Ester


 1
  1.  I Ahasverus's Dage - den Ahasverus, der herskede over Landene
      fra Indien til Ætiopien, 127 Lande -
  2.  i hine Dage, da Kong Ahasverus sad på sin Kongetrone i Borgen
      Susan, tildrog der sig følgende.
  3.  I sit tredje Regeringsår gjorde han et Gæstebud for alle sine
      Fyrster og sine Folk; Persiens og Mediens ypperste Hærførere og
      Landsdelenes Fyrster var hans Gæster,
  4.  og han udfoldede sin kongelige Herligheds Rigdom og sin Magts
      Glans og Pragt for dem i mange Dage, 180 Dage.
  5.  Og da disse Dage var omme, gjorde Kongen for hele Folket i
      Borgen Susan, fra den højeste til den laveste, et syv Dages
      Gæstebud på den åbne Plads foran Parken ved Kongeborgen.
  6.  Hvidt Linned og violet Purpur var med Snore af fint Linned og
      rødt Purpur hængt op på Sølvstænger og Marmorsøjler, og Guld- og
      Sølvdivaner stod på et Gulv, der var indlagt med broget og hvidt
      Marmor, Perlemor og sorte Sten.
  7.  Drikkene skænkedes i Guldbægre, alle forskellige, og der var
      kongelig Vin i store Måder på ægte Fyrstevis;
  8.  og ved Drikkelaget gjaldt den Regel, at man ikke nødte nogen;
      thi Kongen havde pålagt alle sine Hovmestre at lade enhver om,
      hvor meget han vilde have.
  9.  Også Dronning Vasjti gjorde et Gæstebud for Kvinderne i Kong
      Ahasverus's Kongeborg.

 10.  Da Kongen den syvende Dag var oprømt af Vinen, bød han Mehuman,
      Bizta, Harbona, Bigta, Abagta, Zetar og Karkas, de syv Hofmænd,
      som stod i Kong Ahasverus's Tjeneste,
 11.  at føre Dronning Vasjti, prydet med det kongelige Diadem, frem
      for Kongen, for at han kunde vise Folkene og Fyrsterne hendes
      Dejlighed. Thi hun var meget smuk.
 12.  Men bronning Vasjti vægrede sig ved at komme på Kongens Bud, som
      Hofmændene overbragte. Da blev Kongen harmfuld, og Vreden
      blussede op i ham.
 13.  Og Kongen spurgte de vise, som kendte til Tidernes Tydning - thi
      Kongens Ord blev efter Skik og Brug forelagt alle de lov- og
      retskyndige,
 14.  og de, der stod ham nærmest, var Karsjena, Sjetar, Admata,
      Tarsjisj, Meres, Marsena og Memukan, de syv persiske og mediske
      Fyrster, som så Kongens Åsyn og havde den øverste Magt i Riget:
 15.  Hvad skal der efter Loven gøres ved Dronning Vasjti, fordi hun
      ikke adlød den Befaling, Kong Ahasverus gav hende ved
      Hofmændene?
 16.  Da sagde Memukan i Kongens og Fyrsternes Påhør: "Dronning Vasjti
      har ikke alene forbrudt sig imod Kongen, men også imod alle
      Fyrster og alle Folk i alle Kong Ahasverus's Lande;
 17.  thi Dronningens Opførsel vil rygtes blandt alle Kvinderne, og
      Følgen bliver, at de viser deres Mænd Ringeagt, når det hedder
      sig: Kong Ahasverus bød, at man skulde føre Dronning Vasjti til
      ham, men hun kom ikke!
 18.  Og så snart de hører om Dronningens Adfærd, lader Persiens og
      Mediens Fyrstinder alle Kongens Fyrster det høre; deraf kan der
      kun komme Ringeagt og Vrede.
 19.  Hvis Kongen synes, så lade han udgå et kongeligt Bud, som skal
      optegnes i Persiens og Mediens Love og være uigenkaldeligt, om
      at Vasjti aldrig mere må vise sig for Kong Ahasverus; og Kongen
      skal give hendes kongelige Værdighed til en anden, som er bedre
      end hun.
 20.  Når så den Forordning, kongen lader udgå, bliver kendt i hele
      hans Rige - thi det er stort - da vil alle Kvinderne, både høje
      og lave, vise deres Mænd Agtelse.
 21.  Det Forslag var godt i Kongens og Fyrsternes Øjne, og Kongen
      fulgte Memukans Forslag.
 22.  Han sendte Skrivelser til alle Kongens Lande, til hver Landsdel
      med dens egen Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog, om at
      hver Mand skulde være Herre i sit eget Hus og tale sit Folks
      Sprog.



