2.Mosebog


 1
  1.  Dette er Navnene på Israels Sønner, der sammen med Jakob kom til
      Ægypten med deres Familier:
  2.  Ruben, Simeon, Levi og Juda,
  3.  Issakar, Zebulon og Benjamin,
  4.  Dan og Naftali, Gad og Aser.
  5.  Jakobs Efterkommere udgjorde i alt halvfjerdsindstyve, men Josef
      var i Ægypten.
  6.  Imidlertid døde Josef og alle hans Brødre og hele dette
      Slægtled.
  7.  Men Israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev
      mange og overmåde talrige, så at Landet blev fuldt af dem.

  8.  Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om
      Josef;
  9.  og han sagde til sit Folk: "Se, Israels Folk bliver talrigere og
      stærkere end vi.
 10.  Velan, lad os gå klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal
      blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i Krig, at
      de går over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst
      forlader Landet!"
 11.  Så satte man Fogeder over dem til at plage dem med
      Trællearbejde, og de måtte bygge Forrådsbyer for Farao: Pitom og
      Ra'amses.
 12.  Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere
      bredte de sig, så Ægypterne fik Rædsel for Israeliterne.
 13.  Og Ægypterne tvang Israeliterne til Trællearbejde
 14.  og gjorde dem Livet bittert ved hårdt Arbejde med Ler og Tegl og
      alle Hånde Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at
      udføre for sig.

 15.  Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af
      hvilke den ene hed Sjifra, den anden Pua:
 16.  "Når I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved
      Fødselen, og er det et Drengebarn, tag så Livet af det, men er
      det et Pigebarn, lad det så leve!"
 17.  Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen
      havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve.
 18.  Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem:
      "Hvorfor har I båret eder således ad og ladet Drengebørnene
      leve?"
 19.  Men Jordemødrene svarede Farao: "Hebræerkvinderne er ikke som de
      Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen
      kommer til dem, har de allerede født!"
 20.  Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og
      såre talrigt;
 21.  og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham.
 22.  Da udstedte Farao den Befaling til hele sit Folk: "Alle
      Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene
      skal I lade leve!"



 2
  1.  Og en Mand af Levis Hus gik hen og tog en Levi Datter til Ægte,
  2.  og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn. Da hun så, at det
      var en dejlig Dreng, skjulte hun ham i tre Måneder;
  3.  og da hun ikke længer kunde holde ham skjult, tog hun en Kiste
      af Papyrusrør, tættede den med Jordbeg og Tjære, lagde drengen i
      den og satte den hen mellem Sivene ved Nilens Bred.
  4.  Og hans Søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der
      vilde ske med ham.
  5.  Da kom Faraos Datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik
      hendes Jomfruer ved Flodens Bred. Så fik hun Øje på Kisten
      mellem Sivene og sendte sin Pige hen for at hente den.
  6.  Og da hun åbnede den, så hun Barnet, og se, det var et
      Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: "Det må
      være et af Hebræernes Drengebørn!"
  7.  Hans Søster sagde nu til Faraos Datter: "Skal jeg gå hen og
      hente dig en Amme blandt Hebræerkvinderne til at amme Barnet for
      dig?"
  8.  Faraos Datter svarede hende: "Ja, gør det!" Så gik Pigen hen og
      hentede Barnets Moder.
  9.  Og Faraos Datter sagde til hende: "Tag dette Barn med dig og am
      ham for mig, jeg skal nok give dig din Løn derfor!" Og Kvinden
      tog Barnet og ammede ham.
 10.  Men da Drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos
      Datter, og denne antog ham som sin Søn og gav ham Navnet Moses;
      "thi," sagde hun, "jeg har trukket ham op af Vandet."

 11.  På den Tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til
      sine Landsmænd og så på deres Trællearbejde. Og han så en
      Ægypter slå en Hebræer, en af hans Landsmænd, ihjel.
 12.  Da så han sig om til alle Sider, og efter at have forvisset sig
      om, at der ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og
      gravede ham ned i Sandet.
 13.  Da han den næste Dag igen gik derud, så han to Hebræere i
      Slagsmål med hinanden. Da sagde han til ham, der havde Uret:
      "Hvorfor slår du din Landsmand?"
 14.  Han svarede: "Hvem har sat dig til Herre og Dommer over os?  Vil
      du måske slå mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel?" Og
      Moses blev bange og tænkte: "Så er det dog blevet bekendt!"
 15.  Da Farao fik Nys derom, søgte han at komme Moses til Livs, men
      Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans Land, og der satte
      han sig ved en Brønd.

 16.  Præsten i Midjan havde syv Døtre; de kom nu hen og øste Vand og
      fyldte Trugene for at vande deres Faders Småkvæg.
 17.  Da kom Hyrderne og vilde jage dem bort, men Moses stod op og
      hjalp dem og vandede deres Småkvæg.
 18.  Da de nu kom hjem til deres Fader Reuel, sagde han: "Hvorfor
      kommer I så tidligt hjem i Dag?"
 19.  De svarede: "Der var en Ægypter, som hjalp os over for Hyrderne,
      ja han øste også Vand for os og vandede Småkvæget."
 20.  Da sagde han til sine Døtre: "Hvor er han da? Hvorfor har I
      ladet Manden blive derude? Byd ham ind, at han kan få noget at
      spise!"
 21.  Så bestemte Moses sig til at tage Ophold hos Manden, og han gav
      Moses sin Datter Zippora til Ægte,
 22.  og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; "thi," sagde han,
      "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land."

 23.  Således gik der lang Tid hen, og imidlertid døde
      Ægypterkongen. Men Israeliterne stønnede og klagede under deres
      Trældom, og deres Skrig over Trældommen nåede op til Gud.
 24.  Da hørte Gud deres Jamren, og Gud ihukom sin Pagt med Abraham,
      Isak og Jakob,
 25.  og Gud så til Israeliterne, og Gud kendtes ved dem.



 3
  1.  Moses vogtede nu Småkvæget for sin Svigerfader Jetro, Præsten i
      Midjan,og drev engang Småkvæget hen hinsides Ørkenen og kom til
      Guds Bjerg Horeb.
  2.  Da åbenbarede HERRENs Engel sig for ham i en Ildslue, der slog
      ud af en Tornebusk, og da han så nærmere til, se, da stod
      Tornebusken i lys Lue, uden at den blev fortæret.
  3.  Da sagde Moses: "Lad mig gå hen og se på dette underfulde Skue,
      hvorfor Tornebusken ikke brænder op."
  4.  Men da HERREN så, at han gik hen for at se derpå, råbte Gud til
      ham fra Tornebusken: "Moses, Moses!" Og han svarede: "Se, her er
      jeg!"
  5.  Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Drag dine Sko af dine Fødder,
      thi det Sted, du står på, er hellig Jord!"
  6.  Og han sagde: "Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og
      Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit Ansigt, thi han frygtede for
      at skue Gud.

  7.  Derpå sagde HERREN: "Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten,
      og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja,
      jeg kender deres Lidelser;
  8.  og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Hånd og føre
      dem bort fra dette Land til et godt og vidtstrakt Land, til et
      Land, der flyder med Mælk og Honning, til Kana'anæernes,
      Hetiternes, Amoriternes, Perizzitemes, Hivviternes og
      Jebusiternes Egn.
  9.  Se, nu er Israeliternes Klageskrig nået til mig, og jeg har også
      set den Trængsel, Ægypterne har bragt over dem.
 10.  Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit Folk,
      Israeliterne, ud af Ægypten!"
 11.  Men Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulde kunne gå
      til Farao og føre Israeliterne ud af Ægypten?"
 12.  Han svarede: "Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig
      Tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: Når du har ført
      Folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud på dette Bjerg!"
 13.  Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til Israeliterne og
      siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal
      jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn7"
 14.  Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således
      skal du sige til Israeliterne: JEG ER har sendt mig til eder!"

 15.  Og Gud sagde fremdeles til Moses: "Således skal du sige til
      Israeliterne: HERREN, eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud
      og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn til
      evig Tid, og således skal jeg kaldes fra Slægt til Slægt.
 16.  Gå nu hen og kald Israels Ældste sammen og sig til dem: HERREN,
      eders Fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret
      sig for mig og sagt: Jeg har givet Agt på eder og på, hvad man
      har gjort imod eder i Ægypten,
 17.  og jeg har sat mig for at føre eder ud af Ægyptens Elendighed
      til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes,
      Hivviternes og Jebusiternes Land, til et Land, der flyder med
      Mælk og Honning!
 18.  De vil høre på dig, og du skal sammen med Israels Ældste gå til
      Ægypterkongen, og I skal sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud,
      har mødt os, tillad os derfor at drage tre Dagsrejser ud i
      Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud!
 19.  Jeg ved vel, at Ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage
      bort uden med Magt;
 20.  men jeg skal udrække min Hånd og ramme Ægypten med alle mine
      Undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder Lov
      til at drage af Sted.
 21.  Og jeg vil stemme Ægypterne gunstigt mod dette Folk, så at I,
      når I drager bort, ikke skal drage bort med tomme Hænder.
 22.  Enhver Kvinde skal bede sin Naboerske og de Kvinder, som er til
      Huse hos hende, om Sølv og Guldsmykker og Klæder, og I skal give
      eders Sønner og Døtre det på. Således skal I tage Bytte fra
      Ægypterne."



 4
  1.  Moses svarede; "Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men
      siger, at HERREN ikke har åbenbaret sig for mig?"
  2.  Da sagde HERREN til ham: "Hvad har du der i din Hånd?" Han
      svarede: "En Stav!"
  3.  Og han sagde: "Kast den til Jorden!" Da kastede han den til
      Jorden, og den blev til en Slange, og Moses flyede for den.
  4.  Og HERREN sagde til Moses: "Ræk Hånden ud og grib den i Halen!"
      Da rakte han sin Hånd ud, og den blev til en Stav i hans Hånd.
  5.  "For at de nemlig kan tro, at HERREN, deres Fædres Gud, Abrahams
      Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for dig."
  6.  Og HERREN sagde fremdeles til ham: "Stik din Hånd ind på
      Brystet!" Da stak han sin Hånd ind på Brystet, og da han trak
      den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed.
  7.  Derpå sagde han: "Stik atter Hånden ind på Brystet!" Så stak han
      atter Hånden ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var
      den igen som hans øvrige Legeme.
  8.  "Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første
      Tegn, så vil de tro det sidste;
  9.  men hvis de end ikke tror på disse to Tegn og hører på dig, tag
      da Vand fra Nilen og hæld det ud på Jorden, så skal Vandet, som
      du tager fra Nilen, blive til Blod på Jorden."

 10.  Men Moses sagde til HERREN: "Ak, Herre, jeg er ingen veltalende
      Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du
      har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig
      og tale for mig."
 11.  Da svarede HERREN ham: "Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem
      gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, HERREN?
 12.  Gå derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du
      skal sige!"
 13.  Men han sagde: "Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!"
 14.  Da blussede HERRENs Vrede op imod Moses, og han sagde: "Har du
      ikke din Broder Aron, Leviten? Han, ved jeg, kan tale for sig.
      Han er også allerede på Vej for at møde dig, og han vil glæde
      sig i sit Hjerte, når han ser dig;
 15.  du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, så vil jeg
      være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre.
 16.  Han skal tale på dine Vegne til Folket; han skal være din Mund,
      og du skal være som Gud for ham.
 17.  Tag nu i din Hånd denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!"

 18.  Derefter vendte Moses tilbage til sin Svigerfader Jetro og sagde
      til ham: "Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og
      se, om de endnu er i Live!" Og Jetro svarede Mose's: "Drag bort
      i Fred!"
 19.  Da sagde HERREN til Moses i Midjan: "Vend tilbage til Ægypten,
      thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde."
 20.  Så tog Moses sin Hustru og sin Søn og satte dem på sit Æsel og
      vendte tilbage til Ægypten; og Moses tog Guds Stav i Hånden.
 21.  Men HERREN sagde til Moses: "Når du vender tilbage til Ægypten,
      så mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt
      til at udføre, skal du gøre for Farao; men jeg vil forhærde hans
      Hjerte, så han ikke lader Folket rejse.
 22.  Og da skal du sige til Farao: Så siger HERREN: Israel er min
      førstefødte Søn;
 23.  men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan
      dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din
      førstefødte Søn!"

 24.  Men undervejs, i Natteherberget, kom HERREN imod ham og vilde
      dræbe ham.
 25.  Da greb Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og
      berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: "Du er mig en
      Blodbrudgom!"
 26.  Så lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet
      "Blodbrudgom" med Hentydning til Omskærelsen.

 27.  Derpå sagde HERREN til Aron: "Gå Moses i Møde i Ørkenen!" Og han
      gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham.
 28.  Og Moses fortalte Aron om alt, hvad HERREN havde pålagt ham, og
      om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre.
 29.  Derefter gik Moses og Aron den og kaldte alle Israeliternes
      Ældste sammen;
 30.  og Aron fortalte alt, hvad HERREN havde sagt til Moses, og denne
      gjorde Tegnene i Folkets Påsyn.
 31.  Da troede Folket, og da de hørte, at HERREN havde givet Agt på
      Israeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og
      tilbad.



 5
  1.  Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: "Så siger
      HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde
      Højtid for mig i Ørkenen!"
  2.  Men Farao sagde: "Hvem er HERREN, at jeg skulde adlyde ham og
      lade Israeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til HERREN, og
      jeg vil heller ikke lade Israeliterne rejse!"
  3.  De svarede: "Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage
      tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN. vor Gud, for at
      han ikke skal slå os med Pest eller Sværd!"
  4.  Men Ægypterkongen sagde til dem: "Hvorfor vil I, Moses og Aron,
      forstyrre Folket i dets Arbejde? Gå til eders Trællearbejde!"
  5.  Og Farao sagde: "Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have
      dem fri fra deres Trællearbejde!"

  6.  Samme Dag udstedte Farao følgende Befaling til Fogederne over
      Folket og dets Opsynsmænd:
  7.  "I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet;
      de skal selv gå ud og sanke Halm;
  8.  men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange Teglsten
      som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og
      derfor er det, de råber op og siger: Lad os drage ud og ofre til
      vor Gud!
  9.  Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være
      optaget deraf og ikke af Løgnetale."
 10.  Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket:
      "Således siger Farao: Jeg vil ikke mere give eder Halm;
 11.  gå selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders
      Arbejde bliver der intet eftergivet!"
 12.  Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstrå.
 13.  Men Fogederne trængte på og sagde: "I skal Dag for Dag yde fuldt
      Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!"
 14.  Og Israeliternes Opsynsmænd, som Faraos Fogeder havde sat over
      dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: "Hvorfor stryger I
      ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?"
 15.  Da gik Israeliternes Opsynsmænd hen og råbte til Farao: "Hvorfor
      handler du således med din Fræne?
 16.  Dine Trælle får ingen Halm, og dog siger de til os: Lav
      Teglsten! Og dine Trælle får Prygl; du forsynder dig mod dit
      Folk."
 17.  Men han svarede: "I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I:
      Lad os rejse ud og ofre til HERREN!
 18.  Gå nu hen og tag fat på eders Arbejde; I får ingen Halm, men I
      skal levere det samme Antal Teglsten!"

 19.  Israeliternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle
      sige: "Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af
      Teglsten!"
 20.  Og da de ved deres Bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som
      stod og ventede på dem,
 21.  sagde de til dem: "HERREN se til eder og dømme eder, fordi I har
      vakt Afsky mod os hos Farao og hans Tjenere og lagt dem et Sværd
      i Hånden til at dræbe os med!"
 22.  Da vendte Moses sig igen til HERREN og sagde: "Herre, hvorfor
      har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig?
 23.  Siden jeg har været hos Farao og talt i dit Navn, har han
      handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!"

6-1.  Men HERREN svarede Moses: "Nu skal du få at se, hvad jeg vil
      gøre ved Farao! Med Magt skal han blive tvunget til at lade dem
      rejse, og med Magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af
      sit Land!"



 6
  2.  Gud talede til Moses og sagde til ham: "Jer er HERREN!
  3.  For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den
      Almægtige, men under mit Navn HERREN gav jeg mig ikke til Kende
      for dem.
  4.  Eftersom jeg har oprettet min Pagt med dem om at skænke dem
      Kana'ans Land, deres Udlændigheds Land, hvor de levede som
      fremmede,
  5.  har jeg nu hørt Israeliternes Klageråb over, at Ægypterne holder
      dem i Trældon, og jeg er kommet min Pagt i Hu.
  6.  Derfor skal du sige til Israeliterne: Jeg er HERREN, og jeg vil
      udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og
      frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og
      med vældige Straffedomme;
  7.  og så vil jeg antage eder som mit Folk og være eders Gud, og I
      skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som udfrier eder fra
      Ægypternes Trællearbejde;
  8.  og jeg vil føre eder til det Land, jeg har svoret at ville
      skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i Eje. Jeg er
      HERREN!"
  9.  Moses kundgjorde nu dette for Israeliterne; men de hørte ikke på
      Moses, dertil var deres Modløshed for stor og deres
      Trællearbejde for hårdt

 10.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
 11.  "Gå hen og sig til Farao, Ægyptens Konge, at han skal lade
      Israeliterne drage ud af, sit Land!"
 12.  Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Israeliterne har ikke hørt på
      mig, hvor skulde da Farao gøre det, tilmed da jeg er uomskåren
      på Læberne?"
 13.  Da talede HERREN til Moses og Aron og sendte dem til Farao,
      Ægyptens Konge, for at føre Israeliterne ud af Ægypten.

 14.  Følgende var Overhovederne for deres Fædrenehuse: Rubens,
      Israels førstefødtes, Sønner var: Hanok, Pallu, Hezron og Harmi;
      det er Rubens Slægter.
 15.  Simeons. Sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og
      Kana'anæerkvindens Søn Sjaul; det er Simeons Slægter.
 16.  Følgende er Navnene på Levis Sønner efter deres Nedstamning:
      Gerson, Kehat og Merari. Levis Levetid var 137 År.
 17.  Gersons Sønner var Libni og Sjimi efter deres Slægter.
 18.  Hehats Sønner var Amram, Jizhar, Hebon og Uzziel. Hehats Levetid
      var 133 År.
 19.  Meraris Sønner var Mali og Musji. Det er Levis Slægter efter
      deres Nedstamning.
 20.  Amram tog sin Faster Jokebed til Ægte; og hun fødte ham Aron og
      Moses. Amrams Levetid var 137 År.
 21.  Jizhars Sønner var Hora, Nefeg og Zikri.
 22.  Uzziels Sønner var Misjael, Elzafan og Sitri.
 23.  Aron tog Amminadabs Datter, Nahasjons Søster Elisjeba til Ægte;
      og hun fødte ham Nadab, Abibu, Eleazar og Itamar.
 24.  Koras Sønner var Assir, Elkana og Abiasaf; det er Koraiternes
      Slægter.
 25.  Arons Søn Eleazar tog en at Putiels Døtre til Ægte; og hun fødte
      ham Pinehas. Det er Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse
      efter deres Slægter.
 26.  Det var Aron og Moses, som HERREN sagde til: "Før Israeliterne
      ud af Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling!"
 27.  Det var dem, der talte til Farao, Ægyptens Konge, om at føre
      Israeliterne ud af Ægypten, Moses og Aron.

