Aabenbaringen


 1
  1.  Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine
      Tjenere, hvad der skal ske snart, og han sendte Bud ved sin
      Engel og fremstillede det i Billeder for sin Tjener Johannes,
  2.  som har vidnet om Guds Ord og Jesu Kristi Vidnesbyrd: Alt, hvad
      han har set.
  3.  Salig er den, som oplæser, og de, som høre Profetiens Ord og
      bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær.

  4.  Johannes til de syv Menigheder i Asien: Nåde være med eder og
      Fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv
      Ånder, som ere foran hans Trone,
  5.  og fra Jesus Kristus, det troværdige Vidne, den førstefødte af
      de døde og Jordens Kongers Fyrste. Ham, som elsker os og har
      udløst os af vore Synder med sit Blod
  6.  og har gjort os til et Kongerige, til Præster for sin Gud og
      Fader: Ham være Æren og Magten i Evighedernes Evigheder! Amen.

  7.  Se, han kommer med Skyerne, og hvert Øje skal se ham, også de,
      som have gennemstunget ham, og alle Jordens Stammer skulle jamre
      ved hans Komme. Ja, Amen!
  8.  Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han, som er, og som var,
      og som kommer, den Almægtige.

  9.  Jeg Johannes, eders Broder og meddelagtig i Trængselen og Riget
      og Udholdenheden i Jesus, var på den Ø, som kaldes Patmos, for
      Guds Ords og for Jesu Vidnesbyrds Skyld.
 10.  Jeg henryktes i Ånden på Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en
      høj Røst som af en Basun, der sagde:
 11.  Hvad du ser, skriv det i en Bog, og send det til de syv
      Menigheder, til Efesus og til Smyrna og til Pergamus og til
      Thyatira og til Sardes og til Filidelfia og til Laodikea.
 12.  Og jeg vendte mig for at se Røsten, som talte med mig; og da jeg
      vendte mig, så jeg syv Guldlysestager
 13.  og midt imellem de syv Lysestager en, lig en Menneskesøn, iført
      en fodsid Kjortel og omgjordet om Brystet med et Guldbælte.
 14.  Men hans Hoved og Hår var hvidt som hvid Uld, som Sne; og hans
      Øjne som Ildslue;
 15.  og hans Fødder lignede skinnende Malm, når det gløder i Ovnen;
      og hans Røst var som mange Vandes Lyd;
 16.  og i sin højre Hånd havde han syv Stjerner; og af hans Mund
      udgik der et tveægget, skarpt Sværd, og hans Udseende var som
      Solen, når den skinner i sin Kraft.
 17.  Og da jeg så ham, faldt jeg ned for hans Fødder som død; og han
      lagde sin højre Hånd på mig og sagde:
 18.  Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den levende; og
      jeg var død, og se, jeg er levende i Evighedernes Evigheder, og
      jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler.
 19.  Skriv derfor, hvad du så, både det, som er, og det, som skal ske
      herefter.
 20.  Dette er de syv Stjerners Hemmelighed, hvilke du har set i min
      højre Hånd, og de syv Guldlysestager: de syv Stjerner ere de syv
      Menigheders Engle, og de syv Lysestager ere syv Menigheder.



 2
  1.  Skriv til Menighedens Engel i Efesus: Dette siger han, som
      holder de syv Stjerner i sin højre Hånd, ham, som vandrer midt
      imellem de syv Guldlysestager:
  2.  Jeg kender dine Gerninger og dit Arbejde og din Udholdenhed, og
      at du ikke kan fordrage de onde; og du prøvede dem, som kalde
      sig selv Apostle og ikke ere det, og du har fundet, at de ere
      Løgnere;
  3.  og du har Udholdenhed, og du har døjet ondt for mit Navns Skyld
      og er ikke bleven træt.
  4.  Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første
      Kærlighed.
  5.  Kom derfor i Hu, hvorfra du er falden, og omvend dig, og gør de
      forrige Gerninger; men hvis ikke, da kommer jeg over dig, og jeg
      vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender
      dig.
  6.  Dog, dette har du, at du hader Nikolaiternes Gerninger, som også
      jeg hader.
  7.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den,
      som sejrer, ham vil jeg give at æde af Livets Træ, som er i Guds
      Paradis.

  8.  Og skriv til Menighedens Engel i Smyrna: Dette siger den første
      og den sidste, han, som var død og blev levende:
  9.  Jeg kender din Trængsel og din Fattigdom (dog, du er rig), og
      Bespottelsen fra dem, som kalde sig selv Jøder og ikke ere det,
      men ere Satans Synagoge.
 10.  Frygt ikke, for hvad du vil komme til at lide! Se, Djævelen vil
      kaste nogle af eder i Fængsel, for at I skulle fristes, og I
      skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, så vil jeg
      give dig Livets Krone
 11.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den,
      som sejrer, skal ingenlunde skades af den anden Død.

 12.  Og skriv til Menighedens Engel i Pergamus: Dette siger han, som
      har det tveæggede, skarpe Sværd:
 13.  Jeg ved, hvor du bor, der, hvor Satans Trone er; og du holder
      fast ved mit Navn og fornægtede ikke min Tro, i Antipas's, mit
      tro Vidnes Dage, han, som blev ihjelslået hos eder, der, hvor
      Satan bor.
 14.  Men jeg har noget lidet imod dig, at du har nogle hos dig, som
      holde fast ved Bileams Lære, der lærte Balak at sætte Snare for
      Israels Børn, for at de skulde spise Afgudsofferkød og bedrive
      Utugt.
 15.  Således har også du dem, som holde fast ved Nikolaiternes Lære
      på lignende Vis.
 16.  Omvend dig! Men hvis ikke, kommer jeg snart over dig og vil
      stride imod dem med min Munds Sværd.
 17.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den,
      som sejrer, ham vil jeg give af den skjulte Manna, og jeg vil
      give ham en hvid Sten og på Stenen et nyt Navn skrevet, som
      ingen kender, uden den, der får det.

 18.  Og skriv til Menighedens Engel i Thyatira: Dette siger Guds Søn,
      der har Øjne som Ildslue, og hvis Fødder ere som skinnende Malm:
 19.  Jeg kender dine Gerninger og din Kærlighed og Tro og Tjeneste og
      Udholdenhed, ja, dine Gerninger, de sidste flere end de første.
 20.  Men jeg har imod dig, at du finder dig i Kvinden Jesabel, som
      kalder sig selv en Profetinde og lærer og forfører mine Tjenere
      til at bedrive Utugt og spise Afgudsofferkød.
 21.  Og jeg har givet hende Tid til at omvende sig, men hun vil ikke
      omvende sig fra sin Utugt.
 22.  Se, jeg kaster hende på Sygelejet og hendes Bolere i stor
      Trængsel, dersom de ikke omvende sig fra deres Gerninger.
 23.  Og hendes Børn vil jeg slå med Død, og alle Menighederne skulle
      kende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil
      give eder, hver efter eders Gerninger.
 24.  Men til eder, de øvrige, som ere i Thyatira, så mange som ikke
      have denne Lære, fordi de ikke kende Satans Dybder, som de kalde
      det, til eder siger jeg: Jeg lægger ingen anden Byrde på eder.
 25.  Kun skulle I holde fast ved det, I have, indtil jeg kommer.
 26.  Og den, som sejrer, og som indtil Enden tager Vare på mine
      Gerninger, ham vil jeg give Mag over Hedningerne;
 27.  og med en Jernstav skal han vogte dem, ligesom Lerkar
      sønderknuses, ligesom også jeg har modtaget det af min Fader;
 28.  og jeg vil give ham Morgenstjernen.
 29.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!



 3
  1.  Og skriv til Menighedens Engel i Sardes: Dette siger han, som
      har de syv Guds Ånder og de syv Stjerner: Jeg kender dine
      Gerninger, at du har Ord for at leve og er dog død.
  2.  Bliv vågen og styrk det øvrige, som ellers vilde dø; thi jeg har
      ikke fundet dine Gerninger fuldkommede for min Gud.
  3.  Kom derfor i Hu, hvorledes du modtog og hørte, og bevar det og
      omvend dig! Dersom du altså ikke våger, skal jeg komme som en
      Tyv, og du skal ikke vide, i hvilken Time jeg kommer over dig.
  4.  Dog har du i Sardes nogle få Personer, som ikke have besmittet
      deres Blæder; de skulle vandre med mig i hvide Klæder, thi de
      ere værdige dertil.
  5.  Den, som sejrer, han skal således iføres hvide Klæder, og jeg
      vil ikke udslette hans Navn af Livets Bog, og jeg vil bekende
      hans Navn for min Fader og for hans Engle.
  6.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!

