2.Samuel
1
1. Da David efter Sauls Død var vendt tilbage fra Sejeren over
Amalek og havde opholdt sig to Dage i Ziklag,
2. kom der Tredjedagen en Mand fra Hæren, fra Saul, med sønderrevne
Klæder og Jord på Hovedet, og da han kom hen til David, kastede
han sig til Jorden og bøjede sig.
3. David spurgte ham: "Hvor kommer du fra?" Han svarede: "Jeg slap
bort fra Israels Hær!"
4. David sagde da til ham: "Hvorledes gik det? Fortæl mig det!"
Han svarede: "Folket flygtede fra Kampen, og mange af Folket
faldt og døde; også Saul og hans Søn Jonatan er døde."
5. Da sagde David til den unge Mand, som bragte ham Budet: "Hvoraf
ved du, at Saul og hans Søn Jonatan er døde?"
6. Den unge Mand, der bragte ham Budet, svarede: "Det traf sig, at
jeg var på Gilboas Bjerg, og se, Saul stod lænet til sit Spyd,
medens Vognene og Rytterne trængte ham;
7. og da han vendte sig om, fik han Øje på mig og kaldte på mig; og
jeg sagde: Her er jeg!
8. Da spurgte han mig: Hvem er du? Og jeg svarede: Jeg er en
Amalekit!
9. Så sagde han til mig: Kom herhen og giv mig Dødsstødet! Thi
Krampen har grebet mig, men jeg lever endnu!
10. Og jeg trådte hen til ham og gav ham Dødsstødet, thi jeg så, at
han ikke kunde leve, når han faldt om. Så tog jeg Diademet, han
havde på Hovedet, og et Armbånd, han bar på Armen, og dem har
jeg med hid til min Herre."
11. Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligeså
gjorde alle hans Mænd;
12. og de holdt Klage, græd og fastede til Aften over Saul og hans
Søn Jonatan og HERRENs Folk og Israels Hus, fordi de var faldet
for Sværdet.
13. Derpå sagde David til den unge Mand, som havde bragt ham Budet:
"Hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er Søn af en Amalekit, der
bor her som fremmed."
14. Da sagde David: "Frygtede du dog ikke for at lægge Hånd på
HERRENs Salvede og dræbe ham!"
15. David kaldte så på en af sine Folk og sagde: "Kom herhen og stød
ham ned!" Og han slog ham ihjel.
16. Men David sagde til ham: "Dit Blod komme over dit eget Hoved!
Thi din egen Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg gav HERRENs
Salvede Dødsstødet!"
17. Da sang David denne Klagesang over Saul og hans Søn Jonatan.
18. Den skal læres af Judas Sønner; den står optegnet i de
Oprigtiges Bog.
19. Din Pryd, Israel, ligger dræbt på dine Høje. Ak, at dog Heltene
faldt!
20. Forkynd det ikke i Gat, ej lyde der Glædesbud på Askalons Gader,
at ikke Filisternes Døtre skal fryde sig, de uomskårnes Døtre
juble!
21. Gilboas Bjerge! Ej falde Dug og Regn på eder, I Dødens Vange!
Thi Heltenes Skjolde vanæredes der; Sauls Skjold er ej salvet
med Olie.
22. Uden faldnes Blod, uden Heltes Fedt kom Jonatans Bue ikke
tilbage, Sauls Sværd ikke sejrløst hjem.
23. Saul og Jonatan, de elskelige, hulde, skiltes ikke i Liv eller
Død; hurtigere var de end Ørne, stærkere var de end Løver!
24. O, Israels Døtre, græd over Saul, som klædte eder yndigt i
Purpur, satte Guldsmykker på eders Klæder!
25. Ak, at dog Heltene faldt i Slagets Tummel - dræbt ligger Jonatan
på dine Høje!
26. Jeg sørger over dig, Jonatan, Broder, du var mig såre kær;
underfuld var mig din Kærlighed, mere end Kvinders Kærlighed.
27. Ak, at dog Heltene faldt, Stridsvåbnene lagdes øde!
2
1. Derefter rådspurgte David HERREN: "Skal jeg drage op til en af
Judas Byer?" HERREN svarede:"Gør det!" Og David spurgte: "Hvor
skal jeg drage hen?" Da svarede han: "Til Hebron!"
2. Så drog David derop tillige med sine to Hustruer Ahinoam fra
Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru;
3. og han tog sine Mænd med derop tillige med deres Familier, og de
bosatte sig i Byerne omkring Hebron.
4. Da kom Judas Mænd derhen og salvede David til Konge over Judas
Hus. Da David fik at vide, at Mændene i Jabesj i Gilead havde
jordet Saul,
5. sendte han Sendebud til Mændene i Jabesj i Gilead og lod sige:
"HERREN velsigne eder, fordi I således viste Godhed mod eders
Herre Saul og jordede ham.
6. Måtte nu HERREN vise eder Godhed og Trofasthed! Men også jeg vil
gøre godt imod eder, fordi I gjorde dette.
7. Tag eder derfor sammen og vis eder som stærke Mænd; thi eders
Herre Saul er død, og Judas Hus har allerede salvet mig til
Konge!"
8. Men Abner, Ners Søn, Sauls Hærfører, tog Sauls Søn Isjbosjet og
bragte ham over til Mahanajim
9. og udråbte ham til Konge over Gilead, Aseriterne, Jizre'el,
Efraim og Benjamin, over hele Israel.
10. Isjbosjet, Sauls Søn, var fyrretyve År, da han blev Konge over
Israel, og han herskede to År. Kun Judas Hus sluttede sig til
David.
11. Den Tid David herskede i Hebron over Judas Hus, var syv År og
seks Måneder.
12. Abner, Ne'rs Søn, drog med Isjbosjets, Sauls Søns, Folk fra
Mahanajim til Gibeon;
13. ligeledes drog Joab, Zerujas Søn ud med Davids folk, og de
stødte sammen med dem ved Dammen i Gibeon; og de slog sig ned
hver på sin Side af Dammen.
14. Da sagde Abner til Joab: "Lad de unge Mænd stå op og udføre
Våben lege for os!" Og Joab sagde: "Ja, lad dem stå op!"
15. Så stod de op og gik frem lige mange fra hver Side, tolv
Benjaminiter for Isjbosjet, Sauls Søn, og tolv af Davids Folk;
16. men de greb hverandre om Hovedet og stødte Sværdet i Siden på
hverandre, så de faldt alle til Hobe. Derfor kalder man dette
Sted Helkat-Hazzurim; det ligger ved Gibeon.
17. Samme Dag kom det til en meget hård Kamp, i hvilken Abner og
Israels Mænd blev drevet på Flugt af Davids Folk.
18. Ved den Lejlighed var Zerujastre Sønner med, Joab, Abisjaj og
Asa'el; og Asa'el, der var rapfodet som Markens Gazeller,
19. forfulgte Abner uden at bøje af til højre eller venstre.
20. Abner vendte sig om og spurgte: "Er det dig, Asa'el?" Han
svarede: "Ja, det er!"
21. Da sagde Abner: "Bøj af til en af Siderne, grib en af de unge
Mænd og tag dig hans Rustning!" Men Asa'el vilde ikke opgive at
forfølge ham.
22. Da sagde Abner videre til Asa'el: "Stands med at forfølge mig!
Hvorfor skal jeg slå dig til Jorden? Og hvorledes skal jeg så
kunne se din Broder Joab i Øjnene?"
23. Men han vægrede sig ved at standse, og Abner stødte da baglæns
Spydet gennem Underlivet på ham, så det kom ud af Ryggen, og han
faldt død om på Stedet. Og alle, som kom til Stedet, hvor Asa'el
lå og var død, stod stille.
24. Men Joab og Abisjaj forfulgte Abner, og da Solen gik ned, havde
de nået Gibeat-Amma, som ligger østen for Gia ved Vejen til
Gibeons Ørken.
25. Da samlede Benjaminiterne sig om Abne'r og stillede sig i Klynge
på Toppen af Gibeat-Amma.
26. Men Abner råbte til Joab: "Skal da Sværdet altid blive ved at
fortære? Ved du ikke, at Eftersmagen er besk? Hvor længe skal
det vare, inden du byder Folket standse med at forfølge deres
Brødre?"
27. Joab svarede: "Så sandt HERREN lever: Havde du ikke talt, vilde
Folkene først i Morgen have standset med at forfølge deres
Brødre!"
28. Derpå stødte Joab i Hornet, og hele Folket standsede; de
forfulgte ikke mere Israel og fortsatte ikke Kampen.
29. Abner og hans Mænd vandrede så i Løbet af Natten igennem
Arabalavningen, satte over Jordan, gik hele Kløften igennem og
kom til Mahanajim.
30. Da Joab vendte tilbage fra Forfølgelsen af Abner og samlede alle
Krigerne, savnedes foruden Asa'el nitten Mand af Davids Folk,
31. medens Davids Folk havde slået 360 Mand ihjel af Benjaminiterne,
Abners Folk.
32. Derpå bar de Asa'el bort og jordede ham i hans Faders Grav i
Betlehem, og Joab og hans Mænd vandrede hele Natten igennem; da
Solen stod op, nåede de Hebron. 3-1. Krigen imellem Sauls og
Davids Huse trak i Langdrag; men David blev stærkere og
stærkere, Sauls Hus svagere og svagere.
3
2. I Hebron fødtes der David Sønner; hans førstefødte var Amnon,
Søn af Ahinoam fra Jizre'el,
3. den næstældste Kil'ab, Søn af Abigajil, Harmeliten Nabals
Hustru, den tredje Absalon, en Søn af Kong Talmaj af Gesjurs
Datter Ma'aka,
4. den fjerde Adonija, en Søn af Haggit, den femte Sjefatja, en Søn
af Abital,
5. og den sjette Jitream, Søn af Davids Hustru Egla. Disse fødtes
David i Hebron.
6. Under Krigen mellem Sauls og Davids Huse ydede Abner Sauls Hus
kraftig Støtte.
7. Nu havde Saul haft en Medhustru ved Navn Rizpa, Ajjas Datter.
Og Isjbosjet sagde til Abner: "Hvorfor gik du ind til min Faders
Medhustru?"
8. Abner blev opbragt over Isjbosjets Ord og sagde: "Er jeg nu
blevet et Hundehoved fra Juda? Nu har jeg Gang på Gang vist
Godhed mod din Fader Sauls Hus, hans Brødre og Venner og ikke
ladet dig falde i Davids Hånd, og så går du nu i Rette med mig
for en Kvindes Skyld!
9. Gud ramme Abner både med det ene og det andet: Hvad HERREN
tilsvor David, skal jeg nu sørge for bliver opfyldt på ham;
10. jeg skal sørge for, at Sauls Hus mister Kongedømmet og Davids
Trone bliver rejst over Israel og Juda fra Dan til Be'ersjeba!"
11. Og af Frygt for Abner kunde Isjbosjet ikke svare et Ord.
12. Så sendte Abner Sendebud til David i Hebron og lod sige: "Slut
Pagt med mig! Se, jeg vil hjælpe dig og bringe hele Israel over
på din Side!"
13. Han svarede: "Vel, jeg vil slutte Pagt med dig; men een Ting
kræver jeg af dig: Du bliver ikke stedet for mit Åsyn, med
mindre du har Sauls Datter Mikal med, når du kommer!"
14. David sendte derpå Bud til Isjbosjet, Sauls Søn, og lod
sige:"Giv mig min Hustru Mikal, som jeg blev trolovet med for
100 Filisterforhuder!"
15. Da sendte Isjbosjet Bud og lod hende hente hos hendes Mand
Paltiel, Lajisj's Søn.
16. Hendes Mand fulgte hende grædende lige til Bahurim; her sagde
Abner til ham: "Gå nu hjem!" Så vendte han hjem.
17. Men Abner havde forhandlet med Israels Ældste og sagt: "Allerede
tidligere ønskede I David til Konge;
18. så gør nu Alvor af det! Thi HERREN har sagt om David: Ved min
Tjener Davids Hånd vil jeg frelse mit Folk Israel fra
Filisternes og alle dets fjenders Hånd!"
19. Abner talte også til Benjamin derom. Endelig gik Abner også til
Hebron for at meddele David alt, hvad Israel og hele Benjamins
Hus havde vedtaget.
20. Da Abner, fulgt af tyve Mænd, kom til David i Hebron, gjorde
David Gæstebud for Abner og Mændene, som var med ham.
21. Derpå sagde Abner til David: "Lad mig bryde op og drage hen og
samle hele Israel om min Herre Kongen, for at de kan slutte Pagt
med dig, at du kan blive Konge over alt, hvad din Hu står til!"
Da lod David Abner rejse, og han drog bort i Fred.
22. Just da kom Davids Folk og Joab hjem fra et Strejftog og
medførte et rigt Bytte; Abner var da ikke mere hos David i
Hebron, thi David havde ladet ham rejse, og han var draget bort
i Fred.
23. Da nu Joab var vendt hjem med hele sin Hær, fik han at vide at
Abner, Ners Søn, havde været hos Kongen, og at denne havde ladet
ham rejse, så han var draget bort i Fred.
24. Da gik Joab til Kongen og sagde: "Hvad har du gjort? Abner har
jo været hos dig! Hvorfor lod du ham rejse, så han frit kunde
drage bort?
25. Indser du ikke, at Abner, Ners Søn, kun kom for at bedrage
dig. udspejde din Færd og få at vide, hvad du har for!"
26. Så gik Joab bort fra David og sendte uden Davids Vidende
Sendebud efter Abner og de hentede ham tilbage fra Bor-Sira.
27. Og da Abner kom tilbage til Hebron, tog Joab ham til Side midt i
Porten for at tale uhindret med ham; og der dræbte han ham ved
et Stik i Underlivet for at hævne sin Broder Asa'els Blod.
