, når den skinner i sin Kraft.
17. Og da jeg så ham, faldt jeg ned for hans Fødder som død; og han
lagde sin højre Hånd på mig og sagde:
18. Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den levende; og
jeg var død, og se, jeg er levende i Evighedernes Evigheder, og
jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler.
19. Skriv derfor, hvad du så, både det, som er, og det, som skal ske
herefter.
20. Dette er de syv Stjerners Hemmelighed, hvilke du har set i min
højre Hånd, og de syv Guldlysestager: de syv Stjerner ere de syv
Menigheders Engle, og de syv Lysestager ere syv Menigheder.
2
1. Skriv til Menighedens Engel i Efesus: Dette siger han, som
holder de syv Stjerner i sin højre Hånd, ham, som vandrer midt
imellem de syv Guldlysestager:
2. Jeg kender dine Gerninger og dit Arbejde og din Udholdenhed, og
at du ikke kan fordrage de onde; og du prøvede dem, som kalde
sig selv Apostle og ikke ere det, og du har fundet, at de ere
Løgnere;
3. og du har Udholdenhed, og du har døjet ondt for mit Navns Skyld
og er ikke bleven træt.
4. Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første
Kærlighed.
5. Kom derfor i Hu, hvorfra du er falden, og omvend dig, og gør de
forrige Gerninger; men hvis ikke, da kommer jeg over dig, og jeg
vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender
dig.
6. Dog, dette har du, at du hader Nikolaiternes Gerninger, som også
jeg hader.
7. Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den,
som sejrer, ham vil jeg give at æde af Livets Træ, som er i Guds
Paradis.
8. Og skriv til Menighedens Engel i Smyrna: Dette siger den første
og den sidste, han, som var død og blev levende:
9. Jeg kender din Trængsel og din Fattigdom (dog, du er rig), og
Bespottelsen fra dem, som kalde sig selv Jøder og ikke ere det,
men ere Satans Synagoge.
10. Frygt ikke, for hvad du vil komme til at lide! Se, Djævelen vil
kaste nogle af eder i Fængsel, for at I skulle fristes, og I
skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, så vil jeg
give dig Livets Krone
11. Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den,
som sejrer, skal ingenlunde skades af den anden Død.
12. Og skriv til Menighedens Engel i Pergamus: Dette siger han, som
har det tveæggede, skarpe Sværd:
13. Jeg ved, hvor du bor, der, hvor Satans Trone er; og du holder
fast ved mit Navn og fornægtede ikke min Tro, i Antipas's, mit
tro Vidnes Dage, han, som blev ihjelslået hos eder, der, hvor
Satan bor.
14. Men jeg har noget lidet imod dig, at du har nogle hos dig, som
holde fast ved Bileams Lære, der lærte Balak at sætte Snare for
Israels Børn, for at de skulde spise Afgudsofferkød og bedrive
Utugt.
15. Således har også du dem, som holde fast ved Nikolaiternes Lære
på lignende Vis.
16. Omvend dig! Men hvis ikke, kommer jeg snart over dig og vil
stride imod dem med min Munds Sværd.
17. Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den,
som sejrer, ham vil jeg give af den skjulte Manna, og jeg vil
give ham en hvid Sten og på Stenen et nyt Navn skrevet, som
ingen kender, uden den, der får det.
18. Og skriv til Menighedens Engel i Thyatira: Dette siger Guds Søn,
der har Øjne som Ildslue, og hvis Fødder ere som skinnende Malm:
19. Jeg kender dine Gerninger og din Kærlighed og Tro og Tjeneste og
Udholdenhed, ja, dine Gerninger, de sidste flere end de første.
20. Men jeg har imod dig, at du finder dig i Kvinden Jesabel, som
kalder sig selv en Profetinde og lærer og forfører mine Tjenere
til at bedrive Utugt og spise Afgudsofferkød.
21. Og jeg har givet hende Tid til at omvende sig, men hun vil ikke
omvende sig fra sin Utugt.
22. Se, jeg kaster hende på Sygelejet og hendes Bolere i stor
Trængsel, dersom de ikke omvende sig fra deres Gerninger.
23. Og hendes Børn vil jeg slå med Død, og alle Menighederne skulle
kende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil
give eder, hver efter eders Gerninger.
24. Men til eder, de øvrige, som ere i Thyatira, så mange som ikke
have denne Lære, fordi de ikke kende Satans Dybder, som de kalde
det, til eder siger jeg: Jeg lægger ingen anden Byrde på eder.
25. Kun skulle I holde fast ved det, I have, indtil jeg kommer.
26. Og den, som sejrer, og som indtil Enden tager Vare på mine
Gerninger, ham vil jeg give Mag over Hedningerne;
27. og med en Jernstav skal han vogte dem, ligesom Lerkar
sønderknuses, ligesom også jeg har modtaget det af min Fader;
28. og jeg vil give ham Morgenstjernen.
29. Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!
3
1. Og skriv til Menighedens Engel i Sardes: Dette siger han, som
har de syv Guds Ånder og de syv Stjerner: Jeg kender dine
Gerninger, at du har Ord for at leve og er dog død.
2. Bliv vågen og styrk det øvrige, som ellers vilde dø; thi jeg har
ikke fundet dine Gerninger fuldkommede for min Gud.
3. Kom derfor i Hu, hvorledes du modtog og hørte, og bevar det og
omvend dig! Dersom du altså ikke våger, skal jeg komme som en
Tyv, og du skal ikke vide, i hvilken Time jeg kommer over dig.
4. Dog har du i Sardes nogle få Personer, som ikke have besmittet
deres Blæder; de skulle vandre med mig i hvide Klæder, thi de
ere værdige dertil.
5. Den, som sejrer, han skal således iføres hvide Klæder, og jeg
vil ikke udslette hans Navn af Livets Bog, og jeg vil bekende
hans Navn for min Fader og for hans Engle.
6. Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!
7. Og skriv til Menighedens Engel i Filadelfia: Dette siger den
hellige, den sanddru, han, som har Davids Nøgle, han, som lukker
op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op:
8. Jeg kender dine Gerninger. Se, jeg bar givet dig, at der foran
dig er en åbnet Dør, som ingen kan lukke; thi du har kun liden
Kraft, og dog har du bevaret mit Ord og ikke fornægtet mit Navn.
9. Se, jeg lader komme nøgle af Satans Synagoge, som kalde sig selv
Jøder og ikke ere det, men lyve. Se, jeg vil gøre, at de skulle
komme og tilbede for dine Fødder og kende, at jeg har fattet
Kærlighed til dig
10. Efterdi du har bevaret mit Ord om Udholdenheden, vil også jeg
bevare dig ud af Fristelsens Stund, som skal komme over hele
Jorderige for at friste dem, som bo på Jorden.
11. Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal
tage din Krone.
12. Den, som sejrer, ham vil jeg gøre til en Søjle i min Guds
Tempel, og han skal ikke mere gå ud derfra; og jeg vil skrive på
ham min Guds Navn og min Guds Stads Navn, det nye Jerusalem, der
kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og mit nye Navn.
13. Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!
14. Og skriv til Menighedens Engel i Laodikea: Dette siger han, som
er Amen, det troværdige og sanddru Vidne, Guds Skabnings
Begyndelse:
15. Jeg kender dine Gerninger, at du hverken er kold eller varm; gid
du var kold eller varm!
16. Derfor, efterdi du er lunken og 'hverken varm eller kold, vil
jeg udspy dig af min Mund;
17. fordi du siger: Jeg er rig og har vundet Rigdom og fattes intet;
og du ved ikke, at du er den elendige og jammerlige og fattige
og blinde og nøgne.
18. Jeg råder dig, at du af mig køber Guld, lutret i Ilden, for at
du kan blive rig, og hvide Klæder, for at du kan klæde dig
dermed, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og Øjensalve
til at salve dine Øjne med, for at du kan se.
19. Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg; vær derfor
nidkær og omvend dig!
20. Se, jeg står før Døren og banker; dersom nøgen hører min Røst og
åbner Døren, vil jeg gå ind til ham og holde Nadver med ham, og
han med mig.
21. Den, som sejrer, ham vil jeg give at tage Sæde hos mig på min
Trone, ligesom jeg har sejret og har taget Sæde hos min Fader på
hans Trone.
22. Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!
4
1. Derefter så jeg, og se, der var en Dør åbnet i Himmelen, og den
første Røst, hvilken jeg havde hørt som af en Basun, der talte
med mig, sagde: Stig herop, og jeg vil vise dig, hvad der skal
ske herefter.
2. Straks henryktes jeg i Ånden; og se, en Trone stod i Himmelen,
og en sad på Tronen,
3. og den siddende var at se til ligesom Jaspissten og Sarder, og
der var en Regnbue omkring Tronen, at se til ligesom Smaragd.
4. Og omkring Tronen var der fire og tyve Troner, og på Tronerne
sad der fire og tyve Ældste, iførte hvide Klæder og med
Guldkranse på deres Hoveder.
5. Og fra Tronen udgår der Lyn og Røster og Tordener, og syv
Ildfakler brænde foran Tronen, hvilke ere de syv Guds Ånder.
6. Og foran Tronen er der som et Glarhav, ligesom Krystal, og midt
for Tronen og rundt om Tronen fire levende Væsener, fulde af
Øjne fortil og bagtil.
7. Og det første Væsen ligner en Løve; og det andet Væsen ligner en
Okse; og det tredje Væsen har Ansigt som et Menneske; og det
fjerde Væsen ligner en flyvende Ørn.
8. Og de fire Væsener have hvert især seks Vinger, rundt om og
indadtil ere de fulde af Øjne; og uden Ophør sige de Dag og Nat:
Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som
var, og som er, og som kommer!
9. Og når Væsenerne give Ære og Pris og Tak til ham, som sidder på
Tronen, ham, som lever i Evighedernes Evigheder,
10. da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder på
Tronen, og tilbede ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og
lægge deres Kranse ned for Tronen og sige:
11. Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få Prisen og Æren og
Magten; thi du har skabt alle Ting, og på Grund af din Villie
vare de, og bleve de skabte.
5
1. Og jeg så i hans højre Hånd, som sad på Tronen, en Bog,
beskreven indeni og udenpå, forseglet med syv Segl.
2. Og jeg så en vældig Engel, som udråbte med høj Røst: Hvem er
værdig til at åbne Bogen og bryde dens Segl?
3. Og ingen i Himmelen, ej heller på Jorden, ej heller under
Jorden, formåede at åbne Bogen eller at se i den.
4. Og jeg græd såre, fordi ingen fandtes værdig til at åbne Bogen
eller at se i den.
5. Og en af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! se, sejret har
Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud, så han kan åbne Bogen og
dens syv Segl.
6. Og jeg så, midt imellem Tronen med de fire Væsener og de Ældste
stod et Lam, ligesom slagtet: det havde syv Horn og syv Øjne,
hvilke ere de syv Guds Ånder, som ere udsendte til hele Jorden.
7. Og det kom og tog Bogen af hans højre Hånd, som sad på Tronen.
8. Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener og de fire og tyve
Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskåle
fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner.
9. Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen
og åbne dens Segl, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte
til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemål og Folk og
Folkeslag,
10. og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster,
og de skulle være Konger på Jorden.
11. Og jeg så, og jeg hørte rundt om Tronen og Væsenerne og de
Ældste en Røst af mange Engle, og deres Tal var Titusinder Gange
Titusinder, og Tusinder Gange Tusinder,
12. og de sagde med høj Røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til
at få Kraften og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og
Velsignelse!
13. Og hver Skabning, som er i Himmelen og på Jorden og under Jorden
og på Havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham,
som sidder på Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og
Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder!
14. Og de fire Væsener sagde: Amen! Og de Ældste faldt ned og
tilbade.
6
1. Og jeg så, da Lammet åbnede et af de syv Segl, og jeg hørte et
af de fire Væsener sige som en Tordens Røst: Kom!
2. Og jeg så, og se en hvid Hest, og han, som sad på den, havde en
Bue; og der blev givet ham en Krone, og han drog ud sejrende og
til Sejer.
3. Og da det åbnede det andet Segl, hørte jeg det andet Væsen sige:
Kom!
4. Og der udgik en anden Hest, som var rød; og ham, som sad på den,
blev det givet at tage Freden bort fra Jorden, og at de skulde
myrde hverandre; og der blev givet ham et stort Sværd.
5. Og da det åbnede det tredje Segl, hørte jeg det tredje Væsen
sige: Kom! Og jeg så, og se en sort Hest, og han, der sad på
den, havde en Vægt i sin Hånd.
6. Og jeg hørte ligesom en Røst midt iblandt de fire Væsener, som
sagde: Et Mål Hvede for en Denar og tre Mål Byg for en Denar; og
Olien og Vinen skal du ikke gøre Skade.
7. Og da det åbnede det fjerde Segl, hørte jeg en Røst af det
fjerde Væsen sige: Kom!
8. Og jeg så, og se en grøngul Hest, og han, som sad på den, hans
Navn var Døden, og Dødsriget fulgte med ham; og der blev givet
dem Magt over Fjerdedelen af Jorden til at ihjelslå med Sværd og
med Hunger og med Pest og ved Jordens vilde Dyr.
9. Og da det åbnede det femte Segl, så jeg under Alteret deres
Sjæle, som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det
Vidnesbyrds Skyld, som de havde.
10. Og de råbte med høj Røst og sagde: Hvor længe, Herre, du hellige
og sanddru! undlader du at dømme og hævne vort Blod på dem, som
bo på Jorden?
11. Og der blev givet dem hver især en lang, hvid Klædning, og der
blev sagt til dem, at de skulde hvile endnu en liden Tid, indtil
også Tallet på deres Medtjenere og deres Brødre blev fuldt,
hvilke skulde ihjelslås ligesom de.
12. Og jeg så, da det åbnede det sjette Segl, da skete der et stort
Jordskælv, og Solen blev sort som en Hårsæk, og Månen blev helt
som Blod.
13. Og Himmelens Stjerner faldt ned på Jorden, ligesom et Figentræ
nedkaster sine umodne Figen, når det rystes af et stærkt Vejr.
14. Og Himmelen veg bort, lig en Bog, der sammenrulles, og hvert
Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder.
15. Og Kongerne på Jorden og Stormændene og Krigsøverstene og de
rige og de vældige og hver Træl og fri skjulte sig i Hulerne og
i Bjergenes Kløfter,
16. og de sagde til Bjergene og Klipperne: Falder over os og skjuler
os for Hans Åsyn, som sidder på Tronen, og for Lammets Vrede!
17. Thi deres Vredes støre Dag er kommen; og hvem kan bestå?
7
1. Og derefter så jeg fire Engle stå på Jordens fire Hjørner; de
holdt ordens fire Vinde; for at ingen Vind skulde blæse over
Jorden, ej heller over Havet, ej heller over noget Træ.
2. Og jeg så en anden Engel stige op fra Solens Opgang med den
levende Guds Segl; og han råbte med høj Røst til de fire Engle,
hvem det var givet at skade Jorden og Havet, og sagde:
3. Skader ikke Jorden, ej heller Havet, ej heller Træerne, førend
vi have beseglet vor Guds Tjenere på deres Pander.
