Højsangen
1
1. Salomos Højsang
2. Kys mig, giv mig Kys af din mund thi din Kærlighed er bedre end
Vin.
3. Lifligt dufter dine Salver, dit Navn er en udgydt Salve, derfor
har Kvinder dig kær.
4. Drag mig efter dig, kom, lad os løbe; Kongen tog mig ind i sine
Kamre. Vi vil juble og glæde os i dig, prise din Hærlighed
fremfor Vin. Med Rette har de dig kær.
5. Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som
Salmas Forhæng.
6. Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt af
Solen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterske
satte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke.
7. Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor du vogter din Hjord,
hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg gå som en
Landstryger ved dine Fællers Hjorde?
8. Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, følg da kun
Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger.
9. Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde.
10. Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med Kæderne.
11. Vi vil gøre dig Snore af Guld med Stænk af Sølv.
12. Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords;
13. min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst,
14. min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde.
15. Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er
Duer!
16. Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt,
17. vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser!
2
1. Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje
2. Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
3. Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge
Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød
for min Gane.
4. Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
5. Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af
Kærlighed.
6. Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
7. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens
Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker
det selv!
8. Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene,
i Spring over Højene.
9. Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står
han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem
Gitteret.
10. Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du
fagre, kom!
11. Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
12. Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren
høres i vort Land;
13. Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder
Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,
14. min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue
din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din
Skikkelse yndig.
15. Fang os de Ræve, de Ræve små,som hærger Vinen, vor blomstrende
Vin!
16. Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer;
17. til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær
som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!
3
1. På mit Leje om Natten søgte Ham, som min Sjæl har kær, jeg
søgte, men fandt ham ikke.
2. "Så står jeg op og går om i Byen, om På dens Gader og Torve og
søger ham, som min Sjæl har kær. "Jeg søgte, men fandt ham ikke.
3. Vægterne, som færdes i Byen, traf mig: "Så I mon ham, som min
Sjæl har kær?"
4. Knap var jeg kommet forbi dem, så fandt jeg ham, som min Sjæl
har kær; jeg greb ham og slap ham ikke, før jeg fik ham ind i
min Moders Hus, i hendes Kammer, som fødte mig.
5. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens
Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker
det selv!
6. Hvad er det, som kommer fra Ørkenen i Støtter af Røg, omduftet
af Myrra og Røgelse, alskens Vellugt?
7. Se, det er Salomos Bærestol, omgivet af tresindstyve Helte,
Israels Helte,
8. alle med Sværd i Hånd, oplærte til Krig, hver med sit Sværd ved
Lænd mod Nattens Rædsler.
9. Kong Salomo laved sig en Bærekarm af Træ fra Libanon,
10. gjorde dens Støtter af Sølv, dens Arme af Guld; i Midten er
Ibenholt indlagt, Sædet er Purpur.
11. Jerusalems Døtre, gå ud og se på Kong Salomo, på Kronen, hans
Moder kroned ham med på hans Brudefærds Dag, hans Hjertens
Glædes Dag!
4
1. Hvor du er fager, min veninde, hvor er du fager! Dine Øjne er
Duer bag sløret, dit Hår som en Gedeflok bølgende ned fra
Gilead,
2. dine Tænder som en nyklippet Fåreflok, der kommer fra Bad, som
alle har Tvillinger, intet er uden Lam;
3. som en Purpursnor er dine Læber, yndig din Mund, din Tinding som
et bristet Granatæble bag ved dit Slør;
4. din Hals er som Davids Tårn, der er bygget til Udkig, tusinde
Skjolde hænger derpå, kun Helteskjolde;
5. dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelle tvillinger, der græsser
blandt Liljer.
6. Til Dagen svales og Skyggerne længes, vil jeg vandre til
Myrrabjerget og Vellugtshøjen.
7. Du er fuldendt fager, min Veninde og uden Lyde.
8. Kom med mig fra Libanon, Brud, kom med mig fra Libanon, stig ned
fra Amanas Tinde, fra Senirs og Hermons Tinde, fra Løvers Huler,
fra Panteres Bjerge!
9. Du har fanget mig, min Søster, min Brud, du har fanget mig med
et af dine Blikke, med en af din Halses Kæder.
10. Hvor herlig er din Kærlighed, min Søster, min Brud, hvor din
Kærlighed er god fremfor Vin, dine Salvers Duft fremfor alskens
Vellugt!
11. Dine Læber drypper af Sødme, min Brud, under din Tunge er
Honning og Mælk; dine Klæders Duft er som Libanons Duft.
12. Min Søster, min Brud er en lukket Have, en lukket Kilde, et Væld
under Segl.
13. Dine Skud er en Lund af Granattræer med kostelige Frugter,
Kofer,
14. Nardus og Kalmus og Kanel og alle Slags Vellugtstræer, Myrra og
Safran og Aloe og alskens ypperlig Balsam.
15. Min Haves Væld er en Brønd med rindende Vand og Strømme fra
Libanon.
16. Nordenvind, vågn, Søndenvind kom, blæs gennem min Have, så dens
Vellugt spredes! Min Ven komme ind i sin Have og nyde dens
udsøgte Frugt!
5
1. Jeg kommer i min Have, min Søster, min Brud, jeg plukker min
Myrra og Balsam, jeg spiser min Honning og Saft, jeg drikker min
Vin og Mælk. Venner, spis og drik og berus jer i Kærlighed!
2. Jeg sov, men mit hjerte våged; tys, da banked min ven: "Luk op
for mig, o Søster, min Veninde, min Due, min rene, thi mit Hoved
er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Dråber."
3. Jeg har taget min Kjortel af, skal jeg atter tage den på? Jeg
har tvættet mine Fødder, skal jeg atter snavse dem til?
