1.Peter


 1
  1.  Peter, Jesu Kristi Apostel, til Udlændingene i Adspredelse i
      Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bithynien,
  2.  udvalgte efter Gud Faders Forudviden, ved Åndens Helligelse, til
      Lydighed og Bestænkelse med Jesu Kristi Blod: Nåde og Fred vorde
      eder mangfoldig til Del!

  3.  Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin
      store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Håb ved Jesu
      Kristi Opstandelse fra de døde,
  4.  til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er
      bevaret i Himlene til eder,
  5.  I, som ved Guds Kraft bevogtes ved Tro til en Frelse, som er
      rede til at åbenbares i den sidste Tid,
  6.  i hvilken I skulle fryde eder, om I end nu en liden Stund, hvis
      så skal være, bedrøves i mange Hånde Prøvelser,
  7.  for at eders prøvede Tro, som er meget dyrebarere end det
      forgængelige Guld, der dog prøves ved Ild, må findes til Ros og
      Herlighed og Ære i Jesu Kristi Åbenbarelse,
  8.  ham, som I ikke have set og dog elske, ham, som I, skønt I nu
      ikke se, men tro, skulle fryde eder over med en uudsigelig og
      forherliget Glæde,
  9.  når I nå Målet for eders Tro, Sjælenes Frelse.
 10.  Om denne Frelse have Profeter gransket og ransaget, de, som
      profeterede om den Nåde, der skulde blive eder til Del,
 11.  idet de granskede over, hvilken eller hvordan en Tid Kristi Ånd,
      som var i dem, henviste til, når den forud vidnede om Kristi
      Lidelser og den derpå følgende Herlighed.
 12.  Og det blev dem åbenbaret, at det ikke var dem selv, men eder,
      de tjente med disse Ting, som nu ere blevne eder kundgjorte ved
      dem, der have forkyndt eder Evangeliet i den Helligånd, som blev
      sendt fra Himmelen, hvilke Ting Engle begære at skue ind i.

 13.  Derfor, binder op om eders Sinds Lænder, værer ædrue, og sætter
      fuldt ud eders Håb til den Nåde, som bliver eder til Del i Jesu
      Kristi Åbenbarelse.
 14.  Som lydige Børn skulle I ikke skikke eder efter de forrige
      Lyster i eders Vankundighed;
 15.  men efter den hellige, som kaldte eder, skulle også I vorde
      hellige i al eders Vandel;
 16.  thi der er skrevet: "I skulle være hellige, thi jeg er hellig."
 17.  Og dersom I påkalde ham som Fader, der dømmer uden Persons
      Anseelse efter enhvers Gerning, da bør I vandre i Frygt eders
      Udlændigheds Tid,
 18.  vel vidende, at det ikke var med forkrænkelige Ting,, Sølv eller
      Guld, at I bleve løskøbte fra eders tomme Vandel, som var
      overleveret eder fra Fædrene,
 19.  men med Kristi dyrebare Blod som et lydeløst og uplettet Lams,
 20.  han, som var forud kendt for Verdens Grundlæggelse, men blev
      åbenbaret ved Tidernes Ende for eders Skyld,
 21.  der ved ham tro på Gud, som oprejste ham fra de døde og gav ham
      Herlighed, så at eders Tro også er Håb til Gud.

 22.  Lutrer eders Sjæle i Lydighed imod Sandheden til uskrømtet
      Broderkærlighed, og elsker hverandre inderligt af Hjertet,
 23.  genfødte, som I ere, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig
      Sæd, ved Guds levende og blivende Ord.
 24.  Thi "alt Kød er som Græs, og al dets Herlighed som Græssets
      Blomst; Græsset visner, og Blomsten falder af;
 25.  men Herrens Ord bliver evindelig." Og dette er det Ord, som er
      forkyndt eder ved Evangeliet.



 2
  1.  Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al
      Bagtalelse,
  2.  og higer som nyfødte Børn efter Ordets uforfalskede Mælk, for at
      I kunne vokse ved den til Frelse,
  3.  om I da have smagt, at Herren er god.
  4.  Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af
      Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud,
  5.  og lader eder selv som levende Sten opbygge som et åndeligt Hus,
      til et helligt Præsteskab, til at frembære åndelige Ofre,
      velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus.
  6.  Thi det hedder i et Skriftsted: "Se, jeg lægger i Zion en
      Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror på
      ham, skal ingenlunde blive til Skamme."
  7.  Eder altså, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne
      Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en
      Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe;
  8.  og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de
      også vare bestemte.
  9.  Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt
      Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder,
      som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys,
 10.  I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som
      ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.