 28.  Dengang HERREN talede til Moses i Ægypten,
 29.  talede HERREN til Moses således: "Jeg er HERREN! Forkynd Farao,
      Ægyptens Konge, alt, hvad jeg siger dig!"
 30.  Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Se, jeg er uomskåren på
      Læberne, hvorledes skulde da Farao ville høre på mig?"



 7
  1.  Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao,
      men din Broder Aron skal være din Profet.
  2.  Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder
      Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne
      rejse ud af sit Land.
  3.  Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn
      og Undere i Ægypten.
  4.  Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på
      Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af
      Ægypten med vældige Straffedomme;
  5.  og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne
      ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er HERREN."
  6.  Da gjorde Moses og Aron, som HERREN pålagde dem.
  7.  Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da
      de talte til Farao.

  8.  Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
  9.  "Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din
      Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en
      Slange!"
 10.  Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som HERREN bød; og da
      Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til
      en Slange.
 11.  Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og
      de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres
      hemmelige Kunster;
 12.  de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons
      Stav opslugte deres Stave.
 13.  Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem,
      således som HERREN havde sagt.

 14.  HERREN sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han
      vægrer sig ved at lade Folket rejse.
 15.  Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til
      Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der
      forvandledes til en Slange, i Hånden
 16.  og sig til ham: HERREN, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med
      det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen!
      Men hidtil har du ikke adlydt.
 17.  Så siger HERREN: Deraf skal du kende, at jeg er HERREN: Se, jeg
      slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og
      det skal forvandles til Blod,
 18.  Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal
      væmmes ved at drikke Vand fra Nilen."
 19.  Og HERREN sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk
      din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme
      og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der
      skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar."
 20.  Og Moses og Aron gjorde, som HERREN bød; Moses løftede Staven og
      slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt
      Vandet i Nilen forvandledes til Blod;
 21.  Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde
      drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten.
 22.  Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres
      hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke
      hørte på dem, således som HERREN havde sagt.
 23.  Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde
      han sig på Sinde.
 24.  Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand,
      thi de kunde ikke drikke Nilvandet.
 25.  Og således gik der syv Dage, efter at HERREN havde slået Nilen.



 8
  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så
      siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
  2.  Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg
      plage hele dit Land med Frøer;
  3.  Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i
      dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og
      dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge;
  4.  ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne
      kravle op."
  5.  Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Hånd med
      Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til
      at kravle op over Ægypten!"
  6.  Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede
      Frøerne op og fyldte Ægypten.
  7.  Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige
      Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten.
  8.  Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos
      HERREN, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil
      jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til HERREN."
  9.  Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til
      hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit
      Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun
      bliver tilbage i Nilen?"
 10.  Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du
      siger, for at du kan kende, at der ingen er som HERREN vor Gud;
 11.  Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit
      Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage."
 12.  Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til HERREN
      om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao;
 13.  og HERREN gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i
      Gårdene og på Markerne,
 14.  og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke
      deraf.
 15.  Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit
      Hjerte og hørte ikke på dem, således som HERREN havde sagt.

 16.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Stav ud og
      slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele
      Ægypten!"
 17.  Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog
      Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr;
      alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten.
 18.  Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at
      fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over
      Mennesker og Dyr.
 19.  Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos
      Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som
      HERREN havde sagt.

 20.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for
      Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så
      siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
 21.  Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser
      over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes
      Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på;
 22.  men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre
      en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende,
      at jeg HERREN er i Landet;
 23.  og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal
      dette Tegn ske!"
 24.  Og HERREN gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i
      Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet
      hærgedes af Bremserne.
 25.  Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring
      eders Gud et Offer her i Landet!"
 26.  Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til
      HERREN vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en
      Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad
      der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os?
 27.  Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor
      Gud, således som han har pålagt os!"
 28.  Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til HERREN
      eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå
      i Forbøn for mig!"
 29.  Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i
      Forbøn hos HERREN, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans
      Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os
      og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til HERREN!"
 30.  Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos HERREN.
 31.  Og HERREN gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra
      Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste
      tilbage.
 32.  Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke
      Folket rejse.



 9
  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så
      siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan
      dyrke mig!
  2.  Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med
      at holde dem fast,
  3.  se, da skal HERRENs Hånd komme over dit Kvæg på Marken, over
      Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Småkvæget med en
      såre forfærdelig Pest.
  4.  Og HERREN skal sætte Skel mellem Israels Kvæget og Ægypterens
      Kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører
      Israeliterne."
  5.  Og HERREN satte en Tidsfrist, idet han sagde: "I Morgen skal
      HERREN lade dette ske i Landet."
  6.  Den følgende Dag lod HERREN det så ske, og alt Ægypternes Kvæg
      døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr.
  7.  Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes
      Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke
      Folket rejse.

  8.  Derpå sagde HERREN til Moses og Aron: "Tag begge eders Hænder
      fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i
      Faraos Påsyn!
  9.  Så skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til
      Betændelse, der bryder ud i Bylder på Mennesker og Kvæg i hele
      Ægypten!"
 10.  Da tog de Sod fra Smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses
      kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i
      Bylder på Mennesker og Kvæg.
 11.  Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses på Grund af
      Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne såvel som alle de
      andre Ægyptere.
 12.  Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke hørte på dem,
      således som HERREN havde sagt til Moses.

 13.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for
      Farao og sig til ham: Så siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit
      Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
 14.  Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og
      mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er
      ingen som jeg på hele Jorden.
 15.  Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit
      Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade;
 16.  dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min
      Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden.
 17.  Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det
      rejse.
 18.  Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr
      bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det
      blev til og indtil nu.
 19.  Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på
      Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig
      på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og
      omkomme."
 20.  De blandt Faraos Tjenere, der frygtede HERRENs Ord, bragte nu
      deres Trælle og Kvæg under Tag;
 21.  men de, der ikke lagde sig HERRENs Ord på Hjerte, lod deres
      Trælle og Kvæg blive ude på Marken.
 22.  Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så
      skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på
      alle Markens Urter i Ægypten!"
 23.  Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og HERREN sendte Torden
      og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og HERREN lod Hagl falde over
      Ægypten;
 24.  og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så
      voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten,
      siden det blev befolket;
 25.  og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken,
      både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned,
      og alle Markens Træer knækkede den;
 26.  kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.

 27.  Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne
      Gang har jeg syndet; HERREN har Ret, og jeg og mit Folk har
      Uret;
 28.  gå i Forbøn hos HERREN, at det nu må være nok med Guds Torden og
      Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive
      længer!"
 29.  Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg
      udbrede mine Hænder mod HERREN; så skal Tordenen høre op, og
      Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden
      tilhører HERREN."
 30.  Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud
      HERREN."
 31.  Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og
      Hørren i Blomst;
 32.  derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes
      senere.
 33.  Da Moses var gået bort fra Farao og var kommet ud af Byen,
      udbredte han sine Hænder mod HERREN, og da hørte Tordenen og
      Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned.
 34.  Men da Farao så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op,
      fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede
      deres Hjerte.
 35.  Faraos Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Israeliterne
      rejse, således som HERREN havde sagt ved Moses.



 10
  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao! Thi jeg har
      forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at
      gøre disse mine Tegn iblandt dem,
  2.  for at du må kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes
      jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt
      dem; så skal I kende, at jeg er HERREN."
  3.  Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: "Så siger
      HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at
      ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig!
  4.  Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil
      jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker,
  5.  og de skal skjule Landets Overflade, så man ikke kan se Jorden,
      og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter
      Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror på Marken;
  6.  og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle
      Ægypternes Huse således, at hverken dine Fædre eller dine Fædres
      Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom
      til Verden og indtil denne Dag!" Dermed vendte han sig bort og
      forlod Farao.
  7.  Men Faraos Tjenere sagde til ham: "Hvor længe skal denne Mand
      styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem
      dyrke HERREN deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten går
      til Grunde?"
  8.  Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til
      dem: "Drag af Sted og dyrk HERREN eders Gud! Men hvem er det nu,
      der vil af Sted?"
  9.  Moses svarede: "Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af
      Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Småkvæg og vort
      Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre HERRENs
      Højtid."
 10.  Da sagde han til dem: "HERREN være med eder, om jeg lader eder
      rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har
      ondt i Sinde!
 11.  Nej men I Mænd kan drage bort og dyrke HERREN; det var jo det, I
      ønskede!" Derpå jog man dem bort fra Farao.
 12.  Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd ud over Ægypten og få
      Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde
      alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!"
 13.  Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og HERREN lod en
      Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den påfølgende Nat;
      og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig.
 14.  Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele
      Ægyptens Område i uhyre Mængder; aldrig før havde der været så
      mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme så mange.
 15.  Og de skjulte hele Jordens Overflade, så Jorden blev sort af
      dem, og de opåd alt, hvad der voksede i Landet, og alle
      Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet
      grønt tilbage på Træerne eller på Markens Urter i hele Ægypten.
 16.  Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde:
      "Jeg har syndet mod HERREN eders Gud og mod eder!
 17.  Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gå i Forbøn hos
      eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra
      mig!"
 18.  Da gik Moses bort fra Farao og bad til HERREN.
 19.  Og HERREN lod Vinden slå om til en voldsom Vestenvind, som tog
      Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, så der ikke blev en
      eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Område.
 20.  Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod
      Israeliterne rejse.

 21.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så
      skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle
      på!"
 22.  Da rakte Moses sin Hånd op mod Himmelen, og der kom et tykt
      Mørke i hele Ægypten i tre Dage;
 23.  den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet
      i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst.
 24.  Da lod Farao Moses kalde og sagde: "Drag hen og dyrk HERREN.
      Dog skal eders Småkvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders
      Kvinder og Børn må I tage med."
 25.  Men Moses sagde: "Du må også overlade os Slagtofre og Brændofre,
      som vi kan bringe HERREN vor Gud;
 26.  også vore Hjorde må vi have med, ikke en Klov må blive tilbage,
      thi dem har vi Brug for, når vi skal dyrke HERREN vor Gud, og vi
      ved jo ikke,hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til
      Stedet."
 27.  Da forhærdede HERREN Faraos Hjerte, så han nægtede at lade dem
      rejse.
 28.  Og Farao sagde til ham: "Gå bort fra mig og vogt dig for at
      komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du
      dødsens!"
 29.  Da sagde Moses: "Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig
      for Øje!"



 11
  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Een Plage endnu vil jeg lade
      komme over Farao og Ægypterne, og efter den skal han lade eder
      rejse herfra; ja, når han lader eder rejse med alt, hvad I har,
      skal han endog drive eder herfra!
  2.  Sig nu til Folket, at hver Mand skal bede sin Nabo, og hver
      Kvinde sin Naboerske om Sølv og Guld smykker!"
  3.  Og HERREN stemte Ægypterne gunstigt imod Folket, og desuden var
      den Mand Moses højt anset i Ægypten både hos Faraos Tjenere og
      hos Folket.
  4.  Moses sagde: "Så siger HERREN: Ved Midnatstid vil jeg drage
      igennem Ægypten,
  5.  og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den
      førstefødte hos Farao, der skal arve hans Trone, til den
      førstefødte hos Trælkvinden, der arbejder ved Håndkværnen, og
      alt det førstefødte af Kvæget.
  6.  Da skal der i hele Ægypten lyde et Klageskrig så stort, at dets
      Lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres.
  7.  Men end ikke en Hund skal bjæffe ad nogen af Israeliterne,
      hverken ad Folk eller Fæ for at du kan kende, at HERREN gør Skel
      mellem Ægypterne og Israel.
  8.  Da skal alle dine Tjenere der komme ned til mig og kaste sig til
      Jorden for mig og sige: Drag dog bort med alt det Folk, der
      følger dig! Og så vil jeg drage bort !" Og han gik ud fra Farao
      med fnysende Vrede.
  9.  Men HERREN sagde til Moses: "Farao skal ikke høre på eder, for
      at mine Undergerninger kan blive talrige i Ægypten."
 10.  Og Moses og Aron gjorde alle disse Undergerninger i Faraos
      Påsyn, men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod
      Israeliterne drage ud af sit Land.



 12
  1.  Derpå talede HERREN til Moses og Aron i Ægypten og sagde:
  2.  "Denne Måned skal hos eder være Begyndelsesmåneden, den skal hos
      eder være den første af Årets Måneder.
  3.  Tal til hele Israels Menighed og sig: På den tiende Dag i denne
      Måned skal hver Familiefader tage et Lam, et Lam for hver
      Familie.
  4.  Og dersom en Familie er for lille til et Lam, skal han sammen
      med sin nærmeste Nabo tage et Lam, svarende til Personernes
      Antal; hvor mange der skal være om et Lam, skal I beregne efter.
      hvad hver enkelt kan spise.
  5.  Det skal være et lydefrit, årgammelt Handyr, og I kan tage det
      enten blandt Fårene eller Gederne.
  6.  I skal have det gående til den fjortende Dag i denne Måned, og
      hele Israels Menigheds Forsamling skal slagte det ved Aftenstid.
  7.  Og de skal tage noget af Blodet og stryge det på de to
      Dørstolper og Overliggeren i de Huse, hvor I spiser det.
  8.  I skal spise Kødet samme Nat, stegt over Ilden, og I skal spise
      usyret Brød og bitre Urter dertil.
  9.  I må ikke spise noget deraf råt eller kogt i Vand, men kun stegt
      over Ilden, og Hoved, Ben og Indmad må ikke være skilt fra.
 10.  I må intet levne deraf til næste Morgen, men hvad der bliver
      tilovers deraf til næste Morgen, skal I brænde.
 11.  Og når I spiser det, skal I have Bælte om Lænden ,Sko på
      Fødderne og Stav i Hånden, og I skal spise det i største Hast.
      Det er Påske for HERREN.
 12.  I denne Nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det
      førstefødte i Ægypten både blandt Folk og Fæ; og over alle
      Ægyptens Guder vil jeg holde Dom. Jeg er HERREN!
 13.  Men for eder skal Blodet på Husene, hvor I er, tjene som Tegn,
      og jeg vil se Blodet og gå eder forbi; intet ødelæggende Slag
      skal ramme eder, når jeg slår Ægypten.

 14.  Denne Dag skal være eder en Mindedag, og I skal fejre den som en
      Højtid for HERREN, Slægt efter Slægt; som en evig gyldig Ordning
      skal I fejre den.
 15.  I syv Dage skal I spise usyret Brød. Straks den første Dag skal
      I skaffe al Surdejg bort af eders Huse; thi hver den, som spiser
      noget syret fra den første til den syvende Dag, det Menneske
      skal udryddes af Israel.
 16.  På den første dag skal I holde Højtidsstævne og ligeledes på den
      syvende Dag. Intet Arbejde må udføres på dem; kun det, enhver
      behøver til Føde, det og intet andet må I tilberede.
 17.  I skal holde det usyrede Brøds Højtid, thi på denne selv samme
      Dag førte jeg eders Hærskarer ud af Ægypten, derfor skal I
      højtideligholde denne Dag i alle kommende Slægtled som en evig
      gyldig Ordning.
 18.  På den fjortende Dag i den første Måned om Aftenen skal I spise
      usyret Brød og vedblive dermed indtil Månedens en og tyvende Dag
      om Aftenen.
 19.  I syv Dage må der ikke findes Surdejg i eders Huse, thi hver
      den, som spiser noget syret, det Menneske skal udryddes af
      Israels Menighed, de fremmede så vel som de indfødte i Landet.
 20.  I må ikke nyde noget som helst syret; hvor I end bor, skal I
      spise usyret Brød."

 21.  Da kaldte Moses alle Israels Ældste sammen og sagde til dem: "Gå
      ud og hent eder Småkvæg til eders Familier og slagt
      Påskeofferet;
 22.  og tag eder Ysopkoste, dyp dem i Blodet i Fadet og stryg noget
      deraf på Overliggeren og de to Dørstolper; og ingen af eder må
      gå ud af sin Husdør før i Morgen.
 23.  Thi HERREN vil gå omkring og slå Ægypterne, og når han da ser
      Blodet på Overliggeren og de to Dørstolper, vil han gå Døren
      forbi og ikke give Ødelæggeren Adgang til eders Huse for at slå
      eder.
 24.  Dette skal I varetage som en Anordning, der gælder for dig og
      dine Børn til evig Tid.
 25.  Og når I kommer til det Land, HERREN vil give eder, således som
      han har forjættet, så skal I overholde denne Skik.
 26.  Når da eders Børn spørger eder: Hvad betyder den Skik, I der
      har?
 27.  så skal I svare: Det er Påskeoffer for HERREN, fordi han gik
      Israeliternes Huse forbi i Ægypten, dengang han slog Ægypterne,
      men lod vore Huse urørte!" Da bøjede Folket sig og tilbad.
 28.  Og Israeliterne gik hen og gjorde, som HERREN havde pålagt Moses
      og Aron.

 29.  Men ved Midnatstid ihjelslog HERREN alle de førstefødte i
      Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulde arve hans Trone,
      til den førstefødte hos Fangen, der sad i Fangehullet, og alt
      det førstefødte af Kvæget.
 30.  Da stod Farao op om Natten tillige med alle sine Tjenere og alle
      Ægypterne, og der lød et højt Klageskrig i Ægypten, thi der var
      intet Hus, hvor der ikke fandtes en død.
 31.  Og han lod Moses og Aron kalde om Natten og sagde: "Bryd op og
      drag bort fra mit Folk, I selv og alle Israeliterne, og drag ud
      og dyrk HERREN, som I har forlangt.
 32.  Tag også eders Småkvæg og Hornkvæg med, som I har forlangt, og
      drag bort; og bed også om Velsignelse for mig!"
 33.  Og Ægypterne trængte på Folket for at påskynde deres Afrejse fra
      Landet, thi de sagde: "Vi mister alle Livet!"
 34.  Og , Folket tog deres Dejg med sig, før den var syret, og de bar
      Dejtrugene på Skulderen, indsvøbte i deres Kapper.
 35.  Men Israeliterne havde gjort, som Moses havde sagt, og bedt
      Ægypterne om Sølv og Guldsmykker og om Klæder;
 36.  og HERREN havde stemt Ægypterne gunstigt mod Folket, så de havde
      givet dem, hvad de bad om. Således tog de Bytte fra Ægypterne.