28. Da det siden kom David for Øre, sagde han: "Jeg og mit Rige er
til evig Tid uden Skyld for HERREN i Abners, Ners Søns, Blod!
29. Det komme over Joabs Hoved og over hele hans Fædrenehus; og
Joabs Hus være aldrig frit for Folk, som lider af Flåd eller
Spedalsk hed, går med Krykke eller falder for Sværdet eller
mangler Brød!"
30. Men Joab og hans Broder Abisjaj havde slået Abner ihjel, fordi
han havde fældet deres Broder Asa'el i Kampen ved Gibeon.
31. Derpå sagde David til Joab og alle Folkene, som fulgte ham:
"Sønderriv eders Klæder, tag Sæk om eder og hold Klage over
Abner!" Og Kong David gik selv bag efter Båren.
32. Og da man jordede Abner i Hebron, græd Kongen højt ved Abners
Grav, og alt Folket græd med,
33. Da sang Kongen denne Klagesang over Abner: Skulde Abner dø en
Dåres Død? 34 Dine Hænder var ikke bundne, dine Fødder ikke lagt
i Lænker, du faldt, som man falder for Misdædere! Da græd hele
Folket end mere over ham,
35. og da hele Folket kom for at få David til af spise, medens det
endnu var Dag, svor David: "Gud ramme mig både med det ene og
det andet, om jeg smager Brød eller noget andet, før Sol går
ned!"
36. Hele Folket lagde Mærke dertil, og det gjorde et godt Indtryk på
dem; alt, hvad Kongen foretog sig, gjorde et godt Indtryk på alt
Folket;
37. og hele Folket og hele Israel skønnede den Dag, at Kongen ikke
var Ophavsmand til Drabet på Abner, Ners Søn.
38. Og Kongen sagde til sine Folk: "Ved I ikke, af der i Dag er
faldet en Øverste og Stormand i Israel?
39. Men jeg er endnu for svag, skønt jeg er salvet til Konge, og
disse Mænd, Zerujasønnerne, er mig for stærke. HERREN gengælde
Udådsmanden hans Skændsels- dåd!"
4
1. Da Isjbosjet, Sauls Søn, hørte, at Abner var død i Hebron, tabte
han Modet, og hele Israel grebes af Skræk.
2. Nu havde Isjbosjet, Sauls Søn, to Mænd, der var Førere for
Strejfskarer, den ene hed Ba'ana, den anden Rekab, Sønner af
Benjaminiten Rimmon fra Be'erot; thi også Be'erot regnes til
Benjamin;
3. dog var Be'erotiterne flygtet til Gittajim, hvor de bor som
fremmede den Dag i Dag.
4. Sauls Søn Jonatan havde en Søn, der var lam i Fødderne; han var
fem År gammel, da Efterretningen om Saul og Jonatan kom fra
Jizre'el, og hans Fostermoder tog ham og flygtede; men under
hendes skyndsomme Flugt faldt han fra hende og blev lam; hans
Navn var Mefibosjet.
5. Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og Ba'ana gav sig på Vej og kom
ved Middagstide til Isjbosjets Hus, medens han sov til Middag;
6. og da Dørvogtersken, som var ved at rense Hvede, var faldet i
Søvn, slap Rekab og hans Broder Ba'ana forbi
7. og trængte ind i Huset, hvor Isjbosjet lå på sit Leje i
Soveværelset; og de slog ham ihjel og huggede Hovedet af ham;
derpå tog de Hovedet og vandrede i Løbet at Natten gennem
Arabalavningen
8. og bragte Isjbosjets Hoved til David i Hebron, idet de sagde til
Kongen: "Her er Hovedet af Isjbosjet, din Fjende Sauls Søn, han,
som stod dig efter Livet; i Dag har HERREN givet min Herre
Kongen Hævn over Saul og hans Afkom!"
9. Da svarede David Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og hans Broder
Ba'ana: "Så sandt HERREN lever, som har udfriet mig af al
Trængsel:
10. Den, som bragte mig Efterretning om Sauls Død, i den Tro at han
bragte et Glædesbud, ham greb jeg og lod dræbe i Ziklag for at
give ham Løn for hans Glædesbud;
11. hvor meget mere skulde jeg da ikke nu, når gudløse Mænd har
myrdet en retfærdig Mand på hans Leje i hans eget Hus, kræve
hans Blod af eder og udrydde eder af Jorden!"
12. Derpå bød David sine Folk dræbe dem, og de huggede Hænder og
Fødder af dem og hængte dem op ved Dammen i Hebron; men
Isjbosjets Hoved tog de og jordede i Abners Grav i Hebron.
5
1. Derpå kom alle Israels Stammer til David i Hebron og sagde: "Vi
er jo dit Kød og Blod!
2. Allerede før i Tiden, da Saul var Konge over os, var det dig,som
førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og HERREN sagde til dig: Du
skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over Israel!"
3. Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og Kong David
sluttede i Hebron Pagt med dem for HERRENs Åsyn, og de salvede
David til Konge over Israel.
4. David var tredive År, da han blev Konge, og han herskede
fyrretyve År.
5. I Hebron herskede han over Juda syv År og seks Måneder, og i
Jerusalem herskede han tre og tredive År over hele Israel og
Juda.
6. Derpå drog Kongen med sine Mænd til Jerusalem mod Jebusiterne,
som boede deri Landet. Man sagde til Kongen: "Her kan du ikke
trænge ind, thi blinde og lamme vil slå dig tilbage!" Dermed
vilde de sige: "David kommer ikke herind!"
7. Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen.
8. På den Dag sagde David: "Enhver, som trænger frem til
Vandledningen og slår en Jebusit, de halte og blinde, som Davids
Sjæl hader, skal være Øverste og Hærfører". Derfor siger man:
"En blind og en lam kommer ikke ind i Huset!"
9. Så tog David Bolig i Klippeborgen og kaldte den Davidsbyen; og
han befæstede Byen rundt om fra Millo og indefter.
10. Og David blev mægtigere og mægtigere; HERREN, Hærskarers Gud,
var med ham.
11. Kong Hiram af Tyrus sendte Sendebud til David med Cedertræer og
tillige Tømmermænd og Stenhuggere, som byggede ham et Hus.
12. Da skønnede David, at HERREN havde sikret hans Kongemagt over
Israel og højnet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld.
13. David tog i Jerusalem endnu flere Medhustruer og Hustruer, efter
at han var kommet dertil fra Hebron, og der fødtes ham flere
Sønner og Døtre.
14. Navnene på dem, som fødtes ham i Jerusalem, er følgende:
Sjammua, Sjobab, Natan, Salomo,
15. Jibhar, Elisjua, Nefeg, Jafia,
16. Elisjama, Ba'aljada og Elifelet.
17. Men da Filisterne hørte, at David var salvet til Konge over
Israel, rykkede de alle ud for at søge efter ham. Ved
Efterretningen herom drog David ned til Klippeborgen,
18. medens Filisterne kom og bredte sig i Refaimdalen.
19. David rådspurgte da HERREN: "Skal jeg drage op mod Filisterne?
Vil du give dem i min Hånd?" Og HERREN svarede David: "Drag op,
thi jeg vil give Filisterne i din Hånd!"
20. Så drog David til Ba'al-Perazim, og der slog han dem. Da sagde
han: "HERREN har brudt igennem mine Fjender foran mig, som Vand
bryder igennem!" Derfor kalder man Stedet Ba'al-Perazim.
21. Og de lod deres Guder i Stikken der, og David og hans Mænd tog
dem.
22. Men Filisterne bredte sig på ny i Refaimdalen.
23. Da David rådspurgte HERREN, svarede han: "Drag ikke imod dem,
men omgå dem og fald dem i Ryggen ud for Bakabuskene.
24. Når du da hører Lyden af Skridt i Bakabuskenes Toppe, skal du
skynde dig, thi så er HERREN draget ud foran dig for at slå
Filisternes Hær!"
25. David gjorde, som HERREN bød,og slog Filisterne fra Gibeon til
hen imod Gezer.
6
1. David samlede alt udsøgt Mandskab i Israel, 30000 Mand.
2. Derpå brød David op med alle sine Krigere og drog til Ba'al i
Juda for der at hente Guds Ark, over hvilken Hærskarers HERREs
Navn er nævnet, han, som troner over Keruberne.
3. De satte da Guds Ark på en ny Vogn og førte den bort fra
Abinadabs Hus på Højen, og Abinadabs Sønner Uzza og Ajo kørte
Vognen,
4. således at Uzza gik ved Siden af og Ajo foran Guds Ark.
5. David og hele Israel legede af alle Kræfter for HERRENs Åsyn til
Sang og til Citre, Harper, Pauker, Bjælder og Cymbler.
6. Men da de kom til Nakons Tærskeplads, rakte Uzza Hånden ud og
greb fat i Guds Ark, fordi Okserne snublede.
7. Da blussede HERRENS Vrede op mod Uzza, og Gud slog ham der,
fordi han rakte Hånden ud mod Arken, og han døde på Stedet ved
Siden af Guds Ark.
8. Men David græmmede sig over, at HERREN havde tilføjet Uzza et
Brud. Derfor kaldte man Stedet Perez-Uzza, som det hedder den
Dag i Dag.
9. Og David grebes den Dag af Frygt for HERREN og sagde: "Hvor kan
da HERRENs Ark komme hen hos mig!"
10. Og David vilde ikke flytte HERRENs Ark hen hos sig i Davidsbyen,
men lod den sætte ind i Gatiten Obed-Edoms Hus.
11. HERRENs Ark blev så i Gatiten Obed-Edoms Hus tre Måneder, og
HERREN velsignede Obed-Edom og hele hans Hus.
12. Da nu Kong David fik Underretning om, at HERREN for Guds Arks
Skyld havde velsignet Obed-Edoms Hus og alt, hvad hans var, gik
han hen og lod under Festglæde Guds Ark bringe op fra Obed-Edoms
Hus til Davidsbyen.
13. Og da de, som bar HERRENs Ark, havde gået seks Skridt, ofrede
han en Okse og en Fedekalv.
14. Og David dansede af alle Kræfter for HERRENs Åsyn, iført en
linned Efod.
15. Således bragte David og hele Israel HERRENs Ark op under
Festjubel og Hornblæsning.
16. Men da HERRENs Ark kom til Davidsbyen, så Sauls Datter Mikal ud
af Vinduet; og da hun så Kong David springe og danse for HERRENs
Åsyn, ringeagtede hun ham i sit Hjerte.
17. De førte så HERRENs Ark ind og stillede den på Plads midt i det
Telt, David havde rejst den, og David ofrede Brændofre og
Takofre for HERRENs Åsyn.
18. Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede
han Folket i Hærskarers HERREs Navn
19. og uddelte til alt Folket, til hver enkelt af hele Israels
Mængde, både Mand og Kvinde, et Brød, et Stykke Kød og en
Rosinkage; derpå gik alt Folket hver til sit.
20. Men da David vendte hjem for at velsigne sit Hus, gik Sauls
Datter Mikal ham i Møde og sagde: "Hvor ærbart Israels Konge
opførte sig i Dag, da han blottede sig for sine Undersåtters
Trælkvinders Øjne, som letfærdige Mennesker plejer at gøre!"
21. David svarede Mikal: "For HERRENs Åsyn vil jeg lege, så sandt
HERREN lever, som udvalgte mig fremfor din Fader og hele hans
Hus, så han satte mig til Fyrste over HERRENs Folk Israel; jeg
vil lege for HERRENs Åsyn,
22. selv om jeg derved nedværdiges og synker endnu dybere i dine
Øjne; men hos Trælkvinderne, du talte om, skal jeg vinde Ære!"
23. Og Sauls Datter Mikal fik til sin Dødedag intet Barn.
7
1. Engang Kongen sad i sit Hus, efter at HERREN havde skaffet ham
Ro for alle hans Fjender rundt om,
2. sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at bo
i, men Guds Ark har Plads i et Telt!"
3. Natan svarede Kongen: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi HERREN
er med dig!"
4. Men samme Nat kom HERRENs Ord til Natan således:
5. "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HERREN: Skulde du
bygge mig et Hus at bo i?
6. Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte
Israeliterne op fra Ægypten, men vandrede med, boende i et Telt.
7. Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne,
sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte
mit Folk Israel: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus?
8. Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg
tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være
Fyrste over mit folk Israel,
9. og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle
dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de
størstes på Jorden
10. og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan
blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin
Ro, og uden at Voldsmænd mere skal plage det som tidligere,
11. dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil give
det Ro for alle dets Fjender. Så kundgør HERREN dig nu: Et Hus
vil HERREN bygge dig!
12. Når dine Dage er omme, og du hviler hos dine Fædre, vil jeg
efter dig oprejse din Sæd, som udgår af dit Liv, og grundfæste
hans Kongedømme.
13. Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil grundfæste hans
Kongetrone evindelig.
14. Jeg vil være din Sæd en Fader, og den skal være mig en Søn! Når
den synder, vil jeg tugte den med Menneskestok og Menneskers
Slag,
15. men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den
fra din Forgænger.
16. Dit Hus og dit Kongedømme skal stå fast for mit Åsyn til evig
Tid, din Trone skal stå til evig Tid!"
17. Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.
18. Da gik Kong David ind og dvælede for HERRENs Åsyn og sagde:
"Hvem er jeg, Herre, HERRE, og hvad er mit Hus, at du har bragt
mig så vidt?
19. Men end ikke det var dig nok Herre, HERRE, du gav også din
Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue
kommende Slægter, Herre, HERRE!
20. Hvad mere har David at sige dig Du kender jo dog din Tjener,
Herre, HERRE.
21. For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du
dette og kundgjorde din Tjener alt dette store,
22. Herre, HERRE; thi ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig
efter alt hvad vi har hørt med vore Ører.
23. Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk.
som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig
et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger for dem ved at
drive andre Folkeslag med deres Guder bort foran sit Folk, det,
du udfriede fra Ægypten?
24. Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit Folk til evig Tid, og
du, HERRE, er blevet deres Gud.
25. Så opfyld da, HERRE, Gud, til evig Tid den Forjættelse, du
udtalte om din Tjener og hans Hus og gør, som du sagde!
26. Da skal dit Navn blive stort til evig Tid, så man siger:
Hærskarers HERRE, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal
stå fast for dit Åsyn.
27. Thi du, Hærskarers HERRE, Israels Gud, har åbenbaret for din
Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener fundet
sit Hjerte til af bede denne Bøn til dig.
28. Derfor, Herre, HERRE, du er Gud, og dine Ord er Sandhed! Du har
givet din Tjener denne Forjættelse,
29. så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til
evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, Herre, HERRE, har
talt, og med din Velsignelse skal din Tjeners Hus velsignes
evindelig!"
8
1. Nogen Tid efter slog David Filisterne og undertvang dem, og
David fratog Filisterne Meteg-Ha'amma.
2. Fremdeles slog han Moabiterne, og han målte dem med en Snor,
idet han lod dem lægge sig ned på Jorden og afmålte to
Snorlængder, der skulde dræbes, og een, der skulde blive i Live.
Således blev Moabiterne Davids skatskyldige Undersåtter.
3. Ligeledes slog David Rehobs Søn, Kong Hadad'ezer af Zoba, da han
var draget ud for at genoprette sit Herredømme ved Floden.
4. David fratog ham 1700 Ryttere og 20000 Mand Fodfolk og lod alle
Stridshestene lamme på hundrede nær, som han skånede.
5. Og da Aramæerne fra Damaskus kom Hadad'ezer af Zoba til Hjælp,
slog David 22000 Mand af Aramæerne.
6. Derpå indsatte David Fogeder i det damaskenske Aram, og
Aramæerne blev Davids skatskyldige Undersåtter. Således, gav
HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.
7. Og David tog de Guldskjolde, Hadad'ezers Folk havde båret, og
bragte dem til Jerusalem;
8. og fra Hadad'ezers Byer Teba og Berotaj bortførte Kong David
Kobber i store Mængder.
9. Men da Kong To'i af Hamat hørte, at David havde slået hele
Hadad'ezers Stridsmagt,
10. sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse på ham og
lykønske ham til, at han havde kæmpet med Hadad'ezer og slået
ham - Hadad'ezer havde nemlig ligget i Krig med To'i - og han
medbragte Sølv-, Guld- og Kobber-sager.
11. Også dem helligede Kong David HERREN tillige med det Sølv og
Guld, han havde helliget af Byttet fra alle de undertvungne
Folk,
12. Edom, Moab Ammoniterne, Filisterne, Amalek, og af det Bytte, han
havde taget fra Rehobs Søn, Kong Hadad'ezer af Zoba.
13. Og David vandt sig et Navn. Da han vendte tilbage fra Sejren
over Aram, slog han Edom i Saltdalen, 18000 Mand;
14. derpå indsatte han Fogeder i Edom; i hele Edom indsatte han
Fogeder, og alle Edomiterne blev Davids Undersåtter, Således gav
HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.
15. Og David var Konge over hele Israel, og han øvede Ret og
Retfærdighed mod hele sit Folk.
16. Joab, Zerujas Søn, var sat over Hæren; Josjafat, Ahiluds Søn,
var Kansler;
17. Zadok, Abitubs Søn, og Ebjatar, Ahimeleks Søn, var Præster;
Seraja var Statsskriver;
18. Benaja, Jojadas Søn, var sat over Kreterne og Pleterne, og
Davids Sønner var Præster.
9
1. David sagde: "Er der endnu nogen tilbage af Sauls Hus? Så vil
jeg vise Godhed imod ham for Jonatans Skyld!"
2. Nu var der i Sauls Hus en Træl ved Navn Ziba; han blev kaldt op
til David, og Kongen sagde til ham:"Er du Ziba?" Han svarede:
"Ja, det er din Træl!"
3. Da sagde Kongen: "Er der ingen tilbage af Sauls Hus? Så vil jeg
vise Guds Godhed imod ham." Ziba svarede Kongen: "Der lever
endnu en Søn af Jonatan; han er lam i Fødderne."
4. Da spurgte Kongen: "Hvor er han?" Og Ziba svarede Kongen: "Han
er i Makirs, Ammiels Søns, Hus i Lodebar."
5. Så lod Kong David ham hente i Makirs, Ammiels Søns, Hus i
Lodebar.
6. Da Mefibosjet, Sauls Søn Jonatans Søn, kom ind til David, faldt
han på sit Ansigt og bøjede sig. David sagde: "Mefibosjet!" Han
svarede: "Ja, her er din Træl!"
7. David sagde til ham: "Frygt ikke! Jeg vil vise dig Godhed for
din Fader Jonatans Skyld og give dig hele din Fader Sauls
Jordegods tilbage; og du skal altid spise ved mit Bord."
8. Da bøjede han sig og sagde: "Hvad er din Træl, siden du tager
Hensyn til en død Hund som mig?"
9. Derpå lod Kongen Sauls Tjener Ziba kalde og sagde til ham: "Alt,
hvad der tilhørte Saul og hele hans Hus, har jeg givet din
Herres Søn;
10. men du tillige med dine Sønner og Trælle skal dyrke Jorden og
indhøste Afgrøden, for at din Herres Hus kan have sit Underhold
deraf; men din Herres Søn Mefibosjet skal altid spise ved mit
Bord." Ziba havde femten Sønner og tyve Trælle.
11. Da sagde Ziba til Kongen: "Din Træl vil gøre, ganske som min
Herre Kongen byder!" Mefibosjet spiste så ved Davids Bord, som
var han en af Kongens Sønner.
12. Mefibosjet havde en lille Søn ved Navn Mika. Hele Zibas Husstand
var Mefibosjets Trælle.
13. Og Mefibosjet boede i Jerusalem, thi han spiste altid ved
Kongens Bord. Og han var lam i begge Fødder.
10
1. Nogen Tid efter døde Ammomiternes Konge, og hans Søn Hanun blev
Konge i hans Sted.
2. Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed,
ligesom hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folk
for at vise ham Deltagelse i Anledning af hans Faders Død. Men
da Davids Mænd kom til Ammoniternes Land.
3. sagde Ammoniternes Høvdinger til deres Herre Hanun: "Tror du
virkelig, det er for at hædre din Fader, at David sender Bud og
viser dig Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og
udspejde Byen og ødelægge den, at David sender sine Folk til
dig?"
4. Da tog Hanun Davids Folk og lod det halve af deres Skæg afrage
og Halvdelen af deres Klæder skære af til Sædet, og derpå lod
han dem gå.
5. Da David fik Efterretning herom, sendte han dem et Bud i Møde,
thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og Kongen lod sige:
"Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!"
6. Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David,
sendte de Bud og lejede Aramæerne fra Bef-Rehob og Zoba, 20000
Mand Fodfolk, Kongen af Ma'aka med 1000 Mand og Folkene fra Tob,
12000 Mand.
7. Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren og
Kærnetropperne.
8. Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp lige uden
for Porten, medens Aramæerne fra Zoba og Rehob og Mændene fra
Tob og Ma'aka stod for sig selv på åben Mark.
9. Da Joa så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjorde
han et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og tog
Stilling over for Aramæerne,
10. medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Abisjaj,
som tog Stilling over for Ammoniterne.
11. Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ile
mig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jeg
komme og hjælpe dig.
12. Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor Guds
Byer - så får HERREN gøre, hvad ham tykkes godt!"
13. Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, og
de flygtede for ham.
14. Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede de for
Abisjaj og trak sig ind i Byen. Derpå vendte Joab tilbage fra
Kampen med Ammoniterne og kom til Jerusalem.
15. Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, samlede de sig,
16. og Hadad'ezer sendte Bud og lod Aramæerne hinsides Floden rykke
ud, og de kom til Helam med Sjobak, Hadad'ezers Hærfører, i
Spidsen.
17. Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satte
over Jordan og kom til Helam, hvor Aramæerne stillede sig op til
Kamp mod David og angreb ham.
18. Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 700
Stridsheste og 40000 Mand af Aram; også deres Hærfører Sjobak
slog han ihjel der.
19. Da alle Hadad'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel,
sluttede de Fred med Israel og underkastede sig. Og Aramæerne
vovede ikke at hjælpe Ammoniterne mere.
11
1. Næste År, ved den Tid Kongerne drager i Krig, sendte David Joab
ud med sine folk og hele Israel, og de hærgede Ammoniternes Land
og belejrede Rabba. David blev derimod selv i Jerusalem.
2. Så skete det en Aftenstund, da David havde rejst sig fra sit
Leje og vandrede på Kongepaladsets Tag, at han fik Øje på en
Kvinde, der var i Færd med at bade sig; og Kvinden, var meget
smuk.
3. David sendte da Bud for at forhøre sig om hende, og der blev
sagt: "Det er vist Batseba, Eliams Datter, Hetiten Urias's
Hustru!"
4. Så lod David hende hente, og da hun kom til ham, lå han hos
hende; hun havde lige renset sig efter sin Urenhed. Derefter
vendte hun hjem igen.
5. Men da Kvinden blev frugtsommelig, sendte hun Bud til David og
lod sige: "Jeg er frugtsommelig!"
6. Da sendte David det Bud til Joab: "Send Hetiten Urias til mig!"
Og Joab sendte Urias til David.
7. Da Urias kom, spurgte David, hvorledes det stod til med Joab og
Hæren, og hvorledes det gik med Krigen.
8. Derpå sagde David til Urias: "Gå nu ned til dit Hus og tvæt dine
Fødder!" Urias gik da ud af Kongens Palads, og en Gave fra
Kongen blev sendt efter ham;
9. men Urias lagde sig ved Indgangen til Kongens Palads hos sin
Herres Folk og, gik ikke ned til sit Hus.
10. Da David fik at vide, at Urias ikke var gået ned til sit Hus,
sagde han til ham: "Kommer du ikke lige fra Rejsen? Hvorfor går
du så ikke ned til dit Hus?"
11. Urias svarede David: "Arken og Israel og Juda bor i Hytter, og
min Herre Joab og min Herres Trælle ligger lejret på åben Mark;
skulde jeg da gå til mit Hus for at spise og drikke og søge min
Hustrus Leje? Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg
gør det ikke!"
12. Da sagde David til Urias: "Så bliv her i Dag; i Morgen vil jeg
lade dig rejse!" Urias blev da i Jerusalem den Dag.
13. Næste Dag indbød David ham til at spise og drikke hos sig og fik
ham beruset. Men om Aftenen gik han ud og lagde sig på sit Leje
hos sin Herres Folk; til sit Hus gik han ikke ned.
14. Næste Morgen skrev David et Brev til Joab og sendte det med
Urias.
15. I Brevet skrev han: "Sæt Urias der, hvor Kampen er hårdest, og
lad ham i Stikken, så han kan blive dræbt!"
16. Joab, der var ved at belejre Byen, satte da Urias på en Plads,
hvor han vidste, der stod tapre Mænd over for ham:
17. og da Mændene i Byen gjorde Udfald og angreb Joab, faldt nogle
af Folket, af Davids Mænd; også Hetiten Urias faldt.
18. Da sendte Joab David Melding om hele Slagets Gang,
19. og han gav Sendebudet den Befaling: "Når du har givet Kongen
Beretning om hele Slagets Gang,
20. kan det være, at Kongen bruser op i Vrede og siger til dig:
Hvorfor kom I Byen så nær i Slaget? I måtte jo vide, at der
vilde blive skudt oppe fra Muren!.
21. Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Var det ikke
en Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fra Muren, så han
fandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren så nær? Så skal du
sige: Også din Træl Hetiten Urias faldt!"
22. Så drog Budet af Sted og kom og meldte David alt, hvad Joab
havde pålagt ham, hele Slagets Gang. Da blussede Davids Vrede op
mod Joab, og han sagde til Budet:"Hvorfor kom I Byen så nær i
Slaget? I måtte jo vide, at der vilde blive skudt oppe fra
Muren! Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Var
det ikke en Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fra
Muren, så han fandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren så
nær?"
23. Budet sagde til David: "Mændene var os overlegne og rykkede ud
imod os på åben Mark, men vi trængte dem tilbage til Portens
Indgang;
24. så skød Bueskytterne oppe fra Muren på dine Trælle, og nogle af
Kongens Trælle faldt; også din Træl Hetiten Urias faldt!"
25. Da sagde David til Budet: "Sig til Joab: Du skal ikke græmme dig
over den Ting; thi Sværdet fortærer snart den ene, snart den
anden; fortsæt med Kraft Kampen mod Byen og riv den ned! Med de
Ord skal du sætte Mod i ham!"
26. Da Urias's Hustru hørte, at hendes Mand var faldet, holdt hun
Dødeklage over sin Ægtefælle.
27. Men da Sørgetiden var omme, lod David hende hente til sit Hus,
og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn. Men det, David
havde gjort, var ondt i HERRENs Øjne.
12
1. Og HERREN sendte Natan til David. Da han kom ind til ham, sagde
han: "Der boede to Mænd i samme By, en rig og en fattig.
2. Den rige havde Småkvæg og Hornkvæg i Mængde,
3. medens den fattige ikke ejede andet end et eneste lille Lam, som
han havde købt og opdrættet, og som var vokset op hos ham sammen
med hans Børn; det åd af hans Brød, drak af hans Bæger og lå i
hans Skød og var ham som en Datter.
4. Men da den rige Mand engang fik Besøg, ømmede han sig ved at
tage noget af sit eget Småkvæg eller Hornkvæg og tillave det til
den vejfarende Mand, som var kommet til ham, men tog den fattige
Mands Lam og tillavede det til sin Gæst!"