4. Og jeg hørte Tallet på de beseglede, hundrede og fire og
fyrretyve Tusinde beseglede af alle Israels Børns Stammer:
5. af Judas Stamme tolv Tusinde beseglede, af Rubens Stamme tolv
Tusinde, af Gads Stamme tolv Tusinde,
6. af Asers Stamme tolv Tusinde, af Nafthalis Stamme tolv Tusinde,
af Manasses Stamme tolv Tusinde,
7. af Simeons Stamme tolv Tusinde, af Levis Stamme tolv Tusinde, af
Issakars Stamme tolv Tusinde
8. af Sebulons Stamme tolv Tusinde, af Josefs Stamme tolv Tusinde
og af Benjamins Stamme tolv Tusinde beseglede.
9. Derefter så jeg, og se en stor Skare, som ingen kunde tælle, af
alle Folkeslag og Stammer og Folk og Tungemål, som stod for
Tronen og for Lammet, iførte lange, hvide Klæder og med
Palmegrene i deres Hænder;
10. og de råbte med høj Røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som
sidder på Tronen, og Lammet!
11. Og alle Englene stode rundt om Tronen og om de Ældste og om de
fire Væsener og faldt ned for Tronen på deres Ansigt og tilbade
Gud og sagde:
12. Amen! Velsignelsen og Prisen og Visdommen og Taksigelsen og Æren
og Kraften og Styrken tilhører vor Gud i Evighedernes Evigheder!
Amen.
13. Og en af de Ældste tog til Orde og sagde til mig: Disse, som ere
iførte de lange, hvide Klæder, hvem ere de? og hvorfra ere de
komne?
14. Og jeg sagde til ham: Min Herre! du ved det. Og han sagde til
mig: Det er dem, som komme ud af den store Trængsel, og de have
tvættet deres Klæder og gjort dem hvide i Lammets Blod.
15. Derfor ere de foran Guds Trone og tjene ham Dag og Nat i hans
Tempel; og han, som sidder på Tronen, skal opslå sit Telt over
dem.
16. De skulle ikke hungre mere, ej heller tørste mere, ej heller
skal Solen eller nogen Hede falde på dem.
17. Thi Lammet, som er midt for Tronen, skal vogte dem og lede dem
til Livets Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Tåre af deres
Øjne.
8
1. Og da det åbnede det syvende Segl, blev der Tavshed i Himmelen
omtrent en halv Time.
2. Og jeg så de syv Engle, som stå for Guds Åsyn; og der blev givet
dem syv Basuner.
3. Og en anden Engel kom og stillede sig ved Alteret med et
Guldrøgelsekar, og der blev givet ham megen Røgelse, for at han
skulde føje den til alle de helliges Bønner på Guldalteret foran
Tronen.
4. Og Røgen af Røgelsen steg op, med de helliges Bønner, fra
Engelens Hånd før Guds Åsyn.
5. Og Engelen tog Røgelsekarret og fyldte det med Ild fra Alteret
og kastede den på Jorden; og der kom Torden og Røster og Lyn og
Jordskælv.
6. Og de syv Engle, som havde de syv Basuner, gjorde sig rede til
at basune.
7. Og den første basunede, og der kom Hagl og Ild, blandet med
Blød, og blev kastet på Jorden; og Tredjedelen af Jorden blev
opbrændt, og alt grønt Græs opbrændtes.
8. Og den anden 'Engel basunede, og det var, som et stort brændende
Bjerg blev kastet i Havet; og Tredjedelen af Havet blev til
Blod.
9. Og Tredjedelen af de Skabninger i Havet, som havde Liv, døde; og
Tredjedelen af Skibene blev ødelagt.
10. Og den tredje Engel basunede, og fra Himmelen faldt der en stor
Stjerne, brændende som en Fakkel, og den faldt på Tredjedelen al
Floderne og på Vandkilderne.
11. Og Stjernens Navn kaldes Malurt; og Tredjedelen af Vandene blev
til Malurt, og mange af Menneskene døde af Vandene, fordi de
vare blevne beske.
12. Og den fjerde Engel basunede, og Tredjedelen af Solen og
Tredjedelen af Månen og Tredjedelen af Stjernerne blev ramt, så
at Tredjedelen af dem blev formørket, og Dagen mistede
Tredjedelen af sit Lys og Natten ligeså.
13. Og jeg så, og jeg hørte en Ørn flyve midt oppe under Himmelen og
sige med høj Røst: Ve, ve, ve dem, som bo på Jorden, for de
øvrige Basunrøster fra de tre Engle, som skulle basune.
9
1. Og den femte Engel basusnede, og jeg så en Stjerne, som var
falden ned fra Himmelen på Jorden, og Nøglen til Afgrundens
Brønd blev given den.
2. Og den åbnede Afgrundens Brønd, og en Røg steg op af Brønden,
lig Røgen af en stor Ovn; og Solen og Luften blev formørket af
Røgen fra Brønden.
3. Og fra Røgen udgik der Græshopper over Jorden, og der blev givet
dem Magt, som Jordens Skorpioner have Magt.
4. Og der blev sagt til dem, at de ikke måtte skade Græsset på
Jorden, ej heller noget grønt eller noget Træ, men kun de
Mennesker, som ikke have Guds Segl på deres Pander. 5Og det
blev dem givet ikke at dræbe dem, men at pine dem i fem Måneder;
og Pinen, de voldte, var som Pinen af en Skorpion, når den
stikker et Menneske.
6. Og i de Dage skulle Menneskene søge Døden og ikke finde den, og
attrå at dø, og Døden flyr fra dem.
7. Og Græshoppeskikkelserne lignede Heste, rustede til Krig, og på
deres Hoveder var der som Kroner, der lignede Guld, og deres
Ansigter vare som Menneskers Ansigter,
8. og de havde Hår som Kvinders Hår, og deres Tænder vare som
Løvers,
9. og de havde Pansere som Jernpansere; og Lyden af deres Vinger
var som Lyd af Stridsvogne, når mange Heste fare ud til Kamp.
10. Og de have Haler, som ligne Skorpioners, og Brodde, og i deres
Haler ligger deres Magt til at skade Menneskene i fem Måneder.
11. De have Afgrundens Engel til Konge over sig; hans Navn er på
Hebraisk Abaddon, og på Græsk har han Navnet Apollyon.
12. Det første Ve er til Ende; se, der kommer endnu to Veer
derefter.
13. Og den sjette Engel basunede, og jeg hørte en Røst fra de fire
Horn på Guldalteret, som står for Guds Åsyn,
14. sige til den sjette Engel, der havde Basunen: Løs de fire Engle,
som ere bundne ved den store Flod Eufrat.
15. Og de fire Engle bleve løste, som til den Time og Dag og Måned
og År vare rede til at ihjelslå Tredjedelen af Menneskene.
16. Og Tallet på Rytterhærene var to Gange Titusinde Gange
Titusinde; jeg hørte deres Tal.
17. Og således så jeg Hestene i Synet og dem, som sade derpå, hvilke
havde ildrøde og sorteblå og svovlgule Pansere; og Hestenes
Hoveder vare som Løvers Hoveder, og af deres Munde udgik Ild og
Røg og Svovl.
18. Af disse tre Plager, af Ilden og Røgen og Svovlet, som udgik af
deres Munde, blev Tredjedelen af Menneskene ihjelslået.'
19. Thi Hestenes Magt er i deres Mund og i deres Haler; thi deres
Haler ligne Slanger, have Hoveder, og med dem gøre de Skade.
20. Og de øvrige Mennesker, som ikke bleve dræbte i disse Plager,
omvendte sig ikke fra deres Hænders Gerninger, så de lode være
at tilbede de onde Ånder og Afgudsbillederne af Guld og Sølv og
Kobber og Sten og Træ, som hverken kunne se eller høre eller gå;
21. og de omvendte sig ikke fra deres Myrden eller fra deres
Trolddom eller fra deres Utugt eller fra deres Tyveri.