 37.  Så brød Israeliterne op fra Rameses til Sukkot, henved 600.000
      Mand til Fods foruden Kvinder og Børn.
 38.  Desuden fulgte en stor Hob sammenløbet Folk med og dertil
      Småkvæg og Hornkvæg, en vældig Mængde Kvæg.
 39.  Og af den Dejg, de havde bragt med fra Ægypten, bagte de usyret
      Brød; den var nemlig ikke syret, de var jo drevet ud af Ægypten
      uden at få Tid til noget; de havde ikke engang tilberedt sig
      Tæring til Rejsen.
 40.  Den Tid, Israeliterne havde boet i Ægypten, udgjorde 430 År.
 41.  Netop på den Dag da de 430 År var til Ende, drog alle HERRENs
      Hærskarer ud af Ægypten.
 42.  En Vågenat var det for HERREN, i hvilken han vilde føre dem ud
      af Ægypten. Den Nat er viet HERREN, en Vågenat for alle
      Israeliterne, Slægt efter Slægt.

 43.  HERREN sagde til Moses og Aron: "Dette er Ordningen angående
      Påskelammet: Ingen fremmed må spise deraf.
 44.  Men enhver Træl, der er købt for Penge, må spise deraf, såfremt
      du har fået ham omskåret.
 45.  Ingen indvandret eller Daglejer må spise deraf.
 46.  Det skal spises i et og samme Hus, og intet af Kødet må bringes
      ud af Huset; I må ikke sønderbryde dets Ben.
 47.  Hele Israels Menighed skal fejre Påsken.
 48.  Dersom en fremmed bor som Gæst hos dig og vil fejre Påske for
      HERREN, da skal alle af Mandkøn hos ham omskæres; så må han være
      med til at fejre den, og han skal være ligestillet med den
      indfødte i Landet; men ingen uomskåren må spise deraf.
 49.  En og samme Lov skal gælde for den indfødte i Landet og for den
      fremmede, der bor som Gæst hos eder."

 50.  Og Israeliterne gjorde, som HERREN havde pålagt Moses og Aron.
 51.  På denne selv samme Dag førte HERREN Israeliterne ud af Ægypten,
      Hærskare for Hærskare.



 13
  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  "Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner
      Moders Liv hos Israeliterne både af Mennesker og Kvæg; det skal
      tilhøre mig!"

  3.  Og Moses sagde til Folket: "Kom denne Dag i Hu, på hvilken I
      vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Hånd førte
      HERREN eder ud derfra! Og der må ikke spises syret Brød.
  4.  I Dag vandrer I ud, i Abib Måned.
  5.  Når nu HERREN fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes,
      Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor
      dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og
      Honning, så skal du overholde denne Skik i denne Måned.
  6.  I syv Dage skal du spise usyret Brød, og på den syvende Dag skal
      der være Højtid for HERREN.
  7.  I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der må hverken
      findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine
      Landemærker.
  8.  Og du skal på den Dag fortælle din Søn, at dette sker i
      Anledning af, hvad HERREN gjorde for dig, da du vandrede ud af
      Ægypten!
  9.  Det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke
      på din Pande, for at HERRENs Lov må være i din Mund, thi med
      stærk Hånd førte HERREN dig ud af Ægypten.
 10.  Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den
      fastsatte Tid, År efter År.
 11.  Og når HERREN fører dig til Kana'anæernes Land, således som han
      tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det,
 12.  da skal du overlade HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv; alt
      det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for så vidt det er
      et Handyr, skal tilhøre HERREN.
 13.  Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke
      Småkvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets
      Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner
      skal du udløse.
 14.  Og når din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette?
      skal du svare ham: Med stærk Hånd førte HERREN os ud af Ægypten,
      af Trællehuset;
 15.  og fordi Farao gjorde sig hård og ikke vilde lade os drage bort,
      ihjelslog HERREN alt det førstefødte i Ægypten både af Folk og
      Fæ; derfor ofrer vi HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv, for
      så vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore
      Sønner udløser vi!
 16.  Og det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et
      Erindringsmærke på din Pande, thi med stærk Hånd førte HERREN os
      ud af Ægypten."

 17.  Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til
      Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde:
      "Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver
      Krig, og vende tilbage til Ægypten."
 18.  Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det
      røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten.
 19.  Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels
      Sønner i Ed og sagt: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben
      med eder herfra!"
 20.  De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af
      Ørkenen.
 21.  Men HERREN vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at
      vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så
      kunde de rejse både Dag og Nat.
 22.  Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten
      om Natten.



 14
  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  "Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi
      Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I
      lejre eder ved Havet.
  3.  Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i
      Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde;
  4.  og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og
      jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og
      Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN!" Og de gjorde således.

  5.  Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede
      Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde
      vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!"
  6.  Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig;
  7.  han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne,
      alle bemandede med Vognkæmpere.
  8.  Og HERREN forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte
      efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en
      stærk Hånds Værn.
  9.  Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og
      øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde
      slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon.
 10.  Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på
      Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da
      råbte Israeliterne til HERREN;
 11.  og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i
      Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det
      dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten?
 12.  Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og
      lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for
      os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen."
 13.  Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal
      I se HERRENs Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som
      I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere.
 14.  HERREN skal stride for eder, men I skal tie!"

 15.  Da sagde HERREN til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til
      Israeliterne, at de skal bryde op!
 16.  Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to
      Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund.
 17.  Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem,
      og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på
      hans Vogne og Ryttere,
 18.  og Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN, når jeg forherliger
      mig på Farao, hans Vogne og Ryttere."

 19.  Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik
      bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og
      stillede sig bag ved dem
 20.  og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det
      blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste
      Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.

 21.  Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og HERREN drev Havet bort
      med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde
      Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig.
 22.  Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens
      Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
 23.  Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og Ryttere, satte efter
      dem og forfulgte dem midt ud i Havet.
 24.  Men ved Morgenvagtens Tid skuede HERREN fra Ild og Skystøtten
      hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden;
 25.  og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem
      frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi HERREN
      kæmper for dem imod Ægypten!"

 26.  Men HERREN sagde til Moses: "Ræk din Hånd ud over Havet, så skal
      Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!"
 27.  Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage
      til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de
      flygtende Ægyptere kom lige imod det, og HERREN drev Ægypterne
      midt ud i Havet.
 28.  Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i
      hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke
      en eneste af dem blev tilbage.
 29.  Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens
      Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
 30.  Og HERREN frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og
      Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred.
 31.  Da så Israel den Stordåd, HERREN havde udført mod Ægypterne; og
      Folket frygtede HERREN, og de troede på HERREN og på hans Tjener
      Moses.



 15
  1.  Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for
      HERREN: Jeg vil synge for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest
      og Rytter styrted han i Havet!
  2.  HERREN er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til
      Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og
      jeg vil ophøje ham.
  3.  HERREN er en Krigshelt, HERREN er hans Navn!

  4.  Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste
      Vognkæmpere drukned i det røde Hav,
  5.  Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet.
  6.  Din højre, HERRE, er herlig i Kraft, din højre, HERRE, knuser
      Fjenden.
  7.  I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din
      Harme løs, den fortærer dem som Strå.
  8.  Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en
      Vold, Strømmene stivnede midt i Havet.
  9.  Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler
      Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd
      skal udrydde dem."
 10.  Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de
      vældige Vande.

 11.  Hvo er som du blandt Guder, HERRE, hvo er som du, herlig i
      Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger!
 12.  Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem.
 13.  Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i
      din Vælde til din hellige Bolig.
 14.  Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk.
      15Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af
      Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet.
 16.  Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de
      målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o HERRE, til
      Folket, du vandt dig, var nået frem.  17du førte dem frem og
      planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig
      til Bolig, HERRE, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder
      grundfæsted.
 18.  HERREN er Konge i al Evighed!

 19.  Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet,
      lod HERREN Havets Vande strømme tilbage over dem, medens
      Israeliterne gik gennem Havet på tør Bund.

 20.  Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle
      Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse,
 21.  og Mirjam sang for: Syng for HERREN, thi han er højt ophøjet,
      Hest og Rytter styrted han i Havet!

 22.  Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud
      i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde
      Vand.
 23.  Så nåede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre
      Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara.
 24.  Da knurrede Folket mod Moses og sagde: "Hvad skal vi drikke?"
 25.  Men han råbte til HERREN, og da viste HERREN ham en bestemt
      Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet
      drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der
      satte han dem på Prøve.
 26.  Og han sagde: "Hvis du vil høre på HERREN din Guds Røst og gøre,
      hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig
      alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe
      nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne,
      men jeg HERREN er din Læge!"

 27.  Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og
      halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.



 16
  1.  Så brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til
      Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag
      i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten.
  2.  Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i
      Ørkenen,
  3.  og Israeliterne sagde til dem: "Var vi dog blot døde for HERRENs
      Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os
      mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade
      hele denne Forsamling dø af Sult."

  4.  Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil lade Brød regne ned fra
      Himmelen til eder, og Folket skal gå ud og hver Dag samle så
      meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de
      vil følge min Lov eller ej.
  5.  Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt
      hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre
      Dage."
  6.  Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: "I Aften skal I
      kende, at det er HERREN, som har ført eder ud af Ægypten,
  7.  og i Morgen skal I skue HERRENs Herlighed, thi han har hørt
      eders Knurren mod HERREN; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod
      os!"
  8.  Og Moses tilføjede: "Det skal ske, når HERREN i Aften giver eder
      Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi HERREN har
      hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er
      ikke os, I knurrer imod, men HERREN."

  9.  Derpå sagde Moses til Aron: "Sig til hele Israeliternes
      Menighed: Træd frem for HERRENs Åsyn, thi han har hørt eders
      Knurren!"
 10.  Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de
      sig mod Ørkenen, og se, HERRENs Herlighed viste sig i Skyen.
 11.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
 12.  "Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid
      skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at
      mætte eder med, og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud."
 13.  Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i
      et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om
      Lejren,
 14.  og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint,
      skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden.

 15.  Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?"
      Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det
      er det Brød, HERREN har givet eder til Føde!
 16.  Og således har HERREN påbudt: I skal samle deraf, enhver så
      meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage
      deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage
      deraf til dem, der er i hans Telt!"
 17.  Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og
      andre mindre;
 18.  og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke
      for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde
      samlet, hvad han behøvede til Føde.
 19.  Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste
      Morgen!"
 20.  Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til
      næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev
      Moses vred på dem.
 21.  Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde
      behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.

 22.  På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to
      Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde
      det til Moses;
 23.  men han sagde til dem: "Det er netop, som HERREN har sagt. I
      Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for HERREN. Bag, hvad I
      vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne
      til Side for at gemme det til i Morgen!"
 24.  De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet,
      og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri.
 25.  Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det
      Sabbat for HERREN; i Dag finder I intet ude på Marken.
 26.  I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på
      Sabbaten, er der intet at finde."
 27.  Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende
      Dag for at samle; men de fandt intet.
 28.  Da sagde HERREN til Moses: "Hvor længe vil I vægre eder ved at
      holde mine Bud og Love?
 29.  Betænk dog, at HERREN har givet eder Sabbaten! Derfor giver han
      eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal
      blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende
      Dag!"
 30.  Da hvilede Folket på den syvende Dag.

 31.  Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide
      Korianderfrø og smagte som Honningkager.
 32.  Moses sagde fremdeles: "Således har HERREN påbudt: En Omer fuld
      deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det
      Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af
      Ægypten!"
 33.  Og Moses sagde til Aron: "Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri
      og stil den foran HERRENs Åsyn for at gemmes til eders
      Efterkommere!"
 34.  Og Aron gjorde, som HERREN havde pålagt Moses, og han stillede
      den foran Vidnesbyrdet for at gemmes.
 35.  Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til
      beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af
      Kana'ans Land.
 36.  En Omer er Tiendedelen af en Efa.



 17
  1.  Så brød hele Israels Menighed op fra Sins Ørken og drog fra
      Lejrplads til Lejrplads efter HERRENs Bud. Men da de lejrede sig
      i Refidim, havde Folket intet Vand at drikke.
  2.  Da kivedes Folket med Moses og sagde: "Skaf os Vand at drikke!"
      Men Moses svarede dem: "Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister
      I HERREN?"
  3.  Og Folket tørstede der efter Vand og knurrede mod Moses og
      sagde: "Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade
      os og vore Børn og vore Hjorde dø af Tørst?"
  4.  Da råbte Moses til HERREN: "Hvad skal jeg gøre med dette Folk?
      Det er ikke langt fra, at de vil stene mig."
  5.  Men HERREN sagde til Moses: "Træd frem for Folket med nogle af
      Israels Ældste og tag den Stav, du slog Nilen med, i din Hånd og
      kom så!
  6.  Se, jeg vil stå foran dig der på Klippen ved Horeb, og når du
      slår på Klippen, skal der strømme Vand ud af den, så Folket kan
      få noget at drikke." Det gjorde Moses så i Påsyn af Israels
      Ældste.
  7.  Og han kaldte dette Sted Massa og Meriba, fordi Israeliterne der
      havde kivedes og fristet HERREN ved at sige: "Er HERREN iblandt
      os eller ej?"

  8.  Derefter kom Amalekiterne og angreb Israel i Refdim.
  9.  Da sagde Moses til Josua: "Udvælg dig Mænd og ryk i. Morgen ud
      til Kamp mod Amalekiterne; jeg vil stille mig på Toppen af Højen
      med Guds Stav i Hånden!"
 10.  Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til Kamp mod
      Amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på Toppen af Højen.
 11.  Når nu Moses løftede Hænderne i Vejret, fik Israeliterne
      Overtaget, men når han lod Hænderne synke, fik Amalekiterne
      Overtaget.
 12.  Og da Moses's Hænder blev trætte, tog de en Sten og lagde under
      ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans
      Hænder, hver på sin Side; således var hans Hænder stadig løftede
      til Solen gik ned,
 13.  og Josua huggede Amalekiterne og deres Krigsfolk ned med
      Sværdet.

 14.  Da sagde HERREN til Moses: "Optegn dette i en Bog, for at det
      kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette
      Amalekiternes Minde under Himmelen!"
 15.  Derpå byggede Moses et Alter og kaldte det: "HERREN er mit
      Banner!"
 16.  Og han sagde: "Der er en udrakt Hånd på HERRENs Trone! HERREN
      har Krig med Amalek fra Slægt til Slægt!"



 18
  1.  Da Jetro, Præsten i Midjan, Moses's Svigerfader, hørte om alt,
      hvad Gud havde gjort for Moses og hans Folk Israel, hvorledes
      HERREN havde ført Israel ud af Ægypten,
  2.  tog Jetro, Moses's Svigerfader, Zippora, Moses's Hustru, som han
      havde sendt hjem,
  3.  tillige med hendes to Sønner. Af dem hed den ene Gersom; "thi",
      havde han sagt, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land";

  4.  og den anden hed Eliezer; "thi", havde han sagt, "min Faders Gud
      har været min Hjælp og frelst mig fra Faraos Sværd!"
  5.  Og Jetro, Moses's Svigerfader, kom med hans Sønner og Hustru til
      Moses i Ørkenen, hvor han havde slået Lejr ved Guds Bjerg,
  6.  og han lod Moses melde: "Jetro, din Svigerfader, kommer til dig
      med din Hustru og hendes to Sønner!"
  7.  Da gik Moses sin Svigerfader i Møde, bøjede sig for ham og
      kyssede ham; og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i
      Teltet.
  8.  Moses fortalte sin Svigerfader om alt, hvad HERREN havde gjort
      ved Farao og Ægypten for Israels Skyld, og om alle de
      Besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes
      HERREN havde frelst dem.
  9.  Da glædede Jetro sig over alt det gode, HERREN havde gjort mod
      Israel, idet han havde frelst dem af Ægypternes Hånd.
 10.  Og Jetro sagde: "Lovet være HERREN, som har frelst eder af
      Ægypternes og Faraos. Hånd!"
 11.  Nu ved jeg, at HERREN er større end alle Guder, thi netop ved
      det, de i deres Overmod foretog sig imod dem, frelste han Folket
      af Ægypternes Hånd.
 12.  Derpå udtog Jetro, Moses's Svigerfader, Brændofre og Slagtofre
      til Gud; og Aron og alle Israels Ældste kom for at holde Måltid
      for Guds Åsyn med Moses's Svigerfader.

 13.  Næste Morgen tog Moses Sæde for at holde Ret for Folket, og
      Folket stod omkring Moses fra Morgen til Aften.
 14.  Men da Moses's Svigerfader så alt det Arbejde, han havde med
      Folket, sagde han: "Hvad er dog det for et Arbejde, du har med
      Folket? Hvorfor sidder du alene til Doms, medens alt Folket står
      omkring dig fra Morgen til Aften?"
 15.  Moses svarede sin Svigerfader: "Jo, Folket kommer til mig for at
      rådspørge Gud;
 16.  når de har en Retssag, kommer de til mig, og jeg dømmer Parterne
      imellem og kundgør dem Guds Anordninger og Love."
 17.  Da sagde Moses's Svigerfader til ham: "Det er ikke klogt, som du
      bærer dig ad med det.
 18.  På den Måde bliver jo både du selv og Folket der omkring dig
      ganske udmattet, thi det Arbejde er dig for anstrengende, du kan
      ikke overkomme det alene.
 19.  Læg dig nu på Sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et Råd, og
      Gud skal være med dig: Du skal. selv træde frem for Gud på
      Folkets Vegne og forelægge Gud de forefaldende Sager;
 20.  og du skal indskærpe dem Anordningerne og Lovene og lære dem den
      Vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre.
 21.  Men du skal af hele Folket udvælge dig dygtige Mænd, som frygter
      Gud, Mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig Vinding, og
      dem skal du sætte over dem som Forstandere, nogle over tusinde,
      andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over
      ti;
 22.  lad dem til Stadighed holde Ret for Folket. Alle vigtigere Sager
      skal de forebringe dig, men alle mindre Sager skal de selv
      afgøre. Let dig således Arbejdet og lad dem komme til at bære
      Byrden med dig.
 23.  Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og
      alt Folket der kan gå tilfreds hjem."

 24.  Moses fulgte sin Svigerfaders Råd og gjorde alt, hvad han
      foreslog.
 25.  Og Mose's udvalgte dygtige Mænd af hele Israel og gjorde dem til
      Øverster over Folket, til Forstandere, nogle over tusinde, andre
      over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti.
 26.  De holdt derpå til Stadighed Ret for Folket; de vanskelige Sager
      forebragte de Moses, men alle mindre Sager afgjorde de selv.
 27.  Derpå tog Moses Afsked med sin Svigerfader, og denne begav sig
      til sit Land.



 19
  1.  I den tredje Måned efter Israeliternes Udvandring af Ægypten, på
      denne Dag nåede de Sinaj Ørken.
  2.  De brød op fra Refdim og kom til Sinaj Ørken og slog Lejr i
      Ørkenen. Der slog . Israel Lejr lige over for Bjerget,
  3.  men Moses steg op til Gud. Da råbte HERREN til ham fra Bjerget:
      "Dette skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre for Israels Børn:

  4.  I har set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og hvorledes jeg bar
      eder på Ørnevinger og bragte eder hid til mig.
  5.  Hvis I nu vil lyde min Røst og holde min Pagt, så skal I være
      min Ejendom blandt alle Folkene, thi mig hører hele Jorden til,
  6.  og I skal blive mig et Kongerige af Præster og et helligt Folk!
      Det er de Ord, du skal tale til Israels Børn !"
  7.  Da gik Moses hen og kaldte Folkets Ældste sammen og forelagde
      dem alle disse Ord, som HERREN havde pålagt ham.
  8.  Og hele Folket svarede, alle som een: "Alt, hvad HERREN har
      sagt, vil vi gøre!" Da bragte Moses HERREN Folkets Svar.