4. Gennem Gluggen rakte min Ven sin Hånd, det brusede stærkt i mit
Indre.
5. Jeg stod op og åbned for min Ven; mine Hænder drypped af Myrra,
mine Fingre af flydende Myrra, da de rørte ved Låsens Håndtag.
6. Så lukked jeg op for min Ven, men min Ven var gået sin Vej. Jeg
var ude af mig selv ved hans Ord. Jeg søgte, men fandt ham ikke,
kaldte, han svared mig ikke.
7. Vægterne, som færdes i Byen, traf mig, de slog og såred mig;
Murens Vægtere rev Kappen af mig.
8. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Såfremt I finder min Ven,
hvad skal I da sige til ham? At jeg er syg af Kærlighed!
9. "Hvad Fortrin har da, din Ven, du fagreste, blandt Kvinder? Hvad
Fortrin har da din Ven, at du besværger os så?"
10. Min Ven er hvid og rød, herlig blandt Titusinder,
11. hans Hoved er det fineste Guld, hans Lokker er Ranker, sorte som
Ravne,
12. hans Øjne som Duer ved rindende Bække, badet i Mælk og siddende
ved Strømme,
13. hans Kinder som Balsambede; Skabe med Vellugt, hans Læber er
Liljer, de drypper, af flydende Myrra,
14. hans Hænder er Stænger af Guld, fyldt med Rubiner, hans Liv en
Elfenbensplade, besat med Safirer,
15. hans Ben er Søjler af Marmor På Sokler af Guld, hans Skikkelse
som Libanon, herlig som Cedre,
16. hans Gane er Sødme, han er idel Ynde. Sådan er min elskede,
sådan min Ven, Jerusalems Døtre.
6
1. Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har
din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.
2. Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin
Hjord i Haverne og sanke Liljer.
3. Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt
Liljer.
4. Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem,
frygtelig som Hære under Banner.
5. Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en
Gedeflok, bølgende ned fra Gilead.
6. dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har
Tvillinger, intet er uden Lam;
7. din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.
8. Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve,
på Terner er der ej Tal.
9. Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun,
sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af
Dronninger og Medhustruer Hyldest.
10. Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen,
skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?
11. Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale for
at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst.
12. Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks
Vogne.
13. Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se
dig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?"
7
1. Hvor skønne er dine Trin i Skoene, du ædelbårne! Dine Hofters
Runding er som Halsbånd, Kunstnerhånds Værk,
2. dit Skød som det runde Bæger, ej savne det Vin, dit Liv som en
Hvededynge, hegnet af Liljer;
3. dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelletvillinger,
4. din Hals som Elfenbenstårnet, dine Øjne som Hesjbons damme ved
Bat-Rabbims Port, din Næse som Libanons Tårn, der ser mod
Damaskus,
5. Hovedet på dig som Karmel, dit Hoveds Lokker som Purpur; en
Konge er fanget i Garnet.
6. Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde!
7. Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser.
8. Jeg tænker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; dit
Bryst skal være som Vinstokkens Klaser, din Næses Ånde som
Æbleduft,
9. din Gane som ædel Vin, der liflig flyder ind i min Mund, glider
over mine Læber og Tænder.
10. Jeg er min Vens, og til mig står hans Attrå.
11. Kom min Ven, vi vil ud på Landet, blive i Landsbyer Natten over;
12. Vingårde søger vi årle, vi ser, om Vinstokken skyder, om
Knopperne åbnes, Granattræet blomstrer. Der giver jeg dig min
Kærlighed.
13. Kærlighedsæblerne dufter, for vor Dør er al Slags Frugt, ny og
gammel tillige; til dig, min Ven, har jeg gemt dem.
8
1. Oh, var du min broder, som died min moders bryst! Jeg kyssed dig
derude, når vi mødtes, og blev ikke agtet ringe,
2. tog dig ind i min Moders hus, i min moders kamre, gav dig
krydret vin at drikke, Granatæblers Most.
3. Hans venstre under mit hoved, hans højre tager mig i favn.
4. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Gør ikke Kærligheden Uro,
væk den ikke før den ønsker det selv!
5. Hvem er hun, der kommer fra Ørkenen, støttet til sin ven?"Under
Æbletræet vækked jeg dig; der nedkom din moder med dig, der
nedkom hun, som dig fødte."
6. Læg mig som en seglring om dit hjerte, som et Armbånd om din
Arm! Thi Kærlighed er stærk som døden, Nidkærhed hård som
Dødsriget; i dens gløder er Brændende Glød, dens lue er HERRENS
Lue.
7. Mange Vande kan ikke slukke den, Strømme skylle den bort. Gav
nogen alt Gods i sit Hus for Kærlighed, Hvem vilde agte ham
ringe?
8. Vi har en lille Søster, som endnu ej har bryster; hvad gør vi
med med vor Søster, den dag hun får en Bejler?
9. Er hun en Mur, så bygger vi en krone af sølv derpå, men er hun
en Dør, så spærrer vi den med Cederplanke.
10. Jeg er en Mur, Mine Bryster Tårne. Da blev jeg i hans Øjne som
en, der finder Fred.
11. Salomo havde en Vingård i Ba'al-Hamon, til vogtere gav han den
Vingård; hver kunne tjene tusind sekel Sølv på dens Frugt.
12. Jeg har for mig selv min Vingård; de tusinde, Salomo, er dine,
to hundrede deres, som vogter dens Frugt.
13. Du, som bor i Haverne, Vennerne lytter, lad mig høre din røst!
14. Fly, min Ven, og vær som en Gazel, som den unge Hjort på
Balsambjerge!
|