10
1. Og jeg så en anden vældige Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i
en Sky, og Regnbuen var på hans Hoved, og hans Ansigt var som
Solen og hans Fødder som Ildsøjler,
2. og han havde i sin Hånd en lille åbnet Bog. Og han satte sin
højre Fod på Havet og den venstre på Jorden.
3. Og han råbte med høj Røst, som en Løve brøler; og da han havde
råbt, lode de syv Tordener deres Røster høre.
4. Og da de syv Tordener havde talt, vilde jeg til at skrive; og
jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde: Forsegl, hvad de syv
Tordener talte, og nedskriv det ikke!
5. Og Engelen, som jeg så stå på Havet og på Jorden, opløftede sin
højre Hånd imod Himmelen
6. og svor ved ham, som lever i Evighedernes Evigheder, som bar
skabt Himmelen, og hvad deri er, og Jorden, og hvad derpå er, og
Havet, og hvad deri er, at der ikke mere skal gives Tid;
7. men i de Dage, da den syvende Engels Røst lyder, når han skal
til at basune, da er Guds skjulte Råd fuldbyrdet således, som
han har forkyndt sine Tjenere Profeterne.
8. Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter med
mig og sagde: Gå hen, tag den lille åbnede Bog, som er i den
Engels Hånd, der står på Havet og på Jorden.
9. Og jeg gik hen til Engelen og sagde til ham, at han skulde give
mig den lille Bog. Og han'sagde til mig; Tag og nedsvælg den! og
den vil volde Smerte i din Bug, men i din Mund vil den være sød
som Honning.
10. Og jeg tog den lille Bog af Engelens Hånd og nedsvælgede den; og
den var i min Mund sød som Honning, men da jeg havde nedsvælget
den, følte jeg Smerte i min Bug.
11. Og man sagde til mig: Du bør igen profetere om mange Folk og
Folkeslag og Tungemål og Konger.
11
1. Og der blev givet mig et Rør ligesom en Målestok, med de Ord:
Stå op og mål Guds Tempel og Alteret og dem, som tilbede deri.
2. Men Forgården uden for Templet, lad den ude og mål den ikke, thi
den er given til Folkeslagene; og de skulle nedtræde den hellige
Stad i to og fyrretyve Måneder.
3. Og jeg vil give mine tvende Vidner, at de skulle profetere eet
Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage, klædte i Sække.
4. Disse ere de tvende Olietræer og de tvende Lysestager, som stå
for Jordens Herre.
5. Og dersom nogen vil gøre dem Skade, udgår der Ild af deres Mund
og fortærer deres Fjender; og dersom nogen vil gøre dem Skade,
bør han således ihjelslås.
6. Disse have Magt til at lukke Himmelen, så at der ingen Regn skal
falde i deres Profetis Dage; og de have Magt over Vandene til at
forvandle dem til Blod og til at slå Jorden med al Slags Plage,
så ofte de ville.
7. Og når de få fuldendt deres Vidnesbyrd, skal Dyret, som stiger
op af Afgrunden, føre Krig imod dem og overvinde dem og ihjelslå
dem.
8. Og deres Lig skal ligge på Gaden i den store Stad, som i åndelig
Forstand kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor også deres Herre
blev korsfæstet.
9. Og Mennesker af alle Folk og Stammer og Tungemål og Folkeslag
skulle se på deres Lig i tre og en halv Dag og ikke tilstede, at
deres Lig lægges i Grav.
10. Og de, som bo på Jorden, glæde sig over dem og fryde sig; og de
sende hverandre Gaver, fordi disse to Profeter vare til Plage
for dem, som bo på Jorden.
11. Og efter de tre og en halv Dags Førløb kom der Livs Ånde fra Gud
i dem; og de støde på deres Fødder, og stor Frygt faldt på dem,
som så dem.
12. Og de hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde til dem: Stiger
herop! Og de stege op til Himmelen i Skyen, og deres Fjender så
derpå.
13. Og i samme Stund skete der et stort Jordskælv, og Tiendedelen af
Staden faldt, og syv Tusinde Personer bleve dræbte i
Jordskælvet; og de andre bleve forfærdede og gave Himmelens Gud
Ære.
14. Det andet Veer til Ende; se, det tredje Ve kommer snart.
15. Og den syvende Engel basunede, og der hørtes høje Røster i
Himmelen, som sagde: Herredømmet over Verden er blevet vor
Herres og hans Salvedes, og han skal være Konge i Evighedernes
Evigheder.
16. Og de fire og tyve Ældste, som sidde for Guds Åsyn på deres
Troner, faldt ned på deres Ansigter og tilbade Gud og sagde:
17. Vi takke dig, Herre Gud almægtige, du, som er, og som var, fordi
du har taget din store Magt og tiltrådt dit Kongedømme,
18. og Folkeslagene vrededes, og din Vrede kom og Tiden til, at de
døde skulle dømmes, og til at give Lønnen til dine Tjenere,
Profeterne, og de hellige og dem, som frygte dit Navn, de små og
de store, og til at ødelægge dem, som lægge Jorden øde.
19. Og Guds Tempel i Himmelen blev åbnet, og hans Pagts Ark kom til
Syne i hans Tempel, og der kom Lyn og Røster og Tordener og
Jordskælv og stærk Hagl.
12
1. Og et stort Tegn blev set i Himmelen: en Kvinde, iklædt Solen og
med Månen under sine Fødder og en Krans af tolv Stjerner på sit
Hoved.
2. Og hun var frugtsommelig og skreg i Barnsnød, under Fødselsveer.
3. Og et andet Tegn blev set i Himmelen, og se, der var en stor,
ildrød Drage, som havde syv Hoveder og ti Horn og på sine
Hoveder syv Kroner.
4. Og dens Hale drog Tredjedelen af Himmelens Stjerner med sig og
kastede dem på Jorden. Og Dragen stod foran Kvinden, som skulde
føde, for at sluge hendes Barn, når hun havde født det.
5. Og hun fødte et Drengebarn, som skal vogte alle Folkeslagene med
en Jernstav; og hendes Barn blev bortrykket til Gud og til hans
Trone.
6. Og Kvinden flyede ud i Ørkenen,hvor hun har et Sted beredt fra
Gud, for at man skal ernære hende der eet Tusinde, to Hundrede
og tresindstyve Dage.
7. Og der blev en Kamp i Himmelen: Mikael og hans Engle gave sig
til at kæmpe imod Dragen, og Dragen kæmpede og dens Engle.
8. Men de magtede det ikke, og deres Sted fandtes ikke mere i
Himmelen.
9. Og den store Drage blev nedstyrtet; den gamle Slange, som kaldes
Djævelen og Satan, som forfører den hele Verden, blev nedstyrtet
på Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.
10. Og jeg hørte en høj Røst i Himmelen sige: Nu er Frelsen og
Kraften og Riget blevet vor Guds, og Magten hans Salvedes; thi
nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor
Gud Dag og Nat.
11. Og de have overvundet ham i Kraft af Lammets Blod og i Kraft af
deres Vidnesbyrds Ord; og de elskede ikke deres Liv, lige til
Døden.
12. Derfor, fryder eder, I Himle, og I, som bo i dem! Ve Jorden og
Havet! thi Djævelen er nedstegen til eder og har stor Vrede,
fordi han ved, at han kun har liden Tid.
13. Og da Dragen så, at den var styrtet til Jorden, forfulgte den
Kvinden, som havde født Drengebarnet.
14. Og den støre Ørns tvende Vinger bleve givne Kvinden, for at hun
skulde flyve til Ørkenen, til sit Sted, der hvor hun næres en
Tid og Tider og en halv Tid, borte fra Slangen.
15. Og Slangen spyede Vand som en Flod ud af sin Mund efter Kvinden
for at bortskylle hende med Floden.