  9.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil komme til dig i en
      tæt Sky, for at Folket kan høre, at jeg taler med dig, og for
      stedse tro også på dig!" Og Moses kundgjorde HERREN Folkets
      Svar.
 10.  Da sagde HERREN til Moses: "Gå til Folket og lad dem hellige sig
      i Dag og i Morgen og tvætte deres Klæder
 11.  og holde sig rede til i Overmorgen, thi i Overmorgen vil HERREN
      stige ned for alt Folkets Øjne på Sinaj Bjerg.
 12.  Og du skal rundt om spærre af for Folket og sige til dem: Vog
      eder for at gå op på Bjerget, ja for blot at røre ved Yderkanten
      deraf; enhver, der rører ved Bjerget, er dødsens!
 13.  Ingen Hånd må røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned;
      hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det miste
      Livet.  Når Væderhornet lyder, skal de stige op på Bjerget."
 14.  Så steg Moses ned fra Bjerget til Folket og lod Folket hellige
      sig, og de tvættede deres Klæder;
 15.  og han sagde til Folket: Hold eder rede til i Overmorgen, ingen
      må komme en Kvinde nær!"

 16.  Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og
      lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes
      vældige Stød i Horn. Da skælvede alt Folket i Lejren.
 17.  Så førte Moses Folket fra Lejren hen for Gud, og de stillede sig
      neden for Bjerget.
 18.  Men hele Sinaj Bjerg hylledes i Røg, fordi HERREN steg ned derpå
      i Ild, og Røgen stod i Vejret som Røg fra en Smelteovn; og hele
      Folket skælvede så1e.
 19.  Og Stødene i Hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og
      Gud svarede ham med høj Røst.
 20.  Og da HERREN var steget ned på Sinaj Bjerg, på Toppen af
      Bjerget, kaldte han Moses op på Toppen af Bjerget, og Moses steg
      derop.
 21.  Da sagde HERREN til Moses: "Stig ned og indskærp Folket, at de
      ikke må trænge sig frem til HERREN for at se ham, at der ikke
      skal ske et stort Mandefald iblandt dem.
 22.  Selv Præsterne, som ellers træder frem for HERREN, skal hellige
      sig, for at ikke HERREN skal tynde ud i deres Rækker."
 23.  Da sagde Moses til HERREN: "Folket kan jo ikke stige op på Sinaj
      Bjerg, thi du har selv indskærpet os at afspærre Bjerget og
      hellige det."
 24.  Men HERREN sagde til ham: "Stig nu ned og kom atter herop sammen
      med Aron; men Præsterne og Folket må ikke trænge sig frem for at
      komme op til HERREN, at han ikke skal tynde ud i deres Rækker."
 25.  Da steg Moses ned til Folket og sagde det til dem.



 20
  1.  Gud talede alle disse Ord og sagde:
  2.  Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af
      Trællehuset.
  3.  Du må ikke have andre Guder end mig.
  4.  Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede
      af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i
      Vandet under Jorden;
  5.  du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en
      nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres
      Brøde på Børn af dem, som hader mig,
  6.  men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og
      holder mine Bud!
  7.  Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke
      den ustraffet, der misbruger hans Navn!
  8.  Kom Hviledagen i Hu, så du holder den hellig!
  9.  I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning,
 10.  men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må
      du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter,
      din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden
      dine Porte.
 11.  Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen, Jorden og Havet med alt,
      hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har
      HERREN velsignet Hviledagen og helliget den.
 12.  Ær din Fader og din Moder, for at du kan få et langt Liv i det
      Land, HERREN din Gud vil give dig!
 13.  Du må ikke slå ihjel!
 14.  Du må ikke bedrive Hor!
 15.  Du må ikke stjæle!
 16.  Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!
 17.  Du må ikke begære din Næstes Hus! Du må ikke begære din Næstes
      Hustru, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller
      noget, der hører din Næste til!

 18.  Men da hele Folket fornam Tordenen, Lynene og Stødene i Hornene
      og så det rygende Bjerg forfærdedes Folket og holdt sig
      skælvende i Frastand;
 19.  og de sagde til Moses: "Tal du med os, så vil vi lytte til; men
      lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!"
 20.  Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke, thi Gud er kommet for at
      prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke
      synder."
 21.  Da holdt Folket sig i Frastand medens Moses nærmede sig Mulmet,
      hvori Gud var.

 22.  HERREN sagde da til Moses: Således skal du sige til
      Israeliterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra
      Himmelen!
 23.  I må ikke gøre eder Guder ved Siden af mig; Guder af Sølv eller
      Guld må I ikke gøre eder!

 24.  Du skal bygge mig et Alter af Jord, og på det skal du ofre dine
      Brændofre og Takofre, dit Småkvæg og dit Hornkvæg; på ethvert
      Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig og
      velsigne dig.
 25.  Men hvis du opfører mig Altre af Sten, må du ikke bygge dem af
      tilhugne Sten, thi når du svinger dit Værktøj derover,
      vanhelliger du dem.
 26.  Du må ikke stige op til mit, Alter ad Trin, for at ikke din
      Blusel skal blottes over det.



 21
  1.  De Lovbud, du skal forelægge dem, er følgende:
  2.  Når du køber dig en hebræisk Træl, skal han trælle i seks År,
      men i det syvende skal han frigives uden Vederlag.
  3.  Er han ugift, når han kommer til dig, skal han frigives alene;
      er han gift, skal hans Hustru frigives sammen med ham.
  4.  Hvis hans Herre giver ham en Hustru og hun føder ham Sønner
      eller Døtre, da skal Hustruen og hendes Børn tilhøre hendes
      Herre, og Trællen frigives alene.
  5.  Hvis han imidlertid erklærer: "Jeg har fået Kærlighed til min
      Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke have min Frihed!"
  6.  da skal hans Herre føre ham hen til Gud og stille ham op ad
      Døren eller Dørstolpen, og hans Herre skal gennembore hans Øre
      med en Syl, og så skal han være hans Træl for Livstid.
  7.  Når en Mand sælger sin Datter som Trælkvinde, skal hun ikke
      frigives som Trællene.
  8.  Dersom hun pådrager sig sin Herres Mishag, efter at han har haft
      Omgang med hende, skal han tillade, at hun købes fri; han har
      ikke Lov at sælge hende til fremmede Folk, når han har gjort
      Uret imod hende;
  9.  hvis han derimod bestemmer, at hun skal være hans Søns Hustru,
      skal han behandle hende, som det tilkommer Døtre.
 10.  Hvis han tager sig en anden, har han ikke Lov at forholde den
      første den Kødspise, Klædning og ægteskabelige Ret, der
      tilkommer hende.
 11.  Forholder han hende nogen af disse tre Ting, skal hun frigives
      uden Vederlag og Betaling.

 12.  Den, der slår en Mand ihjel, skal lide Døden.
 13.  Gør han det imidlertid ikke med Forsæt, men styres hans Hånd af
      Gud, vil jeg anvise dig et Sted, hvor han kan ty hen.
 14.  Når derimod en handler med Overlæg, så han med List slår sin
      Næste ihjel, da skal du rive ham bort fra mit Alter, for at han
      kan lide Døden.
 15.  Den, der slår sin Fader eller Moder, skal lide Døden.
 16.  Den, der stjæler et Menneske, skal lide Døden, hvad enten han
      har solgt det, eller det endnu findes hos ham.
 17.  Den, der forbander sin Fader eller Moder, skal lide Døden.

 18.  Når der opstår Strid mellem Mænd, og den ene slår den anden med
      en Sten eller med Næven, så at han vel ikke dør deraf, men dog
      må holde Sengen,
 19.  så skal Gerningsmanden være sagesløs, hvis han kan stå op og gå
      ud støttet til sin Stok; kun skal han godtgøre ham hans
      Tidsspilde og sørge for hans Helbredelse.
 20.  Når en Mand slår sin Træl eller Trælkvinde med sin Stok, så de
      dør på Stedet, skal han straffes derfor;
 21.  men hvis de bliver i Live en Dag eller to, skal han ikke
      straffes; det er jo hans egne Penge.
 22.  Når Mænd kommer i Slagsmål og støder til en frugtsommelig
      Kvinde, så hun nedkommer i Utide, men der ellers ingen Ulykke
      sker, da skal han bøde, hvad Kvindens Mand pålægger ham, og give
      Erstatning for det dødfødte Barn.
 23.  Men hvis der sker en Ulykke, skal du bøde Liv for Liv,
 24.  Øje for Øje, Tand for Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod,
 25.  Brandsår for Brandsår, Sår for Sår, Skramme for Skramme.
 26.  Når en Mand slår sin Træl eller sin Trælkvinde i Øjet og
      ødelægger det, skal han give dem fri til Erstatning for Øjet;
 27.  og hvis han slår en Tand ud på sin Træl eller Trælkvinde, skal
      han give dem fri til Erstatning for Tanden.

 28.  Når en Okse stanger en Mand eller Kvinde ihjel, skal Oksen
      stenes, og dens Kød må ikke spises, men Ejeren er sagesløs;
 29.  men hvis Oksen allerede tidligere har villet stange, og dens
      Ejer er advaret, men alligevel ikke passer på den, og den så
      dræber en Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejer
      skal også lide Døden;
 30.  men hvis der pålægges ham Sonepenge, skal han betale så stor en
      Løsesum for sit Liv, som der kræves af ham.
 31.  Også hvis den stanger en Dreng eller en Pige, skal han behandles
      efter samme Lovbud.
 32.  Men hvis Oksen stanger en Træl eller Trælkvinde, skal han betale
      deres Herre tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes.

 33.  Når en Mand tager Dækket af en Cisterne eller graver en Cisterne
      uden at dække den til, og en Okse eller et Æsel så falder deri,
 34.  da skal Brøndens Ejer erstatte det; han skal give Dyrets Ejer
      Erstatning i Penge, men det døde Dyr skal tilfalde ham,
 35.  Når en Mands Okse stanger en andens Okse ihjel, skal de sælge
      den levende Okse og dele Pengene, og ligeledes skal de dele det
      døde dyr.
 36.  Men hvis det er vitterligt, at Oksen tidligere har villet
      stange, og dens Ejer ikke har passet på den, da skal han
      erstatte Okse med Okse, men det døde Dyr skal tilfalde ham.



 22
  1.  Når en Mand stjæler en Okse eller et Får og slagter eller sælger
      dem, skal han give fem Okser i Erstatning for Oksen og fire Får
      for Fåret.
  2.  Hvis en Tyv gribes på fersk Gerning ved et natligt Indbrud og
      bliver slået ihjel, da bliver der ikke Tale om Blodskyld;
  3.  men hvis Solen er stået op. pådrager man sig Blodskyld.
      Erstatning skal han give, og ejer han intet, skal han sælges som
      Træl til Vederlag for det stjålne;
  4.  hvis derimod det stjålne findes levende i hans Besiddelse, da
      skal han give dobbelt Erstatning, hvad enten det er en Okse, et
      Æsel, eller et Får.

  5.  Når en Mand afsvider en Mark eller en Vingård og lader Ilden
      brede sig, så den antænder en andens Mark, da skal han give det
      bedste af sin Mark eller Vingård i Erstatning;
  6.  men breder Ilden sig ved at tage fat i Tjørnekrat, og Kornneg
      eller Sæd brænder, eller en Mark svides af, så skal den, der
      antændte Ilden, give simpel Erstatning.

  7.  Når en Mand giver en anden Penge eller Sager i Varetægt, og de
      stjæles fra hans Hus, da skal Tyven, hvis han findes, give
      dobbelt Erstatning;
  8.  men hvis Tyven ikke findes, skal Husets Ejer træde frem for Gud
      og sværge på, at han ikke har forgrebet sig på den andens Gods.
  9.  I alle Tilfælde hvor det drejer sig om Uredelighed med en Okse,
      et Æsel, et Får, en Klædning eller en hvilken som helst
      bortkommen Ting, hvorom der rejses Krav, skal de to Parters Sag
      bringes frem for Gud, og den, som Gud dømmer skyldig, skal give
      den anden dobbelt Erstatning.
 10.  Når en Mand giver en anden et Æsel, en Okse, et Får eller et
      andet Stykke Kvæg i Varetægt, og Dyret dør, kommer til Skade
      eller røves, uden at nogen ser det,
 11.  da skal han sværge ved HERREN på, at han ikke har forgrebet sig
      på den andens Ejendom, og det skal være afgørende imellem dem;
      Dyrets Ejer skal tage Eden god, og den anden behøver ikke at
      give Erstatning.
 12.  Stjæles det derimod fra ham, skal han give Ejeren Erstatning.
 13.  Hvis det sønderrives, skal han bringe det sønderrevne Dyr med
      som Bevis; det sønderrevne skal han ikke erstatte.
 14.  Når en låner et Dyr af en anden, og det kommer til Skade eller
      dør, uden at Ejeren er til Stede, skal han give Erstatning;
 15.  er Ejeren derimod til Stede, skal han ikke give Erstatning; var
      det lejet, er Lejesummen Erstatning.

 16.  Når en Mand forfører en Jomfru, der ikke er trolovet, og ligger
      hos hende, skal han udrede Brudekøbesummen for hende og tage
      hende til Hustru;
 17.  og hvis hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, skal han
      tilveje ham den sædvanlige Brudekøbesum for en Jomfru.

 18.  En Troldkvinde må du ikke lade leve.
 19.  Enhver, der har Omgang med Kvæg, skal lide Døden.
 20.  Den, der ofrer til andre Guder end HERREN alene, skal der lægges
      Band på.
 21.  Den fremmede må du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var
      selv fremmede i Ægypten.
 22.  Enken eller den faderløse må I aldrig mishandle;
 23.  hvis I mishandler dem, og de råber om Hjælp til mig, vil jeg
      visselig høre på deres Klageråb,
 24.  og da vil min Vrede blusse op, og jeg vil slå eder ihjel med
      Sværdet, så eders egne Hustruer bliver Enker og eders Børn
      faderløse.
 25.  Når du låner Penge til en fattig Mand af mit Folk i dit Nabolag,
      må du ikke optræde som en Ågerkarl over for ham. I må ikke tage
      Renter af ham.
 26.  Hvis du tager din Næstes Kappe i Pant, skal du give ham den
      tilbage inden Solnedgang;
 27.  thi den er det eneste, han har at dække sig med, det er den, han
      hyller sit Legeme i; hvad skulde han,ellers ligge med? Og når
      han råber til mig, vil jeg høre ham, thi jeg er barmhjertig.
 28.  Gud må du ikke spotte, og dit Folks Øvrighed må du ikke
      forbande.

 29.  Din Lades Overflod og din Vinperses Saft må du ikke holde
      tilbage. Den førstefødte af dine Sønner skal du give mig.
 30.  Ligeså skal du gøre med dit Hornkvæg og dit Småkvæg; i syv Dage
      skal det blive hos Moderen, men på den ottende Dag skal I give
      mig det.
 31.  I skal være mig hellige Mænd; Kød af sønderrevne Dyr må I ikke
      spise, I skal kaste det for Hundene.



 23
  1.  Du må ikke udsprede falske Rygter. Gør ikke fælles Sag med den,
      der har Uret, ved at optræde som uretfærdigt Vidne.
  2.  Du må ikke følge Mængden i, hvad der er ondt, eller i dit
      Vidnesbyrd for Retten tage Hensyn til Mængden, så du bøjer
      Retten.
  3.  Du må ikke tage Parti for den ringe i hans Retssag.
  4.  Når du træffer din Fjendes Okse eller Æsel løbende løse, skal du
      bringe dem tilbage til ham.
  5.  Når du ser din Uvens Æsel segne under sin Byrde, må du ikke lade
      ham i Stikken, men du skal hjælpe ham med at læsse Byrden af.
  6.  Du må ikke bøje din fattige Landsmands Ret i hans Retssag.
  7.  Hold dig fra en uretfærdig Sag; og den, som er uskyldig og har
      Ret. må du ikke berøve Livet; nej, du må ikke skaffe den Ret,
      som har Uret.
  8.  Tag ikke mod Bestikkelse, thi Bestikkelse gør den seende blind
      og fordrejer Sagen for dem, der har Ret.
  9.  Undertryk ikke den fremmede; I ved jo, hvorledes den fremmede er
      til Mode, thi I,var selv fremmede i Ægypten.

 10.  Seks År igennem skal du tilså dit Land og indsamle dets Afgrøde;
 11.  men i det syvende skal du lade det hvile og ligge urørt, så at
      de fattige i dit Folk kan gøre sig til gode dermed, og Markens
      vilde Dyr kan æde, hvad de levner; ligeså skal du gøre med din
      Vingård og dine Oliventræer.
 12.  I seks Dage skal du gøre dit Arbejde, men på den syvende skal du
      hvile, for at dine Okser og Æsler kan få Hvile og din
      Trælkvindes Søn og den fremmede hvile ud.
 13.  Hold eder alt, hvad jeg siger eder, efterrettelig; du må ikke
      nævne andre Guders Navn, det må ikke høres i din Mund.
 14.  Tre Gange om Året skal du holde Højtid for mig.
 15.  Du skal fejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise
      usyret Brød, som jeg har pålagt dig, på den fastsatte Tid i Abib
      Måned, thi i den Måned vandrede du ud af Ægypten, Man må ikke
      stedes for mit Åsyn med tomme Hænder.
 16.  Fremdeles skal du fejre Højtiden for Høsten, Førstegrøden af dit
      Arbejde, af hvad du sår i din Mark, og Højtiden for Frugthøsten
      ved Årets Udgang, når du har bjærget Udbyttet af dit Arbejde
      hjem fra Marken.
 17.  Tre Gange om Året skal alle dine Mænd stedes for den Herre
      HERRENs Åsyn.
 18.  Du må ikke ofre Blodet af mit Slagtoffer sammen med syret
      Brød. Fedtet fra min Højtid må ikke gemmes til næste Morgen.
 19.  Du skal bringe det første, Førstegrøden af din Jord, til HERREN
      din Guds Hus. Du må ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.