  7.  Og skriv til Menighedens Engel i Filadelfia: Dette siger den
      hellige, den sanddru, han, som har Davids Nøgle, han, som lukker
      op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op:
  8.  Jeg kender dine Gerninger. Se, jeg bar givet dig, at der foran
      dig er en åbnet Dør, som ingen kan lukke; thi du har kun liden
      Kraft, og dog har du bevaret mit Ord og ikke fornægtet mit Navn.
  9.  Se, jeg lader komme nøgle af Satans Synagoge, som kalde sig selv
      Jøder og ikke ere det, men lyve. Se, jeg vil gøre, at de skulle
      komme og tilbede for dine Fødder og kende, at jeg har fattet
      Kærlighed til dig
 10.  Efterdi du har bevaret mit Ord om Udholdenheden, vil også jeg
      bevare dig ud af Fristelsens Stund, som skal komme over hele
      Jorderige for at friste dem, som bo på Jorden.
 11.  Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal
      tage din Krone.
 12.  Den, som sejrer, ham vil jeg gøre til en Søjle i min Guds
      Tempel, og han skal ikke mere gå ud derfra; og jeg vil skrive på
      ham min Guds Navn og min Guds Stads Navn, det nye Jerusalem, der
      kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og mit nye Navn.
 13.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!

 14.  Og skriv til Menighedens Engel i Laodikea: Dette siger han, som
      er Amen, det troværdige og sanddru Vidne, Guds Skabnings
      Begyndelse:
 15.  Jeg kender dine Gerninger, at du hverken er kold eller varm; gid
      du var kold eller varm!
 16.  Derfor, efterdi du er lunken og 'hverken varm eller kold, vil
      jeg udspy dig af min Mund;
 17.  fordi du siger: Jeg er rig og har vundet Rigdom og fattes intet;
      og du ved ikke, at du er den elendige og jammerlige og fattige
      og blinde og nøgne.
 18.  Jeg råder dig, at du af mig køber Guld, lutret i Ilden, for at
      du kan blive rig, og hvide Klæder, for at du kan klæde dig
      dermed, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og Øjensalve
      til at salve dine Øjne med, for at du kan se.
 19.  Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg; vær derfor
      nidkær og omvend dig!
 20.  Se, jeg står før Døren og banker; dersom nøgen hører min Røst og
      åbner Døren, vil jeg gå ind til ham og holde Nadver med ham, og
      han med mig.
 21.  Den, som sejrer, ham vil jeg give at tage Sæde hos mig på min
      Trone, ligesom jeg har sejret og har taget Sæde hos min Fader på
      hans Trone.
 22.  Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne!



 4
  1.  Derefter så jeg, og se, der var en Dør åbnet i Himmelen, og den
      første Røst, hvilken jeg havde hørt som af en Basun, der talte
      med mig, sagde: Stig herop, og jeg vil vise dig, hvad der skal
      ske herefter.
  2.  Straks henryktes jeg i Ånden; og se, en Trone stod i Himmelen,
      og en sad på Tronen,
  3.  og den siddende var at se til ligesom Jaspissten og Sarder, og
      der var en Regnbue omkring Tronen, at se til ligesom Smaragd.
  4.  Og omkring Tronen var der fire og tyve Troner, og på Tronerne
      sad der fire og tyve Ældste, iførte hvide Klæder og med
      Guldkranse på deres Hoveder.
  5.  Og fra Tronen udgår der Lyn og Røster og Tordener, og syv
      Ildfakler brænde foran Tronen, hvilke ere de syv Guds Ånder.
  6.  Og foran Tronen er der som et Glarhav, ligesom Krystal, og midt
      for Tronen og rundt om Tronen fire levende Væsener, fulde af
      Øjne fortil og bagtil.

  7.  Og det første Væsen ligner en Løve; og det andet Væsen ligner en
      Okse; og det tredje Væsen har Ansigt som et Menneske; og det
      fjerde Væsen ligner en flyvende Ørn.
  8.  Og de fire Væsener have hvert især seks Vinger, rundt om og
      indadtil ere de fulde af Øjne; og uden Ophør sige de Dag og Nat:
      Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som
      var, og som er, og som kommer!
  9.  Og når Væsenerne give Ære og Pris og Tak til ham, som sidder på
      Tronen, ham, som lever i Evighedernes Evigheder,
 10.  da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder på
      Tronen, og tilbede ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og
      lægge deres Kranse ned for Tronen og sige:
 11.  Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få Prisen og Æren og
      Magten; thi du har skabt alle Ting, og på Grund af din Villie
      vare de, og bleve de skabte.



 5
  1.  Og jeg så i hans højre Hånd, som sad på Tronen, en Bog,
      beskreven indeni og udenpå, forseglet med syv Segl.
  2.  Og jeg så en vældig Engel, som udråbte med høj Røst: Hvem er
      værdig til at åbne Bogen og bryde dens Segl?
  3.  Og ingen i Himmelen, ej heller på Jorden, ej heller under
      Jorden, formåede at åbne Bogen eller at se i den.
  4.  Og jeg græd såre, fordi ingen fandtes værdig til at åbne Bogen
      eller at se i den.
  5.  Og en af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! se, sejret har
      Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud, så han kan åbne Bogen og
      dens syv Segl.
  6.  Og jeg så, midt imellem Tronen med de fire Væsener og de Ældste
      stod et Lam, ligesom slagtet: det havde syv Horn og syv Øjne,
      hvilke ere de syv Guds Ånder, som ere udsendte til hele Jorden.
  7.  Og det kom og tog Bogen af hans højre Hånd, som sad på Tronen.

  8.  Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener og de fire og tyve
      Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskåle
      fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner.
  9.  Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen
      og åbne dens Segl, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte
      til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemål og Folk og
      Folkeslag,
 10.  og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster,
      og de skulle være Konger på Jorden.
 11.  Og jeg så, og jeg hørte rundt om Tronen og Væsenerne og de
      Ældste en Røst af mange Engle, og deres Tal var Titusinder Gange
      Titusinder, og Tusinder Gange Tusinder,
 12.  og de sagde med høj Røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til
      at få Kraften og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og
      Velsignelse!
 13.  Og hver Skabning, som er i Himmelen og på Jorden og under Jorden
      og på Havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham,
      som sidder på Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og
      Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder!
 14.  Og de fire Væsener sagde: Amen! Og de Ældste faldt ned og
      tilbade.



 6
  1.  Og jeg så, da Lammet åbnede et af de syv Segl, og jeg hørte et
      af de fire Væsener sige som en Tordens Røst: Kom!
  2.  Og jeg så, og se en hvid Hest, og han, som sad på den, havde en
      Bue; og der blev givet ham en Krone, og han drog ud sejrende og
      til Sejer.
  3.  Og da det åbnede det andet Segl, hørte jeg det andet Væsen sige:
      Kom!
  4.  Og der udgik en anden Hest, som var rød; og ham, som sad på den,
      blev det givet at tage Freden bort fra Jorden, og at de skulde
      myrde hverandre; og der blev givet ham et stort Sværd.
  5.  Og da det åbnede det tredje Segl, hørte jeg det tredje Væsen
      sige: Kom! Og jeg så, og se en sort Hest, og han, der sad på
      den, havde en Vægt i sin Hånd.
  6.  Og jeg hørte ligesom en Røst midt iblandt de fire Væsener, som
      sagde: Et Mål Hvede for en Denar og tre Mål Byg for en Denar; og
      Olien og Vinen skal du ikke gøre Skade.
  7.  Og da det åbnede det fjerde Segl, hørte jeg en Røst af det
      fjerde Væsen sige: Kom!
  8.  Og jeg så, og se en grøngul Hest, og han, som sad på den, hans
      Navn var Døden, og Dødsriget fulgte med ham; og der blev givet
      dem Magt over Fjerdedelen af Jorden til at ihjelslå med Sværd og
      med Hunger og med Pest og ved Jordens vilde Dyr.

  9.  Og da det åbnede det femte Segl, så jeg under Alteret deres
      Sjæle, som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det
      Vidnesbyrds Skyld, som de havde.
 10.  Og de råbte med høj Røst og sagde: Hvor længe, Herre, du hellige
      og sanddru! undlader du at dømme og hævne vort Blod på dem, som
      bo på Jorden?
 11.  Og der blev givet dem hver især en lang, hvid Klædning, og der
      blev sagt til dem, at de skulde hvile endnu en liden Tid, indtil
      også Tallet på deres Medtjenere og deres Brødre blev fuldt,
      hvilke skulde ihjelslås ligesom de.