5. Da blussede Davids Vrede heftigt op mod den Mand, og han sagde
til Natan: "Så sandt HERREN lever: Den Mand, som gjorde det, er
dødsens,
6. og Lammet skal han erstatte trefold, fordi han handlede så
hjerteløst!"
7. Men Natan sagde til David: "Du er Manden! Så siger HERREN,
Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg
friede dig af Sauls Hånd;
8. jeg gav dig din Herres Hus, lagde din Herres Hustruer i din Favn
og gav dig Israels og Judas Hus; og var det for lidet, vilde jeg
have givet dig endnu mere, både det ene og det andet.
9. Hvorfor har du da ringeagtet HERRENs Ord og gjort, hvad der er
ondt i hans Øjne? Hetiten Urias har du dræbt med Sværdet; hans
Hustru har du taget til Ægte, og ham har du slået ihjel med
Ammoniternes Sværd.
10. Så skal nu Sværdet aldrig vige fra dit Hus, fordi du ringeagtede
mig og tog Hetiten Urias's Hustru til Ægte.
11. Så siger HERREN: Se, jeg lader Ulykke komme over dig fra dit
eget Hus, og jeg tager dine Hustruer bort for Øjnene af dig og
giver dem til en anden, som skal ligge hos dine Hustruer ved
højlys Dag.
12. Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette Ord i
hele Israels Påsyn og ved højlys Dag!"
13. Da sagde David til Natan: "Jeg har syndet mod HERREN!" Og Natan
sagde til David: "Så har HERREN også tilgivet dig din Synd; du
skal ikke dø.
14. Men fordi du ved denne Gerning har vist Foragt for HERREN, skal
Sønnen, som er født dig, visselig dø!"
15. Derpå gik Natan til sit Hus. Og HERREN ramte det Barn, Urias's
Hustru havde født David, med Sygdom.
14. Da søgte David Gud for Barnet, holdt Faste og gik hen og lagde
sig om Natten på Jorden i Sæk.
17. De ældste i hans Hus kom til ham for at få ham til at rejse sig,
men han vilde ikke, og han holdt ikke Måltid sammen med dem.
18. Syvendedagen døde Barnet; men Davids Folk turde ikke lade ham
vide, at Barnet var død, thi de tænkte: "Da Barnet levede, vilde
han ikke låne os Øre, når vi talte til ham; hvor kan vi da nu
sige til ham, at Barnet er død? Han kunde gøre en Ulykke!"
19. Men da David så, at hans Folk hviskede sammen, skønnede han, at
Barnet var død. Så spurgte David sine Folk: "Er Barnet død?" Og
de svarede: "Ja, han er død!"
20. Da rejste David sig fra Jorden, tvættede og salvede sig, tog
andre Klæder på og gik ind i HERRENs Hus og bad; så gik han
hjem, forlangte at få Mad sat frem og spiste.
21. Da sagde hans Folk til ham: "Hvorledes er det dog, du bærer dig
ad? Medens Barnet endnu levede, fastede du og græd; og nu da
Barnet er død, rejser du dig og spiser!"
22. Han svarede: "Så længe Barnet levede, fastede jeg og græd; thi
jeg tænkte: Måske er HERREN mig nådig, så Barnet bliver i Live.
23. Men hvorfor skulde jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham
tilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke tilbage til
mig!"
24. Derpå trøstede David sin Hustru Batseba, og efter at han var
gået ind til hende og havde ligget hos hende, fødte hun en Søn,
som han kaldte Salomo, og ham elskede HERREN.
25. Han overgav ham til Profeten Natan, og på HERRENs Ord kaldte
denne ham Jedidja.
26. Joab angreb imidlertid Rabba i Ammon og indtog Vandbyen.
27. Derpå sendte Joab Bud til David og lod sige: "Jeg har angrebet
Rabba og indtaget Vandbyen;
28. kald nu Resten af Hæren sammen, så du kan belejre Byen og
indtage den, for at det ikke skal blive mig, der indtager den og
får mit Navn udråbt over den!"
29. Da samlede David hele Hæren og drog til Rabba, angreb og indtog
det.
30. Og han tog Kronen af Milkoms Hoved; den var af Guld og vejede en
Talent; der var en Ædelsten på den, og den blev sat på Davids
Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han med sig,
31. og Indbyggerne slæbte han bort, satte dem til Savene,
Jernhakkerne - og Jernøkserne og lod dem trælle ved Teglovnene.
Således gjorde han ved alle Ammoniternes Byer. Derpå vendte
David og hele Hæren tilbage til Jerusalem.
13
1. Nogen Tid efter tildrog følgende sig. Davids Søn Absalon havde
en smuk Søster, som hed Tamar, og Davids Søn Amnon fattede
Kærlighed til hende.
2. Amnon blev syg af Attrå efter sin Søster Tamar; thi hun var
Jomfru, og Amnon øjnede ingen Mulighed for at få sin Vilje med
hende.
3. Men Amnon havde en Ven ved Navn Jonadab, en Søn af Davids Broder
Sjim'a, og denne Jonadab var en såre klog Mand;
4. han sagde til ham: "Hvorfor er du så elendig hver Morgen,
Kongesøn? Vil du ikke sige mig det?" Amnon svarede: "Jeg elsker
min Broder Absalons Søster Tamar!"
5. Da sagde Jonadab til ham: "Læg dig til Sengs og lad, som du er
syg! Når så din Fader kommer for at se til dig, skal du sige:
Lad min Søster Tamar komme og give mig noget at spise! Når hun
laver Maden i mit Påsyn, så at jeg kan se det, og hun selv giver
mig den, kan jeg spise."
6. Så gik Amnon til Sengs og lod. som han var syg; og da Kongen kom
for at se til ham, sagde Amnon til Kongen: "Lad min Søster Tamar
komme og lave et Par Kager i mit Påsyn og selv give mig dem: så
kan jeg spise."
7. David sendte da Bud ind i Huset til Tamar og lod sige: "Gå over
til din Broder Amnons Hus og lav Mad til ham!"
8. Og Tamar gik over til sin Broder Amnons Hus, hvor han lå til
Sengs, tog Dejen, æltede den og lavede Kagerne i hans Påsyn og
bagte dem;
9. derpå tog hun Panden og hældte dem ud i hans Påsyn; Amnon vilde
dog ikke spise, men sagde: "Lad alle gå udenfor!" Og da de alle
var gået udenfor,
10. sagde Amnon til Tamar: "Bær Maden ind i Inderværelset og lad mig
få den af din egen Hånd!" Da tog Tamar Kagerne, som hun havde
lavet, og bar dem ind i Inderværelset til sin Broder Amnon.
11. Men da hun bar dem hen til ham, for at han skulde spise, greb
han fat i hende og sagde: "Kom og lig hos mig, Søster!"
12. Men hun sagde: "Nej, Broder! Krænk mig ikke! Således gør man
ikke i Israel! Øv dog ikke denne Skændselsdåd!
13. Hvor skulde jeg gå hen med min Skam? Og du vilde blive regnet
blandt Dårer i Israel! Tal hellere med Kongen; han nægter dig
ikke at få mig!"
14. Han, vilde dog ikke høre hende, men tog hende med Vold, krænkede
hende og lå hos hende.
15. Men bagefter hadede Amnon hende med et såre stort Had; ja det
Had, han følte mod hende, var større end den Kærlighed, han
havde båret til hende. Og Amnon sagde til hende: "Stå op og gå
din Vej!"
16. Da sagde hun til ham: "Nej, Broder! Den Udåd, at du nu jager mig
bort, er endnu større end den anden, du øvede imod mig!" Han
vilde dog ikke høre hende,
17. men kaldte på den unge Mand, der var hans Tjener, og sagde: "Få
mig hende der ud af Huset og stæng Døren efter hende!"
18. Hun bar en fodsid Kjortel med Ærmer; thi således klædte
Jomfruerne blandt Kongedøtrene sig fordum. Tjeneren førte hende
da ud af Huset og stængede Døren efter hende.
19. Men Tamar strøede Aske på sit Hoved og sønderrev den fodside
Kjortel, hun havde på, og tog sig til Hovedet og skreg
ustandseligt, medens hun gik bort.
20. Da sagde hendes Broder Absalon til hende: "Har din Broder Amnon
været hos dig? Ti nu stille, Søster! Han er jo din Broder; tag
dig ikke den Sag nær!" Tamar sad da ensom hen i sin Broder
Absalons Hus.
21. Da Kong David hørte alt dette, blev han meget vred; men han
bebrejdede ikke sin Søn Amnon noget, thi han elskede ham, fordi
han var hans førstefødte.
22. Og Absalon talte ikke til Amnon, hverken ondt eller godt; thi
Absalon hadede Amnon, fordi han havde krænket hans Søster Tamar.
23. Men et Par År efter holdt Absalon Fåreklipning i Ba'al-Hazor,
som ligger ved Efraim, og dertil indbød Absalon alle
Kongesønnerne.
24. Absalon kom til Kongen og sagde: "Se, din Træl holder
Fåreklipning; vil ikke Kongen og hans Folk tage med din Træl
derhen?"
25. Men Kongen sagde til Absalon: "Nej, min Søn! Vi vil ikke alle gå
med, for at vi ikke skal falde dig til Byrde!" Og skønt han
nødte ham, vilde han ikke gå med, men tog Afsked med ham.
24. Da sagde Absalon: "Så lad i alt Fald min Broder Amnon gå med!"
Men Kongen sagde til ham: "Hvorfor skal han med?"
27. Da Absalon nødte ham, lod han dog Amnon og de andre Kongesønner
gå med. Og Absalon gjorde et kongeligt Gæstebud.
28. Men Absalon gav sine Folk den Befaling: "Pas på, når Vinen er
gået Amnon til Hovedet; når jeg så siger til eder: Hug Amnon
ned! dræb ham så! Frygt ikke; det er mig, som befaler jer
det. Tag Mod til jer og vis jer som kække Mænd!"
29. Absalons Folk gjorde ved Amnon, som Absalon havde befalet. Da
brød alle Kongesønnerne op, besteg deres Muldyr og flyede.
30. Medens de endnu var undervejs, nåede det Rygte David: "Absalon
har hugget alle Kongesønnerne ned, ikke en eneste er tilbage af
dem!"
31. Da stod Kongen op, sønderrev sine Klæder og lagde sig på Jorden;
også alle hans Folk, som stod hos, sønderrev deres Klæder.
32. Men Jonadab Davids Broder Sjim'as Søn, tog til Orde og sagde:
"Min Herre må ikke tro, at de har dræbt alle de unge
Kongesønner; kun Amnon er død, thi der har været noget ved
Absalons Mund, som ikke varslede godt, lige siden den Dag Amnon
krænkede hans Søster Tamar.
33. Derfor må min Herre Kongen ikke, tage sig det nær og tro, at
alle Kongesønnerne er døde. Kun Amnon er død!"
34. Da den unge Mand, som holdt Udkig, så ud, fik han Øje på en
Mængde Mennesker, som kom ned ad Skråningen på Vejen til
Horonajim, og han gik ind og meldte Kongen: "Jeg kan se, der
kommer Mennesker ned ad Bjergsiden på Vejen til Horonajim."
35. Da sagde Jonadab til Kongen: "Der kommer Kongesønnerne; det er,
som din Træl sagde!"
36. Og som han havde sagt det, kom Kongesønnerne, og de brast i
Gråd; også Kongen og alle hans folk brast i heftig Gråd.
37. Men Absalon flygtede og begav sig til Kong Talmaj, Ammihuds Søn,
i Gesjur. Og Kongen sørgede over sin Søn i al den Tid.
38. Da Absalon flygtede, begav han sig til Gesjur, og der blev han
tre År.
14
39. Men Kongen begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi han
havde trøstet sig over Amnons Død. 14-1 Da nu Joab, Zerujas
Søn, mærkede, at Kongens Hjerte hang ved Absalon,
2. sendte han Bud til Tekoa efter en klog Kvinde og sagde til
hende: "Lad, som om du har Sorg, ifør dig Sørgeklæder, lad være
at salve dig med Olie, men bær dig ad som en Kvinde, der alt i
lang Tid har sørget over en afdød;
3. gå så til Kongen og sig således til ham" - og Joab lagde hende
Ordene i Munden.
4. Kvinden fra Tekoa gik så til Kongen, faldt til Jorden på sit
Ansigt, bøjede sig og sagde: "Hjælp Konge!"
5. Kongen spurgte hende: "Hvad fattes dig?" Og hun sagde: "Jo, jeg
er Enke, min Mand er død.
6. Din Trælkvinde havde to Sønner; de kom i Klammeri ude på Marken,
og der var ingen til at bilægge deres Tvist; så slog den ene den
anden ihjel.
7. Men nu træder hele Slægten op imod din Trælkvinde og siger:
Udlever Brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævne
Broderen, som han dræbte! Således siger de for at få Arvingen
ryddet af Vejen og slukke den sidste Glød, jeg har tilbage, så
at min Mand ikke får Eftermæle eller Efterkommere på Jorden!"
8. Da sagde Kongen til Kvinden: "Gå kun hjem, jeg skal jævne Sagen
for dig!"
9. Men kvinden fra Tekoa sagde til Kongen: "Lad Skylden komme over
mig og mit Fædrenehus, Herre Konge, men Kongen og hans Trone
skal være skyldfri!"
10. Kongen sagde da: "Enhver, som vil dig noget, skal du bringe til
mig, så skal han ikke mere volde dig Men!"
11. Men Kvinden sagde: "Vilde dog Kongen nævne HERREN din Guds Navn,
for at Blodhævneren ikke skal volde endnu mere Ulykke og min Søn
blive ryddet af Vejen!" Da sagde han: "Så sandt HERREN lever,
der skal ikke krummes et Hår på din Søns Hoved!"
12. Da sagde Kvinden: "Må din Trælkvinde sige min Herre Kongen et
Ord?" Han svarede: "Tal!"