 11.  I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at
      afolde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen,
 12.  så I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de på Grund
      af de gode Gerninger, som de få at se, kunne prise Gud på
      Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som
      Ugerningsmænd.

 13.  Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld,
      være sig en Konge som den højeste,
 14.  eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for
      Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode.
 15.  Thi således er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle
      bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie;
 16.  som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul,
      men som Guds Tjenere.
 17.  Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen!

 18.  I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke
      alene de gode og milde, men også de urimelige.
 19.  Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin
      Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider
      uretfærdigt.
 20.  Thi hvad Ros er det, om I holde ud, når I Synde og derfor få
      Næveslag? Men dersom I holde ud, når I gøre det gode og lide
      derfor, dette finder Yndest hos Gud.
 21.  Thi dertil bleve I kaldede, efterdi også Kristus har lidt for
      eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i
      hans Fodspor,
 22.  han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i
      hans Mund,
 23.  han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede,
      da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt,
 24.  han, som selv bar vore Synder på sit Legeme op på Træet, for at
      vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han,
      ved hvis Sår I ere blevne lægte.
 25.  Thi I vare vildfarende som Får, men ere nu vendte om til eders
      Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.



 3
  1.  Ligeså, I Hustruer! underordner eder under eders egne Mænd, for
      at, selv om nogle ere genstridige imod Ordet, de kunne vindes
      uden Ord ved Hustruernes Vandel,
  2.  når de iagttage eders kyske Vandel i Frygt.
  3.  Eders Prydelse skal ikke være den udvortes med Hårfletning og
      påhængte Guldsmykker eller Klædedragt,
  4.  men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Ånds
      uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud.
  5.  Thi således var det også, at fordum de hellige Kvinder, som
      håbede på Gud, prydede sig, idet de underordnede sig under deres
      egne Mænd,
  6.  som Sara var Abraham lydig, så hun kaldte ham Herre, hun, hvis
      Børn I ere blevne, når I gøre det gode og ikke frygte nogen
      Rædsel.
  7.  Ligeså I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som
      med et svagere Kar, og beviser dem Ære som dem, der også ere
      Medarvinger til Livets Nådegave, for at eders Bønner ikke skulle
      hindres.

  8.  Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod
      Brødrene, barmhjertige, ydmyge;
  9.  betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men
      tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle
      arve Velsignelse.
 10.  Thi "den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin
      Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig;
 11.  han vende sig fra ondt og gøre godt; han søge Fred og jage efter
      den!
 12.  Thi Herrens Øjne ere over de retfærdige, og hans Øren til deres
      Bøn; men Herrens Ansigt er over dem, som gøre ondt."

 13.  Og hvem er der, som kan volde eder ondt, dersom I ere nidkære
      for det gode?
 14.  Men om I også måtte lide for Retfærdigheds Skyld, er I salige.
      Nærer ingen Frygt for dem, og forfærdes ikke;
 15.  men helliger den Herre Kristus i eders Hjerter, altid rede til
      at forsvare eder over for enhver, som kræver eder til Regnskab
      for det Håb, der er i eder, men med Sagtmodighed og Frygt,
 16.  idet I have en god Samvittighed, for at de, der laste eders gode
      Vandel i Kristus, må blive til Skamme, når de bagtale eder som
      Ugerningsmænd.
 17.  Thi det er bedre, om det så er Guds Villie, at lide, når man gør
      godt, end når man gør ondt.
 18.  Thi også Kristus led een Gang for Synder, en retfærdig for
      uretfærdige, for at han kunde føre os hen til Gud, han, som led
      Døden i Kødet, men blev levendegjort i Ånden,
 19.  i hvilken han også gik hen og prædikede for Ånderne, som vare i
      Forvaring,
 20.  som fordum vare genstridige, dengang Guds Langmodighed ventede i
      Noas Dage, medens Arken byggedes, i hvilken få, nemlig otte,
      Sjæle bleve frelste igennem Vand,
 21.  hvilket nu også frelser eder i sit Modbillede som Dåb, der ikke
      er Fjernelse af Kødets Urenhed, men en god Samvittigheds Pagt
      med Gud ved Jesu Kristi Opstandelse,
 22.  han, som er faren til Himmelen og er ved Guds højre Hånd, efter
      at Engle og Myndigheder og Kræfter ere ham underlagte.