 12.  Og jeg så, da det åbnede det sjette Segl, da skete der et stort
      Jordskælv, og Solen blev sort som en Hårsæk, og Månen blev helt
      som Blod.
 13.  Og Himmelens Stjerner faldt ned på Jorden, ligesom et Figentræ
      nedkaster sine umodne Figen, når det rystes af et stærkt Vejr.
 14.  Og Himmelen veg bort, lig en Bog, der sammenrulles, og hvert
      Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder.
 15.  Og Kongerne på Jorden og Stormændene og Krigsøverstene og de
      rige og de vældige og hver Træl og fri skjulte sig i Hulerne og
      i Bjergenes Kløfter,
 16.  og de sagde til Bjergene og Klipperne: Falder over os og skjuler
      os for Hans Åsyn, som sidder på Tronen, og for Lammets Vrede!
 17.  Thi deres Vredes støre Dag er kommen; og hvem kan bestå?



 7
  1.  Og derefter så jeg fire Engle stå på Jordens fire Hjørner; de
      holdt ordens fire Vinde; for at ingen Vind skulde blæse over
      Jorden, ej heller over Havet, ej heller over noget Træ.
  2.  Og jeg så en anden Engel stige op fra Solens Opgang med den
      levende Guds Segl; og han råbte med høj Røst til de fire Engle,
      hvem det var givet at skade Jorden og Havet, og sagde:
  3.  Skader ikke Jorden, ej heller Havet, ej heller Træerne, førend
      vi have beseglet vor Guds Tjenere på deres Pander.
  4.  Og jeg hørte Tallet på de beseglede, hundrede og fire og
      fyrretyve Tusinde beseglede af alle Israels Børns Stammer:
  5.  af Judas Stamme tolv Tusinde beseglede, af Rubens Stamme tolv
      Tusinde, af Gads Stamme tolv Tusinde,
  6.  af Asers Stamme tolv Tusinde, af Nafthalis Stamme tolv Tusinde,
      af Manasses Stamme tolv Tusinde,
  7.  af Simeons Stamme tolv Tusinde, af Levis Stamme tolv Tusinde, af
      Issakars Stamme tolv Tusinde
  8.  af Sebulons Stamme tolv Tusinde, af Josefs Stamme tolv Tusinde
      og af Benjamins Stamme tolv Tusinde beseglede.

  9.  Derefter så jeg, og se en stor Skare, som ingen kunde tælle, af
      alle Folkeslag og Stammer og Folk og Tungemål, som stod for
      Tronen og for Lammet, iførte lange, hvide Klæder og med
      Palmegrene i deres Hænder;
 10.  og de råbte med høj Røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som
      sidder på Tronen, og Lammet!
 11.  Og alle Englene stode rundt om Tronen og om de Ældste og om de
      fire Væsener og faldt ned for Tronen på deres Ansigt og tilbade
      Gud og sagde:
 12.  Amen! Velsignelsen og Prisen og Visdommen og Taksigelsen og Æren
      og Kraften og Styrken tilhører vor Gud i Evighedernes Evigheder!
      Amen.
 13.  Og en af de Ældste tog til Orde og sagde til mig: Disse, som ere
      iførte de lange, hvide Klæder, hvem ere de? og hvorfra ere de
      komne?
 14.  Og jeg sagde til ham: Min Herre! du ved det. Og han sagde til
      mig: Det er dem, som komme ud af den store Trængsel, og de have
      tvættet deres Klæder og gjort dem hvide i Lammets Blod.
 15.  Derfor ere de foran Guds Trone og tjene ham Dag og Nat i hans
      Tempel; og han, som sidder på Tronen, skal opslå sit Telt over
      dem.
 16.  De skulle ikke hungre mere, ej heller tørste mere, ej heller
      skal Solen eller nogen Hede falde på dem.
 17.  Thi Lammet, som er midt for Tronen, skal vogte dem og lede dem
      til Livets Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Tåre af deres
      Øjne.



 8
  1.  Og da det åbnede det syvende Segl, blev der Tavshed i Himmelen
      omtrent en halv Time.

  2.  Og jeg så de syv Engle, som stå for Guds Åsyn; og der blev givet
      dem syv Basuner.
  3.  Og en anden Engel kom og stillede sig ved Alteret med et
      Guldrøgelsekar, og der blev givet ham megen Røgelse, for at han
      skulde føje den til alle de helliges Bønner på Guldalteret foran
      Tronen.
  4.  Og Røgen af Røgelsen steg op, med de helliges Bønner, fra
      Engelens Hånd før Guds Åsyn.
  5.  Og Engelen tog Røgelsekarret og fyldte det med Ild fra Alteret
      og kastede den på Jorden; og der kom Torden og Røster og Lyn og
      Jordskælv.

  6.  Og de syv Engle, som havde de syv Basuner, gjorde sig rede til
      at basune.
  7.  Og den første basunede, og der kom Hagl og Ild, blandet med
      Blød, og blev kastet på Jorden; og Tredjedelen af Jorden blev
      opbrændt, og alt grønt Græs opbrændtes.
  8.  Og den anden 'Engel basunede, og det var, som et stort brændende
      Bjerg blev kastet i Havet; og Tredjedelen af Havet blev til
      Blod.
  9.  Og Tredjedelen af de Skabninger i Havet, som havde Liv, døde; og
      Tredjedelen af Skibene blev ødelagt.
 10.  Og den tredje Engel basunede, og fra Himmelen faldt der en stor
      Stjerne, brændende som en Fakkel, og den faldt på Tredjedelen al
      Floderne og på Vandkilderne.
 11.  Og Stjernens Navn kaldes Malurt; og Tredjedelen af Vandene blev
      til Malurt, og mange af Menneskene døde af Vandene, fordi de
      vare blevne beske.
 12.  Og den fjerde Engel basunede, og Tredjedelen af Solen og
      Tredjedelen af Månen og Tredjedelen af Stjernerne blev ramt, så
      at Tredjedelen af dem blev formørket, og Dagen mistede
      Tredjedelen af sit Lys og Natten ligeså.
 13.  Og jeg så, og jeg hørte en Ørn flyve midt oppe under Himmelen og
      sige med høj Røst: Ve, ve, ve dem, som bo på Jorden, for de
      øvrige Basunrøster fra de tre Engle, som skulle basune.



 9
  1.  Og den femte Engel basusnede, og jeg så en Stjerne, som var
      falden ned fra Himmelen på Jorden, og Nøglen til Afgrundens
      Brønd blev given den.
  2.  Og den åbnede Afgrundens Brønd, og en Røg steg op af Brønden,
      lig Røgen af en stor Ovn; og Solen og Luften blev formørket af
      Røgen fra Brønden.
  3.  Og fra Røgen udgik der Græshopper over Jorden, og der blev givet
      dem Magt, som Jordens Skorpioner have Magt.
  4.  Og der blev sagt til dem, at de ikke måtte skade Græsset på
      Jorden, ej heller noget grønt eller noget Træ, men kun de
      Mennesker, som ikke have Guds Segl på deres Pander.  5Og det
      blev dem givet ikke at dræbe dem, men at pine dem i fem Måneder;
      og Pinen, de voldte, var som Pinen af en Skorpion, når den
      stikker et Menneske.
  6.  Og i de Dage skulle Menneskene søge Døden og ikke finde den, og
      attrå at dø, og Døden flyr fra dem.
  7.  Og Græshoppeskikkelserne lignede Heste, rustede til Krig, og på
      deres Hoveder var der som Kroner, der lignede Guld, og deres
      Ansigter vare som Menneskers Ansigter,
  8.  og de havde Hår som Kvinders Hår, og deres Tænder vare som
      Løvers,
  9.  og de havde Pansere som Jernpansere; og Lyden af deres Vinger
      var som Lyd af Stridsvogne, når mange Heste fare ud til Kamp.
 10.  Og de have Haler, som ligne Skorpioners, og Brodde, og i deres
      Haler ligger deres Magt til at skade Menneskene i fem Måneder.
 11.  De have Afgrundens Engel til Konge over sig; hans Navn er på
      Hebraisk Abaddon, og på Græsk har han Navnet Apollyon.
 12.  Det første Ve er til Ende; se, der kommer endnu to Veer
      derefter.