13. Og Kvinden sagde: "Hvor kan du da tænke på at gøre det samme ved
Guds Folk - når Kongen taler således, dømmer han jo sig selv -
og det gør Kongen, når han ikke vil lade sin forstødte Søn vende
tilbage.
14. Thi vi skal visselig alle dø, vi er som Vandet, der ikke kan
samles op igen, når det hældes ud på Jorden; men Gud vil ikke
tage det Menneskes Liv, der omgås med den Tanke, at en forstødt
ikke skal være forstødt for stedse.
15. Når jeg nu er kommet for at tale om denne Sag til min Herre
Kongen, så er det, fordi de Folk har gjort mig bange; din
Trælkvinde tænkte: Jeg vil tale til Kongen, måske opfylder
Kongen sin Trælkvindes Bøn;
16. thi Kongen vil bønhøre mig og fri sin Trælkvinde af den Mands
Hånd, som tragter efter at udrydde mig tillige med min Søn af
Guds Arvelod.
17. Og din Trælkvinde tænkte: Min Herre Kongens Ord vil være mig en
Lindring; thi min Herre Kongen er som en Guds Engel til at
skønne over godt og ondt! HER- REN din Gud være med dig!"
18. Da sagde Kongen til Kvinden: "Svar mig på det Spørgsmål, jeg nu
stiller dig, dølg ikke noget!"Kvinden sagde: "Min Herre Kongen
tale!"
19. Da sagde Kongen: "Har Joab en Finger med i alt dette?" Og
Kvinden svarede: "Så sandt du lever, Herre Konge, det er umuligt
at slippe uden om, hvad min Herre Kongen siger. Ja, det var din
Træl Joab, som pålagde mig dette og lagde din Trælkvinde alle
disse Ord i Munden.
20. For at give Sagen et andet Udseende har din Træl Joab gjort
således. Men min Herre er viis som en Guds Engel, så han ved
alle Ting på Jorden!"
21. Derpå sagde Kongen til Joab: "Vel, jeg vil gøre det! Gå hen og
bring den unge Mand, Absalon, tilbage!"
22. Da faldt Joab på sit Ansigt til Jorden og bøjede sig og
velsignede Kongen og sagde: "Nu ved din Træl, at jeg har fundet
Nåde for dine Øjne, Herre Konge, siden Kongen har opfyldt sin
Træls Bøn!"
23. Derpå begav Joab sig til Gesjur og hentede Absalon tilbage til
Jerusalem.
24. Men Kongen sagde: "Lad ham gå hjem til sit Hus; for mit Åsyn
bliver han ikke stedet!" Da gik Absalon hjem til sit Hus, og for
Kongens Åsyn blev han ikke stedet.
25. Men ingen Mand i hele Israel blev beundret så højt for sin
Skønhed som Absalon; fra Fodsål til Isse var der ikke en Lyde
ved ham.
26. Og når han lod sit Hår klippe - han lod det klippe, hver Gang
der var gået et År, fordi det blev ham for tungt, derfor måtte
han lade det klippe - vejede det 2OO Sekel efter kongelig Vægt.
27. Der fødtes Absalon tre Sønner og een Datter ved Navn Tamar; hun
var en smuk Kvinde.
28. Absalon boede nu to År i Jerusalem uden at blive stedet for
Kongen.
29. Da sendte Absalon Bud efter Joab for at få ham til at gå til
Kongen; men han vilde ikke komme. Han sendte Bud een Gang til,
men han vilde ikke komme. 30 Da sagde han til sine Folk "Se den
Bygmark, Joab har der ved Siden af min! Gå hen og stik Ild på
den!" Og Absalons Folk stak Ild på Marken.
31. Da begav Joab sig ind til Absalon og sagde til ham: "Hvorfor har
dine Folk stukket Ild på min Mark?"
32. Absalon svarede Joab: "Se, jeg sendte Bud efter dig og bad dig
komme herhen, for at jeg kunde sende dig til Kongen og sige:
Hvorfor kom jeg tilbage fra Gesjur? Det havde været bedre for
mig, om jeg var blevet der! Men nu vil jeg stedes for Kongen; er
der Skyld hos mig så lad ham dræbe mig!"
33. Joab gik da til Kongen og overbragte ham disse Ord. Så lod han
Absalon kalde, og han kom ind til Kongen; og han bøjede sig for
ham og faldt på sit Ansigt til Jorden for Kongen. Så kyssede
Kongen Absalon.
15
1. Men nogen tid efter skaffede Absalon sige Vogn og Heste og
halvtredsindstyve Forløbere;
2. og om Morgenen stillede han sig ved Portvejen, og når nogen gik
til Kongen for af få en Retssag afgjort, kaldte Absalon ham til
sig og spurgte ham: "Hvilken By er du fra?" Når han da svarede:
"Din Træl er fra den eller den af Israels Stammer!"
3. så sagde Absalon til ham: "Ja, din Sag er god og retfærdig; men
hos Kongen finder du ikke Øre!"
4. Og Absalon tilføjede: "Vilde man blot sætte mig til Dommer i
Landet! Da måtte enhver, der har en Retssag eller Retstrætte,
komme til mig, og jeg vilde hjælpe ham til hans Ret."
5. Og når nogen nærmede sig for at kaste sig ned for ham, rakte han
Hånden ud og holdt ham fast og kyssede ham.
6. Således gjorde Absalon over for alle Israeliterne, som kom til
Kongen for at få deres Sager afgjort, og Absalon stjal Israels
Mænds Hjerte.
7. Da der var gået fire År, sagde Absalon til Kongen: "Lad mig få
Lov at gå til Hebron og indfri et Løfte, jeg har aflagt HERREN;
8. thi medens din Træl boede i Gesjur i Aram, aflagde jeg det
Løfte: Hvis HERREN lader mig komme tilbage til Jerusalem, vil
jeg ære HERREN i Hebron!"
9. Kongen svarede ham: "Gå med Fred!" Og han begav sig til Hebron.
10. Men Absalon havde i al Hemmelighed sendt Bud ud i alle Israels
Stammer og ladet sige: "Når I hører, der stødes i Horn, så skal
I råbe: Absalon er blevet Konge i Hebron!"
11. Og med Absalon fulgte fra Jerusalem 200 Mænd, som han havde
indbudt, og som drog med i god Tro uden at vide af noget.
12. Og da Absalon ofrede, Slagtofre, lod han Giloniten Akitofel,
Davids Rådgiver, hente i hans By Gilo. Og Sammensværgelsen vandt
i Styrke, idet flere og flere af Folket gik over til Absalon.
13. Da kom en og meldte David det og sagde: "Israels Hu har vendt
sig til Absalon!"
14. Og David sagde til alle sine folk, som var hos ham i Jerusalem:
"Kom, lad os flygte; ellers kan vi ikke undslippe Absalon; skynd
jer af Sted, at han ikke skal skynde sig og nå os, bringe ulykke
over os og nedhugge Byens Indbyggere med Sværdet!"
15. Kongens Folk svarede: "Dine Trælle er rede til at gøre alt, hvad
du finder rigtigt, Herre Konge!"
16. Så drog Kongen ud, fulgt af hele sit Hus; dog lod Kongen ti
Medhustruer blive tilbage for at se efter Huset.
17. Så drog Kongen ud, fulgt af alle sine Folk. Ved det sidste Hus
gjorde de Holdt,
18. og alle Krigerne gik forbi ham, ligeledes alle Kreterne og
Pleterne; også alle Gatiten Ittajs Mænd, 600 Mand, som havde
fulgt ham fra Gat, gik forbi Kongen.
19. Da sagde Kongen til Gatiten Ittaj: "Hvorfor går også du med?
Vend om og bliv hos Kongen; thi du er Udlænding og er vandret ud
fra din Hjemstavn;
20. i Går kom du, og i Dag skulde jeg tage dig med på vor Omflakken,
jeg, som går uden at vide hvorhen! Vend tilbage og tag dine
Landsmænd med; HERREN vise dig Miskundhed og Trofasthed!"
21. Men Ittaj svarede Kongen: "Så sandt HERREN lever, og så sandt
du, Herre Konge, lever: Hvor du, Herre Konge, er, der vil din
Træl være, hvad enten det bliver Liv eller Død!"
22. Da sagde David til Ittaj: "Vel, så drag forbi!" Så drog Gatiten
Ittaj forbi med alle sine Mænd og hele sit Følge af Kvinder og
Børn.
23. Hele Landet græd højt, medens alle Krigerne gik forbi; og Kongen
stod i Kedrons Dal, medens alle Krigerne gik forbi ham ad Vejen
til Oliventræet i Ørkenen.
24. Også Zadok og Ebjatar, som bar Guds Pagts Ark, kom til Stede; de
satte Guds Ark ned og lod den stå, indtil alle Krigerne fra Byen
var gået forbi.
25. Da sagde Kongen til Zadok: "Bring Guds Ark tilbage til Byen!
Hvis jeg finder Nåde for HERRENs Øjne, fører han mig tilbage og
lader mig stedes for ham og hans Bolig;
26. siger han derimod: Jeg har ikke Behag i dig! se, da er jeg rede;
han gøre med mig, hvad ham tykkes godt!"
27. Og Kongen sagde til Præsten Zadok: "Se, du og Ebjatar skal med
Fred vende tilbage til Byen tillige med eders to Sønner, din Søn
Ahima'az og Ebjatars Søn Jonatan!
28. Se, jeg bier ved Vadestederne på Jordansletten, indtil jeg får
Bud fra eder med Efterretning."
29. Zadok og Ebjatar bragte da Guds Ark tilbage til Jerusalem, og de
blev der. 30 Men David gik grædende op ad Oliebjerget med
tilhyllet Hoved og bare Fødder, og alle Krigerne, som fulgte
ham, havde tilhyllet deres Hoveder og gik grædende opefter.
31. Da David fik at vide, at Akitofel var iblandt de sammensvorne,
som holdt med Absalon, sagde han: "Gør Akitofels Råd til Skamme,
HERRE!"
32. Da David var kommet til Bjergets Top, hvor man plejede at
tilbede Gud, kom Arkiten Husjaj, Davids Ven, ham i Møde med
sønderrevet Kjortel og Jord på Hovedet.
33. Da sagde David til ham: "Hvis du drager med, bliver du mig til
Byrde;
34. men vender du tilbage til Byen og siger til Absalon: Jeg vil
være din Træl, Konge; din Faders Træl var jeg fordum, men nu vil
jeg være din Træl! så kan du gøre mig Akitofels Råd til Skamme.
35. Der har du jo Præsterne Zadokog Ebjatar; alt, hvad du hører fra
Kongens Palads, må du give Præsterne Zadok og Ebjatar Nys om.
36. Se, de har der deres to Sønner hos sig, Zadoks Søn Ahima'az og
Ebjatars Søn Jonatan; send mig gennem dem Bud om alt, hvad I
hører."
37. Så kom Husjaj, Davids Ven, til Byen, og samtidig kom Absalon til
Jerusalem.
16
1. Da David var kommet lidt på den anden Side af Bjergets Top, Kom
Mefibosjets Tjener Ziba ham i Møde med et Par opsadlede Æsler,
som bar 200 Brød, 100 Rosinkager, 100 Frugter og en Dunk Vin.
2. Da sagde Kongen til Ziba: "Hvad vil du med det?" Og Ziba
svarede: "Æslerne er bestemt til Ridedyr for Kongens Hus,
Brødene og Frugterne til Spise for Folkene og Vinen til Drikke
for dem, der bliver trætte i Ørkenen!"
3. Så sagde Kongen: '"Hvor er din Herres Søn?" Ziba svarede Kongen:
"Han blev i Jerusalem; thi han tænkte: Nu vil Israels Hus give
mig min Faders Kongedømme tilbage!"
4. Da sagde Kongen til Ziba: "Dig skal hele Mefibosjets Ejendom
tilhøre!" Og Ziba sagde: "Jeg bøjer mig dybt! Måtte jeg finde
Nåde for min Herre Kongens Øjne!"
5. Men da Kong David kom til Bahurim, se, da kom en Mand ved Navn
Simei, Geras Søn, af samme Slægt som Sauls Hus, gående ud af
Byen, alt imedens han udstødte Forbandelser,
6. og han kastede Sten efter David og alle Kong Davids Folk, skønt
alle Krigerne og alle Kærnetropperne gik på begge Sider af ham.
7. Og Simei forbandede ham med de Ord: "Bort, bort med dig, din
Blodhund, din Usling!
8. HERREN har nu bragt alt Sauls Hus's Blod over dig, han, i hvis
Sted du blev Konge, og HERREN har nu givet din Søn Absalon
Kongedømmet; nu har Ulykken ramt dig. for,i du er en Blodhund!"
9. Da sagde Abisjaj, Zerujas Søn, til Kongen: "Hvorfor skal den
døde Hund have Lov at forbande min Herre Kongen? Lad mig gå hen
og hugge Hovedet af ham!"
10. Men Kongen svarede: "Hvad har jeg med eder at gøre,
Zerujasønner! Når han forbander, og når HERREN har budt ham at
forbande David, hvem tør da sige: Hvorfor gør du det?"
11. Og David sagde til Abisjaj og alle sine Folk: "Når min egen Søn,
som er udgået af min Lænd, står mig efter Livet, hvad kan man da
ikke vente af denne Benjaminit! Lad ham kun forbande, når HERREN
har budt ham det!
12. Måske vil HERREN se til mig i min Nød og gøre mig godt til
Gengæld for hans Forbandelse i Dag!"
13. Derpå gik David med sine Mænd hen ad Vejen, medens Simei fulgte
ham oppe på Bjergskråningen og stadig udstødte Forbandelser,
slog med Sten og kastede Støv efter ham.
14. Således kom Kongen og alle Krigerne, som fulgte ham, udmattede
til Jordan og hvilede ud der.