 2
  1.  Men da der var gået nogen Tid, og Kong Ahasverus's Vrede havde
      lagt sig, kom han til at tænke på Vasjti, og hvad hun havde
      gjort, og hvad der var besluttet om hende.
  2.  Da sagde Kongens Folk, der gik ham til Hånde: Man bør søge efter
      unge, smukke Jomfruer til Kongen;
  3.  og Kongen bør overdrage Folk i alle sit Riges Dele det Hverv at
      samle alle unge, smukke Jomfruer og sende dem til Fruerstuen i
      Borgen Susan og der lade dem stille under Opsyn af Kongens
      Hofmand Hegaj, som vogter Kvinderne; lad dem så gennemgå
      Skønhedsplejen,
  4.  og den unge Pige, Kongen synes om, skal være Dronning i Vasjtis
      Sted. Det Forslag var godt i Hongens Øjne, og han gjorde
      derefter.

  5.  Nu var der i Borgen Susao en jødisk Mand ved Navn Mordokaj, en
      Søn af Ja'ir, en Søn af Sjim'i, en Søn af Kisj, en Benjaminit,
  6.  som var ført bort fra Jerusalem blandt de Fanger, Kong
      Nebukadnezar af Babel bortførte sammen med Kong Jekonja af Juda.
  7.  Han var Plejefader for Hadassa - det er Ester - hans Farbroders
      Datter; thi hun havde hverken Fader eller Moder. Den unge Pige
      havde en smuk Skikkelse og så godt ud; og efter hendes Forældres
      Død havde Mordokaj taget hende til sig i Datters Sted.
  8.  Da nu Kongens Befaling og Bud blev kendt, og mange unge Piger
      samledes i Borgen Susan, hvor de stilledes under Opsyn af Hegaj,
      blev også Ester bragt til Kongens Hus og stillet under Opsyn af
      Hegaj, som vogtede Kvinderne.
  9.  Pigen tiltalte ham og vandt hans Yndest, og så hurtigt som
      muligt lod han Skønhedsplejen foretage på hende og gav hende den
      Kost, hun skulde have, og stillede tillige de syv dertil udsete
      Piger fra Kongens Hus til hendes Tjeneste; og han lod hende og
      Pigerne flytte til den bedste Del af Fruerstuen.
 10.  Ester røbede imidlertid ikke sit Folk og sin Slægt, thi det
      havde Mordokaj forbudt hende.
 11.  Og Mordokaj gik Dag efter Dag frem og tilbage foran Fruerstuens
      Gård for at få at vide, hvorledes Ester havde det, og hvorledes
      det gik hende.

 12.  Nu var det således, at når en af de unge Pigers Tid til at gå
      ind til Kong Ahasverus kom, efter at hun i tolv Måneder var
      behandlet efter Forskriften for Kvinderne sålang Tid tog nemlig
      Skønhedsplejen; seks Måneder blev de behandlet med Myrraolie og
      andre seks Måneder med vellugtende Stoffer og de andre
      Skønhedsmidler, som bruges af Kvinder
 13.  når så den unge Pige gik ind til Kongen, gav man hende alt, hvad
      hun bad om, med fra Fruerstuen til Kongens Hus.
 14.  Hun gik da derind om Aftenen, og næste Morgen vendte hun tilbage
      og kom så ind i den anden Fruerstue og blev stillet under Opsyn
      af Sja'asjgaz, den kongelige Hofmand, som vogtede Medhustruerne;
      så kom hun ikke mere til Kongen, medmindre Kongen havde syntes
      særlig godt om hende og hun udtrykkelig blev kaldt til ham.

 15.  Da nu Tiden kom til, at Ester, en Datter af Abihajil, der var
      Farbroder til Mordokaj, som havde taget hende til sig i Datters
      Sted, skulde gå ind til Kongen, krævede hun ikke andet, end hvad
      Hegaj, den kongelige Hofmand, som vogtede Kvinderne, rådede
      til. Og Ester vandt Yndest hos alle, som så hende.
 16.  Så blev Ester hentet til Kong Ahasverus i hans kongelige Palads
      i den tiende Måned, det er Tebet Måned, i hans syvende
      Regeringsår.
 17.  Og Kongen fik Ester kærere end alle de andre Kvinder, og hun
      vandt hans Yndest og Gunst mere end alle de andre Jomfruer. Og
      han satte et kongeligt Diadem på hendes Hoved og gjorde hende
      til Dronning i Vasjtis Sted.
 18.  Derpå gjorde Kongen et stort Gæstebud for alle sine Fyrster og
      Folk til Ære for Ester, og han eftergav Straf i sine Lande og
      uddelte Gaver, som det sømmede sig en Konge.