 13.  Og den sjette Engel basunede, og jeg hørte en Røst fra de fire
      Horn på Guldalteret, som står for Guds Åsyn,
 14.  sige til den sjette Engel, der havde Basunen: Løs de fire Engle,
      som ere bundne ved den store Flod Eufrat.
 15.  Og de fire Engle bleve løste, som til den Time og Dag og Måned
      og År vare rede til at ihjelslå Tredjedelen af Menneskene.
 16.  Og Tallet på Rytterhærene var to Gange Titusinde Gange
      Titusinde; jeg hørte deres Tal.
 17.  Og således så jeg Hestene i Synet og dem, som sade derpå, hvilke
      havde ildrøde og sorteblå og svovlgule Pansere; og Hestenes
      Hoveder vare som Løvers Hoveder, og af deres Munde udgik Ild og
      Røg og Svovl.
 18.  Af disse tre Plager, af Ilden og Røgen og Svovlet, som udgik af
      deres Munde, blev Tredjedelen af Menneskene ihjelslået.'
 19.  Thi Hestenes Magt er i deres Mund og i deres Haler; thi deres
      Haler ligne Slanger, have Hoveder, og med dem gøre de Skade.
 20.  Og de øvrige Mennesker, som ikke bleve dræbte i disse Plager,
      omvendte sig ikke fra deres Hænders Gerninger, så de lode være
      at tilbede de onde Ånder og Afgudsbillederne af Guld og Sølv og
      Kobber og Sten og Træ, som hverken kunne se eller høre eller gå;
 21.  og de omvendte sig ikke fra deres Myrden eller fra deres
      Trolddom eller fra deres Utugt eller fra deres Tyveri.



 10
  1.  Og jeg så en anden vældige Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i
      en Sky, og Regnbuen var på hans Hoved, og hans Ansigt var som
      Solen og hans Fødder som Ildsøjler,
  2.  og han havde i sin Hånd en lille åbnet Bog. Og han satte sin
      højre Fod på Havet og den venstre på Jorden.
  3.  Og han råbte med høj Røst, som en Løve brøler; og da han havde
      råbt, lode de syv Tordener deres Røster høre.
  4.  Og da de syv Tordener havde talt, vilde jeg til at skrive; og
      jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde: Forsegl, hvad de syv
      Tordener talte, og nedskriv det ikke!

  5.  Og Engelen, som jeg så stå på Havet og på Jorden, opløftede sin
      højre Hånd imod Himmelen
  6.  og svor ved ham, som lever i Evighedernes Evigheder, som bar
      skabt Himmelen, og hvad deri er, og Jorden, og hvad derpå er, og
      Havet, og hvad deri er, at der ikke mere skal gives Tid;
  7.  men i de Dage, da den syvende Engels Røst lyder, når han skal
      til at basune, da er Guds skjulte Råd fuldbyrdet således, som
      han har forkyndt sine Tjenere Profeterne.

  8.  Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter med
      mig og sagde: Gå hen, tag den lille åbnede Bog, som er i den
      Engels Hånd, der står på Havet og på Jorden.
  9.  Og jeg gik hen til Engelen og sagde til ham, at han skulde give
      mig den lille Bog. Og han'sagde til mig; Tag og nedsvælg den! og
      den vil volde Smerte i din Bug, men i din Mund vil den være sød
      som Honning.
 10.  Og jeg tog den lille Bog af Engelens Hånd og nedsvælgede den; og
      den var i min Mund sød som Honning, men da jeg havde nedsvælget
      den, følte jeg Smerte i min Bug.
 11.  Og man sagde til mig: Du bør igen profetere om mange Folk og
      Folkeslag og Tungemål og Konger.



 11
  1.  Og der blev givet mig et Rør ligesom en Målestok, med de Ord:
      Stå op og mål Guds Tempel og Alteret og dem, som tilbede deri.
  2.  Men Forgården uden for Templet, lad den ude og mål den ikke, thi
      den er given til Folkeslagene; og de skulle nedtræde den hellige
      Stad i to og fyrretyve Måneder.

  3.  Og jeg vil give mine tvende Vidner, at de skulle profetere eet
      Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage, klædte i Sække.
  4.  Disse ere de tvende Olietræer og de tvende Lysestager, som stå
      for Jordens Herre.
  5.  Og dersom nogen vil gøre dem Skade, udgår der Ild af deres Mund
      og fortærer deres Fjender; og dersom nogen vil gøre dem Skade,
      bør han således ihjelslås.
  6.  Disse have Magt til at lukke Himmelen, så at der ingen Regn skal
      falde i deres Profetis Dage; og de have Magt over Vandene til at
      forvandle dem til Blod og til at slå Jorden med al Slags Plage,
      så ofte de ville.
  7.  Og når de få fuldendt deres Vidnesbyrd, skal Dyret, som stiger
      op af Afgrunden, føre Krig imod dem og overvinde dem og ihjelslå
      dem.
  8.  Og deres Lig skal ligge på Gaden i den store Stad, som i åndelig
      Forstand kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor også deres Herre
      blev korsfæstet.
  9.  Og Mennesker af alle Folk og Stammer og Tungemål og Folkeslag
      skulle se på deres Lig i tre og en halv Dag og ikke tilstede, at
      deres Lig lægges i Grav.
 10.  Og de, som bo på Jorden, glæde sig over dem og fryde sig; og de
      sende hverandre Gaver, fordi disse to Profeter vare til Plage
      for dem, som bo på Jorden.
 11.  Og efter de tre og en halv Dags Førløb kom der Livs Ånde fra Gud
      i dem; og de støde på deres Fødder, og stor Frygt faldt på dem,
      som så dem.
 12.  Og de hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde til dem: Stiger
      herop! Og de stege op til Himmelen i Skyen, og deres Fjender så
      derpå.
 13.  Og i samme Stund skete der et stort Jordskælv, og Tiendedelen af
      Staden faldt, og syv Tusinde Personer bleve dræbte i
      Jordskælvet; og de andre bleve forfærdede og gave Himmelens Gud
      Ære.
 14.  Det andet Veer til Ende; se, det tredje Ve kommer snart.

 15.  Og den syvende Engel basunede, og der hørtes høje Røster i
      Himmelen, som sagde: Herredømmet over Verden er blevet vor
      Herres og hans Salvedes, og han skal være Konge i Evighedernes
      Evigheder.
 16.  Og de fire og tyve Ældste, som sidde for Guds Åsyn på deres
      Troner, faldt ned på deres Ansigter og tilbade Gud og sagde:
 17.  Vi takke dig, Herre Gud almægtige, du, som er, og som var, fordi
      du har taget din store Magt og tiltrådt dit Kongedømme,
 18.  og Folkeslagene vrededes, og din Vrede kom og Tiden til, at de
      døde skulle dømmes, og til at give Lønnen til dine Tjenere,
      Profeterne, og de hellige og dem, som frygte dit Navn, de små og
      de store, og til at ødelægge dem, som lægge Jorden øde.
 19.  Og Guds Tempel i Himmelen blev åbnet, og hans Pagts Ark kom til
      Syne i hans Tempel, og der kom Lyn og Røster og Tordener og
      Jordskælv og stærk Hagl.



 12
  1.  Og et stort Tegn blev set i Himmelen: en Kvinde, iklædt Solen og
      med Månen under sine Fødder og en Krans af tolv Stjerner på sit
      Hoved.
  2.  Og hun var frugtsommelig og skreg i Barnsnød, under Fødselsveer.
  3.  Og et andet Tegn blev set i Himmelen, og se, der var en stor,
      ildrød Drage, som havde syv Hoveder og ti Horn og på sine
      Hoveder syv Kroner.
  4.  Og dens Hale drog Tredjedelen af Himmelens Stjerner med sig og
      kastede dem på Jorden. Og Dragen stod foran Kvinden, som skulde
      føde, for at sluge hendes Barn, når hun havde født det.
  5.  Og hun fødte et Drengebarn, som skal vogte alle Folkeslagene med
      en Jernstav; og hendes Barn blev bortrykket til Gud og til hans
      Trone.
  6.  Og Kvinden flyede ud i Ørkenen,hvor hun har et Sted beredt fra
      Gud, for at man skal ernære hende der eet Tusinde, to Hundrede
      og tresindstyve Dage.