15. Imidlertid var Absalon draget ind i Jerusalem med alle Israels
Mænd, og Akitofel var hos ham.
16. Da nu Arkiten Husjaj, Davids Ven, kom til Absalon, sagde han til
ham: "Kongen leve, Kongen leve!"
17. Absalon sagde til Husjaj: "Er det sådan, du viser din Ven
Godhed? Hvorfor fulgte du ikke din Ven?"
18. Husjaj svarede Absalon: "Nej, den, som HERREN og dette Folk og
alle Israels Mænd har valgt, i hans Tjeneste vil jeg træde, og
hos ham vil jeg blive!
19. Og desuden: Hvem er det, jeg tjener? Mon ikke hans Søn? Som jeg
har tjent din Fader, vil jeg tjene dig!"
20. Absalon sagde så til Akitofel: "Kom med eders Råd! Hvad skal vi
gøre?"
21. Akitofel svarede Absalon: "Gå ind til din Faders Medhustruer,
som han har ladet blive tilbage for at se efter Huset; så kan
hele Israel skønne, at du har lagt dig for Had hos din Fader, og
alle de, der har sluttet sig til dig, vil få nyt Mod!"
22. Absalons Telt blev så rejst på Taget, og Absalon gik ind til sin
Faders Medhustruer i hele Israels Påsyn.
23. Det Råd, Akitofel gav i de Tider, gjaldt nemlig lige så meget,
som når man adspurgte Gud; så meget gjaldt ethvert Råd af
Akitofel både hos David og Absalon.
17
1. Derpå sagde Akitofel til Absalon; " Lad mig udvælge 12000 Mand
og bryde op i Nat og sætte efter David.
2. Når jeg overfalder ham, medens han er udmattet og modfalden, kan
jeg indjage ham Skræk, og alle hans Folk vil flygte, så at jeg
kan fælde Kongen uden at røre nogen anden;
3. så bringer jeg hele Folket tilbage til dig, som en Brud vender
tilbage til sin Mand. Du attrår jo dog kun en enkelt Mands Liv,
og hele Folket vil da være uskadt!"
4. Det Forslag tiltalte Absalon og alle Israels Ældste.
5. Men Absalon sagde: "Kald dog også Arkiten Husjaj hid, for at vi
også kan høre, hvad han råder til!"
6. Da Husjaj kom ind, sagde Absalon til ham: "Det og det har
Akitofel sagt; skal vi følge hans Råd? Hvis ikke, så sig du din
Mening!"
7. Husjaj svarede Absalon: "Denne Gang er Akitofels Råd ikke godt!"
8. Og Husjaj sagde fremdeles: "Du ved, at din Fader og hans Mænd er
Helte, og bitre i Hu er de som en Bjørn på Marken, hvem Ungerne
er taget fra; desuden er din Fader en rigtig Kriger, som ikke
lægger sig til Hvile om Natten med Folkene.
9. For Øjeblikket holder han sig sikkert skjult i en Kløft eller et
andet Sted; falder der nu straks i Begyndelsen nogle af Folkene,
vil det rygtes, og man vil sige, at Absalons Tilhængere har lidt
Nederlag;
10. og da bliver selv den tapre, hvis Mod er som Løvens, forsagt;
thi hele Israel ved, at din Fader er en Helt og hans Ledsagere
tapre Mænd.
11. Mit Råd er derfor: Lad hele Israel fra Dan til Be'ersjeba samles
om dig, talrigt som Sandet ved Havet, og drag selv med i deres
Midte.
12. Støder vi så på ham et eller andet Sted, hvor han nu befinder
sig, kan vi falde over ham som Dug over Jorden, og der skal ikke
blive en eneste tilbage, hverken han eller nogen af alle hans
Mænd;
13. men kaster han sig ind i en By, skal hele Israel lægge Reb om
den, og vi vil slæbe den ned i Dalen, så der ikke bliver Sten på
Sten tilbage af den!" Da sagde Absalon og alle Israels Mænd:
"Arkiten Husjajs Råd er bedre end Akitofels!"
14. HERREN havde nemlig sat sig for at gøre Akitofels gode Råd til
Skamme, for at HERREN kunde bringe Ulykke over Absalon.
15. Derpå sagde Husjaj til Præsterne Zadok og Ebjatar: "Det og det
Råd har Akitofel givet Absalon og Israels Ældste, og det og det
Råd har jeg givet.
16. Skynd eder nu at sende Bud til David og bring ham det Bud: Bliv
ikke Natten over ved vadestederne på Jordansletten, men søg over
på den anden Side, for at ikke Kongen og alle hans Folk skal gå
til Grunde!"
17. Jonatan og Ahima'az stod ved Rogelkilden, hvorhen en
Tjenestepige til Stadighed kom og bragte dem Melding, hvorefter
de gik hen og bragte Kong David Melding; thi de turde ikke vise
sig i Byen.
18. Men en ung Mand opdagede dem og meldte det til Absalon; så
skyndte de sig begge bort og kom ind hos en Mand i Bahurim. Han
havde en Brønd i Gården, og i den steg de ned;
19. Konen tog et Tæppe, bredte det ud over Brønden og hældte Korn
derpå, så at man intet kunde opdage.
20. Nu kom Absalons Folk imod i Huset til Konen og spurgte: "Hvor er
Ahima'az og Jonatan?" Konen svarede: "De gik over Vandbækken!"
Så søgte de efter dem, men da de ikke fandt dem, vendte de
tilbage til Jerusalem.
21. Så snart de var gået bort, steg de to op af Brønden og gik hen
og bragte Kong David Melding; og de sagde til David: "Bryd op og
skynd eder over på den anden Side af Vandet; thi det og det Råd
kom Akitofel med angående eder!"
22. Da brød David op med alle sine Folk og satte over Jordan; og ved
Daggry manglede ikke en eneste, alle var de kommet over Jordan.
23. Men da Akitofel så, at hans Råd ikke blev fulgt, sadlede han sit
Æsel og drog hjem til sin By; og efter at have beskikket sit Hus
hængte han sig og døde. Han blev jordet i sin Faders Grav.
24. David havde nået Mahanajim, da Absalon tillige med alle Israels
Mænd gik over Jordan.
25. Absalon havde i Joabs Sted sat Amasa over Hæren; Amasa var Søn
af en Ismaelit ved Navn Jitra, som var gået ind til Abigajil, en
Datter af Isaj og Søster til Joabs Moder Zeruja.
26. Og Israel og Absalon slog Lejr i Gilead.
27. Men da David kom til Mahaoajim, bragte Sjobi, Nahasj's Søn fra
Rabba i Ammon, Makir, Ammiels Søn fra Lodebar, og Gileaditen
Barzillaj fra Rogelim
28. Senge, Tæpper, Skåle og Lerkar; og Hvede, Byg, Mel, ristet Korn,
Bønner, Linser,
29. Honning, Surmælk, Småkvæg og Komælksost bragte de David og hans
Folk til Føde; thi de tænkte: "Folkene er sultne, udmattede og
tørstige i Ørkenen."
18
1. Derpå holdt David Mønstring over sit Mandskab og satte
Tusindførere og Hundredførere over dem;
2. og David delte Mandskabet i tre Dele; den ene Tredjedel stillede
han under Joab, den anden under Abisjaj, Zerujas Søn og Joabs
Broder, og den sidste Tredjedel under Gatiten Ittaj. Kongen
sagde så til Folkene: "Jeg vil selv drage med i Kampen!"
3. Men de svarede: "Du må ikke drage med; thi om vi flygter, ænser
man ikke os; ja, selv om Halvdelen af os falder, ænser man ikke
os, men du gælder lige så meget som ti Tusinde af os; derfor er
det bedst, at du holder dig rede til at ile os til Hjælp fra
Byen."
4. Kongen svarede: "Jeg gør, hvad I finder bedst!" Derpå stillede
Kongen sig ved Porten, medens hele Mandskabet drog ud,
hundredvis og tusindvis.
5. Men Kongen gav Joab, Abisjajog Ittaj den Befaling: "Far nu
lempeligt med den unge Absalon!" Og hele Mandskabet hørte,
hvorledes Kongen gav alle Øversterne Befaling om Absalon.
6. Derpå rykkede Krigerne i Marken mod Israel, og Slaget kom til at
stå i Efraims Skov.
7. Der blev Israels Hær slået af Davids Folk, og der fandt et stort
Mandefald Sted den Dag; der faldt 200000 Mand.
8. Kampen bredte sig over hele Egnen, og Skoven fortærede den Dag
flere Folk end Sværdet.
9. Absalon selv stødte på nogle af Davids Folk; Absalon red på sit
Muldyr, og da Muldyret kom ind under en stor Terebintes tætte
Grene, blev hans Hoved hængende i Terebinten, så han hang mellem
Himmel og Jord, medens Muldyret, han sad på, løb bort.
10. En Mand, der så det meldte det til Joab og sagde: "Jeg så
Absalon hænge i en Terebinte."
11. Da sagde Joab til Manden, der havde meldt ham det: "Når du så
det, hvorfor slog du ham da ikke til Jorden med det samme? Så
havde jeg givet dig ti Sekel Sølv og et Bælte!"
12. Men Manden svarede Joab: "Om jeg så havde fået tilvejet tusind
Sekel, havde jeg ikke lagt Hånd på Kongens Søn; thi vi hørte jo
selv, hvorledes Kongen bød dig, Abisjaj og Ittaj: Vogt vel på
den unge Absalon!
13. Dersom jeg havde handlet svigefuldt imod ham -intet bliver jo
skjult for Kongen - vilde du have ladet mig i Stikken!"
14. Da sagde Joab: "Så gør jeg det for dig!" Dermed greb han tre
Spyd og stødte dem i Brystet på Absalon, som endnu levede og
hang mellem Terebintens Grene.
15. Derpå trådte ti unge Mænd, der var Joabs Våbendragere, til og
gav Absalon Dødsstødet.
16. Joab lod nu støde i Hornet, og Hæren opgav at forfølge Israel,
thi Joab bød Folkene standse.
17. Derpå tog de og kastede Absalon i en stor Grube i Skoven og
ophobede en mægtig Stendynge over ham. Og hele Israel flygtede
hver til sit.
18. Men medens Absalon endnu levede, havde han taget og rejst sig
den Stenstøtte, som står i Kongedalen; thi han sagde: "Jeg har
ingen Søn til at bevare Mindet om mit Navn." Han havde opkaldt
Stenstøtten efter sig selv, og endnu den Dag i Dag kaldes den
"Absalons Minde".
19. Da sagde Ahima'az, Zadoks Søn: "Lad mig løbe hen og bringe
Kongen den gode Tidende, at HERREN har skaffet ham Ret over for
hans Fjender!"
20. Men Joab svarede ham: "Du skal ikke være den, der bringer Bud i
Dag; en anden Gang kan du bringe Bud, men i bag skal du ikke
gøre det, da Kongens Søn er død!"
21. Og Joab sagde til Etiopieren: "Gå du hen og meld Kongen, hvad du
har set!" Da kastede Etiopieren sig til Jorden for Joab og ilede
af Sted.
22. Men Ahima'az, Zadoks Søn, sagde atter til Joab: "Ske, hvad der
vil! Lad også mig løbe bag efter Etiopieren!" Da sagde Joab:
"Hvorfor vil du det, min Søn? For dig er der ingen Budløn at
hente!"
23. Men han blev ved: "Ske, hvad der vil! Jeg løber!" Så sagde han:
"Løb da!" Og Ahima'az løb ad Vejen gennem Jordanegnen og nåede
frem før Etiopieren.
24. David sad just mellem de to Porte, og Vægteren steg op på
Porttaget ved Muren; da han så ud, se, da kom en Mand løbende
alene.
25. Vægteren råbte og meldte det til Kongen, og Kongen sagde: "Er
han alene, har han Bud at bringe!" Men medens Manden fortsatte
sit Løb og kom nærmere,
26. så Vægteren en anden Mand komme løbende og råbte ned i Porten:
"Der kommer een Mand til løbende alene!" Kongen sagde: "Også han
har Bud at bringe!"
27. Da råbte Vægteren: "Den forreste løber således, at det ser ud
til at være Ahima'az, Zadoks Søn!" Kongen sagde: "Det er en god
Mand, han kommer med godt Bud!"
28. Imidlertid var Ahima'az kommet nærmere og råbte til Kongen: "Hil
dig!" Så kastede han sig ned på Jorden for Kongen og sagde:
"Lovet være HERREN din Gud, som gav dem, der løftede Hånd mod
min Herre Kongen, i din Hånd!"
29. Kongen spurgte: "Er den unge Absalon uskadt?" Ahima'az svarede:
"Jeg så, at der var stor Tummel, da Kongens Træl Joab sendte din
Træl af Sted, men jeg ved ikke, hvad det var."
30. Kongen sagde da: "Træd til Side og stil dig der!" Og han trådte
til Side og blev stående.
31. I det samme kom Etiopieren; og Etiopieren sagde: "Der er Bud til
min Herre Kongen: HERREN har i Dag skaffet dig Ret over for alle
dine Modstandere!"
32. Kongen spurgte Etiopieren: "Er den unge Absalon uskadt?" Og han
svarede: "Det gå min Herre Kongens Fjender og alle dine
Modstandere som den unge Mand!"
33. Da blev Kongen dybt rystet, og han gik op i Stuen på Taget over
Porten og græd; og han gik frem og tilbage og klagede: Min Søn
Absalon, min Søn, min Søn Absalon! Var jeg blot død i dit Sted!
Absalon, min Søn, min Søn!"
19
1. Joab fik nu Efterretning om, at Kongen græd og sørgede over
Absalon,
2. og Sejren blev den Dag til Sorg for alt Folket, fordi det hørte,
at Kongen sørgede dybt over sin Søn.