 20.  Se, jeg sender en Engel foran dig for at vogte dig undervejs og
      føre dig til det Sted, jeg har beredt.
 21.  Tag dig vel i Vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig
      imod ham, thi han skal ikke tilgive eders Overtrædelser, efterdi
      mit Navn er i ham.
 22.  Når du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være dine
      Fjenders Fjende og dine Modstanderes Modstander,
 23.  Ja, min Engel skal drage foran dig og føre dig til Amoriterne,
      Hetiterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hivviterne og
      Jebusiterne, og jeg vil udrydde dem.
 24.  Du må ikke tilbede eller dyrke deres Guder eller følge deres
      Skikke; men du skal nedbryde dem og sønderslå deres Stenstøtter.
 25.  I skal dyrke HERREN eders Gud, så vil jeg velsigne dit Brød og
      dit Vand og holde Sygdomme borte fra dig.
 26.  Utidige Fødsler eller Ufrugtbarhed skal ikke forekomme i dit
      Land, og dine Dages Mål vil jeg gøre fuldt.
 27.  Jeg vil sende min Rædsel foran dig og bringe Bestyrtelse over
      alle de Folk, du kommer til, og jeg vil drive alle dine Fjender
      på Flugt for dig.
 28.  Jeg vil sende Gedehamse foran dig, og de skal drive Hivviterne,
      Kana'anæerne og Hetiterne bort foran dig.
 29.  Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig i et og samme År, for
      at Landet ikke skal lægges øde, og for at Markens vilde Dyr ikke
      skal tage Overhånd for dig;
 30.  lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du
      bliver så talrig, at du kan tage Landet i Besiddelse.
 31.  Jeg vil lade dine Landemærker nå fra det røde Hav til
      Filisternes Hav, fra Ørkenen til Floden, thi jeg giver Landets
      Indbyggere i eders Hånd, så du kan drive dem bort foran dig.
 32.  Du må ikke slutte Pagt med dem eller deres Guder.
 33.  De må ikke blive boende i dit Land, for at de ikke skal forlede
      dig til Synd imod mig, til at dyrke deres Guder, så det bliver
      dig til en Snare!



 24
  1.  Og han sagde til Moses: "Stig op til HERREN, du og Aron, Nadab
      og Abih og halvfjerdsindstyve af Israels Ældste, og tilbed i
      Frastand;
  2.  Moses alene skal træde hen til HERREN, de andre ikke, og det
      øvrige Folk må ikke følge med ham derop."
  3.  Derpå kom Moses og kundgjorde hele Folket alle HERRENs Ord og
      alle Lovbudene, og hele Folket svarede enstemmigt: "Alle de Ord,
      HERREN har talet, vil vi overholde."
  4.  Da skrev Moses alle HERRENs Ord op; og tidligt næste Morgen
      rejste han ved Foden af Bjerget et Alter og tolv Stenstøtter
      svarende til Israels tolv Stammer.
  5.  Derefter sendte han de unge Mænd blandt Israeliterne hen for at
      bringe Brændofre og slagte unge Tyre som Takofre til HERREN.
  6.  Og Moses tog den ene Halvdel af Blodet og gød det i
      Offerskålene, men den anden Halvdel sprængte han på Alteret.
  7.  Så tog han Pagtsbogen og læste den op i Folkets Påhør, og de
      sagde: "Vi vil gøre alt, hvad HERREN har talet, og lyde ham!"
  8.  Derpå tog Moses Blodet og sprængte det på Folket, idet han
      sagde: "Se, dette er Pagtens Blod, den Pagt, HERREN har sluttet
      med eder på Grundlag af alle disse Ord."

  9.  Og Moses, Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels
      Ældste steg op
 10.  og skuede Israels Gud; under hans Fødder var der ligesom
      Safirfliser, som selve Himmelen i Stråleglans.
 11.  Men han lagde ikke Hånd på Israeliternes ypperste Mænd. De
      skuede Gud, og de spiste og drak.

 12.  Og HERREN sagde til Moses: "Stig op til mig på Bjerget og bliv
      der, så vil jeg give dig Stentavlerne, Loven og Budet, som jeg
      har opskrevet til Vejledning for dem."
 13.  Da bød Moses og Josua, hans Medhjælper op, og Moses steg op på
      Guds Bjerg;
 14.  men til de Ældste sagde han: "Vent på os her, til vi kommer
      tilbage til eder. Se, Aron og Hur er hos eder; er der nogen, der
      har en Retstrætte, kan han henvende sig til dem!"
 15.  Derpå steg Moses op på Bjerget. Da indhyllede Skyen Bjerget,
 16.  og HERRENs Herlighed nedlod sig på Sinaj Bjerg. Og Skyen
      indhyllede Sinaj Bjerg i seks Dage, men den syvende Dag råbte
      HERREN ud fra Skyen til Moses;
 17.  og medens HERRENs Herlighed viste sig for Israeliternes Øjne som
      en fortærende Ild på Bjergets Top,
 18.  gik Moses ind i Skyen og steg op på Bjerget. Og Moses blev på
      Bjerget i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.



 25
  1.  HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  Sig til Israeliterne, at de skal bringe mig en Offerydelse; af
      enhver, som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I
      tage min Offerydelse.
  3.  Og Offerydelsen, som I skal tage af dem, skal bestå af Guld,
      Sølv, Kobber,
  4.  violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår,
  5.  rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,
  6.  Olie til Lysestagen, vellugtende Stoffer til Salveolien og
      Aøgelsen,
  7.  Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og
      Brystskjoldet.
  8.  Og du skal indrette mig en Helligdom, for at jeg kan bo midt
      iblandt dem.
  9.  Du skal indrette Boligen og alt dens Tilbehør nøje efter det
      Forbillede, jeg vil vise dig.

 10.  Du skal lave en Ark af Akacietræ, halvtredje Alen lang,
      halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,
 11.  og overtrække den med pu1t Guld; indvendig og udvendig skal du
      overtrække den og sætte en gylden Krans rundt om den;
 12.  og du skal støbe fire Guldringe til den og sætte dem på dens
      fire Fødder, to Ringe på hver Side at den.
 13.  Så skal du lave Bærestænger af Akacietræ og overtrække dem med
      Guld,
 14.  og du skal stikke Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for
      at den kan bæres med dem;
 15.  Stængerne skal blive i Ringene, de må ikke tages ud.
 16.  Og i Arken skal du nedlægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.
 17.  Så skal du lave et Sonedække af purt Guld, halvtredje Alen langt
      og halvanden Alen bredt;
 18.  og du skal lave to Keruber af Guld, i drevet Arbejde skal du
      lave dem, ved begge Ender af Sonedækket.
 19.  Den ene Kerub skal du anbringe ved den ene Ende, den anden Kerub
      ved den anden; du skal lave Keruberne således, at de er i eet
      med Sonedækket ved begge Ender.
 20.  Og Keruberne skal brede deres Vinger i Vejret, således at de
      dækker over Sonedækket med deres Vinger, og de skal vende
      Ansigtet mod hinanden; nedad mod Sonedækket skal Kerubernes
      Ansigter vende.
 21.  Og Sonedækket skal du lægge over Arken, men i Arken skal du
      lægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.
 22.  Der vil jeg mødes med dig, og fra Sonedækket, fra Pladsen mellem
      de to Keruber på Vidnesbyrdets Ark, vil jeg meddele dig alle de
      Bud, jeg har at give dig til Israeliterne.

 23.  Fremdeles skal du lave et Bord at Alkacietræ, to Alen langt, en
      Alen bredt og halvanden Alen højt,
 24.  og overtrække det med purt Guld og sætte en gylden Krans rundt
      om det.
 25.  Og du skal sætte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en
      gylden Krans rundt om Listen.
 26.  Så skal du lave fire Guldringe og sætte dem på de fire Hjørner
      ved dets fire Ben;
 27.  lige ved Listen skal Ringene sidde til at stikke Bærestængerne
      i, så at man kan bære Bordet.
 28.  Og du skal lave Bærestængerne af Akacietræ og overtrække dem med
      Guld, og med dem skal Bordet bæres.
 29.  Og du skal lave de dertil hørende Fade og Kander, Krukker og
      Skåle til at udgyde Drikoffer med; af purt Guld skal du lave
      dem.
 30.  På Bordet skal du altid have Skuebrød liggende for mit Åsyn.

 31.  Fremdeles skal du lave en Lysestage af purt Guld, i drevet
      Arbejde skal Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, laves,
      således af dens Blomster med Bægere og Kroner er i eet med den.
 32.  Seks Arme skal udgå fra Lysestagens Side, tre fra den ene og tre
      fra den anden Side.
 33.  På hver af Armene, der udgår fra Lysestagen, skal der være tre
      mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
 34.  men på selve Stagen skal der være fire mandelblomstlignende
      Blomster med Bægere og Kroner,
 35.  et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgår fra
      Lysestagen.
 36.  Bægrene og Armene skal være i eet med den, så at det hele udgør
      eet drevet Arbejde af purt Guld.
 37.  Og du skal lave syv Lamper til den og sætte disse Lamper på den,
      for at de kan lyse Pladsen foran op.
 38.  Dens Lampesakse og Bakker skal være af purt Guld.
 39.  Der skal bruges en Talent purt Guld til den og til alt dette
      Tilbehør.
 40.  Se til, at du udfører det efter det Forbillede, som vises dig på
      Bjerget.



 26
  1.  Boligen skal du lave af ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og
      rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn med Keruber på i
      Kunstvævning.
  2.  Hvert Tæppe skal være otte og tyve Alen langt og fire Alen
      bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
  3.  Tæpperne skal sys sammen, fem og fem.
  4.  I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede
      Stykke, skal du sætte Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes
      skal du sætte Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet
      sammensyede Stykke;
  5.  du skal sætte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og
      halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det
      andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.
  6.  Og du skal lave halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde
      Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgør et Hele.

  7.  Fremdeles skal du lave Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden
      om Boligen, og her skal du lave elleve Tæpper,
  8.  hvert Tæppe skal skal være tredive Alen langt og fire Alen
      bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
  9.  Og du skal sy de fem af Tæpperne sammen for sig og de seks for
      sig; det sjette Tæppe, det, der kommer til at ligge over Teltets
      Forside, skal du lægge dobbelt.
 10.  Og du skal sætte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det
      yderste Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve
      Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede
      Stykke.
 11.  Og du skal lave halvtredsindstyve Kobberkroge og stikke dem i
      Løkkerne og sammenføje Teltdækket, så de udgør et Hele.
 12.  Men hvad angår det overskydende af Teltdækkets Tæpper, skal
      Halvdelen deraf hænge ned over Boligens Bagside,
 13.  og den overskydende Alen på begge Sider af Telttæppernes Længder
      skal hænge ned over begge Boligens Sider for at dække den.
 14.  Fremdeles skal du lave et Dække over Teltdækket af rødfarvede
      Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.
 15.  Fremdeles skal du lave Brædderne til Boligen af Akacietræ til at
      stå op,
 16.  hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt.
 17.  På hvert Bræt skal der være to indbyrdes forbundne Tapper;
      således skal du indrette det ved alle Boligens Brædder.
 18.  Af Brædderne, som du skal lave til Boligen, skal tyve være til
      Sydsiden,
 19.  og til de tyve Brædder skal du lave fyrretyve Fodstykker af
      Sølv, to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt.
 20.  Andre tyve Brædder skal laves til Boligens anden Side, som
      vender mod Nord,
 21.  med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.
 22.  Og til Bagsiden, der vendet mod Vest, skal du lave seks Brædder.
 23.  Til Boligens Baghjørner skal du lave to Brædder,
 24.  som skal bestå af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker
      foroven, indtil den første Ring; således skal de begge indrettes
      for at danne de to Hjørner.
 25.  Altså bliver der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende
      seksten Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.
 26.  Og du skal lave Tværstænger af Alkacietræ, fem til de Brædder,
      der danner Boligens ene Side,
 27.  fem til de Brædder, der danner Boligens anden Side, og fem til
      de Brædder, der danner Boligens Bagside mod Vest;
 28.  den mellemste Tværstang midt på Brædderne skal nå fra den ene
      Ende af Væggen til den anden.
 29.  Du skal overtrække Brædderne med Guld, og deres Ringe, som
      Tværstængerne skal stikkes i, skal du lave af Guld, og
      Tværstængerne skal du overtrække med Guld.
 30.  Og du skal rejse Boligen på den Måde, som vises dig på Bjerget.

 31.  fremdeles skal du lave et Forhæng af violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus; det skal laves i
      Kunstvævning med Keruber på.
 32.  Du skal hænge det på fire Piller af Akacietræ, overtrukne med
      Guld og med Knager af Guld, på fire Fodstykker af Sølv;
 33.  og du skal hænge Forhænget under Krogene og bringe Vidnesbyrdets
      Ark ind i Rummet bag ved Forhænget, og Forhænget skal danne eder
      en Skillevæg mellem det Hellige og det Allerhelligste.
 34.  Og Sonedækket skal du lægge over Vidnesbyrdets Ark i det
      Allerhelligste.
 35.  Men Bordet skal du stille uden for Forhænget, og Lysestagen over
      for Bordet ved Boligens søndre Væg; Bordet skal du altså stille
      ved den nordre Væg.
 36.  Fremdeles skal du lave et Forhæng til Teltets indgang af violet
      og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i
      broget Vævning;
 37.  og til Forhænget skal du lave fem Piller af Akacietræ, som du
      skal overtrække med Guld, med Knager af Guld, og du skal støbe
      fem Fodstykker dertil af Kobber.



 27
  1.  Fremdeles skal du lave Alteret af Akacietræ, fem Alen langt og
      fem Alen bredt, firkantet skal Alteret være, og tre Alen højt.
  2.  Du skal lave Horn til dets fire Hjørner, således at de er i eet
      dermed, overtrække det med Kobber
  3.  og lave Kar dertil, for at Asken kan fjernes, ligeledes de
      dertil hørende Skovle, Skåle, Gafler og Pander; alt dets
      Tilbehør skal du lave af Kobber.
  4.  Du skal omgive det med et flettet Kobbergitter, og du skal sætte
      fire Kobberringe på Fletværket. på dets fire Hjørner.
  5.  Og du skal sætte Gitteret neden under Alterets Liste, således at
      Fletværket når op til Alterets halve Højde.
  6.  Fremdeles skal du lave Bærestænger til Alteret, Stænger af
      Akacietræ, og overtrække dem med Kobber.
  7.  Og Stængerne skal stikkes gennem Ringene, så at de sidder langs
      Alterets to Sider, når det bæres.
  8.  Du skal lave det hult af Brædder; som det vises dig på Bjerget,
      skal du lave det.

  9.  Boligens Forgård skal du indrette således: På Sydsiden skal der
      være et Forgårdsomhæng af tvundet Byssus, hundrede Alen langt på
      denne ene Side,
 10.  med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og
      Bånd af Sølv til Pillerne.
 11.  Og på samme Måde skal der på den nordre Langside være et Omhæng,
      hundrede Alen langt, med tyve Piller og tyve Fodstykker af
      Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
 12.  På Forgårdens Bredside mod Vest skal der være et Omhæng,
      halvtredsindstyve Alen langt, med ti Piller og ti Fodstykker,
 13.  og Forgårdens Bredside mod Øst skal være halvtredsindstyve Alen
      lang.
 14.  På den ene Side deraf skal der være femten Alen Omhæng med tre
      Piller og tre Fodstykker,
 15.  på den anden Side ligeledes femten Alen Omhæng med tre Piller og
      tre Fodstykker.
 16.  Forgårdens Indgang skal have et Forhæng på tyve Alen af violet
      og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i
      broget Vævning med fire Piller og fire Fodstykker.
 17.  Alle Forgårdens Piller rundt omkring skal have Bånd af Sølv,
      Knager af Sølv og Fodstykker af Kobber.
 18.  Omhænget om Forgården skal være hundrede Alen på hver Langside,
      halvtredsindstyve Alen på hver Bredside og fem Alen højt; det
      skal være af tvundet Byssus, og Fodstykkerne skal være af
      Kobber.
 19.  Alle Redskaber, der bruges ved Arbejdet på Boligen, alle dens
      Pæle og alle Forgårdens Pæle skal være af Kobber.

 20.  Fremdeles skal du pålægge Israeliterne at skaffe dig ren
      Olivenoli af knuste Frugter til Lysestagen, og der skal stadig
      sættes Lamper på.
 21.  I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget, der hænger foran
      Vidnesbyrdet, skal Aron og hans Sønner gøre den i Stand, at den
      kan brænde fra Aften til Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være
      en evig gyldig Bestemmelse, der skal påhvile Israeliterne fra
      Slægt til Slægt.



 28
  1.  Du skal lade din Broder Aron og hans Sønner tillige med ham
      træde frem af Israeliternes Midte og komme hen til dig, for at
      de kan gøre Præstetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab,
      Abihu, Eleazar og Itamar.
  2.  Og du skal tilvirke din Broder Aron hellige Klæder til Ære og
      Pryd,
  3.  og du skal byde alle kunstforstandige Mænd, hvem jeg har fyldt
      med Kunstfærdigheds Ånd, at tilvirke Aron Klæder, for at han kan
      helliges til at gøre Præstetjeneste for mig.
  4.  Klæderne, som de skal tilvirke, er følgende: Brystskjold, Efod,
      Kåbe, Kjortel af mønstret Stof, Hovedklæde og Bælte. De skal
      tilvirke din Broder Aron og hans Sønner hellige Klæder, for at
      de kan gøre Præstetjeneste for mig,
  5.  og dertil skal de bruge Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
      Karmoisinrødt Garn og Byssus.

  6.  Efoden skal du tilvirke af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i Kunstvævning.
  7.  Den skal have to Skulderstykker, der skal være til at hæfte på;
      den skal hæftes sammen ved begge Hjørner.
  8.  Og dens Bælte, som skal bruges, når den tages på, skal være af
      samme Arbejde og i eet med den; det skal være af Guldtråd,
      violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus.
  9.  Så skal du tage de to Sjohamsten og gravere Israels Sønners
      Navne i dem,
 10.  seks af Navnene på den ene Sten og de andre seks på den anden
      efter Aldersfølge;
 11.  med Stenskærerarbejde, som ved Gravering af Signeter, skal du
      indgravere Israels Sønners Navne i de 14 Sten, og du skal
      indfatte dem i Guldfletværk.
 12.  Disse to Sten skal du fæste på Efodens Skulderstykker, for at
      Stenene kan bringe Israels Sønner i Minde, og Aron skal bære
      deres Navne for HERRENs Åsyn på sine Skuldre for at bringe dem i
      Minde.
 13.  Og du skal tilvirke Fletværk af Guld
 14.  og to Kæder af purt Guld; du skal lave dem i snoet Arbejde, som
      når man snor Reb, og sætte disse snoede Kæder på Fletværket.