 19.  Da Mordokaj engang sad i Kongens Port -
 20.  Ester havde, som Mordokaj havde pålagt hende, intet røbet om sin
      Slægt og sit Folk; thi Ester gjorde, hvad Mordokaj sagde, som
      hun havde gjort, da hun var i Pleje hos ham
 21.  som Mordokaj ved den Tid engang sad i Kongens Port, blev Bigtan
      og Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte til Dørvogterne,
      vrede på Kong Ahasverus og søgte Lejlighed til at lægge Hånd på
      ham.
 22.  Det fik Mordokaj at vide og meddelte Dronning Ester det; og
      Ester sagde det til Kongen fra Mordokaj.
 23.  Sagen blev undersøgt, og da den havde sin Rigtighed, blev de
      begge hængt i en Galge. Det blev optegnet i Krøniken i Kongens
      Påsyn.



 3
  1.  Nogen Tid efter gav Kong Ahasverus Agagiten Haman, Hammedatas
      Søn, en høj Stilling og udmærkede ham og gav ham Forsædet blandt
      alle Fyrsterne, som var hos ham.
  2.  Og alle Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, faldt på Knæ og
      kastede sig til Jorden for Haman, thi den Ære havde Kongen
      påbudt at vise ham. Men Mordokaj faldt ikke på Knæ og kastede
      sig ikke til Jorden.
  3.  Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, sagde da til Mordokaj:
      "Hvorfor overtræder du Kongens Bud?"
  4.  Og da de havde sagt det til ham flere Dage i Træk, uden at han
      ænsede det, meldte de Haman det for at se, om Mordokajs Ord
      vilde blive taget for gyldige; thi han havde gjort gældende over
      for dem, at han var Jøde.
  5.  Da nu Haman så, at Mordokaj hverken faldt på Knæ eller kastede
      sig til Jorden for ham, blev han såre opbragt.
  6.  Og da det blev fortalt ham, hvilket Folk Mordokaj tilhørte, var
      han ikke tilfreds med kun at lægge Hånd på Mordokaj, men satte
      sig til Mål at få alle Jøderne i hele Ahasverus's Rige udryddet,
      fordi det var Mordokajs Folk.
  7.  I den første Måned, det er Nisan Måned, i Kong Ahasverus's
      tolvte Regeringsår kastede man i Hamans Påsyn Pur, det er Lod,
      om hver enkelt Dag og hver enkelt Måned, og Loddet traf den
      trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned.

  8.  Haman sagde derpå til Kong Ahasverus: Der findes et Folk, som
      bor spredt og lever for sig selv iblandt Folkene i alle dit
      Riges Dele; deres Love er anderledes end alle andre Folks, og
      Kongens Love holder de ikke. Derfor er det ikke Kongen værdigt
      at lade dem være i Fred.
  9.  Hvis Kongen synes, lad der så udgå skriftlig Befaling til at
      udrydde dem; jeg vil da kunne tilveje Embedsmændene 10.000
      Talenter Sølv til at lægge i Kongens Skatkamre.
 10.  Da tog Kongen Seglringen at sin Hånd og gav den til Agagiten
      Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende,
 11.  og Kongen sagde til Haman: "Sølvet skal tilhøre dig, og med
      Folket kan du gøre, hvad du finder for godt!"

 12.  Kongens Skrivere blev så tilkaldt den trettende Dag i den første
      Måned; og ganske som Haman bød, affattedes Skrivelser til de
      kongelige Satraper og Statholdere over hver enkelt Laodsdel og
      til hvert enkelt Folks Fyrster, til hver Landsdel med dens egen
      Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog. I Kong Ahasverus's
      Navn blev de skrevet, og de forsegledes med Kongens Seglring.
 13.  Skrivelser sendtes så ved Ilbud ud i alle Kongens Lande med
      Befaling til at udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle Jøder,
      unge og gamle, Børn og Kvinder, på een Dag, den trettende Dag i
      den tolvte Måned, det er Adar Måned, og at prisgive deres
      Ejendele.
 14.  En Afskrift af Skrivelsen, der skulde udstedes som Forordning i
      alle Rigets Dele, blev kundgjort for alle Folkene, for at de
      kunde være rede til den Dag.
 15.  Ilbudene skyndte sig af Sted på Kongens Bud, så snart
      Forordningen var udgået i Borgen Susan. Kongen og Haman satte
      sig så til at drikke; men Byen Susan var rædselsslagen.