3. Og Folket stjal sig den Dag ind i Byen, som man stjæler sig bort
af Skam, når man har taget Flugten i Kampen.
4. Kongen havde tilhyllet sit Ansigt og klagede højt: "Min Søn
Absalon, min Søn, Absalon, min Søn!"
5. Da gik Joab ind til Kongen og sagde: "Du beskæmmer i Dag alle
dine Folk, der dog i bag har reddet dit Liv og dine Sønners og
Døtres, Hustruers og Medhustruers Liv,
6. siden du elsker dem, som hader dig, og hader dem, som elsker
dig; thi i dag viser du, at Øverster og Folk er intet for dig.
Ja, nu forstår jeg, at du vilde have været tilfreds, hvis
Absalon i Dag var i Live og alle vi andre døde.
7. Stå nu op og gå ud og tal godt for dine Folk; thi jeg sværger
ved HERREN, at hvis du ikke gør det, bliver ikke en eneste Mand
hos dig Natten over, og dette vil volde dig større Ulykke end
alt, hvad der har ramt dig fra din Ungdom af og til nu!"
8. Så stod Kongen op og satte sig i Porten; og da man fik at vide,
at Kongen sad i Porten, kom alt Folket hen og stillede sig foran
Kongen. Men efter at Israeliterne var flygtet hver til sit,
9. begyndte alt Folket i alle Israels Stammer at gå i Rette med
hverandre, idet de sagde: "Kongen frelste os fra vore Fjenders
Hånd; det var ham, som reddede os af Filisternes Hånd; og nu har
han måttet rømme Landet for Absalon.
10. Men Absalon, som vi havde salvet til Konge over os, er faldet i
Kampen. Hvorfor tøver l da med at føre Kongen tilbage?"
11. Men da alle Israeliternes Ord kom Kong David for Øre, sendte han
Bud til Præsterne Zadok og Ebjatar og lod sige: "Tal til Judas
Ældste og sig: Hvorfor vil I være de sidste til at føre Kongen
tilbage til hans Hus?
12. I er jo mine Brødre, I er mit Kød og Blod. Hvorfor vil I være de
sidste til at føre Kongen tilbage?
13. Og til Amasa skal l sige: Er du ikke mit Kød og Blod? Gud ramme
mig både med det ene og det andet, om du ikke for stedse skal
være min Hærfører i Joabs Sted!"
14. Så vendte alle Judas Mænds Hjerter sig til ham, alle som een, og
de sendte Bud til Kongen: "Vend tilbage med alle dine Folk!"
15. Og da Kongen på Hjemvejen kom til Jordan, var Judæerne kommet
til Gilgal for at gå Kongen i Møde og føre ham over Jordan.
16. Da skyndte Benjaminiten Simei, Geras Søn, fra Bahurim sig sammen
med Judas Mænd ned for at gå Kong David i Møde,
17. fulgt af tusind Mænd fra Benjamin. Også Ziba, som var Tjener i
Sauls Hus, var med sine femten Sønner og tyve Trælle ilet til
Jordan forud for Kongen,
18. og de var sat over Vadestedet for at sætte Kongens Hus over og
være ham til Tjeneste. Men da Kongen skulde til at gå over
Floden kastede Simei, Geras Søn, sig ned for ham
19. og sagde: "Min Herre tilregne mig ikke min Brøde og tænke ikke
mere på, hvad din Træl forbrød, den Dag min Herre Kongen drog
bort fra Jerusalem ' Kongen agte ikke derpå;
20. thi din Træl ved, at han har syndet, men se, jeg er i Dag den
første af hele Josefs Hus, der er kommet herned for at gå min
Herre Kongen i Møde!"
21. Da tog Abisjaj, Zerujas Søn, Ordet og sagde: "Skal Simei ikke
lide Døden til Straf for, at han forbandede HERRENs Salvede?"
22. Men David svarede: "Hvad er der mig og eder imellem, I
Zerujasønner, at I vil være mine Modstandere i Dag? Skulde nogen
i Israel lide Døden i Dag? Ved jeg da ikke, at jeg nu er Konge
over Israel?"
23. Derpå sagde Kongen til Simei: "Du skal ikke dø!" Og Kongen
tilsvor ham det.
24. Også Mefibosjet, Sauls Sønnesøn, var draget ned for at gå Kongen
i Møde. Han havde ikke plejet sine Fødder eller sit Skæg eller
tvættet sine Klæder, fra den Dag Kongen gik bort, til den Dag
han kom uskadt tilbage.
25. Da han nu kom fra Jerusalem for at gå Kongen i Møde, sagde
Kongen til ham: "Hvorfor fulgte du mig ikke, Mefibosjet?"
24. Han svarede: "Herre Konge, min Træl bedrog mig; thi din Træl bød
ham sadle mit Æsel, for at jeg kunde sidde op og følge Kongen;
din Træl er jo lam;
27. men i Stedet bagtalte han din Træl hos min Herre Kongen. Dog,
min Herre Kongen er jo som en Guds Engel. Gør, hvad du finder
for godt!
28. Thi skønt hele mit Fædrenehus kun havde Døden at vente af min
Herre Kongen, gav du din Træl Plads imellem dine Bordfæller;
hvad Ret har jeg da endnu til at kræve noget eller anråbe
Kongen?"
29. Da sagde Kongen til ham: "Hvorfor bliver du ved med at tale?
Her er mit Ord: Du og Ziba skal dele Jordegodset!"
30. Mefibosjet svarede Kongen: "Han må gerne få det hele, nu min
Herre Kongen er kommet uskadt hjem!"
31. Også Gileaditen Barzillaj drog ned fra Rogelim og fulgte med
Kongen for at ledsage ham til Jordan.
32. Barzillaj var en Olding på firsindstyve År; det var ham, som
havde sørget for Kongens Underhold, medens han var i Mahanajim,
thi han var en meget velstående Mand.
33. Kongen sagde nu til Barzillaj: "Følg med mig, jeg vil sørge for,
at du i din Alderdom får dit Underhold hos mig i Jerusalem!"
34. Men Barzillaj svarede Kongen: "Hvor lang Tid har jeg endnu
tilbage, at jeg skulde følge med Kongen op til Jerusalem?
35. Jeg er nu firsindstyve År gammel; mon jeg kan skelne mellem godt
og ondt, eller mon din Træl har nogen Smag for, hvad jeg spiser
eller drikker, mon jeg endnu har Øre for Sangeres og
Sangerinders Røst? Hvorfor skulde din Træl da i Fremtiden falde
min Herre Kongen til Byrde?
36. Kun det lille Stykke Vej til Jordan vilde din Træl ledsage
Kongen; hvorfor vil Kongen give mig så meget til Gengæld?
37. Lad din Træl vende tilbage, at jeg kan dø i min egen By ved mine
Forældres Grav! Men her er din Træl Kimham; lad ham følge med
min Herre Kongen, og gør med ham, hvad dig tykkes bedst!"
38. Da sagde Kongen: "Kimham skal følge med mig, og jeg vil gøre med
ham, hvad dig tykkes bedst; alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre
for dig!"
39. Derpå gik alle Krigerne over Jordan, medens Kongen blev stående;
og Kongen kyssede Barzillaj og velsignede ham, hvorefter
Barzillaj vendte tilbage til sit Hjem.
40. Så drog Kongen over til Gilgal, og Kimham drog med ham. Hele
Judas Folk fulgte med Kongen og desuden Halvdelen af Israels
Folk.
41. Men nu kom alle Israeliterne til Kongen og sagde: "Hvorfor har
vore Brødre, Judas Mænd, bortført dig og bragt Kongen og hans
Hus over Jordan tillige med alle Davids Mænd?"
42. Da svarede alle Judas Mænd Israels Mænd: "Kongen står jo os
nærmest; hvorfor er I vrede over det? Har vi levet af Kongen
eller taget noget fra ham?"
43. Israels Mænd svarede Judas Mænd: "Vi har ti Gange Part i kongen,
og tilmed har vi Førstefødselsretten fremfor eder; hvorfor har I
da tilsidesat os? Og var det ikke os, der først talte om at føre
vor Konge tilbage?" Men Judas Mænds Svar var endnu hårdere end
Israels Mænds.
20
1. Nu var der tilfældigvis en slet Person ved navn Sjeba, Bikris
Søn, en Benjaminit. Han stødte i Hornet og sagde: "Vi har ingen
Del i David, ingen Lod i Isajs Søn! Hver Mand til sine Telte,
Israel!"
2. Da faldt alle Israels Mænd fra David og gik over til Sjeba,
Bikris Søn, medens Judas Mænd trofast fulgle deres Konge fra
Jordan til Jerusalem.
3. Da David kom til sit Hus i Jerusalem, tog Kongen sine ti
Medhustruer, som han havde ladet tilbage for at se efter Huset,
og lod dem bringe til et bevogtet Hus, hvor han sørgede for
deres Underhold; men han gik ikke mere ind til dem, og således
levede de indespærret til deres Dødedag som Kvinder, der er
Enker, skønt deres Mænd endnu lever.
4. Derpå sagde Kongen til Amasa: "Stævn Judas Mænd sammen i Løbet
af tre Dage og indfind dig da her!"
5. Amasa gik så bort for at stævne Judas Mænd sammen. Men da han
tøvede ud over den fastsatte Frist,
6. sagde David til Abisjaj: "Nu bliver Sjeba, Bikris Søn, os
farligere end Absalon! Tag derfor din Herres Folk og sæt efter
ham, for at han ikke skal kaste sig ind i befæstede Byer og
slippe fra os!"
7. Med Abisjaj drog Joab, Kreterne og Pleterne og alle
Kærnetropperne ud fra Jerusalem for at sætte efter Sjeba, Bikris
Søn.
8. Men da de var ved den store Sten i Gibeon, kom Amasa dem i
Møde. Joab var iført sin Våbenkjortel, og over den havde han
spændt et Sværd, hvis Skede var bundet til hans Lænd; og det
gled ud og faldt til Jorden.
9. Joab sagde da til Amasa: "Går det dig vel, Broder?" Og Joab greb
med højre Hånd om Amasas Skæg for at kysse ham.
10. Men Amasa tog sig ikke i Vare for det Sværd, Joab havde i sin
venstre Hånd; Joab stødte det i Underlivet på ham, så hans
Indvolde væltede ud på Jorden, og han døde ved det ene Stød.
Derpå satte Joab og hans Broder Abisjaj efter Sjeba, Bikris Søn,
11. medens en af Joabs Folk blev stående ved Amasa og råbte:
"Enhver, der bryder sig om Joab og holder med David, følge efter
Joab!"
12. Men Amasa lå midt på Vejen, svømmende i sit Blod, og da Manden
så, at alt Folket stod stille der, væltede han Amasa fra Vejen
ind på Marken og kastede en Kappe over ham; thi han så, at alle,
der kom forbi, stod stille.
13. Så snart han var fjernet fra Vejen, fulgte alle efter Joab for
at sætte efter Sjeba, Bikris Søn.
14. Denne drog imidlertid gennem alle Israels Stammer indtil
Abel-Bet-Ma'aka, og alle Bikriterne samlede sig og fulgte ham.
15. Da kom de og belejrede ham i Abel-Bet-Ma'aka, idet de opkastede
en Vold om Byen. Men medens alt Krigsfolket, der var med Joab,
arbejdede på at bringe Muren til Fald,
16. trådte en klog Kvinde fra Byen hen på Formuren og råbte: "Hør,
hør! Sig til Joab, at han skal komme herhen; jeg vil tale med
ham!"
17. Da han kom hen til hende, spurgte Kvinden: "Er du Joab?" Og da
han svarede ja, sagde hun: "Hør din Trælkvindes Ord!" Han
svarede: "Jeg hører!"
18. Så sagde hun: "I gamle Dage sagde man: Man spørge dog i Abel og
Dan, om det er gået af Brug, hvad gode Folk i Israel vedtog!
19. Og nu søger du at bringe Død over en By, som er en Moder i
Israel! Hvorfor vil du ødelægge HERRENs Arvelod?"
20. Joab svarede: "Det være langt fra mig, det være langt fra mig at
ødelægge eller volde Fordærv!
21. Således er det ingenlunde ment! Men en Mand fra Efraims Bjerge
ved Navn Sjeba, Bikris Søn, har løftet sin Hånd mod Kong David;
hvis I blot vil udlevere ham, bryder jeg op fra Byen!" Da sagde
Kvinden til Joab: "Hans Hoved skal blive kastet ned til dig
gennem Muren!"
22. Kvinden fik så ved sin Klogskab hele Byen overtalt til at hugge
Hovedet af Sjeba, Bikris Søn, og de kastede det ned til Joab. Da
stødte han; i Hornet, og de brød op fra Byen og spredte sig hver
til sit, medens Joab selv vendte tilbage til Kongen i Jerusalem.
23. Joab stod over hele Israels Hær; Benaja, Jojadas Søn, over
Kreterne og Pleterne;
24. Adoniram havde Tilsynet med Hoveriarbejdet; Josjafat, Ahiluds
Søn, var Kansler;
25. Sjeja var Statsskriver, Zadok og Ebjatar Præster;
26. også Ja'iriten Ira var Præst hos David.
21
1. Under Davids Regering blev der Hungersnød tre År i Træk. Da
søgte David HERRENs Åsyn; og HERREN sagde: "Der hviler Blodskyld
på Saul og hans Hus, fordi han dræbte Gibeoniterne!"
2. Kongen lod derfor Gibeoniterne kalde og sagde til dem -
Gibeoniterne hørte ikke til Israeliterne, men til Levningerne af
Amoriterne; og skønt Israeliterne havde givet dem endeligt
Tilsagn, havde Saul i sin Iver for Israeliterne og Juda søgt at
udrydde dem -
3. David sagde til Gibeoniterne: "Hvad kan jeg gøre for eder, og
hvorledes skal jeg skaffe Soning, så at I kan velsigne HERRENs
Arvelod?"