  7.  Og der blev en Kamp i Himmelen: Mikael og hans Engle gave sig
      til at kæmpe imod Dragen, og Dragen kæmpede og dens Engle.
  8.  Men de magtede det ikke, og deres Sted fandtes ikke mere i
      Himmelen.
  9.  Og den store Drage blev nedstyrtet; den gamle Slange, som kaldes
      Djævelen og Satan, som forfører den hele Verden, blev nedstyrtet
      på Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.
 10.  Og jeg hørte en høj Røst i Himmelen sige: Nu er Frelsen og
      Kraften og Riget blevet vor Guds, og Magten hans Salvedes; thi
      nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor
      Gud Dag og Nat.
 11.  Og de have overvundet ham i Kraft af Lammets Blod og i Kraft af
      deres Vidnesbyrds Ord; og de elskede ikke deres Liv, lige til
      Døden.
 12.  Derfor, fryder eder, I Himle, og I, som bo i dem! Ve Jorden og
      Havet! thi Djævelen er nedstegen til eder og har stor Vrede,
      fordi han ved, at han kun har liden Tid.

 13.  Og da Dragen så, at den var styrtet til Jorden, forfulgte den
      Kvinden, som havde født Drengebarnet.
 14.  Og den støre Ørns tvende Vinger bleve givne Kvinden, for at hun
      skulde flyve til Ørkenen, til sit Sted, der hvor hun næres en
      Tid og Tider og en halv Tid, borte fra Slangen.
 15.  Og Slangen spyede Vand som en Flod ud af sin Mund efter Kvinden
      for at bortskylle hende med Floden.
 16.  Og Jorden kom Kvinden til Hjælp; og Jorden åbnede sin Mund og
      opslugte Floden, som Dragen havde udspyet af sin Mund.
 17.  Og Dragen vrededes på Kvinden og gik bort for at føre Krig imod
      de øvrige af hendes Sæd, dem, som holde Guds Bud og have Jesu
      Vidnesbyrd.



 13
 18.  Og jeg stod på Sandet ved Havet.

      (Kap.13.)

  1.  Og jeg så et Dyr stige op af Havet, som havde ti Horn og syv
      Hoveder, og på sine Horn ti Kroner, og på sine Hoveder
      Bespottelsens Navne.
  2.  Og Dyret, som jeg så, var ligt en Panter, og dets Fødder som en
      Bjørns, og dets Mund som en Løves Mund; og Dragen gav det sin
      Kraft og sin Trone og stor Magt.
  3.  Og jeg så et af dets Hoveder ligesom såret til Døden, og dets
      dødelige Sår blev lægt, og al Jorden fulgte undrende efter
      Dyret.
  4.  Og de tilbade Dragen, fordi den havde givet Dyret Magten; og de
      tilbade Dyret og sagde: Hvem er Dyret lig? hvem mægter at kæmpe
      imod det?
  5.  Og der blev givet det en Mund til at tale store Ord og
      Bespottelser, og der blev givet det Magt til at virke i to og
      fyrretyve Måneder.
  6.  Og det åbnede sin Mund til Bespottelser imod Gud, til at
      bespotte hans Navn og hans Telt, dem, som bo i Himmelen.
  7.  Og der blev givet det at føre Krig imod de hellige og at
      overvinde dem; og der blev givet det Magt over hver Stamme og
      Folk og Tungemål og Folkeslag.
  8.  Og alle, som bo på Jorden, skulle tilbede ham, enhver, hvis Navn
      ikke fra Verdens Grundlæggelse er skrevet i Lammets, det
      slagtedes, Livets Bog.
  9.  Dersom nogen har Øre, han høre!
 10.  Dersom nogen fører andre i Fængsel, han kommer selv i Fængsel;
      dersom nogen dræber med Sværd, han skal dræbes med Sværd. Her
      gælder det de helliges Udholdenhed og Tro.

 11.  Og jeg så et andet Dyr stige op af Jorden, og det havde to Horn
      ligesom et Lam og talte som en Drage.
 12.  Og det udøver hele det første Dyrs Magt for dets Åsyn og får
      Jorden og dem, som bo derpå, til at tilbede det første dyr, hvis
      dødelige Sår blev lægt.
 13.  Og det gør store Tegn, så at det endog får Ild til. at falde ned
      fra Himmelen på Jorden for Menneskenes Åsyn.
 14.  Og det forfører dem, som bo på Jorden, for de Tegns Skyld, som
      det blev givet det at gøre for Dyrets Åsyn, og siger til dem,
      som bo på Jorden, at de skulle gøre et Billede af Dyret, ham,
      som har Sværdhugget og kom til Live.
 15.  Og det fik Magt til at give Dyrets Billede Ånd, så at Dyrets
      Billede endog kunde tale og gøre, at alle de, der ikke vilde
      tilbede Dyrets Billede, skulde ihjelslås.
 16.  Og det får alle, både små og støre, både rige og fattige, både
      frie og Trælle, til at sætte sig et Mærke på deres højre Hånd
      eller på deres Pande,
 17.  for at ingen skal kunne købe eller sælge uden den, som har
      Mærket, Dyrets Navn eller dets Navns Tal.
 18.  Her gælder det Visdom! Den, som har Forstand, udregne Dyrets
      Tal; thi det er et Menneskes Tal, og dets Tal er 666.



 14
  1.  Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions Bjerg, og med det
      hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Navn og
      dets Faders Navn skrevet på deres Pander.
  2.  Og jeg hørte en Lyd fra Himmelen som en Lyd af mange Vande og
      som en Lyd af stærk Torden, og den Lyd, jeg hørte, var som at
      Harpespillere, der spillede på deres Harper.
  3.  Og de sang en ny Sang for Tronen og for de fire levende Væsener
      og de Ældste; og ingen kunde lære den Sang, uden de hundrede og
      fire og fyrretyve Tusinde, som ere løskøbte fra Jorden.
  4.  Dette er dem, som ikke have besmittet sig med Kvinder, thi de
      ere jomfruelige; dette er dem, som følge Lammet, hvor det
      går. Disse ere løskøbte fra Menneskene, en Førstegrøde før Gud
      og Lammet,
  5.  og i deres Mund er der ikke fundet Løgn; thi de ere ulastelige.

  6.  Og jeg så en anden Engel flyve midt oppe under Himmelen, som
      havde et evigt Evangelium at forkynde for dem, der bo på Jorden,
      og for alle Folkeslag og Stammer og Tungemål og Folk,
  7.  og han sagde med høj Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, thi
      hans Doms Time er kommen, og tilbeder ham, som har gjort
      Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.
  8.  Og endnu en anden Engel fulgte, som sagde: Falden, falden er
      Babylon, den store, som har givet alle Folkeslagene at drikke af
      sin Utugts Harmes Vin.
  9.  Og en tredje Engel fulgte dem og sagde med høj Røst: Dersom
      nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærke på sin Pande
      eller på sin Hånd,
 10.  så skal han drikke af Guds Harmes Vin, som er iskænket ublandet
      i hans Vredes Bæger; og han skal pines med Ild og Svovl for de
      hellige Engles og for Lammets Åsyn.
 11.  Og deres Pines Røg opstiger i Evighedernes Evigheder; og de have
      ikke Hvile Dag og Nat, de, som tilbede Dyret og dets Billede, og
      enhver, som tager dets Navns Mærke.

 12.  Her gælder det de helliges Udholdenhed, de, som bevare Guds Bud
      og Troen på Jesus.
 13.  Og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde: Skriv: Salige ere
      de døde, som dø i Herren herefter. Ja, siger Ånden, de skulle
      hvile fra deres Møje, thi deres Gerninger følge med dem.

 14.  Og jeg, så, og se en hvid Sky, og på Skyen sad der en lig en
      Menneskesøn med en Guldkrone på sit Hoved og en skarp Segl i sin
      Hånd.
 15.  Og en anden Engel gik ud fra Templet og råbte med høj Røst til
      ham, som sad på Skyen: Udsend din Segl og høst; thi Timen til at
      høste er kommen, fordi Jordens Høst er moden.
 16.  Og han, som sad på Skyen, lod sin Segl gå over Jorden, og Jorden
      blev høstet.

 17.  Og en anden Engel gik ud fra Templet i Himmelen; også han havde
      en skarp Segl.
 18.  Og fra Alteret gik en anden Engel ud, som havde Magt over Ilden;
      og han råbte med høj Røst til den, som havde den skarpe Segl, og
      sagde: Udsend din skarpe Segl og afskær Druerne af Jordens
      Vintræ; thi dets Druer ere modne.
 19.  Og Engelen lod sin Segl gå hen over Jorden og afskar Frugten på
      Jordens Vintræ og kastede den i Guds Harmes store Persekar.
 20.  Og Persekarret blev trådt uden for Staden, og der kom Blod ud af
      Persekarret op til Hestenes Bidsler, så langt som eet Tusinde og
      seks Hundrede Stadier.