 4
  1.  Da Mordokaj fik at vide alt, hvad der var sket, sønderrev han
      sine Klæder, klædte sig i Sæk og Aske og gik ud i Byen og
      udstødte høje Veråb;
  2.  og han kom hen på Pladsen foran Kongens Port, men heller ikke
      længere, fordi det ikke var tilladt at gå ind i Kongens Port,
      når man var klædt i Sæk.
  3.  Og i hver eneste Landsdel, overalt, hvor Kongens Bud og
      Forordning nåede hen, var der blandt Jøderne stor Sorg og Faste,
      Gråd og Klage, og mange af dem redte sig et Leje af Sæk og Aske.

  4.  Da nu Esters Piger og Hofmænd kom og fortalte hende det, grebes
      Dronningen af heftig Smerte; og hun sendte Klæder ud til
      Mordokaj, for at man skulde give ham dem på og tage
      Sørgeklæderne af ham; men han tog ikke imod dem.
  5.  Da lod Ester Hatak, en af Kongens Hofmænd, som han havde stillet
      til hendes Tjeneste, kalde, og sendte ham til Mordokaj for at få
      at vide, hvad det skulde betyde, og hvad Grunden var dertil.
  6.  Da Hatak kom ud til Mordokaj på Byens Torv foran Kongens Port,
  7.  fortalte Mordokaj ham alt, hvad der var hændt ham, og opgav ham
      nøje, hvor meget Sølv Haman havde lovet at tilveje Kongens
      Skatkamre for at få Lov til at tilintetgøre Jøderne.
  8.  Desuden gav han ham en Afskrift af Skrivelsen med den den i
      Susan udgåede Forordning om at udrydde dem, for at han skulde
      vise Ester den og tilkendegive hende det og pålægge hende at gå
      ind til Kongen og bede ham om Nåde og gå i Forbøn hos ham for
      sit Folk.

  9.  Halak gik så ind og lod Ester vide, hvad Mordokaj havde sagt.
 10.  Men Ester sendte Halak til Mordokaj med følgende Svar:
 11.  Alle Kongens Tjenere og Folkene i Kongeos Lande ved, at der for
      enhver, Mand eller Kvinde, som ukaldet går ind til Kongen i den
      inderste Gård, kun gælder een Lov, den, at han skal lide Døden,
      medmindre Kongen rækker sit gyldne Septer ud imod ham; i så Fald
      beholder han Livet. Men jeg har nu i tredive Dage ikke været
      kaldt til Kongen!

 12.  Da han havde meddelt Mordokaj Esters Ord,
 13.  bød Mordokaj ham svare Ester: "Tro ikke, at du alene af alle
      Jøder skal undslippe, fordi du er i Kongens Hus!
 14.  Nej, dersom du virkelig tier ved denne Lejlighed, så kommer der
      andetsteds fra Hjælp og Redning til Jøderne; men du og din Slægt
      skal omkomme. Hvem ved, om det ikke netop er for sligt Tilfældes
      Skyld, at du er kommet til kongelig Værdighed!
 15.  Da sendte Ester Mordokaj det Svar:
 16.  Gå hen og kald alle Susans Jøder sammen og hold Faste for mig,
      således at I hverken spiser eller drikker Dag eller Nat i tre
      Døgn; på samme Måde vil også jeg og mine Terner faste; og
      derefter vil jeg gå ind til Kongen, skønt det er imod Loven;
      skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!
 17.  Så gik Mordokaj hen og gjorde ganske som Ester havde pålagt ham.



 5
  1.  Den tredje Dag iførte Ester sig det kongelige Skrud og trådte
      ind i den indre Gård til Kongens Palads, foran Kongens Palads,
      medens Kongen sad på sin Kongetrone i det kongelige Palads ud
      imod Indgangen.
  2.  Da Kongen så Dronning Ester stå i Gården, fandt hun Nåde for
      hans Øjne, og Kongen rakte det gyldne Scepter, som han havde i
      Hånden, ud imod Ester. Da trådte Ester hen og rørte ved Spidsen
      af Scepteret;
  3.  og Kongen sagde til hende: "Hvad fattes dig, Dronning Ester, og
      hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal du få
      det!
  4.  Ester svarede: "Hvis Kongen synes, vil jeg bede Kongen og Haman
      om i Dag at komme til et Gæstebud, jeg har gjort rede for ham."