4. Gibeoniterne svarede: "Det er ikke Sølv eller Guld, der er os og
Saul og hans Hus imellem, og vi har ikke Lov at dræbe nogen Mand
i Israel!" Han sagde da: "Hvad I forlanger, vil jeg gøre for
eder!"
5. Så sagde de til Kongen: "Den Mand, som bragte Ødelæggelse over
os og tænkte på at udrydde os, så vi ikke skulde kunne være
nogetsteds inden for Israels Landemærke.
6. lad syv Mænd af hans Efterkommere blive udleveret os, for at vi
kan hænge dem op for HERREN i Gibeon på HERRENs Bjerg!" Kongen
sagde: "Jeg vil udlevere dem!"
7. Men Kongen skånede Mefibosjet, en Søn af Sauls Søn Jonatan, af
Hensyn til den Ed ved HERREN, som var imellem David og Sauls Søn
Jonatan.
8. Derimod tog Kongen de to Sønnner, som Rizpa, Ajjas Datter, havde
født Saul, Armoni og Mefibosjet, og de fem Sønner, som Merab,
Sauls Datter, havde født Adriel, en Søn af Barzillaj fra Mehola,
9. og udleverede dem til Gibeoniterne, som hængte dem op på Bjerget
for HERRENs Åsyn. Således omkom alle syv på een Gang, og de blev
dræbt først på Høsten, i Byghøstens Begyndelse.
10. Men Rizpa, Ajjas Datter, tog sit Sørgeklæde, bredte det ud på
Klippen og sad der fra Høstens Begyndelse, indtil der atter
strømmede Vand fra Himmelen ned over dem; og hun tillod ikke
Himmelens Fugle at kaste sig over dem om Da- gen eller Markens
Dyr om Natten.
11. Da David fik at vide, hvad Rizpa, Ajjas Datter, Sauls Medhustru,
havde gjort,
12. drog han hen og hentede Sauls og hans Søn Jonatans Ben hos
Borgerne i Jabesj i Gilead, som havde stjålet dem på Torvet i
Bet-Sjan, hvor Filisterne havde hængt dem op, dengang de slog
Saul på Gilboa.
13. Og da han havde hentet Sauls og hans Søn Jonatans Ben der,
samlede man Benene af de hængte
14. og jordede dem sammen med Sauls og hans Søn Jonatans Ben i Zela
i Benjamins Land i hans Fader Kisj's Grav. Alt, hvad Kongen
havde påbudt, blev gjort; derefter forbarmede Gud sig over
Landet.
15. Da det atter kom til Kamp mellem Filisterne og Israel, drog
David med sine Folk ned og kastede sig ind i Gob og kæmpede med
Filisterne.
16. Da fremstod Dod, som var af Rafaslægten, og hvis Spyd vejede 300
Sekel Kobber; han var iført en ny Rustning, og han havde i Sinde
at slå David ihjel.
17. Men Abisjaj, Zerujas Søn, kom ham til Hjælp og huggede
Filisteren ned. Da besvor Davids Mænd ham og sagde: "Du må ikke
mere drage i Kamp med os, for at du ikke skal slukke Israels
Lampe!"
18. Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gob.
Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Saf, som var af Rafaslægten.
19. Atter kom det til Kamp med Filisterne i Gob, Beflehemiten
Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Gatiten Goliat, hvis
Spydstage var som en Væverbom.
20. Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpestor Mand med
seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og
tyve; han var også af Rafaslægten.
21. Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids
Broder Sjim'a, ham ned.
22. Disse fire var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans
Mænds Hånd.
22
1. David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af
alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
2. Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
3. min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit
Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser
mig fra Vold!
4. Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5. Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme
forfærdede mig,
6. Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
7. i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte
min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
8. Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted,
thi hans Vrede blussede op.
9. Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder
gnistrede fra ham.
10. Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11. båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
12. han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser,
vandfyldte Skyer.
13. Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
14. HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
15. han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og
skræmmede dem.
16. Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved
HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.
17. Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de
vældige Vande,
18. frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de
var mig for stærke.
19. På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et
Værn.
20. Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde
Behag i mig.
21. HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine
Hænders Uskyld;
22. thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min
Gud;
23. hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
24. Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25. HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som
var ham for Øje!
26. Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27. du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28. De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29. Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
30. Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer
jeg over Volde.
31. Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold
for alle, der sætter deres Lid til ham.
32. Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33. den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34. gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,
35. oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?
36. Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
37. du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38. Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var
gjort til intet,
39. slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min
Fod.
40. Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du
i Knæ for mig;
41. du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af
Vejen.
42. De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43. Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på
dem.
44. Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags
Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45. Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de
mig:
44. Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres
Skjul.
47. HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48. den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
49. og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine
Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50. HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit
Navn,
51. du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede
Miskundhed. David og hans Æt evindelig.
23
1. Dette er Davids sidste Ord; Så siger David, Isajs Søn, så siger
Manden, Højt ophøjet, Jakobs Guds salvede, Helten i Israels
Sange:
2. Ved mig talede HERRENs Ånd, hans Ord var på min Tunge.
3. Jakobs Gud talede til mig, Israels Klippe sagde: "En retfærdig
Hersker blandt Mennesker, en, der hersker i Gudsfrygt,
4. han stråler som Morgenrøden, som den skyfri Morgensol, der
fremlokker Urter af Jorden efter Regn."
5. Således har jo mit Hus det med Gud. Han gav mig en evig Pagt,
fuldgod og vel forvaret. Ja, al min Frelse og al min Lyst,
skulde han ikke lade den spire frem?
6. Men Niddinger er alle som Torne i Ørk, der tages ikke på dem med
Hænder;
7. ingen rører ved dem uden med Jern og Spydstage, i Ilden brændes
de op.
8. Navnene på Davids Helte var følgende: Hakmoniten Isjbosjet,
Anføreren for de tre; det var ham, der engang svang sit Spyd
over 800 faldne på een Gang.
9. Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodis Søn;
han var med David ved Pas-Dammim, dengang Filisterne samlede sig
der til Kamp. Da Israels Mænd trak sig tilbage,
10. holdt han Stand og huggede ned blandt Filisterne, til hans Hånd
blev træt og klæbede fast ved Sværdet; HERREN gav dem den bag en
stor Sejr. Så vendte Folket tilbage og fulgte ham, kun for at
plyndre.
11. Efter ham kom Harariten Sjamma, Ages Søn. Engang havde
Filisterne samlet sig i Lehi, hvor der var en Mark fuld af
Linser, og Folket flygtede for Filisterne;
12. men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggede
Filisterne ned; og HERREN gav dem en stor Sejr.
13. Engang drog tre af de tredive ned og kom til David på Klippens
Top, til Adullams Hule, medens Filisterskaren var lejret i
Refaimdalen.
14. David var dengang i Klippeborgen, medens Filisternes Besætning
lå i Betlehem.
15. Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig en
Drik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?"
16. Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, øste
Vand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Han
vilde dog ikke drikke det, men udgød det for HERREN
17. med de Ord: "HERREN vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikke
de Mænds Blod, som har vovet deres Liv!" Og han vilde ikke
drikke det. Den Dåd udførte de tre Helte.
18. Abisjaj, Joabs Broder, Zerujas Søn, var Anfører for de
tredive. Han svang sit Spyd over 300 faldne, og han var
navnkundig iblandt de tredive;
19. iblandt de tredive var han højtæret, og han var deres Anfører;
men de tre nåede han ikke.
20. Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havde
udført store Heltegerninger; han fældede de to Arielsønner fra
Moah; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dag
der var faldet Sne.
21. Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand. Ægypteren
havde et Spyd i Hånden, men han gik ned imod ham meden Stok,
vristede Spydet ud af Hånden på ham og dræbte ham med hans eget
Spyd.
22. Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han var
navnkundig iblandt de tredive Helte;
23. iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede han
ikke. David satte ham over sin Livvagt.
24. Til de tredive hørte Asa'el' Joabs Broder; Elbanan, Dodos Søn
fra Betlehem;
25. Haroditen Sjamma; Haroditen Elika;
26. Paltiten Helez; Ira, Ikkesj's Søn fra Tekoa;
27. Abiezer fra Anatot; Husjatiten Sibbekaj;
28. Ahohiten Zalmon; Maharaj fra Netofa;
29. Heled, Ba'anas Søn, fra Nefofa; Ittaj, Ribajs Søn, fra det
benjaminitiske Gibea;
30. Benaja fra Pir'aton; Hiddaj fra Nahale-Ga'asj;
31. Abiba'al fra Araba; Azmavet fra Bahurim;
32. Sja'alboniten Eljaba; Guniten Jasjen;
33. Harariten Jonatan, Sjammas Søn; Harariten Ahi'am, Sjarars Søn;
34. Elifelet, Ahazbajs Søn, fra Bet-Ma'aka; Eliam, Akitofels Søn,
fra Gilo;
35. Hezro fra Karmel; Pa'araj fra Arab;
36. Jig'al, Natans Søn, fra Zoba; Gaditen Bani;
37. Ammoniten Zelek; Naharaj fra Be'erot, der var Joabs, Zerujas
Søns, Våbendrager;
38. Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir;
39. Hetiten Urias. I alt syv og tredive.
24
1. Men HERRENS vrede blussede atter op mod Israel, så at han æggede
David mod dem og sagde: "Gå hen og hold Mandtal over Israel og
Juda!"
2. Kongen sagde da til Joab og Hærførerne, der var hos ham: "Drag
rundt i alle Israels Stammer fra Dan til Be'ersjeba og hold
Mønstring over Folket, for at jeg kan få Tallet på det at vide!"
3. Men Joab svarede Kongen: "Måtte HERREN din Gud forøge Folket
hundredfold, og måtte min Herre Kongen selv opleve det - men
hvorfor har min Herre Kongen sat sig sligt for?"
4. Men Joab og Hærførerne måtte bøje sig for Kongens Ord. Joab og
Hærførerne forlod derfor Kongen for at holde Mønstring over
Israels Folk.
5. De gik over Jordan og begyndte ved Aroer og Byen, der ligger
midt i Dalen; drog ad Gad til og i Retning af Ja'zer;
6. så kom de til Gilead og til Hetiternes Land hen imod Kadesj,
derpå til Dan, og fra Dan vendte de sig hen mod Zidon;
7. så kom de til Fæstningen Tyrus og alle Hivviternes og
Kana'anæernes Byer, hvorfra de gik til Be'ersjeba i det judæiske
Sydland.
8. Efter at de var draget hele Landet rundt i ni Måneder og tyve
Dage, kom de tilbage til Jerusalem.
9. Joab opgav derpå Kongen Tallet, der var fundet ved
Folktællingen, og Israel talte 800000 kraftige, våbenføre Mænd,
Juda 500000 Mænd.
10. Men efter at David havde holdt Mandtal over Folket. slog
Samvittigheden ham, og han sagde til HERREN: "Jeg har syndet
svarlig i, hvad jeg har gjort! Men tilgiv nu, HERRE, din Tjeners
Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!"
11. Da David stod op om Morgenen kom HERRENs Ord til Profeten Gad,
Davids Seer, således:
12. "Gå hen og sig til David: Så siger HERREN; Jeg forelægger dig
tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!"
13. Gad kom da til David og kundgjorde ham det og sagde: "Skal der
komme tre Hungersnødsår over dig i dit Land, eller vil du i tre
Måneder jages på Flugt, forfulgt af din Fjende, eller skal der
komme tre Dages Pest i dit Land? Overvej nu, hvad jeg skal svare
ham, der har sendt mig!"
14. David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad os så falde i
HERRENs Hånd, thi hans Barmhjertighed er stor; i Menneskehånd
vil jeg ikke falde!"
15. Så valgte David da Pesten. Ved Hvedehøstens Tid begyndte Soten
at ramme Folket; og der døde 70000 Mand af Folket fra Dan til
Be'ersjeba.
16. Da Engelen udrakte sin Hånd mod Jerusalem for at ødelægge det,
angrede HERREN det onde, og han sagde til Engelen, som ødelagde
Folket "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" HERRENs Engel var
da ved Jebusiten Aravnas Tærskeplads.
17. Men da David så Engelen, som slog Folket, sagde han til HERREN:
"Det er mig, der har syndet, mig, der har begået Brøden; men
Fårene der, hvad har de gjort? Lad din Hånd dog ramme mig og mit
Fædrenehus!"
18. Samme Dag kom Gad til David og sagde: "Gå op og rejs HERREN et
Alter på Jebusiten Aravnas Tærskeplads!"
19. Og David gik derop efter Gads Ord, således som HERREN havde
påbudt.
20. Da Aravna, der var ved at tærske Hvede, så ned og fik Øje på
Kongen og hans Folk, som kom hen imod ham, gik han ud og kastede
sig på sit Ansigt til Jorden for ham;
21. og Aravna sagde: "Hvorfor kommer min Herre Kongen til sin Træl?"
David svarede: "For at købe Tærskepladsen af dig og bygge HERREN
et Alter, at Folket må blive friet fra Plagen!"
22. Da sagde Aravna til David: "Min Herre Kongen tage den og ofre,
hvad ham tykkes ret! Her er Okserne til Brændoffer og
Tærskeslæderne og Oksernes Stavtøj til Brændsel!
23. Min Herre Kongens Træl giver Kongen det hele!" Og Aravna sagde
til Kongen: "Måtte HERREN din Gud have Behag i dig!"
24. Men Kongen svarede Aravna: "Nej, jeg vil købe det af dig for
dets fulde Værdi; jeg vil ikke bringe HERREN min Gud Brændofre,
som intet koster mig!" Så købte David Tærskepladsen og Okserne
for halvtredsindstyve Sølvsekel;
25. og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre og
Takofre. Da forbarmede HERREN sig over Landet, og Israel blev
friet fra Plagen.
|