16. Og Jorden kom Kvinden til Hjælp; og Jorden åbnede sin Mund og
opslugte Floden, som Dragen havde udspyet af sin Mund.
17. Og Dragen vrededes på Kvinden og gik bort for at føre Krig imod
de øvrige af hendes Sæd, dem, som holde Guds Bud og have Jesu
Vidnesbyrd.
13
18. Og jeg stod på Sandet ved Havet.
(Kap.13.)
1. Og jeg så et Dyr stige op af Havet, som havde ti Horn og syv
Hoveder, og på sine Horn ti Kroner, og på sine Hoveder
Bespottelsens Navne.
2. Og Dyret, som jeg så, var ligt en Panter, og dets Fødder som en
Bjørns, og dets Mund som en Løves Mund; og Dragen gav det sin
Kraft og sin Trone og stor Magt.
3. Og jeg så et af dets Hoveder ligesom såret til Døden, og dets
dødelige Sår blev lægt, og al Jorden fulgte undrende efter
Dyret.
4. Og de tilbade Dragen, fordi den havde givet Dyret Magten; og de
tilbade Dyret og sagde: Hvem er Dyret lig? hvem mægter at kæmpe
imod det?
5. Og der blev givet det en Mund til at tale store Ord og
Bespottelser, og der blev givet det Magt til at virke i to og
fyrretyve Måneder.
6. Og det åbnede sin Mund til Bespottelser imod Gud, til at
bespotte hans Navn og hans Telt, dem, som bo i Himmelen.
7. Og der blev givet det at føre Krig imod de hellige og at
overvinde dem; og der blev givet det Magt over hver Stamme og
Folk og Tungemål og Folkeslag.
8. Og alle, som bo på Jorden, skulle tilbede ham, enhver, hvis Navn
ikke fra Verdens Grundlæggelse er skrevet i Lammets, det
slagtedes, Livets Bog.
9. Dersom nogen har Øre, han høre!
10. Dersom nogen fører andre i Fængsel, han kommer selv i Fængsel;
dersom nogen dræber med Sværd, han skal dræbes med Sværd. Her
gælder det de helliges Udholdenhed og Tro.
11. Og jeg så et andet Dyr stige op af Jorden, og det havde to Horn
ligesom et Lam og talte som en Drage.
12. Og det udøver hele det første Dyrs Magt for dets Åsyn og får
Jorden og dem, som bo derpå, til at tilbede det første dyr, hvis
dødelige Sår blev lægt.
13. Og det gør store Tegn, så at det endog får Ild til. at falde ned
fra Himmelen på Jorden for Menneskenes Åsyn.
14. Og det forfører dem, som bo på Jorden, for de Tegns Skyld, som
det blev givet det at gøre for Dyrets Åsyn, og siger til dem,
som bo på Jorden, at de skulle gøre et Billede af Dyret, ham,
som har Sværdhugget og kom til Live.
15. Og det fik Magt til at give Dyrets Billede Ånd, så at Dyrets
Billede endog kunde tale og gøre, at alle de, der ikke vilde
tilbede Dyrets Billede, skulde ihjelslås.
16. Og det får alle, både små og støre, både rige og fattige, både
frie og Trælle, til at sætte sig et Mærke på deres højre Hånd
eller på deres Pande,
17. for at ingen skal kunne købe eller sælge uden den, som har
Mærket, Dyrets Navn eller dets Navns Tal.
18. Her gælder det Visdom! Den, som har Forstand, udregne Dyrets
Tal; thi det er et Menneskes Tal, og dets Tal er 666.
14
1. Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions Bjerg, og med det
hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Navn og
dets Faders Navn skrevet på deres Pander.
2. Og jeg hørte en Lyd fra Himmelen som en Lyd af mange Vande og
som en Lyd af stærk Torden, og den Lyd, jeg hørte, var som at
Harpespillere, der spillede på deres Harper.
3. Og de sang en ny Sang for Tronen og for de fire levende Væsener
og de Ældste; og ingen kunde lære den Sang, uden de hundrede og
fire og fyrretyve Tusinde, som ere løskøbte fra Jorden.
4. Dette er dem, som ikke have besmittet sig med Kvinder, thi de
ere jomfruelige; dette er dem, som følge Lammet, hvor det
går. Disse ere løskøbte fra Menneskene, en Førstegrøde før Gud
og Lammet,
5. og i deres Mund er der ikke fundet Løgn; thi de ere ulastelige.
6. Og jeg så en anden Engel flyve midt oppe under Himmelen, som
havde et evigt Evangelium at forkynde for dem, der bo på Jorden,
og for alle Folkeslag og Stammer og Tungemål og Folk,
7. og han sagde med høj Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, thi
hans Doms Time er kommen, og tilbeder ham, som har gjort
Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.
8. Og endnu en anden Engel fulgte, som sagde: Falden, falden er
Babylon, den store, som har givet alle Folkeslagene at drikke af
sin Utugts Harmes Vin.
9. Og en tredje Engel fulgte dem og sagde med høj Røst: Dersom
nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærke på sin Pande
eller på sin Hånd,
10. så skal han drikke af Guds Harmes Vin, som er iskænket ublandet
i hans Vredes Bæger; og han skal pines med Ild og Svovl for de
hellige Engles og for Lammets Åsyn.
11. Og deres Pines Røg opstiger i Evighedernes Evigheder; og de have
ikke Hvile Dag og Nat, de, som tilbede Dyret og dets Billede, og
enhver, som tager dets Navns Mærke.
12. Her gælder det de helliges Udholdenhed, de, som bevare Guds Bud
og Troen på Jesus.
13. Og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde: Skriv: Salige ere
de døde, som dø i Herren herefter. Ja, siger Ånden, de skulle
hvile fra deres Møje, thi deres Gerninger følge med dem.
14. Og jeg, så, og se en hvid Sky, og på Skyen sad der en lig en
Menneskesøn med en Guldkrone på sit Hoved og en skarp Segl i sin
Hånd.
15. Og en anden Engel gik ud fra Templet og råbte med høj Røst til
ham, som sad på Skyen: Udsend din Segl og høst; thi Timen til at
høste er kommen, fordi Jordens Høst er moden.
16. Og han, som sad på Skyen, lod sin Segl gå over Jorden, og Jorden
blev høstet.
17. Og en anden Engel gik ud fra Templet i Himmelen; også han havde
en skarp Segl.
18. Og fra Alteret gik en anden Engel ud, som havde Magt over Ilden;
og han råbte med høj Røst til den, som havde den skarpe Segl, og
sagde: Udsend din skarpe Segl og afskær Druerne af Jordens
Vintræ; thi dets Druer ere modne.
19. Og Engelen lod sin Segl gå hen over Jorden og afskar Frugten på
Jordens Vintræ og kastede den i Guds Harmes store Persekar.
20. Og Persekarret blev trådt uden for Staden, og der kom Blod ud af
Persekarret op til Hestenes Bidsler, så langt som eet Tusinde og
seks Hundrede Stadier.
15
1. Og jeg så et andet Tegn i Himmelen, stort og vidunderligt: syv
Engel som have de syv sidste Plager; thi med disse er Guds Harme
fuldbyrdet.
2. Og jeg så som et Glarhav, blandet med Ild, og dem, som sejrende
gik ud af Kampen med Dyret og dets Billede og dets Navns Tal,
stående ved Glarhavet og holdende Guds Harper.
3. Og de sang Mose, Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, og sagde:
Store og vidunderlige ere dine Gerninger, Herre, Gud, du
Almægtige! retfærdige og sande' ere dine Veje, du Folkeslagenes
Konge!
4. Hvem skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du
alene er hellig; ja, alle Folkeslagene skulle komme og tilbede
for dit Åsyn, fordi dine retfærdige Domme ere blevne åbenbarede.