 15.  Fremdeles skal du tilvirke Retskendelsens Brystskjold i
      Kunstvævning på samme Måde som Efoden; af Guldtråd, violet og
      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus skal du
      lave det;
 16.  det skal være firkantet og lægges dobbelt, et Spand langt og et
      Spand bredt,
 17.  Og du skal udstyre det med en Besætning af Sten, fire Rækker
      Sten: Karneol, Topas og Smaragd i den første Række,
 18.  Rubin, Safir og Jaspis i den anden,
 19.  Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,
 20.  Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde; og de skal omgives med
      Guldfletværk i deres Indfatninger.
 21.  Der skal være tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en
      for hvert Navn; det skal være graveret Arbejde som Signeter,
      således at hver Sten bærer Navnet på en af de tolv Stammer.
 22.  Til Brystskjoldet skal du lave snoede Kæder af purt Guld, snoet
      Arbejde, som når man snor Reb.
 23.  Til Brystskjoldet skal du lave to Guldringe og sætte disse to
      Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner,
 24.  og de to Guldsnore skal du knytte i de to Ringe på
      Brystskjoldets Hjørner;
 25.  Snorenes anden Ende skal du anbringe i det Fletværker og fæste
      dem på Forsiden af Efodens Skulderstykke.
 26.  Og du skal lave to andre Guldringe og sætte dem på
      Brystskjoldets to andre Hjørner på den indre, mod Efoden
      vendende Rand.
 27.  Og du skal lave endnu to Guldringe og fæste dem på Efodens to
      Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den er hæftet sammen
      med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;
 28.  og man skal med Ringene binde Brystskjoldet fast til Efodens
      Ringe ved Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kommer til at
      sidde oven over Efodens Bælte og ikke løsner sig fra Efoden.
 29.  Aron skal således stedse bære Israels Sønners Navne på
      Retskendelsens Brystskjold på sit Hjerte, når han går ind i
      Helligdommen, for at bringe dem i Minde for HERRENs Åsyn.
 30.  Og i Retskendelsens Brystskjold skal du lægge Urim og Tummim, så
      at Aron.bærer dem på sit Hjerte, når han går ind for HERRENs
      Åsyn, og Aron skal stedse bære Israeliternes Retskendelse på sit
      Hjerte for HERRENs Åsyn.

 31.  Fremdeles skal du tilvirke Kåben, som hører til Efoden, helt og
      holdent af violet Purpur.
 32.  Midt på skal den have en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en
      Panserskjorte, omgivet af en Linning i vævet Arbejde, for at den
      ikke skal rives itu;
 33.  og langs dens nedeste Kant skal du sy Granatæbler af violet og
      rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn og mellem dem Guldbjælder
      hele Vejen rundt,
 34.  så at Guldbjælder og Granatæbler skifter hele Vejen rundt langs
      Kåbens nederste Kant.
 35.  Aron skal bære den, når han gør Tjeneste, så at det kan høres,
      når han går ind i Helligdommen for HERRENs Åsyn, og når han går
      ud derfra, at han ikke skal dø,

 36.  Fremdeles skal du lave en Pandeplade af purt Guld, og i den skal
      du gravere, som når man graverer Signeter: "Helliget HERREN."
 37.  Den skal du fastgøre med en violet Purpursnor, og den skal sidde
      på Hovedklædet, foran på Hovedklædet skal den sidde.
 38.  Aron skal bære den på sin Pande, for at han kan tage de Synder
      på sig, som klæder ved de hellige Gaver, Israeliterne frembærer,
      ved alle de hellige Gaver, de bringer; og Aron skal stedse have
      den på sin Pande for at vinde dem HERRENs Velbehag.

 39.  Kjortelen skal du væve i mønstret Vævning af Byssus. Og du skal
      tilvirke et Hovedklæde af Byssus og et Bælte i broget Vævning.

 40.  Også til Arons Sønner skal du tilvirke Kjortler, og du skal
      tilvirke Bælter til dem og Huer til Ære og Pryd.
 41.  Og du skal iføre din Broder Aron og hans Sønner dem, og du skal
      salve dem, indsætte dem og hellige dem til at gøre
      Præstetjeneste for mig.

 42.  Tillige skal du tilvirke Linnedbenklæder til dem til at skjule
      deres Blusel, og de skal nå fra Hoften ned på Lårene.
 43.  Dem skal Aron og hans Sønner bære, når de går ind i
      Åbenbaringsteltet eller træder frem til Alteret for at gøre
      Tjeneste i Helligdommen, at de ikke skal pådrage sig Skyld og
      lide Døden.  En evig gyldig Anordning skal det være for ham og
      hans Afkom efter ham.



 29
  1.  Således skal du bære dig ad med dem, når du helliger dem til at
      gøre Præstetjeneste for mig: Tag en ung Tyr, to lydefri Vædre,
  2.  usyrede Brød, usyrede Kager, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød,
      smurte med Olie; af fint Hvedemel skal du bage dem.
  3.  Læg dem så i een Kurv og bær dem frem i Kurven sammen med Tyren
      og de to Vædre.
  4.  Lad derpå Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets
      Indgang og tvæt dem med Vand.
  5.  Tag så Klæderne og ifør Aron Kjortelen, Efodkåben, Efoden og
      Brystskjoldet og bind Efoden fast på ham med Bæltet.
  6.  Læg Hovedklædet om hans Hoved og fæst det hellige Diadem på
      Hovedklædet.
  7.  Tag så Salveolien og udgyd den på hans Hoved og salv ham.
  8.  Lad dernæst hans Sønner træde frem og ifør dem Kjortler,
  9.  omgjord dem med Bælter og bind Huerne på dem. Og
      Præsteværdigheden skal tilhøre dem med evig Ret. Så skal du
      indsætte Aron og hans Sønner.

 10.  Før Tyren frem foran Åbenbaringsteltet, og Aron og hans Sønner
      skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved.
 11.  Slagt så Tyren for HERRENs Åsyn ved Indgangen til
      Åbenbaringsteltet
 12.  og tag noget af Tyrens Blod og stryg det på Alterets Horn med
      din Finger og udgyd Resten af Blodet ved Alterets Fod.
 13.  Tag så alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne
      med Fedtet på dem og bring det som Røgoffer på Alteret;
 14.  men Tyrens Kød, dens Hud og dens Skarn skal du brænde uden for
      Lejren. Det er et Syndoffer.

 15.  Derpå skal du tage den ene Væder, og Aron og hans Sønner skal
      lægge deres Hænder på dens Hoved.
 16.  Slagt så Væderen, tag dens Blod og spræng det rundt om på
      Alteret.
 17.  Skær så Væderen i Stykker, tvæt dens Indvolde og Skinneben, læg
      dem på Stykkerne og Hovedet
 18.  og bring så hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det er et
      Brændoffer for HERREN; en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN er
      det.

 19.  Derpå skal du tage den anden Væder, og Aron og hans Sønner skal
      lægge deres Hænder på dens Hoved.
 20.  Slagt så Væderen, tag noget af dens Blod og stryg det på Arons
      og hans Sønners højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og
      højre Tommeltå og spræng Resten af Blodet rundt om på Alteret.
 21.  Tag så noget af Blodet på Alteret og af Salveolien og stænk det
      på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner og deres
      Klæder. så bliver han hellig, han selv og hans Klæder og
      ligeledes hans Sønner og deres klæder.
 22.  Derpå skal du tage Fedtet af Væderen, Fedthalen, Fedtet på
      Indvoldene, Leverlappen, begge Nyrerne med Fedtet på dem, dertil
      den højre Kølle, thi det er en Indsættelsesvæder,
 23.  og en Skive Brød, en Oliebrødkage og et Fladbrød af Kurven med
      de usyrede Brød, som står for HERRENs Åsyn,
 24.  og lægge det alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lade
      dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
 25.  Tag det så igen fra dem og bring det som Røgoffer på Alteret
      oven på Brændofferet til en liflig Duft for HERRENs Åsyn, et
      Ildoffer er det for HERREN.
 26.  Tag derpå Brystet af Arons Indsættelsesvæder og udfør
      Svingningen dermed for HERRENs Åsyn: det skal være din Del.
 27.  Således skal du hellige Svingningsbrystet og
      Offerydelseskøllen. det, hvormed Svingningen udføres. og det,
      som ydes af Arons og hans Sønners Indsættelsesvæder.
 28.  Og det skal tilfalde Aron og hans Sønner som en Rettighed, de
      har Krav på fra Israeliternes Side til evig Tid; thi det er en
      Offerydelse, og som Offerydelse skal Israeliterne give det af
      deres Takofre, som deres Offerydelse til HERREN.

 29.  Arons hellige Klæder skal tilfalde hans Sønner efter ham, for at
      de kan salves og indsættes i dem.
 30.  I syv Dage skal de bæres af den af hans Sønner, som bliver Præst
      i hans Sted, den, som skal gå ind i Åbenbaringsteltet for at
      gøre Tjeneste i Helligdommen.
 31.  Så skal du tage Indsættelsesvæderen og koge dens Kød på et
      helligt Sted;
 32.  og Aron og hans Sønner skal spise Væderens Kød og Brødet i
      Kurven ved Indgangen til Åbenbaringsteltet;
 33.  de skal spise de Stykker, hvorved der skaffes Soning ved deres
      Indsættelse og Indvielse, og ingen Lægmand må spise deraf, thi
      det er helligt.
 34.  Og dersom der bliver noget af Indsættelseskødet eller Brødet
      tilovers til næste Morgen, da skal du opbrænde det
      tiloversblevne; spises må det ikke, thi det er helligt.

 35.  Således skal du forholde dig over for Aron og hans Sønner,
      ganske som jeg har pålagt dig. Syv Dage skal du foretage
      Indsættelsen;
 36.  daglig skal du ofre en Syndoffertyr til Soning og rense Alteret
      for Synd ved at fuldbyrde Soningen på det, og du skal salve det
      for at hellige det.
 37.  Syv dage skal du fuldbyrde Soningen på Alteret og hellige det;
      således bliver Alteret højhelligt; enhver, der kommer i Berøring
      med Alteret, bliver hellig".

 38.  Hvad du skal ofre på Alteret, er følgende: Hver Dag to årgamle
      Lam som stadigt Offer.
 39.  Det ene Lam skal du ofre om Morgenen og det andet ved Aftenstid.
 40.  Sammen med det første Lam skal du bringe en Tiendedel Efa fint
      Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Oliven, og et
      Drikoffer af en Fjerdedel Hin Vin.
 41.  Og det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; sammen med det skal
      du ofre et Afgrødeoffer og et Drikoffer som om Morgenen til en
      liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
 42.  Det skal være et stadigt Brændoffer, som I skal bringe, Slægt
      efter Slægt, ved Indgangen til Åbenbaringsteltet for HERRENs
      Åsyn, hvor jeg vil åbenbare mig for dig for at tale til dig,
 43.  og hvor jeg vil åbenbare mig for Israels Børn, og det skal
      helliges ved min Herlighed.
 44.  Jeg vil hellige Åbenbaringsteltet og Alteret, og Aron og hans
      Sønner vil jeg hellige til at gøre Præstetjeneste for mig.
 45.  Og jeg vil bo midt iblandt Israels Børn og være deres Gud;
 46.  og de skal kende, at jeg HERREN er deres Gud, som førte dem ud
      af Ægypten for at bo midt iblandt dem, jeg HERREN deres Gud!



 30
  1.  Fremdeles skal du lave et Alter til at brænde Røgelse på: af
      Akacietræ skal du lave det,
  2.  en Alen langt og en Alen bredt, firkantet skal det være, og to
      Alen højt, og dets Horn skal være i eet med det.
  3.  Du skal overtrække det med purt Guld, både Pladen og Siderne
      hele Vejen rundt og Hornene, og sætte en Guldkrans rundt om;
  4.  og du skal sætte to Guldringe under Kransen på begge Sider, på
      begge Sidestykkerne skal du sætte dem til at stikke Bærestænger
      i, for at det kan bæres med dem;
  5.  og Bærestængerne skal du lave af Akacietræ og overtrække med
      Guld.
  6.  Derpå skal du opstille det foran Forhænget, der hænger foran
      Vidnesbyrdets Ark, foran Sonedækket oven over Vidnesbyrdet der,
      hvor jeg vil åbenbare mig for dig.
  7.  På det skal Aron brænde vellugtende Røgelse; hver Morgen, når
      han gør Lamperne i Stand, skal han antænde den.
  8.  Og når Aron sætter Lamperne på Lysestagen ved Aftenstid, skal
      han ligeledes antænde den; det skal være et stadigt Røgelseoffer
      for HERRENs Åsyn fra Slægt til Slægt.
  9.  I må ikke ofre et lovstridigt Røgelseoffer derpå, ej heller
      Brændofre eller Afgrødeofre, lige så lidt som I må udgyde
      Drikofre derpå.
 10.  Men een Gang om Året skal Aron skaffe Soning på dels Horn; med
      noget af Forsoningssyndofferets Blod skal han een Gang om Året
      skaffe Soning på det, Slægt efter Slægt. Det er højhelligt for
      HERREN.

 11.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 12.  Når du holder Mandtal over Israeliterne, skal enhver, som
      mønstres, ved Mønstringen give HERREN Sonepenge for sit Liv, at
      ingen Ulykke skal ramme dem i Anledning af Mønstringen.
 13.  Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, skal udrede en halv
      Sekel i hellig Mønt, tyve Gera på en Sekel, en halv Sekel som
      Offerydelse til HERREN.
 14.  Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, fra Tyveårsalderen og
      opefter, skal udrede HERRENs Offerydelse.
 15.  hen rige må ikke give mere, den fattige ikke mindre end en halv
      Sekel, når de bringer HERRENs Offerydelse til Soning for deres
      Sjæle.
 16.  Og du skal tage Sonepengene af Israeliterne og bruge dem til
      Tjenesten ved Åbenbaringsteltet. og de skal tjene til at bringe
      Israeliterne i Minde for HERRENs Åsyn, til Soning for eders
      Sjæle.

 17.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 18.  Du skal lave en Vandkumme med Fodstykke af Kobber til at tvætte
      sig i op opstille den mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og
      hælde Vand i den,
 19.  for at Aron og hans Sønner kan tvætte deres Hænder og Fødder
      deri.
 20.  Når de går ind i Åbenbaringsteltet, skal de tvætte sig med Vand
      for ikke at dø; ligeledes når de træder hen til Alteret for at
      gøre Tjeneste og brænde Ildofre for HERREN.
 21.  De skal tvætte deres Hænder og Fødder for ikke at dø. Det skal
      være en evig Anordning for ham og hans Afkom fra Slægt til
      Slægt.

 22.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 23.  Du skal tage dig vellugtende Stoffer af den bedste Slags, 500
      Sekel ædel Myrra, halvt så meget. 25O Sekel, vellugtende
      Kanelbark, 25O Sekel vellugtende Kalmus
 24.  og 500 Sekel Kassia, efter hellig Vægt, og en Hin Olivenolie.
 25.  Deraf skal du tilberede en hellig Salveolie, en krydret
      Blanding, som Salveblanderne laver den; en hellig Salveolie skal
      det være.
 26.  Med den skal du salve Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark,
 27.  Bordet med alt dets Tilbehør, Lysestagen med dens Tilbehør,
      Røgelsealteret,
 28.  Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens
      Fodstykke,
 29.  Således skal du hellige dem, så de bliver højhellige. Enhver,
      der kommer i Berøring med dem, bliver hellig" .
 30.  Ligeledes skal du salve Aron og hans Sønner og hellige dem til
      at gøre Præstetjeneste for mig.
 31.  Men til Israeliterne skal du sige således: Dette skal være mig
      en hellig Salveolie fra Slægt til Slægt.
 32.  Den må ikke udgydes på noget Menneskes Legeme, og i denne
      Blanding må I ikke tilberede lignende Salve til eget Brug,
      hellig er den, og hellig skal den være eder.
 33.  Den, der tilbereder lignende Salve eller anvender den på en
      Lægmand, skal udryddes af sin Slægt.

 34.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: Tag dig
      Røgelseoffer, Stakte, Onyksmusling, Galbanum og ren Virak, lige
      meget af hvert,
 35.  og tilbered deraf en krydret Røgelse, som Salveblanderne laver
      den, saltet, ren, til hellig Brug.
 36.  Deraf skal du støde en Del til Pulver, og noget deraf skal du
      lægge foran Vidnesbyrdet i Åbenbaringsteltet, hvor jeg vil
      åbenbare mig for dig. Det skal være eder højhelligt.
 37.  Den Røgelse, du tilbereder i denne Blanding, må I ikke tilberede
      til eget Brug. Hellig skal den være dig for HERREN.
 38.  Den, der tilbereder lignende Røgelse for at nyde dens Duft, skal
      udryddes af sin Slægt.



 31
  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
  2.  Se, jeg har kaldet Bezalel, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas
      Stamme
  3.  og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i
      alskens Arbejde
  4.  til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og
      Kobber
  5.  og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde,
      kort sagt til at udføre alskens Arbejde.
  6.  Og se, jeg har givet ham Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme
      til Medhjælper, og alle kunstforstandige Mænds Hjerte har jeg
      udrustet med Kunstsnilde, for at de kan udføre alt, hvad jeg har
      pålagt dig,
  7.  Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark, Sonedækket derpå og alt
      Teltets Tilbehør,
  8.  Bordet med dets Tilbehør, Lysestagen af purt Guld med alt dens
      Tilbehør, Røgelsealteret,
  9.  Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens
      Fodstykke,
 10.  Pragtklæderne, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans
      Sønners Klædet til Brug ved Præstetjenesten,
 11.  Salveolien og den vellugtende Røgelse til Helligdommen.  Ganske
      som jeg har pålagt dig, skal de udføre det.

 12.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
 13.  Du skal tale til Israeliterne og sige: Fremfor alt skal I holde
      mine Sabbater, thi Sabbaten er et Tegn mellem mig og eder fra
      Slægt til Slægt, for at I skal kende, at jeg HERREN er den, der
      helliger eder.
 14.  I skal holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som
      vanhelliger den, skal lide Døden, ja enhver, som udfører noget
      Arbejde på den, det Menneske skal udryddes af sin Slægt.
 15.  I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde
      en fuldkommen Hviledag, helliget HERREN; enhver, som udfører
      Arbejde på Sabbatsdagen, skal lide Døden.
 16.  Israeliterne skal holde Sabbaten, så at de fejrer Sabbaten fra
      Slægt til Slægt som en evig gyldig Pagt:
 17.  Den skal være et Tegn til alle Tider mellem mig og
      Israeliterne. Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen og Jorden,
      men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.

 18.  Da han nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj Bjerg,
      overgav han ham Vidnesbyrdets to Tavler, Stentavler, der var
      beskrevet med Guds Finger.



 32
  1.  Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget,
      samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en
      Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet
      af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!"
  2.  Da sagde Aron til dem: "Riv de Guldringe af, som eders Hustruer,
      Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!"
  3.  Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til
      Aron.
  4.  Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og
      lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er
      din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
  5.  Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod
      kundgøre: "I Morgen er det Højtid for HERREN!"
  6.  Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og
      Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for
      at lege.