  5.  Da sagde Kongen: Send hurtigt Bud efter Haman, for at Esters
      Ønske kan blive opfyldt!" Så kom Haman og Kongen til det
      Gæstebud, Ester havde gjort rede,
  6.  og da de sad ved Vinen, sagde Kongen til Ester: Hvad er din Bøn?
      Du skal få den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det så er
      Halvdelen af Riget, skal det tilstås dig!
  7.  Ester svarede: "Min Bøn og mit Ønske er
  8.  hvis jeg har fundet Nåde for Kongens Øjne, og hvis det synes
      Kongen ret at opfylde min Bøn og tilstå mig mit Ønske, så komme
      Kongen og Haman til et Gæstebud, jeg vil gøre rede for dem. I
      Morgen vil jeg da gøre, som Kongen siger!"

  9.  Haman gik glad og vel til Mode derfra den Dag. Men da Haman så
      Mordokaj i Kongens Port, og han hverken rejste sig op eller
      rørte sig af Pletten for ham, opfyldtes han af Vrede mod
      Mordokaj.
 10.  Dog tvang han sig; men da han var kommet hjem, sendte han Bud
      efter sine Venner og sin Hustru Zeresj;
 11.  og Haman talte til dem om sin overvættes Rigdom og sine mange
      Sønner og om al den Ære, Kongen havde vist ham, og hvorledes han
      havde udmærket ham frem for Fyrsterne og Kongens Folk.
 12.  Og Haman sagde: Dronning Ester lod heller ikke andre end mig
      komme med Kongen til det Gæstebud, hun havde gjoet rede; og jeg
      er også indbudt af hende til i Morgen sammen med Kongen.
 13.  Men alt det er mig ikke nok, så længe jeg ser denne Jøde
      Mordokaj sidde i Kongens Port."
 14.  Da sagde hans Hustru Zeresj og alle hans Venner til ham: "Lad en
      Galge rejse, halvtredsindstyve Alen høj, og bed i Morgen tidlig
      Kongen om, at Mordokaj må blive hængt i den; så kan du gå glad
      til Gæstebudet med Kongen.  Det vandt Hamans Bifald, og han lod
      Galgen rejse.



 6
  1.  Samme Nat veg Søvnen fra Kongen. Da bød han, at man skulde hente
      Krøniken, i hvilken mindeværdige Tildragelser var optegnet, og
      man læste op for Kongen af den.
  2.  Man fandt da optegnet, hvorledes Mordokaj havde meldt, at
      Bigtana og Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte til
      Dørvogterne, havde søgt Lejlighed til at lægge Hånd på Kong
      Ahasverus.
  3.  Kongen spurgte da: "Hvilken Ære og Udmærkelse er der vist
      Mordokaj til Gengæld?" Kongens Folk, som gik ham til Hånde,
      svarede: "Der er ingen Ære vist ham."
  4.  Så spurgte Kongen: Hvem er ude i Gården? Haman var netop kommet
      ind i den ydre Gård til Kongens Palads for at bede Kongen om, at
      Mordokaj måtte blive hængt i den Galge, han havde rejst til ham.
  5.  Kongens Folk svarede ham: "Det er Haman, der står ude i Gården."
      Da sagde Kongen: "Lad ham komme ind!"

  6.  Da Haman var kommet ind; sagde Kongen til ham: "Hvad gør man ved
      den Mand, Kongen ønsker at hædre?" Haman tænkte ved sig selv:
      "Hvem andre end mig skulde Kongen ønske at hædre?"
  7.  Derfor svarede Haman Kongen: "Hvis Kongen ønsker at hædre en
      Mand,
  8.  skal man lade hente en kongelig Klædning, som Kongen selv har
      båret, og en Hest, som Kongen selv har redet, og på hvis Hoved
      der er sat en kongelig Krone,
  9.  og man skal overgive Klædningen og Hesten til en af Kongens
      ypperste Fyrster og give den Mand, Kongen ønsker at hædre,
      Klædningen på og føre ham på Hesten over Byens Torv og råbe
      foran ham: Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!
 10.  Da sagde Kongen til Haman: "Skynd dig at hente Klædningen og
      Hesten, som du sagde, og gør således ved Jøden Mordokaj, som
      sidder i den kongelige Port!  Undlad intet af, hvad du sagde!
 11.  Så hentede Haman Klædningen og Hesten, gav Mordokaj Klædningen
      på'og førte ham på Hesten over Byens Torv og råbte foran ham:
      Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!

 12.  Derefter gik Morkodaj tilbage til Kongens Port. Men Haman
      skyndte sig hjem, nedslået og med tilhyllet Hoved.
 13.  Og Haman fortalte sin Hustru Zeresj og alle sine Venner alt,
      hvad der var hændet ham. Da sagde hans Venner og hans Hustru
      Zeresj til ham: Hvis Mordokaj, over for hvem du nu for første
      Gang er kommet til kort, er af jødisk Æt, så kan du intet
      udrette imod ham, men det bliver dit Fald til sidst!