 4
  1.  Efterdi da Kristus har lidt i Kødet, så skulle også I væbne eder
      med det samme Sind (thi den, som har lidt i Kødet, er hørt op
      med Synd),
  2.  så at I ikke fremdeles leve den øvrige Tid i Kødet efter
      Menneskers Lyster, men efter Guds Villie.
  3.  Thi det er nok i den forbigangne Tid at have gjort Hedningernes
      Villie, idet I have vandret i Uterlighed, Lyster, Fylderi, Svir,
      Drik og skammelig Afgudsdyrkelse;
  4.  hvorfor de forundre sig og spotte, når I ikke løbe med til den
      samme Ryggesløshedens Pøl;
  5.  men de skulle gøre ham Regnskab, som er rede til at dømme
      levende og døde.
  6.  Thi derfor blev Evangeliet forkyndt også for døde, for at de vel
      skulde være dømte på Menneskers Vis i Kødet, men leve på Guds
      Vis i Ånden.

  7.  Men alle Tings Ende er kommen nær; værer derfor årvågne og ædru
      til Bønner!
  8.  Hav fremfor alt en inderlig Kærlighed til hverandre; thi
      "Kærlighed skjuler en Mangfoldighed af Synder".
  9.  Vær gæstfri imod hverandre uden Knurren.
 10.  Eftersom enhver har fået en Nådegave, skulle I tjene hverandre
      dermed som gode Husholdere over Guds mangfoldige Nåde.
 11.  Taler nogen, han tale som Guds Ord; har nogen en Tjeneste, han
      tjene, efter som Gud forlener ham Styrke dertil, for at Gud må
      æres i alle Ting ved Jesus Kristus, hvem Herligheden og Magten
      tilhører i Evighedernes Evigheder! Amen.

 12.  I elskede! undrer eder ikke over den Ild, som brænder iblandt
      eder til eders Prøvelse, som om der hændtes eder noget
      underligt;
 13.  men glæder eder i samme Mål, som I have Del i Kristi Lidelser,
      for at I også kunne glæde og fryde eder ved hans Herligheds
      Åbenbarelse.
 14.  Dersom I hånes for Kristi Navns Skyld, ere I salige; thi
      Herlighedens og Guds Ånd hviler over eder.
 15.  Thi ingen af eder bør lide som Morder eller Tyv eller
      Ugerningsmand eller som en, der blander sig i anden Mands Sager;
 16.  men lider han som en Kristen, da skamme han sig ikke, men prise
      Gud for dette Navn!

 17.  Thi det er Tiden til, at Dommen skal begynde med Guds Hus: men
      begynder den først med os, hvad Ende vil det da få med dem, som
      ere genstridige imod Guds Evangelium?
 18.  Og dersom den retfærdige med Nød og neppe bliver frelst, hvor
      skal da den ugudelige og Synderen blive af?
 19.  Derfor skulle også de, som lide efter Guds Villie, befale den
      trofaste Skaber deres Sjæle, idet de gøre det gode.



 5
  1.  De Ældste iblandt eder formaner jeg som Medældste og Vidne til
      Kristi Lidelser, som den, der også har Del i Herligheden, der
      skal åbenbares:
  2.  Vogter Guds Hjord hos eder, og fører Tilsyn med den, ikke
      tvungne, men frivilligt, ikke for slet Vindings Skyld, men med
      Redebonhed;
  3.  ikke heller som de, der ville herske over Menighederne, men som
      Mønstre for Hjorden;
  4.  og når da Overhyrden åbenbares, skulle I få Herlighedens
      uvisnelige Krans.
  5.  Ligeså, I unge! underordner eder under de ældre; og ifører eder
      alle Ydmyghed imod hverandre; thi "Gud står de hoffærdige imod,
      men de ydmyge giver han Nåde."
  6.  Derfor ydmyger eder under Guds vældige Hånd, for at han i sin
      Tid må ophøje eder.
  7.  Kaster al eders Sørg på ham, thi han har Omsorg for eder.
  8.  Vær ædru, våger; eders Modstander, Djævelen, går omkring som en
      brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge.
  9.  Står ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser
      fuldbyrdes på eders Brødre i Verden.

 10.  Men al Nådes Gud, som kaldte eder til sin evige Herlighed i
      Kristus Jesus efter en kort Tids Lidelse, han vil selv fuldelig
      berede eder, styrke, bekræfte, grundfæste eder!
 11.  Ham tilhører Magten i Evighedernes Evigheder! Amen.
 12.  Med Silvanus, den trofaste Broder (thi det holder jeg ham for),
      har jeg i Korthed skrevet eder til for at formane og bevidne, at
      dette er Guds sande Nåde, hvori I stå.
 13.  Den medudvalgte) i Babylon og min Søn, Markus, hilser eder.
 14.  Hilser hverandre med Kærligheds Kys! Fred være med eder alle,
      som ere i Kristus!



Книго

[X]