  7.  Da sagde HERREN til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk,
      som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;
  8.  hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har
      lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med
      de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
  9.  Og HERREN sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set,
      at det er et halsstarrigt Folk.
 10.  Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg
      tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!"
 11.  Men Moses bønfaldt HERREN sin Gud og sagde: "Hvorfor HERRE skal
      din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med
      vældig Kraft og stærk Hånd?
 12.  Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem
      ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af
      Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du
      vilde gøre dit Folk!
 13.  Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor
      ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens
      Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg
      har talet, og de skal eje det evindelig!"
 14.  Da angrede HERREN den Ulykke han havde truet med at gøre sit
      Folk.

 15.  Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med
      Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på
      begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.
 16.  Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset
      ind i Tavlerne.
 17.  Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til
      Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!"
 18.  Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det
      er Sang, jeg hører!"
 19.  Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen,
      blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og
      sønderslog dem ved Bjergets Fod.
 20.  Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i
      Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod
      Israeliterne drikke det.
 21.  Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden
      du har bragt så stor en Synd over det?"
 22.  Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger
      i det onde,
 23.  og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi
      vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud
      af Ægypten!
 24.  Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af!
      De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom
      denne Tyrekalv ud deraf!"

 25.  Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres
      Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,
 26.  stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er
      for HERREN, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne
      sig om ham,
 27.  og han sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Bind alle
      Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren
      til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!"
 28.  Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt
      der af Folket henved 3000 Mand.
 29.  Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for HERREN,
      thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse
      komme over eder i Dag."

 30.  Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ;
      men nu vil jeg stige op til HERREN, måske kan jeg skaffe Soning
      for eders Synd!"
 31.  Derpå gik Moses atter til HERREN og sagde: "Ak, dette Folk har
      begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.
 32.  Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig
      af den Bog, du fører!"
 33.  HERREN svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg
      udslette af min Bog!
 34.  Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre
      det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil
      jeg straffe dem for deres Synd!"
 35.  Og HERREN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den,
      Aron lavede.



 33
  1.  HERREN sagde til Moses: "Drag nu bort herfra med Folket, som du
      førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og
      Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det!
  2.  Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne,
      Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne
      bort
  3.  til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg
      ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog
      jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!"
  4.  Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog
      sine Smykker på.
  5.  Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Israeliterne; I er et
      halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din
      Midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, så
      skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!"
  6.  Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af.

  7.  Moses plejede at tage Teltet og slå det op udenfor Lejren i
      nogen Afstand derfra; han gav det Navnet "Åbenbaringsteltet".
      Enhver som vilde rådspørge HERREN, gik ud til Åbenbaringsteltet
      uden for Lejren.
  8.  Men hver Gang Moses gik ud til teltet, rejste alt Folket sig op
      og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og så efter
      Moses, indtil han kom ind i Teltet.
  9.  Og når Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede
      sig ved Indgangen til Teltet; da talede HERREN med Moses.
 10.  Men når alt Folket så Skystøtten stå ved Indgangen til Teltet,
      rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte.
 11.  Så talede HERREN med Moses Ansigt til Ansigt, som når den ene
      Mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til
      Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg
      ikke fra Teltet.

 12.  Moses sagde til HERREN: "Se, du siger til mig: Før dette Folk
      frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig;
      og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet
      Nåde for mine Øjne!
 13.  Hvis jeg nu virkelig har fundet Nåde for dine Øjne, så lær mig
      dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Nåde for dine
      Øjne; tænk dog på, at dette Folk er dit Folk!"
 14.  Han svarede: "Skal mit Åsyn da vandre med, og skal jeg således
      føre dig til Målet?"
 15.  Da sagde Moses til ham: "Hvis dit Åsyn ikke vandrer med, så lad
      os ikke drage herfra!
 16.  Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet Nåde for dine
      Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der
      således vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle
      and1e Folkeslag på Jorden?"
 17.  HERREN svarede Moses: "Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi
      du har fundet Nåde for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn."

 18.  Da sagde Moses: "Lad mig dog skue din Herlighed!"
 19.  Han svarede: "Jeg vil lade al min Rigdom drage forbi dig og
      udråbe HERRENs Navn foran dig, thi jeg viser Nåde, mod hvem jeg
      vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!"
 20.  Og han sagde: "Du kan ikke skue mit Åsyn, thi intet Menneske kan
      se mig og leve."
 21.  Og HERREN sagde: "Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig på
      Klippen der!
 22.  Når da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i
      Klippehulen, og jeg vil dække dig 1ned min Hånd, indtil jeg er
      kommet forbi.
 23.  Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit
      Åsyn kan ingen skue!"



 34
  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Tilhug dig to Stentavler ligesom
      de forrige, så vil jeg på Tavlerne skrive de samme Ord, som stod
      på de forrige Tavler, du slog i Stykker.
  2.  Gør dig så rede til i Morgen, stig om Morgenen op på Sinaj Bjerg
      og stil dig hen og vent på mig der på Bjergets Top.
  3.  Ingen må følge med dig derop, og ingen må vise sig noget Sted på
      Bjerget, end ikke Småkvæg eller Hornkvæg må græsse i Nærheden af
      dette Bjerg."
  4.  Da tilhuggede han to Stentavler ligesom de forrige, og tidligt
      næste Morgen steg Moses op på Sinaj Bjerg, som Gud havde pålagt
      ham, og tog de to Stentavler med sig.
  5.  Da steg HERREN ned i Skyen; og Moses stillede sig hos ham der og
      påkaldte HERRENs Navn.
  6.  Og HERREN gik forbi ham og råbte: "HERREN, HERREN, Gud, som er
      barmhjertig og nådig, langmodig og rig på Miskundhed og
      Trofasthed,
  7.  som bevarer Miskundhed mod Tusinder, som tilgiver Brøde,
      Overtrædelse og Synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som
      straffer Fædres Brøde på Børn og Børnebørn, på dem i tredje og
      fjerde Led!"
  8.  Da bøjede Moses sig hastelig til Jorden, tilbad
  9.  og sagde: "Har jeg fundet Nåde for dine Øjne, Herre, så drage
      min Herre med i vor Midte; thi det er et halsstarrigt Folk. Men
      tilgiv vor Brøde og vor Synd og lad os være din Ejendom!"

 10.  Han sagde: "Se, jeg vil slutte en Pagt; i hele dit Folks Påsyn
      vil jeg gøre Undere, som aldrig før er sket nogensteds på Jorden
      og blandt noget Folkeslag, og hele det Folk, i hvis Midte du
      lever, skal se HERRENs Værk; thi det, jeg vil udføre ved dig, er
      forfærdeligt.
 11.  Hold dig det efterrettelig, som jeg i Dag byder dig! Se, jeg vil
      drive Amoriterne, Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne,
      Hivviterne og Jebusiterne bort foran dig!
 12.  Vogt dig vel for at slutte nogen Pagt med Indbyggerne i det
      Land, du kommer til, for at de ikke skal blive en Snare for dig,
      når de lever i din Midte.
 13.  Men I skal nedbryde deres Altre, sønderslå deres Stenstøtter og
      omhugge deres Asjerastøtter!
 14.  Thi du må ikke tilbede nogen anden Gud, thi "Nidkær" er HERRENs
      Navn, nidkær Gud er han.
 15.  Du må ikke slutte Pagt med Landets Indbyggere, og når de boler
      med deres Guder og ofrer til dem og man indbyder dig til at være
      med, må du ikke spise af deres Ofre;
 16.  og du må ikke af deres Døtre tage Hustruer til dine Sønner, så
      deres Døtre, når de boler med deres Guder, får dine Sønner til
      også at bole med dem.
 17.  Du må ikke gøre dig noget støbt Gudebillede.
 18.  Du skal lejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise
      usyret Brød, som jeg har pålagt dig, lå den fastsatte Tid i Abib
      Måned, thi i Abib Måned drog du ud af Ægypten.
 19.  Alt førstefødt tilhører mig; af dine Hjorde skal du ofre mig det
      førstefødte af Handyrene, både af Okset og småt Kvæg;
 20.  men de førstefødte Æsler skal du udløse med et Stykke småt Kvæg,
      og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde Halsen derpå;
      alle dine førstefødte Sønner skal du udløse. Du må ikke stedes
      for mit Åsyn med tomme Hænder
 21.  I seks Dage må du arbejde, men på den syvende skal du hvile; i
      Pløje og Høsttiden skal du holde Hviledag.
 22.  Du skal fejre Ugehøjtid med Førstegrøden af Hvedehøsten og
      Frugthøsthøjtid ved Jævndøgnstide.
 23.  Tre Gange om Året skal alle at Mandkøn hos dig stedes for den
      Herre HERREN Israels Guds Åsyn.
 24.  Thi jeg vil drive Folkeslag bort foran dig og gøre dine
      Landemærker vide, og ingen skal attrå dit Land, medens du drager
      hen for at stedes for HERREN din Guds Åsyn tre Gange 01n Året.
 25.  Du må ikke ofre Blodet af mit offer sammen med syret Brød.
      Påskehøjtidens Offer må ikke gemmes til næste Morgen.
 26.  Det bedste af din Jords Førstegrøde skal du bringe til HERREN
      din Guds Hus. Du må ikke koge et Hid i dets Moders Mælk!"

 27.  Og HERREN sagde til Moses: "Skriv disse Ord op, thi på Grundlag
      af disse Ord slutter jeg Pagt med dig og Israel."
 28.  Og han blev der hos HERREN fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter
      uden at spise eller drikke; og han skrev Pagtsordene, de ti Ord,
      på Tavlerne.

 29.  Da Moses steg ned fra Sinaj Bjerg med Vidnesbyrdets to Tavler i
      Hånden, vidste han ikke, at hans Ansigts Hud var kommet til at
      stråle, ved at han talede med ham.
 30.  Men Aron og alle Israeliterne så Moses, og se, hans Ansigts Hud
      strålede, og de turde ikke komme ham nær.
 31.  Men Moses kaldte på dem, og da vendte Aron og alle Menighedens
      Øverster tilbage til ham, og Moses talte til dem.
 32.  Derpå kom alle Israeliterne hen til ham, og han pålagde dem alt,
      hvad HERREN havde talet til ham på Sinaj Bjerg.
 33.  Men da Moses var færdig med at tale til dem, lagde han et Dække
      over sit Ansigt.
 34.  Hver Gang han derefter trådte frem for HERRENs Åsyn for at tale
      med ham, tog han Sløret af, indtil han kom ud igen; og når han
      kom ud, meddelte han Israeliterne, hvad der var blevet ham
      påbudt.
 35.  Da så Israeliterne, at Moses's Ansigts Hud strålede; og Moses
      lagde da Dækket over sit Ansigt, indtil han atter gik ind for at
      tale med ham.



 35
  1.  Moses kaldte hele Israeliternes Menighed sammen og sagde til
      dem: Dette er, hvad HERREN har pålagt eder at gøre:
  2.  I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde
      Helligdag, en fuldkommen Hviledag for HERREN. Enhver, der den
      Dag udfører noget Arbejde, skal lide Døden.
  3.  På Sabbatsdagen må I ikke gøre Ild i nogen af eders Boliger.

  4.  Derpå sagde Moses til hele Israeliternes Menighed: Dette er,
      hvad HERREN har påbudt:
  5.  I skal tage en Offerydelse til HERREN af, hvad I ejer. Enhver,
      som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal komme med
      det, HERRENs Offerydelse, Guld, Sølv, Kobber,
  6.  violet og rødt Purpurgatn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår,
  7.  rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,
  8.  Olie til Lysestagen, vellugtende Stofer til Salveolien og
      Røgelsen,
  9.  Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og
      Brystskjoldet.
 10.  Og alle kunstforstandige Mænd iblandt eder skal komme og lave
      alt, hvad HERREN har påbudt:
 11.  Boligen med dens Teltdække og Dække, dens Kroge, Brædder,
      Tværstænger, Piller og Fodstykker,
 12.  Arken med Bærestængerne, Sonedækket og det indre Forhæng,
 13.  Bordet med dets Bærestænger og alt dets Tilbehør og Skuebrødene,
 14.  Lysestagen med dens Tilbehør, dens Lamper og Olien til
      Lysestagen,
 15.  Røgelsealteret med dets Bærestænger, Salveolien og Røgelsen.
      Forhænget til Boligens Indgang,
 16.  Brændofferalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets
      Tilbehør, Vandkummen med dens Fodstykke,
 17.  Forgårdens Omhæng, dens Piller og Fodstykker og Forhænget til
      Forgårdens Indgang,
 18.  Boligens og Forgårdens Pæle med Reb,
 19.  Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder
      til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Brug ved
      Præstetjenesten.

 20.  Da forlod hele Israeliternes Menighed Moses.
 21.  Og enhver, som i sit Hjerte følte sig drevet dertil, og hvis Ånd
      tilskyndede ham, kom med HERRENs Offerydelse til Opførelsen af
      Åbenbaringsteltet og til alt Arbejdet derved og til de hellige
      Klæder.
 22.  De kom dermed, både Mænd og Kvinder; enhver, som i sit Hjerte
      følte sig tilskyndet dertil, kom med Spænder, Ørenringe,
      Fingerringe og Halssmykker, alle Hånde Guldsmykker. Og enhver,
      der vilde vie HERREN en Gave af Guld, kom dermed.
 23.  Og enhver, i hvis Eje der fandtes violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår, rødfarvede Væderskind eller
      Tahasjskind, kom dermed.
 24.  Og enhver, der vilde give en Offerydelse af Sølv eller Kobber,
      kom med HERRENs Offerydelse. Og enhver, der ejede Akacietræ til
      alt Byggearbejdet, kom dermed.
 25.  Og alle kunstforstandige Kvinder spandt med egne Hænder og kom
      med deres Spind, violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.
 26.  Og alle Kvinder, som i Kraft af deres Kunstsnilde følte sig
      tilskyndede dertil i deres Hjerte, spandt Gedehårene.
 27.  Og Øversterne kom med Sjohamstenene og Ædelstenene til
      Indfatningen på Efoden og Brystskjoldet
 28.  og de vellugtende Stoffer og Olien til Lysestagen og til
      Salveolien og Røgelsen.
 29.  Enhver Mand og Kvinde af Israeliterne, som i sit Hjerte følte
      sig tilskyndet til at bringe, hvad der krævedes til Udførelsen
      af alt det Arbejde, HERREN gennem Moses havde påbudt, bragte det
      som en frivillig Gave til HERREN.

 30.  Derpå sagde Moses til Israeliterne: Se, HERREN har kaldet
      Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme
 31.  og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i
      alskens Arbejde
 32.  til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og
      Kobber
 33.  og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde,
      kort sagt til at udføre alskens Kunstarbejde.
 34.  Og tillige har han givet både ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af
      Dans Stamme Gaver til at lære fra sig.
 35.  Han har fyldt dem med Kunstsnilde til at udføre alskens
      Udskæringsarbejde, Kunstvævning, broget Vævning af violet og
      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og Byssus og almindelig
      Vævning, så de kan udføre alt Slags Arbejde og udtænke
      Kunstværker.

36-1. Derfor skal Bezal'el og Oholiab og alle andre kunstforstandige
      Mænd, hvem HERREN har givet Kunstsnilde og Kløgt, så de forstår
      sig på Arbejdet, udføre alt Arbejdet ved Helligdommens Opførelse
      i Overensstemmelse med alt, hvad HERREN har påbudt.



 36
  2.  Derpå tilkaldte Moses Bezal'el og Oholiab og alle de
      kunstforstandige Mænd, hvem HERREN havde givet Kunstsnilde, alle
      dem, som i deres Hjerte følte sig tilskyndet til at give sig i
      Lag med Udførelsen af Arbejdet.
  3.  Og de modtog af Moses hele den Offerydelse, Israeliterne var
      kommet med til Arbejdet med Helligdommens Opførelse, for at det
      kunde blive udført. Men de blev ved at komme med frivillige
      Gaver til ham, Morgen efter Morgen.
  4.  Da kom alle de kunstforstandige Mænd, der udførte alt Arbejdet
      ved Helligdommen, hver fra den Del af Arbejdet, han var
      beskæftiget med,
  5.  og sagde til Moses: "Folket kommer med mere, end der kræves til
      Udførelsen af det Arbejde, HERREN har påbudt!"
  6.  Da bød Moses, at følgende Kundgørelse skulde udråbes i Lejren:
      "Hverken Mænd eller Kvinder skal yde mere som Offergave til
      Helligdommen!" Så hørte Folket op med at komme med Gaver.
  7.  Og det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele Arbejdet,
      ja mer end nok.

  8.  Så lavede alle de kunstforstandige Mænd blandt dem, der deltog i
      Arbejdet, Boligen, ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og rødt
      Purpurgarn og karmoisinrødt Garn; han lavede dem med Keruber på
      i Kunstvævning,
  9.  hvert Tæppe otte og tyve Alen langt og fire Alen bredt; alle
      Tæpperne havde samme Mål.
 10.  Han syede Tæpperne sammen, fem og fem.
 11.  I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede
      Stykke, satte han Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes
      satte han Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet
      sammensyede Stykke;
 12.  han satte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og
      halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det
      andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.
 13.  Derpå lavede han halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde
      Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgjorde et Hele.

 14.  Fremdeles lavede han Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden om
      Boligen, og her lavede han elleve Tæpper,
 15.  hvert Tæppe tredive Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne
      havde samme Mål.
 16.  De fem af Tæpperne syede han sammen for sig og de seks for sig,
 17.  og han satte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det yderste
      Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve Løkker i
      Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke.
 18.  Og han lavede halvtredsindstyve Kobberkroge til at sammenføje
      Teltdækket med, så det udgjorde et Hele.
 19.  Fremdeles lavede han over Teltdækket et Dække af rødfarvede
      Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.

 20.  Derpå lavede han Brædderne til Boligen af Akacietræ til at stå
      op,
 21.  hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt,
 22.  og på hvert Bræt to indbyrdes forbundne Tapper; således
      indrettede han det ved alle Boligens Brædder.
 23.  Af Brædderne, som han lavede til Boligen, var tyve til Sydsiden,
 24.  og til de tyve Brædder lavede han fyrretyve Fodstykker af Sølv,
      to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt.
 25.  Andre tyve Brædder lavede han til Boligens anden Side, som
      vendte mod Nord,
 26.  med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.
 27.  Og til Bagsiden, som vendte mod Vest, lavede han seks Brædder.
 28.  Til Boligens Baghjørner lavede han to Brædder,
 29.  der bestod af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker
      foroven, indtil den første Ring; således indrettede han dem
      begge for at danne de to Hjørner.
 30.  Altså blev der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende seksten
      Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.
 31.  Derpå lavede han Tværstænger af Akacietræ, fem til de Brædder,
      der dannede Boligens ene Side,
 32.  fem til de Brædder, der dannede Boligens anden Side, og fem til
      de Brædder, der dannede Boligens Bagside mod Vest;
 33.  den mellemste Tværstang lavede han således, at den midt på
      Brædderne nåede fra den ene Ende af Væggen til den anden.
 34.  Brædderne overtrak han med Guld, og deres Ringe, som
      Tværstængerne skulde stikkes i, lavede han af Guld, og
      Tværstængerne overtrak han med Guld.