 14.  Medens de endnu talte med ham, indtraf de kongelige Hofmænd for
      hurtigt at hente Haman til det Gæstebud, Ester havde gjort rede.



 7
  1.  Da Kongen tillige med Haman var kommet til Gæstebudet hos
      Dronning Ester
  2.  spurgte Kongen atter den Dag Ester, medens de sad ved Vinen:
      "Hvad er din Bøn, Dronning Ester? Du skal få den opfyldt. Og
      hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal det
      tilstås dig!"
  3.  Dronning Ester svarede: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,
      Konge, og hvis Kongen synes, giv mig så mit Liv på min Bøn og
      giv mig mit Folk på mit Ønske;
  4.  thi jeg og mit Folk er solgt til at udryddes, ihjelslås og
      tilintetgøres.  Var vi endda solgt som Trælle og Trælkvinder,
      vilde jeg have tiet, thi så havde Ulykken ikke været stor nok
      til at ulejlige Kongen med!"
  5.  Da svarede Kong Ahasverus Dronning Ester: "Hvem er han, og hvor
      er han, som har fået i Sinde at gøre dette?"
  6.  Ester svarede: En fjendsk og ildesindet Mand, den onde Haman
      der!" Da blev Haman slaget af Rædsel for Kongen og Dronningen.
  7.  Og Kongen rejste sig i Vrede fra Gæstebudet og gik ud i
      Paladsets Park, men Haman blev tilbage for al bønfalde Dronning
      Ester om sit Liv; thi han mærkede, at det var Kongens faste
      Vilje at styrte ham i Ulykke.
  8.  Da Kongen kom tilbage fra Paladsets Park til Gæstebudsalen,
      havde Haman netop kastet sig ned over Divanen, som Ester lå
      på. Så sagde Kongen: "Vil han oven i Købet øve Vold imod
      Dronningen her i Huset i min Nærværelse!" Næppe var det Ord
      udgået af Kongens Mund, før man tilhyllede Hamans Ansigt;
  9.  og Harbona, en af Hofmændene, der stod i Kongens Tjeneste,
      sagde: "Ved Hamans Hus står allerede den halvtredsindstyve Alen
      høje Galge, som Haman har ladet rejse til Mordokaj, hvis Ord dog
      var Kongen til Gavn!" Da sagde Kongen: "Hæng ham i den!"
 10.  Og de hængte Haman i den Galge, han havde rejst til Mordokaj. Så
      lagde Kongens Vrede sig.



 8
  1.  Samme Dag gav Kong Ahasverus Dronning Ester Hamans, Jødernes
      Fjendes, Hus.  Og Mordokaj fik Foretræde hos Kongen, thi Ester
      havde fortalt, hvad han havde været for hende.
  2.  Og Kongen tog sin Seglring, som han havde frataget Haman, og gav
      Mordokaj den. Og Ester satte Mordokaj over Hamans Hus.

  3.  Men Ester henvendte sig atter til Kongen, og hun kastede sig ned
      for hans Fødder og græd og bønfaldt ham om at afværge de onde
      Råd, Agagiten Haman havde lagt op imod Jøderne.
  4.  Kongen rakte det gyldne Scepter ud imod Ester, og Ester rejste
      sig op og trådte hen til Kongen
  5.  og sagde: Hvis Kongen synes, og hvis jeg har fundet Nåde for
      hans Ansigt og Kongen holder det for ret, og han har Behag i
      mig, lad der så blive givet skriftlig Befaling til at
      tilbagekalde de Skrivelser, Agagiten Haman, Hammedatas Søn,
      udpønsede, og som han lod udgå for at udrydde Jøderne i alle
      Kongens Lande;
  6.  thi hvor kan jeg udholde at se den Ulykke, som rammer mit Folk,
      og hvor kan jeg udholde at se min Slægts Undergang!"
  7.  Da sagde Kong Ahasverus til Dronning Ester og Jøden Mordokaj:
      Hamans Hus har jeg givet Ester, og han, selv er blevet hængt i
      Galgen, fordi han stod Jødeme efter Livet.
  8.  Nu kan I selv i Kongens Navn affatte en Skrivelse om Jøderne,
      som I finder det for godt, og sætte det kongelige Segl under;
      thi en Skrivelse, der een Gan: er udgået i Kongens Navn og
      forseglet med det kongelige Segl, kan ikke kaldes tilbage.