5. Og derefter så jeg, og Vidnesbyrdets Tabernakels Tempel i
Himmelen blev åbnet,
6. og de syv Engle, som havde de syv Plager, gik ud af Templet,
iførte rent og skinnende Linklæde og omgjordede om Brystet med
Guldbælter.
7. Og et af de fire levende Væsener gav de syv Engle syv Guldskåle
fyldte med Guds Harme, han. som lever i Evighedernes Evigheder.
8. Og Templet fyldtes med Røg fra Guds Herlighed og fra hans Kraft;
og ingen kunde gå ind i Templet, førend de syv Engles syv Plager
fik Ende.
16
1. Og jeg hørte en høj Røst fra Tempelet sige til de syv Engle: Går
hen og udgyder Guds Harmes syv Skåle over Jorden!
2. Og den første gik hen og udgød sin Skål over Jorden, og der kom
slemme og onde Bylder på de Mennesker, som havde Dyrets Mærke,
og dem, som tilbade dets Billede.
3. Og den anden Engel udgød sin Skål i Havet, og det blev til Blod
som af en død; og hver levende Sjæl i Havet døde.
4. Og den tredje Engel udgød sin Skål i Floderne og Vandkilderne,
og de bleve til Blod.
5. Og jeg hørte Vandenes Engel sige: Retfærdig er du, som er, og
som var, du hellige, fordi du har fældet denne Dom;
6. thi de have udøst helliges og Profeters Blod, og du har givet
dem Blod at drikke; de ere det værd.
7. Og jeg hørte Alteret sige: Ja, Herre, Gud, du almægtige! sande
og retfærdige ere dine Domme.
8. Og den fjerde Engel udgød sin Skål over Solen; og det blev givet
den at brænde Menneskene med Ild.
9. Og Menneskene brændtes i stor Hede og bespottede Guds Navn, som
har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke til at give
ham Ære.
10. Og den femte Engel udgød sin Skål over Dyrets Trone; og dets
Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine.
11. Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres
Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gerninger.
12. Og den sjette Engel udgød sin Skål over den store Flod Eufrat;
og dens Vand borttørredes, for at Vejen kunde beredes for
Kongerne fra Solens Opgang.
13. Og jeg så, at der af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den
falske Profets Mund udgik tre urene Ånder, som lignede Padder.
14. Thi de ere DæmonersÅnder, som gøre Tegn; og de gå ud til hele
Jorderiges Konger for at samle dem til Krigen på Guds, den
almægtiges, store Dag.
15. - Se, jeg kommer som en Tyv Salig er den, som våger og bevarer
sine Klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans
Skam. -
16. Og de samlede dem til det Sted,som kaldes på Hebraisk
Harmagedon.
17. Og den syvende Engel udgød sin Skål i Luften; og fra Templet,
fra Tronen udgik der en høj Røst, som sagde: Det er sket.
18. Og der kom Lyn og Røster og Tordener; og der blev et stort
Jordskælv, hvis Mage ikke har været, siden der blev Mennesker
til på Jorden, et sådant Jordskælv, så stort.
19. Og den store Stad blev til tre Dele, og Folkeslagenes Stæder
faldt; og Gud kom det store Babylon i Hu for at give det Bægeret
med sin Vredes Harmes Vin.
20. Og hver Ø flyede, og Bjerge bleve ikke fundne.
21. Og en stærk Hagl, centnertung, faldt ned fra Himmelen på
Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Haglens Plage, thi
dens Plage var meget stor.
17
1. Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, kom og talte med
mig og sagde: Kom! jeg vil vise dig Dommen over den store Skøge,
som sidder over mange Vande,
2. med hvem Jordens Konger have bolet, og de, som bo på Jorden, ere
blevne drukne af hendes Utugts Vin.
3. Og han førte mig i Ånden ud i en Ørken; og jeg så en Kvinde
siddende på et skarlagenfarvet Dyr, som var fuldt af
Bespottelsens Navne; det havde syv Hoveder og ti Hor1m.
4. Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og strålede af Guld
og Ædelsten og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Hånd, fuldt
af Vederstyggeligheder og hendes Utugts Urenheder.
5. Og på hendes Pande var skrevet et Navn, en Hemmelighed: Babylon
den store, Moderen til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder.
6. Og jeg så Kvinden, drukken af de helliges Blod og af Jesu
Vidners Blød; og jeg undrede mig i stor Forundring, da jeg så
hende.
7. Og Engelen sagde til mig: Hvorfor undrede du dig? Jeg vil sige
dig Hemmeligheden med Kvinden og med Dyret, som bærer hende, og
som har de syv Hoveder og de ti Horn.
8. Dyret, som du så, har været og er ikke, og det skal stige op af
Afgrunden og gå bort til Fortabelse; og de, som bo på Jorden,
skulle undre sig, de, hvis Navne ikke ere skrevne i Livets Bog
fra Verdens Grundlæggelse, når de se,at Dyret var og er ikke og
skal komme.
9. Her gælder det den Forstand, som har Visdom. De syv Hoveder ere
syv Bjerge, på hvilke Kvinden sidder,
10. og de ere syv Konger. De fem ere faldne, den ene er der, den
anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, skal han blive en
liden Tid.
11. Og Dyret, som var og er ikke, er både selv en ottende og er en
af de syv og farer bort til Fortabelse.
12. Og de ti Horn, som du så, ere ti Konger, som endnu ikke have
fået Rige, men få Magt som Konger een Time sammen med Dyret.
13. Disse have eet Sind, og deres Kraft og Magt give de til Dyret.
14. Disse skulle føre Krig med Lammet, og Lammet skal sejre over dem
- fordi det er Herrers Herre og Kongers Konge - og de: som ere
med det, de kaldede og udvalgte og trofaste.
15. Og han sagde til mig: De Vande, som du så, der hvor Skøgen
sidder, ere Folk og Skarer og Folkeslag og Tungemål.
16. Og de ti Horn, som du så, og Dyret, disse ville hade Skøgen og
gøre hende øde og nøgen og æde hendes Kød og opbrænde hende med
Ild.
17. Thi Gud har indgivet dem i deres Hjerte at gøre efter hans Sind
og at handle af eet Sind og at give Dyret deres Kongemagt,indtil
Guds Ord blive fuldbyrdede.
18. Og Kvinden, som du så, er den store Stad, som har Herredømme
over Jordens Konger.
18
1. Derefter så jeg en anden Engel stige ned fra Himmelen; han havde
stor Magt, og Jorden blev oplyst af hans Herlighed.
2. Og han råbte med stærk Røst og sagde: Falden, falden er Babylon
den støre, og den er bleven Dæmoners Bolig og et Fængsel for
alle Hånde urene Ånder og et Fængsel for alle Hånde urene og
afskyede Fugle!
3. Thi af hendes Utugts Harmes Vin have alle Folkeslagene drukket,
og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Købmænd ere
blevne rige af hendes Yppigheds Fylde.
4. Og jeg hørte en anden Røst fra Himmelen, som sagde: Går ud fra
hende, mit Folk! for at I ikke skulle blive meddelagtige i
hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager.
5. Thi hendes Synder ere opdyngede indtil Himmelen, og Gud har
kommet hendes Uretfærdigheder i Hu.
6. Betaler hende, som hun har betalt eder, og gengælder hende
dobbelt efter hendes Gerninger; skænker hende dobbelt i det
Bæger, som hun har iskænket.
7. Så meget, som hun har forherliget sig selv og levet i Yppighed,
så meget skulle I give hende af Pine og Sørg! Fordi hun siger i
sit Hjerte: Jeg sidder som en Dronning og er ikke Enke, og Sorg
skal jeg ingenlunde se,
8. derfor skulle hendes Plager komme på een Dag: Død og Sorg og
Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre
Gud, som har dømt hende.