 35.  Derpå lavede han Forhænget af violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, han lavede det i
      Kunstvævning med Keruber på,
 36.  og han lavede dertil fire Piller af Akacietræ, som han overtrak
      med Guld, og Knagerne derpå lavede han af Guld, og han støbte
      fire Fodstykker af Sølv til dem.
 37.  Derpå lavede han et Forhæng til Teltets Indgang af violet og
      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget
      Vævning
 38.  og dertil fem Piller med Knager, hvis Hoveder og Bånd han
      overtrak med Guld, og fem Fodstykker af Kobber.



 37
  1.  Derpå lavede Bezal'el Arken af Akacietræ, halvtredje Alen lang,
      halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,
  2.  og overtrak den indvendig og udvendig med purt Guld og satte en
      gylden Krans rundt om den.
  3.  Derefter støbte han fire Guldringe til den og satte dem på dens
      fire Fødder, to Ringe på hver Side af den.
  4.  Og han lavede Bærestænger af Akacietræ og overtrak dem med Guld;
  5.  så stak han Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for at den
      kunde bæres med dem.
  6.  Derpå lavede han Sonedækket af purt Guld, halvtredje Alen langt
      og halvanden Alen bredt,
  7.  og han lavede to Keruber af Guld, i drevet Arbejde lavede han
      dem, ved begge Ender af Sonedækket,
  8.  den ene Kerub ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden;
      han lavede Keruberne således, at de var i eet med Sonedækket ved
      begge Ender.
  9.  Og Keruberne bredte deres Vinger i Vejret, således at de dækkede
      over Sonedækket med deres Vinger; de vendte Ansigtet mod
      hinanden; nedad mod Sone,dækket vendte Kerubernes Ansigter.

 10.  Derpå lavede han Bordet af Akacietræ, to Alen langt, en Alen
      bredt og halvanden Alen højt,
 11.  og overtrak det med purt Guld og satte en gylden Krans rundt om
      det.
 12.  Og han satte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en
      gylden Krans rundt om Listen.
 13.  Og han støbte fire Guldringe og satte dem på de fire Hjørner ved
      dets fire Ben.
 14.  Lige ved Listen sad Ringene til at stikke Bærestængerne i, så at
      man kunde bære Bordet.
 15.  Og han lavede Bærestængerne at Akacietræ og overtrak dem med
      Guld, og med dem skulde Bordet bæres.
 16.  Og han lavede af purt Guld de Ting, som hørte til Bordet, Fadene
      og Kanderne, Skålene og Krukkerne til at udgyde Drikoffer med.

 17.  Derpå lavede han Lysestagen af purt Guld, i drevet Arbejde
      lavede han Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, således at dens
      Blomster med Bægere og Kroner var i eet med den;
 18.  seks Arme udgik fra Lysestagens Sider, tre fra den ene og tre
      fra den anden Side.
 19.  På hver af Armene, der udgik fra Lysestagen, var der tre
      mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
 20.  men på selve Stagen var der fire mandelblomstlignende Blomster
      med Bægere og Kroner,
 21.  et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgik fra den.
 22.  Bægrene og Armene var i eet med den, så at det hele udgjorde eet
      drevet Arbejde af purt Guld.
 23.  Derpå lavede han de syv Lamper til den, Lampesaksene og Bakkerne
      af purt Guld.
 24.  En Talent purt Guld brugte han til den og til alt dens Tilbehør.

 25.  Derpå lavede han Røgelsealteret af Akacietræ, en Alen langt og
      en Alen bredt, i Firkant, og to Alen højt, og dets Horn var i
      eet med det.
 26.  Og han overtrak det med purt Guld, både Pladen og Siderne hele
      Vejen rundt og Hornene, og satte en Guldkrans rundt om;
 27.  og han satte to Guldringe under Kransen på begge Sider til at
      stikke Bærestængerne i, for at det kunde bæres med dem;
 28.  Bærestængerne lavede han af Akacietræ og overtrak dem med Guld.
 29.  Han tilberedte også den hellige Salveolie og den rene,
      vellugtende Røgelse, som Salveblanderne laver den.



 38
  1.  Derpå lavede han Brændofferalteret af Akacietræ, fem Alen langt
      og fem Alen bredt, firkantet, og tre Alen højt.
  2.  Han lavede Horn til dets fire Hjørner, således at de var i eet
      dermed, overtrak det med Kobber
  3.  og lavede alt Alterets Tilbehør, Karrene, Skovlene, Skålene,
      Gaflerne og Panderne; alt dets Tilbehør lavede han af Kobber.
  4.  Derpå omgav han Alteret med et flettet Kobbergitter neden under
      dets Liste, således at det nåede op til Alterets halve Højde.
  5.  Derefter støbte han fire Ringe til Kobbergitterets fire Hjørner
      til at stikke Bærestængerne i.
  6.  Bærestængerne lavede han at Akacietræ og overtrak dem med
      Kobber.
  7.  Og Stængerne stak han gennem Ringene på Alterets Sider, for at
      det kunde bæres med dem. Han lavede det hult af Brædder.

  8.  Derpå lavede han Vandkummen med Fodstykke af Kobber og brugte
      dertil Spejle, som tilhørte Kvinderne, der gjorde Tjeneste ved
      Indgangen til Åbenbaringsteltet.

  9.  Derpå indrettede han Forgården: Til Sydsiden det hundrede Alen
      lange Forgårdsomhæng af tvundet Byssus
 10.  med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og
      Bånd af Sølv til Pillerne.
 11.  Til Nordsiden hundrede Alen med tyve Piller og tyve Fodstykker
      af Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
 12.  Til Vestsiden det halvtredsindstyve Alen lange Omhæng med ti
      Piller og ti Fodstykker og med Knager og Bånd af Sølv til
      Pillerne.
 13.  Og til Forsiden mod Øst, der var halvtredsindstyve Alen bred,
 14.  det femten Alen lange Omhæng med fire Piller og tre Fodstykker
      til den ene Side af Indgangen,
 15.  og det femten Alen lange Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker
      til den anden Side af Indgangen.
 16.  Alle Omhæng rundt om Forgården var af tvundet Byssus,
 17.  Fodstykkerne til Pillerne af Kobber,men deres Knager og Bånd af
      Sølv; alle Pillernes Hoveder var overtrukket med Sølv; og de
      havde Bånd af Sølv.
 18.  Forhænget til Forgårdens Indgang var af violet og rødt
      Purpurgarn i broget Vævning, karmoisinrødt Garn og tvundet
      Byssus, tyve Alen langt og fem Alen højt, svarende til Bredden
      på Forgårdens Omhæng.
 19.  Dertil hørte fire Piller med fire Fodstykker af Kobber; Knagerne
      var af Sølv og Overtrækket på Hovederne og Båndene ligeledes af
      Sølv.
 20.  Alle Pælene til Boligen og Forgården rundt om var af Kobber.

 21.  Her følger Regnskabet over Boligen, Vidnesbyrdets Bolig, som på
      Moses's Bud blev opgjort af Leviterne under Ledelse af Itamar,
      en Søn af Præsten Aron;
 22.  Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme havde udført
      alt, hvad HERREN havde pålagt Moses,
 23.  sammen med Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme, som udførte
      Udskæringsarbejdet, Kunstvævningen og den brogede Vævning af
      violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.
 24.  Hvad angår Guldet, der anvendtes til Arbejdet, under hele
      Arbejdet på Helligdommen, så løb det som Gave viede Guld op til
 29.  Talenter og 730 Sekel efter hellig Vægt.
 25.  Det ved Menighedens Mønstring indkomne Sølv løb op til 100
      Talenter og 1775 Sekel efter hellig Vægt
 26.  en, Beka, det halve af en Sekel efter hellig Vægt, af enhver,
      der måtte lade sig mønstre, altså fra Tyveårsalderen og opefter,
      i alt 603 550 Mand:
 27.  De 100 Talenter Sølv medgik til Støbningen af Helligdommens og
      Forhængets Fodstykker, 100 Talenter til 100 Fodstykker, en
      Talent til hvert Fodstykke.
 28.  Men de 1775 Sekel anvendte han til Knager til Pillerne, til at
      overtrække deres Hoveder med og til Bånd på dem.
 29.  Det som Gave viede Kobber udgjorde 70 Talenter og 2400 Sekel.
 30.  Deraf lavede han Fodstykkerne til Åbenbaringsteltets Indgang,
      Kobberalteret med dets Kobbergitter og alt Alterets Tilbehør,
 31.  Fodstykkerne til Forgården rundt om og til Forgårdens Indgang og
      alle Teltpælene til Boligen og alle Teltpælene til Forgården
      hele Vejen rundt.



 39
  1.  Af det violette og røde Purpurgarn og det karmoisinrøde Garn
      tilvirkede de Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen; og de
      tilvirkede Arons hellige Klæder, således som HERREN havde pålagt
      Moses.

  2.  De tilvirkede Efoden af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,
  3.  idet de udhamrede Guldet i Plader og skar Pladerne ud i Tråde
      til at væve ind i det violette og røde Purpurgarn, det
      karmoisinrøde Garn og det tvundne Byssus ved Kunstvævning.
  4.  Derpå forsynede de den med Skulderstykker til at hæfte på; den
      blev hæftet sammen ved begge Hjørner.
  5.  Og dens Bælte, som brugtes, når den skulde tages på, var i eet
      med den og af samme Arbejde, af Guldtråd, violet og rødt
      Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, således som
      HERREN havde pålagt Moses.
  6.  Derpå tilvirkede de Sjohamstenene, indfattede i Guldfletværk og
      graverede som Signeter med Israels Sønners Navne;
  7.  og de fæstede dem på Efodens Skulderstykker, for at Stenene
      kunde bringe Israels Børn i Minde, således som HERREN havde
      pålagt Moses.

  8.  Derpå tilvirkede de Brystskjoldet i Kunstvævning på samme Måde
      som Efoden, af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus;
  9.  det var firkantet, og de lagde Brystskjoldet dobbelt; det var et
      Spand langt og et Spand bredt, lagt dobbelt.
 10.  De udstyrede det med fire Rækker Sten: Karneol, Topas og Smaragd
      i den første Række,
 11.  Rubin, Safir og Jaspis i den anden,
 12.  Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,
 13.  Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde, omgivne med Guldfletværk
      i deres Indfatninger.
 14.  Der var tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en for
      hvert Navn; det var graveret Arbejde som Signeter, således at
      hver Sten bar Navnet på en af de tolv Stammer.
 15.  Til Brystskjoldet lavede de snoede Kæder af purt Guld, snoet
      Arbejde, som når man snor Reb.
 16.  Derpå lavede de to Guldfletværker og to Guldringe og satte disse
      to Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner,
 17.  og de to Guldsnore knyttede de i de to Ringe på Brystskjoldets
      Hjørner;
 18.  Snorenes anden Ende anbragte de i de to Fletværker og fæstede
      dem på Forsiden af Efodens Skulderstykker.
 19.  Og d lavede to andre Guldringe og satte dem på Brystskjoldets to
      andre Hjørner på den indre Rand, der vendte mod Efoden.
 20.  Og de lavede endnu to Guldringe og fæstede dem på Efodens to
      Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den var hæftet sammen
      med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;
 21.  og de bandt med Ringene Brystskjoldet fast til Efodens Ringe ved
      Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kom til at sidde oven
      over Efodens Bælte og ikke kunde løsne sig fra Efoden, som
      HERREN havde pålagt Moses.

 22.  Derpå tilvirkede de Kåben, som hører til Efoden, i vævet
      Arbejde, helt og holdent af violet Purpur.
 23.  Midt på havde Kåben en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en
      Panserskjorte, omgivet af en Linning, for at den ikke skulde
      rives itu,
 24.  og langs Kåbens nederste Kant syede de Granatæbler af violet og
      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,
 25.  og de lavede Bjælder af purt Guld, som de anbragte mellem
      Granatæblerne langs Kåbens nederste Kant hele Vejen rundt,
      mellem Granatæblerne,
 26.  så at Bjælder og Granatæbler skiftede hele Vejen rundt langs
      Kåbens nederste Kant, til at bære ved Tjenesten, som HERREN
      havde pålagt Moses.

 27.  Derpå tilvirkede de Kjortlerne til Aron og hans Sønner af Byssus
      i vævet Arbejde,
 28.  Hovedklædet af Byssus, Embedshuerne af Byssus, Linnedbenklæderne
      af tvundet Byssus,
 29.  og Bæltet af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og
      karmoisinrødt Garn i broget Vævning, som HERREN havde pålagt
      Moses.
 30.  Derpå lavede de Pandepladen, det hellige Diadem, af purt Guld og
      forsynede den med en Indskrift i graveret Arbejde som ved
      Signeter: "Helliget HERREN."
 31.  Og de fæstede en violet Purpursnor på den til at binde den fast
      med oven på Hovedklædet, som HERREN havde pålagt Moses.

 32.  Således fuldførtes alt Arbejdet ved Åbenbaringsteltets Bolig; og
      Israeliterne gjorde ganske som HERREN havde pålagt Moses;
      således gjorde de.

 33.  Derpå bragte de Boligen til Moses, Teltdækket med alt dets
      Tilbehør, Knagerne, Brædderne, Tværstængerne, Pillerne og
      Fodstykkerne,
 34.  Dækket af rødfarvede Væderskind og Dækket af Tahasjskind, det
      indre Forhæng,
 35.  Vidnesbyrdets Ark med Bærestængerne, Sonedækket,
 36.  Bordet med alt dets Tilbehør, Skuebrødene,
 37.  Lysestagen af purt Guld med Lamperne, der skulde sættes på den,
      og alt dens Tilbehør, Olien til Lysestagen,
 38.  Guldalteret, Salveolien, den vellugtende Røgelse, Forhænget til
      Teltets Indgang,
 39.  Kobberalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets
      Tilbehør, Vandkummen og Fodstykket,
 40.  Omhængene til Forgården, Pillerne og Fodstykkerne, Forhænget til
      Forgårdens Indgang, Rebene og Teltpælene, alt Tilbehør til
      Tjenesten i Åbenbaringsteltets Bolig,
 41.  Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder
      til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Præstetjenesten.
 42.  Nøjagtigt som HERREN havde pålagt Moses, udførte Israeliterne
      hele Arbejdet.
 43.  Da så Moses hele Arbejdet efter, og se, de havde udført det, som
      HERREN havde sagt; således havde de utdført det. Og Moses
      velsignede dem.



 40
  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
  2.  På den første Dag i den første Måned skal du rejse
      Åbenbaringsteltets Bolig.
  3.  Sæt så Vidnesbyrdets Ark derind og hæng Forhænget op for Arken.
  4.  Og du skal bringe Bordet ind og ordne, hvad dertil hører, og
      bringe Lysestagen ind og sætte Lamperne på.
  5.  Stil Guldalteret til Røgelsen op foran Vidnesbyrdets Ark og hæng
      Forhænget op foran Boligens Indgang.
  6.  Stil Brændofferalteret op foran Indgangen til Åbenbaringsteltets
      Bolig
  7.  og stil Vandkummen op mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og
      hæld Vand deri.
  8.  Rejs Forgården rundt om og hæng Forhænget op foran Forgårdens
      Indgang.
  9.  Tag Salveolien og salv Boligen og alle Ting de1i, og du skal
      hellige den med alt dens Tilbehør, så den bliver hellig.
 10.  Du skal salve Brændofferalteret og alt dets Tilbehør og hellige
      Alteret, så det bliver højhelligt.
 11.  Og du skal salve Vandkummen og Fodstykket og hellige den.
 12.  Lad så Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets
      Indgang, tvæt dem med Vand
 13.  og ifør Aron de hellige Klæder. salv og hellig ham til at gøre
      Præstetjeneste for mig.
 14.  Lad så hans Sønner træde frem, ifør dem Kjortler
 15.  og salv dem, som du salver deres Fader, til at gøre
      Præstetjeneste for mig. Således skal det ske, for at et evigt
      Præstedømme kan blive dem til Del fra Slægt til Slægt i Kraft af
      denne Salvning, som du foretager på dem.

 16.  Og Moses gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham; således
      gjorde han.
 17.  På den første Dag i den første Måned i det andet År blev Boligen
      rejst.
 18.  Moses rejste Boligen, idet han anbragte Fodstykkerne, rejste
      Brædderne, stak Tværstængerne ind, rejste Pillerne,
 19.  spændte Teltdækket ud over Boligen og lagde Teltdækkets Dække
      ovenover, som HERREN havde pålagt Moses.
 20.  Derpå tog han Vidnesbyrdet og lagde det i Arken, stak
      Bærestængerne i Arken og lagde Sonedækket oven på den;
 21.  så bragte han Arken ind i Boligen og hængte det indre Forhæng op
      og tilhyllede således Vidnesbyrdets Ark, som HERREN havde pålagt
      Moses.
 22.  Derpå opstillede han Bordet i Åbenbaringsteltet ved Boligens
      nordre Væg uden for Forhænget,
 23.  og han lagde Brødene i Række derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN
      havde pålagt Moses.
 24.  Derpå satte han Lysestagen ind i Åbenbaringsteltet lige over for
      Bordet, ved Boligens søndre Væg;
 25.  og han satte Lamperne derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN havde
      pålagt Moses.
 26.  Derpå stillede han Guldalteret op i Åbenbaringsteltet foran
      Forhænget,
 27.  og han tændte vellugtende Røgelse derpå, som HERREN havde pålagt
      Moses.
 28.  Derpå hængte han Forhænget op for Boligens Indgang.
 29.  Brændofferalteret opstillede han foran Indgangen til
      Åbenbaringsteltets Bolig og ofrede Brændofferet og
      Afgrødeofferet derpå, som HERREN havde pålagt Moses.
 30.  Derpå opstillede han Vandkummen mellem Åbenbaringsteltet og
      Alteret og hældte Vand deri til Tvætning.
 31.  Og Moses og Aron og hans Sønner tvættede deres Hænder og Fødder
      deri;
 32.  når de gik ind i Åbenbaringsteltet og trådte hen til Alteret.
      tvættede de sig, som HERREN havde pålagt Moses.
 33.  Så rejste han Forgården rundt om Boligen og Alteret og hængte
      Forhænget op for Forgårdens Indgang. Hermed var Moses færdig med
      Arbejdet.

 34.  Da dækkede Skyen Åbenbaringsteltet, og HERRENs Herlighed fyldte
      Boligen;
 35.  og Moses kunde ikke gå ind i Åbenbaringsteltet, fordi Skyen
      havde lagt sig derover, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen.
 36.  Men under hele deres Vandring brød Israeliterne op, når Skyen
      løftede sig fra Boligen;
 37.  og når Skyen ikke løftede sig. brød de ikke op, men ventede, til
      den atter løftede sig.
 38.  Thi HERRENs Sky lå over Boligen om Dagen, og om Natten lyste Ild
      i Skyen for alle Israeliternes Øjne under hele deres Vandring.



Книго

[X]