  9.  Så blev Kongens Skrivere med det samme tilkaldt på den tre og
      tyvende Dag i den tredje Måned, det er Sivan Måned, og der blev
      skrevet, ganske som Mordokaj bød, til Jøderne og til Satraperne
      og Statholderne og Fyrsterne i Landene fra Indien til Ætiopien,
      127 Landsdele, til hver Landsdel med dens egen Skrift og til
      hvert Folk på dets eget Sprog, også til Jøderne med deres egen
      Skrift og på deres eget Sprog.
 10.  Han affattede Skrivelser i Kong Ahasverus's Navn og forseglede
      dem med Kongens Seglring; derefter sendte han dem ud ved ridende
      Ilbud, der red på Gangere fra de kongelige Stalde, med
      Kundgørelse om,
 11.  at Kongen tilstedte Jøderne i hver enkelt By at slutte sig
      sammen og værge deres Liv og i hvert Folk og hvert Land at
      udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle væbnede Skarer, som
      angreb dem, tillige med Børn og Kvinder, og at plyndre deres
      Ejendele,
 12.  alt på en og samme Dag i alle Kong Ahasverus's Lande, på den
      trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned.
 13.  En Afskrift af Skrivelsen, der skulde udgå som Forordning i alle
      Rigets Dele, blev kundgjort for alle Folkene, for at Jøderne den
      Dag kunde være rede til at tage Hævn over deres Fjender.
 14.  Så snart Forordningen var givet i Borgen Susan, skyndte
      Ilbudene, som red på de kongelige Gangere, sig på Kongens Bud af
      Sted så hurtigt, de kunde.
 15.  Men Mordokaj gik fra Kongen i en Kongelig Klædning af violet
      Purpur og hvidt Linned, med et stort Gulddiadem og en Kappe af
      fint Linned og rødt Purpur, medens Byen Susan jublede og glædede
      sig.
 16.  Jøderne havde nu Lykke og Glæde, Fryd og Ære;
 17.  og i hver eneste Landsdel og i hver eneste By, hvor bongens Bud
      og Forordning nåede hen, var der Fryd og Glæde blandt Jøderne
      med Gæstebud og Fest. Og mange af Hedningerne gik over til
      Jødedommen, thi Frygt for Jøderne var faldet på dem.



 9
  1.  På den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned, det
      er den Dag, da Kongens Befaling og Forordning skulde udføres,
      den Dag, da Jødernes Fjender havde håbet at kunne overvælde dem,
      medens det nu omvendt blev Jøderne, der på den Dag skulde
      overvælde deres Avindsmænd,
  2.  sluttede Jøderne sig sammen i deres Byer i alle Kong Ahasverus's
      Lande for at lægge Hånd på dem, der vilde dem ondt; og ingen
      holdt Stand imod dem, thi Frygt for dem var faldet på alle
      Folkene.
  3.  Og alle Landenes Fyrster og Satraperne og Statholderne og de
      kongelige Embedsmænd hjalp Jøderne, thi Frygt for Mordokaj var
      faldet på dem.
  4.  Thi Mordokaj havde meget at sige ved Kongens Hof, og der gik Ry
      af ham i alle Lande; thi samme Mordokaj blev mægtigere og
      mægtigere.

  5.  Således slog Jøderne løs på alle deres Fjender med Sværdhug,
      Drab og Ødelæggelse, og de handlede med deres Avindsmænd, som de
      havde Lyst.
  6.  I Borgen Susan dræbte og tilintetgjorde Jøderne 500 Mand;
  7.  og Parsjandata, Dalfon, Aspata,
  8.  Porata, Adalja, Aridata,
  9.  Parmasjta, Arisaj, Aridaj og Vajezata,
 10.  de ti Sønner af Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende, dræbte
      de. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud.

 11.  Samme dag kom Tallet på dem, der var dræbt i Borgen Susan,
      Kongen for Øre.
 12.  Da sagde Kongen til Dronning Ester: I Borgen Susan har Jøderne
      dræbt og tilintetgjort 500 Mand, også Hamans ti Sønner; hvad må
      de da ikke have gjort i de andre kongelige Landsdele! Dog, hvad
      er din Bøn? Du skal få den opfyldt.  Og hvad er yderligere dit
      Ønske? Det skal tilstås dig!
 13.  Ester svarede: Hvis Kongen synes, lad det så også i Morgen
      tillades Jøderne i Susan at handle som i Dag og lad Hamans ti
      Sønner blive hængt op i Galger!
 14.  Da bød Kongen, at det skulde ske; og der udgik en Forordning
      derom i Susan, og Hamans ti Sønner blev hængt op i Galger.
 15.  Så sluttede Jøderne i Susan sig også sammen på den fjortende Dag
      i Adar Måned og dræbte 300 Mand i Susan. Men efter Byttet rakte
      de ikke Hænderne ud.