9. Og Jordens Konger, som have bolet og levet yppigt med hende,
skulle græde og hyle over hende, når de se Røgen af hendes
Brand,
10. medens de stå langt borte af Frygt for hendes Pinsel og sige:
Ve! ve! du store Stad, Babylon, du stærke Stad, thi på een Time
er din Dom kommen.
11. Og Jordens Købmænd græde og sørge over hende, fordi ingen mere
køber deres Ladning:
12. Ladning af Guld og Sølv og Ædelsten og Perler og fint Linned og
Purpur og Silke og Skarlagen og alle Hånde vellugtende Træ og
alle Hånde Arbejde af Elfenben og alle Hånde Arbejde af kostbart
Træ og af Kobber og Jern og Marmor,
13. og Kanelbark og Hårsalve og Røgelser og Salve og Virak og Vin og
Olie og fint Mel og Hvede og Okser og Får og Heste og Vogne og
Slaver, ja, Menneskesjæle.
14. Og den Frugt, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig og alt det
lækre og glimrende er forbi for dig, og man skal aldrig finde
det mere.
15. De, som handlede dermed og ere blevne rige ved hende, skulle stå
langt borte af Frygt for hendes Pinsel grædende og sørgende og
sige:
16. Ve ve! den store Stad, som var klædt i fint Linned og Purpur og
Skarlagen og strålede af Guld og Ædelsten og Perler; thi i een
Time er så stor en Rigdom lagt øde.
17. Og alle Styrmænd og alle Skippere og Søfolk og alle, som arbejde
på Havet, stode langt borte
18. og råbte, da de så Røgen af hendes Brand, og sagde: Hvor var der
Mage til den store Stad?
19. Og de kastede Støv på deres Hoveder og råbte grædende og
sørgende og sagde: Ve! ve! den store Stad, hvori alle, som havde
Skibe på Havet, berigedes ved dens Pragt; thi i een Time er den
bleven lagt øde.
20. Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige og Apostle og
Profeter! fordi Gud har skaffet eder Ret over den.
21. Og en vældig Engel løftede en Sten som en stor Møllesten og
kastede den i Havet og sagde: Således skal Babylon, den store
Stad, nedstyrtes i Hast og ikke findes mere.
22. Og Lyd af Harpespillere og Sangere og Fløjtespillere og
Basunblæsere skal ikke høres i dig mere; og ingen Kunstner i
nogen Kunst skal findes i dig mere; og Lyd af Mølle skal ikke
høres i dig mere;
23. og Lys af Lampe skal ikke skinne i dig mere, og Brudgoms og
Bruds Røst skal ikke høres i dig mere, fordi dine Købmænd vare
Jordens Stormænd, fordi alle Folkeslagene bleve forførte ved dit
Trylleri.
24. Og i den blev Profeters og helliges Blod fundet og alle deres,
som ere myrdede på Jorden.
19
1. Derefter hørte jeg ligesom en høj Røst af en stor Skare i
Himmelen, som sagde: Halleluja! Frelsen og Herligheden og
Kraften tilhører vor Gud.
2. Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den
store Skøge, som fordærvede Jorden med sin Utugt, og krævet sine
Tjeneres Blod af hendes Hånd.
3. Og de sagde anden Gang: Halleluja! og Røgen fra hende opstiger i
Evighedernes Evigheder.
4. Og de fire og tyve Ældste og de fire levende Væsener faldt ned
eg tilbade Gud, som sad på Tronen, og de sagde: Amen! Halleluja!
5. Og en Røst udgik fra Tronen og sagde: Lover vor Gud, alle hans
Tjenere, I, som frygte ham, de små og de store!
6. Og jeg hørte som en Røst af en stor Skare og som en Lyd af mange
Vande og, som en Lyd af stærke Tordener, der sagde: Halleluja!
thi Herren, Gud, den almægtige, har tiltrådt Kongedømmet.
7. Lader os glæde og fryde os og give ham Æren; thi Lammets Bryllup
er kommet, og hans Brud har gjort sig rede.
8. Og det blev givet hende at iføre sig skinnende, rent Linklæde;
thi Linklædet er de helliges Retfærdshandlinger.
9. Og han siger til mig: Skriv: Salige ere de, som ere budne til
Lammets Bryllups Nadver! Og han siger til mig: Disse ere de
sande Guds Ord.
10. Og jeg faldt ned for hans Fødder for at tilbede ham, og han
siger til mig: Gør det ikke! Jeg er din Medtjener eg dine
Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud! thi Jesu
Vidnesbyrd er Profetiens Ånd.
11. Og jeg så Himmelen åben, og se en hvid Hest, og han, som sad på
den, kaldes trofast og sanddru, og han dømmer og kæmper med
Retfærdighed.
12. Men hans Øjne vare Ildslue, og på hans Hoved var der mange
Kroner;han havde et Navn skrevet, hvilket ingen kender, uden han
selv;
13. og han var iført en Kappe, dyppet i Blod, og hans Navn kaldes:
Guds Ord.
14. Og Hærene i Himmelen fulgte ham på hvide Heste, iførte hvidt,
rent Linklæde.
15. Og af hans Mund udgik der et skarpt Sværd, for at han dermed
skulde slå Folkeslagene; og han skal vogte dem med en Jernstav,
og han skal træde Guds, den almægtiges, Vredes Harmes Vinperse.
16. Og på Kappen, på sin Lænd har han et Navn skrevet: Kongers Konge
og Herrers Herre.
17. Og jeg så en Engel stående i Solen, og han råbte med høj Røst og
sagde til alle Fugle, som flyve midt oppe under Himmelen: Kommer
og samler eder til Guds store Nadver
18. for at æde Kød af Konger og Kød af Krigsøverster og Kød af
vældige og Kød af Heste og af dem, som sidde på dem, og Kød af
alle, både frie og Trælle, små og store.
19. Og jeg så Dyret og Jordens Kongen og deres Hære samlede for at
føre Krig imod ham, som sad på Hesten, og imod hans Hær.
20. Og Dyret blev grebet og med det den falske Profet, som havde
gjort Tegnene for dets Åsyn, hvormed han havde forført dem, som
toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; de bleve
begge kastede levende i Ildsøen, som brænder med Svovl.
21. Og de andre bleve ihjelslåede med hans Sværd, som sad på Hesten,
det, der udgik af hans Mund, og alle Fuglene bleve mættede at
deres Kød.
20
1. Og jeg så en Engel stige ned fra Himmelen, han havde Afgrundens
Nøgle og en stor Lænke i sin Hånd.
2. Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satan,
og bandt ham for tusinde År
3. og kastede ham i Afgrunden og lukkede og forseglede over ham,
for at han ikke mere skulde forføre Folkeslagene, førend de
tusinde År vare til Ende; derefter skal han løses en lille Tid.
4. Og jeg så Troner, og de satte sig på dem, og Dommermagt blev
given dem; og jeg så deres Sjæle, som vare halshuggede for Jesu
Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde
tilbedt; Dyret eller dets Billede og ikke havde taget Mærket på
deres Pande og på deres Hånd; og de bleve levende og bleve
Konger med Kristus i tusinde År.
5. De øvrige af de døde bleve ikke levende, førend de tusinde År
vare til Ende. Dette er den første Opstandelse.
6. Salig og hellig er den, som bar Del i den første Opstandelse;
over disse har den anden Død ikke Magt, men de skulle være Guds
og Kristi Præster og skulle være Konger med ham i de tusinde År.
7. Og når de tusinde År ere til Ende, skal Satan løses af sit
Fængsel.
8. Og han skal gå ud for at forføre Folkeslagene ved Jordens fire
Hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til Krig; deres Tal er
som Havets Sand.
9. Og de droge frem over Jordens Flade og omringede de helliges
Lejr og den elskede Stad. Og Ild faldt ned fra Himmelen fra Gud
og fortærede dem.