 15
  1.  Og jeg så et andet Tegn i Himmelen, stort og vidunderligt: syv
      Engel som have de syv sidste Plager; thi med disse er Guds Harme
      fuldbyrdet.
  2.  Og jeg så som et Glarhav, blandet med Ild, og dem, som sejrende
      gik ud af Kampen med Dyret og dets Billede og dets Navns Tal,
      stående ved Glarhavet og holdende Guds Harper.
  3.  Og de sang Mose, Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, og sagde:
      Store og vidunderlige ere dine Gerninger, Herre, Gud, du
      Almægtige!  retfærdige og sande' ere dine Veje, du Folkeslagenes
      Konge!
  4.  Hvem skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du
      alene er hellig; ja, alle Folkeslagene skulle komme og tilbede
      for dit Åsyn, fordi dine retfærdige Domme ere blevne åbenbarede.
  5.  Og derefter så jeg, og Vidnesbyrdets Tabernakels Tempel i
      Himmelen blev åbnet,
  6.  og de syv Engle, som havde de syv Plager, gik ud af Templet,
      iførte rent og skinnende Linklæde og omgjordede om Brystet med
      Guldbælter.
  7.  Og et af de fire levende Væsener gav de syv Engle syv Guldskåle
      fyldte med Guds Harme, han. som lever i Evighedernes Evigheder.
  8.  Og Templet fyldtes med Røg fra Guds Herlighed og fra hans Kraft;
      og ingen kunde gå ind i Templet, førend de syv Engles syv Plager
      fik Ende.



 16
  1.  Og jeg hørte en høj Røst fra Tempelet sige til de syv Engle: Går
      hen og udgyder Guds Harmes syv Skåle over Jorden!
  2.  Og den første gik hen og udgød sin Skål over Jorden, og der kom
      slemme og onde Bylder på de Mennesker, som havde Dyrets Mærke,
      og dem, som tilbade dets Billede.
  3.  Og den anden Engel udgød sin Skål i Havet, og det blev til Blod
      som af en død; og hver levende Sjæl i Havet døde.
  4.  Og den tredje Engel udgød sin Skål i Floderne og Vandkilderne,
      og de bleve til Blod.
  5.  Og jeg hørte Vandenes Engel sige: Retfærdig er du, som er, og
      som var, du hellige, fordi du har fældet denne Dom;
  6.  thi de have udøst helliges og Profeters Blod, og du har givet
      dem Blod at drikke; de ere det værd.
  7.  Og jeg hørte Alteret sige: Ja, Herre, Gud, du almægtige! sande
      og retfærdige ere dine Domme.
  8.  Og den fjerde Engel udgød sin Skål over Solen; og det blev givet
      den at brænde Menneskene med Ild.
  9.  Og Menneskene brændtes i stor Hede og bespottede Guds Navn, som
      har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke til at give
      ham Ære.
 10.  Og den femte Engel udgød sin Skål over Dyrets Trone; og dets
      Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine.
 11.  Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres
      Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gerninger.
 12.  Og den sjette Engel udgød sin Skål over den store Flod Eufrat;
      og dens Vand borttørredes, for at Vejen kunde beredes for
      Kongerne fra Solens Opgang.
 13.  Og jeg så, at der af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den
      falske Profets Mund udgik tre urene Ånder, som lignede Padder.
 14.  Thi de ere DæmonersÅnder, som gøre Tegn; og de gå ud til hele
      Jorderiges Konger for at samle dem til Krigen på Guds, den
      almægtiges, store Dag.
 15.  - Se, jeg kommer som en Tyv Salig er den, som våger og bevarer
      sine Klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans
      Skam. -
 16.  Og de samlede dem til det Sted,som kaldes på Hebraisk
      Harmagedon.
 17.  Og den syvende Engel udgød sin Skål i Luften; og fra Templet,
      fra Tronen udgik der en høj Røst, som sagde: Det er sket.
 18.  Og der kom Lyn og Røster og Tordener; og der blev et stort
      Jordskælv, hvis Mage ikke har været, siden der blev Mennesker
      til på Jorden, et sådant Jordskælv, så stort.
 19.  Og den store Stad blev til tre Dele, og Folkeslagenes Stæder
      faldt; og Gud kom det store Babylon i Hu for at give det Bægeret
      med sin Vredes Harmes Vin.
 20.  Og hver Ø flyede, og Bjerge bleve ikke fundne.
 21.  Og en stærk Hagl, centnertung, faldt ned fra Himmelen på
      Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Haglens Plage, thi
      dens Plage var meget stor.



 17
  1.  Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, kom og talte med
      mig og sagde: Kom! jeg vil vise dig Dommen over den store Skøge,
      som sidder over mange Vande,
  2.  med hvem Jordens Konger have bolet, og de, som bo på Jorden, ere
      blevne drukne af hendes Utugts Vin.
  3.  Og han førte mig i Ånden ud i en Ørken; og jeg så en Kvinde
      siddende på et skarlagenfarvet Dyr, som var fuldt af
      Bespottelsens Navne; det havde syv Hoveder og ti Hor1m.
  4.  Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og strålede af Guld
      og Ædelsten og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Hånd, fuldt
      af Vederstyggeligheder og hendes Utugts Urenheder.
  5.  Og på hendes Pande var skrevet et Navn, en Hemmelighed: Babylon
      den store, Moderen til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder.
  6.  Og jeg så Kvinden, drukken af de helliges Blod og af Jesu
      Vidners Blød; og jeg undrede mig i stor Forundring, da jeg så
      hende.

  7.  Og Engelen sagde til mig: Hvorfor undrede du dig? Jeg vil sige
      dig Hemmeligheden med Kvinden og med Dyret, som bærer hende, og
      som har de syv Hoveder og de ti Horn.
  8.  Dyret, som du så, har været og er ikke, og det skal stige op af
      Afgrunden og gå bort til Fortabelse; og de, som bo på Jorden,
      skulle undre sig, de, hvis Navne ikke ere skrevne i Livets Bog
      fra Verdens Grundlæggelse, når de se,at Dyret var og er ikke og
      skal komme.
  9.  Her gælder det den Forstand, som har Visdom. De syv Hoveder ere
      syv Bjerge, på hvilke Kvinden sidder,
 10.  og de ere syv Konger. De fem ere faldne, den ene er der, den
      anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, skal han blive en
      liden Tid.
 11.  Og Dyret, som var og er ikke, er både selv en ottende og er en
      af de syv og farer bort til Fortabelse.
 12.  Og de ti Horn, som du så, ere ti Konger, som endnu ikke have
      fået Rige, men få Magt som Konger een Time sammen med Dyret.
 13.  Disse have eet Sind, og deres Kraft og Magt give de til Dyret.
 14.  Disse skulle føre Krig med Lammet, og Lammet skal sejre over dem
      - fordi det er Herrers Herre og Kongers Konge - og de: som ere
      med det, de kaldede og udvalgte og trofaste.
 15.  Og han sagde til mig: De Vande, som du så, der hvor Skøgen
      sidder, ere Folk og Skarer og Folkeslag og Tungemål.
 16.  Og de ti Horn, som du så, og Dyret, disse ville hade Skøgen og
      gøre hende øde og nøgen og æde hendes Kød og opbrænde hende med
      Ild.
 17.  Thi Gud har indgivet dem i deres Hjerte at gøre efter hans Sind
      og at handle af eet Sind og at give Dyret deres Kongemagt,indtil
      Guds Ord blive fuldbyrdede.
 18.  Og Kvinden, som du så, er den store Stad, som har Herredømme
      over Jordens Konger.



 18
  1.  Derefter så jeg en anden Engel stige ned fra Himmelen; han havde
      stor Magt, og Jorden blev oplyst af hans Herlighed.
  2.  Og han råbte med stærk Røst og sagde: Falden, falden er Babylon
      den støre, og den er bleven Dæmoners Bolig og et Fængsel for
      alle Hånde urene Ånder og et Fængsel for alle Hånde urene og
      afskyede Fugle!
  3.  Thi af hendes Utugts Harmes Vin have alle Folkeslagene drukket,
      og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Købmænd ere
      blevne rige af hendes Yppigheds Fylde.
  4.  Og jeg hørte en anden Røst fra Himmelen, som sagde: Går ud fra
      hende, mit Folk! for at I ikke skulle blive meddelagtige i
      hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager.
  5.  Thi hendes Synder ere opdyngede indtil Himmelen, og Gud har
      kommet hendes Uretfærdigheder i Hu.
  6.  Betaler hende, som hun har betalt eder, og gengælder hende
      dobbelt efter hendes Gerninger; skænker hende dobbelt i det
      Bæger, som hun har iskænket.
  7.  Så meget, som hun har forherliget sig selv og levet i Yppighed,
      så meget skulle I give hende af Pine og Sørg! Fordi hun siger i
      sit Hjerte: Jeg sidder som en Dronning og er ikke Enke, og Sorg
      skal jeg ingenlunde se,
  8.  derfor skulle hendes Plager komme på een Dag: Død og Sorg og
      Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre
      Gud, som har dømt hende.