 16.  Men også de andre Jøder i Kongens Lande sluttede sig sammen og
      værgede deres Liv og tog Hævn over deres Fjenderog dræbte blandt
      deres Avindsmænd 75000
 17.  på den trettende Dag i Adar Måned; men efter Byttet rakte de
      ikke Hænderne ud; og de hvilede på den fjortende og gjorde den
      til en Gæstebuds- og Glædesdag.
 18.  Men Jøderne i Susan sluttede sig sammen både den trettende og
      fjortende Dag i Måoeden og hvilede på den femtende, og den
      gjorde de til Gæstebuds- og Glædesdag.
 19.  Derfor fejrer Jøderne på Landet, de, der bor i Landsbyerne, den
      fjortende Dag i Adar Måned som en Glædes-, Gæstebuds- og
      Festdag, på hvilken de sender hverandre Gaver.

 20.  Og Mordokaj nedskrev disse Tildragelser og udsendte Skrivelser
      til alle Jøder i alle Kong Ahasverus's Lande nær og fjern
 21.  for at gøre det til Pligt for dem hvert År at fejre den
      fjortende og femtende Adar
 22.  de Dage, da Jøderne fik Ro for deres Fjender, og den Måned, da
      deres Trængsel vendtes til Glæde og deres Sorg til en Festdag -
      at fejre dem som Gæstebuds- og Glædesdage, på hvilke de skulde
      sende hverandre af deres Mad og de fattige Gaver.
 23.  Og Jøderne vedtog, at det, som de nu for første Gang havde
      gjort, og som Mordokaj havde skrevet til dem om, skulde være en
      fast Skik.
 24.  Fordi Agagiten Haman, Hammedatas Søn, alle Jøders Fjende, havde
      lagt Råd op imod Jøderne om at tilintetgøre dem og kastet Pur -
      det er Lod - for at ødelægge og tilintetgøre dem,
 25.  men Kongen havde, da det kom ham for Øre, givet skriftlig
      Befaling til, at det onde Råd, Homan havde lagt op mod Jøderne,
      skulde falde tilbage på hans eget Hoved, og ladet ham og hans
      Sønner hænge i Galgen,
 26.  derfor kaldte man de bage Purim efter Ordet Pur. Og derfor, på
      Grund af alt, hvad Brevet indeholdt, og hvad de selv havde
      oplevet i så Henseende, og hvad der var tilstødt dem,
 27.  gjorde Jøderne det til en fast Skik og Brug for sig selv, deres
      Efterkommere og alle, som sluttede sig til dem, at de ubrødeligt
      År efter År skulde fejre de to Dage efter Forskrifterne om dem
      og til den fastsatte Tid,
 28.  og at de Dage skulde ihukommes og fejres i alle Tidsaldre og
      Slægter, i hvert Laod og hver By, så at disse Purimsdage aldrig
      skulde gå af Brug hos Jøderne og deres Ihukommelse aldrig ophøre
      blandt deres Efterkommere.

 29.  Derpå lod Dronning Ester, Abihajils Datter, og Jøden Mordokaj en
      eftertrykkelig Skrivelse udgå for at stadfæste dette Brev om
      Purim.
 30.  Og han sendte Breve til alle Jøder i de 127 Lande i Ahasverus's
      Rige med Freds og Sandheds Ord
 31.  om at holde disse Purimsdage i Hævd på den fastsatte Tid,
      således som Jøden Mordokaj og Dronning Ester havde gjort det til
      Pligt for dem, og således som de havde bundet sig selv og deres
      Efterkommere til de foreskrevne Faster og Klageråb.
 32.  Således stadfæstedes disse Purimsforskrifter ved Esters
      Befaling; og det blev optegnet i en Bog.



 10
  1.  Kong Ahasverus lagde Skat på Fastlandet og Kystlandene.
  2.  Og alt, hvad han gjorde i sin Magt og Vælde, og en nøjagtig
      Skildring af den høje Værdighed, Kongen ophøjede Mordokaj til,
      står optegnet i Mediens og Persiens Kongers Krønike.
  3.  Thi Jøden Mordokaj havde den højeste Værdighed efter Kong
      Ahasverus, og han stod i høj Anseelse hos Jøderne og var elsket
      af sine mange Landsmænd, fordi han virkede for sit Folks vel og
      talte til Bedste for al sin Slægt.



Книго

[X]