10. Og Djævelen, som forfømte dem, blev kastet i Ild og Svovlsøen,
hvor også Dyret og den falske Profet var; og de skulle pines Dag
og Nat i Evighedernes Evigheder.
11. Og jeg så en stor, hvid Trone og ham, som sad derpå; for hans
Åsyn flyede Jorden og Himmelen, og der blev ikke fundet Sted for
dem.
12. Og jeg så de døde, de store og de små, stående for Tronen, og
Bøger bleve åbnede; og en anden Bog blev åbnet, som er Livets
Bog; og de døde bleve dømte efter det, som var skrevet i
Bøgerne, efter deres Gerninger.
13. Og Havet afgav de døde, som vare i det; og Døden og Dødsriget
afgave de døde, som vare i dem, og de bleve dømte, hver efter
sine Gerninger.
14. Og Døden og Dødsriget bleve kastede i Ildsøen. Dette er den
anden Død, Ildsøen.
15. Og dersom nøgen ikke fandtes skreven i Livets Bog, blev han
kastet i Ildsøen.
21
1. Og jeg så en ny Himmel og en ny Jord; thi den forrige Himmel og
den forrige Jord var veget bort, og Havet var ikke mere.
2. Og jeg så den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned fra
Himmelen fra Gud, beredt som en Brud, der er smykket før sin
Brudgom.
3. Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Telt
er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være
hans Folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud.
4. Og han skal aftørre hver Tåre af deres Øjne, og Døden skal ikke
være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal
være mere; thi det forrige er veget bort.
5. Og han, som sad på Tronen, sagde: Se, jeg gør alle Ting nye. Og
han siger til mig: Skriv; thi disse Ord ere troværdige og sande.
6. Og han sagde til mig: De ere skete. Jeg er Alfa og Omega,
Begyndelsen og Enden. Jeg vil give den tørstige af Livets Vands
Kilde uforskyldt.
7. Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans God, og
han skal være min Søn.
8. Men de fejge og utro og vederstyggelige og Morderne og de
utugtige og Troldkarlene og Afgudsdyrkerne og alle Løgnerne,
deres Lod skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette
er den anden Død.
9. Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, der vare fulde af
de syv sidste Plager, kom og talte med mig og sagde: Kom, jeg
vil vise dig Bruden, Lammets Hustru.
10. Og han førte mig i Ånden hen på et stort og højt Bjerg og viste
mig den hellige Stad, Jerusalem, stigende ned fra Himmelen, fra
Gud
11. med Guds Herlighed. Dens Glans var som den kostbareste Sten, som
krystalklar Jaspissten.
12. Den havde en stor og høj Mur; den havde tolv Porte og over
Portene tolv Engle og påskrevne Navne, hvilke ere Israels Børns
tolv Stammers;
13. mod Øst tre Porte og mod Nord tre Porte og mod Syd tre Porte og
mod Vest tre Porte.
14. Og Stadens Mur havde tolv Grundsten, og på dem Lammets tolv
Apostles tolv Navne.
15. Og han, som talte med mig, havde en Målestok, et Guldrør, for at
han skulde måle Staden og dens Porte og dens Mur.
16. Og Staden ligger i Firkant, og dens Længde er lige så stor som
Bredden. Og han målte Staden med Røret: tolv Tusinde Stadier;
dens Længde, Bredde og Højde ere lige.
17. Og han målte dens Mur, hundrede og fire og fyrretyve Alen, efter
Menneskemål, hvilket er Englemål.
18. Og dens Murværk var Jaspis, og Staden var af rent Guld, lig det
rene Glar.
19. Stadmurens Grundsten vare prydede med alle Hånde Ædelsten: den
første Grundsten var Jaspis, den anden Safir, den tredje
Kalkedon, den fjerde Smaragd,
20. den femte Sardonyks, den sjette Sarder, den syvende Krysolit,
den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Krysopras, den
ellevte Hyacint, den tolvte Ametyst.
21. Og de tolv Porte vare tolv Perler, hver af Portene var af een
Perle, og Stadens Gade var rent Guld som gennemsigtigt Glar.
22. Og jeg så intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud,
den almægtige, og Lammet.
23. Og Staden trænger ikke til Sol eller Måne til at skinne for den;
thi Guds Herlighed oplyste den, og Lammet var dens Lys.
24. Og Folkeslagene skulle vandre i dens Lys, og Jordens Konger
bringe deres Herlighed til den,
25. og dens Porte skulle ikke lukkes om Dagen; thi Nat skal ikke
være der,
26. og de skulle bringe Folkeslagenes Herlighed og Ære til den.
27. Og intet urent skal komme ind i den, ej heller nogen, som øver
Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som ere skrevne i Lammets
Livets Bog.
22
1. Og han viste mig Livets Vands Flod, skinnende som Krystal,
udvæld de fra Guds og Lammets Trone.
2. Midt i dens Gade og på begge Sider af Floden voksede Livets Træ,
som bar tolv Gange Frugt og gav hver Måned sin Frugt; og Bladene
af Træet tjente til Lægedom for Folkeslagene.
3. Og der skal intet bandlyst være mere; og Guds og Lammets Trone
skal være i den, og hans Tjenere skulle tjene ham,
4. og de skulle se hans Ansigt, og hans Navn skal være på deres
Pander.
5. Og Nat skal der ikke være mere, og de trænge ikke til Lys af
Lampe eller Lys af Sol, fordi Gud Herren skal lyse over dem; og
de skulle, være Konger i Evighedernes Evigheder.
6. Og han sagde til mig: Disse Ord ere troværdige og sande; og
Herren, Profeternes Ånders Gud, har udsendt sin Engel for at
vise sine Tjenere, hvad der skal ske snart.
7. Og se, jeg kommer snart. Salig er den, som bevarer denne Bogs
Profetis Ord.
8. Og jeg, Johannes, er den, som så og hørte disse Ting, og da jeg
havde hørt og set, faldt jeg ned for at tilbede for den Engels
Fødder, som viste mig disse Ting.
9. Og han siger til mig: Gør det ikke; jeg er din Medtjener og dine
Brødres, Profeternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord;
tilbed Gud!
10. Og han siger til mig: Du skal ikke forsegle denne Bogs Profetis
Ord, thi Tiden er nær.
11. Lad den som gør Uret, fremdeles gøre Uret, og den urene
fremdeles blive uren, og den retfærdige fremdeles øve
Retfærdighed, og den hellige fremdeles blive helliggjort.
12. Se, jeg kommer snart, og min Løn er med mig til at betale
enhver, efter som hans Gerning er.
13. Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, Begyndelsen og
Enden.
14. Salige ere de, som tvætte deres Klædebon, for at de kunne få
Adgang til Livets Træ og gå ind igennem Portene i Staden.
15. Udenfor ere Hundene og Troldkarlene og de utugtige og Morderne
og Afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver Løgn.
16. Jeg, Jesus, har sendt min Engel til at vidne for eder disse Ting
om Menighederne, jeg er Davids Rodskud og Slægt, den strålende
Morgenstjerne.
17. Og Ånden og Bruden sige: Kom! Og den, som hører, sige: Kom! Og
den, som tørster, han komme; den, som vil, han modtage Livets
Vand uforskyldt!
18. Jeg vidner for enhver, som hører denne Bogs Profetis Ord: Dersom
nogen lægger noget til disse Ting, da skal Gud lægge på ham de
Plager, som der er skrevet om i denne Bog.
19. Og dersom nogen tager noget bort fra denne Profetis Bogs Ord, da
skal Gud tage hans Lod bort fra Livets Træ og fra den hellige
Stad, om hvilke der er skrevet i denne Bog.
20. Han, som vidner disse Ting, siger: Ja, jeg kommer snart! Amen.
Kom, Herre Jesus!
21. Den Herres Jesu Nåde være med alle!
|