  9.  Og Jordens Konger, som have bolet og levet yppigt med hende,
      skulle græde og hyle over hende, når de se Røgen af hendes
      Brand,
 10.  medens de stå langt borte af Frygt for hendes Pinsel og sige:
      Ve!  ve! du store Stad, Babylon, du stærke Stad, thi på een Time
      er din Dom kommen.
 11.  Og Jordens Købmænd græde og sørge over hende, fordi ingen mere
      køber deres Ladning:
 12.  Ladning af Guld og Sølv og Ædelsten og Perler og fint Linned og
      Purpur og Silke og Skarlagen og alle Hånde vellugtende Træ og
      alle Hånde Arbejde af Elfenben og alle Hånde Arbejde af kostbart
      Træ og af Kobber og Jern og Marmor,
 13.  og Kanelbark og Hårsalve og Røgelser og Salve og Virak og Vin og
      Olie og fint Mel og Hvede og Okser og Får og Heste og Vogne og
      Slaver, ja, Menneskesjæle.
 14.  Og den Frugt, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig og alt det
      lækre og glimrende er forbi for dig, og man skal aldrig finde
      det mere.
 15.  De, som handlede dermed og ere blevne rige ved hende, skulle stå
      langt borte af Frygt for hendes Pinsel grædende og sørgende og
      sige:
 16.  Ve ve! den store Stad, som var klædt i fint Linned og Purpur og
      Skarlagen og strålede af Guld og Ædelsten og Perler; thi i een
      Time er så stor en Rigdom lagt øde.
 17.  Og alle Styrmænd og alle Skippere og Søfolk og alle, som arbejde
      på Havet, stode langt borte
 18.  og råbte, da de så Røgen af hendes Brand, og sagde: Hvor var der
      Mage til den store Stad?
 19.  Og de kastede Støv på deres Hoveder og råbte grædende og
      sørgende og sagde: Ve! ve! den store Stad, hvori alle, som havde
      Skibe på Havet, berigedes ved dens Pragt; thi i een Time er den
      bleven lagt øde.

 20.  Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige og Apostle og
      Profeter!  fordi Gud har skaffet eder Ret over den.

 21.  Og en vældig Engel løftede en Sten som en stor Møllesten og
      kastede den i Havet og sagde: Således skal Babylon, den store
      Stad, nedstyrtes i Hast og ikke findes mere.
 22.  Og Lyd af Harpespillere og Sangere og Fløjtespillere og
      Basunblæsere skal ikke høres i dig mere; og ingen Kunstner i
      nogen Kunst skal findes i dig mere; og Lyd af Mølle skal ikke
      høres i dig mere;
 23.  og Lys af Lampe skal ikke skinne i dig mere, og Brudgoms og
      Bruds Røst skal ikke høres i dig mere, fordi dine Købmænd vare
      Jordens Stormænd, fordi alle Folkeslagene bleve forførte ved dit
      Trylleri.
 24.  Og i den blev Profeters og helliges Blod fundet og alle deres,
      som ere myrdede på Jorden.



 19
  1.  Derefter hørte jeg ligesom en høj Røst af en stor Skare i
      Himmelen, som sagde: Halleluja! Frelsen og Herligheden og
      Kraften tilhører vor Gud.
  2.  Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den
      store Skøge, som fordærvede Jorden med sin Utugt, og krævet sine
      Tjeneres Blod af hendes Hånd.
  3.  Og de sagde anden Gang: Halleluja! og Røgen fra hende opstiger i
      Evighedernes Evigheder.
  4.  Og de fire og tyve Ældste og de fire levende Væsener faldt ned
      eg tilbade Gud, som sad på Tronen, og de sagde: Amen! Halleluja!
  5.  Og en Røst udgik fra Tronen og sagde: Lover vor Gud, alle hans
      Tjenere, I, som frygte ham, de små og de store!
  6.  Og jeg hørte som en Røst af en stor Skare og som en Lyd af mange
      Vande og, som en Lyd af stærke Tordener, der sagde: Halleluja!
      thi Herren, Gud, den almægtige, har tiltrådt Kongedømmet.
  7.  Lader os glæde og fryde os og give ham Æren; thi Lammets Bryllup
      er kommet, og hans Brud har gjort sig rede.
  8.  Og det blev givet hende at iføre sig skinnende, rent Linklæde;
      thi Linklædet er de helliges Retfærdshandlinger.
  9.  Og han siger til mig: Skriv: Salige ere de, som ere budne til
      Lammets Bryllups Nadver! Og han siger til mig: Disse ere de
      sande Guds Ord.
 10.  Og jeg faldt ned for hans Fødder for at tilbede ham, og han
      siger til mig: Gør det ikke! Jeg er din Medtjener eg dine
      Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud! thi Jesu
      Vidnesbyrd er Profetiens Ånd.

 11.  Og jeg så Himmelen åben, og se en hvid Hest, og han, som sad på
      den, kaldes trofast og sanddru, og han dømmer og kæmper med
      Retfærdighed.
 12.  Men hans Øjne vare Ildslue, og på hans Hoved var der mange
      Kroner;han havde et Navn skrevet, hvilket ingen kender, uden han
      selv;
 13.  og han var iført en Kappe, dyppet i Blod, og hans Navn kaldes:
      Guds Ord.
 14.  Og Hærene i Himmelen fulgte ham på hvide Heste, iførte hvidt,
      rent Linklæde.
 15.  Og af hans Mund udgik der et skarpt Sværd, for at han dermed
      skulde slå Folkeslagene; og han skal vogte dem med en Jernstav,
      og han skal træde Guds, den almægtiges, Vredes Harmes Vinperse.
 16.  Og på Kappen, på sin Lænd har han et Navn skrevet: Kongers Konge
      og Herrers Herre.
 17.  Og jeg så en Engel stående i Solen, og han råbte med høj Røst og
      sagde til alle Fugle, som flyve midt oppe under Himmelen: Kommer
      og samler eder til Guds store Nadver
 18.  for at æde Kød af Konger og Kød af Krigsøverster og Kød af
      vældige og Kød af Heste og af dem, som sidde på dem, og Kød af
      alle, både frie og Trælle, små og store.
 19.  Og jeg så Dyret og Jordens Kongen og deres Hære samlede for at
      føre Krig imod ham, som sad på Hesten, og imod hans Hær.
 20.  Og Dyret blev grebet og med det den falske Profet, som havde
      gjort Tegnene for dets Åsyn, hvormed han havde forført dem, som
      toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; de bleve
      begge kastede levende i Ildsøen, som brænder med Svovl.
 21.  Og de andre bleve ihjelslåede med hans Sværd, som sad på Hesten,
      det, der udgik af hans Mund, og alle Fuglene bleve mættede at
      deres Kød.



 20
  1.  Og jeg så en Engel stige ned fra Himmelen, han havde Afgrundens
      Nøgle og en stor Lænke i sin Hånd.
  2.  Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satan,
      og bandt ham for tusinde År
  3.  og kastede ham i Afgrunden og lukkede og forseglede over ham,
      for at han ikke mere skulde forføre Folkeslagene, førend de
      tusinde År vare til Ende; derefter skal han løses en lille Tid.
  4.  Og jeg så Troner, og de satte sig på dem, og Dommermagt blev
      given dem; og jeg så deres Sjæle, som vare halshuggede for Jesu
      Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde
      tilbedt; Dyret eller dets Billede og ikke havde taget Mærket på
      deres Pande og på deres Hånd; og de bleve levende og bleve
      Konger med Kristus i tusinde År.
  5.  De øvrige af de døde bleve ikke levende, førend de tusinde År
      vare til Ende. Dette er den første Opstandelse.
  6.  Salig og hellig er den, som bar Del i den første Opstandelse;
      over disse har den anden Død ikke Magt, men de skulle være Guds
      og Kristi Præster og skulle være Konger med ham i de tusinde År.

  7.  Og når de tusinde År ere til Ende, skal Satan løses af sit
      Fængsel.
  8.  Og han skal gå ud for at forføre Folkeslagene ved Jordens fire
      Hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til Krig; deres Tal er
      som Havets Sand.
  9.  Og de droge frem over Jordens Flade og omringede de helliges
      Lejr og den elskede Stad. Og Ild faldt ned fra Himmelen fra Gud
      og fortærede dem.
 10.  Og Djævelen, som forfømte dem, blev kastet i Ild og Svovlsøen,
      hvor også Dyret og den falske Profet var; og de skulle pines Dag
      og Nat i Evighedernes Evigheder.

 11.  Og jeg så en stor, hvid Trone og ham, som sad derpå; for hans
      Åsyn flyede Jorden og Himmelen, og der blev ikke fundet Sted for
      dem.
 12.  Og jeg så de døde, de store og de små, stående for Tronen, og
      Bøger bleve åbnede; og en anden Bog blev åbnet, som er Livets
      Bog; og de døde bleve dømte efter det, som var skrevet i
      Bøgerne, efter deres Gerninger.
 13.  Og Havet afgav de døde, som vare i det; og Døden og Dødsriget
      afgave de døde, som vare i dem, og de bleve dømte, hver efter
      sine Gerninger.
 14.  Og Døden og Dødsriget bleve kastede i Ildsøen. Dette er den
      anden Død, Ildsøen.
 15.  Og dersom nøgen ikke fandtes skreven i Livets Bog, blev han
      kastet i Ildsøen.



 21
  1.  Og jeg så en ny Himmel og en ny Jord; thi den forrige Himmel og
      den forrige Jord var veget bort, og Havet var ikke mere.
  2.  Og jeg så den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned fra
      Himmelen fra Gud, beredt som en Brud, der er smykket før sin
      Brudgom.
  3.  Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Telt
      er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være
      hans Folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud.
  4.  Og han skal aftørre hver Tåre af deres Øjne, og Døden skal ikke
      være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal
      være mere; thi det forrige er veget bort.
  5.  Og han, som sad på Tronen, sagde: Se, jeg gør alle Ting nye. Og
      han siger til mig: Skriv; thi disse Ord ere troværdige og sande.
  6.  Og han sagde til mig: De ere skete. Jeg er Alfa og Omega,
      Begyndelsen og Enden. Jeg vil give den tørstige af Livets Vands
      Kilde uforskyldt.
  7.  Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans God, og
      han skal være min Søn.
  8.  Men de fejge og utro og vederstyggelige og Morderne og de
      utugtige og Troldkarlene og Afgudsdyrkerne og alle Løgnerne,
      deres Lod skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette
      er den anden Død.

  9.  Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, der vare fulde af
      de syv sidste Plager, kom og talte med mig og sagde: Kom, jeg
      vil vise dig Bruden, Lammets Hustru.
 10.  Og han førte mig i Ånden hen på et stort og højt Bjerg og viste
      mig den hellige Stad, Jerusalem, stigende ned fra Himmelen, fra
      Gud
 11.  med Guds Herlighed. Dens Glans var som den kostbareste Sten, som
      krystalklar Jaspissten.
 12.  Den havde en stor og høj Mur; den havde tolv Porte og over
      Portene tolv Engle og påskrevne Navne, hvilke ere Israels Børns
      tolv Stammers;
 13.  mod Øst tre Porte og mod Nord tre Porte og mod Syd tre Porte og
      mod Vest tre Porte.
 14.  Og Stadens Mur havde tolv Grundsten, og på dem Lammets tolv
      Apostles tolv Navne.
 15.  Og han, som talte med mig, havde en Målestok, et Guldrør, for at
      han skulde måle Staden og dens Porte og dens Mur.
 16.  Og Staden ligger i Firkant, og dens Længde er lige så stor som
      Bredden. Og han målte Staden med Røret: tolv Tusinde Stadier;
      dens Længde, Bredde og Højde ere lige.
 17.  Og han målte dens Mur, hundrede og fire og fyrretyve Alen, efter
      Menneskemål, hvilket er Englemål.
 18.  Og dens Murværk var Jaspis, og Staden var af rent Guld, lig det
      rene Glar.
 19.  Stadmurens Grundsten vare prydede med alle Hånde Ædelsten: den
      første Grundsten var Jaspis, den anden Safir, den tredje
      Kalkedon, den fjerde Smaragd,
 20.  den femte Sardonyks, den sjette Sarder, den syvende Krysolit,
      den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Krysopras, den
      ellevte Hyacint, den tolvte Ametyst.
 21.  Og de tolv Porte vare tolv Perler, hver af Portene var af een
      Perle, og Stadens Gade var rent Guld som gennemsigtigt Glar.
 22.  Og jeg så intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud,
      den almægtige, og Lammet.
 23.  Og Staden trænger ikke til Sol eller Måne til at skinne for den;
      thi Guds Herlighed oplyste den, og Lammet var dens Lys.
 24.  Og Folkeslagene skulle vandre i dens Lys, og Jordens Konger
      bringe deres Herlighed til den,
 25.  og dens Porte skulle ikke lukkes om Dagen; thi Nat skal ikke
      være der,
 26.  og de skulle bringe Folkeslagenes Herlighed og Ære til den.
 27.  Og intet urent skal komme ind i den, ej heller nogen, som øver
      Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som ere skrevne i Lammets
      Livets Bog.



 22
  1.  Og han viste mig Livets Vands Flod, skinnende som Krystal,
      udvæld de fra Guds og Lammets Trone.
  2.  Midt i dens Gade og på begge Sider af Floden voksede Livets Træ,
      som bar tolv Gange Frugt og gav hver Måned sin Frugt; og Bladene
      af Træet tjente til Lægedom for Folkeslagene.
  3.  Og der skal intet bandlyst være mere; og Guds og Lammets Trone
      skal være i den, og hans Tjenere skulle tjene ham,
  4.  og de skulle se hans Ansigt, og hans Navn skal være på deres
      Pander.
  5.  Og Nat skal der ikke være mere, og de trænge ikke til Lys af
      Lampe eller Lys af Sol, fordi Gud Herren skal lyse over dem; og
      de skulle, være Konger i Evighedernes Evigheder.

  6.  Og han sagde til mig: Disse Ord ere troværdige og sande; og
      Herren, Profeternes Ånders Gud, har udsendt sin Engel for at
      vise sine Tjenere, hvad der skal ske snart.
  7.  Og se, jeg kommer snart. Salig er den, som bevarer denne Bogs
      Profetis Ord.
  8.  Og jeg, Johannes, er den, som så og hørte disse Ting, og da jeg
      havde hørt og set, faldt jeg ned for at tilbede for den Engels
      Fødder, som viste mig disse Ting.
  9.  Og han siger til mig: Gør det ikke; jeg er din Medtjener og dine
      Brødres, Profeternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord;
      tilbed Gud!
 10.  Og han siger til mig: Du skal ikke forsegle denne Bogs Profetis
      Ord, thi Tiden er nær.
 11.  Lad den som gør Uret, fremdeles gøre Uret, og den urene
      fremdeles blive uren, og den retfærdige fremdeles øve
      Retfærdighed, og den hellige fremdeles blive helliggjort.
 12.  Se, jeg kommer snart, og min Løn er med mig til at betale
      enhver, efter som hans Gerning er.
 13.  Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, Begyndelsen og
      Enden.
 14.  Salige ere de, som tvætte deres Klædebon, for at de kunne få
      Adgang til Livets Træ og gå ind igennem Portene i Staden.
 15.  Udenfor ere Hundene og Troldkarlene og de utugtige og Morderne
      og Afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver Løgn.
 16.  Jeg, Jesus, har sendt min Engel til at vidne for eder disse Ting
      om Menighederne, jeg er Davids Rodskud og Slægt, den strålende
      Morgenstjerne.
 17.  Og Ånden og Bruden sige: Kom! Og den, som hører, sige: Kom! Og
      den, som tørster, han komme; den, som vil, han modtage Livets
      Vand uforskyldt!
 18.  Jeg vidner for enhver, som hører denne Bogs Profetis Ord: Dersom
      nogen lægger noget til disse Ting, da skal Gud lægge på ham de
      Plager, som der er skrevet om i denne Bog.
 19.  Og dersom nogen tager noget bort fra denne Profetis Bogs Ord, da
      skal Gud tage hans Lod bort fra Livets Træ og fra den hellige
      Stad, om hvilke der er skrevet i denne Bog.
 20.  Han, som vidner disse Ting, siger: Ja, jeg kommer snart! Amen.
      Kom, Herre Jesus!
 21.  Den Herres Jesu Nåde være med alle!


Книго

[X]